Dage efter Pierre - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 5. oktober
• 396 sider
• Originaltitel: Il nous restera ça 

Jeg har nu læst fem romaner af Virginie Grimaldi; jeg var lidt skeptisk i starten og den første føltes da også som lidt for nem. Det var nummer to og tre bestemt ikke, og så var jeg lidt mindre imponeret over den fjerde. Jeg har ikke læst dem i den rækkefølge de er udgivet i - og nu er vi tilbage til 2022 med en af de to romaner, der er oversat til dansk indtil videre. Grimaldi udgiver i snit en roman om året - og jeg er sikker på, at flere vil komme på dansk.

I Paris møder vi tre vidt forskellige personer. Jeanne, der netop har mistet sin mand, Pierre, efter 50 års samliv. Han dør pludseligt, og nu sidder hun i den store lejlighed, som egentlig er lidt for dyr til hendes økonomi som enke. Jeanne er 74 år gammel og bruger nu sin tid på at besøge Pierres grav hver dag.

Iris er 33 år gammel, og arbejder som social assistent. Hun bor i et lille lejet værelse og man fornemmer, at der er nogle hemmeligheder skjult i det. Hvorfor arbejder hun ikke indenfor sir fag som fysioterapeut og hvem gemmer hun sig for i Paris?

Théo er mere ligetil selv med sit komplicerede liv. Han kommer fra en dysfunktionel familie med en alkoholisk mor og ukendt far. Hans eneste mandlige holdepunkt var Marc, der i en kort periode levede med moderen og fik hans halvbror. Men moderen begyndte at drikke igen, og Théo tilbragte resten af sin barndom på en institution. Som 18-årig er han nu i lære som konditor, og lever i en ramponeret bil.

Da Jeanne beslutter sig for at leje et værelse ud, bliver det til to værelser, da hun ikke nænner at skuffe den ene af de to unge mennesker. Det der blot skulle være en praktisk løsning for alle, ender med at blive livsforandrende på alle måder. 

Jeanne kommer videre i sin sorg, og finder et nyt formål med tilværelsen. 

Iris finder ro til at komme sig over sine bitre livserfaringer og gøre sig klar til en ny langt mere positiv forandring. 

Théo finder endelig en base, der kan give ham mod til at stole på andre - og måske opsøge sin fortid mens hans bygger en fremtid.

Det lyder jo frygteligt banalt - og det er det måske også meget af tiden. Men Grimaldi kan nu alligevel noget med at undgå det rosenrøde pladder og istedet blande en god del humor ind i sine historier. Jeg grinte højlydt flere gange - og så faldt der også en tåre eller to.

Tempoet er højt med mange små kapitler, der ofte brydes af en tom side. Så det er nem læsning og kunne nemt klares på en regnfuld søndag, hvor man trængte til lidt feel-good. 

The Thistle and the Rose - Linda Porter

 

• Engelsk
• 2.-4. oktober
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Tudor-England har altid fascineret mig - og jeg har efterhånden læst en del af Alison Weirs historiske biografier, der primært omhandler Henry VIII og/eller hans mange hustruer. Nu opdagede jeg så en nylig udgivet biografi af Henry VIII's søster, Margaret Tudor.

Det er ikke en romantiseret biografi, som Alison Weir skriver dem, men en faglitterær biograif baseret på utallige kilder, der har dokumenteret denne prinsesse og dronnings liv.

Margaret er født i 1489 som datter af Henry VII og Elizabeth af York, hvis vej til den engelske trone er beskrevet i denne roman. Som traditionen bød begyndte man allerede tidligt at planlægge et strategisk klogt ægteskab, der kunne cementere politiske alliancer - og som på ingen måde tog højde for de involverede parters ønsker. I Margarets tilfælde ender det med den skotske konge, James IV, som dog "heldigvis" kun var seksten år ældre end hende. Det kunne have været meget værre - som fx hendes lillesøster, Mary, der som atten-årig blev gift med den 52 år gamle franske konge.

Men Margaret bliver altså gift i 1502 ved et stedfortræderbryllup, da hun var tretten år gammel. Hun var den ældste datter, og kongeparrets andet barn. Hendes storebror, kronprinsen Arthur, dør blot tre måneder efter hendes bryllup - men i de tre måneder rangerer hun højere i det sociale hierarki end lillebroderen, Henry, som tager det ilde op. Den jalousi og kamp skulle komme til at følge dem resten af livet - selvfølgelig sammenkoblet med Henrys manglende tro på kvinders intellekt og evne til at regere et land.

Margaret kommer endelig til Skotland året efter, og selvom der er både spædbarnsdød og aborter, så får  de ti relativt lykkelige år sammen og en overlevende søn, som bliver arving efter kongens tidlige død i 1513. Margaret er indsat som regent, da drengen blot er et år gammel - men da hun hurtigt gifter sig igen, fratager man hende denne rolle og hidkalder en anden bejler til den skotske trone.

Det var ikke et klogt ægteskab - manden mente tydeligvis, at han nu herskede over landet (og hendes penge), og det kostede hende magten. Hendes position var i forvejen ikke nem; som englænder var hun suspekt, og det stred imod den den skotsk-franske alliance. Man var ganske enkelt ikke sikker på om man kunne stole på hende! Manden var da i det mindste skotsk, så da den franske bejler blev sendt hjem, fik han overtaget. Margaret forsøgte at appellere til sin bror, men han mente næppe at en kvinde kunne regere og han brød sig jo generelt ikke om at blive beordret til sine meninger.

