Glory Boughton er 38 år gammel, da hun som ugift lærerinde vender hjem til barndomshjemmet til den gamle fader; byens præst, som er gammel og døende. Hun konfronteres med barndommens minder om de syv søstre og brødre - især den fortabte søn Jack. Pludselig en dag får de et brev fra Jack, som meddeler, at han vil komme hjem igen - efter at have været væk fra hjemmet i tyve år og uden, at de vidste om han stadig var i live.
Jack er familiens sorte får; som barn var han den tavse dreng, som levede sit eget liv midt i den store præstefamilie. Han var ansvarlig for samtlige narrestreger på grænsen af loven i den lille by Gilead, som også er scenen for Robinson's tidligere roman for hvilken hun vandt Pulitzer-prisen. Faderens bedste ven, præsten Ames, er hovedpersonen i den roman og også en del af denne historie om tilgivelse, familieforhold, stolthed og småborgerlighed i en mellemamerikansk by i 1950'erne.
Jack og Glory nærmer sig hinanden med forsigtige skridt; hun er angst for at skræmme ham væk igen i frygt for, hvad det kan gøre ved faderen. Hun forsøger at trænge ind til ham og formår det på mange måder langt bedre end faderen, som aldrig har kunnet forstå sin søn og dennes manglende tro. Jack og faderen er uenige politisk - det er i perioden, hvor segregationen mellem sorte og hvide fører til utallige optøjer, som de ser på det nyerhvervede fjernsyn. Man fornemmer, at Jack forsøger at fremprovokore en diskussion og en indrømmelse af, hvor han har været de sidste mange år - men faderen vælger at ignorere det.
Jack vender sig mod Ames som en troens mand - men som ikke dømmer ham som sin søn; men heller ikke der får han afløb for de tanker, han tydeligvis har behov for at komme af med. Det driver ham ud i drikkeri igen, og Glory bruger al sin energi på at undskylde for ham, hjælpe ham uden at træde for nær - og samtidig tænke over sit eget mislykkede liv med en mand, som på mange måder minder hende om Jack... den utro, ustabile type, der udnytter kvinder og ikke er i stand til at give noget igen.
Men Jack har en kvinde i sit liv, som han elsker - og som han dagligt sender breve til. De kommer retur og overbeviser Jack om sin egen uduelighed; han indrømmer over for Glory, at kvindens familie ikke ser positivt på ham.
Da faderen svækkes tydeligt og bliver senil, er Jack parat til at give ham de indrømmelser, faderen har ventet så mange år på - men da kan han ikke længere genkende sin søn. De beslutter sig for at kalde de andre søskende hjem - og Jack vil ikke være der til den konfrontation. Han tager afsted - og umiddelbart efter kommer kvinden uanmeldt på besøg, og Glory forstår hele omfanget af det liv, hendes bror har levet i mange år. For sent.
Det er en meget gribende historie om de fordomme, der trivedes på den tid; de forhold mellem forældre og børn - selv voksne - som forhindrer dem i at tale ærligt til hinanden og lægge gamle historier bag sig. Barrierer, som aldrig kan nedbrydes på grund af facader, der skal opretholdes - og det er egentligt dybt tragisk men på en utroligt stille og dyb måde, der griber langt ind i én ved læsningen.
-----------------------------------------------------------------------
Marilynne Robinson a gagné le Prix Pulitzer pour son 2ème roman - Gilead - qui précède celui-ci mais qui se lit indépendamment. Les deux se passent dans une petite ville américaine au début des années 50, période où la segregation entre noirs et blancs donnaient des combats violents et qui marquait le début d'une fin pas facile à comprendre pour tout le monde qui ne connaissait le monde que tel - divisé.
