Pagten - Thorkild Bjørnvig

• Dansk
• September 27-29
• 162 pages

Af Bjørnvig kendte jeg kun hans digte - og jeg havde ganske glemt hans særlige forhold til Karen Blixen; men på min Danmarksferie i august var jeg på Rungstedlund for første gang. Det var et spændende besøg; for som mange, der har læst noget af Blixen synes jeg, at hun er en fascinerende personlighed. Ganske givet også en af den slags personer, man enten hader eller elsker - og jeg tror faktisk, at hun selv ville - eller havde - det helt fint med det. Hun var næppe et gennemsnitsmenneske - tværtimod gjorde hun vel nærmest alt for at skille sig ud fra mængden på alle måder.

På Rungstedlund købte jeg så denne lille bog om Bjørnvigs og Blixens venskab; om deres særlige pagt og ikke mindst om hvilken enorm kraft hun havde på ham. Både i det positive og det negative - han har absolut været mærket af de relativt få år, det varede, resten af sit liv.

I slutningen af romanen citerer han en sætning Blixen havde skrevet til ham i et brev: "De Elementer, som har sand Føling med Maanen, maa finde sig i, eller tilgive denne, at denn drager dem med saa stærk en Rytme."

Som Bjørnvig selv pointerer, så var månen i dette tilfælde Blixen selv - ligesom hun også sendte ham bibelske citater, hvor hun satte sig selv i Guds sted. Hvor selvretfærdigt og opblæst tænker man så! Men uden at skulle gøre mig til ekspert i Blixen, så tror jeg, at der er flere årsager - blandt andet årsager, som Bjørnvig selv nævner selvfølgelig. Blixen vendte hjem fra Afrika som en knust kvinde; ikke alene var hun fysisk syg - hun havde mistet alt hun elskede... inklusive manden i sit liv. Bjørnvig nævner et sted, at Finch-Hatton muligvis var det eneste menneske Blixen havde anerkendt som værende på niveau med hende.

Som sagt fejlede hendes selvtillid absolut intet; men det er jo også et af kendetegnene ved syfilis, som hendes første mand havde givet hende, at man lider af tvangstanker og storhedsvanvid, som Corfitz Ulfeldt nogle århundreder inden var et glimrende eksempel på. I Blixens tilfælde udartede denne aparte personlighed, sammenkoblet med hendes personlige tragiske historie, sig til et ønske om at eje eller dominere Bjørnvig. Jeg tror ikke, at hun var fysisk forelsket i ham - men hun ville have ham for sig selv, og misundte ham hans liv udenfor Rungstedlund og så helst, at hans kone døde. Hun besad vist heller ikke megen finesse i sine udtalelser - det var bramfrit og klokkeklart.

Bjørnvig boede i flere perioder på Rungstedlund, hvor han skrev i den grønne stue, hvor Blixen også selv skrev om vinteren. Jeg kunne indsætte et billede af den - for på trods af forbud sneg jeg mig til at tage et ulovligt foto, da jeg var der... selvfølgelig uden blitz... men jeg kunne ikke lade være. Men jeg må nok hellere holde det væk herfra! Men der boede og skrev han altså; og så i perioder fik han nok af hendes forsøg på at holde ham i sit lille guldbur; at ville influere og dreje hans digtning i en bestemt retning.

Hun kunne jo være direkte modbydelig! Dybt sårende og krænkende - sikkert i et patetisk forsøg på at nedgøre ham, så han samtidig ville stå i et sentimentalt afhængighedsforhold til hende. Det var en pagt - den var reel, og underskrevet af begge parter; og på et tidspunkt, hvor Blixen fornemmer, at han glider væk fra hende forsøger hun endda at overbevise ham om, at de skal besegle den i blod. Det er jo en desperat kvindes værk! Bjørnvig realiserer da også, at det er en ond cirkel og forsøger flere gange at forsigtigt trække sig tilbage og bringe forholdet ned på et mere normalt niveau. Men igen er Blixen ikke til at tale fornuft til - det er et brud på pagten, og så må han tage konsekvensen og skrive sig ud af den igen.

