Ulysse from Bagdad - Eric-Emmanuel Schmitt

• French
• November 26-28
• 277 pages
• Dansk titel: Ikke oversat?

Eric-Emmanuel Schmitt plejer at kunne noget helt særligt; han kan med ganske få ord og på ganske få sider overbringe en historie, som forekommer let og sødmefyldt for i virkeligheden at indeholde mange moraler. Således er det med 'Oscar og den lyserøde dame', 'L'enfant de Noé' og flere andre af hans ganske tynde romaner. De er så undselige, at man slet ikke kan forestille sig, at så meget og så stort kan ske på så få sider.

De fleste af hans romaner har det der lille skær af magi, som gør dem poetisk filosofiske; selv hans roman om Hitler har den egenskab i den halvdel af romaner, der omhandler Hitlers liv, som det kunne have udformet sig. Denne roman hører jo snarere til i den anden kategori - længere, mere realistiske og mindre 'naive'. Jeg har vel snart læst alt han har skrevet, men denne efterlod mig desværre ikke med det sædvanlige store smil om læberne.

Romanen handler om den unge Saad Saad, som vokser op i Bagdad under Saddams styre; med krigen dør efterhånden hele hans familie og hans ungdoms kærlighed, Leila. Saad Saad beslutter sig derfor for at flygte fra Bagdad for at nå til England, som er hans ultimative drømmeland. Hele optakten til denne afrejse forekommer mig alt for lang og teknisk detaljeret om krigen i Irak - uden overhovedet alligevel at kunne rumme det. Det virker forkert.

Derefter følger selve rejsen op igennem Europa - med stop undervejs for at hutle sig igennem til der er penge til den næste bådrejse som illegal flygtning. Saad bruger alle tricks med ikke at give sit navn og sin nationalitet, og tager derfor på et tidspunkt navnet Ulysse - hans havn er dog ikke at vende hjem; men at ende i England. Med på rejsen er den døde far, som snakker med ham i form af et spøgelse... her er der måske et islæt af det vanlige Schmitt; men det virker ikke.

Ligeledes synes jeg bestemt ikke, at det virker at beskrive en sådan rejse - det er ganske forfærdelige omstændigheder, og faktum er, at mange foretager den rejse hver dag under lignende vilkår. Jeg fornemmer ikke, at Schmitt kan leve sig ind i, hvad de mennesker går igennem - og det ser man i romanen. Det er en rejse på flere år, med ulidelige smerter fysisk og psykisk - men de afspejles ikke i Saads udvikling i romanen. Man kan sagtens se intentionerne - Schmitt er franskmand og lidt filosof! Han forsøger bestemt at komme med sin analyse af 'Frihed, Lighed og Broderskab' i det 21. århundrede; han forsøger at komme med en barsk samfundskritik af vores vestlige indvandrerpolitik; men jeg synes ikke, at han er troværdig.

Man kan sagtens skrive om døden uden at have prøvet... i sagens natur; men hvem skal også kunne korrigere forfatteren? Men at skrive om en rejse bundet fast oppe under en lastbil eller sovende i en rendesten uden mad og penge, når man aldrig har prøvet det? I dette tilfælde ville jeg bestemt hellere have læst en reel historie fra en, der har prøvet det! Eller jeg vil foretrække historien som i Laurent Gaudés 'Eldorado', som omhandler samme emne men på en delikat og værdig måde.

------------------------------------------------------------------------------

Il me reste peu de Schmitt non lus je pense; j'ai été grande fan de ses petits romans presque naifs traitant des sujets graves mais d'une façon si touchante - Oscar et la dame rose, l'Enfant de Noé, Monsieur Ibrahim et les fleurs du Coran... des petites merveilles!

Mais j'aimais tout autant La part de l'autre - qui reste dans mes souvenirs encore un livre à relire et savourer. Même chose pour Lorsque j'étais une oeuvre d'art ou l'Evangile selon Pilates. Je n'avais pas lu ses derniers romans... Odette Toulemonde et la Rêveuse d'Ostende; peut-être que je sentais que ça ne me plairait pas. Mais j'ai été tenté par l'histoire d'Ulysse - sans doute rien que dans le titre pensais-je retrouver un peu de la magie de la trilogie? Car souvent il a utilisé de ces noms mythiques pour créer une histoire moderne aux allures philosophiques.

