- Fransk
- 19.-24. november
- 590 sider
- Dansk titel; Ikke oversat
Nogle franske forfattere kan sagtens drive én til en lille smule vanvid med deres prætentiøse intellektuelle skriverier. Julie Wolkenstein - som var et helt nyt bekendtskab for mig, tenderer lidt i den retning. Der, hvor man skriver for at skrive - og så må det forfærdeligt gerne handle om familiens aner og alle de skandaler, der tales om (og især ikke tales om) ved franske spiseborde.
Julie Wolkenstein har skrevet en mammutbog på næsten sekshundrede sider baseret på spekulationer. Men det finder læseren først ud af i den sidste tiendedel af romanen; og så følte jeg mig faktisk en anelse ført bag lyset!
Det hele starter, da hendes far dør i 2011. og hun blandt hans gemmer finder tolv sider tekst, som handler om hendes oldemor på fædrene side. En dame, som var årsag til, at familien i årtier har holdt ved et sommerhus på kysten i Normandiet. En dame, som tilsyneladende var stækrt religiøs, temmelig kolerisk - og havde fået fire børn (deriblandt Julies farfar). Denne skrivelse er skrevet af en gammel tante, som lever i den anden ende af Frankrig - og som Julie møder. Tanten har selv en fantastisk livshistorie, som hun malende fortæller Julie - som dog affærdiger den som en mulig løgnehistorie.
Men hun kommer hjem med oldemoderens dagbøger, og derudfra fortæller hun om dennes liv fra 1870 til hun dør i 1941. Om hendes barndom, hvor moderen dør ung. Om opdagelsen af, at moderen måske havde haft en blakket fortid. Om hendes ægteskab og dens ret så fysiske aspekt i en senvictoriansk tid. Om børnene og dem, hun mistede. Om en alderdom tilbragt ved det elskede hus ved havet.
Al dette ublandet forfatterens egne historier om ferierne i huset ved havet med hendes - elsker? Kæreste? Mand? I hvert fald en person, der ikke er der konstant og som pludselig ophører med at være en del af hendes liv.
Pludselig opdager man så, at der aldrig har været et besøg hos den gamle tante. Dermed heller ingen dagbog - og sandsynligvis heller ingen elsker/kæreste/mand. At det hele er pure opspind, og at melomanen ikke er den gamle tante, men hende selv.
Det er vel en forfatters frihed; men hvorfor så ikke ganske enkelt opdigte en historie? Her får det lidt karakter af en midaldrende neurotisk fraskilt kvinde, der opfinder en familiefortid, der kan skabe lidt røre i andedammen? Og så mistede jeg pludselig energien til reelt at koncentrere mig om slutningen - og om formålet med hele denne historie. Det var ellers til tider en fin historie - omend langtrukken ... måske som et udløb af forfatterens flyvske tanker for at få skabt denne oldemor, som hun måske har haft og som måske var som hun beskriver det. Men snarere slet slet ikke ...
2 comments:
Jeg læste for en del år siden Jean d'Ormesson's Til Guds velbehag (der ikke er nogen religiøs bog). Og fandt først efter læsningen ud af, at det var en roman, og ikke en autentisk slægts-biografi. Hvilket jeg var stensikker på, da jeg læste den.
Der stod godt nok "roman" på omslaget, men det tog jeg ikke for gode varer. Det var først bagefter, da jeg i mit fantastiske Michelin kort over hele Frankrig, hvor stort set hvert hus var med på, ikke kunne finde familieslottet, blev klar over, at der måtte være noget om udsagne "roman". Umiddelbart en stor skuffelse - men en fantastisk bog i et helt specielt sprog. - Undrer mig at du ikke har læst den eller noget af ham - formand (eller hvad det hedder) for akademiet i hvert fald engang).
Erik,
Jeg har skam læst Jean d'Ormesson men ikke i den periode, jeg har skrevet denne blog (siden 2007). Jeg har nu ikke læst den, du her beskriver - men vil da undersøge det nærmere.
Det må vel også være et kvalitetsstempel, at det er så godt beskrevet, at læseren ikke kan finde ud af, om det er fiktion eller virkelighed?
Eller måske som i dette tilfælde har han ladet sig inspirere kraftigt, men broderet videre på familiens potentielle historie?
Post a Comment