Fluernes Herre - William Golding

 

• Engelsk
• 28.-29. april
• 256 sider
• Originaltitel: Lord of the Flies

Jeg kan erindre, at jeg læste denne klassiker i skolen - sikkert gymnasiet - men det er jo en del år siden.

Det, der jo er med klassikere er, at man kan læse dem på forskellige tidspunker og få forskellige oplevelser; ikke alene fordi man selv forandrer sig men fordi ydre faktorer også er i konstant forandring.

Denne udgave indledes med et forord af Stephen King, hvor han beskriver sit første møde med bogen. Han var en stor dreng, og bad den lokale bibliotekar om en bog, der beskrev, hvordan drenge virkelig var. I modsætning til hvordan datidens børnebøger beskrev dem som nysgerrige og måske lidt frække - men i sidste ende var moralen, at de lyttede til de voksne og var velopdragne. 

Men Golding beskriver jo netop, hvordan en flok drenge ville reagere uden voksne og uden regler.

Da jeg læste den som ung var det de elementer, der slog mig. Der er arketyperne af det gode og det onde. Ralph er lederen af den gruppe drenge, der strander på en øde ø efter et flystyrt. Han udstråler orden og autoritet, men måske lidt naiv. Han påvirkes af deres situation, og kan ikke bibeholde autoriteten overfor modstanderen Jack, da primitive instinkter tager over.

Jack derimod er inkarnationen af vold og brutal magt. Han overtager magten og finder konstant måder at retfærdiggøre de forfærdelige ulykker, der kommer til at koste nogle af drengene livet.

Rundt om Ralph og Jack er der Simon og Piggy; de to drenge, der hjælper Ralph uden at han til fulde værdsætter det. Piggy er klassens tykke dreng - ikke desto mindre er det hans briller, der hjælper dem til overlevelse ved at kunne lave ild. Simon er fornuftens stemme og de to støtter Ralph i alt.

Det er faktisk barsk læsning for store børn, tænker jeg. Det er selvfølgelig også en voksenroman som udgangspunkt, og som voksen læser ser man jo andre detaljer.

Da jeg genlæste den nu i den igangværende politiske kontekst bliver det til en foruroligende allegori. Øen bliver symbolet på verden som et mikrokosmos med alliancer, der opbygges og brydes. Den gængse orden nedbrydes, og brutal magt overtager styret af frygt.

Så bogen har jo ikke ændret sig; det har jeg - og verden. Goldings skræmmescenarie virker faretruende aktuelt. Uanset hvordan eller hvornår man læser den, er det en stærk bog.

Seven Empty Houses - Samanta Schweblin

 

• Engelsk
• 27. april
• 208 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En novellesamling jeg udelukkende valgte, da den i længere tid har ligget på bordet over anbefalede engelske bøger på biblioteket. Jeg vidste faktisk ikke, at det var noveller før jeg kom hjem - og det er heller ikke min yndlingslæsning. Endelig opdagede jeg, at den er oversat fra spansk til engelsk. Pyt, jeg havde behov for lidt lettere læsning måske efter den lidt hårde\krimi.

Emnet for alle de syv noveller er gennemgående ret dystert; husene i titlen skal ses både i bogstavelig og overført forstand. De fleste historier er relativt korte med en enkelt central historie, der fylder knap halvdelen af bogen.

Der er som sagt huse i historierne. Huse, som besøges af en mor og hendes voksne datter uden en egentlig forklaring. Huse, som bliver til et fængsel for minder om døde børn, alt for lange ægteskaber og alderdommen, der trykker. Men de virker på mig alle for ufuldkomne, og mangler en afrunding. Jeg tror muligvis, at forfatterens sydamerikanske rødder er en af grundene - den stil er mere fremtrædende i sydamerikanske forfattere - tænk blot Garcia Marquez! Men oversat til engelsk falder magien væk.

En enkelt historie synes jeg fremstår lidt mere helstøbt men overordnet var de for overfladiske og det var en tynd og hurtig lille bog, der skuffede.

Okavango - Caryl Férey

 

• Fransk
• 24.-27. april
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke læst Caryl Féreys krimier siden 2016; dels er jeg ikke god til at læse krimier - dels løb jeg lidt tør i hans stil. Men jeg faldt alligevel for fristelsen, da denne igen foregik i Afrika som i Zulu, som nok er hans bedste krimi.

