Wednesday, June 26, 2013

Les fables de sang - Arnaud Delalande

























  • Fransk
  • 23.-25. juni
  • 433 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For nylig læste jeg den halvt sandfærdige og helt fantastiske historie om de to nødhjælpsarbejdere skrevet af Delalande. Det var mit første bekendtskab med denne forfatter, og jeg opdagede så, at han primært skrev historiske krimier. Jeg besluttede at give det en chance og startede faktisk med nummer to i rækken af en serie med den samme hovedperson/helt - den italienske Viravolta. Det har dog næppe nogen større betydning for forståelsen.

Historien foregår mellem 1774-75 i Versailles; Ludvig XV dør, og Ludvig XVI bliver Frankrigs nye konge. Det skaber som altid konflikter, når en monarks politiske liv skal videreføres eller ej - i dette tilfælde er der risikoen for, at Ludvig XV's reelle hemmelige politi stoppes af den nye konge. Han kender intet til det - og de selv er nervøse for fremtiden, da Marie Antoinette ikke er i deres lejr.

Tilmed begynder der at dukke lig op - i forskellige sociale lag, men alle med større eller mindre tilknytning til det hemmelige politi. Alle mordene ledsages af en fabel af La Fontaine, der på ironisk vis illustrerer metoden for drabet eller et særligt kendetegn ved den afdøde.

Viravolta er selvfølgelig en af de udsete; men han gøres opmærksom på mordene inden - så han kan følge dem og efterfølge morderen. Det er legen mellem katten og musen.

Der er en del interessante oplysninger om livet ved Versailles i denne omskiftelige periode - og de er korrekte; jeg tjekkede dem samtidig! Det er en interessant vinkel at benytte Fontaines fabler, som var på højeste mode netop på denne tid - og de passer enestående til hvert enkelt mord. Derudover var der nu ikke den store spænding eller overraskelse. En middelmådig krimi til underholdning - men ikke en del af hans forfatterskab, jeg vil aktivt opsøge. Jeg foretrak langt hans dybere fortælling i den moderne prosa.


4 comments:

Donald said...

OK, en forfatter der har flere sider, nogle af dem bedre end andre, det kan jeg godt forstå - det er nu interessant alligevel.

Jeg husker at have læst Stefan Zweig "Fouché" om direktøren for det hemmelige politi i de første revolutionsår. Den er ikke krimi, men er - i min erindring - lige så spændende, måske mere spændende, fordi det ikke er fri fantasi.

Nille said...

Donald,

Stefab Zweig var vist temmelig begejstret for Ludvig XVI - han har jo også skrevet en af de mest berømte biografier af Marie-Antoinette. Denne kender jeg ikke - men det lyder bestemt spændende. Jeg er vist mere til historiske spionhistorier end moderne.

Ja, man kan ikke være god til det hele. Det er altid lidt svært at opdigte om reelle historiske personer, synes jeg - hvor går grænsen for, hvad man kan trække dem ind i? Hvis man digter helt og aldeles bliver personerne måske nemmere troværdige?

Donald said...

Ja, hvis man digter sit eget miljø tror jeg at det er nemmere at gøre personerne mere troværdige. Jeg kan huske en forfatter (Irving) som skrev om sin dengang sidste bog at den var "for tæt på", d.v.s. han havde skrevet den ud fra egen personkreds, folk han kendte. Måden man "gradbøjer" personlige karakteristika er en kunst, som en forfatter må øve sig i (være god til!) for at kunne skrive en historie, som er mere univsersel, noget, som rører os alle sammen (mere eller mindre, men dog altså ikke er navlebeskuende privat.) Fx. tror jeg at Madeleine Albright's erindringer og familiehistorier er generaliserende, selv om hun fortæller om historiske personer (sin familie) for Albright havde evnen til at se de store linier. (Men derfor kan den selvfølgelig godt ende med at blive lidt kedelig.)

Det blev en lang kommentar - håber det er OK.

Nille said...

Donald,

Ingen kommentar er for lang!

Den sidste bog, jeg har læst af Irving forekom mig pudsigt nok at være uendeligt tæt på ham selv. Jeg ved ikke om han reelt har oplevet de ting, men i måden, han beskrev dem på, virkede det meget personligt. Men i dette tilfælde fungerede det fint, og gav blot mere stof til eftertanke. Men måske kan det trække fokus fra historien, fordi man pludselig undrer sig over, hvad der er hans eget og hvad, der er opdigtet?

Albright har jeg ikke læst - med biografier er det jo for det første personen selv, der skal interessere - men derfor kan der jo sagtens være en rigtig god og godt fortalt familiehistorie bag.