Stalins køer - Sofi Oksanen

• Fransk titel: Les vaches de Staline
• 9.-16. juni
• 547 sider

Jeg har ændret en anelse i min opsætning, da jeg jo skriver mine anmeldelser på dansk - men af praktiske årsager mest kun kan få fat i franske og engelske bøger. Så hvis titlen findes på dansk, vil jeg benytte den i indlæggets titel selvom jeg har læst bogen på fransk eller engelsk. Det gør ingen forskel for anmeldelsen, men gør det muligvis lidt mindre forvirrende for dem, der søger og havner på en dansk side for en fransk bog!

Renselse eller Purge læste jeg netop på engelsk; men hendes debutroman faldt i mine hænder i en fransk oversættelse.

Det er igen en barsk historie med base i Oksanens andet hjemland, Estland. En historie om fortrængelse, kontrol og mistro, som præger en hel generation og umuliggør deres mulighed for at leve et 'normalt' liv.

Bogen er skrevet i jeg-form af Anna; man kan senere regne sig frem til, at hun er født i 1977 af en finsk far, som aldrig navngives, og en estisk mor, Katariina. Anna lider af anoreksi og bulimi, men mener selv, at hun har kontrol over sygdommen og ikke ender som alle de andre, der dør af det. Netop kontrollen er jo vigtig - hun kan jonglere mellem dage med opkastninger eller perioder med føde bestående af en bestemt ting - agurker, te, lakridser. Men det hele skal foregå i kontrol.

Historien brydes med tilbageblik til starten af 1970'erne, da Katariina møder sin kommende finske mand i Tallinn. Hun gør et stort nummer ud af ikke at ville modtage gaver fra Vesten; hun vil for alt i verden ikke sættes i samme bås som de mange prostituerede, der tager sig betalt i nylonstrømper og vestlige cigaretter. Da hun kommer til Finland kan hun ikke få arbejde, og kæmper konstant for at blive respekteret - nok mest fordi hun selv frygter andres reaktion. Men også fordi hun lever i skyggen af KGB, som i følge hende står bag hvert mystisk telefonopkald og kan skjule sig i en ny skolekammerat for Anna.

Et stykke inde i bogen går vi endnu længere tilbage - til Estlands historie under 2. Verdenskrig, hvor ingen kunne vide sig sikker for en stikker i familien. Hvor det gjaldt om at overleve med de statskontrollerede kolkozes udbytte og for alt i verden ikke ende i Sibirien.

Familiens historie under krigen får på en grotesk måde konsekvenser fyrre år senere for den unge Anna. Først igennem moderen, som er opvokset med familiens skam og kamp for at holde hovedet højt - og samtidig kæmpe for at få mad på en ærlig facon.

Dernæst gennem moderens kamp for at tilpasse sig i Finland, og samtidig høre hjemme i Estland, når de besøger mormoderen og ikke må stikke for meget ud som rige udlændinge - kapitalister. Det er en evig kamp mellem to verdener, og resultatet bliver en splittet og ødelagt datter, der anerkender moderens fallerede ægteskab, og samtidig selv er ude af stand til at føle tiltro eller kærlighed til andet end maden og den Herre, der gør det muligt for hende at kontrollere sin krop.

Det er et usandsynligt realistisk billede af sygdommen, og man fornemmer da også hurtigvt, at den er langt mere selvbiografisk end det umiddelbart antydes. Oksanen er også selv født i 1977 af en finsk far og en estisk mor!

Jeg synes dog, at balancen mellem de to historier kunne have været bedre. Der er mange gentagelser i Anna's forhold til maden, spisningen, indkøbene og opkastningerne - hvorimod den gamle historie tit optræde som 1-2 siders kapitler som tankestreger i Anna's historie. Men historien om det undertrykte Estland er mindst lige så interessant i sig selv, og vigtig for Anna's historie. Det gjorde samtidig, at det til tider blev en anelse for langt - men det skyldes gentagelserne.

Alligevel må man indse, at det er en stærk debutroman, som velfortjent er blevet oversat efter den store succes med Renselse, og der er en ny på gaden nu, som bestemt skal læses - Da duerne forsvandt.

