Le chevalier inexistant - Italo Calvino

• French
• June 1-2
• 168 pages
• Dansk titel: Ridderen, der ikke eksisterede

Endelig kom jeg til den sidste af Calvinos tre små romaner, som tilsammen udgør trilogien Vores forfædre; og jeg er stadig lige betaget af hans utrolige og lidt vanvittige skrivestil. Jeg var umiddelbart ikke så begejstret som for Klatrebaronen og Den halverede vicomte, muligvis på grund af hans pessimisme? Men han formår stadig at gøre noget ret utroligt, synes jeg. Situationen er grotesk unormal, men Calvino skriver ud fra den forudsætning, så der i en verden på hovedet kan ske de mest banale, normale ting.

Denne roman foregår endnu tidligere end de andre - under Charlemagne og hans mange krige; da Charlemagne en dag inspicerer sine tropper, møder han ridderen Agilulfe - som ikke eksisterer. Der er en rustning, men den er ganske tom - og en stemme. Til gengæld er Agilulfe den mest pligtopfyldende soldat, som gør alt rigtigt, så det konstant får de andre til at fremstå ringere - og de bryder sig ikke synderligt om ham.

Så er der Gourdoulou, som eksisterer - faktisk så meget, at han tror, at han er en and, hvis han ser en and; en pære, hvis han står under et pæretræ; og desuden har så mange navne, at ingen kan hitte rede i det. Hans eneste problem er, at han ikke selv er sig sin eksistens bevidst. Det er lidt den samme dualitet i eksistensen, som Calvino benytter i den halverede vicomte - idéen om, at ingen af os er perfekte i os selv - og at et enkelt karaktertræk i overdreven grad får personligheden til at kamme over. Sammen udgør de det perfekte makkerpar på trods af deres uforenelighed - som Don Quijote og Sancho Panza!

Hans styrke er jo netop, at han tager en detalje i hver personnage nærmest; men trækker den så skarpt op, at det bliver lige så grotesk som hele den situation, han iscenesætter det i. Således er det selvfølgelig også her! Hæren har fastansatte tolke, som man ikke må dræbe - de skal oversætte de bandeord, der udveksles i duellerne ude ved fronten; og der er den kvindelige ridder, Bradamante (fint ordspil på fransk for elskerindes arme), som er lidt af en middelalderlig maneater. Men som selvfølgelig - da hun endelig bliver rigtigt forelsket - bliver det i Agilulfe, den uopnåelige.

Den er lidt mere dyster end de to tidligere romaner, synes jeg; men alligevel er der også en vis satire og humor i den. Calvino gør grin med den hellige gral, ridderne af det runde bord; men hovedtemaet er stadig det, som man på fransk så smukt kalder la condition humaine eller menneskets lod på dansk (efter Malraux' roman). Men jeg synes, at der er noget mere tankevækkende i den franske betegnelse - der er tale om mere end blot skæbnen. Condition er en betingelse, og Calvinos romaner handler tit om skæve personligheder, som selv vælger at være det som Klatrebaronen - eller vælger at trodse deres betingelser som den onde halvdel af vicomten.

I denne roman bliver den ikke-eksisterende ridder symbolet på moderne videnskab; perfektionismen uden følelser af kød og blod - men også en personificering af en slags apokalypseridder, som skal få os til at indse, at vi har brug for fantasi, poesi og drømme for at være menneskelige i modsætning til hans nøgterne og mekaniske tilstand. Vi har behov for litteraturen til at drømme os videre eller et andet sted hen; og han gør lidt op med videnskaben som værende den hellige gral i en måske endu mere skræmmende grad, da denne roman blev skrevet i 1959?

Hver især er de tre små romaner meget forskellige, og kan som sådan også læses vilkårligt og uafhængigt - men at nydelsen er stor ved dem alle er der ingen tvivl om.