Dage efter Pierre - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 5. oktober
• 396 sider
• Originaltitel: Il nous restera ça 

Jeg har nu læst fem romaner af Virginie Grimaldi; jeg var lidt skeptisk i starten og den første føltes da også som lidt for nem. Det var nummer to og tre bestemt ikke, og så var jeg lidt mindre imponeret over den fjerde. Jeg har ikke læst dem i den rækkefølge de er udgivet i - og nu er vi tilbage til 2022 med en af de to romaner, der er oversat til dansk indtil videre. Grimaldi udgiver i snit en roman om året - og jeg er sikker på, at flere vil komme på dansk.

I Paris møder vi tre vidt forskellige personer. Jeanne, der netop har mistet sin mand, Pierre, efter 50 års samliv. Han dør pludseligt, og nu sidder hun i den store lejlighed, som egentlig er lidt for dyr til hendes økonomi som enke. Jeanne er 74 år gammel og bruger nu sin tid på at besøge Pierres grav hver dag.

Iris er 33 år gammel, og arbejder som social assistent. Hun bor i et lille lejet værelse og man fornemmer, at der er nogle hemmeligheder skjult i det. Hvorfor arbejder hun ikke indenfor sir fag som fysioterapeut og hvem gemmer hun sig for i Paris?

Théo er mere ligetil selv med sit komplicerede liv. Han kommer fra en dysfunktionel familie med en alkoholisk mor og ukendt far. Hans eneste mandlige holdepunkt var Marc, der i en kort periode levede med moderen og fik hans halvbror. Men moderen begyndte at drikke igen, og Théo tilbragte resten af sin barndom på en institution. Som 18-årig er han nu i lære som konditor, og lever i en ramponeret bil.

Da Jeanne beslutter sig for at leje et værelse ud, bliver det til to værelser, da hun ikke nænner at skuffe den ene af de to unge mennesker. Det der blot skulle være en praktisk løsning for alle, ender med at blive livsforandrende på alle måder. 

Jeanne kommer videre i sin sorg, og finder et nyt formål med tilværelsen. 

Iris finder ro til at komme sig over sine bitre livserfaringer og gøre sig klar til en ny langt mere positiv forandring. 

Théo finder endelig en base, der kan give ham mod til at stole på andre - og måske opsøge sin fortid mens hans bygger en fremtid.

Det lyder jo frygteligt banalt - og det er det måske også meget af tiden. Men Grimaldi kan nu alligevel noget med at undgå det rosenrøde pladder og istedet blande en god del humor ind i sine historier. Jeg grinte højlydt flere gange - og så faldt der også en tåre eller to.

Tempoet er højt med mange små kapitler, der ofte brydes af en tom side. Så det er nem læsning og kunne nemt klares på en regnfuld søndag, hvor man trængte til lidt feel-good. 

The Thistle and the Rose - Linda Porter

 

• Engelsk
• 2.-4. oktober
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Tudor-England har altid fascineret mig - og jeg har efterhånden læst en del af Alison Weirs historiske biografier, der primært omhandler Henry VIII og/eller hans mange hustruer. Nu opdagede jeg så en nylig udgivet biografi af Henry VIII's søster, Margaret Tudor.

Det er ikke en romantiseret biografi, som Alison Weir skriver dem, men en faglitterær biograif baseret på utallige kilder, der har dokumenteret denne prinsesse og dronnings liv.

Margaret er født i 1489 som datter af Henry VII og Elizabeth af York, hvis vej til den engelske trone er beskrevet i denne roman. Som traditionen bød begyndte man allerede tidligt at planlægge et strategisk klogt ægteskab, der kunne cementere politiske alliancer - og som på ingen måde tog højde for de involverede parters ønsker. I Margarets tilfælde ender det med den skotske konge, James IV, som dog "heldigvis" kun var seksten år ældre end hende. Det kunne have været meget værre - som fx hendes lillesøster, Mary, der som atten-årig blev gift med den 52 år gamle franske konge.

Men Margaret bliver altså gift i 1502 ved et stedfortræderbryllup, da hun var tretten år gammel. Hun var den ældste datter, og kongeparrets andet barn. Hendes storebror, kronprinsen Arthur, dør blot tre måneder efter hendes bryllup - men i de tre måneder rangerer hun højere i det sociale hierarki end lillebroderen, Henry, som tager det ilde op. Den jalousi og kamp skulle komme til at følge dem resten af livet - selvfølgelig sammenkoblet med Henrys manglende tro på kvinders intellekt og evne til at regere et land.

Margaret kommer endelig til Skotland året efter, og selvom der er både spædbarnsdød og aborter, så får  de ti relativt lykkelige år sammen og en overlevende søn, som bliver arving efter kongens tidlige død i 1513. Margaret er indsat som regent, da drengen blot er et år gammel - men da hun hurtigt gifter sig igen, fratager man hende denne rolle og hidkalder en anden bejler til den skotske trone.

Det var ikke et klogt ægteskab - manden mente tydeligvis, at han nu herskede over landet (og hendes penge), og det kostede hende magten. Hendes position var i forvejen ikke nem; som englænder var hun suspekt, og det stred imod den den skotsk-franske alliance. Man var ganske enkelt ikke sikker på om man kunne stole på hende! Manden var da i det mindste skotsk, så da den franske bejler blev sendt hjem, fik han overtaget. Margaret forsøgte at appellere til sin bror, men han mente næppe at en kvinde kunne regere og han brød sig jo generelt ikke om at blive beordret til sine meninger.

Margaret bliver skilt; hun kæmper for sine børn - hun havde født en prins efter kongens død og har nu også en datter med sin anden mand. Hun viser sig at kæmpe for sit nye land og er ikke den forræder skotterne kunne frygte. Hun kæmpede indædt for at sønnen skulle blive konge - James V, og det lykkes. 

Da sønnen overtager tronen i 1528, er hun gift for tredje gang - det var ikke lykkens gang. I stedet fokuserer hun på sin familie - sønnens dronning og børnebørnene. Hun blev ved med at kæmpe for en alliance mellem England og Skotland - ydermere forstærket af, at Henry VIII jo manglede en mandlig arving og James ville være den logiske arvtager. Hun døde i 1541 - 52 år gammel - og blot seks måneder senere døde hendes søn kongen blot seks dage efter dronningen havde født en ny arving - men en pige. Denne pige blev Mary, dronning af Skotland til hun abdicerede i 1567 til fordel for sin spæde søn. 

Det er et fascinerende liv - og en vigtig del af den engelske historie med familiebåndene til England, som samles i hendes barnebarn James VI, der endelig samler Skotland og England i 1603 efter Elizabeth I's død. Det viser også en del af Henry VIII's udenrigspolitik, som absolut ikke var blødsøden blot fordi det var hans egen søster, der var dronning og regent. Snarere tværtimod!

Det er som sagt ikke romantiseret, og der er en del politik og krigsførelse at holde styr på. Men Porter skriver det levende og engagerende - absolut en historiker, jeg gerne vil læse mere af.

Den ultimative hemmelighed - Dan Brown

 

• Engelsk
• 20. september - 1. oktober
• 688 sider
• Originaltitel: The Secret of Secrets

Jeg faldt i den helt store fælde i weekenden - i ren desperation over en boglevering, der ikke kom til tiden. I stedet strøg jeg fluks ned og investerede 320 kroner i Dan Browns seneste roman. Jeg havde tænkt at vente til den var på biblioteket eller i det mindste i paperback-udgave. Det kan jeg så ærgre mig over nu!

Browns debutroman - Da Vinci mysteriet - tog virkelig verden med storm. Det var nytænkende og pludselig var alle interesseret i hemmelige symboler i kunstværker. Det var en gåde, der skulle løses som et puslespil og i kølvandet opstod der ruter, man kunne følge for at genopleve stederne og se fx meridianlinien i Saint Sulpice-kirken.

Men det ændrede sig hurtigt med de følgende romaner, som blev tidsindstillede bomber, hvor Robert Langdon skal redde verden, os og alt muligt andet fra undergang og i sidste ende give os en morale - vores afhængighed af teknologi, vores tolerance overfor hinanden uanset religion eller verdens overbefolkningsproblemer.

Da jeg læste Oprindelse for syv år siden, lovede jeg virkelig mig selv at det var slut. Jeg troede faktisk, at det også var slut for Dan Brown, men nu er vi her igen!

Denne gang er vi i Prag - en fantastisk by, hvis man vil kombinere historie, kultur og symboler. Et af byens mest kendte symboler er jo en golem - den mystiske figur fra jødisk overtro, der bar indskriften sandhed i hebraisk på sin pande. Et ord, der med et let strøg kan ændres til død.

Langdon har en ny kæreste - Katherine Solomon - som forsker i menneskets bevidsthed, og hvordan vi oplever overgangsfasen til døden. Hun er på nippet til at udgive en bog, der skal komme med revolutionerende informationer, og er i Prag for at give et foredrag. Men hendes kopi af bogen bliver slettet fra forlagets server, og Langdon og Katherine trækkes ind i et kapløb mod tiden og ukendte fjender.

