Wednesday, September 8, 2010

The Lovely Bones - Alice Sebold


Umiddelbart lyder handlingen som noget, der er set før - eller portrætteret i film som fx Ghost... og denne roman er da netop også blevet filmatiseret, og bogen har derfor fået en ny opmærksomhed. Jeg foretrækker som sædvanlig bogen fremfor filmen, og jeg er bange for, at filmen i dette tilfælde også vil blive for Hollywood-sødsuppeagtig til min smag; det er svært at balancere i det univers, som Sebold skaber på skrift, tror jeg.

Susie Salmon er blot 14 år gammel, da hun bliver myrdet af en seriemorder; hun bliver parteret i småstykker og man finder kun hendes ene albue. Men Susie er kommet i sin egen lille himmel - en himmel, der er et billede af hendes foretrukne ting og omgivelser. Den tanke er selvfølgelig ikke utiltalende for nogle af os - men bogens budskab er ikke at tegne et rosenrødt skær af efterlivet og vores eventuelle muligheder for at være tilstede, og sende budskaber ned til de efterladte.

Faktisk kan Susies' familie ikke rigtigt fornemme hendes tilstedeværelse; faderen får hurtigt en fornemmelse af, at morderen er den lidt excentriske nabo - men politiet tror ham ikke. Lillebroderen, Buckley, tror, at han ser søsteren - men hendes søster Lindsey og moderen kæmper deres egne kampe for at komme over sorgen. Moderen, fordi hun ikke kan magte tabet, og søsteren fordi hun nu for evigt er den tilbageblevne søster, hvis fysiske lighed skriger i øjnene på alle. Det er et nok ikke usædvanligt billede af en familie, hvis sorg splitter dem ad fordi de ikke formår at samles i den.

Susie observerer - alt imens hun selv skal komme overens med det faktum, at hun er væk. At hun aldrig kommer til at opleve det som hendes søster oplever, som hun vokser sig ældre og 'overhaler' Susie. Det er med nostalgi - den franske titel siger det meget fint, synes jeg... "Englens nostalgi"; det er med tristhed, at Susie må arbejde med sin egen løsrivelse fra Jorden og hendes elskede - men stille og roligt erstattes tristheden af glæde over det liv, hun har haft og den måde, hvorpå hun har sat sine spor.
Det lyder selvfølgelig meget rosenrødt og klichéagtigt - men jeg havde ikke et billede af Himmel og Jord, da jeg læste. Snarere et billede af to scener, som ikke umiddelbart kan komme i berøring med hinanden - men hvis protagonister alligevel påvirkes og påvirker både den ene og den anden vej. Bogens idé er absolut original og jeg indrømmer gerne, at jeg kneb en tåre på sidste side... om filmen vil virke lige så stærkt er usikkert.
------------------------------------------------------------------------
Ce livre sort en ce moment au cinéma dans la version filmatisé - un pari osé à mon avis; car cela peut vite basculer dans le genre américain à l'eau de rose. L'univers et la façon d'observer est très particulier dans cette histoire de la petite Susie de 14 ans qui est assassinée par un tueur en série. Elle est découpée en petits morceaux dont on ne trouve qu'un coude.
Mais Susie n'a pas complètement disparue - elle est au Ciel; un univers à son image avec les choses qu'elle aime et avec l'option de suivre ce qui se passe en bas. Elle ne peut pas communiquer avec sa famille mais elle arrive de temps en temps à manifester sa présence - ou est-ce tout simplement le fait qu'elle leur manque et qu'un être disparu nous semble par moments présent?
Ils ne la ressentent pas tous... le père par moments et il sent aussi que le tueur est le voisin un peu bizarre; le petit-frère avec l'intuition d'un petit enfant dit la voir - mais la mère est submergée par sa perte et n'arrive pas à communiquer son deuil. Sa petite soeur, Lindsey, souffre aussi - elle est devenue la sosie survivante... celle qui rappelle la disparition de l'autre proche en âge et qui a perdu se propre identité au sein de la famille. C'est sans doute une histoire plus que banale d'une famille en deuil où chacun survit à sa manière - mais ici il y a Susie qui observe d'en haut avec une grande tristesse.
Il y a aussi la tristesse d'avoir disparue; la réalisation qu'il y a pleins de choses qu'elle ne fera jamais... et comme le temps passe et sa soeur grandit celle-là le fait à sa place. Les premiers amours où Susie suit le garçon qu'elle a juste eu le temps d'embrasser une première fois avant de mourir. Il y a donc de la nostalgie - mais la tristesse se transforme au fur et à mésure que Susie arrive à se détacher... on pourrait croire que les morts ont aussi leur travail de deuil à faire. Que même partis ils restent dans les parages pour s'assurer que les survivants s'en sortiront - évidemment une pensée 'agréable' mais une frontière fine à garder pour ne pas tomber dans trop de clichés.
Je pense que le livre le fait bien - quant au film j'ai du mal à m'imaginer les changements de décor; là cela pourrait vite devenir trop Ciel et Terre. Mais peut-être à voir - mais surtout après lecture du livre.

No comments: