Isprinsessen - Camilla Läckberg

• Dansk
• December 30-31
• 362 pages
• Titre français: La Princesse des glaces

Intet billede denne gang, da det var en krimi foræret sammen med Femina. Og det er nok et glimrende publikum for den slags total uinteressante litteratur, hvis man endda kan kalde det litteratur.

Jeg vil ikke skrive mange linier om det - for det fortjener den bog ganske enkelt ikke. Selvfølgelig ville jeg aldrig selv have betalt for den og muligvis er min anmeldelse noget farvet af det synspunkt. Krimilit til husmødre uden intelligens - så enkelt kan det siges.

Det holdt til flyturen hjem og sofalæsning med krampetrækninger over dårlig oversættelse, trykfejl, stavefejl og mangel på forfatteregenskaber. Jeg duer bare ikke til bølgen af svenske krimidronninger...

---------------------------------------------------------------------------

Il y a forcement du mauvais dans la vague des polars suédois issus de la série noire des Actes Sud - celui-ci en est un exemple merveilleux! Un polar avec une histoire d'amour avec une fin prévisible et un langage ridicule et primaire.

Je l'ai eu en achetant un magazine féminin au Danemark - heureusement! Dépenser de l'argent pour ces pages aurait été de trop - tellement il était mauvais. Il suffisait pour lire dans l'avion et terminer ce dernier soir de l'année - mais rien de plus.

A eviter - malgré les éloges sur Amazon!

Eleanor of Aquitaine - Alison Weir

• Engelsk
• 20.-29. december
• 445 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg elsker historiske biografier, fordi jeg altid lærer en hel masse, som kan bruges i andre sammenhænge. Alison Weir er specielt god til at skrive biografier og især fokuserer hun på engelsk historie. Jeg har tidligere læst flere af hendes bøger om Englands historie - men i denne bog kom jeg noget længere tilbage end jeg har vane for.

Eleanor - eller med hendes franske navn Aliénor - var en fransk prinsesse fra dengang Frankrig blot var et lille stykke land omkring Paris. Hun stammede fra et af de andre kongedømmer i det nutidige Frankrig, og er født i 1122.

Hendes liv var mildest talt usædvanligt for en kvinde på den tid: hun blev gift med den franske konge - den rigtige der omkring Paris - men det var langtfra et lykkeligt ægteskab. Hun blev siden skilt og gift med den engelske konge Henry I. Hun fik 10 børn, hvilket næppe var usædvanligt - men det sidste da hun var 45 år gammel. Hun blandede sig i statssager og var med på det andet korstog til Jerusalem - og levede til hun blev 82 år gammel.

Der havde hun fostret 4 engelske konger - deriblandt den legendariske Richard Løvehjerte - og andre af hendes børn blev senere grundstenen til det franske kongedømme, som fortsatte til revolutionen.

Alison Weir's biografier er altid utroligt veldokumenterede - og det tager mig lang tid at komme igennem dem. Der skal tjekkes stamtavler og forbindelser - det kan jeg bruge uendelig tid på faktisk. Jeg fandt også en del interessante oplysninger, som knyttede sig til fransk historie og kompletterede det, jeg allerede ved... det er aldrig forgæves at læse lidt historisk faglitteratur, synes jeg!

Les larmes de Tarzan - Katarina Mazetti

• French
• December 15
• 277 pages
• Dansk titel: Kun i svensk originaltitel - Tarzans tårar

Der er ikke meget andet at foretage sig i denne vinterkulde end at grave sig ned i den varme sofa med en bog - og denne rakte lige til en morgentur til arbejdet og en lang aften med tekanden klar. Den var ikke så underholdende som den anden af hendes romaner - måske fordi konceptet gentages?

Mariana er en fattig alenemor med to børn; hendes mand er stukket af - og man fornemmer, at han måske ikke var helt rask. Han kontakter hende en gang i mellem og hun kan derfor ikke helt slippe ham. Imens forsøger hun at hutle sig igennem dagligdagen, hvor de tit knap nok ved, hvad de skal spise.

Janne er en ung rig succesfuld fyr, som ikke ved, hvad han skal gøre med alle sine penge. Han lever et ubekymret liv med forskellige tilfældige piger; men som i bund og grund keder ham. Han har dog aldrig forestillet sig et liv med børn med snotnæser og beskidt tøj. Indtil de en dag bogstaveligt talt falder over hinanden.

Historien fortælles igen på skift af de to - og til dels af de to børn; deres vidt forskellige syn på mange ting, deres vidt forskellige liv og Janne's uforståenhed overfor det faktum, at han gang på gang befinder sig foran Mariana's gadedør og pludselig ikke længere morer sig i sit overfladiske liv. Det ville egne sig glimrende til en komedie - det var underholdende læsning, som ikke rækker dybere. Alligevel må hun have en del succes, da stort set alle hendes bøger oversættes til fransk.

----------------------------------------------------------------------

Une journée froide parfaite pour se renfermer et lire un livre; tout le livre. Donc autant dire que ce n'était pas un livre difficile. Ce n'est pas du Marc Lévy - tout de même - mais c'est distrayant et rigolo. Peut-être un peu moins que l'autre livre que j'ai lu de cet auteur suédoise - mais cela vient sûrement du fait que la recette est la même (comme chez Marc Lévy!)

De nouveau on voit l'histoire racontée par les deux principales personnes. D'abord il y a Mariana, mère seule avec deux enfants. Elle travaille à mi-temps pour s'occuper aussi de ses enfants et souvent elle se demande comment elle fera pour payer les factures et acheter de quoi manger.

Janne est un jeune BCBG qui roule en voiture de sport et ne sait plus comment dépenser son argent. Il voit que des filles parfaites - mais ennuyantes! Par contre les gosses ce n'est pas son truc! C'est sale, ça crie... enfin... loin de son monde parfait. Jusqu'au jour où il tombe - littéralement - sur Mariana. Il n'arrive pas à l'oublier et malgré lui il se trouve sans cesse devant sa porte.

Mariana ne comprend pas ce qu'il leur veut; elle rigole quand il débarque avec de la nourriture pour riches. Janne ne croit pas au début qu'elle est vraiment pauvre - juste un peu bobo. Ils n'ont pas grand chose en commun - mais peu à peu ils construisent quelque chose; mais où chacun doit avaler sa fierté. C'est un livre amusant et facile - parfait pour en faire un film. Et parfait pour une soirée au canapé avec la tasse de thé bien au chaud!

Seule Venise - Claudie Gallay

• French
• December 13-14
• 302 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en fransk forfatter, som har stor succes i fransksprogede lande, men som desværre ikke er oversat. Denne roman er fra 2004, men jeg havde læst om den et sted - og det tog mig lidt tid at finde den... men jeg tror bestemt ikke, at det er den sidste roman jeg læser af denne forfatter.

Historien fortælles i små korte og præcise sætninger, der er skåret helt ind til benet! Den fortælles af den 40-årige kvinde, hvis kæreste har forladt hende. Efter at levet indelukket hos sig selv lige efter bruddet, beslutter hun en dag at hæve alle sine penge og tage toget til Venedig, hvor hun indlogerer sig på en lille pension.

På pensionen bor det unge elskende kunstnerpar og en gammel russisk prins, som hun hurtigt kommer tættere på. Hun møder også en ung boghandler, som låner hende bøger og fortæller hende om maleren Zoran Mušič, som bor i byen. Boghandleren er fascineret af denne maler's historie, og kvinden, som aldrig har været den store læser, fornemmer man, bliver pludselig grebet af historien. Hun gribes også af den aldrende prins' historie - om revolutionen, flugt, kærlighed og tab.