Der er en hel masse snak om medicinske forsøg på mennesker, og forskning indenfor bevidsthed. Det handler om parapsykologi, og hvad vi opfatter som virkeligheden. Det er endnu en gang et smart emne i en tid, hvor krige udspilles mere teknologisk og hybridt end fysisk. En tid, hvor AI vinder frem og vi kæmper med frygten for, at maskiner kan overtage vores rolle. Hvilken rolle spiller AI og teknologien generelt i etik - især i de forsøg på mennesker, som udføres i det hemmelige laboratorium midt i byen.

Det hele foregår igen over knap et døgn - der er tider, hvor det simpelthen ikke hænger sammen. Langdon og Katherine når at flytte sig temmelig langt rundt i byen, gå igennem utallige farer og møde mordere - og så er der gået en lille time. Det irriterer mig grusomt!

Selvfølgelig opnår Brown, at steder og symboler pludselig opnår opmærksomhed - i Prag er det Klementarium-biblioteket, Golem-figuren og den jødiske historie i byen, St Vitus-katedralen osv. Men hvor symbolerne, der var vist med tegninger i Da Vinci Mysteriet var ret komplekse, er vi nu nået til piktogrammer af en trappe? Det er et skridt i den helt forkerte retning.

Der er selvfølgelig kærlighedshistorien mellem Langdon og Katherine - den mand har mange korte affærer. Det er fyldt med klichéer, pseudovidenskab og langtrukne scener for blot at ende i et temmelig fladt plot. Man flyver til sidst gennem siderne for endelig at kunne nå til vejs ende. Jeg overvejede seriøst at stoppe halvvejs - men stædighed fik mig til at fortsætte i et naivt håb om forbedring. Det eneste lyspunkt var måske handlingen i Prag, hvor jeg følte jeg kunne situere mig afhængig af, hvor de var. Men jeg tror Brown skal sætte et endeligt punktum for denne slags romaner.

I hvert øjeblik er vi stadig i live - Tom Malmquist

 

• Dansk
• 27.-28. september
• 287 sider

Da jeg læste denne personlige beretning for en uge siden, blev jeg jo nysgerrig på om forfatteren avde skrevet andre bøger eller om forfatterskabet begrænsede sig til historien om tabet af hendes mand. Der opdagede jeg så, at hun i dag lever med en anden forfatter, som har en lige så grusom personlig fortælling. Den har han også nedskrevet i denne fortælling om tabet af sin partner, Karin.

Tom og Karin har været sammen i ti år, da de venter deres første barn. De er lykkelige og spændte, og alt går efter planen om at byde velkommen til at forårsbarn i maj måned. Men i marts bliver Karin syg og de tror først det er en influenza. Men pludselig kan hun ikke trække vejret, og de bliver akut indlagt. Derfra går det hurtigt!

Fra at være en forventningsfuld mor i uge 33 er Karin nu pludselig alvorligt syg med akut leukæmi. Hendes tal ser dårlige ud, og organer begynder at lukke ned et efter et. Lægerne beslutter at forløse barnet ved kejsersnit, og grundet hendes helbredstilstand skal Karin i kunstigt koma imens. Et koma, hun aldrig vågner fra.

De første knap 90 sider er denne voldsomme intense beretning om en mand, der indenfor få dage bliver far og mister sin partner totalt uventet. Datteren kommer på neonatal, og Tom løber mellem de to afdelinger indtil Karin dør uden at have været ved bevidsthed eller set sin datter. En kafkask situation!

Men endnu mere absurd bliver det nogle uger efter, da administrationen tager fat. Da de ikke var gift, og Karin jo ikke kunne opgive Tom som far efter fødslen står den lille pige nu som Ukendt Lagerlöf - og Tom skal redegøre for barnets aktiver, hvor det er og ansøge om at blive værge. Det virker absurd, og man har da også virkelig svært ved at forstå, hvordan han kommer gennem det. Men med et spædbarn er der jo intet valg.

De to bøger er jo skrevet uafhængigt af hinanden, og inden de to forfattere blev et par. Alligevel kan man jo ikke lade være med at se lighederne. De er nogenlunde jævnaldrende, da de begge mister deres livspartner. Den ene har et barn på otte måneder og den ande bliver forælder midt i tabet. Den ene er en kvinde. Den anden er en mand. Det er måske her man ser den største forskel i deres måde at bearbejde sorgen? Måske er det blot deres personlighed eller blufærdighed?

Hvor Carolinas fortælling rummer meget vrede og bitterhed over for verden, vennerne, familien og manden, så er Toms historie mere faktuel, selvom hans savn stadig er der. Men han fokuserer mere på sig selv og datteren - og ganske enkelt at komme igennem den første tid. Han skal manifestere sig selv som alenefar, og det er nok sværere end hvis det havde været en kvinde. En mor, som alle forventer er der for barnet. Tom får også en masse hjælp af familien i starten, da han er usikker - men han tager over og han tager ansvar. I det første år navigerer han også med tabet af sin far, der dør efter ti års kræftsygdom - det er unægteligt alt alt for meget. 

Dialogerne er til tider lidt svære at læse, da han refererer dem og det kan være svært at se, hvem der taler til hvem nogle gange. Desuden er der desværre en del sjuskefejl i bogen, som ødelægger oplevelsen en smule - men det er en barsk og stærk fortælling.

What I Ate in One Year - Stanley Tucci

 

• Engelsk
• 22.-25. september
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Et tilfældigt fund på bibliotekets bord med personlige fortællinger, hvor jeg ofte bliver inspireret. Det var også der, jeg i 2022 fandt Tuccis bog om madminder. Så selvfølgelig skulle jeg også læse denne.

Bogen foregår - som titlen siger - over et år; 2023 for at være mere præcis. Der er ikke en side per dag - det varierer i længde og nogle gange springer han over nogle dage. Men det er rimelig jævnt fordelt over året og fortæller om hans rutiner.

Som skuespiller rejser han selvfølgelig en del, og opdager nye restauranter. Han har lavet sit eget tv-show, som handler om italiensk mad - absolut hans favorit. Jeg har sjældent hørt om nogen, der spiser så meget pasta. Jo, italienere selvfølgelig. Tucci laver pasta til sig selv nærmest dagligt og tit til både frokost og middag.

Udover at fortælle om maden, er bogen krydret med anekdoter om hans dagligdag. Små og store ting, som han fortæller om med humor. Han er amerikaner, bosat i England og gift for anden gang med en langt yngre kvinde, som han har to mindre børn med. Det giver anledning til nogle eksistentielle tanker om livet - og maden!

Tucci er en sybarit, og jeg elsker det. Hans entusiasme når han opdager en grøntsag, han aldrig tidligere har set eller glæden ved at dække et bord til gæster i sit hjem er uovertruffen. Man får også en glimrende fornemmelse af hans madglæde og hvordan det udspiller sig rent praktisk. Han laver meget mad! Han må have et velassorteret spisekammer, og tit og ofte tages rester frem og bruges i andre sammenhænge. Der er altid hjemmelavede basisting som fond, tomatsauce og alt det andet gode italienske. 

Han deler nogle af sine opskrifter i bogen. Nogle gange er det blot summeret i et par sætninger. Andre gange er det helt detaljeret, og der begyndte jeg virkelig at læse det som om jeg stod i køkkenet og så for mig, hvordan det blev til en ret. De sider tog lang tid, da jeg levede mig gevaldigt ind i processen, og genlæste hvis nu jeg skulle prøve selv.

En bog for folk, der elsker god mad - men krydret med så meget andet. Tucci virker som et utroligt sympatisk og interessant menneske, man gerne ville dele et måltid og et glas vin med.

Lad os håbe på det bedste - Carolina Setterwall

 

• Dansk
• 20.-21. september
• 358 sider

Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste om denne personlige beretning - men det fik mig til at reservere den på biblioteket, og det fortrød jeg ikke. 

Den svenske forfatter har skrevet en hudløs ærlig bog om sin mand, Aksels, død i oktober 2014, hvor hun en morgen finder ham i sengen. Han var kun 34 år gammel, da en hjertefejl ender hans liv i søvnen. Historien fortælles til Aksel i to dele. Den første del kører i to spor fra de mødtes i 2009 og fra den dag han dør, indtil de to spor mødes. Den anden del er tiden efter hans død i 2015-16, hvor hun forsøger at finde sig selv og et nyt liv uden ham.

Carolina er lige fyldt tredive år, da hun i 2009 møder Aksel. Hun har haft flere forhold tidligere, men aldrig den rigtige store altopslugende kærlighed. Aksel er den mere tilbageholdende type, der ikke kaster sig hovedkulds ud i store deklarationer eller hurtigt vil flytte sammen. Da hun i 2013 begynder at tale om børn er han absolut heller ikke ivrig, og mener ikke han er klar. 