Hun forlanger og forventer urimelige ting af ham - og muligvis også af andre i sin omgangskreds; et 'sidste brev' fra Bjørnvig foranlediger straks et svar. Hun nægter ganske enkelt at indse det uafvendelige - som en 'skinsyg koblerske', som Bjørnvig kalder hende. Havde det været i dag - og ikke for 50 år siden - ville hun være endt som en anden furie, der havde overhældt ham med SMS'er, emails osv. Hun spillede den forsmåede rolle så glimrende, at der til sidst ikke var andet for Bjørnvig at gøre end at offentliggøre bruddet på samme måde som en skilsmisse.

De havde intet med hinanden at gøre de sidste år af Blixens liv; han skrev romanen 12 år efter hendes død og 20 år efter deres brud. Han vender dog tilbage til Rungstedlund, og han fornægter aldrig det gode, der kom ud af deres venskab på trods af dets opslidende og altovervældende karakter. Som han slutter med at skrive i henhold til hendes citat om månen: "Det jeg vil erindre, når alt andet er glemt, er denne uhyre dragning."

Det var derfor meget interessant læsning med ikke så få litterære henvisninger til, hvordan Blixen benyttede sine værker til at efterlade mere eller mindre skjulte henvisninger til folk omkring hende. De misforstod dem bestemt ikke - selvom vi som læsere ikke har set den dybde af hendes værker. Jeg har altid fundet hende fascinerende på en dramatisk farlig måde - præcis som Bjørnvig - og det er virkelig ét af de få mennesker, jeg gerne ville have mødt... selvom det lyder lidt farligt for ens sjælefred!

Purge - Sofi Oksanen

• English
• September 24-26
• 390 pages
• Dansk titel: Renselse
• Titre français: Purge

Jeg har ikke tidligere læst nogle romaner, der omhandler emnet trafficking - ikke fordi, at jeg fornægter, at det finder sted. Snarere tværtimod! Det er så grusomt og barsk et emne, at det man ser og læser i medierne er rigeligt til at 'tilfredsstille' min nysgerrighed. Det kan ikke blive hverken værre eller bedre ved at omdanne det til prosa synes jeg. Sådan er det i og for sig også med krigshistorier, og alligevel er det stadig muligt at sætte ord på, som chokerer.

'Renselse' er en barsk oplevelse fra første færd; da den gamle estiske bondekone sidder i sit køkken og udlever en kamp med en flue, som beskrives nærmest minutiøst; da fornemmer man, at det er en gammel bondekone med styrke. Hun bor alene ude på landet, og chikaneres til tidert af områdets knægte - men det knækker hende absolut ikke. Hun har været igennem så meget, at stort set intet kan overraske hende længere. Indtil hun åbner døren og finder Zara liggende som en bylt udenfor.

De to kvinder - den unge og den gamle - sværmer mistroiske om hinanden; de forsøger at aflæse den andens hensigter samtidig med, at de hver især gør sig deres tanker om, hvor lidt eller meget de skal afsløre eller stole på den anden. For det er begge kvinder med en brutal bagage. Den gamle kone, Aliide, har gennemlevet krigen, tyskernes besættelse og indlemningen af Estland i URSS - hun har oplevet ydmygelser både fysisk og psykisk, som har hærdet hende; men prisen har været ubetalelig høj.

Zara er født i Vladivostok, og som mange andre på tiden for Murens fald er hendes store drøm at komme til Vesten og tjene penge. Hun falder i den lette fælde, og først for sent opdager hun, at hun er endt som luder i Tyskland, og må drikke og tage stoffer for at udholde livet og smerten. Men hun har stadig kræfterne til at drømme sig fri, og det er under en rejse med sin alfons, at hun stikker af i Estland og havner foran Aliides dør. Ikke tilfældigt - for Aliide er hendes mormors søster. Deres historier afsløres i skift, med spring frem og tilbage over 55 år.

Der er indtil flere generationer imellem de to kvinder; men de har visse ting til fælles - de er begge blevet knækket og ydmyget, men opgiver ikke undervejs deres tro på, at der findes et bedre liv derude. De er begge parate til at gøre stort set alt for at redde sig selv, når det virkelig brænder på. Aliides handlinger ses i historiens bagklogskab som kollaboration - og hun må leve med chikanen nu; Zaras desperate handling, da hun myrder en mand, er hendes sidste udvej ud af et umenneskeligt helvede.

