Tuesday, April 28, 2009

La Maison du Silence - Orhan Pamuk


Det er nok ikke god tone at gengive de sidste sætninger af en roman - men i dette tilfælde vil jeg nu alligevel gøre det, fordi jeg synes, at ordene er utroligt rammende for samtlige af Pamuks bøger! De lyder - (i min oversættelse vel at mærke):

"For ligesom jeg sagde til mig selv år senere, da jeg lå i min seng, man kan ikke leve sit liv om igen, når denne envejs rejse er overstået, så kan man ikke lave den om, men hvis man har en bog imellem hænderne og selvom den bog er forvirrende og mystisk, så kan man starte forfra, når den er færdiglæst, for at forstå det, der er uforståeligt, for at forstå livet, ikke sandt?"

'Tavshedens hus' er Pamuk's anden roman - skrevet tilbage i 1983, men først oversat mange år senere, da andre romaner havde banet vejen for hans berømmelse. Men som jeg tidligere har nævnt, når det drejer sig om Pamuk, så får man fornemmelsen af, at alt på en eller måde hænger sammen i en større sammenhæng. Således drejer temaet i 'Tavshedens hus' igen om kontrasten mellem Østen og Vesten, men i denne sammenhæng mere politisk og idealistisk end kulturelt, som det var tilfældet i 'Mit navn er Rød'.

Scenen er en lille kystby ikke langt fra Istanbul i slutningen af 1970'erne - et sprængfyldt politisk tidspunkt i Tyrkiets historie. I det gamle forfaldne hus bor den 90-årige Fatma sammen med dværgen og husalfen Redjép. Fatma tilbringer det meste af sin tid i sin seng - hun lever tilbagetrukket i en verden med sine minder; og hendes vildeste udskejelser er den daglige mentale tortur af dværgen, som er frugten af hendes afdøde mands affære med en tjenestepige.
Hver sommer får hun besøg af sine 3 børnebørn - den alkoholiske overvægtige desillusionerede Farouk, som er historiker, og desperat forsøger at forstå essensen af historien ved at grave i byens arkiver. Den yngre bror, Métine, er kapitalist om en hals og omgås byens unge depraverede rige afkom, hvis vigtigste bekymring er, hvordan de skal underholde sig selv den dag - typisk ved at chikanere bilister på vejene og ryge hash. Endelig er der Nilgune - den unge pige, som er kommunist, holder sig mest i huset med sine bøger og diskussioner med Farouk.
Som den sidste fortæller af de fem i romanen, er der Hassan - søn af Ismail (en fattig lotterisælger), som samtidig er bror til Redjép. Han er således beslægtet med de tre unge - men ved det ikke selv. Han er nok det mest skræmmende element i historien - forvirret og let påvirkelig havner han sammen med en række unge fascister, der skræmmer livet af byens handlende. Hans fascination af Nilgune driver ham til at forfølge hende - men samtidig hade hende for hendes politiske overbevisninger og manglende 'korrekte islamiske opførsel'.
Bogen fortælles på skift af fem af disse personer - deres tanker om deres eget liv; deres betragtninger af, hvad der foregår i den uge fra de tre unge ankommer til der brat indtræffer en uhyggelig begivenhed. Men mest skræmmende er vel nok den gamle Fatma's manglende tagen stilling til sine børnebørn, til Redjép - til livet selv! Hun lever i minderne om manden - den afdøde læge, der ville skrive en encyklopædi - ligesom der var én i 'Den Sorte Bog' og ligesom Pamuk beskriver den faktuelle klummeskribent i 'Istanbul'.
Med Pamuk kommer man ikke udenom, at mange temaer og symboler går igen - men hver gang nærmer han sig emnet på en ny måde. Uagtet, at hans romaner foregår i forskellige perioder og forskellige steder, så kan man næsten opfatte hele hans forfatterskab som en stor roman - fordi man reelt set bør forholde sig til helheden i det; og ikke de enkelte historier.
Netop derfor er bogens afsluttende ord så passende! Jeg ville ikke vide, om jeg ville anbefale at starte med hans første bog - eller muligvis hans erindringer? Men jeg er dybt, dybt betaget af hans bøger - uden undtagelse!
----------------------------------------------------------------------
Au risque de gacher un peu le plaisir - mais cela ne dit rien sur l'histoire de ce beau livre - je trouve que la dernière phrase du livre résume tellement bien les romans de Pamuk:
"Car, comme je me le répète tant d'années plus tard, couchée dans mon lit, on ne peut pas recommencer sa vie, ce voyage à sens unique une fois terminé, on ne peut plus le refaire, mais si l'on a un livre entre à la main, et même si ce livre est confus et mystérieux, une fois qu'on l'a terminé, on peut le reprendre du début, si on le désire, on peut le relire, afin de comprendre ce qui est incompréhensible, de comprendre la vie, n'est-ce pas?"
'La Maison du Silence' est le deuxième roman de Pamuk, écrit en 1983 mais uniquement traduit des années plus tard quand il était beaucoup plus connu à travers ses romans plus récents. Mais mon sentiment concernant Pamuk est que tout est lié d'une certaine façon incompréhensible. Le thème central du 'La Maison du Silence' tourne encore une fois autour des contrastes entre l'Orient et l'Occident mais sur un plan politique et idéaliste et non pas sur la culture comme dans 'Mon nom est Rouge'.
Ca se passe dans un petit village au bord de la mer non loin d'Istanbul à la fin des années 70 - un moment délicat dans l'histoire politique de la Turquie. Dans la vieille maison tombant en ruines vit la vieille Dame - Fatma - avec le nain et servant, Redjép. Fatma passe son temps dans son lit - elle vit récluse dans un monde de souvenirs; et ses seuls excès sont ses coups de colère contre le nain, qui est le fruit d'une relation qu'avait son mari avec la doméstique.
Tous les étés arrivent ses trois petit-enfants - Farouk, qui est alcoolique, obèse et historien. Il essaie sans grand succès de percer le mystère de l'histoire - comment la représenter dans un monde moderne et aussi pour lui apporter une certaine estime de soi. Le petit frère, Métine, est un pur capitaliste qui rêve de partir en Amérique. Il fréquente la jeunesse dorée du village qui vient en été et dont les soucis principaux sont les activités de la journée. Pour la plupart celles-ci consistent à harcèler des voitures sur les routes et fumer du haschish. Finalement il y a la soeur - la jeune Nilgune, qui est communiste et reste à la maison avec ses livres et en train de discuter idéologie avec Farouk.
Le dernier raconteur du livre est Hassan - le fils d'Ismaïl (un boiteux qui vend des tickets de loterie) qui est aussi le frère de Redjép. Il est donc de la famille des trois jeunes mais il l'ignore.