Det er et anderledes Venedig; ved juletid i regn og kulde... et Venedig, jeg også har set beskrevet i en anden fransk roman, og som giver lyst til at se byen på den årstid og ikke om sommeren fuld af turister, som er de eneste gange, jeg har været der.

Kvinden håber på en ny kærlighedshistorie, og det oplever hun på sin vis også - bare ikke den, hun håbede på. Hendes rejse var for at få en afslutning - og det får hun. Beskrevet med indlevelse og melankoli, så man føler man er hende.

----------------------------------------------------------------------

Une auteur qui pour moi était inconnue - néanmoins je cherche ce livre depuis quelque temps; j'avais lu des critiques quelque part malgré que le livre date du 2004. C'est un livre qui se lit très rapidement - les pages ne sont pas pleines; c'est écrit assez grand mais dans la belle qualité Babel que j'aime bien. Il y a pleins de petits chapitres remplis des phrases courtes, précises sans un seul mot superflu.

L'histoire est racontée par une femme de 40 ans qui a été quittée par son compagnon; après avoir pleuré un bon moment chez elle, elle vide son compte en banque et part à Venise. C'est l'hiver et ce n'est pas la Venise ni du carnaval avec ses couleurs et festivités, ni la Venise de l'été remplie de touristes - c'est une Venise grise et pluvieuse et déserte. Une Venise qui donne tellement envie de la voir vide et un peu melancholique.

Elle s'installe dans une petite pension où elle partage les chambres avec un couple d'amants et un vieux prince russe ayant surveçu à la révolution, une fuite en Europe pour se retrouver en fauteuil roulant presque mourant à Venise. Elle se lie d'amitié avec le vieux prince qui lui apprend à observer, à noter, à se rappeler - mais aussi le plaisir du vin, des livres, des histoires.

Le prince le pousse à rencontrer un libraire pour lequel elle ressent tout de suite quelque chose - peut-être parce qu'elle est seule et triste? Ils parlent du peintre Zoran Mušič et du livre 'La barbarie ordinaire' (qui est maintenant à lire!!!) - le peintre habite Venise et la femme essaie de le voir pour ainsi s'approcher du libraire. Elle veut une histoire d'amour.

Elle finira par quitter Venise - elle aurait eu son histoire d'amour; différente de ce qu'elle pensait - mais elle repartira reconstruite de ces vacances. Et le titre - est-ce qu'il veut dire qu'elle est seule à Venise? Malgré ses promenades seule dans la ville vide, elle n'est pas seule - elle se retrouve tous les soirs avec le prince qui ne peut sortir. Est-ce qu'il veut dire que 'seule Venise' est capable de faire oublier et d'avancer? Un peu de deux sans doute!

Non seulement il m'a donné envie de retourner à Venise, mais aussi de découvrir des livres et le peintre; mais ne le lisant on se sent dans ses pas pendant quelques heures. A observer et sentir à travers elle - et je pense que je vais lire d'autres romans d'elle.

Métronome - Lorànt Deutsch

• French
• December 8-12
• 377 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Dette er jo ikke en bog, der vil blive oversat til dansk; men hvilken glæde at læse. Måske især for sådan en mystisk én som jeg - der for det første elsker Paris mere end noget andet sted på jorden. Det er nok det sted, jeg føler mig mest hjemme - og hvor jeg kender stort set hvert gadehjørne.

Jeg har også den mani som Lorànt Deutsch med altid at undre mig over, hvorfor en gade hedder det eller det? Jeg går i historiens spor, og jeg kunne bruge årevis på at vende hver sten i den by. Lorànt Deutsch har gjort det på en utrolig interessant måde; der er 21 kapitler - et for hvert århundrede - og hvert kapitel bærer navnet på en metrostation.

Derigennem bevæger han sig op igennem den parisiske historie, og han undgår de mest trivielle fakta, som alle kender. Ydermere er der lagt stor (større) vægt på det første årtusinde, som jeg personligt kendte mindre til - og jeg lærte mange sjove fakta om byen, om gader og om rester af fortiden, der stadig er synlige i gadebilledet for os alle.

