Pagten - Thorkild Bjørnvig

• Dansk
• September 27-29
• 162 pages

Af Bjørnvig kendte jeg kun hans digte - og jeg havde ganske glemt hans særlige forhold til Karen Blixen; men på min Danmarksferie i august var jeg på Rungstedlund for første gang. Det var et spændende besøg; for som mange, der har læst noget af Blixen synes jeg, at hun er en fascinerende personlighed. Ganske givet også en af den slags personer, man enten hader eller elsker - og jeg tror faktisk, at hun selv ville - eller havde - det helt fint med det. Hun var næppe et gennemsnitsmenneske - tværtimod gjorde hun vel nærmest alt for at skille sig ud fra mængden på alle måder.

På Rungstedlund købte jeg så denne lille bog om Bjørnvigs og Blixens venskab; om deres særlige pagt og ikke mindst om hvilken enorm kraft hun havde på ham. Både i det positive og det negative - han har absolut været mærket af de relativt få år, det varede, resten af sit liv.

I slutningen af romanen citerer han en sætning Blixen havde skrevet til ham i et brev: "De Elementer, som har sand Føling med Maanen, maa finde sig i, eller tilgive denne, at denn drager dem med saa stærk en Rytme."

Som Bjørnvig selv pointerer, så var månen i dette tilfælde Blixen selv - ligesom hun også sendte ham bibelske citater, hvor hun satte sig selv i Guds sted. Hvor selvretfærdigt og opblæst tænker man så! Men uden at skulle gøre mig til ekspert i Blixen, så tror jeg, at der er flere årsager - blandt andet årsager, som Bjørnvig selv nævner selvfølgelig. Blixen vendte hjem fra Afrika som en knust kvinde; ikke alene var hun fysisk syg - hun havde mistet alt hun elskede... inklusive manden i sit liv. Bjørnvig nævner et sted, at Finch-Hatton muligvis var det eneste menneske Blixen havde anerkendt som værende på niveau med hende.

Som sagt fejlede hendes selvtillid absolut intet; men det er jo også et af kendetegnene ved syfilis, som hendes første mand havde givet hende, at man lider af tvangstanker og storhedsvanvid, som Corfitz Ulfeldt nogle århundreder inden var et glimrende eksempel på. I Blixens tilfælde udartede denne aparte personlighed, sammenkoblet med hendes personlige tragiske historie, sig til et ønske om at eje eller dominere Bjørnvig. Jeg tror ikke, at hun var fysisk forelsket i ham - men hun ville have ham for sig selv, og misundte ham hans liv udenfor Rungstedlund og så helst, at hans kone døde. Hun besad vist heller ikke megen finesse i sine udtalelser - det var bramfrit og klokkeklart.

Bjørnvig boede i flere perioder på Rungstedlund, hvor han skrev i den grønne stue, hvor Blixen også selv skrev om vinteren. Jeg kunne indsætte et billede af den - for på trods af forbud sneg jeg mig til at tage et ulovligt foto, da jeg var der... selvfølgelig uden blitz... men jeg kunne ikke lade være. Men jeg må nok hellere holde det væk herfra! Men der boede og skrev han altså; og så i perioder fik han nok af hendes forsøg på at holde ham i sit lille guldbur; at ville influere og dreje hans digtning i en bestemt retning.

Hun kunne jo være direkte modbydelig! Dybt sårende og krænkende - sikkert i et patetisk forsøg på at nedgøre ham, så han samtidig ville stå i et sentimentalt afhængighedsforhold til hende. Det var en pagt - den var reel, og underskrevet af begge parter; og på et tidspunkt, hvor Blixen fornemmer, at han glider væk fra hende forsøger hun endda at overbevise ham om, at de skal besegle den i blod. Det er jo en desperat kvindes værk! Bjørnvig realiserer da også, at det er en ond cirkel og forsøger flere gange at forsigtigt trække sig tilbage og bringe forholdet ned på et mere normalt niveau. Men igen er Blixen ikke til at tale fornuft til - det er et brud på pagten, og så må han tage konsekvensen og skrive sig ud af den igen.

Hun forlanger og forventer urimelige ting af ham - og muligvis også af andre i sin omgangskreds; et 'sidste brev' fra Bjørnvig foranlediger straks et svar. Hun nægter ganske enkelt at indse det uafvendelige - som en 'skinsyg koblerske', som Bjørnvig kalder hende. Havde det været i dag - og ikke for 50 år siden - ville hun være endt som en anden furie, der havde overhældt ham med SMS'er, emails osv. Hun spillede den forsmåede rolle så glimrende, at der til sidst ikke var andet for Bjørnvig at gøre end at offentliggøre bruddet på samme måde som en skilsmisse.

De havde intet med hinanden at gøre de sidste år af Blixens liv; han skrev romanen 12 år efter hendes død og 20 år efter deres brud. Han vender dog tilbage til Rungstedlund, og han fornægter aldrig det gode, der kom ud af deres venskab på trods af dets opslidende og altovervældende karakter. Som han slutter med at skrive i henhold til hendes citat om månen: "Det jeg vil erindre, når alt andet er glemt, er denne uhyre dragning."

Det var derfor meget interessant læsning med ikke så få litterære henvisninger til, hvordan Blixen benyttede sine værker til at efterlade mere eller mindre skjulte henvisninger til folk omkring hende. De misforstod dem bestemt ikke - selvom vi som læsere ikke har set den dybde af hendes værker. Jeg har altid fundet hende fascinerende på en dramatisk farlig måde - præcis som Bjørnvig - og det er virkelig ét af de få mennesker, jeg gerne ville have mødt... selvom det lyder lidt farligt for ens sjælefred!