Il est effrayant - jeune et confus, il ne veut pas travailler à l'école mais traine avec les jeunes fascistes du village en menacant les commerçants et mettant des slogans politiques sur les murs. Il est fasciné par Nilgune; il la poursuit dans les rues et il est tiré entre son amour pour elle et la réalisation qu'elle n'est pas la bonne musulmane.
Le livre est raconté par cinq de ses personnes - leurs pensées sur leur propre vie; sur ce qui se passe autour d'eux pendant cette semaine qui dure la visite. Du moment de leur arrivée jusqu'au événement qui change le cours de leur histoire. La vielle Fatma est une créature! Elle réfuse de voir le monde tel qu'il a évolué; elle réfuse la prise de conscience par rapport aux jeunes mais aussi par rapport à Redjép - et à la vie elle-même. Elle se répète ses souvenirs de son mari médecin qui finit par vouloir écrire une encyclopédie - et donc nous retrouvons les éléments qui sont aussi dans 'Le livre noir' et dans les mémoires de Pamuk - 'Istanbul'.
Avec Pamuk on sait que les mêmes thèmes et les mêmes symboles reviennent - mais à chaque abordés d'une manière différente. Même si ses romans se passent à des moments différents de l'histoire et dans des endroits différents, je les conçois comme étant presque une seule même histoire. Il faut les voir comme un ensemble et non pas comme des romans séparés.
Peut-être justement en pensant ainsi les derniers mots sont-ils si justes? Je ne sais pas si il faut les lire dans un ordre chronologique ou commencer par ses mémoires - mais il faut lire le tout.. et même relire dans un autre ordre!