Ce roman parle du jeune Saad Saad, qui grandit à Baghdad sous le runder Saddam; pendant l'occupation américaine il perd une grande partie de sa famille ainsi que son grand amour, la jeune Leila. Il décide donc de quitter le pays pour aller en Angleterre - sa terre promise. Tout ce début me parait beaucoup trop long et 'technique' sans pour autant pouvoir prétendre réellement être un roman de guerre. Je ne comprends pas le but? Il n'y a pas l'ironie habituelle de Schmitt, mais des détails presque journalistiques que nous connaissons tous - donc pas la peine de les inclure dans un roman traitant d'un sujet si récent.

Ensuite il y a son périple pour arriver au but; traverser beaucoup de pays, attendre et travailler un peu pour gagner un peu d'argent pour l'étape suivante toujours dans l'illégalité. Saad use des ruses habituelles - ne pas donner son nom ni sa nationalité, et c'est ainsi qu'il prend à un moment le nom d'Ulysse. Seulement il ne cherche pas à rentrer mais d'aboutir en Angleterre; sur son voyage il est parfois accompagné par son père dédédé sous forme de fantôme - on sent un essai de la magie habituelle, mais ça ne marche pas vraiment.

Egalement j'ai eu beaucoup de mal à prendre ce sujet vraiment grave au sérieux dans ses mots! Les circonstances sont terribles, et beaucoup de pauvres gens le font tous les jours - mais est-ce qu'un auteur occidental peut-il vraiment penser savoir ce que c'est que d'être attaché sous un camion? Il est évident que Schmitt essaye de faire une déclaration philosophique sur la manière dont l'Occident traite ces immigrants clandestins; même qu'il va jusqu'à comparer à Liberté, Egalité et Fraternité 0- qui n'existe plus évidemment. Il parle beaucoup des frontières et des hommes - mais cela n'est pas crédible dans la bouche d'Ulysse.

On peut écrire sur la mort sans l'avoir 'essayé' - de toute évidence; et personne ne pourra te contredire sur l'expérience! Mais raconter la vie clandestine sans un sou en étant un européen 'gâté'? J'aurais presque préféré lire un récit de quelqu'un l'ayant fait - avec toute la cruauté que cela entrainerait... ou le roman 'Eldorado' de Gaudé; là il y avait le même sujet en condensé mais avec une finesse et émotion digne. 

Enterrez-moi débout - Isabel Fonseca

• French
• 321 pages
• November 20-22
• Dansk titel: Den lange vej
• Originaltitel: Bury me standing

Det sker relativt tit, at jeg får købt mig faglitterære bøger - men af pudsige årsager ender de mest som opslagsværker i reolen, og bliver aldrig rigtigt læst fra ende til anden. Således også med denne, som havde pyntet i reolen i syv år - men med denne sommers intense politiske debat om Frankrigs hjemsending af de rumænske romaer fik jeg lyst til at læse den. Det var den ene årsag - men oprindeligt købte jeg jo bogen, fordi jeg selv har sigøjnerblog i årerne, og selvom jeg nok aldrig finder tilbage til mine rødder, så er det et spændende emne.

Den danske titel "Den lange vej" er ikke så gribende som hverken den engelske originaltitel eller den franske; "Begrav mig stående" refererer til et liv levet i knæ - på bunden af samfundets sociale og humane rangstige. Isabel Fonseca har rejst i flere år blandt romaerne, som de primært kaldes i dag, i de tidligere østlande og bogen er resultatet af hendes observationer, men også en politisk og historisk analyse af dem som folkeslag.

Selvfølgelig bærer bogen præg af at være skrevet umiddelbart efter, at mange af disse østlande slap ud af kommunismen - for utopisk nok var netop kommunismen og den skræk, som alle havde for sikkerhedspoliti osv. med til at beskytte romaerne. I starten af 1990'erne, hvor disse lande kæmper med den nyfundne 'frihed' og de deraf kommende problemer som fx arbejdsløshed og ærgerrighed efter Vestens statussymboler, får fremmedhadet til romaerne til at eksplodere og resulterer i visse lande til afbrænding af huse og anden selvjustits.

