Rejsen til nattens ende - Céline

• French
• November 12-25
• 505 pages
• Originaltitel: Voyage au bout de la nuit

Bukowski har engang sagt om denne bog, at det var den bedste bog skrevet de sidste totusinde år! I Frankrig er den jo en af de helt store klassikere - men efterhånden tror jeg, at jeg kender flere, der snakker om den end dem, som reelt har læst den. Ikke uden grund! Den krævede, at jeg tog mig tid til at komme ind i hans skrivestil - og hans voldsomme sprog. Den egner sig ikke til et par siders læsning hist og pist - som andre bøger, jeg uden problemer kan læse i sporvognen om morgenen. Céline kræver fuld opmærksomhed - og når det lykkes, så er det en fryd at læse.

Ikke at der overhovedet er noget frydefuldt over det! Hans protagonist, Bardamu, er en antihelt ganske enkelt. Hans livssyn er antioptimistisk, antiidealistisk og verden er i bund og grund et forfærdeligt sted at leve - og det handler kun om at hutle sig igennem til man endelig kan dø.

Muligvis stammer Bardamu's livslede fra den dag, han ser tropperne drage i krig - og lader sig rive med uden at vide, hvad krigen vil indebære. Hans møde med krigen bliver så voldsomt, at han fra den dag af forsøger at flygte - fra krigen og senere fra enhver form for ansvarlighed og mod. Han er nok den mest krysteragtige feje person, jeg har mødt i en bog... alt virker sort, ulideligt og trøstesløst. Men det hele beskrives med en særegen ironi, som man ikke kan undgå at lade sig opsluge af.

Sproget i sig selv er meget bemærkelsesværdigt for perioden - romanen udkom i 1932; og der er fransk slang, som jeg troede først var opfundet årtier senere. Interessant opdagelse sprogmæssigt - også med sine bratte brud og samtalesprog, som ikke var almindeligt i den tids dannelsesromaner.

For det er vel nærmest en moderne kynisk dannelsesrejse vi kommer med ud på - opdelt i forskellige antitemaer:

Antinationalismen i den første del af bogen, hvor vi er i skyttegravene i 1. Verdenskrig og efterfølgende i Bardamu's forsøg på at blive erklæret gal og uegnet som soldat. Hans syn på krigen er meget realistisk, og han kommer med nogle fantastisk rammende teser, som er universelt rigtige.

Antikolonialismen i den anden del, hvor han ender i Afrika; i Senegal, som dengang var en fransk koloni. Denne del havde jeg til gengæld meget svært ved og var lige ved at give op. Jeg glemte, at datiden havde et andet syn på kolonialisme - og Céline i særdeleshed muligvis med sine senere antisemitiske synspunkter. Det er på grænsen af, hvad jeg fysisk kan klare at læse... hvor 'negeren' omtales som 'den' eller 'det' - det var utroligt grænseoverskridende.

Antikapitalismen da han efter rejsen til Afrika ender i 1920'ernes USA. Efter krigen i en bekymringsløs tid for de rige - men i dyb fattigdom for de andre; tiden for industrialismen og konceptet af fabriksarbejdere, som fremstillet af Chaplin i Moderne Tider. Pudsigt nok bliver Bardamu her behandlet med den samme manglende respekt og som den moderne hvide slave, som han selv behandlede de indfødte i Afrika - uden, at det udløser nogle samvittighedskvaler hos ham. Det er gennemgående synes jeg - uanset, hvad der sker så reflekterer han ikke over sine handlinger til at udvikle sig som person. Han mangler simpelthen en samvittighed!

Anarkismen er et gennemgående træk uanset, hvor han befinder sig. Tanken om at skulle inddele samfundet i klasser er Céline meget imod; alligevel mener hans Bardamu selv at befinde sig på et niveau udenfor andres rækkevidde - ganske vist helt i bunden af hierarkiet; og det psykiske hierarki fordi han er nået til enden af natten... det ultimative mørke, som er menneskets inderste og oprigtigeste sjæl.

Bardamu's fornavn er Ferdinand - som Céline selv; og der er uden tvivl mange af hans egne synspunkter i denne roman. Man når allerede at ane hans racistiske holdninger - og hovedpersonen er læge som han selv. Céline arbejdede også både i USA og i Afrika - men det er ikke en selvbiografi... officielt!

Jeg havde meget glæde af at læse den anden halvdel - da vi var væk fra Afrika, og jeg samtidig grundet sygdom havde tid til at læse, lægge den fra mig og læse videre; men i større portioner. Det er nok sådan han skal læses. Det er uden tvivl også en roman, der skal genlæses for at få det fulde udbytte af den.