Caroline bliver dog hurtigt gravid, men må gå gennem det meste af graviditeten temmelig ensom, og uden at dele sine mange følelser med Aksel. Han er dog lykkelig over sønnen, Ivan, da han først er der. Men det tærer også på deres forhold - de er ikke enige om barselsorlov til Aksel, og han arbejder alt for meget. Samtidig beslutter de sig - endnu engang - for at flytte; og de er knapt installeret i deres nye lejlighed, da han dør.

Den sidste aften sover Carolina med den otte måneder gamle Ivan i barneværelset, da Ivan lider af mareridt. De får måske ikke sagt ordentlig godnat, og måske er stemningen lidt presset som for mange småbørnsforældre. Næste morgen er han død.

Det er som sagt skræmmende ærligt. Man kan undervejs tænke, at forholdet måske ikke havde holdt i længden? De var meget forskellige - men med en sådan beretning hører vi Carolinas version. Der er dog ingen tvivl om, at de var pressede og hun bebrejder sig selv for at have fremprovokeret hans alt for tidlige død.

Hun skal hele registeret af følelser igennem i sin sorg; hun benytter sig af psykologer og er godt omgivet af venner. Men der kommer også en hverdag, hvor hun ikke konstant er mandsopdækket og hvor hun begynder at blive bitter og ensom. Det er modigt at skrive alle sine mørkeste tanker ned så offentligt synes jeg. Samtidig er det uden tvivl en normal proces at gå igennem - for hende, men også for familien og vennerne.

Da hun i 2016 møder en ny mand, er de nærmest flyttet sammen to måneder senere. Han er også enkemand, og har et barn - de har nogle fælles traumer. Men de har ikke de samme drømme i samme tempo! Den nye mand vil starte en familie. Han vil have de får deres fælles barn, og fire måneder efter at have mødt ham er hun gravid.

Det er nok ikke svært at regne ud, at det er problematisk. Carolina er slet ikke færdig med at bearbejde sin sorg. Desuden er omgivelserne ikke lige så begejstrede - slet ikke hendes svigerforældre, som jo ser det som en streg over mindet om deres søn. Det må være ufatteligt svært at håndtere. Carolina er kun i trediverne - hendes liv er langt fra slut, og hun vil jo møde en ny mand. Men hvornår er det passende? Eller hvornår er hun klar? Det er hun i hvert fald ikke nu - og det ender uundgåeligt med et brud, som måske får alle til at trække vejret lettet - men måske glemmer de hendes følelser og behov?

Som sagt må jeg beundre, at man tør smide det hele ud i verden - for der er alle de grimme tanker, man kan have, når man faktisk er i en depression. Hun bearbejder det ved at skrive om det, og rationalisere over forholdet til Aksel, som jo ikke var perfekt. Det er de færreste forhold vel - og endnu mindre i den hårde fase med små børn. Man rives med af historien, og både føler med hende og har lyst til at ruske hende lidt. Alligevel er det umuligt - hver sorg er forskellig, og hver historie personlig.

De fortabte sønner - Andreas Gylling Æbelø / Sune Gylling Æbelø

 

• Dansk
• 16.-19. september
• 294 sider

Det var dejligt at begrave sig i et noget tungere emne end de sidste par krimier - og så er jo også sjældent jeg læser på dansk. Faktisk er det kun den tiende danske bog i år fordi jeg helst ikke læser oversættelser (og i hvert fald ikke på dansk) - men jeg kan også mærke, at det tager mig længere tid. Min hjerme er langt mere tunet til fransk og engelsk - i den rækkefølge - og de danske bøger er som regel faglitteratur, jeg henter på biblioteket. 

Men det kommer der også interessante læsninger ud af - som med denne bog. Jeg kender den ene forfatter fra medierne - fra hans tid som direktør for AIDS-fondet, for sit ægteskab med en berømt journalist og for nylig så jeg en seriedokumentar på DR - Hvad tror danskerne på? - hvor han netop deltog sammen med sin mand. Jeg kendte til gengæld slet ikke hans bror.

De to brødre, som er født med fem års mellemrum, voksede op i Jylland i slutningen af 1970'erne og 1980'erne i et dybt kristent miljø. Det var kristen friskole, og så efterskoler med kristne studiegrupper og sommerlejre. Det var kirke hver søndag og bibellæsning som underholdning i stedet for biografture. Det var ungdomskærester, hvor man pænt holdt fingrene fra hinanden - for alt inden ægteskabet var strengt forbudt. Og det var visheden - for begge brødre - om at de ikke passede ind i den verden. At de var forkerte på grund af deres utugtige tanker om andre drenge.

De to brødre er jo ikke helt jævnaldrende - fem år kan betyde meget i den alder - så de snakker ikke sammen om deres tanker. I stedet forsøger de begge i det skjulte at "blive helbredt" - de konsulterer sjælesørgere, opsøger maskuline miljøer (fordi man mener de har savnet et maskulint forbillede!) og de beder i det uendelige for at kunne leve et heteronormalt liv.

Jeg havde nok ikke de store illusioner om dise fundamentalistiske kristne miljøer - dog chokerer det mig, at det finder sted - eller gjorde det så sent som for nogle årtier siden. At man kan have et så indsnævret syn på andre mennesker og at man kan have en så stringent religionsopfattelse, som snarere minder om andre mere arkaiske religioner.

Bogen fortælles i skift af de to brødre om deres opvækst, indtil de begge nærmest samtidig beslutter sig for at springe ud. De ved, at det vil skabe sorg og kaos hos ikke mindst deres mor. Desværre hører man ikke senere meget om, hvordan deres forhold til familien er i dag. 

Deres nye frie liv betyder samtidig et brud med religionen og Folkekirken. Men med tiden bløder de begge lidt op, og her når vi den måske mest interessante del af historierne. For hvordan kan man forene de to livssyn? Der er en anden protestantisme end den fundamentalistiske - det er endog den mest praktiserede i Danmark. Begge brødre erkender, at kirken og religionen har en rolle for dem. Men udklædningen er anderledes - det er den tolerante åbne religion, hvor de kan værdsætte traditionerne, salmerne, kirkerummet og symbolerne. 

Det er faktisk interessant at læse beretningerne om de stort set lige så rabiate LGBT+-repræsentanter, der minder en hel del om deres ungdoms kirkelige repræsentanter. Dem, der fortolker alt i mindste detalje for at udstikke leveregler for LGBT+-miljøet uden nogen form for empati eller fleksibilitet.

Sprogligt er det til tider lidt tungt synes jeg; det kunne sagtens strammes lidt op i både form og indhold. Og så ville det jo være rart, hvis Gandhi ikke hed Ghandi! 

Dog er det en bog med et vigtigt budskab, som virkelig lærte mig noget. 

Hushjælpens skygge - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 14.-15. september
• 400 sider
• Originaltitel: The Housemad is Watching

Tredje og sikkert sidste del af serien om hushjælpen Millie - og det er helt fint! Gassen er gået af ballonen, kan man vist roligt sige.

Der er en del ting, der undrede mig her - vi er sytten år efter den første krimi. Millie er nu gift med den smukke italienske gartner, Enzo, og de har to børn på ni og elleve år. McFadden tidsplacerer ikke direkte de to første historier, men der er brug af diverse elektroniske hjælpemidler og det virker pudsigt, at vi pludselig har taget et kvantespring i tid. Det var tydeligvis ikke planen, da hun startede serien og det får nogle tekniske detaljer til at synes lidt pudsige.

Men nu er Millie socialarbejder, og har lagt karrieren som hushjælp bag sig. De har endelig besluttet at flytte udenfor byen, og køber et hus for enden af en blind vej. Naboerne til den ene side er et gift par uden børn og overfor er en enlig mor med en søn. Begge naboer er meget ivrige - den gifte nabokvinde er især begejstret for Enzo, mens den anden har frit udsyn til begge huse.

Strukturen minder meget om de to andre. Første del, hvor Millie fortæller om deres flytning og alle de lurende mistanker hun har om naboerne, hendes mand osv. Så tager datteren over, og fortæller sin version af flytningen og hvad, der førte til det mord, der nu skal opklares. Til sidst er der et lille twist på sagen, som skal skabe overraskelse hos læseren - men det fungerer slet ikke så godt her. Faktisk blev jeg lidt irriteret, da det har nogle store konsekvenser for især børnene.

Hovedelementet er Enzo - kan hun stole på ham? Flirter han med naboen? Har han fortalt sandheden om sin fortid? Det bliver repetitivt, og fyldt af floskler om den smukke italienske mand, der er en fantastisk far, partner.... uendeligt!

Det er blevet for meget skabelon nu - og alt for hurtigt at sejle igennem. Jeg glæder mig til en bog, hvor jeg bliver udfordret og kan fordybe mig lidt mere nu. Der har været for mange to-dagesbøger på det sidste. 