De antager begge rollen af såvel bøddel som offer - i deres separate liv inden deres møde; men også i deres forhold til hinanden i de korte dage mødet varer. De er allerede ødelagte i sjælen; Aliide blev det for så mange år siden og Zara på blot en tysk nat, at de ikke formår at række ind til hinanden og indrømme, hvad de har været udsat for - men stille og roligt går det op for hver af dem, hvilken hemmelighed den anden kvinde bærer på. Bogen afsluttes med en slags 'bilag' som giver en helt ny vinkel på historien, så man ender med at sidde undrende tilbage - og ikke helt vide, om man reelt har forstået kompleksiteten i Aliide. Utroligt flot begået!

------------------------------------------------------------------------

La romancière finlandaise a reçu le Prix Littéraire Nordique pour son troisième roman, qu'elle avait d'abord écrit comme une pièce de théàtre. Et c'est un prix très mérité qui traite des sujets plus que sensibles et réussit à lier deux destins de femmes. C'est le premier roman sur le trafficking que je lis - non pas parce que le sujet ne m'intéresse pas; mais la réalité est suffisamment grotesque et douloureux que pour devoir en lire en fiction aussi.. je pensais! Mais Oksanen réussit ce pari - et elle réussit à mettre ce drame à côté des drames de guerre dans les pays baltes; région encore assez méconnu dans la littérature comtemporaine.

'Purge' est dûr de les premiers mot; on découvre la vieille paysanne qui poursuit une mouche dans sa cuisine et on sent la détermination et la volonté de la tuer. On sent que celle-ci est une femme de caractère et sans pitié. Elle vit seule à la campagne, et subit de temps en temps les attaques des gamins du village - mais elle résiste. Elle a déjà tout vu - plus rien ne peut réellement la choquer; jusqu'au jour où elle trouve le corps inerte de Zara devant sa porte.

Les deux femmes - la jeune et la vieille - se tournent autour; elles essaient de sentir les intentions de l'autre... mauvaises ou bonnes? Elles se demandent ce qu'elles doivent dévoiler de leurs vies et de leurs secrets ou si elles peuvent se faire confiance. Car les deux femmes ont des passés horribles avec des poids à porter. La vieille femme, Aliide, a traversé la guerre, l'occupation allemande et l'annexion de l'Estonie à l'URSS. Elle a été humiliée physiquement et psychologiquement, et elle s'est endurci; mais le prix à payer a été énorme.

Zara est née à Vladivostok, et comme beaucoup de jeunes filles à l'époque de la chute du mur elle rêve d'aller dans les pays de l'Ouest et gagner de l'argent. Elle tombe dans un piège facile, et que trop tard elle se rend compte qu'elle est une esclave prostituée qui doit se droguer et boire pour survivre dans un enfer sans pareil. Mais elle garde la force mentale de vouloir s'en sortir - et quand son bourreau l'emmène en voyage à Tallinn elle s'enfuit et finit devant la porte d'Aliide. Ce n'est pas un hasard - car Aliide est la soeur de sa grand-mère; leur histoire est devoilée dans l'histoire qui va et vient entre présent et passé à travers 55 ans.

Les deux femmes ont des âges différentes; mais elles ont des choses en commun. Chacune a été humiliée et détruite, mais elles ont su garder la foi qu'il y avait une vie meilleure - d'autres options. Elles sont prêtes à tout pour y arriver même si ça ne leur réussit pas. Aliide a certes vendu son âme et a collaboré - et elle vit avec sa punition sous forme de sa solitude et les attaques des jeunes garçons. Zara a tué un homme; c'était sa façon de pouvoir échapper à l'enfer - mais ça lui a aussi coupé toute possibilité de revoir sa famille.

Les deux femmes s'échangent les rôles de victime et de bourreau; elles les ont eu dans leur vie avant leur rencontre - mais dans la courte période qui dure leur rencontre elles assument chacune les deux rôles dans leur relation. Leurs âmes sont détruites depuis longtemps - pour Aliide lors d'une nuit dans sa jeunesse et pour Zara lors de sa première nuit allemande. Ca rend impossible d'aller vers l'autre et admettre ce qu'elles ont veçu et fait; mais à travers les gestes et les découvertes elles se rendent compte des secrets de l'autre.