Fonsecas bog giver et grundigt indblik i en temmelig kompleks verden; det er ikke bare sigøjnere eller romaer - der er forskel på, hvor de stammer fra og på om de stadig lever som nomader eller er mere eller mindre fastboende. Fonseca bor i perioder sammen med forskellige familier, og hendes beskrivelser af deres kultur og traditioner var meget overraskende for mig. Der er utroligt mange elementer, der minder om islam - selvom romaerne ikke selv er praktiserende i den forstand, at de beder eller går i moské. Derfor er det nemlig også deres helt egen kultur med regler, ritualer og værdier, som er temmelig indviklede at forstå.

Romaerne - eller sigøjnerne for at blive i den gammeldags betegnelse - har også en grum historie, som ikke altid er erkendt på rette vis, som fx deres udryddelse under 2. Verdenskrig. De rangerede under jøderne - længere ned kunne man ganske enkelt ikke komme, og de blev gasset og udryddet omend i kvantitativ mindre skala end jøderne. Men det tales der ikke meget om - og som Fonseca forklarer, så er det primært fordi sigøjnerne selv ikke gør meget ud af fortiden. Den ene årsag er deres analfabetisme, som har medført, at de ikke har en skreven historie - og at man derfor endnu ikke med sikkerhed ved, om de oprindeligt kom til Europa fra Indien (selvom mange ord på romani er fuldkommen identiske med indiske ord på forskellige dialekter).

Men deres kultur er heller ikke en kultur, der dvæler ved fortiden som vi muligvis har tendens til. De benytter sig ikke af overleveringer og historier på samme måde, men lever i høj grad her og nu. Dette hænger selvfølgelig også sammen med deres nomadetilværelse - det er vel svært at sige, hvad der er resultat af hvad? Men hvis man konstant er i bevægelse, så får man jo ingen rødder - på nogle måder!

Der ligger et imponerende stykke arbejde bag; al efterforskningen af deres historie tilbage til det 13.-14. århundrede er yderst interessant lige såvel som perioden omkring 2. Verdenskrig. Det eneste problem i mine øjne er den manglende struktur - der springes meget rundt i perioder; derfor vender man også flere gange tilbage til en given episode, hvilket kan virke lidt uorganiseret. Jeg er måske meget pedantisk - men jeg synes, at denne slags bøger vinder ved at være kronologisk opbygget når man netop forsøger at afdække et folks historie. Fonseca har uden tvivl valgt den anden model for at gøre det lidt tunge stof lidt nemmere at fordøje; men personligt mener jeg ikke, at man skal tage den slags hensyn som forfatter. Det er vel op til en læser at vurdere, hvor tungt stof man kan rumme?

Jeg synes faktisk, at det var befriende at læse lidt faglitteratur - jeg gjorde det meget tiere tidligere, og det skal absolut genopfriskes. Jeg fandt ikke mine rødder - men vi skulle efter sigende også stamme fra Italien, og ikke fra Østblokken. Men jeg kunne nu så godt tænke mig at vide mere om de oldeforældre, der kom til Danmark i en sigøjnerkaravane.

last night in twisted river - John Irving

• English
• 658 pages
• November 8-14
• Dansk titel: Sidste nat i Twisted River
• Titre français: Dernière nuit à Twisted River

Jeg er ikke ubetinget Irving-fan; jeg har ikke læst alle hans romaner - og visse af dem, jeg har læst, har været lidt for flyvske til mig. Men med denne rammer Irving absolut plet - hos mig i hvert fald. En fantastisk historie med en interessant opbygning og de specielt skæve personer, som Irving kan skabe.

Historien starter i 1954 i et barsk skovhuggersamfund i det nordlige USA; den 12-årige Daniel bor i det lille lukkede samfund sammen med sin far, Dominic, der er skovhuggernes kok. Personerne i dette samfund er mildest talt lidt rå i det - specielt faderens ven Ketchum og indianerpigen Jane, som er den lokale sherifs kæreste... og Dominics elskerinde. Der er bjørne i denne roman - Irving elsker bjørne; men her optræder de mere perifært, som da Daniel tager fejl af Jane i faderens seng; han tror, at hun er en bjørn og banker hende med den tunge smedejernspande, som hans far har fortalt ham, at han selv har brugt til at afværge en bjørn med. Dette er selvfølgelig blot en god historie - men det får fatale konsekvenser for de tos liv.

