Friday, September 24, 2010

La vie nouvelle - Orhan Pamuk

















  • French
  • September 15-22
  • 444 pages
  • Dansk titel: Det nye liv
Jeg venter stadig tålmodigt på den franske oversættelse af Pamuks seneste roman; men det har tilsyneladende meget lange udsigter på trods af, at hans tidligere ellers har solgt mere end godt. I ventetiden fandt jeg så en af hans meget tidlige romaner - inden den store internationale berømmelse - fra 1994.
Det er ikke overraskende en usædvanlig bog; den er mere i stil med Den sorte bog end med fx Tavshedens hus, hvor der er en reel historie, udvikling og handling. Det er der selvfølgelig også i denne; men det foregår på en helt anden symbolsk måde, hvor man til tider spørger sig selv, om man skal læse ordene for pålydende eller overføre dem til en helt anden dimension... det trick, som Pamuk mestrer så glimrende. På nogle måder kan man anse den for en forløber til Den sorte bog; der er en enkelt person, som genopstår i Den sorte bog - svogeren Djelal, som skriver kronikker. Men det er først og fremmest stilen, som er meget nærliggende - Pamuk er stor fan af metafiktion!
Den unge Osman er 22 år gammel, og en ganske almindelig studerende, da han en dag ser en ung pige på universitetet. Han forelsker sig på stedet, og for at komme i kontakt med hende køber han den bog, som hun læste. Den hedder Det nye liv, og allerede fra første side er Osman overbevist om, at dette er et tegn til ham. At bogen er skrevet udelukkende til ham og, at den vil vise ham vejen til et nyt (og bedre) liv. Vi får ikke meget at vide om bogens handling; blot det store indtryk den gør på den unge mand, som straks opsøger den pigen, Djanan, for sammen med hende at finde dette nye liv.
Djanan er imidlertid forelsket i Mehmet, som også har læst bogen og mener at have fundet denne 'vej'. Men umiddelbart efter bliver Mehmet skudt ned på åben gade, og Osman begiver sig ud på en metaforisk rejse gennem Tyrkiet for at finde det nye liv, men også Djanan. Han tilbringer uendelige timer i gamle skramlende busser, som nærmest konsekvent ender i blodige trafikuheld - som Osman blot betragter og accepterer som en uundgåelig del af det at rejse med bus. Efter et sådant uheld møder han igen Djanan, og sammen opsøger de doktoren, som på fransk hedder Lefin (den fine); lægen er Mehmets far og i sin egen kamp for at finde sin søn, og få ham omvendt har han hyret et have af detektiver og startet en slags organisation/sekt, som skal bekæmpe al vestlig indflydelse.
Kontrasten mellem Øst og Vest er igen et Pamuk-tema; men det er ikke den eneste dualitet i denne bog. Det er også i mine øjne historien om, hvor lidt eller meget vi lader os påvirke af litteratur (eller anden kunst). Derfor er selve den mystiske bogs handling totalt irrelevant for denne romans handling, som den udspiller sig for Osman - men mod slutningen afsløres det mere og mere, at den omtalte bog måske slet ikke var så enestående som først antydet. Muligvis er det bare den unge mands nostalgi og længsel efter en barndom og en uskyldighed, som han følte, at han var ved at miste på det tidspunkt i sit liv, hvor han studerer?
Da Osman på et tidspunkt vender tilbage til lægens hus efter en hasarderet rundrejse, hvor han endelig finder Mehmet, er Djanan forsvundet. Han rejser desillusioneret tilbage til Istanbul, og genoptager sit tidligere liv; indtil han 14 år senere beslutter sig for en sidste gang at forsøge at opklare mysteriet om bogen. Det bliver igen en kaotisk rejse for ham psykisk, hvor man fornemmer, at han endelig kommer overens med sig selv og formår at skille fakta fra fiktion. Det er slutningen på en mental dannelsesrejse.
Øst og Vest går som sagt igen - men jeg bliver pudsigt nok aldrig træt af at læse det med Pamuks ord. Det er i denne historie også kontrasten mellem det rurale samfund og storbyerne, hvor den moderne vestlige verden vinder nemmere indpas - det er den kontrast mellem vores barndom og dens minder sat op imod de produkter, de med tiden erstattes med. Man kan til tider undre sig over, hvor han overhovedet vil hen med denne bog - som i Den sorte bog kan der bruges mange sider på uendelig lidt handling. Men også den læsning er kun lutter nydelse for mig - jeg er og bliver inkarneret Pamuk-fan... så den næste må godt snart blive oversat!
-----------------------------------------------------------------------
Le dernier roman de Pamuk, Le musée de l'innocence, n'est toujours pas traduit en français - le temps d'attente est interminable!!! Donc pour faire passer le temps j'ai trouvé un livre plus ancien mais que je n'avais pas lu. Celui-ci date de 1994 donc avant qu'il soit mondialement connu dans l'Occident et avant le Prix Nobel. Néanmoins il en vaut largement la peine si on aime sa façon d'écrire.