Le livre se termine par une sorte d'appendices qui donne une nouvelle dimension à l'histoire et surtout au personnage d'Aliide. On en sort étonnée - une écriture très très forte; un beau roman.

La vie nouvelle - Orhan Pamuk

• French
• September 15-22
• 444 pages
• Dansk titel: Det nye liv

Jeg venter stadig tålmodigt på den franske oversættelse af Pamuks seneste roman; men det har tilsyneladende meget lange udsigter på trods af, at hans tidligere ellers har solgt mere end godt. I ventetiden fandt jeg så en af hans meget tidlige romaner - inden den store internationale berømmelse - fra 1994.

Det er ikke overraskende en usædvanlig bog; den er mere i stil med Den sorte bog end med fx Tavshedens hus, hvor der er en reel historie, udvikling og handling. Det er der selvfølgelig også i denne; men det foregår på en helt anden symbolsk måde, hvor man til tider spørger sig selv, om man skal læse ordene for pålydende eller overføre dem til en helt anden dimension... det trick, som Pamuk mestrer så glimrende. På nogle måder kan man anse den for en forløber til Den sorte bog; der er en enkelt person, som genopstår i Den sorte bog - svogeren Djelal, som skriver kronikker. Men det er først og fremmest stilen, som er meget nærliggende - Pamuk er stor fan af metafiktion!

Den unge Osman er 22 år gammel, og en ganske almindelig studerende, da han en dag ser en ung pige på universitetet. Han forelsker sig på stedet, og for at komme i kontakt med hende køber han den bog, som hun læste. Den hedder Det nye liv, og allerede fra første side er Osman overbevist om, at dette er et tegn til ham. At bogen er skrevet udelukkende til ham og, at den vil vise ham vejen til et nyt (og bedre) liv. Vi får ikke meget at vide om bogens handling; blot det store indtryk den gør på den unge mand, som straks opsøger den pigen, Djanan, for sammen med hende at finde dette nye liv.

Djanan er imidlertid forelsket i Mehmet, som også har læst bogen og mener at have fundet denne 'vej'. Men umiddelbart efter bliver Mehmet skudt ned på åben gade, og Osman begiver sig ud på en metaforisk rejse gennem Tyrkiet for at finde det nye liv, men også Djanan. Han tilbringer uendelige timer i gamle skramlende busser, som nærmest konsekvent ender i blodige trafikuheld - som Osman blot betragter og accepterer som en uundgåelig del af det at rejse med bus. Efter et sådant uheld møder han igen Djanan, og sammen opsøger de doktoren, som på fransk hedder Lefin (den fine); lægen er Mehmets far og i sin egen kamp for at finde sin søn, og få ham omvendt har han hyret et have af detektiver og startet en slags organisation/sekt, som skal bekæmpe al vestlig indflydelse.

Kontrasten mellem Øst og Vest er igen et Pamuk-tema; men det er ikke den eneste dualitet i denne bog. Det er også i mine øjne historien om, hvor lidt eller meget vi lader os påvirke af litteratur (eller anden kunst). Derfor er selve den mystiske bogs handling totalt irrelevant for denne romans handling, som den udspiller sig for Osman - men mod slutningen afsløres det mere og mere, at den omtalte bog måske slet ikke var så enestående som først antydet. Muligvis er det bare den unge mands nostalgi og længsel efter en barndom og en uskyldighed, som han følte, at han var ved at miste på det tidspunkt i sit liv, hvor han studerer?

Da Osman på et tidspunkt vender tilbage til lægens hus efter en hasarderet rundrejse, hvor han endelig finder Mehmet, er Djanan forsvundet. Han rejser desillusioneret tilbage til Istanbul, og genoptager sit tidligere liv; indtil han 14 år senere beslutter sig for en sidste gang at forsøge at opklare mysteriet om bogen. Det bliver igen en kaotisk rejse for ham psykisk, hvor man fornemmer, at han endelig kommer overens med sig selv og formår at skille fakta fra fiktion. Det er slutningen på en mental dannelsesrejse.

Øst og Vest går som sagt igen - men jeg bliver pudsigt nok aldrig træt af at læse det med Pamuks ord. Det er i denne historie også kontrasten mellem det rurale samfund og storbyerne, hvor den moderne vestlige verden vinder nemmere indpas - det er den kontrast mellem vores barndom og dens minder sat op imod de produkter, de med tiden erstattes med. Man kan til tider undre sig over, hvor han overhovedet vil hen med denne bog - som i Den sorte bog kan der bruges mange sider på uendelig lidt handling. Men også den læsning er kun lutter nydelse for mig - jeg er og bliver inkarneret Pamuk-fan... så den næste må godt snart blive oversat!