De forlader med det samme byen og efterlader den døde Jane i sheriffens køkken; han begraver hende, da han tror selv at have dræbt hende i sin fuldskab. Således lever de tretten år i fred og ro; et nyt liv med nye venner - men sheriffen kommer efter dem. Skovhuggeren Ketchum er deres skytsengel, som igennem årene advarer dem, når det er på tide at rykke videre - og mange gange må de rykke teltpælene op.

De mister alt andet undervejs... parforhold, Daniels ægteskab og søn... men de to holder sammen i næsten 50 år efter flugten fra Twisted River. Men muligheden af volden ånder dem altid i nakken; det er bogens morale... at vold aldrig stopper. Man undslipper ikke - og hævnen er del af den menneskelige natur. Har de to så spildt hele deres liv på at leve i frygt og uden at kunne have faste forhold og stabilitet?

Til en vis grad er de tragiske skæbner; Daniel bliver forfatter, og man fornemmer en del af Irving selv i denne karakter. Selv om de indimellem lever nogenlunde roligt, så glemmer de aldrig, hvorfor de er de steder, de er. Portrætterne af både Daniel og Dominic men især den excentriske Ketchum er ganske enkelt forrygende.

Som visse af Irvings romaner er den en anelse tung i starten; men til gengæld eskalerer den i fart for at ende i et sørgmodigt credo, som gav mig en klump i halsen. Det er nemlig også en usædvanlig smuk roman om venskab, som overgår alt - men ikke overlever alt. Det gav mig en umådelig Irving-trang - til at genlæse nogle af hans bedste romaner. For når han gør det godt, gør han det ganske enkelt mesterligt!

-------------------------------------------------------------------------------

Je ne suis pas une fan inconditionnelle de Irving; j'ai des romans de lui que je ne lirais sans doute jamais jusqu'au bout - et d'autres que je n'oublie pas vingt ans après les avoir lu pour la première fois. Irving est particulier je trouve; quand il fait quelque chose de bien - cela devient divin; et quand c'est moyen, ça devient mauvais... quand cela devient trop fantastique car il a tout de même une imagination hors normes.

Mais il sait créer des personnages qui émeut et qu'on a envie de suivre jusqu'au bout; même les méchants suscitent de la sympathie et malgré souvent un départ en peu en lenteur on est vite pris dans l'action, comme ce fût le cas pour moi avec ce roman spectaculaire.

Ca commence en 1954 dans un milieu isolé peuplé des gens un peu fermés et bizarres dans un bois au fin fond de l'Amérique. Daniel, 12 ans, y vit avec son père Dominic qui est le chef des ouvriers qui travaillent le bois qui se transportent par les fleuves dans cet environnement un peu hostile. Il y a aussi Ketchum, le vieil ami du Dominic; les deux hommes sont liés à vie par un destin tragique. Et il y a des ours - l'animal fétiche d'Irving sans doute. Seulement dans ce roman ils restent à l'écart mais jouent des rôles importants.

Une nuit le jeune Daniel prend la maitresse de son père - l'indienne Jane - pour un ours; il prend le poele suspendu au mur avec lequel son père a défendu sa mère une fois... de l'attaque d'un ours. En tout cas c'est ce qu'on a raconté au jeune Daniel; mais il va tuer Jane - qui est aussi la femme du méchant flic local. Père et fils posent le cadavre dans la maison du flic et prennent la fuite. Le flic enterre le corps en pensant qu'il l'a tué; mais le doute est toujours là.

Pendant près de 50 ans ils se deplacent sur conseil de Ketchum qui devient leur ange gardien à distance. Leurs vies ne permettent pas de vraiment s'attacher aux lieux ni aux gens; car ils savent qu'ils doivent pouvoir partir vite. Le flic revient sur leurs pas plusieurs fois mais il les rate à chaque coup; mais ils ne sont pourtant pas tranquilles pour autant. La violence ne va jamais cesser - et c'est bien le morale de l'histoire; il y a toujours une vengeance et avant que cette fin est écrite ils n'auront pas de répit.