Det er en af årets absolutte topsælgere til de franske juletræer - og min udgave er allerede lovet lånt ud. Jeg har ikke læst nogle historiske faglitterære bøger i et godt stykke tid - og det er en genre, jeg holder meget af. En virkelig fantastisk bog - og der er taget noter til steder, der skal besøges nu!

-----------------------------------------------------------------------

Ce livre est un must pour tous qui aiment Paris! Il évite les clichés et les faits bien connus de tous pour nous emmener dans un voyage dans le temps absolument extraordinaire! Je me suis retrouvée dans la curiosité de Lorànt Deutsch et sa manière de s'approprier la ville - avec le respect et la révérence pour le passé, avec la curiosité de se promener et vivre la ville à pied en se démandant toujours pourquoi une telle rue porte un tel nom?

La structure est originale - en représentant les 21 siècles par 21 stations de métro significatives chacun de leur propre siècle, nous vivons Paris de ses débuts de Lutèce jusqu'à la ville telle que nous la connaissons aujourd'hui.

C'est un méli-mélo des faits historiques, des personnages historiques mélangés aux grands événements de l'histoire de Paris et de la France. Mais il y mèle aussi petits anecdotes et conseils pour revoir ces signes du passé dans les rues du Paris comtemporain. On sent que c'est quelqu'un passionnée par sa ville et son histoire - et qui connait les deux en profondeur.

J'ai surtout apprécié la partie du premier millénaire - une partie que je connaissais moins bien; mais le tout est à lire - et relire pour prendre des notes pour ses promenades dans la ville. Seul bémol - je crains que certains de trésors cachés qu'il a réussi à visiter, seront bien plus cachés face à la foule de visiteurs qui vont tenter leur chance. Mais même dehors il y a des belles choses à voir et à apprendre en s'armant de ce superbe livre.

L'intérieur de la nuit - Léonora Miano

• French
• December 6-7
• 214 pages
• Dansk titel: Oversat til svensk til Nattens inre

Jeg læste Miano omvendt - jeg startede med hendes anden roman for godt en måned siden; men den første stod allerede klar hjemme i reolen. Den er om muligt endnu stærkere end den første - og jeg er sikker på, at hun er en af de største nutidige afrikanske forfattere, som formår at formidle det kontinents historie, kontraster og traditioner uden at synke ned i selvmedlidenhed og fortærskede historier om kolonialisme.

'Nattens indre' handler om den unge kvinde Ayané, som kommer fra en lille landsby i det samme imaginære afrikanske land Mboasu som i den anden roman. Hendes stamme har altid levet afsondret fra byen - bortset fra mændene, som af nød drager til byen for at finde arbejde. Landsbyen drives således stort set som et matriarkalsk samfund. Ayané's forældre var atypiske - hendes far drog til byen, kom hjem med en 'fremmed', som han giftede sig med - og så blev han i landsbyen... og han nægtede at tage sig flere koner. Ayané's mor var derfor forhadt og frygtet - som en heks eller troldkone; og dette smittede af på Ayané, da hun voksede op.

Det hjalp heller ikke, at forældrene sendte hende til byen for at studere; og efter gymnasiet til Frankrig - et nærmest diffust koncept for landsbyfolket, som ikke kender til at forlade landsbyens hytter. Ayané vender tilbage til landsbyen, da hendes mor ligger for døden. Hun bliver ikke modtaget med åbne arme - men død skal respekteres, og de ældre kvinder tvinger hende til at opfylde sin rolle som afrikansk datter.

Derefter regner hun med at skulle rejse tilbage til Frankrig hurtigst muligt, og aldrig vende tilbage til det samfund, som hun aldrig har følt sig en del af. Men siden hun ankom har området omkring landsbyen været omringet af guerillasoldater, der vil starte en revolution for at samle landet efter, at det blev delt i nord og syd af kolonimagterne. Hun overvejer muligheder for at slippe igennem til fods, men for sent... for en aften står guerillahæren midt i landsbyen, mens Ayané sidder på udkig oppe i mangotræet.