Margaret bliver skilt; hun kæmper for sine børn - hun havde født en prins efter kongens død og har nu også en datter med sin anden mand. Hun viser sig at kæmpe for sit nye land og er ikke den forræder skotterne kunne frygte. Hun kæmpede indædt for at sønnen skulle blive konge - James V, og det lykkes. 

Da sønnen overtager tronen i 1528, er hun gift for tredje gang - det var ikke lykkens gang. I stedet fokuserer hun på sin familie - sønnens dronning og børnebørnene. Hun blev ved med at kæmpe for en alliance mellem England og Skotland - ydermere forstærket af, at Henry VIII jo manglede en mandlig arving og James ville være den logiske arvtager. Hun døde i 1541 - 52 år gammel - og blot seks måneder senere døde hendes søn kongen blot seks dage efter dronningen havde født en ny arving - men en pige. Denne pige blev Mary, dronning af Skotland til hun abdicerede i 1567 til fordel for sin spæde søn. 

Det er et fascinerende liv - og en vigtig del af den engelske historie med familiebåndene til England, som samles i hendes barnebarn James VI, der endelig samler Skotland og England i 1603 efter Elizabeth I's død. Det viser også en del af Henry VIII's udenrigspolitik, som absolut ikke var blødsøden blot fordi det var hans egen søster, der var dronning og regent. Snarere tværtimod!

Det er som sagt ikke romantiseret, og der er en del politik og krigsførelse at holde styr på. Men Porter skriver det levende og engagerende - absolut en historiker, jeg gerne vil læse mere af.

Den ultimative hemmelighed - Dan Brown

 

• Engelsk
• 20. september - 1. oktober
• 688 sider
• Originaltitel: The Secret of Secrets

Jeg faldt i den helt store fælde i weekenden - i ren desperation over en boglevering, der ikke kom til tiden. I stedet strøg jeg fluks ned og investerede 320 kroner i Dan Browns seneste roman. Jeg havde tænkt at vente til den var på biblioteket eller i det mindste i paperback-udgave. Det kan jeg så ærgre mig over nu!

Browns debutroman - Da Vinci mysteriet - tog virkelig verden med storm. Det var nytænkende og pludselig var alle interesseret i hemmelige symboler i kunstværker. Det var en gåde, der skulle løses som et puslespil og i kølvandet opstod der ruter, man kunne følge for at genopleve stederne og se fx meridianlinien i Saint Sulpice-kirken.

Men det ændrede sig hurtigt med de følgende romaner, som blev tidsindstillede bomber, hvor Robert Langdon skal redde verden, os og alt muligt andet fra undergang og i sidste ende give os en morale - vores afhængighed af teknologi, vores tolerance overfor hinanden uanset religion eller verdens overbefolkningsproblemer.

Da jeg læste Oprindelse for syv år siden, lovede jeg virkelig mig selv at det var slut. Jeg troede faktisk, at det også var slut for Dan Brown, men nu er vi her igen!

Denne gang er vi i Prag - en fantastisk by, hvis man vil kombinere historie, kultur og symboler. Et af byens mest kendte symboler er jo en golem - den mystiske figur fra jødisk overtro, der bar indskriften sandhed i hebraisk på sin pande. Et ord, der med et let strøg kan ændres til død.

Langdon har en ny kæreste - Katherine Solomon - som forsker i menneskets bevidsthed, og hvordan vi oplever overgangsfasen til døden. Hun er på nippet til at udgive en bog, der skal komme med revolutionerende informationer, og er i Prag for at give et foredrag. Men hendes kopi af bogen bliver slettet fra forlagets server, og Langdon og Katherine trækkes ind i et kapløb mod tiden og ukendte fjender.

Der er en hel masse snak om medicinske forsøg på mennesker, og forskning indenfor bevidsthed. Det handler om parapsykologi, og hvad vi opfatter som virkeligheden. Det er endnu en gang et smart emne i en tid, hvor krige udspilles mere teknologisk og hybridt end fysisk. En tid, hvor AI vinder frem og vi kæmper med frygten for, at maskiner kan overtage vores rolle. Hvilken rolle spiller AI og teknologien generelt i etik - især i de forsøg på mennesker, som udføres i det hemmelige laboratorium midt i byen.

Det hele foregår igen over knap et døgn - der er tider, hvor det simpelthen ikke hænger sammen. Langdon og Katherine når at flytte sig temmelig langt rundt i byen, gå igennem utallige farer og møde mordere - og så er der gået en lille time. Det irriterer mig grusomt!

Selvfølgelig opnår Brown, at steder og symboler pludselig opnår opmærksomhed - i Prag er det Klementarium-biblioteket, Golem-figuren og den jødiske historie i byen, St Vitus-katedralen osv. Men hvor symbolerne, der var vist med tegninger i Da Vinci Mysteriet var ret komplekse, er vi nu nået til piktogrammer af en trappe? Det er et skridt i den helt forkerte retning.

Der er selvfølgelig kærlighedshistorien mellem Langdon og Katherine - den mand har mange korte affærer. Det er fyldt med klichéer, pseudovidenskab og langtrukne scener for blot at ende i et temmelig fladt plot. Man flyver til sidst gennem siderne for endelig at kunne nå til vejs ende. Jeg overvejede seriøst at stoppe halvvejs - men stædighed fik mig til at fortsætte i et naivt håb om forbedring. Det eneste lyspunkt var måske handlingen i Prag, hvor jeg følte jeg kunne situere mig afhængig af, hvor de var. Men jeg tror Brown skal sætte et endeligt punktum for denne slags romaner.