Le passager - Jean-Christophe Grangé

• Fransk
• 2.-6. juni
• 977 sider
• Dansk titel: Rejsende uden bagage

Jeg har ikke tidligere læst noget af Grangé, som ellers er udråbt til et krimigeni i fransk litteratur. Jeg har set filmen baseret på én af hans romaner, og det var rigeligt hardcore for mig - men jeg faldt for omtalen af denne krimi. Det er en ordentlig mursten - til gengæld sluger man den råt, og den blev læst på relativt få dag tykkelsen taget i betragtning.

Historien er som en Pandoras æske, hvor hvert lag skrælles af for at afsløre en ny historie - eller et nyt led i den efterforskning som de to hovedpersoner kaster sig ud i. På den ene side psykiateren, Mathias Freire, som får en person ind med hukommelsestab efter at være blevet fundet ved banegården. Der opdager man dagen efter en myrdet marginaliseret hjemløs, og det bliver politiinspektøren Anais Chatelet, der får den sag. Blot er hun ikke helt ligevægtig - et strejf af Larssons Salander og med en grum familiefortid.

Freire opdager hurtigt, at den fundne mand lider af syndromet 'rejsende uden bagage'- et psykologisk fænomen, hvor man mister hukommelsen for blot at opfinde sig en ny. Den nye identitet er ikke mere korrekt og dækker igen over andre. Da han selv pludselig forfølges af mystiske men in black begynder han at grave i sin egen identitet, og opdager at han selv er en rejsende uden bagage.

Han er overbevist om, at han ikke er morderen - som politiet tror - og vil selv opklare sin sag. Det driver ham tilbage igennem adskillige identiteter som blandt andet hjemløs i Marseille; kunstner på et asyl; dokumentforfalsker i Paris... og hele tiden med de mystiske mænd lige i hælene.

Mordene begås after mytologiske principper, og ret hurtigt gennemskuer man også en rød tråd i de navne den rejsende tilegner sig selv. Det er rimeligt godt skruet sammen - dog irriterede den temmelig ensidige fremstilling af de hjemløses miljø mig en del. Og så er den altså forfærdelig lang.

Der er hele tiden fuld fart på - men lidt færre identiteter havde sagtens kunne bære plottet. Er slutningen så totalt overraskende, som det antydes i visse anmeldelser? Det synes jeg personligt ikke. Men der er et godt spil imellem de to historier om den problematiske politibetjent og psykiaterens egen opklaringsarbejde. Deres veje krydses og skilles konstant, og man hænger i.

Derfor er det ikke usandsynligt, at jeg vil læse andre - det må være ideel ferielæsning!

Sept histoires qui reviennent de loin - Jean-Christophe Rufin

• Fransk
• 30.-31. maj
• 184 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Normalt skriver Rufin store, tunge historiske romaner - men denne gang er det syv små historier. Jeg er ikke den store novelle-læser, men jeg er vild med Rufins historier og manden bag dem; et passioneret menneske, der har rejst jorden tynd. Så jeg gav den en chance.

Den var ikke dårlig; det er blot det med, at det er for hurtigt overstået hver gang synes jeg. Man når aldrig rigtigt ind i personerne, det er der ikke tid til med 20-30 sider per historie. Men der er en finurlig sløjfe på dem alle.

Er der så en rød tråd? Nej, det synes jeg ikke - andet end, at det er historier om personer, der alle befinder sig på et kritisk punkt i forhold til deres fortid eller fremtid. Et øjeblik, der bliver afgørende.

Som den gamle mand, der har ofret sin kærlighed til bjerget til fordel for sit ægteskab, og nu endelig kommer tilbage efter mere end 30 år. Blot for at opdage, at tingene ikke er som før. Eller de to, der mødes i et tog, hvor den unge pige er på vej til sin kæreste med den idé at blive gravid, så han vil gifte sig med hende. Og den ukendte passager ofrer sig, da toget forsinkes - de tilbringer en nat sammen, og kæresten opdager aldrig, at hans datter ikke er hans.

Det var hyggelig let læsning med Rufins sædvanlige kærlighed til ord, men jeg glæder mig mere til flere af hans store tykke bøger.

