Sunday, June 23, 2013

I ondskabens have - Erik Larson

























  • Engelsk originaltitel: In the Garden of Beasts
  • 17.-23. juni
  • 589 sider

I 1933 skulle den amerikanske præsident Roosevelt udpege en ny ambassadør til repræsentationen i Berlin. Det ansås for at være en relativ nem post - Tyskland var et land i fremgang og politisk stabilitet med Hindenburg som præsident og Hitler som kansler; der var episoder med overfald på udenlandske gæster, men i det store og hele var ingen ret bekymrede... endnu!

Valget faldt derfor på den absolut uerfarne William Dodd - i diplomatiske sammenhænge et blankt blad udelukkende med en fortid som historieprofessor ved universitetet i Chicago. Han ønskede blot at få mere tid til at skrive sit livsværk om Sydstaterne, og mente, at en ambassadørstilling ville give ham den fornødne fred. Men som Larsons biografi viser, så ankom han netop som tingene i Tyskland begyndte at ændre sig.

Dodd var en alternativ ambassadør; han var ikke rig, og ville kun leve af sin løn i modsætning til andre ambassadører, som kom fra rige familier og selv betalte store dele af de ekstravagante husholdninger. Han rejste med sin kone og deres to børn Bill og Martha. Sønnen var meget stille og rolig, mens Martha havde et ry for at være særdeles fremmelig for en ung dame af tiden. Hun samlede elskere i stribevis, og bekymrede visse af ambassadefolkene en del.

Samtidig begyndte Dodd at advare USA om Hitlers stigende magt - men blev ikke taget seriøst; muligvis mest på grund af hans politiske modstandere i Washington.

Biografien fokuserer primært på begyndelsen af hans og familiens tid i Berlin fra 1933 til 1934, som endte med De lange knives nat. Dodd rejser endeligt hjem fra Berlin i slutningen af 1937, og dør nogle få år senere netop som krigen er ved at være en realitet.

Det er et glimrende tidsbillede af Berlin i netop denne skrækkelige periode, men også en interessant beskrivelse af diplomatiet og de politiske spil nationer imellem. For man må trods alt græmmes over en besked den amerikanske regering sender til den tyske udenrigsminister efter dennes klage over en iscenesat retssag mod Hitler i New York. Dette var en privat forsamling, som beskeden siger - og det er en af grundstenene i den amerikanske konstitution at folket har ret til religionsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed! I 1933 var USA stadig raceopdelt og det klinger lidt grumt i mine ører. Men det er jo netop det interessante ved at læse direkte citater fra tiden.

Datteren Martha ender desuden som spion for Rusland og må gå i eksil i Prag i mange år. En spændende families spændende liv!

4 comments:

Donald said...

Det var nok ikke en helt almindelig familie, men gennem den kan man få et blik på tiden, som virker meget realistisk, sådan virker det ud fra hvad du fortæller.

Jeg synes det er synd at datteren ikke kunne se de større politiske linier og at hun ender som spion for Rusland (eller Sovjet).

Nille said...

Donald,

Det var bestemt ikke en almindelig familie; men netop deres diplomatiske arbejde gjorde jo, at deres vinkel på begivenhederne var så anderledes end andre helt almindelige historier. Ikke mindst frustrationerne over, at man i USA ikke tog faren alvorligt.

Datteren så Sovjet som det gode modspil til nazisterne - det var jo igen en anden tid, som det er svært for os at forholde os til med eftertidens bagklogskab.

Men da bedre end at falde for nazisternes tricks :-)

Donald said...

Russerne var - eller rettere blev - en af de allierede, men alle nogenlunde politisk orienterede mennesker vidste jo, at det var et styre, som havde været med Nazisterne og som praktiserede arrestation og mord på oppositionen.

Men ja, det var så afgjort bedre end at støtte nazisterne, en fare, som det tog meget længe for de allierede at forstå. Churchill gik jo i lang tid enegang. Han var allerede ude med en advarsel i 1933, da han var i Tyskland (vistnok Syd) for at se på en eller anden ting.

Nille said...

Donald,

Ja, amerikanerne var både i 1. og 2. verdenskrig påfaldende tilbageholdende med at blande sig i konflikterne og betragte det som interne europæiske problemer. Den tilbageholdenhed må man da sige, at der er kommet over senere, hvor de ikke kan komme hurtigt nok afsted for at blande sig i andres krige!

Måske var det også fordi der gik så relativt mange år fra 1933 - det skete jo trods alt ikke over-night; og selv mange tyskere anede - eller påstod i hvert fald - jo intet om kz-lejre og jødeudryddelser før 1945.

I øvrigt undrede det mig under læsningen, at det engelske udtryk "living space" ikke rørte mig synderligt. Men oversat til Lebensraum giver det straks kuldegysninger!