Ouragans tropicaux - Leonardo Padura

 

• Fransk
• 15.-19. maj
• 512 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Da endnu en Padura-krimi udkom, stod den øverst på listen - det er krimilæsning, der passer til mit temperament. Ikke for meget vold - slagsmål, blod, våben og alt det der. En hovedperson, der er så elskværdig - i ordets sande oprindelige betydning vel at mærke. Mario Conde er den fantastiske cubaner, der elsker sin hjemby Havana over alt på jorden, på trods af den daglige kamp for at tjene penge.

Nu er vi i foråret 2016. og Havana står overfor ikke mindre end to skelsættende begivenheder. Den amerikanske præsident Obama skal besøge landet som den første præsident i 88 år - og blot nogle dage senere kommer Rolling Stones for at give koncert. Det tager hele befolkningen som tegn på, at noget nyt er under opsejling - vinden vender, og snart vil embargoen blive hævet, pengene strømme ind i landet sammen med mad og alt det andet, de mangler.

Conde er anderledes realistisk, og bliver blot glad, da han får et job på en bar, hvor turisterne kommer med deres valuta - og tilsyneladende har masser af penge. Parallelt skriver han på en roman om Alberto Yarini - en cubaner, der styrede store dele af bordeldriften i Havana fra starten af det 20. århundrede.

Han havde politiske ambitioner, men blev dræbt i en konflikt med de franske bordelejere. I den fiktive version af den meget ægte Yarinis historie finder vi en politibetjent, der siges at være indblandet. Det er ham, der fortæller os historien som aflad inden sin død; det har tæret på ham i 50 år - og han stiller sig selv spørgsmålet om han har været en hæderlig mand?

Originaltitlen på Paduras roman er Persones decentes; og det passer fint på alle tre historier. Både den om Yarini og dn unge betjent, der udvikler et forhold der minder om Nick og Jays i The Great Gatsby.

På Condes egen historie som uanset hans mange fejl og mangler stadig vidner om et menneske, der har principper og integritet. Endelig også på selve mysteriet han skal opklare nu - en tidligere kommunistisk leder, der findes mutileret i sin lejlighed. Han har selv stået bag forfølgelsen af utallige kunstnere - og nu viser det sig at meget af den beslaglagte kunst hænger i hans lejlighed. Et par dage seneres findes hans tidligere svigersøn også myrdet og Conde bliver sat på sagen.

Historien skifter mellem 1910 og Yarini og 2016 og Conde, der forsøger at finde hoved og hale i de to mord, mens byen koger af ophidselse over de to besøg. 

Som flere andre af Paduras krimier kan man sagtens tænke, at den er for lang - og langtrukken. Og det er den sikkert også! Men det er også der vi finder den cubanske charme; langsomheden i livet i et land, hvor der er masser af tid. For præcis som Conde forudså det, så ændrede livet sig ikke radikalt efter 2016 og de to besøg.

Verdens vigtigste bog - Kristian Leth

 

• Dansk
• 13.-14. maj
• 302 sider

Det virker næsten forudbestemt, at denne bog var tilgængelig netop nu, hvor religion fylder så meget i mediebilledet med en ny pave. Det er en hændelse. som sker relativt sjældent at vælge en ny pave - og det får altid verden til at undres over kirkens magt og traditioner. Det får journalister til at stille spørgsmål om nødvendigheden af den katolske kirke i vores moderne verden - er fænomenet ganske enkelt ikke forældet og fastlåst i fordums tider?

Man skal måske blot besøge en kirke stort set hvor som helst syd for Alperne (og nord for Afrika) for at forstå, at for mange er det en del af en dagligdag - og dermed en del af fundamentet i deres liv. Jeg holder virkelig meget af at gå i kirke - og faktisk helst den katolske selvom jeg jo er opdraget protestantisk. Der er bare noget mere schwung over den katolske - og så er kunsten jo generelt langt mere interessant end i vore triste kirker.

Hvis jeg fik spørgsmålet om, hvad jeg ville tage med til en øde ø, er jeg heller ikke i tvivl - det ville være Bibelen. Som Kristian Leths titel indikerer, er det muligvis verdens vigtigste bog. Det kan andre religioner bestride - men Bibelen er ældre end Koranen; den er baseret på Torahen i Det Gamle Testamente - og ikke mindst er den nok en bedre base for de universelle historier, allegorier, værdier som vi alle genkender.

Det er også præmissen for bogen her - at uanset hvor "udviklede" vi selv mener vi er, så er vores principper og værdikodeks baseret på kristne grundprincipper, er er årtusinder gamle.

I de tolv kapitler kommer vi rundt om spørgsmål som 'Hvem var Jesus?', 'Hvem er Djævlen?' samt filoseringer over frelse, evigt liv og Himmerige osv. Det hele sættes ind i en kontekst, hvor Leth upartisk fører os igennem tiden med dens udvikling, opdagelser som burde stille os kritisk overfor den arkaiske version af verdens opstandese fx som vi læser i Bibelen. Men måske hænger det sammen? Måske er vores skræmmescenarier om Jordens snarlige undergang på grund af CO2-udslip ikke særlig fjern fra middelalderens frygt for den sorte pest som Guds straf? Det er den samme dualisme i kampen mellem det gode og det onde, og vi har de selv samme adfærdsmønstre.

Det er tydeligt, at Leth kender sin Bibel bedre end gennemsnittet. Jeg ville ønske at jeg havde stamina nok til at komme igennem det hele - men jeg finder altså Det Gamle Testamente ret tungt at komme igennem. På den anden side læser jeg så mange andre bøger - og for mig at se er næsten al litteratur udsprnget af Bibelen. Stort set alle scenarier, konflikter etc. findes jo i den bog - de er bare videreuviklet og fulgt med tiden. Det er netop konklusionen her - at kristendommen er i os, omkring os... overalt! Den er fundamentet for vores verden og kultur om vi vil det eller ej.

Det var virkelig interessant læsning; der var muligvis lidt for mange gentagelser af animisme som religion før kristendommen, og jeg blev ret træt af ordet omkalfatring, som bliver brugt et uanstændigt antal gange. Men derudover var jeg fascineret - og jeg blev oplyst!

J'emporterai le feu - Leïla Slimani

 

• Fransk
• 11.-12. maj
• 432 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg havde ikke tænkt mig at investere i tredje bind af Slimanis marokkanske familiesaga efter at have læst andet bind færdig; men så var den på biblioteket, og franske anmeldelser mente, at det var det bedste af de tre bind. Det er jeg til dels enig i.

Vi starter i 2021 - midt i en pandemi - hvor Mia, tredje generation af familien, er i en form for depression. Denne ramme åbner og lukker historien med et mindre kapitel som et intermezzo midt i bogen. Men ellers er vi tilbage til slutningen af 1970'erne, hvor Aicha og Mehdi får deres anden datter - Mias lillesøster, Ines. 

Mehdi arbejder for en bank, og er højt på strå i det marokkanske samfund, der indirekte styres fra kongepaladset. Amine og Mathilde er stadig på deres gård, men Amine ældes og bliver dement. Amines søster Selma lever stadig et uortodokst liv i forhold til normerne, og hendes tidligere elsker, Selim, er nu i New York.

Men historien fokuserer primært på Mia og Ines, som de vokser op i en tid, hvor racismen mod muslimer tager til i den vestlige verden. Begge piger flytter til Europa for at studere, og mødes der af den antipati, som fik fart på efter især 9/11. 

Der er nogle interessante betragtninger, som jo i bund og grund er præmissen for hele sagaen - dualiteten i deres liv. Dualiteten i deres ophav med en fransk mormor og en marokkansk morfar; en opdragelse med fransk som hovedsprog - de tidligere kolonialisters sprog. Deres uddannelse i Vesten som igen distancerer dem fra den almene befolkning. Deres splittelse er ret tydelig, og især Mias identitet lider under det. Ydermere er hun homoseksuel, hvilket jo er tabu i hjemlandet. Men det mangler igen dybde og afrunding!

Der er for mange stikture - som rejsen til USA, hvor de ser Selim - men det er en parentes, som aldrig afsluttes. Det meste af historien foregår kronologisk fra 1980 til starten af det nye årtusinde, og der mangler en kobling til prologen og epilogen som er tyve år senere. Jeg er på sin vis tilfreds med at have læst alle tre bøger, men jeg blev aldrig rigtigt begejstret som jeg var det for hendes debutroman.

Det er et kæmpe projekt hun gav sig i kast med, og der var nok for mange personer og bihandlinger til at få en helstøbt historie; emnet er ellers fantastisk og en ramme mange kan finde sig selv i med den dobbelte nationalitet, kultur og identitet.

Sommerfuglens stemme - Benjamin Koppel

 

• Dansk
• 9.-10. maj
• 448 sider

Benjamin Koppels debutroman Annas sang var en fryd for sjælen at læse, og jeg glædede mig til opfølgningen - hvis man kan kalde den det.

Det er stadig en historie om familien Koppelman, hvor det ikke er helt klart, hvor meget er opdigtet i forhold til hans egen families historie. Men det er en anden gren af familien end Anna; nu er det hovedpersonens, Alexander, egen mormor. 

Historien skifter mellem to perspektiver og fortællere for at mødes i de sidste kapitler. I slutningen af 2015 er Alexander og kæresten, Gry, i fertilitetsbehandling i København. De har været kærester i ti år, og rammer snart de fyrre år. Alexander er sanger, og underholder i TV ved et talentshow og optræder samtidig rundt omkring i landet. Det er et kunstnerliv med sprut, stoffer og slaphed. Gry forsøger at få Alexander til at tage ansvar; spise ordentligt og engagere sig i deres forsøg på at blive forældre. Men det er ikke nemt med en svigermor, der opfører sig som den diva, hun er og konstant kræver opmærksomhed uden nogen hensyntagen til deres privatliv. 

Indimellem historien om deres besøg på hospitalet, og Alexanders lade livsstil, møder vi Ruth, som er Annas kusine. Hun var også musiker i den store brogede Koppelman-familie, da hun i 1943 bliver deporteret til Theresienstadt - den lejr, hvor de danske jøder typisk blev sendt til. Hun sidder nu på et plejehjem i New York, og indtaler kassettebånd til det barnebarn, hun aldrig har mødt og dag efter dag udfolder hendes historie sig. Om lejren, om pinslerne, om den kærlighed hun også mødte der - og livet efter, hvor hun aldrig kom sig over traumerne.

Gry forsker i blandt andet traumer og en teori om, at de kan nedarves gennem generationer. Ruths traumer overføres til Lillian, Alexanders mor; og måske er det også derfor han ikke kan få styr på sine dæmoner? Det bliver en coming-of-age udvikling for Alexander, som ender med at rejse til USA for at møde den gamle dame. 

Trådene samles på alle mulige måder - men der er ikke de helt store overraskelser. Historien om Ruth er interessant, fordi den omhandler specifikt behandlingen af de danske jøder, som jo blev reddet af de hvide busser. Men jeg var ikke blæst bagover som med Annas sang.

Alexander og Lillian virker irriterende som personer, og selvom de begge udvikler sig for at få løst deres problemer, så virker det ikke helt overbevisende. Historierne om fertilitetsbehandlingen fylder forholdsmæssigt for meget for mig, og der er for mange ligegyldigheder som at nævne mærkerne på det tøj protagonisterne ifører sig. Hvorfor skal vi som læsere vide, at det er en Mads Nørgaard-jakke eller Paul Smith-sokker? Det virker som en blanding af product placement og namedropping!

I slutningen refereres der til Anna, som jo bor i Paris - og Alexander beslutter sig for at ville møde hende; derfor bliver det jo snarere en forløber til Annas sang, og som sådan ville man have været positivt overrasket over udviklingen i hans forfatterskab. Nu virker opfølgningen snarere som en lidt hul omgang, der rider på en bølge af succes. 

The Light of Paris - Eleanor Brown

 

• Engelsk
• 6.-8. maj
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde reserveret denne roman i november, da jeg netop var vendt hjem fra Paris og havde behov for at forlænge fornemmelsen af Paris lidt endnu. Den var vist blevet væk for dem, for det tog mange måneder - og det var vist ikke helt ventetiden værd.

Det er en historie, der kører i to spor - i nutiden, hvor Madeleine føler sig fanget i et ægteskab med den perfekte mand (i hendes mors og samfundets øjne i hvert fald) og i 1924, hvor hendes mormor, Margie,  var ung og rejste til Paris.

Vi er i det mondæne borgerlige USA, hvor det stadig er en ting at præsentere unge piger ved debutantballer - for både Madeleine og Margie - og man bruger sin tid på velgørenhed og ægteskabet.

Margie er 24 år og ugift i 1924, da hun afslår et frieri, og bliver sendt til Europa som anstandsdame for sin unge iltre kusine. Kusinen har dog ikke i sinde at lade sig overvåge af den kedelige Margie, og lader hende i stikken. I stedet får hun et job, opdager Paris og bliver venner med kunstnere. Hun "folder sig ud" og "blomstrer op".

Madeleine har giftet sig med en succesrig egoist, der kun vil have hendes navn og penge. Hun har opgivet sin drøm om at skrive, og da ægteskabet halter, tager hun hjem til moderen. Der finder hun mormoderens dagbøger fra Paris, og således får vi de to historier i parallelle spor.

Det er så forudsigeligt, at man græmmes! Madeleine begynder at skrive igen, og "blomstrer op". Hun møder en ny mand, og tager alle teenagealderens opgør med sin mor - 20 år for sent. Hun opdager sandheden om mormoderen - og at hendes morfar ikke var hendes biologiske morfar; men det halter noget med de psykologiske beskrivelser af kvinderne.

Det er en feel-good bog, der virkelig trak i langdrag for mig - ikke mindst fordi man kender slutningen ret tidligt i historien. 

Christian 4. og kvinderne - Hans Gregersen

 

• Dansk
• 3.-5. maj
• 362 sider

Som mange andre danskere er Christian IV nok den konge, jeg kender mest indgående - måske endda lidt mere end gennemsnittet med min særlige historiske interesse. Derudover har jeg fra barnsben haft en stor kærlighed til hans datter, Leonora Christina og hele denne periode i dansk historie.

Jeg har læst stort set alle biografier, der er skrevet om dem begge - men der kommer stadig nye, og der er til stadighed nye vinkler på historien, som flere og flere arkiver åbnes og undersøges.

Christian 4. og kvinderne giver os nemlig et nyt tvist på historien til tider; udgangspunktet er nemlig hans kærlighedsliv som jo ikke var for sarte sjæle. Først det politiske ægteskab med en tysk prinsesse, som forblev ret anonym i folkets øjne  - men som fødte de nødvendige tronarvinger inden hun døde. Dernæst den adelige Kirsten Munk, som indirekte påvirkede Danmarkshistorien. Hun fødte kongen en del børn, som han insisterede på at behandle næsten som de kongelige børn - og det fik fatale konsekvenser. Ikke blot var de forkælede og troede selv de havde samme rang som de kongelige børn; deres ægtefæller - især mændene - fik vist hurtigt fine fornemmelser. Tænk blot på Leonoras Corfitz Ulfeldt, som nærmest satte landet over styr - hvis han da ikke forsøgte at sælge det.

Endelig var der tjenestepigen Vibeke Kruse, som muligvis var den eneste, der oprigtigt elskede ham og tog sig af ham. Men da var kongen gammel, desillusioneret og ædt op af hævngerrighed overfor Kirsten Munk. Selvom bogen giver os glimt ind i det politiske liv omkring kongen - krigene, forhandlingerne, byggerierne - så får vi her meget mere viden om kvindernes tilværelse. Christian IV opgav nemlig ikke Kirsten Munk så nemt; i årevis efter deres brud omkring 1629-30, vedholdt han sine anklager og forsøg på en retssag; selvom han nu selv levede sammen med Vibeke Kruse. Begge kvinder måtte lide den tort at de efter deres død skulle skrives ud af historien ved ikke at få en fin grav, som han havde villet det.

Den nye konge, Frederik III, havde ikke meget til overs for eller fælles med sine mange halvsøskende - og deres mødre var ikke den ære værdig. 

Udover denne tråd i bogen, hører vi igen om Christian IV's nærmest maniske engagement i alt stort og småt fra bygninger af slotte til hønsehuse og indblanding i husholdningsregnskabet og børnenes klæder. Forfatteren mener, at man i dag ville kunne give ham en ADHD-diagnose - og det er meget muligt; i hvert fald var han energisk og passioneret. I krig og kærlighed!

En glimrende opdateret bog med nye vinkler, der også trækker tråde til vor tid.

Wild - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 1.-2. maj
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Mit kendskab til Kristin Hannah er relativt nyt, og det er vist både lidt nemmere underholdning som i Another Life og mere samfundskritisk litteratur som i De fire vinde. Jeg stod i kø til Nattergalen, men læste så nogle lammende anmeldelser af den - et stort problem lader til at være akkuratessen i forhold til den tidsperiode den skildrer. Den slags har jeg absolut ingen tålmodighed med, og det blev i stedet til denne ældre roman, som er genudgivet, da hendes internationale succes tog fart.

Det er en blanding af de to ovennævnte vil jeg mene; der er den romantiske historie om psykiateren Julia, der mister troen på sine evner efter en retssag, hvor en tidligere patient ender med at dræbe nogle teenagere. Hendes søster, Ellie, er politibetjent i en lille provinsby på den amerikanske vestkyst, og ringer efter hende, da de pludselig får en usædvanlig sag at opklare. En lille pige er pludselig vandret ind i byen - rettere sagt op i et stort træ - og hun opfører sig som et utæmmet dyr. Det hjælper ikke, at hun bærer rundt på en ulveunge.

Julia får til opgave at opklare, hvem pigen er - hvilket jo først og fremmest kræver at få hende til at tale. Den lille pige er tydeligvis ikke vant til omgang med mennesker, og mangler alle sociale referencer. 

Fra hendes første diagnose af autisme finder hun efterhånden ud af, at pigen snarere går under kategorien feral child - altså et barn, der er vokset op ude i naturen og ikke kender til vores normer.

Det er både historien om Julias arbejde med pigen og til tider pigens stemme, der fortæller sin version. Det er historien om eftersøgningen efter hendes forældre - og de problemer, der opstår, da Julia skal indse, at hun må skille sig af med pigen.

Parallelt er der den temmelig åbenlyse og alt for rosenrøde historie om den smukke læge i byen, som også bærer på sine traumer. Det hele rundes af med en slutning, der er en Hollywood-film værdig.