-----------------------------------------------------------------------

Le dernier roman de Pamuk, Le musée de l'innocence, n'est toujours pas traduit en français - le temps d'attente est interminable!!! Donc pour faire passer le temps j'ai trouvé un livre plus ancien mais que je n'avais pas lu. Celui-ci date de 1994 donc avant qu'il soit mondialement connu dans l'Occident et avant le Prix Nobel. Néanmoins il en vaut largement la peine si on aime sa façon d'écrire.

Comme beaucoup de ses livres il est tout à fait surprenant; plutôt dans la lignée du Livre noir que La maison du silence où il y a beaucoup de personnages et une action et dialogue plus tangible. Il y a bel et bien une histoire, mais parfois on se demande si elle se passe dans les faits sur les pages ou dans une autre dimension cachée et plus symbolique - c'est comme d'habitude la marque de fabrique de Pamuk!

Il ressemble dans ce sens au Livre Noir, et il y a au moins une personne qu'on rencontre dans ce livre qui a été écrit après celui-ci - Djelal Salik, le beau-frère du héros du Livre Noir. Les deux histoires se ressemblent aussi pour la quête que les héros poursuivent sans se soucier d'autre chose.

Le jeune Osman a vingt-deux ans et étudie à l'université quand il y voit une jeune fille, Djanan, dont il tombe amoureux sur le coup. Pour s'approcher d'elle il va acheter le livre qu'elle lisait et c'est une révélation totale. Osman est persuadé que le livre a été écrit pour lui uniquement; il s'appelle La vie nouvelle et il pense que le livre lui indiquera une autre vie à vivre - une vie meilleure et avec Djanan évidemment. On n'apprend rien sur le contenu du livre; mais cela est sans importance - c'est la facsination d'Osman qui fait l'histoire.

Il retrouve Djanan, mais celle-ci est amoureuse de Mehmet qui lui a fait découvrir le livre et Mehmet semble très au courant de cette vie nouvelle. Mais peu de temps après il est atteint par des balles en pleine rue et disparait ainsi que Djanan. Osman monte alors au hasard dans un car; et très vite il se trouve à sillonner les routes de campagne du pays. A la recherche des deux amis perdus et de la vie nouvelle. Il passe son temps dans des vieux cars qui finissent quasiment tous en accidents; cela ne semble pas le perturber - c'est comme une chose naturelle pour les cars.

Un jour après un tel accident il retrouve Djanan et ensemble ils arrivent chez le Docteur Lefin - le père de Mehmet. Il a mis des nombreux détectives à la recherche de son fils depuis des années pour le trouver, le ramener ou le tuer? Et il venère un monde ancien en créant un espèce de secte qui lutte contre l'influence de l'Occident. Car le contraste Orient/Occident est toujours là comme dans tous les livres de Pamuk. Mais à mes yeux ce n'est pas la seule dualité de ce livre.

C'est aussi l'histoire de comment et combien nous nous laissons influencer par les mots, les livres et les oeuvres d'art. Le contenu du livre mystérieux n'a donc pas d'importance; il sert de décor à l'histoire de la vie d'Osman qui est raconté. Vers la fin on se dit que finalement cette attirance forte pour la vie nouvelle était-il tout simplement qu'une nostalgie et envie de retrouver le monde et l'innocence de son enfance à un moment de sa vie où il doit passer à l'âge adulte?

Quand Osman à un moment retourne chez le docteur après encore une tournée du pays en car, Djanan a disparu. Il est desillusionné et il rentre chez lui et oublie sa quête; il se marie, travaille et mène une vie tout à fait normale. Mais quatorze ans plus tard il décide une nouvelle fois d'essayer d'élucider ce mystère après avoir trouvé des caramels de son enfance s'appelant aussi La vie nouvelle. Il reprend les cars, il va au fin fond du pays et de lui-même pour finalement se retrouver et réussir à séparer les faits de la fiction; son apprentissage est terminé et il comprend... tout.. à la fin; mais trop tard!

