- English
- August 8-9
- 426 pages
- Dansk titel: Angelas aske
- Titre français: Les Cendres d'Angela
Frank McCourt har i disse erindringer beskrevet sin egen barndom i tiden op til og under 2. Verdenskrig i Limerick, som jeg ellers kun kendte til fra versebetegnelsen, som vist ikke nødvendigvis har noget med byen at gøre. McCourt er født i USA, men emigrerede som 4-årig til sit fødeland Irland sammen med moderen, Angela, faderen, Malachy og de tre brødre. De havde da allerede mistet en lillesøster - og ikke lang tid efter ankomsten til Irland dør de to små tvillingebrødre.
Faderen er fra Nordirland, og alle siger, at han sikkert er protestant - nok den værste fornærmelse i den meget katolske by; desuden taler han underligt - og han har mere end almindeligt svært ved at holde sig fra pubben. Af disse grunde finder han stort set aldrig et job, og når han gør, så bliver lønnen drukket op samme dag. De lever en ganske enkelt kummerlig tilværelse i et hus, hvor regnen står i underetagen det meste af året, så de omdøber den 'varme' overetage til Little Italy, hvor de kan søge flugt i tørvejr. Det er historien om at tigge mad - eller stjæle den, når der virkelig ikke er andre udveje.
Men det er også historien om katolicismens tro på, at tro og bønner hjælper; og kommunion og konfirmation er med til at gøre dem til mænd, så der skal nok kunne findes penge til tøj til den dag. Det er kampen for at holde børnene i skole, selvom de ellers kunne være ude at tjene penge i en ung alder - men Angela vil mere for hendes sønner; hendes eget liv er vel nærmest at betegne som færdigt som 30-årig efter alt for mange børnefødsler og et liv med sult, bekymringer, sygdom.
Samtidig er bogen skrevet med humor og selvironi; der gøres ikke grin med deres skæbne - men sproget er ikke dystert og selvmedlidende heller. Det er ikke skrevet med bagklogskabens briller af den 66-årige McCourt, men oplevet i børnehøjde og uden at vide, at der var så vid en verden til forskel på deres liv og andres. De er bevidste om visse uligheder; men slet ikke omfanget af dem.
Dog slog det mig, at McCourt selv ikke kan have nogle erindringer fra ankomsten til Irland som 4-årig? Det virker usandsynligt, at et så lille barn kan forklare så detaljeret om sine omgivelser og tanker, og der må unægteligt være lidt romantisering i denne del af bogen. Dette er tilsyneladende et spørgsmål, som også er stillet ved resten af bogen - jeg har ikke læst det hele, men denne hjemmeside, oprettet af byen selv, stiller store spørgsmålstegn ved mange faktuelle informationer i bogen. Byen Limerick er ikke udpræget glad for den negative omtale - eller referencerne til ægte personer, hvis familier stadig bor i byen.
Det er ikke op til mig at bedømme. Jeg synes, at det var både barsk og underholdende læsning; og selvom den ikke er helt korrekt i alle detaljer, så er jeg ikke i tvivl om, at børn er vokset op i den vestlige verden efter Depressionen og under krigen under grumme kår, der kan minde om disse. Sprogligt er den meget let at gå til, og den læser virkelig sig selv. McCourt har siden skrevet en efterfølger, som fortsætter hvor denne slutter - men både direkte og indirekte kilder fraråder at læse den.
-----------------------------------------------------------------------
L'Irlande est un pays totalement inconnu pour moi - autant géographiquement que littérairement; je n'ai pas encore lu le chèr Joyce - et je me demande si je vais jamais y arriver. Je ne connais pas non plus tous les détails historiques de leur guerre avec Angleterre pendant des siècles et des siècles. Donc - je ne pouvais qu'apprendre... ce livre est un bon point de départ dans la catégorie plus légère que Joyce.