Les heures fragiles - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 12.-13. september
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

De eneste bøger af Virginie Grimaldi, der er oversat til dansk er dem, jeg endnu ikke har læst. Men hun kan tydeligvis noget med at ramme ind i samfundsaktuelle emner, der virker relevante for de fleste læsere. Dog synes jeg denne var lidt under niveau i forhold til de tidligere romaner - især denne.

Diane er midt i fyrrerne, og bor sammen med sin anden mand, Seb, deres fælles søn og hendes datter, Lou, fra et tidligere ægteskab. Det er en genkendelig situation og familiekonstellation i dag - og igen rammer Grimaldi noget meget ordinært. 

Seb får pludselig en midtlivskrise, og føler sig fanget i forholdet - så han flytter midlertidigt ud af hjemmet. Samtidig går Lou igennem teenageårene med alle de spørgsmål, det medfører. Hun har et forhold til en lidt ældre fyr, der nok bare vil have sex, og nedbryder hendes selvtillid.

Lou begynder at få panikanfald, og dystre tanker - da Diane opdager dette, reagerer hun hurtigt og effektivt. Lou bliver taget med til en psykolog, og pludselig er hun på et center for unge med psykiske problemer.

Historien fortælles i skift af Diane og Lou. Den ene kæmper for sit ægteskab, for sin datter og for at opretholde en hverdag igennem alt dette. Samtidig vækker det spøgelser til live fra hendes egen ungdom, og på et punkt tilføjes dagbogsnotater, som man umiddelbart tror er Dianes egne.

Lous fortælling er fra centeret og mødet med de andre unge. En fortælling om, hvor svært det kan være at være teenager med det stigende pres fra sociale medier om præstation og fysisk fremtoning. Hun ser de andre unge, og opdager, at hun ikke er alene - men også, at hun faktisk har et godt netværk i familien.

Der er et lille element af overraskelse til sidst - men jeg synes ikke det var helt så troværdigt som i de andre bøger. Ikke desto mindre er det relevante emner, og der er ingen tvivl om, at det er årsagen til hendes succes som forfatter. Det er let tilgængelige historier alle kan relatere til. Men jeg skal nok have en pause fra Grimaldi nu!

Hushjælpens hemmelighed - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 10.-11. september
• 352 sider
• Originaltitel: The Housemaid's Secret

Jeg var ganske godt underholdt af første bind om hushjælpen Millie, der yder en lidt speciel service til sine kunder - især de kvindelige arbejdsgivere, der vil ud af et ægteskab. Men det er ikke bøger, jeg vil investere i - og heldigvis var de meget hurtigt tilgængelige på biblioteket.

Der er gået nogle år, og Millie har haft flere jobs som hushjælp, hvor hun har hjulpet kvinder ud af voldelige ægteskaber - ikke mindst ved hjælp af gartneren Enzo, som blev hendes kæreste. Men han tog tilbage til Italien, og nu dater hun en ung og succesfuld advokat, Brock.

Hendes seneste job er at gøre rent og lave lidt mad i Garrick-husholdningen. Et kæmpe penthouse i New York ejet af en techmilliardær, Douglas, og hans tilsyneladende syge hustru Wendy. Millie får strenge ordrer om ikke at nærme sig det lukkede rum, hvor den syge kvinde opholder sig. Men det er jo et rødt flag for en kvinde, der ikke kan udholde vold mod kvinder. Da hun endelig møder Wendy, og ser hendes forslåede ansigt er hun sikker på, at hun må handle. Problemet er bare, at hun denne gang er nøje udvalgt af kvinden af de helt forkerte årsager - og ender med at blive fanget i en fælde.

Der er ligesom i den første roman et godt twist - faktisk flere - men man kan også tydeligt se skabelonen. Vi starter med en dramatisk indledning, hvor nogen er ved at dø - det er uvist hvem. Dernæst følger den længste del, hvor handlingsforløbet op til dramaet foregår og er fortalt af Millie. Dernæst går vi tilbage i tiden, hvor den forsmåede kvinde fortæller sin version af historien og endelig flettes det hele sammen.

Det virker fint for de twists, der er - men det er også en præcis kopi af opbygningen i den første krimi. Jeg ved ikke, om det kan blive ved med at fungere uden at det bliver for trivielt. Der er endnu en krimi inden det ser ud til, at McFadden er vendt tilbage til andre protagonister og det er måske meget godt. Jeg har den dog liggende, og vil bestemt læse den.

Oplysning til borgerne om Fadervor - Marianne Christiansen / Tine Lindhardt

 

• Dansk
• 7.-8. september
• 284 sider

I juli læste jeg en glimrende faglitterær bog om apostlenes grave. Det var et biblioteksfund, og på samme hylde fandt jeg denne bog om Fadervor, som pirrede min nysgerrighed.

Religion virker nærmest lidt tabubelagt i dagens Danmark. Langt mere end i andre lande; især de katolske, hvor man stadig ser unge og gamle i kirker - og ikke blot som turister! At sieg, at man beder Fadervor er nok ikke det første man siger til en fremmed eller en kollega?

For snart ti år siden mistede vi et familiemedlem. Vedkommende var død om natten, og næste morgen mødtes vi på hospitalet for at tage afsked, da søsteren til afdøde foreslog, at vi sagde Fadervor. Der stod vi. Fem voksne mennesker, og søsteren var den eneste, der med sikkerhed i stemmen kunne fremsige bønnen. Jeg kender den jo, og har hørt den i kirker på flere sprog mange gange. Men jeg ville ikke være i stand til at nedskrive den i den rigtige rækkefølge. Jeg får pudsigt nok altid byttet om på to linjer - den del med brødet vil aldrig det rigtige sted hen!

Så det var oplagt at gå mere i dybden med det, og de to biskopper, der har samskrevet denne bog giver os et grundigt indblik i historien bag bønnen men også hvert vers.

En linje - et kapitel. Ganske enkelt.

Kapitlerne er reflektioner over ordene i bønnen og hvordan de passer ind i vores moderne samfund og kultur modsat den tid, hvor de blev skrevet. Hvordan kan vi som moderne mennesker bruge dem og skal vi tage dem helt bogstaveligt, når der for eksempel tales om 'fristelse', 'ondskab' og hvor Gud befinder sig?

Det er krydret med mange bibelcitater, der måske kan blive lidt højtflyvende for den menige læser, som næppe har læst Bibelen fra ende til anden. Men fokuserer man på andre dele af teksten, er der masser af information og inspiration til at forstå bønnen som universel selv for os i dag.

De berører flere steder problematikken med at opdatere ordlyden, som Paven foreslog at gøre det i 2017, men i Danmark er den stadig som den er - med diverse modifikationer gennem nyoversættelser.

Jeg er nok til den traditionelle version; jeg tror på, at det er godt Fadervor netop er lidt arkaisk og højtidelig. 

Måske derfor fandt jeg bogen og dens form interessant fordi den nørder ned i hver linje af bønnen, så jeg forhåbentlig kan huske den nu. Men det er ikke bredt tilgængeligt som intentionen måske var.  

Hushjælpen - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 5.-6. september
• 336 sider
• Originaltitel: The Housemaid

Pludselig flød bognettet over med lovprisninger af denne serie af den amerikanske krimiforfatter Freida McFadden, hvor der nu er tre romaner. Da læsebunken var opbrugt blev første bind derfor indkøbt i lufthavnen til hjemturen - perfekt læsning til et par timers flytur.

Jeg kan sagtens se, hvorfor det er en succes - især da jeg selv ikke bryder mig om ekstremt voldelige krimier. Her kører vi på den psykiske stille terror, der er svær at få øje på udefra. Derfor er hushjælpen Millie da også chokeret over sin nye arbejdsgiver Nina. En rig kvinde, der har det hele - en gudesmuk succesrig mand, et stort hus og et barn. Men Nina er hysterisk, rodet og med store humørudsving - Millie har dog virkelig brug for jobbet, og overhører advarslerne fra den kliché-agtige italienske gartner Enzo. Man kan allerede se en filmatisering for sig med de personer, der tegner sig.

Første del fortælles af Millie, og giver hendes version og syn på forløbet. Anden del fortælles af Nina og pludselig er der et godt twist i historien. Et virkelig overraskende element, der gør det svært at slippe bogen - som dog også er hurtig med mange små kapitler.

Det er svært at anmelde en krimi uden at afsløre for meget - men essensen for mig er, at jeg bliver overrasket og ikke kan forudse handlingen. Det lykkes her!

Det er som sagt en serie, og helt til sidste sætning bliver man overrasket og spændt på fortsættelsen - de skal dog lånes på biblioteket; men det ser ud til, at forfatteren har ramt noget her. Hun har udgivet en del krimier inden, men var helt ukendt for mig.

Le convoi - Beata Umubyeyi Mairesse

 

• Fransk
• 2.-3. september
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter den skønlitterære historie om folkemordet på tutsierne havde jeg også en faglitterær bog, som har vundet flere priser for sin dokumentarhistorie. Forfatteren er den fransk-rwandiske kvinde, som flygtede ud af landet som 15-årig i 1994. 