Oppe fra træet er hun vidne til den tale de indfødte får leveret om det ægte Afrika, om de traditioner og den historie, de skal genskabe i fællesskab - men som kræver nogle ofre. Disse ofre ser hun også - både dem, som modsætter sig idéen og får et hurtigt hug med en machete... eller dem, som udvælges som offerlam for at blive stegt og indtaget som en slags hostie.

Men hun ser ikke det hele; hun så ikke det værste - og hun ved, at hun må forstå, før hun kan få fred i sin sjæl. Hun bliver nærmest drevet ud af landsbyen - men vender tilbage med en tante. Der bliver opgør mellem kvinder - men det er lige så meget Ayané's opgør med sig selv; hun har altid levet i en kultur, som hun ikke har dyrket. Hvilket er forstærket af hendes tid i Europa; og den opfattelse de andre i landsbyen har af hende som den fremmede. Det er en identitetskrise, men som også er kontinentets egen identitetskrise - opgøret mellem det nye og det gamle; urgamle værdier og traditioner og demokratiske principper uden overtro.

Miano formår at fortælle en historie gennem en person, som samtidig er hele symbolet på de konflikter og problemstillinger, som Afrika gennemgår som verdensdel med sin tunge historie. Det var en virkelig fantastisk bog, men også meget barsk!

----------------------------------------------------------------------

"L'intérieur de la nuit" - le premier roman de Miano - est encore plus puissant que son deuxième je trouve. Encore une fois elle arrive à décrire à la fois une histoire personnelle; mais vu avec du récul c'est aussi une image - une personification - des contrastes, des problèmes, des troubles d'un continent qui se cherche encore. Miano est sans doute une des voix les plus sincères et fortes d'une Afrique moderne - sans tomber dans le piège de toujours tout reprocher aux blancs; mais en racontant l'Afrique d'aujourd'hui avec ses multiples défis.

Dans son premier roman on se trouve déjà à Mboasu - ce pays imaginaire qui pourrait être tant de pays africains - dans un petit village perdu dans la brousse. Ici on vit à l'ancienne et seul les hommes s'aventurent vers la ville pour y trouver du travail. La vie au village est donc en grande partie une pouvoir matriarcale. La famille d'Ayané est différente; son père partait en ville, il en revenait avec une femme qu'il aimait et il restait au village. Il refusait de prendre d'autres femmes, et sa femme fût crainte et detestée parce qu'elle était une étrangère - et sa fille forcément une sorcière issue de ce mariage bizarre.

Quand elle grandit et est envoyé à l'école en ville ce n'est guère mieux; et pour finir elle part étudier en France. Ces comportements masculins ne plaisent pas aux femmes du village! Quand elle revient pour dire adieu à sa mère mourante, elle n'est donc pas accueillie les bras ouverts. Néanmoins les femmes lui apprend et lui force à remplir ses tâches de fille dans le processus de la mort; un moment important dans les rites des villageois.

Ensuite elle ne pense qu'à repartir! Mais des rebelles occupent les collines depuis quelques jours et elle ne peut sortir du village. Elle est cachée dans le manguier pour réfléchir à sa fuite, quand un soir les rebelles entrent au village. De là-haut elle voit - presque - tout...

Elle entend le discours bizarre du leader sur la réunification du pays du Nord et du Sud; elle voit les victimes - ceux qui réfusent de se taire mais pas ceux qui sont choisis comme l'agneau sacrificiel pour être cuit et servi comme hostie pour le rituel. Elle entend les cris; elle voit les morts après le départ des rebelles, mais personne ne veut lui raconter ce qui s'est passé - là aussi c'est une tradition pour préserver le village et la tribu. Elle réfléchit comme une occidentale dans son approche de vouloir la verité à tout prix.