C'est un roman de métafiction aussi; Pamuk aime jouer avec ses lecteurs! C'est le contraste Orient et Occident mais aussi le contraste entre la grande ville et les villages où l'ancien monde survit encore et résiste aux produits occidentaux. C'est tout simplement un excellent roman; parfois on se demande où il va - mais rien que lire ses phrases procure un réel plaisir. Je suis un fan inconditionnel - je le sais! Et surtout très impatiente de lire le nouveau...

Her Fearful Symmetry - Audrey Niffenegger

• English
• September 8-14
• 482 pages
• Dansk titel: På den anden side
• Titre français: Les jumelles de Highgate

Niffeneggers første roman, The Time Travellers Wife, var en kæmpe succes - og er også i projektform som film. Det er god underholdning uden at være tung litteratur; og jeg forventede mig heller ikke hverken mere eller mindre af denne hendes anden roman.

Ligesom den første har den et stærkt element af uvirkelighed; de ting, hun beskriver, kan reelt set ikke lade sig gøre - men det danner basis for en god historie med overnaturlige hændelser som skelettet i historien. Det starter relativt trist og banalt med den 44-årige Elspeth Noblin, som dør af kræft og efterlader sin lidt yngre kæreste, Robert, som bor i lejligheden under hendes i en lille bygning tæt på en kirkegård udenfor London. Hendes testamente afslører, at hun har givet alt til sin tvillingesøsters to tvillingedøtre - dog med den finurlighed, at de ikke har set hinanden siden pigernes fødsel knap tyve år tidligere. Derudover må pigerne komme - men søsteren er forment adgang til lejligheden... de var jo ikke på talefod.

Men Elspeth fosvinder ikke ved sin død; hun svæver rundt i lejligheden som en ånd - eller et spøgelse om man vil. Som tiden går styrkes hun mere og mere, og kan til sidst kommunikere med pigerne, som nu er ankommet fra USA og med Robert. De to unge tvillinger lever i total symbiose, og deres første oplevelse på egne ben bliver skelsættende for dem. De er enæggede men med forskellige personligheder; Valentina er den mere usikre af dem, som efterhånden kvæles af søsteren, Julia, og vil ud af deres alt for tætte forhold.

Rundt om disse personer drejer også Martin, den dybt neurotiske overbo, hvis kone har forladt ham. Julia bliver tiltrukket af hans mærkelige sind, mens Valentina forelsker sig i Robert. Dette passer selvfølgelig ikke Elspeths spøgelse - hun affinder sig skidt med sin tilstand som død og glemt. Det hele tager en overraskende drejning, som er absolut naturstridig - men det er det jo også at kommunikere med spøgelser efter min mening. Det betyder dog ikke, at historien ikke er underholdende, hvis man udelukkende forholder sig til den uden at analysere disse overnaturlige fænomener.

Men jeg har et problem med slutningen! Jeg forventer absolut ikke altid en sort/hvid slutning - men i dette tilfælde synes jeg nu, at der er et altoverskyggende problem... Robert finder tilsyneladende en indlysende løsning på den desperate situation, han er havnet i. Men den var ikke indlysende for mig - og jeg kan slet ikke gætte mig til nogen som helst mulig udgang på det. Det er for åbent til min smag - men derudover var det god toglæsning i disse dage, hvor jeg har 4½ times transport dagligt.

--------------------------------------------------------------------------

Dans les commentaires sur amazon.fr on compare le roman à Levy et Musso; non sans faute; mais je suis sans doute un peu influencée par son premier roman, que j'avais trouvé original dans son approche du surnaturel et que je pense va faire un film rigolo. Pas très profond - mais comme avec ce deuxième roman il faut passer outre la raison et se dire que ces choses ne peuvent certes pas se passer en realité - mais que ça fait une bonne histoire.

Niffenegger reste dans le surnaturel avec un roman se jouant autour d'un cimetière et avec des fantômes partout - ou presque! Cela commence tout à fait normalement avec la mort d'un cancer d'Elspeth qui a 44 ans et laisse derrière elle un peptit copain un peu plus jeune qu'elle. Ils habitent dans le même immeuble jouxtant le cimetière et au-dessus il y a les voisins Martin et Marijke. Martin souffre de neuroses - de toutes sortes; et Marijke finit par le quitter après l'enterrement d'Elspeth.