Hendes baggrund er lidt anderledes idet hendes far er europæer og hendes mor rwandisk tutsi; med sin lysere hud havde hun en anden status i Rwanda. Det kom til udtryk under konflikten, hvor hun blandt andet foregav at have en fransk far, som hun skulle genforenes med. Det blev hende - og moderens held - og de kom ud skjult i en konvoj, der ellers kun skulle evakuere børn under tolv år.

Nogle år senere modtager hun nogle billeder fra grænsen til Burundi taget af britiske og amerikanske pressefolk; nogle af de få, der var til stede og dokumenterede, da stort set hele verdenssamfundet havde vendt ryggen til. Hun beslutter sig for at dykke ned i det - for at genfinde de mennesker, der hjalp hende og mange andre ud. Men også for at finde sig selv på film eller billeder og som voksen forstå, hvad der skete i de dage.

Det tager hende mange år; afbrudt af at starte en familie og møder med en administrativ mur af forhindringer. Hun finder flere billeder; hun finder journalister, der filmede og hun finder sig selv og moren på flere medier. Hun taler med dem, der var med til organisere konvojerne og gennemgår forløbet af de fire konvojer, der bragte flere hundrede børn ud - både hutuer og tutsier.

Hun finder frem til flere af de mange børn og får deres historie og minder. Det er ikke altid positive oplevelser - som den dreng, der genkender sig selv og henvender sig til en amerikansk journalist for at få en kopi af billedet af sig selv som flygtning. Svaret er en kort henvisning til journalistens bog, som kan købes online! 

Hun fortæller selv i bogen, at hun hidtil kun har skrevet fiktion - noveller og digte - for at holde sin egen historie på afstand. Først nu følte hun sig klar til at fortælle sin egen personlige flugt; men det forbliver overfladisk synes jeg. Vi får intet at vide om hendes liv inden konflikten - om den europæiske far; intet om livet efter, og hvor moderen er i dag. Det er en dokumentation af konvojen og som sådan det, der bliver "lovet" i titlen. Men dermed kører det også til tider i cirkler, og der er mange gentagelser og fyld, som kunne have været bedre redigeret. Det er absolut ikke en uvæsentlig fortælling men jeg savner virkelig noget dybde - hun formår at finde den frem i kritikken af Vesten (især Belgien og FN), men mangler den i den personlige historie. Helt klar var hun åbenbart ikke endnu.

Der er mange stærke historier om denne konflikt; dem, jeg har læst kan findes ved at filtrere på Afrika. Desværre er kun få oversat til dansk, men nogle - som denne - findes på engelsk.

Tu verras, les âmes se retrouvent toujours quelque part - Sabrina Philippe

 

• Fransk
• 1. september
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Ud af min feriebogbestilling på ni bøger fik jeg læst de otte - og der var hele to fejlkøb imellem. Misledt af anmeldelserne på nettet - og uden at tjekke mere seriøse anmeldelser grundigt! Den første var historien om hunden - og nu denne!

Sabrina Philippe er psykolog og forfatter; hendes bøger har primært været fagbøger indenfor hendes fag. Men måske lugtede hun chancen for nogle nemme penge med en roman, hvor hun kan snige nogle af sin "livsvisdom" ind. Det var en stor fejl!

Historien er kort fortalt en ung kvinde, som netop er blevet skilt og føler sig lidt fortabt. Hun møder en ældre kvinde - og her skal vi forstå en kvinde på "mindst 60 år" - i en café på Île Saint-Louis i Paris. Scenen er sat til en pittoresk parisisk fortælling.

Den ældre kvinde fortæller sin livshistorie - i lange drag. Den indeholder interessante elementer som en polsk-jødisk herkomst, men det graves der aldrig dybere i. Det handler om hendes forhold - alle de ligegyldige mænd, hun har haft korte affærer med. Og så var der HAM! En mystisk mand, der dukkede op og forsvandt hele tiden. Hun blev fysisk syg af at vente på livstegn fra ham. Indtil hun en dag forstår, at de er soul mates fra et andet liv, og mødes igen og igen indtil de har fuldført deres mission på jorden. Først da kan de genforenes - i endnu et liv - og endelig blive sammen i et reelt forhold.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om den slags pladder? Det værste er nok, at forfatteren tager dette fra sin professionelle viden og pakker det ind i en roman. Det er helt fint, at man tror på reinkarnation, sjælevenner og formål med livet - men at beskrive det så overfladisk, plat og ligegyldigt er ikke fint.

Det eneste positive at sige er, at den kunne overstås på en dag - og så skrev jeg en advarsel i den inden jeg efterlod den i vores feriehus! 

La dernière allumette - Marie Vareille

 

• Fransk
• 30.-31. august
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste år på sommerferien læste jeg denne glimrende roman af den franske forfatter Marie Vareille, så det var oplagt at medbringe hendes seneste succes.

Abigaëlle er fortælleren, Hun kan ikke tale, og befinder sig i et kloster i Nordfrankrig. To gange om måneden får hun besøg af sin bror Gabriel. Hun ved alt om hans liv, og ser alt, der foregår - hvordan og hvorfor formår forfatteren at holde tæt til kroppen til næsten sidste side.

Abigaëlles historie er også Gabriels historie. En fortælling om en barndom med overgreb og huslig vold. En historie om en bror, der gør alt for at Abigaëlle skal have en normal barndom, og ikke lide under volden i hjemmet. 

Men Gabriel ved også, at børn af voldsramte familie har langt større risici for selv at udvikle voldelige tendenser. Især mænd. Så da Gabriel møder Zoé er Abigaëlle på vagt. Historien kører i to parallelle spor med Abigaëlles noter fra barndommen og nutidens kronologiske historie om Gabriel og Zoé - fortalt af Abigaëlle.

Vareille formår akkurat som i sin sidste roman at præsentere os for en række cliffhangers. Vi var to, der læste denne roman lige efter hinanden - og ingen af os havde gættet udfaldet før tid. Det er nem ferielæsning, men også en velskrevet psykologisk thriller! Romaner, der sagtens ville fungere til et dansk publikum. 

Le mystère Caravage - Peter Dempf

 

• Fransk
• 26.-29. august
• 672 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har vist sagt det tidligere - min kunstinteresse slutter nogenlunde omkring 1610, hvor Caravaggio dør. I hvert fald er der en lang pause frem til impressionisterne, og så er det endegyldigt slut omkring mellemkrigstiden. Men Caravaggio er en kontroversiel og fascinerende skikkelse - og selvfølgelig er hans malerier helt særlige med hans genopfindelse og brug af chiaroscuro. 

Den franske forfatter, Dominique Fernandez, har skrevet en romantiseret biografi af Caravaggio, som jeg læste i 2014. Fernandez beskriver ham som homoseksuel - men i hans øjne er alt og alle homoseksuelle, som jeg beskrev her. Hvorvidt det er rigtigt, får vi nok aldrig svar på - men nogle mener han muligvis var biseksuel. 

Peter Dempf er en tysk forfatter, der har skrevet en del historiske romaner blandt andet om Fugger-familien, der kommer fra hans hjemby Augsburg. Han har ligeledes skrevet to romaner om kunstnere - Caravaggio og Hieronymus Bosch, som med et mysterie i centrum tjener til at fortælle om disse kunstneres liv.

Mysteriet om Caravaggio foregår i de sidste skelsættende år, hvor han boede i Rom og havde opnået god anerkendelse for sine værker. Men han mødte jo også modstand ved at bruge fatigge, tiggere, prostituerede og ikke mindst lig som modeller - det passede ikke ind i den katolske kirkes billede af Jesus, Maria osv., som skulle afbildes efter præcise retningslinjer. 

Mysteriet bygges op om et af hans malerier, Salome med Johannes Døberens hoved - endnu et kontroversielt maleri, og i bogen en kopi af et tidligere maleri, der blev ødelagt angiveligt fordi de portrætterede personer var mennesker fra Caravaggios eget liv. Caravaggio havde søskende, men her stopper lighederne måske med bogen. 

Flere personer er interesseret i hans malerier. Hans bror, der er munk, fordi han er uenig med Caravaggios livsstil og ikke vil se sit ansigt på maleriet. Pavestolen, som var midt i en brydningstid mellem de spanske og de italienske paver, og kunstnerne var dybt afhængige af pavens støtte både økonomisk, men også for at "godkende" deres malerier. Caravaggio bliver ekskommunikeret af paven, og flygter til Malta, hvor han søger tilflugt hos tempelridderne. Derfor er der flere af hans malerier i Valletta, som jeg har planlagt at se om nogle måneder - en lille kunstnerisk pilgrimsrejse om man vil.

Men han ryger også uklar med dem, og tager retur til Italien. Han dør inden han modtager den benådning, der måske kunne have reddet ham.