Elle est forcée de quitter le village, mais elle revient avec sa tante; là c'est la confrontation entre les femmes - mais aussi pour Ayané de comprendre que ces rites ancestraux ont une importance qu'on ne peut ignorer ou interprêter de manière européenne dans la logique. Elle doit traverser cette crise d'identité en se cherchant... c'est une image parfaite de la crise d'identité de tout un continent aujourd'hui!

C'est un livre magnifique, puissant et terrifiant. Des images très fortes, mais une déscription incroyable des fonctionnements dans un milieu preservé dans un monde moderne!

L'homme qui voulait être heureux - Laurent Gounelle

• French
• December 3
• 221 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog var også en fødselsdagsgave - men det var ikke en bog, jeg nogensinde selv ville have købt. Den er skrevet af en tilsyneladende specialist indenfor personlig udvikling, og handler om en ung mand, som er på rejse i Bali, hvor han opsøger en gammel vismand.

Denne beder ham om at visualisere sig selv i forskellige situationer for at projicere sig selv hen i det liv, han gerne vil leve for at blive lykkelig. Desværre er det en gedigen samling lommefilosofi - og at bogen har fået så stor succes i Frankrig overgår min fantasi.

Jeg fandt intet - absolut intet - nyt; men at det skulle være nødvendigt at bruge 3 sider på at forklare læseren, hvad placebo-medicin er, vidner vist også om, at jeg ikke var i målgruppen. Jeg kom igennem den - men udelukkende fordi den var så overfladisk og hurtigt læst... ellers havde jeg lagt den fra mig.

----------------------------------------------------------------------

De la philo à deux balles! Que ce livre ait la prétention de se comparer à 'L'Alchimiste' me dépasse. Par ailleurs je n'étais pas impressionnée par le livre de Coelho non plus - ce sont des livres traitant des sujets sérieux mais d'une manière qu'un enfant de 5 ans les comprenne.

Quand j'ai vu qu'il a fallu à Gounelle presque trois pages pour expliquer la théorie de médicaments placébo, il était evident que je ne suis pas dans la cible de ce livre. Je ne comprends strictement pas les critiques tout emballés. Toutes les idées qu'il présente sont des évidences, des facilités - et on n'apprend vraiment rien de nouveau.

Heureusement il est aussi écrit en très grand et il est minuscule - écrit plus petit il ne devrait pas faire plus de cent pages; à peine quoi l'appeler un roman. Donc c'est une pure arnaque à mes yeux... je suis étonnée comment certains 'auteurs' arrivent à gagner de l'argent facile comme ça. L'histoire n'est pas crédible; le langage et la façon de parler qu'a le jeune homme face au sage n'est pas plausible. En bref - à éviter à tout prix!!!

Black Bazar - Alain Mabanckou

• French
• December 1-2
• 247 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er meget synd for en stor del af verdens læsere, at Alain Mabanckou ikke oversættes i stor stil til andre sprog. På den anden side ville lige præcis denne bog kunne oversættes; men den ville ikke længere give nogen mening for en dansker.

Alain Mabanckou er fra fransk Congo - det lille Congo-Brazzaville; han har skrevet en del bøger på fransk, og bor og underviser i dag i USA. Der er en stigende bølge af afrikanske forfattere, og fælles for mange af dem er, at de skriver om kolonialisme, forfærdelige menneskeskæbner men samtidig om den hjertevarme, der er på det kontinent. Mabanckou er det stik modsatte!!!

Han er ikke politisk korrekt! Hans bøger oser af selvironi og omfatter samtlige fordomme en franskmand (eller belgier) kan have om afrikanere. Det kan være usandsynligt grovkornet - men det er samtidig så godt ramt, at man er usandsynligt godt underholdt. For et par år siden så jeg en af hans tidligere romaner, som dog er oversat til svensk, opført som teaterstykke. Der var en del congolesere i salen - og de morede sig kongeligt over de stereotyper, som Mabanckou beskriver.