Crazy River - Richard Grant

• Engelsk
• 27.-29. maj
• 283 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er selvfølgelig to overhængende farer ved at læse rejsebøger. For det første får man en ustyrlig trang til at rejse til alle de fantastiske steder, der beskrives - selvom det absolut ikke altid kan anbefales at gøre det på samme halsbrækkende måde. For det andet er der tit referencer til andre bøger - rejseforfattere er en særlig lukket kreds af individer, som inspireres på kryds og tværs. Denne bog refererer til Theroux; Theroux selv refererer en del til Kapuscinski... og så fortsætter det videre.

Richard Grant er en engelsk født forfatter nu bosiddende i USA. Han havde tidligere rejst i Afrika, men under temmelig beskyttede former. En dag opdgaer han, at der tilsyneladende aldrig er nogen, der har rejst ned ad hele Malagarasi-floden - fra Burundi gennem Tanzania og ud i Tanganyika-søen.

Det er et halvfarligt projekt, og han må lede længe for at finde en frivillig, der vil ledsage ham - sammen med en hel delegation og med ledsagende biler på flodbredden. Det er temmeligt langt fra Stanley og Livingstone, og også for Grants eget store forbillede, den engelske opdagelsesrejsende Richard Francis Burton, som ledte efter Nilens kilde igennem mange år.

Grant tager først til Zanzibar, hvor han møder Stone Towns befolkning af moderne hippier, der lever i en tilstand af Peace & Love, alkohol og joints - og temmelig meget fra dagen til vejen. Men der er ingen, der snyder ham - for som han skriver; 'jeg elsker Afrika, men det er første gang, at jeg selv skal gå i gaderne, handle osv.' Et meget sigende udsagn, synes jeg! Det er nemt at elske Afrika - man kan jo faktisk ikke andet; men de fleste turister ser det fra en temmelig beskyttet synsvinkel. Mine fem uger i en afrikansk landsby for to år siden gav også mig den anden vinkel - den, hvor du bruger tid på at gøre rent uden elektroniske hjælpemidler; skal på markedet efter mad; til brønden efter vand og i det hele taget leve uden elektricitet og rindende vand (for slet ikke at tale om fjernsyn, internet osv.). Så kan man elske eller hade Afrika!

Men Grant kommer langt om længe afsted ned ad sin flod; det bliver umuligt at gennemføre hele projektet men undervejs møder han de lokale, der forklarer ham om problemerne med krybskytter, med overgræsning af kvæg og den manglende forståelse hos de indfødte for, at kvæg ikke er et statussymbol men mad. Han kommer i berøring med alle alle former for overtro og tilmed en hel del sygdomme på trods af malariapiller. Måske ganske enkelt det fysisk opslidende ved deres rejse og det kulturelle chok, der trætter et vestligt menneske, der er uvant med den slags.

Jeg var temmelig fascineret af hans tilgang til Afrika, som er meget lig min egen - opfattelsen af, hvordan vi fejlplacerer nødhjælp og dermed slet ikke hjælper er en upopulær ytring; men ikke desto mindre sand. Grant formår at se igennem både de gode og de dårlige sider af dette fascinerende kontinent - også til tider ved at drage paralleller tilbage til de første opdagelsesrejsende for at illustrere både udviklingen og manglen på samme i vores opfattelse af Afrika og dets indfødte.

Endelig når han til Rwanda; om noget et land, der fascinerer mig. Efter massemordene er det en helt utænkelig situation at kunne genopbygge et land og forestille sig, at tutsier og hutuer kan leve fredsommeligt sammen. Han opnår et møde med landets præsident siden 2000 - Paul Kagame. Rwanda er meget specielt i afrikanske sammenhænge; det er langt længere fremme økonomisk og meget mindre afhængig af ulandshjælp end andre afrikanske lande. Der er mange strikse love, som får nogle til at kalde det for et diktatur - men der er langt mindre korruption end i andre lande.

Grant får et temmelig ærligt og interessant interview med Kagame, inden han selv besøger de mange mindesmærker for massemordene. Og her tænkte jeg virkelig, at det er et land jeg ganske enkelt MÅ besøge en dag! Det er ikke en ny idé, men den vokser sig stærkere og stærkere, hver gang jeg læser om det land.