Det var nem underholdning; de sidste mere end trehundrede sider læste jeg på én dag. Det er ikke på samme gode niveau som De fire vinde, og bærer i høj grad præg af at være en tidlig roman. Ideen om de vilde børn var dog interessant og det fik mig til at læse mere om de kendte tilfælde af disse.

Fluernes Herre - William Golding

 

• Engelsk
• 28.-29. april
• 256 sider
• Originaltitel: Lord of the Flies

Jeg kan erindre, at jeg læste denne klassiker i skolen - sikkert gymnasiet - men det er jo en del år siden.

Det, der jo er med klassikere er, at man kan læse dem på forskellige tidspunker og få forskellige oplevelser; ikke alene fordi man selv forandrer sig men fordi ydre faktorer også er i konstant forandring.

Denne udgave indledes med et forord af Stephen King, hvor han beskriver sit første møde med bogen. Han var en stor dreng, og bad den lokale bibliotekar om en bog, der beskrev, hvordan drenge virkelig var. I modsætning til hvordan datidens børnebøger beskrev dem som nysgerrige og måske lidt frække - men i sidste ende var moralen, at de lyttede til de voksne og var velopdragne. 

Men Golding beskriver jo netop, hvordan en flok drenge ville reagere uden voksne og uden regler.

Da jeg læste den som ung var det de elementer, der slog mig. Der er arketyperne af det gode og det onde. Ralph er lederen af den gruppe drenge, der strander på en øde ø efter et flystyrt. Han udstråler orden og autoritet, men måske lidt naiv. Han påvirkes af deres situation, og kan ikke bibeholde autoriteten overfor modstanderen Jack, da primitive instinkter tager over.

Jack derimod er inkarnationen af vold og brutal magt. Han overtager magten og finder konstant måder at retfærdiggøre de forfærdelige ulykker, der kommer til at koste nogle af drengene livet.

Rundt om Ralph og Jack er der Simon og Piggy; de to drenge, der hjælper Ralph uden at han til fulde værdsætter det. Piggy er klassens tykke dreng - ikke desto mindre er det hans briller, der hjælper dem til overlevelse ved at kunne lave ild. Simon er fornuftens stemme og de to støtter Ralph i alt.

Det er faktisk barsk læsning for store børn, tænker jeg. Det er selvfølgelig også en voksenroman som udgangspunkt, og som voksen læser ser man jo andre detaljer.

Da jeg genlæste den nu i den igangværende politiske kontekst bliver det til en foruroligende allegori. Øen bliver symbolet på verden som et mikrokosmos med alliancer, der opbygges og brydes. Den gængse orden nedbrydes, og brutal magt overtager styret af frygt.

Så bogen har jo ikke ændret sig; det har jeg - og verden. Goldings skræmmescenarie virker faretruende aktuelt. Uanset hvordan eller hvornår man læser den, er det en stærk bog.

Seven Empty Houses - Samanta Schweblin

 

• Engelsk
• 27. april
• 208 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En novellesamling jeg udelukkende valgte, da den i længere tid har ligget på bordet over anbefalede engelske bøger på biblioteket. Jeg vidste faktisk ikke, at det var noveller før jeg kom hjem - og det er heller ikke min yndlingslæsning. Endelig opdagede jeg, at den er oversat fra spansk til engelsk. Pyt, jeg havde behov for lidt lettere læsning måske efter den lidt hårde\krimi.

Emnet for alle de syv noveller er gennemgående ret dystert; husene i titlen skal ses både i bogstavelig og overført forstand. De fleste historier er relativt korte med en enkelt central historie, der fylder knap halvdelen af bogen.

Der er som sagt huse i historierne. Huse, som besøges af en mor og hendes voksne datter uden en egentlig forklaring. Huse, som bliver til et fængsel for minder om døde børn, alt for lange ægteskaber og alderdommen, der trykker. Men de virker på mig alle for ufuldkomne, og mangler en afrunding. Jeg tror muligvis, at forfatterens sydamerikanske rødder er en af grundene - den stil er mere fremtrædende i sydamerikanske forfattere - tænk blot Garcia Marquez! Men oversat til engelsk falder magien væk.

En enkelt historie synes jeg fremstår lidt mere helstøbt men overordnet var de for overfladiske og det var en tynd og hurtig lille bog, der skuffede.

Okavango - Caryl Férey

 

• Fransk
• 24.-27. april
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke læst Caryl Féreys krimier siden 2016; dels er jeg ikke god til at læse krimier - dels løb jeg lidt tør i hans stil. Men jeg faldt alligevel for fristelsen, da denne igen foregik i Afrika som i Zulu, som nok er hans bedste krimi.

Denne gang er vi i grænseområdet mellem Namibia, Botswana og Angola, hvor et stort naturreservat deles af de tre lande. Dyrenes grænser er flydende, da der er skabt korridorer, der passer til deres habitat og overvågningen varetages af soldater fra alle tre lande i det område vi også kender som Kalahari.

En af de store lejre i området er Wild Bunch, der ejes af den hvide sydafrikaner John Latham. Han lever isoleret med en lokal stamme - san-folket - som han vil testamentere sine jorder til. Men nu findes der både døde dyr og mennesker i reservatet. De lokale krybskyttejægere tilkaldes - officeren Solanah og hendes hjælper, Seth. Solanah er gift med chefen, og deres forhold er i en krise. Da hun møder John fascineres hun af ham - men hun stoler absolut ikke på hans historie om den hvide frelser, der vil give alt væk til del lokale.

Féreys roman er ligesom flere af hans tidligere en slags geopolitisk krimi; vi bliver indført i de konflikter, der har præget området i årtier - postkolonialismen, borgerkrige, stammeopgør og det internationale marked for truede dyrearter. Netop det sidste er jægeren Du Plessis bagmande for; han har et netværk af krybskytter og kunder, der vil betale formuer for et nasehor, stødtænder eller nyde en løvesteak! Men han har også en fortid med Latham!

Problemet for mig er, at man relativt tidligt ved, hvordan intrigen er skruet sammen og derefter er det blot udrulningen af konfrontationerne; som er voldelige og detaljerede. Det er præcis samme problematik som i Mapuche, hvor det politiske budskab drukner og mudrer krimihistorien. Det hjælper så ikke for mig, at der ikke er noget overraskelsesmoment til sidst og jeg fandt den faktisk lidt langsommelig at komme igennem trods de interessante historier om savannen.

Le paradis caché - Luca Di Fulvio

 

• Fransk
• 19.-23. april
• 768 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har virkelig haft svært ved at finde mit læsegen efter rejsen til Firenze; der var alt for mange indtryk at bearbejde efter 36 museer på 6 dage! Men så havde jeg jo en dejlig italiensk roman, som ville være perfekt til formålet.

Jeg har været helt opslugt af Di Fulvios romaner fra den allerførste roman i 2018 til det, der nu er hans allersidste. Di Fulvio døde i maj 2023 af den forfærdelige sygdom ALS, og nu er det endegyldigt slut.

Jeg kunne ikke lade være med at se tegn i denne roman, som på nogle måder skilte sig ud fra de tidligere.

Vi er tilbage i Italien i det 17. århundrede, hvor den unge Daniele i 1610 mister sin mor som 5-årig. Det gør hans far sindssyg af sorg, og han sender drengen i kloster, hvor abbeden Thevet tager sig kærligt af ham. Netop da han ankommer findes en døende kvinde i fødsel og hun føder en lille pige i klosteret nærmest efter hun er udåndet, hvilket straks kaster en skygge over barnet. Thevet tager sig også af den lille pige, men da hendes køn bliver opdaget må han overlade hende til et nonnekloster. Hun bliver givet navnet Susanna.

Vi springer frem til 1633, hvor Susannas mand og deres tjenestepige findes myrdet - og hun anklages for at være en heks - og morder. Nu kommer inkvisitionen på spil med præsten Constantin Tron og hans trofaste tjener Paolo og Daniele melder sig som hendes forsvarer.

Daniele, Paolo og Susanna har alle deres barndom tilfælles; Daniele og Susanna var håbløst forelskede nogle år tidligere, men Tron fik Daniele til at mistro hende. Paolo på den anden side er forelsket i Tron, som selv er tryllebundet af Susanna - forbudt frugt for en præst, og han kæmper med sin samvittighed.

Der er lagt op til et voldsomt drama med Inkvisitionen og periodens heksejagter som baggrund.

Der er selvfølgelig en smuk bibelsk symbolik her - Daniele, Susanna og Tron minder os om historien om Susanna i badet fra Bibelen. Tron ser nemlig Susanna nøgen i et bad, da han først møder hende. 

 

Det er ikke hans bedste bog; langt fra faktisk. Der er lidt for mange klichéer og gentagelser af beskrivelser af personer - Paolos Botticelli-gyldne lange lokker, Susannas azurblå øjne osv. Men jeg ser det nu som tegnene på, at denne sidste roman nok var svær for ham at skrive som sygdommen skred frem, 

En anden markant forskel er slutningen. Der er altid en duel i kampen mellem de gode og de onde, de rige og de fattige - og det ender altid lykkeligt for hans protagonister. Det gør det ikke her. Daniele og Susanna når at finde hinanden og kærligheden når at sejre - men Daniele dør. Susanna ender på bålet og er ved at dø i flammerne inden hun reddes ud i sidste øjeblik - såret, forbrændt og i smerter - men hun kan se fremad. Bogen er dedikeret til hans hustru, og det siger vel nærmest alt så.