Black Bazar er ingen undtagelse - den handler om hovedpersonen, der skriver i første person, og er stolt af sin titel som sapeur. På fransk er en sapeur et begreb, som dækker over afrikanere fra visse lande og deres tøjstil. Det ville falde totalt til jorden i oversættelsen - ligesom hele Mabanckou's sprog er dobbelttydigt. Umiddelbart virker det banalt - men der er hundredevis af referencer til fransk litteratur, musik, kunst, politik... som da han et sted beskriver diktatur og siger, at de kommer med 'våben etcetera'. Det er titlen på en berømt antimilitaristisk sang af Gainsbourg - og den type eksempler er bogen fuld af.

At beskrive handlingen er derfor svær - men jeg har måttet holde mig tilbage for ikke at grine mig en mavepine til; der er karikaturer, som jeg kender alt alt for godt... og de er ikke overdrevede. Pudsigt nok slipper Mabanckou afsted med at gøre grin med sine landsmænd, samt en stor del af den sorte befolkning - flere af hans romaner opsættes til teater, og jeg håber, at denne følger trop.

Jeg har ventet i snart et år på, at den skulle udkomme i paperback - men nu holdt det ikke længere, og jeg fik den af veninden i fødselsdagsgave; og jeg ved, at hun nu venter på at låne den!

-----------------------------------------------------------------------

En se déplaçant du bar africain du 'Verre Cassé' et de la brousse de 'Mémoires d'un porc-épic' on retrouve dans ce roman Mabanckou décrivant les congolais - et les noirs en général - de Paris. Avec tout ce que cela entraine de politiquement pas correct et des caricatures stéréotypés - il me semble que personne à part Mabanckou maitrise vraiment cet art?

Dans la foulée des livres sortant du continent africains et écrit par des africains, on tourne souvent autour du sujet du colonisation, l'esclavage, le passé douloureux ou les génocides. Certes des sujets importants - et j'ai lu beaucoup de livres poignants; mais Mabanckou fait autre chose... il prend certains de ces mêmes sujets et il en rigole. Il ne se moque pas; et surtout pas de génocides - mais il caricature le black avec les préjugés qu'ont le blanc sur sa paresse, ses pouvoirs de séduction etc.

Fessologue est donc le raconteur de ce livre; il est congolais du Congo français et il vit dans un studio à Paris avec comme voisin le raciste qui n'arrête pas de lui faire savoir comme les noirs sont des sauvages - tout en étant antillais lui-même. Il y a toute la petite hierarchie des noirs - les antillais étant 'bien évidemment' plus blancs (lire intelligents) que les noirs africains... et même parmi eux il y a les ivoiriens, les angolais, les gabonais et j'en passe.

Fessologue est un sapeur - c'est le style de vie qu'il cultive plus que tout; les descriptions de Mabanckou font qu'on le voit devant soi... ses costumes limite ringards, ses Weston en lézard... quand il se promène dans le quartier des coiffeurs près du Château d'Eau. Il décrit tout ce microcosme africain qui vit dans un quartier de Paris, et où Fessologue a rencontré sa copine Couleur d'Origine avec qui il a une petite fille. Mais Couleur d'Origine le quitte - emportant avec elle la fille et elle rentre au pays avec son cousin, qui était peut-être un peu plus intime que ça?

Pour un sapeur congolais c'est un coup dévastateur - son égo de grand séducteur en souffre; et il est réellement abattu. Ses amis du bar du coin essaye de le sortir, il essaye de draguer d'autres filles - mais toujours est-il qu'il a été humilié... et par un black moins beau, moins élégant!

Il se mets donc à écrire et nous raconte toute cette histoire, mais aussi ses discussions avec l'arabe du coin, le voisin black raciste... et tout avec les jeux de mots, l'humour et l'autodérision habituels de Mabanckou. J'ai bien rigolé - il a un don réel pour capter les personnages et les rendre réalistes dans toute leur absurdité.