Den anden konsekvens er så Burton, som fylder meget i Grants bog. Nu må jeg have fat i nogle af hans biografier - eller rejsebeskrivelser; for han er kendt for andet end at have oversat Kama Sutra og 1001 nats eventyr!

Brobyggerne - Jan Guillou

• Dansk
• 21.-26. maj
• 548 sider

Det er lidt irriterende at gå i gang med en større saga vel vidende, at man skal vente i årevis på at samtlige bind er udkommet. Det er det jeg er i gang med for Folletts trilogi, hvor jeg afventer andet bind i engelsk paperback - og med Guillous egne ord er dette projekt nærmest et kapløb med døden, da han har forestillet sig hele ti bind i historien om det 20. århundrede.

Jeg har aldrig tidligere læst Guillou, som jo primært har beskæftiget sig med krimigenren - men i disse år er det vist populært med familiesagaer, og det er absolut en genre, der passer mig bedre. Ikke den slags romantiske sagaer - men som disse, hvor det bliver til et helhedsbillede af Europa (og verden) som den så ud i det tyvende århundrede.

Og dog er Guillou særdeles farvet og kategorisk i sine politiske holdninger i historien om de tre brødre, Lauritz, Sverre og Oscar, der ved århundreskiftet bliver fædreløse, da faderens fiskerbåd går ned. De sendes til byen for at arbejde på rebslageriet, men stjæler træstumper til at bygge en kopi af et vikingeskib. Et skib, der straks betager firmaets ejer, der tilbyder skoling og uddannelse af de tre poder mod at de senere vender hjem for at hjælpe med at bygge Bergensbanen fra Oslo til Bergen.

De består alle fra universitetet i Dresden, som i starten af århundredet var toppen af toppen indenfor ingeniøruddannelser, og skal nu hjem for at arbejde gælden af. Men den ene bror, Sverre, springer ud som bøsse og flygter til London med sin elsker. Den yngste bror, Oscar, bliver franarret alle sine penge af en tysk luder og i skam rejser han til Tysk Østafrika - i dag Tanzania, Burundi og Rwanda - et ideelt sted for datidens tabere at gemme sig og arbejde sig ud af sorg og tilbage til anstændighed.

Så Lauritz tager hjem for at starte arbejdet, og det er ikke smalkost at arbejde i lange isvintre og under umenneskelige forhold for at få jernbanen bygget. Parallelt følger vi Oscar i Afrika, som pudsigt nok også bygger jernbaner, men sideløbende tjener styrtende med penge på at tømme Afrika for ressourcer - skruplerne var mindre dengang.

Men han har dog skrupler over måden de indfødte behandles på - især belgiernes opførsel i Congo er rystende, og langt fra den tyske ordentlighed, som de har fået indprentet efter opholdet i Dresden. Begge brødre på trods af deres geografiske afstand er så imprægneret af den tyske mentalitet og troen på, at det er teknologiens tid og krig er et afsluttet kapitel. Lauritz kurtiserer samtidig en rig tysk adelsfrøken, som han først vinder, da faderen ser hans succes og overgiver sig i klassekampen mellem det umage par. Men det fylder unægteligt mindre end historierne om brobyggere i kulde og hede.

Bogen forløber over knap tyve år - med mere eller mindre store spring i tiden; men krigen kommer selvfølgelig og begge brødre er på den tyske side. Guillou lægger bestemt ikke fingrene imellem i karakterernes beundring over for alt tysk - såvel englændere som belgiere i Afrika er uduelige, umenneskelige og en skændsel. Hjemme i Norge har Lauritz jo en tysk kone og det vækker heller ikke begejstring.

Den slutter selvfølgelig med en rigtig cliffhanger, og så må man pænt vente!Andet bind - Dandy - er allerede udkommet, men handler udelukkende om den forsvundne homoseksulle bror, Sverre og tredje bind er endnu ikke kommet.  Den hedder Mellan rött och svart på svensk, så nem at situere tidsmæssigt - og skulle udkomme til september på svensk. Den er nok i danske boghandler til julesalget!

Så det kan blive en lang rejse igennem århundredet, og måske bliver den ikke færdiggjort, som det var tilfældet med Stieg Larssons intentioner om en mammutserie. Men første bind alene er jo en selvstændig historie - og en rigtig god én af slagsen om de mænd, der byggede vores moderne verden.