Comme beaucoup de ses livres il est tout à fait surprenant; plutôt dans la lignée du Livre noir que La maison du silence où il y a beaucoup de personnages et une action et dialogue plus tangible. Il y a bel et bien une histoire, mais parfois on se demande si elle se passe dans les faits sur les pages ou dans une autre dimension cachée et plus symbolique - c'est comme d'habitude la marque de fabrique de Pamuk!
Il ressemble dans ce sens au Livre Noir, et il y a au moins une personne qu'on rencontre dans ce livre qui a été écrit après celui-ci - Djelal Salik, le beau-frère du héros du Livre Noir. Les deux histoires se ressemblent aussi pour la quête que les héros poursuivent sans se soucier d'autre chose.
Le jeune Osman a vingt-deux ans et étudie à l'université quand il y voit une jeune fille, Djanan, dont il tombe amoureux sur le coup. Pour s'approcher d'elle il va acheter le livre qu'elle lisait et c'est une révélation totale. Osman est persuadé que le livre a été écrit pour lui uniquement; il s'appelle La vie nouvelle et il pense que le livre lui indiquera une autre vie à vivre - une vie meilleure et avec Djanan évidemment. On n'apprend rien sur le contenu du livre; mais cela est sans importance - c'est la facsination d'Osman qui fait l'histoire.
Il retrouve Djanan, mais celle-ci est amoureuse de Mehmet qui lui a fait découvrir le livre et Mehmet semble très au courant de cette vie nouvelle. Mais peu de temps après il est atteint par des balles en pleine rue et disparait ainsi que Djanan. Osman monte alors au hasard dans un car; et très vite il se trouve à sillonner les routes de campagne du pays. A la recherche des deux amis perdus et de la vie nouvelle. Il passe son temps dans des vieux cars qui finissent quasiment tous en accidents; cela ne semble pas le perturber - c'est comme une chose naturelle pour les cars.
Un jour après un tel accident il retrouve Djanan et ensemble ils arrivent chez le Docteur Lefin - le père de Mehmet. Il a mis des nombreux détectives à la recherche de son fils depuis des années pour le trouver, le ramener ou le tuer? Et il venère un monde ancien en créant un espèce de secte qui lutte contre l'influence de l'Occident. Car le contraste Orient/Occident est toujours là comme dans tous les livres de Pamuk. Mais à mes yeux ce n'est pas la seule dualité de ce livre.
C'est aussi l'histoire de comment et combien nous nous laissons influencer par les mots, les livres et les oeuvres d'art. Le contenu du livre mystérieux n'a donc pas d'importance; il sert de décor à l'histoire de la vie d'Osman qui est raconté. Vers la fin on se dit que finalement cette attirance forte pour la vie nouvelle était-il tout simplement qu'une nostalgie et envie de retrouver le monde et l'innocence de son enfance à un moment de sa vie où il doit passer à l'âge adulte?
Quand Osman à un moment retourne chez le docteur après encore une tournée du pays en car, Djanan a disparu. Il est desillusionné et il rentre chez lui et oublie sa quête; il se marie, travaille et mène une vie tout à fait normale. Mais quatorze ans plus tard il décide une nouvelle fois d'essayer d'élucider ce mystère après avoir trouvé des caramels de son enfance s'appelant aussi La vie nouvelle. Il reprend les cars, il va au fin fond du pays et de lui-même pour finalement se retrouver et réussir à séparer les faits de la fiction; son apprentissage est terminé et il comprend... tout.. à la fin; mais trop tard!
C'est un roman de métafiction aussi; Pamuk aime jouer avec ses lecteurs! C'est le contraste Orient et Occident mais aussi le contraste entre la grande ville et les villages où l'ancien monde survit encore et résiste aux produits occidentaux. C'est tout simplement un excellent roman; parfois on se demande où il va - mais rien que lire ses phrases procure un réel plaisir. Je suis un fan inconditionnel - je le sais! Et surtout très impatiente de lire le nouveau...

3 comments:

Donald said...

Den forfatter får åbenbart samlet forskellige billeder og udviklinger på en måde, der samler trådene. Det er en god anbefaling, du her giver en forfatter, som jeg respekterer meget for sin modige kamp mod fortielse om uddrivelse af (eller folkemordet på) Armenierne i Tyrkiet.

Nille said...

Donald,

Siden jeg opdagede Pamuk for knap 2 år siden har jeg været helt solgt. Det er blevet til 6 læste bøger nu - og selvom det ikke er nem læsning, så er det udfordrende og fantastisk at drukne sig i hans ord.

Han er bestemt også en interessant og kontroversiel personlighed med sine politiske synspunkter, som også kommer til udtryk i bøgerne - men denne var faktisk en af de bedst sælgende bøger i Tyrkiet, da den udkom. Så hans synspunkter 'straffer' ham ikke i et muslimsk samfund - tankevækkende!

Donald said...

Tak for uddybning :)