Leurs vies sentimentales sont remises au deuxième plan, seul compte qu'ils soient ensemble même si cela devient tragique et triste comme ils vieillissent - père et fils ensemble à presque soixante et quatre-vingts ans. C'est l'histoire de Daniel, l'écrivain qui a en lui quelque chose d'Irving lui-même... et une manière rigolo de finir le livre en écrivant un livre - qui est ce livre! C'est aussi l'histoire d'une amitié qui traverse tout - presque; qui surmonte pleins de drames mais qui ne survit pas tout. C'est une fin émouvante et touchante; on devient vraiment l'amie des ces gens pas communs.

Don Quichotte de la Manche - Miguel de Cervantes

• French
• October 30 - November 7
• 577 pages
• Dansk titel: Don Quijote af La Mancha

Don Quijote er vel nærmest blevet et symbol i så udstrakt grad, at mange glemmer, at det oprindeligt er en roman. Det kan vel også være nemt at glemme, når den nu er 400 år gammel - men da jeg læste den fik jeg en pudsig kommentar: "Nå, læser du en bog, hvor Don Quijote er med i?" Det siger vel tydeligt, at han er blevet en figur, som er dissocieret fra den oprindelige roman - fordi vi alle kender parret Don Quijote og hans drager Sancho Panza; det umage par, som drager ud på alverdens eventyr.

Jeg havde aldrig læst den, og den stod højt på listen over klassikere, som jeg havde lyst til at læse. Den er blevet kaldt den første moderne roman, og i så mange andre romaner findes der referencer til den - ikke mindst er Calvinos fantastiske trilogi stærkt inspireret af Cervantes. Men selv uden at have læst den kendte jeg til Don Quijotes kampe mod vindmøllerne; hans hest Rosinante og grundhistorien - at læse den skulle så vise sig at være en helt anden historie!

Jeg læste den i en ny oversættelse fra 1997; men det er stadig en roman, der er 400 år gammel og det skal stadig respekteres i en nyere oversættelse. Dog er jeg sikker på, at den har været nemmere at læse end en oversættelse fra det 18. århundrede. Det er nemlig ikke helt nem læsning; historien starter relativt hurtigt med baggrunden om den eventyrlige Don Quijote, som læser så mange ridderromaner, at han til sidst tror på alt, der står i dem. Endnu værre er det, at han ser sig selv som en omvandrende ridder, der skal redde verden fra uretfærdighed - og når han vinder et kongerige vil han give sin trofaste væbner, den lidt naive bondeknøs Sancho Panza, en øgruppe at regere over. Et løfte Sancho ikke glemmer!

Så afsted drager de på udkig efter eventyr, og de kommer ikke til at mangle - for Don Quijote ser ridderudfordringer alle steder; gæstgiverier bliver til de smukkeste slotte og hans livs udkårne - en fattig bondepige, som han tilmed aldrig har set - bliver til den smukkeste dronning. Hans rustning er en parodi - med en barberskål som hjelm, men intet kan overbevise Don Quijote om, at det ikke er således tingene hænger sammen. Sancho Panza er den jordbundne, der skifter imellem at prøve at overbevise sin herre om, at dette er det rene vanvid - men så drages han alligevel af tanken om rigdom og bakker ham op hver gang, man forsøger at stoppe dem og tvinge Don Quijote hjem.

Det hele krydres med hele historier, som er lagt ind i den egentlige roman; historier, som de fortælles af alle de utrolige skikkelser, de møder på deres vej. Kapitlerne er alle relativt korte - 10-12 sider hver - men der er mange af dem; og der er utroligt mange gentagelser af de lange enetaler de forskellige protagonister holder om mangt og meget. Det kræver lidt pauser ind i mellem - og jeg ved ikke, om jeg med det samme starter med andet bind i romanen, som udkom ti år senere i 1615?

Der er bestemt en oplevelse ved at læse en roman af denne kaliber; men til tider måtte jeg give mig selv et spark bag i for at komme videre. Der er passager, som er temmelig langsommelige - men så sker der igen noget, og man opmuntres til at komme videre. Man glemmer under alle omstændigheder aldrig, at man har læst den!