I historien er der en kvinde, Maddalena, der følger ham og fungerer som hans elev. Forfatteren har gjort hende til hans niece, mens Mario Minniti som med høj sandsynlghed var hans elsker indtager en mindre rolle. Dog finder vi mange af de personer, man reelt ved havde relationer til Caravaggio - og resten er fiktionel frihed, der er med til at skabe rammen for hans mange rejser.

Der er ingen tvivl om at Caravaggio blev tvunget ud i eksil, og også gentagne gange kom i uføre og måtte flygte igen. Omstændighederne omkring hans død forbliver dog et mysterie - var det malaria? Eller et hævntogt fra enten tempelridderne eller stærke kræfter i Vatikanet? Det mysterie får vi aldrig opklaret - men romanen giver os et godt mysterie blandet med dejlige historier om hans malerier.

Det jeg ved om dig - Éric Chacour

 

• Fransk
• 24.-25. august
• 336 sider
• Originaltitel: Ce que je sais de toi

At en fransk roman oversættes til dansk er jo normalt et tydeligt tegn på en succes; desværre oplevede jeg ikke den wow-følelse her, men det blev så til fulde opvejet af denne stærke historie.

Éric Chacour er canadier, og dette er hans debutroman fra 2023, som har vundet flere priser både i Canada og Frankrig.

Tarek ved allerede som barn, at han skal være læge - familien forventer enten en læge eller en advokat, og den tolv-årige dreng vælger lægefaget og overtager sin fars praksis i Cairo. Han møder en ung kvinde, og de gifter sig. Men så møder han Ali, hvis mor har en livstruende sygdom. De to mænd tiltrækkes af hinanden. Ali er muslim, og Tarek er en del af den kristne koptiske minoritet i Egypten - men det nok den mindste forhindring.

Historien er opdelt i tre dele. Den første del 'Dig' fortælles i anden person ental, og man tænker både, at det kan være Ali, der fortæller eller en altvidende ekstern figur. Det er det ikke - og det afsløres lige inden anden del, som fortælles i jeg-form inden det afsluttes med 'Os'.

Det er på flere måder en tragisk og ulykkelig historie om traditioner, der ikke kan brydes. Om familier og hemmeligheder. Om prostitution i et muslimsk land - og om skammen ved homoseksualitet. Om eksil for at skjule skammen og slippe væk fra intolerancen, men også om forspildte chancer. Måske om et helt liv, der tabes på gulvet bundet af normer.

Det er fantastisk, at der er fransksprogede romaner, der oversættes til dansk. Selv om Chacour er canadier ser man tydeligt den franske sproglige indflydelse, som er markant anderledes fra nordisk (og dansk) sprogstil. Samtidig tages vi også med til et Egypten, der nok er mere frit end tilfældet er i dag; og alligevel så bundet af traditioner og fordomme.

Hans lugt efter regnen - Cédric Sapin-Defour

 

• Fransk
• 22.-23. august
• 254 sider
• Originaltitel: Son odeur après la pluie

En af de største publikumssuccesser i Frankrig sidste år - og selvom jeg var lidt lunken ved emnet, valgte jeg alligevel at købe den til ferien. Det skulle jeg nok ikke have gjort!

Jeg er ikke en hundeperson! Jeg vil meget gerne have en kat - hvis jeg måtte, hvor jeg bor. Men hunde siger mig ikke så meget. Det er nok det første problem. 

Her handler det nemlig kun om forfatteren og hans hund. Fra han kommer hjem med den lille hvalp og døber den Ubac - opkaldt efter skyggesiden af Alperne i det område han bor i. Livet drejer sig om hunden og dens velbefindende. Om deres ture sammen og lige så meget om de steder og mennesker forfatteren vælger til og fra afhængig af deres forhold til Ubac. Da han møder en kvinde, er det altafgørende at hunden og hende kan sammen.

Jeg synes personligt det blev for meget. Jeg kan nok ikke begejstres for at læse flere hundrede sider om, hvad en hund kan foretage sig. Da den dør - mæt af dage - er der mere end fyrre sider om bearbejdningen af sorgen, og jeg tænker muligvis, at forfatteren skulle arbejde mere med menneskelige følelser og relationer. Jeg kæmpede mig igennem og efterlod den på stedet - men hvis man er hundeelsker er det muligvis langt mere interessant.

La fièvre Masaccio - Sophie Chauveau

 

• Fransk
• 20.-21. august
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sophie Chauveau har skrevet flere biografiske romaner af kunstnere - og især hendes roman om problembarnet Filippo Lippi var jeg begejstret for. Jeg har ikke læst hendes roman om da Vinci, da jeg har læst nogle mere seriøse værker om ham. Men efter min rejse til Firenze i foråret opdagede jeg denne om renæssancemaleren Masaccio.

Masaccio blev kun 27 år gammel og døde i Rom i 1428; omstændighederne er uklare - sygdom, overfald, forgiftning? Muligvis derfor er han ikke et af de helt store navne, når man i dag taler om renæssancen - ikke desto mindre blev han af sine samtidige anset for at være et talent ud over det sædvanlige.

Han havde ikke en reel uddannelse, som ellers var kotyme for malere, der skulle stå i lære i årevis, hvor de først blandede maling eller klargjorde til den store kunstner, som var deres læremester. Han kom til Firenze som ung mand omkring 1418, og mødte hurtigt både Brunelleschi, Donatello og Ghiberti - byens store kunstnere, som stod bag fx domkirkens udsmykning. Han fik mulighed for at arbejde sammen med Masolino, som dog hurtigt måtte erkende, at han havde mødt sin overmand.

De to arbejdede sammen på flere projekter, hvoraf det mest berømte er Brancacci-kapellet i Santa Maria del Carmine-kirken på den anden side af Arno-floden. Det er et af de steder i Firenze, man absolut skal reservere sin entré til. Pladserne er få og man skal være i god tid. Man kan komme ind i kirken uden billet, men netop dette kapel ligger oppe til højre for alteret og er ikke synligt fra det centrale kirkerum. Adgangen foregår fra siden, og man føres ind til kapellet fra bagenden. Det er et ganske ordinært kapel i størrelse - men magien er i vægmaleriene af Masaccio og Masolino. De har malet hver deres paneler, men også samarbejdet om figurer på visse paneler.

Masaccio var den første, der malede personer med fødderne plantet fladt på jorden - alle andre malede dem, så man troede de svævede lidt på tåspidserne. Hans ansigtsudtryk er exceptionelle i mimik og følelser - og selvom det er lidt besværligt at organisere sit besøg, så er det besøget værd. Der er ganske få andre værker af Masaccio i fx Pisa - men hans tidlige død satte en stopper for en lovende karriere.

Romanen er fortællingen om hans venskab med Brunelleschiog Donatello; samarbejdet med Masolino og hans lidt maniske tilgang til arbejdet. En anekdote om Filippo Lippi, der som helt ung udspionerer ham, og maler en kopi af Masaccios paneler i et bordel i Firenze er pure opspind - men en god historie, fordi Lippi jo havde en interessant livsstil!

Det er altid svært at give liv til en person, som primært kendes gennem sin kunst. Der er ingen breve eller andre overleveringer fra Masaccio selv. Vasari har selvfølgelig skrevet om ham - men han er jo heller ikke hel pålidelig - så man må tilgive forfatteren en vis kunstnerisk frihed, og nyde at blive taget tilbage til Firenze.

Magnifique - Jean-Félix de La Ville Baugé

 

• Fransk
• 19. august
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Min flylæsning var en lille intens roman om folkedrabet på tutsierne i Rwanda i 1994 skrevet af den franske forfatter, som selv har arbejdet for NGO's i flere konfliktzoner.

Romanens hovedperson bor i Schweiz med sin mand og børn, da hun skal have foretaget en operation. Inden operationen vælger hun endelig at skrive sin historie ned. Hvis der sker hende noget under operationen, skal hendes mand kende hendes historie.

De to mødtes i en flygtningelejr i 1994, da hun var undsluppet hutuernes systematiske forfølgelse. Sammen med sine forældre har de taget tilflugt i en kirke sammen med resten af byens indbyggere - men det er en fælde, og de bliver stort set alle dræbt. Magnifique, som hun hedder, undslipper og overlever i månedsvis ved at gemme sig om dagen, og finde mad om natten. Indtil hun bliver fundet af Røde Kors-medarbejdere, og i månedsvis ligger på hospitalet. Hendes mand er schweizer, og tager hende med hjem og hun genskaber et liv - men hun møder også nogle af dem, der overlod dem til deres skæbne. 

Det er og bliver en skamplet på det internationale samfunds samvittighed; vi bekymrede os om at evakuere soldater, NGO-ansatte og diplomater - og så kunne de ellers bare dræbe løs. Det blev i lang tid anset for at være en intern konflikt - men vesten startede den. Belgien var ophavsmand til det stempel på identitetspapirer, der opdelte folk i hutuer og tutsier i kolonitiden, og dermed lagde bund til en konflikt, der dræbte en million mennesker på hundrede dage.