Le Jardin des larmes - Arnaud Delalande

• Fransk
• 19.-20. maj
• 428 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Mavepuster!!!! Umulig at lægge fra sig, og samtidig uendelig trist og grum historie.

Historien starter med et møde i Senegal på et lille hotel - ikke langt fra den lille landsby, jeg har været i fire gange nu - og et sted, jeg selv har spist frokost. Det starter derfor idyllisk på en strand, hvor en forfatter, der er løbet tør for inspiration og ikke kan finde mening med sit liv bliver inviteret af en ven. Han får blot at vide, at han vil møde to personer, der vil sætte tingene i perspektiv for ham. Det siges ikke direkte, at det er forfatteren selv, der beskriver det møde - men jeg antager det,

De to andre personer er dog "opdigtede" - deres navne er ændrede ligesom de organisationer, de arbejdede for. Alt andet ville være umuligt - men jeg er ikke i tvivl om, at det er to reelle humanitære arbejdere, hvis historier fortælles.

De er vidt forskellige og alligevel sammenligneligt grusomme.

Sébastien er en mand i krise - han er i et ulykkeligt ægteskab, og kan ikke indrømme sin biseksualitet for konen. Men pludselig rabler det, og han vil ændre sit liv. Efter skilsmissen søger han job som nødhjælpsarbejder, og bliver sendt til Sri Lanka i sommeren 2004 - et relativt enkelt sted at starte som leder af de tre baser NGO'en har der.

Lise er jordemoder, og har tidligere været i Cameroun og Senegal - også relativt sikre steder politisk set; inden hun i 1994 sendes til Rwanda. Hendes bevæggrunde er mere motiveret af en katolsk opdragelse og ideologien om at gøre noget godt for andre, og sætte sit spor i verden.

De ender begge med at stå i to af de absolut værste katastrofer i nyere tid - massemordene i Rwanda begået af hutuerne mod tutsierne - og tsunamien i julen 2004. Den ene er menneskeskabt af had og kultur; den anden er naturens kræfter - men begge er dybt ødelæggende.

Jeg har tidligere læst flere bøger om Rwanda - både af den tidligere belgiske FN-soldat, som fortæller historien fra en militær - og human - vinkel; og af den fantastiske forfatter fra Rwanda selv. Men den historie ophører aldrig med at give mig røde ører over den vestlige verdens venden det døve øre til - og fysisk kvalme over beskrivelserne.

Tsunamien er nok mere illustreret i film; jeg erindrer ikke at have læst en bog, der så detaljeret beskriver katastrofen. Og for Sébastien bliver denne katastrofe et chokerende møde med NGO'ernes medaljebagside. Hvordan der sendes de forkerte ting - fordi det ser bedre ud at filme til klokken 20-nyhederne end en flok unge, der graver latriner. Fordi det gælder om at promovere sin egen NGO i den evige kamp for mere mammon - og tit uden hensyntagen til, om befolkningen har et reelt behov.

Det er kendt, at der blev sendt alt for mange penge til tsunamiofrene - at mange midler rådnede op i lagre eller havnede i de forkerte hænder. Men vi gav og gav for at købe os god samvittighed. Alt det, vi ikke gjorde da de i Rwanda blev hakket i småstykker af en machete af naboen - eller ægtemanden.

De to personer kommer begge ud af det med enorme ar på sjælen, og udover at fokusere på det materielle spild, fokuserer Delalande mindst lige så meget på det humane aspekt. Visse nødhjælpsarbejdere melder sig på samme måde, som man i sin tid gjorde det i Fremmedlegionen - for at flygte fra et håbløst liv. Men er de så psykisk stærke nok til at udføre det arbejde?

Selvom de 'blot' kan vende hjem til er civiliseret liv efter at have set al den ulykke, og ikke skal forblive med minderne på stedet, så lever de stadig med visuelle minder, der ikke kan kureres med et varmt karbad og et køleskab, der fungerer.

