Thursday, September 30, 2010

Pagten - Thorkild Bjørnvig


  • Dansk
  • September 27-29
  • 162 pages

Af Bjørnvig kendte jeg kun hans digte - og jeg havde ganske glemt hans særlige forhold til Karen Blixen; men på min Danmarksferie i august var jeg på Rungstedlund for første gang. Det var et spændende besøg; for som mange, der har læst noget af Blixen synes jeg, at hun er en fascinerende personlighed. Ganske givet også en af den slags personer, man enten hader eller elsker - og jeg tror faktisk, at hun selv ville - eller havde - det helt fint med det. Hun var næppe et gennemsnitsmenneske - tværtimod gjorde hun vel nærmest alt for at skille sig ud fra mængden på alle måder.

På Rungstedlund købte jeg så denne lille bog om Bjørnvigs og Blixens venskab; om deres særlige pagt og ikke mindst om hvilken enorm kraft hun havde på ham. Både i det positive og det negative - han har absolut været mærket af de relativt få år, det varede, resten af sit liv.

I slutningen af romanen citerer han en sætning Blixen havde skrevet til ham i et brev: "De Elementer, som har sand Føling med Maanen, maa finde sig i, eller tilgive denne, at denn drager dem med saa stærk en Rytme."

Som Bjørnvig selv pointerer, så var månen i dette tilfælde Blixen selv - ligesom hun også sendte ham bibelske citater, hvor hun satte sig selv i Guds sted. Hvor selvretfærdigt og opblæst tænker man så! Men uden at skulle gøre mig til ekspert i Blixen, så tror jeg, at der er flere årsager - blandt andet årsager, som Bjørnvig selv nævner selvfølgelig. Blixen vendte hjem fra Afrika som en knust kvinde; ikke alene var hun fysisk syg - hun havde mistet alt hun elskede... inklusive manden i sit liv. Bjørnvig nævner et sted, at Finch-Hatton muligvis var det eneste menneske Blixen havde anerkendt som værende på niveau med hende.

Som sagt fejlede hendes selvtillid absolut intet; men det er jo også et af kendetegnene ved syfilis, som hendes første mand havde givet hende, at man lider af tvangstanker og storhedsvanvid, som Corfitz Ulfeldt nogle århundreder inden var et glimrende eksempel på. I Blixens tilfælde udartede denne aparte personlighed, sammenkoblet med hendes personlige tragiske historie, sig til et ønske om at eje eller dominere Bjørnvig. Jeg tror ikke, at hun var fysisk forelsket i ham - men hun ville have ham for sig selv, og misundte ham hans liv udenfor Rungstedlund og så helst, at hans kone døde. Hun besad vist heller ikke megen finesse i sine udtalelser - det var bramfrit og klokkeklart.

Bjørnvig boede i flere perioder på Rungstedlund, hvor han skrev i den grønne stue, hvor Blixen også selv skrev om vinteren. Jeg kunne indsætte et billede af den - for på trods af forbud sneg jeg mig til at tage et ulovligt foto, da jeg var der... selvfølgelig uden blitz... men jeg kunne ikke lade være. Men jeg må nok hellere holde det væk herfra! Men der boede og skrev han altså; og så i perioder fik han nok af hendes forsøg på at holde ham i sit lille guldbur; at ville influere og dreje hans digtning i en bestemt retning.

Hun kunne jo være direkte modbydelig! Dybt sårende og krænkende - sikkert i et patetisk forsøg på at nedgøre ham, så han samtidig ville stå i et sentimentalt afhængighedsforhold til hende. Det var en pagt - den var reel, og underskrevet af begge parter; og på et tidspunkt, hvor Blixen fornemmer, at han glider væk fra hende forsøger hun endda at overbevise ham om, at de skal besegle den i blod. Det er jo en desperat kvindes værk! Bjørnvig realiserer da også, at det er en ond cirkel og forsøger flere gange at forsigtigt trække sig tilbage og bringe forholdet ned på et mere normalt niveau. Men igen er Blixen ikke til at tale fornuft til - det er et brud på pagten, og så må han tage konsekvensen og skrive sig ud af den igen.

Hun forlanger og forventer urimelige ting af ham - og muligvis også af andre i sin omgangskreds; et 'sidste brev' fra Bjørnvig foranlediger straks et svar. Hun nægter ganske enkelt at indse det uafvendelige - som en 'skinsyg koblerske', som Bjørnvig kalder hende. Havde det været i dag - og ikke for 50 år siden - ville hun være endt som en anden furie, der havde overhældt ham med SMS'er, emails osv. Hun spillede den forsmåede rolle så glimrende, at der til sidst ikke var andet for Bjørnvig at gøre end at offentliggøre bruddet på samme måde som en skilsmisse.

De havde intet med hinanden at gøre de sidste år af Blixens liv; han skrev romanen 12 år efter hendes død og 20 år efter deres brud. Han vender dog tilbage til Rungstedlund, og han fornægter aldrig det gode, der kom ud af deres venskab på trods af dets opslidende og altovervældende karakter. Som han slutter med at skrive i henhold til hendes citat om månen: "Det jeg vil erindre, når alt andet er glemt, er denne uhyre dragning."

Det var derfor meget interessant læsning med ikke så få litterære henvisninger til, hvordan Blixen benyttede sine værker til at efterlade mere eller mindre skjulte henvisninger til folk omkring hende. De misforstod dem bestemt ikke - selvom vi som læsere ikke har set den dybde af hendes værker. Jeg har altid fundet hende fascinerende på en dramatisk farlig måde - præcis som Bjørnvig - og det er virkelig ét af de få mennesker, jeg gerne ville have mødt... selvom det lyder lidt farligt for ens sjælefred!