Jeg har nydt alle hans romaner; at denne var lidt svagere konstrueret kan jeg tilgive ham - og jeg vil savne, at der er ikke er en ny at se frem til.

Fire - John Boyne

 

• Engelsk
• 17. april
• 176 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Tredje bind i Boynes kvartet om elementerne er nået til ilden - efter vand og jord. Der er stadig en rød tråd igennem historierne - på flere måder.

Hovedpersonen her er Freya, som arbejder på afdelingen for brandsår som læge. Det er jo den første åbenlyse reference til elementet, men Freya leger i den grad også med ilden. Vi mødte hende perifert i Jord, hvor hun var jurymedlem i retssagen mod Evan. Det bliver blot mere ubehageligt, efterhånden som vi lærer hendes historie.

Freya var som 12-årig ude for et seksuelt overgreb begået af to drenge, der blot var et par år ældre end hende. Som voksen er hun single, og udenfor sin arbejdstid samler hun teenagedrenge op på gaden, og tager dem med hjem. Her voldtager hun dem som hævn for sin egen spolerede barndom. Men hun formår at få dem til at føle, at de har voldtaget hende - den klassiske historie om, at det altid er mænd, der voldtager kvinder.

Visse scenere og beskrivelser er virkelig barske; og det ender helt galt for i hvert fald én af de unge drenge, der ikke er parat til sin seksuelle debut. Men Freya kan ikke stoppe - ilden brænder!

Det bliver til en voldsomt ubehagelig fortælling; uden tvivl den stærkeste og mest ubehagelige af de tre bøger indtil videre. De handler jo alle om seksuelle overgreb - i Water er Vanessas mand anklaget for pædofili; i Earth anklages de to unge mænd for voldtægt - og nu er det Freya, der voldtager unge drenge. Hendes forklaring er, at hun hævner sig. At hun er blevet ødelagt af de traumatiserende oplevelser i barndommen, og det giver anledning til spørgsmålet om arv og miljø.

Gør hun det på grund af sin barndomsoplevelse eller er det i hendes natur? Hun fortæller os historien, så vi får sympati for hende. Alligevel er det så grænseoverskridende at læse om, at det virkelig rystede mig. I slutningen af historien brænder jorden virkelig under hende, og slutter med lidt af en cliffhanger.

Jeg kan virkelig ikke vente på, at sidste bind snart udkommer - jeg tror den på en måde vil binde nogle flere sløjfer på de tre historier. 

Contessina (La Saga des Médicis I) - Sarah Frydman

 

• Fransk
• 12.-15. april
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg ved, at jeg aldrig får læst på en city-trip; man er ude og besøge byen hele dagen - og om aftenen er man fyldt op af indtryk, og fysisk udmattet! Men jeg kan godt lide at have en bog eller flere med hjem som minde fra en by, og i Firenze er der jo rigeligt med historie at tage af. En trilogi jeg så i en del museumsbutikker var denne af Frydman, som jeg for nylig læste to bind om en jødisk families liv i det 19. og 20. århundrede. Jeg var begejstret - og hele trilogien kom med hjem som ferieminde. 

Det skulle desværre vise sig at være en noget anden kvalitet end den tidligere saga.

Firenze og Médici-familien er jo temmelig reelle; og absolut veldokumenterede. Det er selvfølgelig en forfatters ret at brodere lidt i historisk fiktion, men jeg forventer dog, at man overholder basale historiske fakta - såsom årstal. I dette første bind er vi i starten af det 15. århundrede, hvor familien begynder at gøre deres indflydelse i byen gældende i kraft af deres stigende rigdom. De er dog ikke adelige, og skiftet fra adelens magt til deres styre var ikke uden problemer.

Vi følger primært Cosimo og hans hustru Contessina, som var født adelig. I bogen sættes hun til at være født omkring år 1400, mens alle kilder angiver det til at være 1390 - altså samme alder som sin mand. Cosimos bror, Lorenzo, bliver gift med en anden ung adelig kvinde, som dog er forelsket i en ligeledes adelig, Rinaldo de Albizzi. De fremstilles som værende jævnaldrende - men Albizzi er ifølge samtlige kilder født i 1370 og altså årtier ældre end han fremstår i historien. Er det så troværdigt, at den unge kvinde sværmer for ham?

Endnu værre bliver det med Cosimo og Contessinas børn. Officielt havde de to børn - og han havde uægte børn - men i bogen har de fire børn (og et par sider længere fremme er det pludselig fem), og det ender med seks børn. Det forstår jeg slet ikke behovet for? Man kan brodere fiktive personer ind i en historie, men reelle personers liv er i mine øjne faktuelt som det var. Især når man taler om så veldokumenterede og kendte personligheder som denne familie. Jeg bliver virkelig irriteret over det historiske sjusk - jeg kendte nogle årstal og begyndte at undre mig. Så begynder jeg at dobbelttjekke alt for mange fakta, og så kan jeg se, at der ingen respekt er for at holde sig til historien - ikke den fiktive, men den virkelige historiske sandhed.

Der er for meget kærlighedsroman til min smag; der er for lidt om den historiske kontekst, selvom jeg genfandt nogle af de mange steder vi besøgte i sidste uge. Jeg startede på andet bind, og kunne allerede efter ganske få sider se, at de historiske fejl bare blev ved og ved. Jeg kan ikke acceptere, at man på den måde fordrejer fakta - folk er jo nu engang født når de er. Så med ærgrelse måtte jeg tage alle tre bind og smide dem ud. Spild af penge - men ikke mindst spild af min tid.

Nu couché - Dan Franck

 

• Fransk
• 31. marts - 3. april
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg for nylig læste Dan Francks biografi af Paris' kunstnermiljø, opdagede jeg jo, at jeg havde en roman stående. Jeg kunne ikke huske om jeg havde læst den, men det var den, der oprindelig gav Franck idéen til den mere faktuelle biografi, da han mente, der ville være for mange protagonister til en roman. Han skrev siden romanen færdig, og jeg erindrede ved starten, at der havde jeg været før - og givet op!

Han skulle nok holde sig til non-fiktion i min optik. Historien omhandler en ung russisk maler, der ankom til Paris i 1905. Her møder han hele slænget af bohemer, og turer rundt på byends berømte caféer selvom ingen af dem har en franc i lommen. Da 1. Verdenskrig starter melder en del af dem sig under de franske faner selvom de ikke har fransk statsborgerskab.

Vores hovedperson, Lev, drager også afsted men sendes hjem efter at være blevet såret i kamp. Han kommer hjem med ar på krop og sjæl. Værst er det, at han er ude af stand til at male. Han ser det for sig; han kan mærke håndens bevægelser omkring penslen - men ender med altid at tegne en kamæleon. 

Han er hjemsøgt af mareridt fra skyttegravene, og især de timer, hvor han lå sammen med en såret soldat, der i timevis kaldte på en kvinde. Hendes navn er blevet en besættelse for Lev, og han tror, at kun ved at finde hende kan han genfinde inspirationen og evnen til at male.

En virkelig absurd og slående scene er da vennerne - Modigliani, Soutine, Foujita, Apolillinaire osv. sammen beslutter sig for at hjælpe ham. Ud fra hans beskrivelser forsøger de at male hende, så alle kan lede efter hende. Det ender dog ikke lykkeligt for Lev; krigens traumer får ham til sidst til at begå selvmord. Hans inspiration kom aldrig tilbage.

Historien kunne jo principielt være interessant; men der er flere fejl i mine øjne. For det første hedder hovedpersonen Lev Korovine. Han er abslut fiktiv; men der var faktisk en russisk maler, der hed Konstantin Korovine. Han var også russer, men lidt ældre da han er født i 1861. Vores Lev må formodes at være i midten eller slutningen af tyverne, da krigen bryder ud i 1914. Men hvorfor vælge et navn, der er så tæt på og forvirrer? Der burde være rigeligt med russiske efternavne at tage af!

Det andet problem er vel nok det, som Franck selv opdagede. Han kunne ikke beslutte om det skulle være en roman eller en biografi. Alle skulle med. Alle, der på nogen mulig måde malede eller skrev i Paris i denne periode. Det er for mange mennesker. Det bliver for meget name-dropping omkring den eneste fiktive person, som er Lev. En hovedperson, han ikke formår at få til at fremstå helstøbt på grund af de mange reelle personer, der skal være plads til. Med dem har han reelle historier og karaktertræk at strikke ind i teksten, men det bliver på bekostning af hovedpersonen.

Det var en glimrende idé at flytte fokus til en biografi; men en knap så glimrende at fuldføre romanen.

I min tid - Ulla Terkelsen

 

• Dansk
• 29.-30. marts
• 320 sider

Det er allerede mange år siden jeg læste Ulla Terkelsens "første erindringer", der udkom allerede i 2011, lige da hun havde nået den officielle pensionsalder. Det stoppede hende jo som sagt ikke - og det er ærligt talt imponerende, at hun stadig orker at rejse og fare rundt. Man tænker jo heller aldrig over, at hun faktisk er fyldt 80 år? Ikke desto mindre er det hendes alder, og dermed har hun skrevet endnu en bog, der omhandler hendes liv og arbejde i de mange årtier.

