Wednesday, November 4, 2009

Contours du jour qui vient - Léonora Miano


  • Français
  • November 2-3
  • 274 pages
  • Dansk titel: Kun oversat til svensk
Léonora Miano er absolut en lovende ung afrikansk forfatter - hvis man altså kan lide den slags litteratur. Hun er født i Cameroun, men flyttede til Frankrig i 1991, men hendes romaner foregår i Afrika - tit i et fiktivt land; sikkert fordi problemerne hun beskriver ikke henholder sig til hendes eget hjemland alene men til et helt kontinent.
Denne roman er hendes anden, og vandt i 2006 Goncourt-prisen for unge forfattere - som heller ikke er at kimse af!
Romanen foregår som sagt i det fiktive land, Mboasu - men mange af navnene og ordene er i douala; Camerouns sprog. Men ellers er det et lille afrikansk land, som der er så mange af... tidligere fransk koloni; plaget af borgerkrige og drab på europæere - og det kan minde om såvel Rwanda som Cameroun som andre lande i samme situation. En situation, hvor folket er fattige og desperate; de dør på gaden uden, at nogle rynker på næsen. Men de benytter også en anden mulighed for at skaffe føde til familien - de udstøder deres børn.
Den lille Musango er ni år, da hendes far dør. Hendes forældre var ikke gift og moderen får intet fra faderens velstående familie. Moderen er overbevist om, at Musango er besat af djævlen - og smider hende ud af huset. Hun driver rundt, finder kortvarigt hvile hos nogle franske nonner men må flygte, da de bliver angrebet af rebeller. Hun ender ude i junglen i et hus, hvor nogle religiøse fanatikere under dække af religion, holder unge kvinder fanget indtil de sendes til Europa for at arbejde som prostituerede.
Musango er blot tjenestepige og hendes liv er ikke så ringe, som det kunne være. Men hun vil væk! Hele bogen igennem taler hun til sin mor; hun vil genfinde sin mor og sikre sig, at denne virkelig vil forkaste hende - lidt ligesom Afrika som kontinent er Europa's udstødte barn. Hun skriver på en meget poetisk og smuk måde om afrikanske traditioner; om hendes ønske om at få et liv - men ikke i Europa, som så mange af de unge piger, der ikke aner, hvad der venter dem.
Musango er en lille pige med en voksens sjæl - som Afrika er ung i vores højtudviklede øjne, men besidder en urgammel sjæl med visdom, som vi ikke længere regner for noget. Musango skal igennem en renselsesrejse for at kunne komme til verden - en verden uden sin mor; en verden, hvor hun endelig kan acceptere sig selv som menneske med en værdighedd og ikke bare barnet, der blev smidt for døren.
Det er helt bestemt en fortjent pris; men måske ikke af bred interesse - i Frankrig er der selvfølgelig et ret stort publikum for den fransksprogede afrikanske litteratur, og jeg synes, at det er positivt, at hun oversættes til svensk.
-----------------------------------------------------------------------
Léonora Miano a reçu le Prox Goncourt des lycéens pour ce livre - son deuxième qui comme le premier se passe en Afrique dans un pays imaginaire - le Mboasu. Ce pays peut être chaque pays africain quasiment - avec un passé colonialiste (pour le Mboasu la France); ravagée par les guerres civiles et des meurtres sur les européens - cela peut rappeler le Rwanda autant que d'autres pays africains.
Musango est une petite fille de neuf ans qui se trouve dans la rue après la mort de son père. Ses parents n'étaient pas mariés; sa mère se contentant de vivre sous le toit de cet homme plus fortuné mais déjà marié et espèrant qu'un jour il la marierait. Hélas il meurt avant et la famille du père mets Musango et sa mère dans la rue.
Or commence la bataille quotidienne pour se nourrir et vite sa mère l'accuse d'être ensorcelée pour trouver l'excuse de s'en débarasser mais aussi pour exprimer la haine qu'elle ressent depuis des années envers cet enfant qui devait lui donner la richesse et l'assurance d'un mariage riche; mais qui a fini par reçevoir l'amour du père que la mère n'a pas eu. La mère l'expulse; elle devient l'enfant non voulu comme l'Afrique l'est devenu pour l'Europe dès qu'elle a posé des conditions de vie.
Musango erre dans le pays et se trouve captivée dans une cabane cachée dans le jungle où des fanatiques réligieux sous prétexte de purifier les jeunes filles, les violent avant de les envoyer en Europe pour devenir prostituées. Elle réussit enfin à s'échapper; et elle se mets à la quête de sa mère. Elle a besoin de la revoir; de se contronter à elle pour renaître ou enfin naître et avoir une existence.
Musango raconte sa vie de gamine de neuf à douze ans avec une grande poésie; c'est une fille avec l'âme d'une vieille - comme l'Afrique à nos yeux évolués est un enfant, mais pourtant possède une sagesse que nous avons longtemps oublié.
C'est un très beau petit livre... chaque livre que je lis sur ce continent me donne envie d'y retourner; même si c'est des vies dûres mais aussi avec tant de douceur.

4 comments:

Louise said...

Jeg har det altså svært med Afrika. Og som nævnt tidligere nærer jeg ingen synderlig interesse for kontinentet. Men når så jeg hører og læser om det ene og det andet vedr. Afrika, så er det jo alligevel lidt interessant som fx denne anmeldelse.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kom til at tænkte på The Constant Gardener, som jeg kun har set en gang. Der hulkede jeg til gengæld i timevis bagefter - nok derfor jeg ikke har set den igen.

Men den følelse beskriver egentlig meget godt mit "forhold" til Afrika. Ligegyldighed parret med klump i halsen over alt det forfærdelige blandet med noget, der kun kan karakteriseres som interesse.

Tjah. Det gav ikke mening ;-)

Nille said...

Louise,

Jeg har nok et andet forhold til Afrika - jeg har levet mange år med det kontinent som min europæiske hverdag!

Derfor giver din mening en mening - og min interesse også mening!

Jeg græd ikke over The Constant Gardener fordi den i mange henseende så det fra vores (hvides) synspunkt.

Jeg var mærket af film om Rwanda... det er et kontinent, som påvirker mig; det ved jeg - og derfor gør deres litteratur også. Men det er en fremmed litteratur, som måske er nemmere når man har haft det inde på livet?

Louise said...

Noget helt andet er - om end det også er lidt det samme - at jeg ofte føler mig draget af litteratur om slaveri, særligt i Amerika.

Men jeg forstår godt hvad du mener med fremmed litteratur, der kan være nemmere at "forholde" sig til/læse, når man har haft den inde på livet.

Nille said...

Louise,

Da jeg delte liv med en congoleser hørte jeg dagligt på, at tante dit og dat i Congo havde nedkaldt en forbandelse over deres familie i Belgien - og jeg grinte lidt (forsigtigt) af det. Men det var ramme alvor i deres øjne - på trods af, at de ellers var lige så europæiske som du og jeg.

Men det sidder i kulturen - og derfor læser jeg måske den slags bøger med andre øjne. Jeg skulle måske endda have læst dem inden jeg gav mig i kast med sådan et eventyr ;-)

Det ville have hjulpet på mange kulturelle uoverensstemmelser, tror jeg ;-)