4 comments:

Donald said...

Har du hørt eller læst nyeste biografiske oplysning om Karen Blixen's syfilis, nemlig at hun formodentlig var kureret for den allerede da hun kom hjem? Der var en redegørelse, enten i avisen "Information" eller i Radioen om at den kviksølvmedicin, som man brugte til at kurere syfilis faktisk var ret effektiv og at hendes symptomer i Danmark tyder på at hun var rask men havde alle bivirkningerne af at tage den farlige, giftige kviksølvmedicin.

Jeg forestiller mig at hun har været snobbet for at overleve, for at kunne færdes som ligeværdig iblandt de mennesker, som hun holdt af; nogle af hendes historier har så meget social forståelse, at man bliver rørt. På den anden side må man erkende, at hendes syn på de lokale i Kenya er meget nedladende.

I 60'erne oplevede jeg en amerikansk (klassisk) pianist Eugene Haynes, som boede i Gentofte hos en (meget ældre voksen) bekendt-familie og som kom til Danmark for at besøge Karen Blixen, der havde inviteret. Jeg tror han blev skuffet af flere grunde, hendes interesse skyldtes formentlig ren og skær nysgerrighed efter hvad forhold en farvet (jeg kan ikke lide udtrykket, men det er vist det korrekte) kan have til Europas klassiske musik.

Men jeg kan også se hendes holdninger som udslag af den selvdyrkelse, som du nævner (ved at sætte sig i gudens sted i citaterne). Men da ser jeg alligevel hendes historier som kærlige, forstående, accepterende, og baseret på en skematisk fortællekunst, som bliver fantastisk levende, når hun bryder de faste rammer, bryder mønsteret, med sine improvisationer.

Det var min femøre :-)

Nille said...

Donald,

Det var noget mere end en 5-øre synes jeg - tak for en meget interessant kommentar og vinkel på historien!

Jeg havde ikke hørt det om syfilisbehandlingen; men det tyder da i hvert fald på, at hun havde mén af det - og Bjørnvig skriver selv, at hun udtalte, at kærlighed ikke længere var muligt for hende (i fysisk forstand forstod jeg det) pga. sygdommen.

Mht. hendes syn på de farvede - som jeg er enig i er en problematisk ordstilling - så tror jeg faktisk ikke, at den var værre end så mange andre kolonialister i Afrika for snart 100 år siden? Jeg synes, at Mit Afrika flere steder giver udtryk for, at hun værdsætter dem mere som mennesker end mange andre udstationerede.

Det virker grotesk på os idag - men mange ting skete jo først meget sent. I Bruxelles under Verdensudstillingen i 1958 udstillede man congolesere i et bur for at vise dem frem!!! Det er kun 50 år siden - og Blixen var i Afrika for snart 100 år siden! Desuden ved jeg, at mange sorte i dag i Belgien stadig kæmper med de fordomme - jeg har haft det tæt på livet flere gange qua mit parforhold med en afrikaner.

Men hun var jo selvfølgelig influeret af hendes fine herkomst og datidens syn. Det var en fin historie om din oplevelse - og jeg kan faktisk også tænke mig, at hun har været nysgerrig af nostalgiske årsager?

At forlade Kenya var jo et dybt traume for hende - måske har det at se en sort mand (som der næppe har været mange af i DK i 1960'erne?) været en mulighed for hende til at føle sig lidt hensat til Kenya?

Jeg er som dig også meget begejstret for hendes skriverier - og jeg tror, at hun var et overmåde intelligent og intellektuelt men også misforstået menneske; jeg skal i gang med at læse hendes Eventyr igen til vinter.

Tak igen for dine meget interessante ord!

Søren said...

I slutfirserne eller starten af 90'erne, var der en kæderække af "unge" mænd, der beskrev deres forhold til Karen Blixen. Jeg læste aldrig bøgerne, men fulgte anmeldelserne og debatten i Information. Er Bjørnvigs bog ikke fra den gang? Mener ham der var leder af Louisiana var en af de andre.

Jeg fik ærlig talt en afsky for "genren", jeg fandt den lettere nekrofil. Ved ikke hvorfor, men måske fordi kombinationen af en syg gammel manipulerende kvinde og en række virile unge mænd med litterære ambitioner, bare blev alt for kulørt og udspekuleret i min verden.

Christian Braad Thomsen har netop udgivet en bog om Blixen: http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE1073878/karen-blixen-var-fars-pige/

Hans strenge freudianske blik og analyser har jeg med stor fornøjelse læst i filmsammenhænge, så måske er han værd at konsultere, når man interesserer sig for emnet?

I øvrigt har jeg ligesom Donald læst mig til (og jeg har med vanlig omhu lige glemt hvor), at Blixens sygdom skyldtes de voldsomme syfilisbehandlinger, som vist bestod af en ordentlig dosis kviksølv, og at man faktisk aldrig har kunnet afklare, om hun led af syfilis eller ej.

Nille said...

Søren,

Bjørnvigs bog er fra 1974 så vidt jeg erindrer - men jeg kan sagtens følge dit indtryk af det lidt morbide nekrofile. Der har uden tvivl været magtmisbrug mellem Blixen og hendes unge beundrere - og begge veje vil jeg mene.

Braad Thomsens bog lyder interessant; det er jo som med mange biografier utroligt svært at skille tingene ad synes jeg. Det gør det jo heller ikke nemmere, når hovedpersonen er død og ikke kan forsvare sig.

Der kommer man jo igen tilbage til spekulationerne om hendes sygdom - indbildt eller reel? For hun var uden tvivl en person, der nød at oppeholde en vis aura af mystik omkring sin person - og der er vel ingen, der i dag reelt kan dokumentere om hun var syg eller ej?