La famille Boughton vit dans cette ville - le père pasteur et les huit enfants; aujourd'hui ils sont tous adultes et ont quitté la maison. Mais le père vieillit et c'est le devoir de Glory qui ne s'est jamais mariée de rentrer s'en occuper. Sa vie est ratée selon les valeurs de l'époque. Mais moins que la vie de Jack - le fils prodigue qui est parti depuis vingt ans on ne sait où.
Peu après son retour Jack envoie une lettre signalant son retour; il a des soucis mais ne veut pas en parler. Le père est content de le voir mais évite les sujets sensibles - les seuls qui auraient pu les approcher et permettre de s'expliquer. Glory y va doucement - par peur de le faire fuir et en voyant en lui l'homme qui a abusé d'elle sentimentalement depuis des années. Mais malgré tout ces deux se retrouvent dans leurs propres souffrances et destins tragiques hors des vies acceptées de l'époque.
Jack essaie de provoquer le père en parlant politique et en invoquant les emeutes entre noirs et blancs qu'ils regardent sur la petite télévision installée dès son retour. Le père réfuse et ainsi il réfuse aussi de comprendre que là est une partie de l'aveu que Jack a besoin de faire pour se soulager et devenir lui aux yeux de cette famille qui ne l'a jamais compris. Quand il veut finalement donner ce que le père attend de lui, celui-ci est trop malade et sénile et ne le reconnait plus.
On fait appeler les autres frères et soeurs et Jack décide alors de partir avant - estimant qu'il n'a pas sa place dans une famille en deuil. Après son départ Glory reçoit la visite de cette femme dont il parlait vaguement; qu'il disait aimer mais d'un amour impossible vu sa situation et l'opinion de la famille de la femme. Alors finalement elle comprend son frère en sachant qu'elle ne saura plus le trouver et qu'elle ne le verra sans doute plus jamais.
C'est un livre tragique et poignant; sur les non-dits des familles - peut-être plus encore dans cette famille réligieuse où les écarts des pensées n'ont pas leur place. Le manque de compréhension d'une autre façon de vivre - certes parfois pas dans les règles; mais même quand Jack s'est rangé il n'est jamais bon aux yeux du père. Ses efforts d'obtenir un pardon et se reconcilier sont vains... il y a trop de conventionnel et de fierté dans ce vieux pasteur qui ne veut pas faire des sacrifices. Finalement ils ont tous perdants chacun de leur manière.
4 comments:
Jeg har endnu ikke fået taget hul på hendes forfatterskab, og det forekommer mig at være lidt af en brist...Home lyder i hvert fald som en bog, jeg godt kunne tænke mig at læse!
Louise,
Jeg tror faktisk godt, at jeg kunne læse Gilead også! Umiddelbart vil jeg tro, at det er noget, du vil kunne lide.
Det er ikke morsomt ironisk - men i modsætning til den jeg læser nu, var det jo en ren børnebog ;-)
Jeg hadede virkelig Gilead. Den var noget så irriterende, og det har ikke givet mig så meget lyst til at læse videre i forfatterskabet, må jeg indrømme - selvom Home jo har fået fantastiske anmeldelser overalt. Hun skriver jo også dejligt, men hendes personer og selve de tanker der ligger bag de smukke ord står jeg af på. I hvert fald i Gilead.
@ Nille har du forresten set, at der er kommet en ny roman af Pamuk?
Carsten,
Jeg har læst lidt mere om Gilead nu - og jeg tror måske også, at det bliver lidt for meget indestængt amerikansk prædiken for min smag.
Der er episoder i Home, hvor det går lidt i stå og mangler lidt åbenhed. Men alt i alt ikke en dårlig bog - ikke uforglemmelig heller.
Jeg har set, at der er en ny Pamuk - og jeg har haft den i hænderne flere gange. Men den er desværre kun udkommet på engelsk - og nu har jeg jo vænnet mig til at læse Pamuk på fransk. Så jeg tøver lidt! Jeg håber, at den snart kommer på fransk - ellers overgiver jeg mig nok.
Post a Comment