Denne gang er vi i grænseområdet mellem Namibia, Botswana og Angola, hvor et stort naturreservat deles af de tre lande. Dyrenes grænser er flydende, da der er skabt korridorer, der passer til deres habitat og overvågningen varetages af soldater fra alle tre lande i det område vi også kender som Kalahari.

En af de store lejre i området er Wild Bunch, der ejes af den hvide sydafrikaner John Latham. Han lever isoleret med en lokal stamme - san-folket - som han vil testamentere sine jorder til. Men nu findes der både døde dyr og mennesker i reservatet. De lokale krybskyttejægere tilkaldes - officeren Solanah og hendes hjælper, Seth. Solanah er gift med chefen, og deres forhold er i en krise. Da hun møder John fascineres hun af ham - men hun stoler absolut ikke på hans historie om den hvide frelser, der vil give alt væk til del lokale.

Féreys roman er ligesom flere af hans tidligere en slags geopolitisk krimi; vi bliver indført i de konflikter, der har præget området i årtier - postkolonialismen, borgerkrige, stammeopgør og det internationale marked for truede dyrearter. Netop det sidste er jægeren Du Plessis bagmande for; han har et netværk af krybskytter og kunder, der vil betale formuer for et nasehor, stødtænder eller nyde en løvesteak! Men han har også en fortid med Latham!

Problemet for mig er, at man relativt tidligt ved, hvordan intrigen er skruet sammen og derefter er det blot udrulningen af konfrontationerne; som er voldelige og detaljerede. Det er præcis samme problematik som i Mapuche, hvor det politiske budskab drukner og mudrer krimihistorien. Det hjælper så ikke for mig, at der ikke er noget overraskelsesmoment til sidst og jeg fandt den faktisk lidt langsommelig at komme igennem trods de interessante historier om savannen.

Le paradis caché - Luca Di Fulvio

 

• Fransk
• 19.-23. april
• 768 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har virkelig haft svært ved at finde mit læsegen efter rejsen til Firenze; der var alt for mange indtryk at bearbejde efter 36 museer på 6 dage! Men så havde jeg jo en dejlig italiensk roman, som ville være perfekt til formålet.

Jeg har været helt opslugt af Di Fulvios romaner fra den allerførste roman i 2018 til det, der nu er hans allersidste. Di Fulvio døde i maj 2023 af den forfærdelige sygdom ALS, og nu er det endegyldigt slut.

Jeg kunne ikke lade være med at se tegn i denne roman, som på nogle måder skilte sig ud fra de tidligere.

Vi er tilbage i Italien i det 17. århundrede, hvor den unge Daniele i 1610 mister sin mor som 5-årig. Det gør hans far sindssyg af sorg, og han sender drengen i kloster, hvor abbeden Thevet tager sig kærligt af ham. Netop da han ankommer findes en døende kvinde i fødsel og hun føder en lille pige i klosteret nærmest efter hun er udåndet, hvilket straks kaster en skygge over barnet. Thevet tager sig også af den lille pige, men da hendes køn bliver opdaget må han overlade hende til et nonnekloster. Hun bliver givet navnet Susanna.

Vi springer frem til 1633, hvor Susannas mand og deres tjenestepige findes myrdet - og hun anklages for at være en heks - og morder. Nu kommer inkvisitionen på spil med præsten Constantin Tron og hans trofaste tjener Paolo og Daniele melder sig som hendes forsvarer.

Daniele, Paolo og Susanna har alle deres barndom tilfælles; Daniele og Susanna var håbløst forelskede nogle år tidligere, men Tron fik Daniele til at mistro hende. Paolo på den anden side er forelsket i Tron, som selv er tryllebundet af Susanna - forbudt frugt for en præst, og han kæmper med sin samvittighed.

Der er lagt op til et voldsomt drama med Inkvisitionen og periodens heksejagter som baggrund.

Der er selvfølgelig en smuk bibelsk symbolik her - Daniele, Susanna og Tron minder os om historien om Susanna i badet fra Bibelen. Tron ser nemlig Susanna nøgen i et bad, da han først møder hende. 

 

Det er ikke hans bedste bog; langt fra faktisk. Der er lidt for mange klichéer og gentagelser af beskrivelser af personer - Paolos Botticelli-gyldne lange lokker, Susannas azurblå øjne osv. Men jeg ser det nu som tegnene på, at denne sidste roman nok var svær for ham at skrive som sygdommen skred frem, 

En anden markant forskel er slutningen. Der er altid en duel i kampen mellem de gode og de onde, de rige og de fattige - og det ender altid lykkeligt for hans protagonister. Det gør det ikke her. Daniele og Susanna når at finde hinanden og kærligheden når at sejre - men Daniele dør. Susanna ender på bålet og er ved at dø i flammerne inden hun reddes ud i sidste øjeblik - såret, forbrændt og i smerter - men hun kan se fremad. Bogen er dedikeret til hans hustru, og det siger vel nærmest alt så.