L'auteur, Frank McCourt, a écrit à l'âge de 66 ans ses mémoires racontant la période de ses 4 à 19 ans dans la ville irlandaise de Limerick, que je ne connaissais que pour la dénomination des vers qui partait-il ne vient pas forcément de cette même ville. Il est né aux Etats-Unis mais émigre à quatre ans avec ses parents, Angela et Machaly, et ses trois petits frères pour revenir au pays natal quand l'Amérique souffre de la Grande Dépression. Un des enfants - la seule fille - est déjà morte; et pas longtemps après le retour la famille perd les deux jumeaux.
Le père vient du nord du pays, qui a une réputation de protéstante - la pire insulte dans cette partie très croyante; il a le dialecte de là-haut et avec tous ces défauts il n'arrive pas à trouver du travail. De surcroît il a du mal à garder l'argent - dès qu'il trouve du travail il va au pub, et il dépense tout l'argent et perd son travail. La vie au quotidien est plus que dûre; la maison est inondée au rez-de-chaussée donc ils montent au premier étage au chaud et sec - l'endroit qu'ils appellent 'La Petite Italie'.
Ils doivent souvent mendier pour avoir de l'argent - et même parfois voler de la nourriture ou du charbon. Mais quand il s'agit de la réligion il n'y a pas de concessions à faire; il faut aller à l'église, faire ses prières - il faut trouver de l'argent pour des vêtements neufs pour la communion même si on meurt de faim. Il y a le dilemme entre garder les enfants à l'école ou les envoyer travailler pour aider la famille - Angela, la mère, essaie de créer un futur meilleur pour ses enfants alors qu'elle-même est épuisée à trente ans après les nombreux accouchements, les maladies et la faim.
Malgré toute cette tristesse le livre est écrit avec de l'ironie et de l'humour; il ne se moque pas de leur destin, mais il ne le pleure pas. Il a écrit le livre étant adulte, mais sans la reflexion d'un adulte; c'est écrit avec les yeux de l'enfant qu'il était. Néanmoins c'est étonnant qu'il a des si bons souvenirs de sa petite enfance - l'arrivée en Irlande à quatre ans me semble difficile de se rappeler en détails pour un enfant de cet âge.
C'est un point qui apparemment a causé des discussions et controverses; la ville de Limerick a ainsi créé une page sur le site de la ville pour dénoncer certains faits. Les habitants de la ville ne sont pas entièrement ravis de la réputation surtout que il parle des personnes dont les familles ou descendants vivent encore là. C'est difficile de juger - mais même un peu truqué je suis persuadée qu'il a y eu des enfances similaires en Europe du Nord lors de la guerre. C'est de la lecture déprimante mais positive en même temps, et écrit d'une manière facile à aborder avec l'accent irlandais tout de même. McCourt a écrit un livre qui commence où termine celui-ci mais partout où j'en entends parler on le déconseille vivement. Mais celui-ci est à conseiller même si il y a des parties un peu enjolivées.
4 comments:
Takk for god introduksjon og godt tips!
Bai,
Det var så lidt - den er bestemt værd at læse uanset, at den måske er blevet "forskønnet" lidt - eller gjort grimmere snarere :-)
Ja, det du skriver var vist også mere eller mindre mine tanker om bogen. Havde dog ikke undersøgt det med baggrunden for historien, men vil lige tjekke den hjemmeside ud.
Fremragende anmeldelse!
Louise,
Det var lidt et tilfælde, at jeg fandt den hjemmeside fra Limerick - og der er meget tekst. Men jeg vil læse det i weekenden - for det sætter unægteligt tingene i et andet lys.
Dog er de fleste erindringer vel en anelse pyntede - for at sælge bedre. Men der er selvfølgelig et problem, hvis man udleverer reelle personer. Ifølge hjemmesiden skulle der nu være guidede ture igennem byen for at se en slum, der i sagens natur er væk for lang tid siden - det virker jo lidt grotesk!
Post a Comment