Her beskrives barndommen, og vejen ind i journalistikken ansporet af oplevelserne i Polen i 1960'erne, og hendes erfaring fra bag Jerntæppet. Hun beskriver opstarten af TV2, men også arbejdet i monopolmastodonten DR før den tid. Det var en anden tid på mange måder - den tid, hvor man røg og drak i arbejdstiden - og inde på selve kontorerne. Hun har klogt nok specificeret disse detaljer for yngre læsere, der let kunne blive chokeret i deres wokeness.

Det er en langt mere faglig bog, der beskæftiger sig med politikken, journalistikken og samfundet end den første, hvor vi kom langt mere ind under huden på mennesket Ulla Terkelsen. Jeg fik faktisk lyst til at genlæse den anden - hvis altså jeg kan finde den i reolerne. For de to lagt sammen giver nok det perfekte og fulde billede. Denne virker mere politisk end personligt forankret, og det er jo en forfatters valg, hvor meget de vil dele ud af sig selv. Jeg var derfor ikke så rørt og "betaget" som jeg var af den første bog; det blev lidt for upersonligt. Endelig er det virkelig ærgerligt - og især for en journalist - at der er så mange dumme stavefejl. Jeg tænker, at det må irritere en person, der virker ret perfektionistisk i forhold til sit fag - men der mangler desværre en mindre kvalitetskontrol her.

The Florentines - Paul Strathern

 

• Engelsk
• 24.-28. marts
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Paul Strathern er en engelsk forfatter med speciale i historie. Sidste år læste jeg hans bog om ti byer, der har markeret verdenshistorien, men han har især skrevet om Italien og renæssancen. Jeg var første gang i Firenze i 2001, og blev så fascineret af byen og dens historie, at jeg efterfølgende læste alt jeg kunne finde om byen og Medici-familien. Nu synes jeg det var tid til en lille genopfriskning inden jeg drager afsted igen på lørdag og denne gang i en hel uge. En uge, der er pakket med museer, kirker og kunst - jeg glæder mig til at gense kirken ikke mindst efter at have læst om den besværlige konstruktion af kuplen.

Stratherns bog om florentinerne handler ikke kun om herskerne - primært Medici-familien - men om alle de personer, der gjorde Firenze berømt og startede renæssancen. Som undertitlen siger er det fra Dante (1265-1321) til Galileo (1564-1642); en temmelig lang periode, der også kommer omkring Ucello, da Vinci, Michelangelo, Brunelleschi, Alberti og selvfølgelig de politiske aktører som Medici-familien og Savonarola.

Det er skrevet som en glidende overgang fra person til person, som bliver kulissen til byens historie og renæssancens udvikling; det er levende og spændende fortalt selvom der selvfølgelig var en masse "gengangere", når man har læst langt mere dybdegående biografier af en del af disse personer. Men præmissen her er at skildre deres indflydelse på byen og kunsten, og det leverer han virkelig godt.

Nu glæder jeg mig endnu mere til at stå med benene plantet i historien om nogle dage! 

Jacaranda - Gaël Faye

 

• Fransk
• 22.-23. marts
• 282 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For syv år siden læste jeg Fayes debutroman, der vandt ungdommens Goncourt-pris; den er nu oversat til engelsk, men desværre ikke til dansk. 

Hans seneste roman, Jacaranda, toppede med det samme best seller-listerne i Frankrig - hans andet moderland, hvor han i dag bor og arbejder som musiker, rapper og altså forfatter.

Temaet er det samme; dog er det hverken en opfølgning til den første roman eller en selvbiografisk historie. Det er dog desværre manges historie. Alle de mange, der lykkeligvis ikke blev en af den million mennesker, der blev dræbt i den etniske udrensning af tutsier i 1994. Men som overlevede og må leve med ar på krop og sjæl.

I bogen er Milan samme alder som Faye selv; det har måske lettet processen at følge sin hovedperson kronologisk. Milan bor i Versailles udenfor Paris med sin franske far og rwandesiske mor, da han som 12-årig ser tv-billederne af massakren. Moderen taler ikke meget om sit hjemland og sin historie; så da hun en dag kommer hjem med Claude, får Milan blot at vide, at det er en fætter. Den lille Claude er på Milans alder, men taler ikke og er i choktilstand efter at have overlevet og fundet vej til Frankrig. Alligevel knytter de to drenge et bånd, og Milan er knust, da han en dag rejser hjem - han har overlevende familie i Kigali, og skal hjem til dem.

Da forældrene bliver skilt nogle år senere, tager moderen Milan med til Kigali på ferie. Her oplever han Afrika for første gang, men han møder også Claude igen og opdager, at det faktisk er hans onkel. Han møder en mormor - og forsøger at få moderen til at tale om sit liv. Det lykkes ham aldrig!

Men hans skæbne bliver knyttet til Claude og Kigali; han vender tilbage efter studierne, og ender med at slå sig permanent ned i Rwanda. Det er ikke uproblematisk at leve midt i traumerne; han lærer, hvor ømtåleligt emnet er, og Claude bebrejder ham til tider "letheden" i at komme som hvid og ikke kende til de sår, der stadig heler. Men han ser også retssager og henrettelser - frem til 2012 var der lokale retsforfølgelser kaldet Gacaca Courts, som foretog 1.9 millioner retssager, og der var selvsagt en stor del af selvjustits.

Parallelt med Milans historie følger vi Stella, hvis mor, Eusebie, var veninde med Milans mor. Hun mistede mand og fire børn, og fik senere Stella som alenemor. Stella sidder ofte oppe i jacarandatræet i deres have, hvor hun mener at kunne mærke de døde. Hendes mor kan heller ikke diskutere historien med hende, men hun får historier fra sin oldemor.

For både Milan og Stella handler det om at finde deres plads i en historie, de ikke var del af men alligevel ikke kan slippe ud af. Stella fordi hun er født nogle år senere, og Milan fordi han er hvid og europæer - at hans mor er rwandeser tæller ikke; de lokale ser ham kun som en hvid mand.

De skal opdage deres familiers historie for at forstå de komplicerede forhold det har skabt; og finde en vej frem i et fremtidigt Rwanda, der stadig afholder 100 officielle sørgedage hvert år fra starten på massakren den 7. april og hundrede dage frem. Lige så lang tid som konflikten varede. Det kan virke voldsomt, og det kan virke som om man ikke ønsker at komme videre. 

Men i en kontekst, hvor etniske fejder stadig ulmer, er det nødvendigt at bibevare disse mindedage for at forhindre, at noget sådant skulle ske igen. Der er mange barske men gode bøger om emnet, som jeg har skrevet om - de fleste kan findes i min anmeldelse af Fayes debutroman. Det er trods alt stadig kun kanp en generation siden det skete - og stadig en skamplet på det internationale samfund.

Une histoire de Paris par ceux qui l'ont fait - Graham Robb

 

• Fransk
• Marts
• 656 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er egentlig en bog skrevet på engelsk, men jeg købte den på det parisiske bymuseum - Musée Carnavalet - og altså oversat til fransk. Det er vel hverken helt fiktion eller hel faglitteratur - men små historier, der iscenesætter Paris fra sidste halvdel af det 18. århundrede frem til ca. 2010.

Alle historierne er derfor uafhængige af hinanden, og jeg læste den derfor lidt brudt over marts måned indimellem andre bøger. Når jeg ventede på en reservation fra biblioteket eller for at tage historierne netop som enkeltstående bidder. Der var dog en lille rød tråd igennem det hele - en person eller et sted, der føres videre til næste historie.

Mange af personerne er reelle personer - såsom Napoléon, Marie-Antoinette eller de Gaulle; men også Hitler, som på trods af sin store kærlighed til kunst og det faktum, at Paris var besat i flere år, kun besøgte Paris en gang i sit liv. Netop den historie var faktisk virkelig interessant.

Det er historier, der fortæller om byens historie og udvikling. Om nogle af de personer, der har gjort den til det, den er i dag - på godt og ondt. Som Haussmann, der raserede middelalderbyen for at skabe den arkitektur, der nu for os alle er synonym med Paris. Eller Pompidou, der elskede moderne kunst, skabte Pompidou-museet, men også havde planer om store skyskrabere, som der senere blev sat en stopper for. Heldigvis!

Der er socialpolitiske historier; der er kunst og kærlighed. Der er forbløffende lidt om mad, og intet om de kunstnere, der har boet i byen. Dem er der også skrevet om så mange andre gange. Her fokuseres på hvordan disse mennesker, der formede byens historie selv oplevede den. De er ikke alle berømte - en af de sidste historier handler om to unge drenge, der dør i en tragisk ulykke i 2005; den illustrerer byens forhold og sameksistens med de nye beboere, der er kommet fra andre lande som de tidligere kolonier. 

Jeg var selvfølgelig ikke lige begejstret for alle historierne; men set som en helhed var det en interessant bog.

Earth - John Boyne

 

• Engelsk
• 19. marts
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har flere gange skrevet om gennemgående temaer i Boynes forfatterskab, og med denne serie af novellaer kommer vi virkelig ind til essensen af det. De planlagte fire bøger er opkaldt efter de fire elementer. Vand udkom som første bind; en virkelig stærk historie. Andet bind er Jorden, og tredje bind Ild er allerede udkommet, så vi blot mangler Luft.