7 comments:

Søren said...

Et smukt citat. Og et held for mig, for jeg har kun læst 'Sne', og for at sige det ligeud, så aner jeg ikke hvad bogen handler om.

Måske skulle jeg prøve at starte forfra?

Søren

P.S. Du har ikke anmeldt 'Sne', er det fordi du ikke har læst den?

Nille said...

Søren,

Pudsigt nok havde jeg kigget på 'Sne' flere gange efter, at han vandt Nobel-prisen - men den sagde mig ikke rigtigt noget.
Da jeg så endelig skulle til Istanbul i oktober startede jeg med 'Mit navn er Rød' - passende til de omgivelser ;-)

Siden da har jeg så læst fem af hans bøger - så turen er vist kommet til 'Sne' nu! Der er desuden en anden meget tidlig roman 'The New Life' - men den skulle ikke have fået særlig god kritik. Det behøves dog ikke at være sigende - for hans litteratur er jo ikke rigtig mainstream; og jeg er betaget af hans lidt mystiske univers.

Jeg kan i hvert fald varmt anbefale ham.

Søren said...

Hmmm...jeg havde vist håbet på en en Pamuk-manual :-)Findes den?

'Sne' blev ved sin udgivelse smidt direkte ind i den ophedet diskussion om muslimer i Europa, Tyrkiet i EU, kristne mod muslimer, terror osv, og i den snævre kontekst døde bogen for mig og blev usynlig.

I anmeldelser og omtaler og interviews blev det meddelt, at Pamuk med romanen kom med et statement i den diskussion, og jeg ledte og ledte og ledte og ledte, men kunne nok bare ikke se skoven for træer.

Måske skulle jeg prøve igen, og rense mig selv for al støjen.

Nille said...

Søren,

Jeg kan sagtens følge din logik - nøjagtig det samme fik mig til at afholde mig fra 'Sne'. Men mon ikke udgivelsen af den roman lige netop faldt uheldigt tidsmæssigt? Ovenpå 11/9 og i et verdensomspændende massehysteri?

Hvorvidt Pamuk har forsøgt bevidst at fremkalde den reaktion er jeg nu meget i tvivl om?

Hans tidligere romaner handler også alle om forskelle mellem øst og Vest - men dengang var der ingen, der tog notits af det?

Som 'manual' ville jeg klart anbefale at læse hans memoirer først - de giver et billede af hans opfattelse af Tyrkiet og hans kærlighed til landet på trods af de 'problemer' han ser.

Jeg ville i hvert fald ikke afskrive ham - men starte forfra med et nyt (tomt?) syn på ham! Der er masser af dejlige historier at opleve - måske især, hvis man begynder med de romaner, der foregår i det ottomanske riges tid. Der er man i hvert fald fjernt fra den problematik.

Søren said...

Tak, så fik jeg alligevel om ikke en manual, så dog gode råd. Tak for det :-)

Unknown said...

Jeg er meget enig i din anmeldelse af bogen - som jeg husker som lidt mere letlæselig end hans andre bøger. Den er utrolig velskrevet, og Pamuk formår at sætte ord på følelser og tanker på den mest vidunderlige måde. På trods af at bogen er lidt barsk, synes jeg også den var utrolig smuk - især sprogligt.

Ved ikke, om du har fulgt med i dansk TV, når du bor i udlandet, men der har været en række udsendelser om diverse forfattere, der kan relateres til 9/11 og problematikken vesten-islam, og i den forbindelse var der et interview med Pamuk. Det er ret interessant - du kan se det her
http://www.dr.dk/DR2/Ordet_og_bomben/Index.htm

Nille said...

Ana Petrina,

Tak fordi du gjorde mig opmærksom på denne roman - den var lidt sværere at finde; den er ikke så markedsført som de andre - men den var virkelig god. Men den er barsk - men det er Den sorte bog jo også synes jeg.

Jeg har ikke set udsendelsen - mange tak for linket! Jeg ser sjældent dansk TV på nettet - men den vil jeg se i aften ;-)