Dans son testament on découvre qu'elle laisse tout à ses deux nièces aux Etats-Unis; elle ne les a vu qu'il y a 20 ans quand elle s'est brouillée avec sa soeur jumelle. La soeur a refait sa vie à Chicago avec son mari et leurs deux filles jumelles, qui arrivent donc à Londres pour vivre dans son appartement avec la condition que leur mère ne peut pas y mettre pied. Au fur et à mésure on comprend les raisons incroyables de cette embrouille - et il faut dire que c'est bien pensé quoique pas si original que ça dans un cas de jumelles.

Mais Elspeth ne disparait pas - elle continue d'exister dans son appart comme un esprit ou un fantôme; elle devient de plus en plus forte et finit par pouvoir communiquer avec Robert et les deux filles qui sont arrivées pour y vivre. Les filles sont assez différentes de tempérament et pendant que l'une, Julia, s'approche de Martin et veut le guérir à tout prix, l'autre, Valentina tombe amoureux de Robert. Ce qui ne plait évidemment pas beaucoup au fantôme d'Elspeth! Ni à Julia d'ailleurs qui prend mal la décision de Valentina de rompre les liens trop fusionnels entre elles.

Valentina est très intriguée par le monde de fantômes mais surtout d'Elspeth - sa concurrente directe même sous cette forme-là. Tout ça évolue dangereusement - bien sûr d'une manière totalement surnaturelle; mais l'histoire est surprenante. Mais - un grand bémol... la fin est vraiment trop ouverte à mon goût. Je n'ai pas de soucis avec des fins où le lecteur doit un peu deviner ou peu s'imaginer la fin qu'il veut. Mais ici on reste avec une grande question et je n'ai pas trouvé l'indice qui aurait dû être là quand Robert tout à coup voit la solution à sa situation desastreuse. Ou j'ai mal lu - ou ça n'y est pas! Mais une fin deçevante quand même.

A mon avis ce n'est pas que du Levy/Musso... un peu plus; sans toutefois être spectaculaire - mais très bien adapté à des longs trajets en transports communs.

The Lovely Bones - Alice Sebold

• English
• September 3-7
• 328 pages
• Dansk titel: Her fra min himmel
• Titre français: La nostalgie de l'ange

Umiddelbart lyder handlingen som noget, der er set før - eller portrætteret i film som fx Ghost... og denne roman er da netop også blevet filmatiseret, og bogen har derfor fået en ny opmærksomhed. Jeg foretrækker som sædvanlig bogen fremfor filmen, og jeg er bange for, at filmen i dette tilfælde også vil blive for Hollywood-sødsuppeagtig til min smag; det er svært at balancere i det univers, som Sebold skaber på skrift, tror jeg.

Susie Salmon er blot 14 år gammel, da hun bliver myrdet af en seriemorder; hun bliver parteret i småstykker og man finder kun hendes ene albue. Men Susie er kommet i sin egen lille himmel - en himmel, der er et billede af hendes foretrukne ting og omgivelser. Den tanke er selvfølgelig ikke utiltalende for nogle af os - men bogens budskab er ikke at tegne et rosenrødt skær af efterlivet og vores eventuelle muligheder for at være tilstede, og sende budskaber ned til de efterladte.

Faktisk kan Susies' familie ikke rigtigt fornemme hendes tilstedeværelse; faderen får hurtigt en fornemmelse af, at morderen er den lidt excentriske nabo - men politiet tror ham ikke. Lillebroderen, Buckley, tror, at han ser søsteren - men hendes søster Lindsey og moderen kæmper deres egne kampe for at komme over sorgen. Moderen, fordi hun ikke kan magte tabet, og søsteren fordi hun nu for evigt er den tilbageblevne søster, hvis fysiske lighed skriger i øjnene på alle. Det er et nok ikke usædvanligt billede af en familie, hvis sorg splitter dem ad fordi de ikke formår at samles i den.

Susie observerer - alt imens hun selv skal komme overens med det faktum, at hun er væk. At hun aldrig kommer til at opleve det som hendes søster oplever, som hun vokser sig ældre og 'overhaler' Susie. Det er med nostalgi - den franske titel siger det meget fint, synes jeg... "Englens nostalgi"; det er med tristhed, at Susie må arbejde med sin egen løsrivelse fra Jorden og hendes elskede - men stille og roligt erstattes tristheden af glæde over det liv, hun har haft og den måde, hvorpå hun har sat sine spor.