De fire bind kan læses uafhængigt i den forstand, at historierne står alene. Men... der er en rød tråd. som man vil forvente det af en serie med præmissen at dække de fire elementer. I første bind møder vi perifert den unge Evan, som kæmper med sin homoseksualitet og faderens pres for at han skal blive fodboldspiller. Vanessa - hovedpersonen fra Water - ser ham forsøge at drukne sig inden han med sin mors hjælp forlader den lille irske ø.

I Earth starter vi med Evan, der skal møde op til en retssag, hvor han er dømt for at have filmet en voldtægt begået af hans ven. Krøllen på historien er, at nu er Evan en berømt - og rig - fodboldspiller. Et idol for unge. Et mål for unge piger. Men hvordan er han havnet her efter flugten hjemmefra?

I tilbageblik får vi historien om hans ankomst i England med drømmen om at blive maler - af den kunstneriske art vel at mærke. Men talentet er der ikke, så i stedet sælger han et af sine andre talenter. Evan er homoseksuel, og en smuk ung mand. Han bliver samlet op af en mand, der efter at have 'testet' ham sælger ham til midaldrende mænd, der lever deres homoseksualitet i skjul. Det går for det meste godt - men da han gives til en kendt offentlig personlighed udsættes han for så voldsomme overgreb, at han har både fysiske og psykiske ar.

I stedet finder han endelig vej ind i fodboldens verden; men ikke i hvilken som helst klub. Det er orkestreret, for Evan vil have kontrol over sit eget liv nu. Problemet er jo bare, at han er ødelagt på krop og sjæl. Han higer efter tryghed, kærlighed - alt det han har manglet i sin barndom. Alt det, han føler er forkert ved hans seksualitet og den måde den bliver mødt med.

Den er ikke helt så gribende som Water - indtil vi når de sidste to kapitler, hvor Evan træder i karakter. Til gengæld rammer vi utroligt tidssvarende emner som unge kvinders ret til at sige fra til sex. Om sociale medier, hvor private situationer udstilles gennem fotos og videoer; eller hvor personer diskuteres på nedgørende måder.

Referencen til jorden er tydelig. Det er jorden, Evan spiller fodbold på. Det er smagen af jord i munden, da han ligger slået ud af en afvisning. Det er den jord, hvor han har begravet et vigtigt stykke bevismateriale. Det er den jord - de rødder - moderen repræsenterer og den soliditet han skal finde tilbage eller måske frem til.

Jeg glæder mig virkelig til tredje bind; det er perfekte afsluttede historier, hvor vi alligevel genfinder nogle velkendte ansigter. Det er hurtig læsning - ligesom med Water startede jeg om morgenen på vej til arbejde, og var færdig om aftenen.

Le roi des ombres (Sans Soleil II) - Jean-Christophe Grangé

 

• Fransk
• 13.-16. marts
• 400 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg ventede utålmodigt på andet bind i serien - hvilket heldigvis kun tog nogle dage. I slutningen af første bind var vi i 1982, og politiinspektør Swift havde fundet en morder. Dermed troede man, at sagen om de bestialske mord på dødeligt syge AIDS-patienter var ovre; men Swift havde stadig en nagende fornemmelse.

Nu er vi i 1986, og Heidi er væk fra pailletterne på de parisiske dansegulve. Hun holder nytår i Tanger med en rig reklamemand, der var del af inderkernen i homomiljøet i Paris. Men morderen er også tilbage - eller er det en anden? Det er svært at skrive meget om handlingen uden at afsløre for meget af kulminationen på første bind eller handlingen af andet bind. Men de tre musketerer - Swift, Heidi og lægen Ségur mødes igen for at opklare den stribe af mord, der forfølger dem ned i subsaharisk Afrika i en øde jungle. De er hele tiden lidt for sent, men morderen er der. Iblandt dem.

Der er symbolske elementer, som er Grangés varemærke; men vi holder os til de mere velkendte af slagsen. Swift har fra starten fundet en forbindelse til Caribien og de tidligere franske kolonier. Der er macheter, sukkerrør og gift fra en sjælden fisk. Så jagten ender i Haiti, som i 1986 var på randen af borgerkrig og kollaps efter det årelange diktatur under Papa Doc og Baby Doc. Nogle vil mene, at det ikke passer sig til en krimi; personligt er jeg ikke meget for de meget blodige krimier og fandt denne kombination af samfundspolitik og mysterie interessant. De to bind er et stort tidsbillede af begyndelsen af 1980'erne.

Jeg kunne dog ikke helt lide afslutningen; uden at afsløre for meget så synes jeg at de skyldige skal fanges! Men det var Grangé når han er bedst - en fornøjelse at genopdage ahm, som ikke blev mindre af mit eget memory trip med fransk og international popmusik, som der flittigt refereres til.

Disco Inferno (Sans Soleil I) - Jean-Christophe Grangé

 

• Fransk
• 8.-10. marts
• 432 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Det er snart ti år siden jeg sidst læste en krimi af Jean-Christophe Grangé. Jeg tror jeg var kørt lidt træt i dem, og de blev i stigende grad voldelige, blodige, grænseoverskridende - og lidt for fantasifulde i plottet for en amatørkrimilæser som mig. Det blev til for mange skjulte symboler og mystiske sammenhænge, og jeg stod lidt af i historierne. Så jeg stoppede med at læse hans nyudgivelser.

Denne miniserie på to krimier har dog været vidt omtalt i de franske medier, og efter at have læst blot lidt om plottet vidste jeg, at dem måtte jeg læse.

Vi er i Paris i 1982, og Mitterrand er nyvalgt fransk præsident. Han har afviklet de sidste love, der gjorde homoseksualitet strafbart, og nu fester hele det homoseksuelle miljø. Det er 1980'erne med de sidste toner af discomusik, og en løssluppenhed, der aldrig tidligere er set. Men der er også mørke skyer, der trækker op - man begynder at se tilfælde af en underlig sygdom, der rammer tilsyneladende unge og sunde mænd, og inden for få måneder er de døende. Sygdommen får hurtigt navnet gay cancer - inden amerikanerne omdøber den til AIDS, og inden man ved, at den ikke er så selektiv i sine ofre. Det ved man ikke med sikkerhed endnu, og det homoseksuelle miljø reagerer ved enten at ignorere det (fordi de endelig kan være åbne) eller ved blot at feste endnu vildere (fordi de så sandsynligvis allerede er smittede).

Federico er en ung mand, der har haft et ganske aktivt sexliv. Han færdedes på byens mest berømte natklubber - Palace og Les Bains Douches - sammen med sin veninde, Heidi. Han solgte sig selv for penge, og sammen udøvede de også pengeafpresning af mænd, der ikke åbenlyst stod ved deres seksualitet. Han er virkelig døden nær nu, og kun den idealistiske læge Daniel Ségur, der er specialiseret i kønssygdomme besøger ham stadig. Miljøet har forkastet ham. 

Patrick Swift er politimand; han er gudesmuk - og meget heteroseksuel; ligesom lægen - og nu bliver de to kastet ud i en jagt på en bestialsk morder, der hærger i homomiljøet. Federico findes nemlig myrdet, og snart bliver endnu en døende myrdet.

Det er en rejse ind i 1980'ernes totale fest, der nu pludselig trues af denne mystiske sygdom - og en morder. Jeg kom til Paris i 1987, og som mange andre, der boede der i den periode, havde jeg min gang i netop disse natklubber. Le Palace, Les Bains Douches men også Régine, Le Queen, La Locomotive - det var én lang fest (og en kamp for at træde ind i de hellige haller). Men vi levede også med frygten for AIDS, som ikke længere var kendt som en homoseksuel sygdom. Så jeg befandt mig pludselig tilbage i mine meget unge år - og Grangés beskrivelser af tiden fik mig også til at tænke på alt det, jeg aldrig tænkte over. Vi dansede, Vi festede. Selvfølgelig var vi heller ikke forfulgt af en morder!

Vi er langt fra det overnaturlige i nogle af de krimier, der fik mig til at lægge Grangé på hylden. Om andet bind trækker mere i den retning vil vise sig - første bind er ren fornøjelse og en tur ned af Memory Lane for mig personligt. Jeg kan slet ikke vente på andet bind står klar på biblioteket - og hatten af for, at danske biblioteker allerede har den på hylden på fransk!

Le défi de Jérusalem - Eric-Emmanuel Schmitt

 

• Fransk
• 5.-6. marts
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde vist glemt, at jeg ikke var særlig begejstret for Schmitts historie om hans religiøse vækkelse i den afrikanske ørken for otte år siden. Jeg tænkte at en historie om Jerusalem ville være spændende, da det er en fascinerende by. Jeg læste for nogle år siden den virkelig interessante bog om byens historie, og jeg vil virkelig gerne tilbage og besøge den igen. Som tingene ser ud nu, kommer der dog nok til at gå et stykke tid!

Schmitt har aldrig lagt skjul på sin tro; mange af hans bøger drejer sig om religion - og ikke blot kristendommen, men alle verdens religioner. Han er filosof - men også betaget af religionens betydning i og for vores kultur. Så da han blev inviteret på en pilgrimsrejse af Vatikanet sagde han selvfølgelig ja.