Jeg har nydt alle hans romaner; at denne var lidt svagere konstrueret kan jeg tilgive ham - og jeg vil savne, at der er ikke er en ny at se frem til.

Fire - John Boyne

 

• Engelsk
• 17. april
• 176 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Tredje bind i Boynes kvartet om elementerne er nået til ilden - efter vand og jord. Der er stadig en rød tråd igennem historierne - på flere måder.

Hovedpersonen her er Freya, som arbejder på afdelingen for brandsår som læge. Det er jo den første åbenlyse reference til elementet, men Freya leger i den grad også med ilden. Vi mødte hende perifert i Jord, hvor hun var jurymedlem i retssagen mod Evan. Det bliver blot mere ubehageligt, efterhånden som vi lærer hendes historie.

Freya var som 12-årig ude for et seksuelt overgreb begået af to drenge, der blot var et par år ældre end hende. Som voksen er hun single, og udenfor sin arbejdstid samler hun teenagedrenge op på gaden, og tager dem med hjem. Her voldtager hun dem som hævn for sin egen spolerede barndom. Men hun formår at få dem til at føle, at de har voldtaget hende - den klassiske historie om, at det altid er mænd, der voldtager kvinder.

Visse scenere og beskrivelser er virkelig barske; og det ender helt galt for i hvert fald én af de unge drenge, der ikke er parat til sin seksuelle debut. Men Freya kan ikke stoppe - ilden brænder!

Det bliver til en voldsomt ubehagelig fortælling; uden tvivl den stærkeste og mest ubehagelige af de tre bøger indtil videre. De handler jo alle om seksuelle overgreb - i Water er Vanessas mand anklaget for pædofili; i Earth anklages de to unge mænd for voldtægt - og nu er det Freya, der voldtager unge drenge. Hendes forklaring er, at hun hævner sig. At hun er blevet ødelagt af de traumatiserende oplevelser i barndommen, og det giver anledning til spørgsmålet om arv og miljø.

Gør hun det på grund af sin barndomsoplevelse eller er det i hendes natur? Hun fortæller os historien, så vi får sympati for hende. Alligevel er det så grænseoverskridende at læse om, at det virkelig rystede mig. I slutningen af historien brænder jorden virkelig under hende, og slutter med lidt af en cliffhanger.

Jeg kan virkelig ikke vente på, at sidste bind snart udkommer - jeg tror den på en måde vil binde nogle flere sløjfer på de tre historier. 

Contessina (La Saga des Médicis I) - Sarah Frydman

 

• Fransk
• 12.-15. april
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg ved, at jeg aldrig får læst på en city-trip; man er ude og besøge byen hele dagen - og om aftenen er man fyldt op af indtryk, og fysisk udmattet! Men jeg kan godt lide at have en bog eller flere med hjem som minde fra en by, og i Firenze er der jo rigeligt med historie at tage af. En trilogi jeg så i en del museumsbutikker var denne af Frydman, som jeg for nylig læste to bind om en jødisk families liv i det 19. og 20. århundrede. Jeg var begejstret - og hele trilogien kom med hjem som ferieminde. 

Det skulle desværre vise sig at være en noget anden kvalitet end den tidligere saga.

Firenze og Médici-familien er jo temmelig reelle; og absolut veldokumenterede. Det er selvfølgelig en forfatters ret at brodere lidt i historisk fiktion, men jeg forventer dog, at man overholder basale historiske fakta - såsom årstal. I dette første bind er vi i starten af det 15. århundrede, hvor familien begynder at gøre deres indflydelse i byen gældende i kraft af deres stigende rigdom. De er dog ikke adelige, og skiftet fra adelens magt til deres styre var ikke uden problemer.

Vi følger primært Cosimo og hans hustru Contessina, som var født adelig. I bogen sættes hun til at være født omkring år 1400, mens alle kilder angiver det til at være 1390 - altså samme alder som sin mand. Cosimos bror, Lorenzo, bliver gift med en anden ung adelig kvinde, som dog er forelsket i en ligeledes adelig, Rinaldo de Albizzi. De fremstilles som værende jævnaldrende - men Albizzi er ifølge samtlige kilder født i 1370 og altså årtier ældre end han fremstår i historien. Er det så troværdigt, at den unge kvinde sværmer for ham?