Det lyder selvfølgelig meget rosenrødt og klichéagtigt - men jeg havde ikke et billede af Himmel og Jord, da jeg læste. Snarere et billede af to scener, som ikke umiddelbart kan komme i berøring med hinanden - men hvis protagonister alligevel påvirkes og påvirker både den ene og den anden vej. Bogens idé er absolut original og jeg indrømmer gerne, at jeg kneb en tåre på sidste side... om filmen vil virke lige så stærkt er usikkert.

------------------------------------------------------------------------

Ce livre sort en ce moment au cinéma dans la version filmatisé - un pari osé à mon avis; car cela peut vite basculer dans le genre américain à l'eau de rose. L'univers et la façon d'observer est très particulier dans cette histoire de la petite Susie de 14 ans qui est assassinée par un tueur en série. Elle est découpée en petits morceaux dont on ne trouve qu'un coude.

Mais Susie n'a pas complètement disparue - elle est au Ciel; un univers à son image avec les choses qu'elle aime et avec l'option de suivre ce qui se passe en bas. Elle ne peut pas communiquer avec sa famille mais elle arrive de temps en temps à manifester sa présence - ou est-ce tout simplement le fait qu'elle leur manque et qu'un être disparu nous semble par moments présent?

Ils ne la ressentent pas tous... le père par moments et il sent aussi que le tueur est le voisin un peu bizarre; le petit-frère avec l'intuition d'un petit enfant dit la voir - mais la mère est submergée par sa perte et n'arrive pas à communiquer son deuil. Sa petite soeur, Lindsey, souffre aussi - elle est devenue la sosie survivante... celle qui rappelle la disparition de l'autre proche en âge et qui a perdu se propre identité au sein de la famille. C'est sans doute une histoire plus que banale d'une famille en deuil où chacun survit à sa manière - mais ici il y a Susie qui observe d'en haut avec une grande tristesse.

Il y a aussi la tristesse d'avoir disparue; la réalisation qu'il y a pleins de choses qu'elle ne fera jamais... et comme le temps passe et sa soeur grandit celle-là le fait à sa place. Les premiers amours où Susie suit le garçon qu'elle a juste eu le temps d'embrasser une première fois avant de mourir. Il y a donc de la nostalgie - mais la tristesse se transforme au fur et à mésure que Susie arrive à se détacher... on pourrait croire que les morts ont aussi leur travail de deuil à faire. Que même partis ils restent dans les parages pour s'assurer que les survivants s'en sortiront - évidemment une pensée 'agréable' mais une frontière fine à garder pour ne pas tomber dans trop de clichés.

Je pense que le livre le fait bien - quant au film j'ai du mal à m'imaginer les changements de décor; là cela pourrait vite devenir trop Ciel et Terre. Mais peut-être à voir - mais surtout après lecture du livre.

Le premier jour - Marc Levy

• French
• August 29 - September 1
• 496 pages

Il n'y a aucune excuse!!! Est-ce que cela compte que je partais en vacances, que je me trouvais à l'aéroport sans un livre et avec un vol à prendre? Non? Compréhensible! D'autant plus que je ne cesse de me le répéter - et visiblement je n'apprends rien!

Cette fois-ci Levy a decidé de sauter sur la vague Brown - à savoir les romans qui unit amour, mystère réligieux et mystique... une archéologue et un astrophysicien qui se (re)rencontre en se lançant dans la chasse aux morceaux d'une substance inconnue qui une fois mises bout à bout vont nous éclaircir sur les origines du monde et du premier homme sur terre.

On ne pense sérieusement pas qu'il puisse tomber plus bas - mais à chaque fois je suis étonnée. Là est bien la seule surprise - mais ça compte aussi! Il se dépasse sans cesse - malheureusement pas dans le bon sens. Ce livre est en plus bourré des fautes factuelles... et le pire c'est qu'il a écrit une suite qui reprend visiblement là où celui-ci se termine. Je ne devrais vraiment pas le lire... mais vraiment pas! Je vais essayer de tenir ma parole cette fois-ci et faire mes adieux.