Han flyver til Israel, hvor han støder til en gruppe fra Réunion - og sammen besøger de Bibelens vigtige byer, hvor Jesus levede, arbejdede - og døde. Det er selvfølgelig svært i dag at stå i fx Fødselskirken i Bethlehem og tro på, at det var lige her, at Maria fødte Jesus. For fandtes de? Hvordan kan man vide, at det var her? Der er uendeligt mange spørgsmål - men da jeg selv var der, var det åbenlyst, at de religiøse besøgende oprigtigt troede det. Han kommer også til at gå Smertens Vej i Jerusalem - turen Jesus gik med korset. 

Der er derfor interessante elementer, men det er for det første lidt rodet - for det andet er det temmelig selvforherligende. Han refererer i udstrakt grad til sine egne tidligere bøger - det er jo også en metode til at sælge! Så er der hans oplevelser i Gravkirken, hvor han mener at møde Jesus. Han kan i hvert fald fornemme ham, lugte ham og falder nærmest i trance. Der har jeg nok lidt svært ved at være med; men det er sandsynligvis blot min pragmatiske indstilling trods jeg virkelig holder af kirker, og også er mere troende end gennemsnittet.

Jeg havde lidt svært ved at blive begejstret af netop de samme årsager som jeg ikke brød mig meget om historien i ørkenen. Han har skrevet mange fantastiske romaner, men disse er ikke noget for mig.

Vi opklarer mord - Richard Osman

 

• Engelsk
• 2.-4. marts
• 464 sider
• Originaltitel: We Solve Murders

Efter de fire krimier om de pensionistdetektiverne bekendtgjorde Osman, at han ville give dem en pause og i stedet introducere en ny detektivkonstellation. Det er dem vi møder her - men det er vel snarere prologen til det, der skal blive til deres detektivbureau.

Amy Wheeler er privat bodyguard og er lige nu på en tropeø i Saint Lucia, hvor hun skal beskytte en berømt forfatter - den ældre Rosie D'Antonio. Denne er en farverig dame, der absolut er ældre end hun vil sige, men stadig nyder alkohol, mænd og narko i store mængder. Men hun er også truet på livet.

Desværre er Amy pludselig også truet på livet, da en temmelig indviklet affære involverer hende.

Der er temmelig mange karakterer at følge er; Amys chef, Jeff, som går under jorden. Hans tidligere partner og nu konkurrent, Henk og HR-chefen. Så er der den temmelig naive Felicity, som styrer et mediebureau, som pludselig og uventet tjener styrtende med penge efter det er blevet overtaget af nye ejere. Det eneste Felicity skal gøre er at videresende nogle emails. Det er her kernen i problemerne ligger.

Det er et skuffeselskab, som i realiteten hvidvasker penge gennem ukendte influencere. Folk, der drømmer om den helt store gevinst i livet, og blændes af idéen om en rejse til et eksotisk sted, hvor de skal reklamere for et ligegyldigt produkt. I virkeligheden bliver de myrdet, og Amy skal positioneres som morderen.

Den anden hovedperson er Amys svigerfar, Steve, som lever et stille liv i en stille engelsk landsby. Dagene går med at finde forsvundne katte, notere usædvanlig opførsel, gå på pubben og tale til den afdøde hustru Debbie. Amys mand hører man ikke meget til - han arbejder indenfor finans, og flyver også jorden rundt. Men nu får Amy svigerfar fløjet over i Rosies privatfly, og de skal sammen opklare sagen - selvfølgelig bliver det et komisk sammenstød mellem Steves stillesiddende nervøse natur og den absolut flamboyante Rosie.

Men, men, men - der er alt for mange personer, der i nogle tilfælde optræder periferisk. Der gøres godt grin med influencerverdenen, Dubai- millionærer etc. - men det er ikke helt nok i mine øjne.

Jeg manglede den dybde i personerne, som der var i de fire bind om pensionisterne. De udviklede sig dog også over tid - specielt det sidste bind gav mulighed for at stikke et lag dybere, fordi man havde haft tid til at bygge karaktererne op. Det kan også ske her, og det er nok for tidligt at vurdere - men jeg lagde dog mærke til, at han i takkeordet til sidst skriver, at der er gensyn med pensionistklubben om et år. Dem foretrækker jeg - og måske vil han skifte mellem de to sæt protagonister?

Tata - Valérie Perrin

 

• Fransk
• 27. februar - 1. marts
• 640 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den franske forfatter Valérie Perrin har nu så stor international succes, at alle hendes tidligere romaner er oversat til dansk. Vand til blomster er ved at blive filmatiseret, og kommer i nok i slutningen af året. I mellemtiden er hun selv udkommet med endnu en roman, som heldigvis er at finde på fransk på danske biblioteker. Det hjælper gevaldigt i mit mål om at halvdelen af mit læsestof skal komme derfra - det sparer penge, miljøet og ikke mindst hyldeplads. Når man så sluger en stor roman som denne på tre dage giver det jo kun endnu bedre mening!

Tata er det franske kælenavn for tante - uanset om det er blodsbeslægtet som vores moster eller faster eller gennem ægteskab. Agnès er 38 år gammel i 2010, da hun bliver ringet op af politiet, der informerer hende om, at hendes tata er død. Det er hendes faster, men problemet er blot, at hun fik et lignende telefonopkald tre år tidligere, da hun boede i Los Angeles. Man kan jo ikke dø to gange?

Hun rejser hjem til landsbyen, hvor fasteren boede hele livet og hvor hendes egen far også kom fra. Faderen blev en berømt koncertpianist, og rejste verden rundt. Fasteren blev ved sin læst i bogstaveligste forstand, da hun var skomager i den lille landsby, hvor alle kendte alle. Byen Gueugnon er ikke opdigtet, og Wikipedia fortæller mig, at der bor 6.547 indbyggere nu. Hvordan kunne hun gemme sig der i tre år uden, at nogen vidste det?

Tata - eller Colette som hun hedder - var desuden den lokale fodboldklubs største fan, så alle deres kampe. Ville hun gå glip af det?

Tilbage i Gueugnon møder Agnès barndomsvennerne; hun tilbragte alle sine skoleferier i byen, og også nogle af Colettes venner. Nogle af dem vidste, at hun levede i skjul. Men hvem ligger så begravet i hendes sted og hvorfor var det nødvendigt at skjule sig.

Det er ikke en krimi men en opdagelse tilbage i Colettes liv, som viser sig at være langt mere nuanceret end Agnès naivt og lidt nedladende troede som teenager. Det bliver en optrevling af hele hendes families historie samt en del andres. Vi kommer vidt omkring, og det springer i tid og sted - men alle trådene samles til sidst. Eller næsten! For ligesom i Tre mangler jeg afslutningen på en enkelt protagonist; vedkommende omtales kun i datid, men har været definerende for flere af de implicerede og kun under et kaldenavn. Hvem det virkelig var får vi aldrig at vide. Det er ikke vigtigt - men pirrer min nysgerrighed.

Derudover er det bare genial hyggelæsning i et godt tempo med mange skift og overraskelser. En roman, der uden tvivl også bliver oversat til dansk og man kan godt glæde sig. 

Le grand feu - Léonor de Récondo

 

• Fransk
• 25.-26. februar
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er snart ti år siden jeg læste min første - og hidtil eneste - roman af den franske forfatter Léonor de Récondo, som handlede om Michelangelo. Hun kan godt lide korte romaner - og det er faktisk ikke et problem, når de er så kompakte i ord og stemning som både denne og den første var.

Forfatteren er klassisk violinist, og det fornægter sig absolut ikke her.

Vi er i Venedig i 1699, hvor en lille pige fødes ind i en familie af tekstilhandlere. De har allerede to piger og da Ilaria er tre måneder gammel efterlades hun på Pietà-børnehjemmet. Det er et børnehjem, der har eksisteret siden 1400-tallet, men som var tiltænkt forældreløse børn. Alligevel efterlades Ilaria der for at få en musikalsk uddannelse, som var deres speciale og selveste Vivaldi underviste her blandt andet - og der trækkes tråden jo til forfatterens profession.

De små piger lever på børnehjemmet, men ser dog andre piger udefra - det bedre borgerskab sendes deres døtre hertil for musikundervisning, og således møder Ilaria den jævnaldrende Prudenzia og de to piger bliver veninder. Ilaria drømmer om at komme ud - hun vil opleve byen udenfor murene, der jo nærmest er som et kloster. Det lykkes Prudenzia at få tilladelse til, at de skal give en konsert sammen i hendes families palæ langs kanalen. Her møder hun Prudenzias storebror, Paolo, og denne forelsker sig ved første blik.

De to unge mødes kun ganske få gange - men det er den helt store kærlighed. Paolo vil ud at rejse og være kriger - blot for at vende hjem som helten, der kan gifte sig med Ilaria. I mellemtiden længes hun blot efter en vej ud i friheden. Det ender tragisk! Paolo dør hurtigt på sin rejse - men af feber, og ikke den heltedåd han forestillede sig. På hans døde krop finder man alle de breve, han har skrevet til Ilaria gennem måneder uden at turde give dem til hende, og da hun læser dem går det op for hende, at hun aldrig vil slippe ud. Hun sætter ild til brevene - og sig selv. Deraf titlen - den store ild; i reference til kærligheden og til slutningen.