Endnu værre bliver det med Cosimo og Contessinas børn. Officielt havde de to børn - og han havde uægte børn - men i bogen har de fire børn (og et par sider længere fremme er det pludselig fem), og det ender med seks børn. Det forstår jeg slet ikke behovet for? Man kan brodere fiktive personer ind i en historie, men reelle personers liv er i mine øjne faktuelt som det var. Især når man taler om så veldokumenterede og kendte personligheder som denne familie. Jeg bliver virkelig irriteret over det historiske sjusk - jeg kendte nogle årstal og begyndte at undre mig. Så begynder jeg at dobbelttjekke alt for mange fakta, og så kan jeg se, at der ingen respekt er for at holde sig til historien - ikke den fiktive, men den virkelige historiske sandhed.

Der er for meget kærlighedsroman til min smag; der er for lidt om den historiske kontekst, selvom jeg genfandt nogle af de mange steder vi besøgte i sidste uge. Jeg startede på andet bind, og kunne allerede efter ganske få sider se, at de historiske fejl bare blev ved og ved. Jeg kan ikke acceptere, at man på den måde fordrejer fakta - folk er jo nu engang født når de er. Så med ærgrelse måtte jeg tage alle tre bind og smide dem ud. Spild af penge - men ikke mindst spild af min tid.

Nu couché - Dan Franck

 

• Fransk
• 31. marts - 3. april
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg for nylig læste Dan Francks biografi af Paris' kunstnermiljø, opdagede jeg jo, at jeg havde en roman stående. Jeg kunne ikke huske om jeg havde læst den, men det var den, der oprindelig gav Franck idéen til den mere faktuelle biografi, da han mente, der ville være for mange protagonister til en roman. Han skrev siden romanen færdig, og jeg erindrede ved starten, at der havde jeg været før - og givet op!

Han skulle nok holde sig til non-fiktion i min optik. Historien omhandler en ung russisk maler, der ankom til Paris i 1905. Her møder han hele slænget af bohemer, og turer rundt på byends berømte caféer selvom ingen af dem har en franc i lommen. Da 1. Verdenskrig starter melder en del af dem sig under de franske faner selvom de ikke har fransk statsborgerskab.

Vores hovedperson, Lev, drager også afsted men sendes hjem efter at være blevet såret i kamp. Han kommer hjem med ar på krop og sjæl. Værst er det, at han er ude af stand til at male. Han ser det for sig; han kan mærke håndens bevægelser omkring penslen - men ender med altid at tegne en kamæleon. 

Han er hjemsøgt af mareridt fra skyttegravene, og især de timer, hvor han lå sammen med en såret soldat, der i timevis kaldte på en kvinde. Hendes navn er blevet en besættelse for Lev, og han tror, at kun ved at finde hende kan han genfinde inspirationen og evnen til at male.

En virkelig absurd og slående scene er da vennerne - Modigliani, Soutine, Foujita, Apolillinaire osv. sammen beslutter sig for at hjælpe ham. Ud fra hans beskrivelser forsøger de at male hende, så alle kan lede efter hende. Det ender dog ikke lykkeligt for Lev; krigens traumer får ham til sidst til at begå selvmord. Hans inspiration kom aldrig tilbage.

Historien kunne jo principielt være interessant; men der er flere fejl i mine øjne. For det første hedder hovedpersonen Lev Korovine. Han er abslut fiktiv; men der var faktisk en russisk maler, der hed Konstantin Korovine. Han var også russer, men lidt ældre da han er født i 1861. Vores Lev må formodes at være i midten eller slutningen af tyverne, da krigen bryder ud i 1914. Men hvorfor vælge et navn, der er så tæt på og forvirrer? Der burde være rigeligt med russiske efternavne at tage af!

Det andet problem er vel nok det, som Franck selv opdagede. Han kunne ikke beslutte om det skulle være en roman eller en biografi. Alle skulle med. Alle, der på nogen mulig måde malede eller skrev i Paris i denne periode. Det er for mange mennesker. Det bliver for meget name-dropping omkring den eneste fiktive person, som er Lev. En hovedperson, han ikke formår at få til at fremstå helstøbt på grund af de mange reelle personer, der skal være plads til. Med dem har han reelle historier og karaktertræk at strikke ind i teksten, men det bliver på bekostning af hovedpersonen.

Det var en glimrende idé at flytte fokus til en biografi; men en knap så glimrende at fuldføre romanen.