Kvinderne - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 19.-21. juni
• 480 sider
• Originaltitel: The Women

Der er ingen tvivl om, at Kristin Hannah bliver bedre med årene. Jeg har læst tre romaner tidligere, Wild fra 2006 og Another Life - begge titler, der blev genudgivet med andre titler end den oprindelige, da hun fik mere succes. Den succes finder man tydeligt i De fire vinde fra 2021 og absolut i denne enestående roman. 

Vi er i USA i midten af 1960'erne, da krigen i Vietnam og ikke mindst den amerikanske intervention var eskaleret. Frankie er blot nitten år gammel og i hendes traditionsbundne katolske familie fra de finere sociale lag skal kvinder blot få tiden til at gå til de skal giftes. Hendes bror derimod skal tjene landet, og sendes til Vietnam for at ære familien. Men Frankie vil mere - og melder sig frivilligt som sygeplejerske i Vietnam. Den dag hun fortæller forældrene sin beslutning er også den dag, de modtager beskeden om hendes brors død. Der er ingenting tilbage og de begraver en tom kiste.

Historien om Frankie er delt op i tiden i Vietnam, som foregår fra 1967 til 1969. Hun ankommer ung, naiv og totalt uforberedt, men kastes hurtigt ud i behandlingen af de mange sårede. Hun ser alt for mange alt for unge mænd miste arme og ben, og sidder med dem, når de trækker deres sidste åndedrag. Når de har fri forsøger de at glemme det og omgås soldaterne - mænd, der er væk fra deres koner og kærester og er glade for den kvindelige tilstedeværelse. Frankie holder stand, da hun møder lægen Jamie - men senere beslutter hun, at krigens gru vender op og ned på hendes verdensetik. Hun kaster sig i armene på Ry, og tror på deres forhold efter krigen.

Da hun kommer hjem, er det til et Amerika, der nu er midt i en hippie-tid, og hun bliver ikke modtaget som den helt, hun havde forventet. Hendes forældre har fortalt alle, at hun var i Firenze for at studere og når hun fortæller, at hun var i Vietnam som sygeplejerske er svaret, at der ingen kvinder er i Vietnam. Den amerikanske regering ønskede ikke at sprede nyheden om kvinderne for meget - vi var stadig i et traditionelt samfund, hvor kvinder i farezoner ikke var velset ligesom man ikke opgav reelle tabstal for de mandlige soldater.

Hjemkomsten bliver derfor ikke nem, og Frankie rammes af seriøs PTSD, som først blev officielt anerkendt i 1980 - efter at millioner af mænd (og kvinder) havde kæmpet i adskillige krige - og selvfølgelig også lidt under andre former for livstraumer. Hun kommer hele registret igennem og kæmper for at finde en plads i familien og samfundet. 

Historien slutter i 1982, hvor monumentet for de døde i Vietnam afsløres i Washington. Jeg slog det selvfølgelig op, og det er et imponerende monument - en 75 meter lang mur med navne på mere end 58.000 personer. Dog skulle kvinderne vente helt til 1993 på deres monument, som nu står i forbindelse med muren og viser en sygeplejerske med en soldat i armene. En moderne pietà til ære for sygeplejersker som Frankie.

Jeg indrømmer gerne, at jeg havde tårer i øjnene flere gange undervejs. Det er en smuk og stærk historie om kvindeskæbner som i De fire vinde, og selvom der er en kærlighedshistorie er det ikke den rosenrøde version som i de tidligere romaner. Hannah har fundet sin stemme nu!

A Day of Pleasure - Isaac Bashevis Singer

 

• Engelsk
• 17.-18. juni
• 227 pages
• Dansk titel:  Ikke oversat

Det er efterhånden mere end ti år siden jeg læste en af Singers større romaner. Dengang lovede jeg mig selv, at jeg skulle læse flere - men det blev ikke rigtig til noget. Da jeg var i Warszawa faldt jeg dog over denne meget lille erindringsbog, som indeholder omkring tyve mindre historier fra hans barndom i Warszawa.

