Sunday, November 14, 2010

last night in twisted river - John Irving




Jeg er ikke ubetinget Irving-fan; jeg har ikke læst alle hans romaner - og visse af dem, jeg har læst, har været lidt for flyvske til mig. Men med denne rammer Irving absolut plet - hos mig i hvert fald. En fantastisk historie med en interessant opbygning og de specielt skæve personer, som Irving kan skabe.
Historien starter i 1954 i et barsk skovhuggersamfund i det nordlige USA; den 12-årige Daniel bor i det lille lukkede samfund sammen med sin far, Dominic, der er skovhuggernes kok. Personerne i dette samfund er mildest talt lidt rå i det - specielt faderens ven Ketchum og indianerpigen Jane, som er den lokale sherifs kæreste... og Dominics elskerinde. Der er bjørne i denne roman - Irving elsker bjørne; men her optræder de mere perifært, som da Daniel tager fejl af Jane i faderens seng; han tror, at hun er en bjørn og banker hende med den tunge smedejernspande, som hans far har fortalt ham, at han selv har brugt til at afværge en bjørn med. Dette er selvfølgelig blot en god historie - men det får fatale konsekvenser for de tos liv.
De forlader med det samme byen og efterlader den døde Jane i sheriffens køkken; han begraver hende, da han tror selv at have dræbt hende i sin fuldskab. Således lever de tretten år i fred og ro; et nyt liv med nye venner - men sheriffen kommer efter dem. Skovhuggeren Ketchum er deres skytsengel, som igennem årene advarer dem, når det er på tide at rykke videre - og mange gange må de rykke teltpælene op.
De mister alt andet undervejs... parforhold, Daniels ægteskab og søn... men de to holder sammen i næsten 50 år efter flugten fra Twisted River. Men muligheden af volden ånder dem altid i nakken; det er bogens morale... at vold aldrig stopper. Man undslipper ikke - og hævnen er del af den menneskelige natur. Har de to så spildt hele deres liv på at leve i frygt og uden at kunne have faste forhold og stabilitet?

Til en vis grad er de tragiske skæbner; Daniel bliver forfatter, og man fornemmer en del af Irving selv i denne karakter. Selv om de indimellem lever nogenlunde roligt, så glemmer de aldrig, hvorfor de er de steder, de er. Portrætterne af både Daniel og Dominic men især den excentriske Ketchum er ganske enkelt forrygende.

Som visse af Irvings romaner er den en anelse tung i starten; men til gengæld eskalerer den i fart for at ende i et sørgmodigt credo, som gav mig en klump i halsen. Det er nemlig også en usædvanlig smuk roman om venskab, som overgår alt - men ikke overlever alt. Det gav mig en umådelig Irving-trang - til at genlæse nogle af hans bedste romaner. For når han gør det godt, gør han det ganske enkelt mesterligt!

-------------------------------------------------------------------------------

Je ne suis pas une fan inconditionnelle de Irving; j'ai des romans de lui que je ne lirais sans doute jamais jusqu'au bout - et d'autres que je n'oublie pas vingt ans après les avoir lu pour la première fois. Irving est particulier je trouve; quand il fait quelque chose de bien - cela devient divin; et quand c'est moyen, ça devient mauvais... quand cela devient trop fantastique car il a tout de même une imagination hors normes.

Mais il sait créer des personnages qui émeut et qu'on a envie de suivre jusqu'au bout; même les méchants suscitent de la sympathie et malgré souvent un départ en peu en lenteur on est vite pris dans l'action, comme ce fût le cas pour moi avec ce roman spectaculaire.

Ca commence en 1954 dans un milieu isolé peuplé des gens un peu fermés et bizarres dans un bois au fin fond de l'Amérique. Daniel, 12 ans, y vit avec son père Dominic qui est le chef des ouvriers qui travaillent le bois qui se transportent par les fleuves dans cet environnement un peu hostile. Il y a aussi Ketchum, le vieil ami du Dominic; les deux hommes sont liés à vie par un destin tragique. Et il y a des ours - l'animal fétiche d'Irving sans doute. Seulement dans ce roman ils restent à l'écart mais jouent des rôles importants.

Une nuit le jeune Daniel prend la maitresse de son père - l'indienne Jane - pour un ours; il prend le poele suspendu au mur avec lequel son père a défendu sa mère une fois... de l'attaque d'un ours. En tout cas c'est ce qu'on a raconté au jeune Daniel; mais il va tuer Jane - qui est aussi la femme du méchant flic local. Père et fils posent le cadavre dans la maison du flic et prennent la fuite. Le flic enterre le corps en pensant qu'il l'a tué; mais le doute est toujours là.

Pendant près de 50 ans ils se deplacent sur conseil de Ketchum qui devient leur ange gardien à distance. Leurs vies ne permettent pas de vraiment s'attacher aux lieux ni aux gens; car ils savent qu'ils doivent pouvoir partir vite. Le flic revient sur leurs pas plusieurs fois mais il les rate à chaque coup; mais ils ne sont pourtant pas tranquilles pour autant. La violence ne va jamais cesser - et c'est bien le morale de l'histoire; il y a toujours une vengeance et avant que cette fin est écrite ils n'auront pas de répit.

Leurs vies sentimentales sont remises au deuxième plan, seul compte qu'ils soient ensemble même si cela devient tragique et triste comme ils vieillissent - père et fils ensemble à presque soixante et quatre-vingts ans. C'est l'histoire de Daniel, l'écrivain qui a en lui quelque chose d'Irving lui-même... et une manière rigolo de finir le livre en écrivant un livre - qui est ce livre! C'est aussi l'histoire d'une amitié qui traverse tout - presque; qui surmonte pleins de drames mais qui ne survit pas tout. C'est une fin émouvante et touchante; on devient vraiment l'amie des ces gens pas communs.



3 comments:

Donald said...

Somme tider sparer man læsning af en stor (tyk) bog ved at se omtaler og anmeldelser og bogblog. Men denne gang sparer man ikke noget :-) sikken en appetitvækker, ihvertfald for sådan en som mig - jeg kan godt mærke de store følelser, eller noget i retning af *at blive vækket til eftertanke*, når du refererer de 50 års liv-flytning-liv, som ender med at konstatere, at venskaber er det smukkeste.

Det minder mig om jeg-fortælleren i historien "En bøn for Owen Meany", som også er "tæt" på Irving. Han har et dybtfølt venskab for den meget lille Owen, som under en kamp kaster en hård base-bold, der slår fortællerens moder ihjel. Resten af bogen hænger der en skyld over Owen, som ender med at redde nonner og børn fra en terroristbombe i en lufthavn.

Nille said...

Donald,

Jeg kan konstatere, at du var lige så begejstret for "En bøn for Owen Meany", som jeg var. Med det i tankerne kan jeg kun sige, at denne er mindst lige så god; hvilket langtfra har været tilfældet med samtlige af hans andre romaner.

Jeg fik faktisk lyst til at genlæse Owen - den var nemlig helt igennem utrolig.

Denne roman bærer dig igennem fuldkommen på samme måde; men der er den slutning, hvor jeg oprigtigt fik gåsehud og en klump i halsen.

Donald said...

Jeg forstår :)