Delalande sætter spørgsmål ved hele aspektet af humanitært arbejde - hvordan en NGO ikke er så altruistisk, som de gerne vil fremstå som og om de humane omkostninger ved at ville redde verden uden at kunne redde sig selv. Den ene mister al tro på verdens godhed efter at have set Rwanda - hvorimod den anden bliver mere troende efter at have oplevet tsunamiens ødelæggelser; måske ud fra en tro på, at der må være en mening med tingene, hvis noget sådant kan ske. Lise til gengæld forsøger selvmord og bliver nærmest alkoholiker. Det er barsk læsning.

Den første del af bogen var lidt træ - til gengæld var de litterære billeder fra katastroferne værre end en film kunne have fremstillet dem. Jeg måtte ganske enkelt til vejs ende - også fordi det var for grumt at stoppe og skulle tage den frem igen.

L'Apothicaire - Henri Loevenbruck

• Fransk
• 13.-18. maj
• 798 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Henri Loevenbruck er sit navn til trods franskmand; og han har skrevet en hel del romaner/thrillere inden jeg faldt over denne historiske roman, som primært tiltalte mig på grund af forsiden. Sådan er det jo nogle gange!

Historien starter i begyndelsen af 1313, da hovedpersonen Andreas Saint-Loup, som er apoteker i Paris opdager, at hans hus har et ubrugt rum. Ingen kan erindre, hvad det har været benyttet til - og nu står det helt tomt? Så opdager han, at et stort maleri han ejer pludselig er helt tomt i den ene side; der burde have været en anden person ved siden af ham - men nu er også det tomt.

Den lidt aparte apoteker vil opklare disse mysterier; men der er andre kræfter, der også er ude på at ødelægge noget for ham - blandt andet kongens mænd. 1313 er tiden, hvor Philippe le Bel er konge af Frankrig og har stået for udryddelsen af katarerne - og dermed er jeg tilbage i præcis den periode, der skildres i den fantastiske historiske serie, jeg læste sidste forsommer. 

Apotekeren bliver taget til fange, hvor han møder tempelriddernes overordnede - Jacques de Molay - som udtalte forbandelsen, da han senere blev brændt på bålet for sin tro. Men lige nu mødes de blot, og tempelridderen sætter ham på sporet af det, han leder efter. Derefter flygter apotekeren ud af Paris sammen med sin unge lærling Robin. De kommer langt omkring - og de forfølges ikke blot af Inkvisitionens berygtede forhører men også af to mystiske riddere, som mistænkeligt leder tankerne hen på rytterne fra Apokalypsen.

Andreas Saint-Loup er absolut ikke en troende mand - han er mediciner og dermed pragmatiker. Men nu tages han ud på en rejse, der følger sporene fra pilgrimsrejserne til Saint Jacques de Compostelle i Spanien - og hele tiden med de forskellige forfølgere lige i nakken.

Parallelt følger vi historien om den unge Aalis, som flygter fra Béziers - en anden af tempelriddernes højborge; og ender med at slutte sig til apotekeren og lærlingen. Sammen kommer de helt til Sinai-ørkenen i deres jagt på det mystiske forsvundne menneske fra Saint-Loups liv. Det var en helt speciel læsning for mig - de skal selvfølgelig til Skt. Katherine-klosteret i ørkenen, hvor ifølge legenden vokser den brændende tornebusk fra Bibelem. Jeg var der selv for tre år siden, og det er uden tvivl det mest fascinerende sted, jeg har besøgt. Så det var med stor interesse, at jeg læste den del for at se, om der var blevet snydt!

Det hele drejer meget omkring religion og filosofi - gnostikere, tempelriddere osv. - og der er koder, der skal løses undervejs. Men det er ikke en Dan Brown-opskrift; for hele søgningen er ikke materiel. Saint-Loup forsvinder til sidst ud af de to unge menneskers liv, da de har fundet kærligheden - de kan slet ikke huske, at han har eksisteret. Præcis som den person, der var i Saint-Loups liv forsvandt - da kærligheden ophørte?

Det var til tider en anelse for udpenslet - man kunne sagtens have skåret den lidt ned; for der er uhyggeligt mange historiske detaljer - men det var samtidig glimrende læsning ikke mindst på grund af sproget, som var skrevet i en tilnærmelse til gammel fransk. Dog så en moderne læser kunne følge med.