Det er en stærk roman, fordi den er underspillet men hele gruen vokser frem igennem hendes minder, og de traumer hun har levet med i tredive år. Det er spørgsmålet om man kan komme videre, og skabe et familieliv med de ar på sjælen. 

Lettres à un jeune romancier sénégalais - Alain Mabanckou

 

• Fransk
• 18. august
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den bog, jeg havde planlagt at læse i flyet i morgen, kom jeg til at læse i dag - det går ganske enkelt ikke for mig ikke at have gang i en bog!

Det er min attende bog af den congolesiske fransksprogede forfatter og universitetsprofessor - en af dem var inden bloggen startede. Jeg føler nærmest, at hver gang der er en udgivelse i lommeformat, så udkommer den næste. De skifter desuden med næsten militær præcision mellem fiktion og non-fiktion. Selvom jeg ikke læser dem kronologisk, da paperback-udgivelserne nogle gange trækker ud, så køber jeg dem alle. Dog har jeg jo en forkærlighed for hans romaner med den helt specielle afrikanske humor. 

Denne gang er det dog snarere en form for interview, der er lavet i brevform til en ung senegalesisk aspirerende forfatter, han har mødt i Dakar. Om dette reelt er sket, ved jeg ikke - måske er det bare en iscenesættelse for at overbringe sit budskab om forfatterskabet. Det er ikke nyt - Mabanckou har flere gange skrevet om især afrikansk og afro-amerikansk litteratur i fx hans indtrædelsestale til Collège de France eller hans antologi af amerikanske historier. 

I de cirka tyve breve fortæller han om udgivelsen af sin første roman, hans forhold til "klassikere" og hvordan det ikke er nødvendigvis er de samme, som forfatterne selv mener. Han kommer ind på sin opdagelse af litteraturen på skolebænken i Brazzaville - hvor der var forbud mod at tale fransk. Det blev straffet ved at eleven skulle bære et stykke råt kød om halsen. I en stegende afrikansk hede kan man levende forestille sig det inferno af insekter, det tiltrak! 

Det er selvfølgelig virkelig barske metoder; og Mabanckou er en ivrig forsvarer af afrikansk kultur inklusive at skrive på de originale sprog, selvom han selv skriver på fransk. Jeg startede engang på at lære wolof, og i en tid også lingala - det var frustrerende at disse sprog ikke synes at have en generel og entydig regel for fx stavning. I dag har jeg glemt det meste - og selvom fransk er nok så svært at lære, så har det da fordelen af at være entydigt!

Et andet interessant kapitel (brev) er det om oversættelser. Jeg læser jo mest på originalsprog. Læser jeg oversættelser finder jeg typisk en version, der tiltaler mig, og holder fast i den. Således læser jeg altid Orhan Pamuk på fransk - og nu kender jeg hans univers på det sprog, og det er i øvrigt tit den samme forfatter. Det samme gælder Gabriel Garcia Marquez, hvor jeg synes poesien på fransk passer bedre. Mabanckou fortæller om sit forhold til oversættelser af sine romaner, og hvorledes han ville give en modtaget pris til den israelske oversætter, da han mente hun havde gjort arbejdet. Det er en interessant diskussion - for der er ingen tvivl om, at det er hårdt arbejde og en dårlig oversættelse kan ødelægge en muligvis god historie.

Er det så en hel bog værd? Der er meget luft i den; og det kunne lige så godt have været et par interviews eller podcasts. Men Mabanckou er jo universitetsprofessor, og arbejder med afhandlinger. Nogle af hans bøger kommer derfor til at virke som sådanne - men han ar altid interessante observationer.

Alligevel glæder jeg mig nu mere til udgivelsen af hans nye roman, som ser ud til at være en retur til hans originale stil! 

Twentieth Century Paris (1900-1950) - Marie-José Gransard

 

• Engelsk
• 14.-17. august
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu er det endelig blevet tid til tre ugers sommerferie - og jeg har en smuk stak af ni nyere franske romaner liggende, som kun venter på at komme i kufferten. Indtil da havde jeg lige tid til en lille perle fra biblioteket - en "biografi" af de mange forfattere og kunstnere, der fandt deres inspiration eller deres nye hjemland i Paris i det 20. århundrede.

Den opmærksomme læser vil vide, at jeg har læst meget faglitteratur om disse personer og hvad, der reelt skete i Paris i disse skelsættende år for kunsten uanset om det var maleri, skulptur, musik, litteratur eller dans! Hele verden mødtes i Montparnasse. Så måske var der ikke så meget nyt i det - men jeg har tidligere fokuseret en del på malerkunst, som er min passion. Men litteratur er jo også min passion, og her fik jeg hurtigt føjet en del titler til huskelisten. Selvom det er romaner, der er omkring de hundrede år gamle, er mange blevet klassikere, som sagtens kan findes endnu.

Den nok mest kendte roman om dette Paris er Hemingways beskrivelse, men jeg skal også have læst romanen om hans hustru skrevet af Paula McLain. Tidligere i år læste jeg biografien af Giacometti, som havde et tæt samarbejde med forfatteren Samuel Beckett - mange kunstformer i netop denne periode interagerede på måder, man aldrig tidligere havde set. Dan Franck har skrevet den fantastiske biografi af Bohème-miljøet, hvor også mange forfattere optræder. Han har forsøgt at romantisere det i en roman, der dog ikke er særlig vellykket. Hvis man vil læse vellykkede romaner er der fx den romantiserede biografi af Robert Desnos eller Françoise Gilots erindringsbog om livet med Picasso, hvor mange andre kunstnere også optræder.

Her er de alle samlet, og krydser hinandens liv - det er ikke kronologisk, men snarere samlet i tematiske kapitler. Der er dem i eksil. Der er mæcenerne. Der er de honoseksuelle, især en gruppe lesbiske forfattere, som i Paris fandt det frirum til at leve som de ville. Paris - og Frankrig - var langt mere tolerant end England eller USA. Nogle skikkelser træder tydeligt frem; det helt store ikon var jo den amerikanske kunstmæcen Gertrude Stein, som var tæt med Picasso og ses i Woody Allens film Midnight in Paris. En anden prominent udlænding i Paris var Sylvia Beach, som åbnede boghandlen Shakespeare and Company, som man kan læse om her, og som selvfølgelig er selvskreven på enhver bibliofils rejse til Paris på trods af de massive horder af turister, man nu finder der. Jeg opdagede Djuna Barnes - ikke den danske forfatter, men den originale amerikanske forfatter, som inspirerede hendes pseudonym. Hendes mest kendte værk er nu på listen.

Forfatteren giver os alle de adresser, de boede på samt de steder, de spiste, drak, horede og morede sig. Hvis man vil i deres fodspor i byen er det bare at tjekke listerne i slutningen af bogen. Forbløffende mange caféer og restauranter findes stadig, mens det nok er mere tvivlsomt med bordellerne - jeg har ikke tænkt mig at tjekke dem, men der er mange steder jeg lige vil slå forbi næste gang jeg er i Paris. Forhåbentlig i slutningen af året!

Hemingway sagde, der er ingen ende på Paris, og det er nok derfor, der stadig er bøger at skrive om byen og de mennesker, der levede der. Og derfor jeg bliver ved med at opsøge dem!

Skygger over Hudsonfloden - Isaac Bashevis Singer

 

• Fransk
• 7.-13. august
• 919 sider
• Fransk titel: Ombres sur l'Hudson

For temmelig mange år siden læste jeg en af Singers mammutromaner, som først udkom i 1950. Da jeg var i Warszawa for nogle måneder siden købte jeg på det jødiske museum hans selvbiografiske samling af historier fra barndommen, og så fik jeg lyst til at læse flere af hans romaner. Han skrev sine værker på jiddisch, selvom han boede i USA fra 1935. Så jeg valgte at læse den på fransk, selvom en del sagtens kan findes på dansk på danske biblioteker.

Romanen foregår i New York fra 1947-48, og følger en gruppe jøder, som forsøger at holde sammen i det nye fremmede land. Nogle har været der i en del år - de kom ud af Europa i tide - mens andre er ankommet efter krigen, og i flere tilfælde efter kz-lejre. Disse sidste har mistet hele deres familie, og sammen forsøger de nu at skabe en ny og holde fast i deres traditioner.

I centrum af romanen er Boris Makaver; en midaldrende forretningsmand, der er enkemand og har en datter, Anna, i starten af 30'erne. Han er ganske velhavende, og samler tit den lille gruppe til sammenkomster i sit hjem, hvor de flittigt diskuterer alt fra judaisme til kommunisme, som er det helt store samtaleemne i tiden. Europa i efterkrigstiden er jo også mærket af Ruslands nye styre, og mange af dem stammer fra lande, der nu er under russisk dominans.

Anna har et ægteskab bag sig, og er nu ulykkelig gift med den langt ældre Luria. Da hun møder Grein, som underviste hende som barn i Polen, er det den helt store kærlighed. Grein er gift med Leah, men har også flere elskerinder hvoraf den faste, Esther, har varet i elleve år. Grein er midt i en livskrise af kedsomhed og rutine, så da Anna pludselig er der, ser han det som løsningen og de to stikker af sammen.