Singer er født omkring 1903 - årstallet varierer - i en familie af små kår; faderen var rabbi, og levede derfor af de summer penge han modtog i forbindelse med skilsmisser, bryllupper og deslignende. Ikke just en fast indtægt. Da Isaac var 3-4 år gammel, flyttede familien til Warszawa og til det jødiske kvarter.

Der er intet i Warszawa i dag, der ligner byen fra dengang. Gadenavnene eksisterer dog endnu, og de gader, han nævner i bogen er dem, man som turist besøger i dag som en del af den jødiske ghetto.

Det er små finurlige historier om hans barndom - hans skolegang, familien, hans eventyr med kammeraterne eller på egen hånd. Han fortæller om den fascination han havde for at læse og lære - både de religiøse skrifter, men også anden verdslig litteratur, der ikke nødvendigvis var godkendt af de chasidiske traditioner. Der var mange meget strenge regler og det er både fascinerende og underholdende læsning.

Det var selvfølgelig ikke en barndom i lutter lykke. Da 1. Verdenskrig brød ud, blussede den spirende antisemitisme igen op. Der var ingen mad at få og familien blev splittet, og Isaac flyttede igen på landet.

Disse små tyve historier er for en stor del uddrag af hans overordnede biografi og andre er udkommet som selvstændige noveller. Her er de samlet i en bog, der er tiltænkt børn og den vandt i 1970 en pris for børnelitteratur. Det betyder dog ikke, at voksne ikke kan læse den - den er interessant og belærende for alle, som vil kende til livet i Warazawa før jøderne blev samlet i ghettoen.

Giacometti in Paris - Michael Peppiatt

 

• Engelsk
• 14.-16. juni
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

De fleste kender nok Giacomettis skulpturer af de høje tynde mennesker fra Louisiana; de er blevet emblematiske for hans kunstneriske udtryk - men især i den sidste del af hans liv.

I kunsthistorikeren Peppiatts biografi følger vi Giacometti fra han som ganske ung ankom til Paris i 1922. Han skulle blive boende i byen til han vendte hjem til Schweiz for at rekreere - men døde i januar 1966. Han levede, boede og arbejdede i det samme atelier; et rum på 24 kvadratmeter, som var primitivt på alle måder.

Forfatteren flyttede selv til Paris i staren af 1966; han havde med sig et introduktionsbrev (som man brugte det dengang) fra Francis Bacon. Han stod flere gange udenfor Giacomettis dør, men turde ikke banke på - det vsite sig at være underordnet, for Giacometti var allerede død. Men fascinationen af kunstneren stoppede ikke, og i årtier læste han alt om ham og udgav i 2023 denne komplette biografi over de parisiske år, som principielt også er hele Giacomettis karriere.

Giacometti kom til Paris lige efter 1. Verdenskrig; han var lige så fattig som de andre kunstnere, der samledes omkring caféerne ved Montparnasse - forfattere som Gatsby og Hemingway; malere som Picasso og Dali og alle de andre, der i begyndelsen af århundredet lagde grund til de store ismer.

Han blev involveret i surrealismen, men endte med at rage uklar med den notorisk diktatoriske Breton, som havde autoritære krav til bevægelsens medlemmer. Han kom tæt på Picasso, men også de ragede uklar - nu var Picasso jo heller ikke en nem mand at omgås!

Han havde et komplekst personligt og intimt liv; Freud ville have sagt, at han led af Madonna/luder-komplekser og han var da også en flittig gæst på byens bordeller. Men mere for at studere pigerne end at benytte deres tjenester. Han kunne bruge timer - som udviklede sig til dage, uger, måneder og år - på at studere hoveder. De blev en besættelse for ham, og han mente selv, at han aldrig opnåede at indfange det perfekt.