Det er ligesom med Michelangelo poetisk og strammet ind til de allermest nødvendige ord. Det kan jeg godt lide nogle gange. Her fungerer det virkeligt og man har fornemmelsen af at have læst hundreder af sider, fordi der er så mange billeder, der vokser sig ud over ordene. 

Another life - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 448 sider
• 23.-24. februar
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læste først for nyligt en noget nyere roman af Kristin Hannah, som var en barsk historie med relaterbare protagonister. Inden da havde jeg faktisk aldrig hørt om hende, men kan nu se, at der er en del bestseller-bøger fra hendes hånd. De er alle dog fra de senere år, hvor vi her er tilbage i 2004, hvor stilen hælder lidt mere mod chick-lit.

Angie er en kvinde i slutningen af 30'erne, der netop er blevet skilt fra sin mand efter de i årevis har forsøgt at få et barn. Mislykkede graviditeter, en for tidligt dødfødt lille pige - og endelig en adoption, der ikke bliver til noget, da teenagemoderen i sidste ende beslutter at beholde barnet. Det ødelægger ægteskabet.

Angie rejser hjem til den lille by, hun voksede op i med sin store larmende italienske familie, der har en restaurant. Hun aner intet om at drive en restaurant, og forholdet til de to søstre er ikke altid perfekt; men hun kaster sig ud i det og får vendt det hele rundt.

Samtidig møder hun den unge Lauren, hvis mor også var en teenagemor, der nu er gået til grunde i alkohol og dårlige livsvalg. Lauren har aldrig kendt til støtte, kærlighed og trygge omgivelser, og de to finder hinanden selvom alle advarer Angie om ikke at stole for meget på hende. De ved, hvor skrøbelig hun stadig er og er bange for, at det kan knuse hende endegyldigt.

Det er en smuk historie om disse to kvinder fra forskellige generationer, som skaber deres eget familieforhold. Men da Lauren opdager hun er gravid, starter det hele forfra.

Det er ikke helt så skidt, som det kan lyde! Personerne er godt bearbejdede, og man kan se det for sig som var bogen allerede skrevet til at blive filmatiseret - hvilken den dog ikke er. Men den har alle elementerne til det.

Det er fint skrevet, men det er også let læst. Jeg tvang mig selv til at lukke ned efter 375 sider i går aftes, og slugte så de sidste sider i morges. Den slags bøger skal der også være plads til - den vil være perfekt ferielæsning! Jeg tror dog der er lidt mere gods i hendes senere romaner - fx var De fire vinde en noget mere barsk, pessimistisk og realistisk historie. 

Når mor dør - Lene Skriver Bak

 

• Dansk
• 22. februar
• 250 sider

Jeg mistede min far, da jeg var 31 år gammel og netop flyttet til udlandet. Det var en barsk oplevelse at få opkaldet fra hospitalet om, at det var nu. Hjemrejsen husker jeg tydeligt - jeg havde ingen mobiltelefon endnu grundet belgisk bureaukrati med ID-papirer, og anede i mange timer derfor ikke, om jeg ville nå det eller ej. Jeg var absolut en fars pige, og chokket var enormt - han var syg, men jeg havde nok forsøgt at fortrænge, at det kunne blive fatalt. Mange livsbeslutninger - kan jeg se i dag - bunder i de omstændigheder. Både mens han levede, men også umiddelbart efter. En søgen efter tryghed det forkerte sted, og min flytning til udlandet, som jeg dog elskede.

Min mor lever endnu; men nu er hun en gammel dame. Hvert nyt år siger jeg til mig selv, at det kan blive det sidste år - uden at hun dog er syg eller umiddelbart viser nogle tegn. Men der er jo en logik i, at vi ikke er udødelige. Måske prøver jeg at forberede mig? Alligevel er jeg sikker på, at intet kan forberede mig på at blive forældreløs - selvom jeg jo er en absolut voksen person nu.

Bogen præsenterer os for otte kvinder fra teenagere til pensionister, der alle har mistet deres mor. Fra den dag moderen døde til tilbageblik til barndommen og deres forhold. Der er en del sygdom - ingen pludselige trafikuheld eller andet uventet - alligevel er følelsen af tab og chok intakt hos dem alle. For de unge piger er det selvfølgelig voldsomt at miste en mor inden man selv har startet sit liv; der kommer til at mangle en enorm del af en relation og kendskab til hvem moderen var som menneske og ikke blot mor. Men selv for de ældre kvinder er det et stort tab; måske tror man netop mindre på dødeligheden, når moderen stadig og altid er der. Til rådighed for en snak, et kram eller et godt råd i livets kriser.

De otte stærke historier er flettet sammen med interviews med henholdsvis en psykolog, en bedemand og en præst - og disse interviews er nok de svage led i bogen. Forfatteren forsøger at forstå om der er en anden form for sorg eller chok, når en pige eller kvinde mister en mor (fremfor en far). Det benægter de alle, og det bliver lidt insisterende, at disse interviews fastholder den tanke og presser for meget på i min optik. I stedet bliver det lidt indholdsløse banale samtaler, der mangler absolut dybde. Det handler om sorgbearbejdelse generelt, men selv her skratter det kun lige overfladen. Jeg synes disse interviews er overflødige og fjerner fokus fra essensen i bogen - nemlig at miste netop en mor.

Historierne fra kvinderne efterlader mig dog med det indlysende gode råd, at man skal værdsætte tiden nu og her. At man skal huske at sige tingene i tid - men også spørge. Når jeg en dag bliver forældreløs er der ikke længere nogen, der ved, hvordan jeg var som barn. Der er ingen, der altid vil være der ubetinget - selvom man som tiden går synes, at man er ved at overtage forældrerollen. Den fornemmelse er jeg ret sikker på vil forsvinde det sekund man for alvor stor som den næste generation - taget over hovedet er væk og man skal varetage sing egen livshistorie.

L'inconnue du portrait - Camille Peretti

 

• Fransk
• 20.-21. februar
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Som bogens omslag antyder var dette en af sidste års helt store publikumssuccesser i Frankrig, og jeg bestilte den samme dag den udkom i paperback-format. Forvetningerne var enorme! En roman om et maleri - og så er jeg solgt!

Den "rigtige" historie er absolut mystisk. I 1916 maler den østrigske kunstner Klimt et maleri af en ung kvinde - grøn baggrund, kvinde i trekvart profil med en stor hat og en pelsstoal over skuldrene. En kvinde som i datidens øjne kunne anses for at levet et løssluppent liv. Men da det i 1925 bliver solgt til et museum i Piacenza i Italien er det en anden version, og ingen forbinder umiddelbart de to malerier. Den grønne baggrund er der stadig, men kvinden har nu et blomstret sjal om skuldrene og hatten er væk.

I mere end 70 år hænger det roligt på museet, men i 1996 opdager man gennem en røntgenundersøgelse, at det oprindelige maleri er skjult nedenunder. Det er altså blevet korrigeret af kunstneren. Blot nogle måneder senere bliver det stjålet. Hurtigt finder man maleriet - men det viser sig at være en falsk kopi - og muligvis en afledningsmanøvre. Mere mystisk bliver det, da en kendt kunsttyv bekendtgør, at det vil blive returneret på tyve-årsdagen for tyveriet. Det sker ikke - men i 2019 finder man det i et aflukke i en mur på museet. Har det været der alle årene eller det blevet placeret der for nyligt? Det har jeg ikke kunnet finde svar på - men historien har inspireret forfatteren til en forklaring på maleriets oprindelse, kvinden, vi ser - og hvor det kunne have været. Ren fiktion selvfølgelig!

Romanen fortæller historien om den lille Isidore, hvis mor var ansat hos en rig familie i Wien for at fornøje husets unge søn. Ganske enkelt skulle hun indvie ham i sexlivets glæder - uden risikoen for at få sygdomme fra et bordel; en velkendt metode i det gode borgerskab. Men den unge pige bliver gravid og bortsendt. Hun står så model til Klimts maleri for at tjene lidt penge, og rejser til en lille landsby og får arbejde på en fabrik. Da hun dør af den spanske influenza i 1918 fortæller hun sønnen om hans far.

Mange år senere er Isidore i USA, og er en yderst velhavende ældre mand. Nu konfronteres han af en kvinde, der mener at have båret hans barn og nu vil have en DNA-test. Det bringer fortiden tilbage - og da han møder den unge pige er chokket endnu større - for hun ligner den unge kvinde fra maleriet.

Historien bygges op i tidsskift i hele den første del, så man langsomt begynder at stykke den sammen - det er ganske godt gjort. Da vi ved, hvordan det overordnet hænger sammen følger vi den unge pige og hendes bedstefars spirende forsøg på at skabe en relation, og endeligt hvordan maleriet pludselig ender hos hende. Det er her, det begynder at skride lidt for mig. For det første fordi det er baseret på en reel historie og spekulationer om, hvad der kunne være sket - men nok mest fordi hendes reaktion ikke harmonerer med den personlighed forfatteren har malet af hende.

Der er selvfølgelig en vis ironi i at Isidore som uægte barn nu konfronteres med sin egen uægte datter, men der er også en del meget overfladisk romantik over det hele. Alt i alt vil jeg sige, at plottet jo er fint udtænkt men det var ikke den åbenbaring jeg havde forventet af omtalen i franske medier.