Det skaber røre i den lille kreds, hvor alle kender alle. Boris slår hånden af sin datter, og begynder at fundere over, om han er skyld i det? Deres nye liv i USA har fjernet dem fra de jødiske traditioner, og de yngre generationer interesserer sig mere for penge og morskab. 

Greins og Annas forhold bliver ikke nemt; Grein er i bund og grund rastløs - han går fra Leah og Esther til Anna; så tilbage til Leah, og endelig til Esther. Blot for til sidst at ende som dybt religiøs eremit i den nyoprettede stat Israel. Men undervejs er Annas mand død og Grein mener deres forhold har slået ham ihjel. Mange af protagonisterne kæmper med skyldfølelse over at have overlevet krigen, mens deres ægtefæller og børn er døde. De relationer, de etablerer nu, er mærket af denne skyldfølelse og de sætter spørgsmålstegn ved deres religion.

Singer var opdraget med strenge jødiske traditioner. Hans far var rabbiner, og barndommen var ortodoks. Som ung mand blev han optaget af de moderne filosoffer og indtog en mere sekulær holdning til religionen og efter flytningen til USA blev han direkte ateist. Han kæmpede med troen, når Holocaust kunne ske. Det dilemma ses i hans romaner - både i Familien Moskat, hvor hovedpersonen forkaster religionen, men også her, hvor samtlige protagonister kæmper med religiøse dilemmaer og hvordan de skal forene troen med at leve i et andet land og en anden verdensorden.

Det er ligesom den første roman, jeg læste, en temmelig omfattende og kompleks sag. Der er meget religion og filosofi, men Singer formår at levere det på en interessant måde selvom det selvfølgelig er præget af at være skrevet i 1957. Først og fremmest er det nok interessant at se, hvor kritisk Singer var overfor zionismen. Han skelner tydeligt mellem jødedommen som religion og zionismen som politik - en holdning, der nok er værd at huske på lige nu.

Det er nok ikke den type roman, der er mest populær nu - af mange årsager. Ikke desto mindre er den interessant for de emner, den behandler om skyld, tro, eksil og personlig lykke.

Ithaka - Mich Vraa

 

• Dansk
• 4.-6. august
• 390 sider

Jeg har læst samtlige af Mich Vraas bøger - nogle er skrevet med en medforfatter, og de fleste har omhandlet danske historiske begivenheder som slavehandlen, Korea-krigen eller de hvide busser. Hans seneste roman adskilte sig allerede lidt med historien om prins Henrik, men denne gang er vi virkelig ovre i et helt andet univers.

Mich Vraa har selv en historie med Grækenland, som han beskriver i epilogen - det er et land, der har betydet meget for ham og hans familie og han er tydeligvis også fan af den græske mytologi og de homeriske digte, som han flittigt refererer til i denne roman.

Alex Harper er 62 år gammel, fraskilt fra sin fjorten år yngre hustru og en anerkendt forfatter. Primært grundet en enkelt roman udgivet tolv år tidligere, men som har givet ham berømmelse og økonomisk frihed. Han er delvist fanget i en midtlivskrise; han savner sin ekskone, og hans voksne datter bor i USA, og han har meget lidt kontakt med hende. Hans egen far forsvandt fra familien, da han var fjorten år gammel - så han bliver noget overrasket, da han får at vide, at denne er døende og gerne vil se ham.

Alex rejser til Ithaka - som jo også var Odysseus' hjemstavn - men han tøver med at besøge faderen. I stedet drysser han rundt i den lille landsby, og møder Alison, som han viser sig at være i familie med. Han ser tilbage på sin barndom og faderens svigt, og på sit fallerede ægteskab - og han funderer over sin dødelighed. Han udforsker nogle af de steder han i sin tid kom med sin far, der var opsat på at bevise, at Odysseus virkelig havde levet på Ithaka for tretusinde år siden.

Han bearbejder sorgen over tabet af faderen - og kommer på sin egen episke odyssé med rustvognen til en nærliggende ø; og livet tager pludselig nogle voldsomme vendinger. Der er store naturkræfter på spil - præcis som det skal være i en græsk tragedie; men Alex som Odysseus kommer helskindet ud på den anden side vel vidende, at han er dødelig. At han ikke er perfekt, at han skal kæmpe for dem, han elsker - men at livet virkelig er det værd.

Det er en selvransagende roman om en voksen mands coming of age på et sent tidspunkt i livet. Den er meget forskellig fra Vraas andre romaner, og jeg var ikke ovenud begejstret hele vejen igennem. Nogle passager blev lidt for langsommelige for at kulminere voldsomt mod slutningen. 

Når man i en roman læser om en anden "fiktiv" roman, kan denne nogle gange blive helt levende. Sådan er det også med Alex Harpers roman i Mich Vraas roman; den optræder så levende og endog med citater mange steder i historien. Da der samtidig er en del citater fra reelle romaner, kan man næsten glemme, at lige netop denne er opdigtet - for nu vil man jo læse den roman! Måske er det den næste roman Vraa skal skrive, for den virker næsten helstøbt i tankerne.

Paris, City of Dreams - Mary McAuliffe

 

• Engelsk
• 2.-3. august
• 344 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er begyndt at lægge mere mærke til de anbefalinger Bibliotekets app viser mig; det er tit ikke min smag, men der må jo være en algoritme baseret på mine lån? Nogle gange viser de sig at ramme rigtigt! Historiebøger er absolut et pletskud!

Som tidligere pariser, absolut frankofil (og frankofon) og passioneret historiefreak var dette et oplagt bud. Jeg kredser tit langt mere om renæssancen og perioden efter den franske revolution er i hvert fald noget mere ukendt land for mig. Det blev der heldigvis lavet om på nu.

Napoléon III var Bonapartes nevø, der i 1848 blev valgt som præsident i Frankrig. Men ambitionerne var langt større - med det efternavn besluttede han i 1851 at lave et statskup, som kunne gøre ham til kejser. Trods revolutionen blot tres år tidligere accepterede franskmændene det, og han blev landets sidste monark. Hans politik var i lang baseret på at forbedre vilkårene for især de fattige i Paris, som jo udgjorde langt størstedelen af den franske befolkning. Paris var stadig en by præget af middelalderens huse med dårlig sanitet og hygiejne. Det var ikke det Paris, som vi kender i dag - og som har skabt byens renommé som en af de smukkeste byer i verden. Det lavede Napoléon III om på med hjælp fra Haussmann, som er indbegrebet af parisisk arkitektur.

Haussmann stod bag nedrivningen af de mange små gyder, der også var nemme at blokere med barrikader, som det var sket under oprøret i 1848 som beskrevet af Victor Hugo i Les Misérables. Nu skulle der store brede boulevarder til, og husene skulle bygges efter nøje planlagte tegninger for at skabe en harmoni i gadebilledet. Nogle af hans planer var radikale og skabte furore - og bland andet Victor Hugo var en fortaler for det gamle kringlede Paris. Hugos roman Notre-Dame de Paris havde i 1830'erne været den primære årsag til at man endelig gjorde noget for at redde den gamle katedral fra ruin, og nu gik han i brechen for Haussmanns planer. Hugo var heller ikke royalist, så det førte til hans nitten år lange eksil i Bruxelles og på Guernsey.

Bogen tager os igennem Napoléon III's regeringstid til han styrtes efter krigen mod Preussen i 1870. Vi følger genopbygningen af Paris med anlægningen af parker, operahus, pladsen omkring Triumfbuen og de mange avenuer, der i dag er en selvfølge for os. Nedrivningen af stort set hele Ile de la Cité for at skabe plads omkring Notre-Dame, så man kunne se den smukke katedral men også den vigtige tilførsel af vand til storbyen. Haussmann stod også for udvidelsen af Paris til de i dag tyve arrondissementer, og nok kan man have lyst til at opleve Paris fra tiden før - men han gjorde Paris til en superstar.

Det var selvfølgelig ikke uden omkostninger, og i bogen møder vi også modstanderne og de mange problemer undervejs. Vi møder de mange kunstnere, som endnu blot var unge men senere definerede fransk kunst - Pissarro, Degas, Monet, Manet, Bizet, Zola, Goncourt-brødrene og Sarah Bernhard. 

Man skal nok have et ret indgående kendskab til Paris for at nyde dette meget detaljerede stykke historie - for man skal kunne visualisere de mange gadenavne, der konstant nævnes. Samtidig forstår man også hvorfor de fik de navne, de har i dag. Man kan komme med på en lang spadseretur rundt i byen og fornemme stemningen, som pariserne oplevede den, mens de levede på en årtier lang byggeplads.

Det er dog også den politiske historie om dette sidste monarki, og hvordan kejserens drømme nok byggede Paris, men også kostede ham tronen.