Under 2. Verdenskrig opholdt han sig hjemme i Schweiz og faldt ned i et kunstnerisk tomrum. Han producerede ingenting, og alting blev i miniaturestørrelse. Skulpturer så små de kunne være i en tændstikæske. Han sagde selv, at han forsøgte - men de ville ikke opstå anderledes. Men retur i Paris efter krigen skete der endelig noget; nu kom de karakteristiske figuerer og mange mente, at de skulle forestille de overlevende fra lejrene. Det var dog ikke tilfældet - sådan ville de bare se ud, mente han.

Udover at være skulptør, malede Giacometti også - en side, der nok er mindre kendt hos os. Men endnu mere interessant var han også forfatter, og legede med både surrealisterne som sagt men havde også et tæt venskab og samarbejde med eksistentialismens guruer, Sartre og de Beauvoir. Han var dybt intelligent og intellektuel med en fascination for det morbide i livet. Bogen går i dybden med alle de (for mig) ukendte facetter af mennesket bag figurerne. En absolut øjenåbner!

La Cuisinière des Kennedy - Valérie Paturaud

 

• Fransk
• 9.-12. juni
• 408 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg tror altid naivt, at jeg kommer til at læse, når jeg rejser - det gør jeg så slet ikke, når det er en city-trip! Så det var først i flyet hjem fra Warszawa jeg kom igang med denne mindre franske romanbiografi af Andrée Imbert.

Som man måske kan se af titel og omslag er der en forbindelse til Kennedy-familien - men først skal vi tilbage til 1907. Der fødes en lille pige, og bliver efterladt foran kirken i en lille fransk landsby. Da forældrene er ukendte, kommer hun under den franske stats beskyttelse og placeret i en familie, som dog ikke kan adoptere hende. Der er strikse regler for, hvordan disse børn behandles og Andrée kommer til at bruge sit nummer 18 603 til hun bliver myndig. Familien får penge og tøj - og regelmæssige besøg for at sikre sig, at alt går godt. Men selvfølgelig knytter barnet sig til plejeforældrene, så krisen er stor, da faderen dør under 1. Verdenskrig, og hun bliver sendt til en ny familie. 

Hun vokser op rodløs og måske derfor holder hun sig altid i køkkenet, hvor man er tæt på en moderskikkelse i huset. Da hun bliver tretten sendes hun ud for at tjene, og bliver med tiden bedre og bedre til madlavning. Hun gifter sig ung - primært for at komme væk og få sit eget, og nu stopper forbindelsen til staten nemlig. Hun får mandens bar forvandlet til en restaurant, der trækker folk fra nær og fjern; de får en datter men hun vil mere, og forlader ham. I Lyon begyder hun virkelig at lære kogekunsten, men må sende datteren i sikkerhed hos faderen under krigen.

Hun arbejder primært som privatansat kok - hos blandt andet Camus og Gallimard-familien, Det ene fører det andet med sig, og pludselig arbejder hun for Kennedy-familien i Amerika. Hun er selvfølgelig ansat, men som jeg også læste i denne biografi, så havde de et livligt liv, hvor alle var inde og ude hos hinanden og staben var en integreret del af familielivet. Hun passer deres børn og bliver til tider til en reservemor, hun tager del i familiens tragedier og adopterer dem som sin nye familie mens hendes egen er langt borte. Hun lærer dem at påskønne fransk madkunst, og lærer selv at påskønne den amerikanske kultur. 

I 1974 tager hun endelig hjem til Frankrig som pensionist, og slår sig ned med datteren og hendes familie. Kennedy-familien betalte hende pension hver måned til hun døde i 1999, og flere af dem kom til Frankrig på besøg. Forfatteren faldt ved et tilfælde over hendes historie, og ved hjælp af hendes børnebørn og mange efterladte breve og fotos er bogen skabt som en romantiseret biografi.

Det er en interessant fortælling om et hårdt liv - om livet som ansat for de rige med alt, hvad det indebærer og man lever sig virkelig ind i den lille Andrées liv og tanker.