La saison de l'ombre - Léonora Miano

• Fransk
• 9.-10. november
• 247 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu er det efterhånden snart seks år siden, jeg sidst læste noget af Léonora Miano - og desværre er hun ikke i mellemtiden blevet mere kendt i Danmark. Det er virkelig en skam!

En nat vågner beboerne i en lille landsby ved, at deres stråhytter står i brand. De flygter fortvivlede uden at ænse, hvad der foregår. Da roen sænker sig opdager man, at tolv mænd mangler. Ti af dem er unge mænd, som var sammen med to ældre for at fuldføre deres manddomsprøver - for vi er jo dybt inde i den afrikanske jungle. Men tiden er underlig udefinerbar, og som læser var jeg destabiliseret i begyndelsen. Ydermere har alle kvinderne navne, der starter med "Eb" og alle mændenes navne starter med "Mu" - der var lige noget at holde styr på.

Bogens fokus er for det første den animistiske tro, som jeg er temmelig fascineret af. Hvordan mødrene til disse ti unge mænd lukkes inde i et fælleshus i ugevis til man er sikker på, at de ikke har noget med forsvindelserne at gøre. Men ved at afskære dem fra lokalsamfundet, fratager man dem retten til at smykke ansigterne med ar for at fortælle Døden, at den skalholde sig væk - de har givet! Det giver andenkonerne mulighed for at vinde magt i de små familier - det hele er et spørgsmål om en verdensorden, der bulrer sammen. Fordi de er så vant til at gøre tingene efter gudernes tegn og traditionerne. Men denne situation er så nu og skræmmende for dem.

En af mødrene tager afsted - hun har hørt sit barns stemme, som fortæller hende, at han er ved vandets land - men hvordan skal man forstå det. når det eneste vand man kender er regnen og et lille vandløb til at vaske tøj i? Men afsted tager hun, og samtidig drager en gruppe mænd afsted for ligeledes at lede efter landsbyens unge.

Og det bringer os videre til det andet store tema - slaveriet og ikke mindst afrikanernes egen medskyldighed i det, der foregik.

Efterhånden som de rejser fremad mod kysten, går det op for dem, at deres naboer Bwele-stammen måske ikke er så venligtsindede, somde altid har troet. Men alle disse ændringer skyldes 'hønsefodsmændene", som er kommet i en stor båd. Det er den hvide mand, somde kalder sådan på grund af deres bukser og sko. De har tilbudt beboerne ved kysten geværer, smykker, spejle, alkohol og alle verdens lokkende gaver imod at få slaver. Først tager kystfolket deres egne slaver - for selv hos dem var der hierarki og slavearbejde - men senere må de søge indad ilandet.

Her møder de Bwele-folket, somfor at redde sig selv, overfalder og bringer dem Mulongo-folket fra bogens lille landsby.

På sin vis er det jo grænseoverskridende for en afrikansk forfatter således at sætte ord på dette. Selv i Alex Haleys "Rødder" er det udelukkende den hvide mand, der lægges for had. Men realiteten er jo en ganske anden, selvom det selvfølgelig i århundreder ikke har passet til den dialog, man i Afrika har søgt at skabe. Jeg mener absolut ikke, at det retfærdiggør slaveriet - men det giver et mere nuanceret billede end konstant at sætte Afrika i martyrrollen - et problem, som Richard Dowden så glimrende beskriver konsekvenser af i sin bog om kontinentet.

Men tilbage til Mianos historie - som hele tiden foregår i denne udefinerbare tid og med de afrikanske ånder allestedsnærværende. Hendes sprog og skrivestil er poetisk og gennemsyret afrikansk; hun har heldigvis formået at bevare dette på trods af hendes nu mange år i Frankrig.

Jeg var dybt grebet af historien og stemningen; den var så trist og samtidig så barsk og realistisk. Det er en universel historie, som også fortæller os, hvad begær og magt fører til. Et glimrende eksempel på styrken i afrikansk litteratur.