Verdens vigtigste bog - Kristian Leth

 

• Dansk
• 13.-14. maj
• 302 sider

Det virker næsten forudbestemt, at denne bog var tilgængelig netop nu, hvor religion fylder så meget i mediebilledet med en ny pave. Det er en hændelse. som sker relativt sjældent at vælge en ny pave - og det får altid verden til at undres over kirkens magt og traditioner. Det får journalister til at stille spørgsmål om nødvendigheden af den katolske kirke i vores moderne verden - er fænomenet ganske enkelt ikke forældet og fastlåst i fordums tider?

Man skal måske blot besøge en kirke stort set hvor som helst syd for Alperne (og nord for Afrika) for at forstå, at for mange er det en del af en dagligdag - og dermed en del af fundamentet i deres liv. Jeg holder virkelig meget af at gå i kirke - og faktisk helst den katolske selvom jeg jo er opdraget protestantisk. Der er bare noget mere schwung over den katolske - og så er kunsten jo generelt langt mere interessant end i vore triste kirker.

Hvis jeg fik spørgsmålet om, hvad jeg ville tage med til en øde ø, er jeg heller ikke i tvivl - det ville være Bibelen. Som Kristian Leths titel indikerer, er det muligvis verdens vigtigste bog. Det kan andre religioner bestride - men Bibelen er ældre end Koranen; den er baseret på Torahen i Det Gamle Testamente - og ikke mindst er den nok en bedre base for de universelle historier, allegorier, værdier som vi alle genkender.

Det er også præmissen for bogen her - at uanset hvor "udviklede" vi selv mener vi er, så er vores principper og værdikodeks baseret på kristne grundprincipper, er er årtusinder gamle.

I de tolv kapitler kommer vi rundt om spørgsmål som 'Hvem var Jesus?', 'Hvem er Djævlen?' samt filoseringer over frelse, evigt liv og Himmerige osv. Det hele sættes ind i en kontekst, hvor Leth upartisk fører os igennem tiden med dens udvikling, opdagelser som burde stille os kritisk overfor den arkaiske version af verdens opstandese fx som vi læser i Bibelen. Men måske hænger det sammen? Måske er vores skræmmescenarier om Jordens snarlige undergang på grund af CO2-udslip ikke særlig fjern fra middelalderens frygt for den sorte pest som Guds straf? Det er den samme dualisme i kampen mellem det gode og det onde, og vi har de selv samme adfærdsmønstre.

Det er tydeligt, at Leth kender sin Bibel bedre end gennemsnittet. Jeg ville ønske at jeg havde stamina nok til at komme igennem det hele - men jeg finder altså Det Gamle Testamente ret tungt at komme igennem. På den anden side læser jeg så mange andre bøger - og for mig at se er næsten al litteratur udsprnget af Bibelen. Stort set alle scenarier, konflikter etc. findes jo i den bog - de er bare videreuviklet og fulgt med tiden. Det er netop konklusionen her - at kristendommen er i os, omkring os... overalt! Den er fundamentet for vores verden og kultur om vi vil det eller ej.

Det var virkelig interessant læsning; der var muligvis lidt for mange gentagelser af animisme som religion før kristendommen, og jeg blev ret træt af ordet omkalfatring, som bliver brugt et uanstændigt antal gange. Men derudover var jeg fascineret - og jeg blev oplyst!

J'emporterai le feu - Leïla Slimani

 

• Fransk
• 11.-12. maj
• 432 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg havde ikke tænkt mig at investere i tredje bind af Slimanis marokkanske familiesaga efter at have læst andet bind færdig; men så var den på biblioteket, og franske anmeldelser mente, at det var det bedste af de tre bind. Det er jeg til dels enig i.

Vi starter i 2021 - midt i en pandemi - hvor Mia, tredje generation af familien, er i en form for depression. Denne ramme åbner og lukker historien med et mindre kapitel som et intermezzo midt i bogen. Men ellers er vi tilbage til slutningen af 1970'erne, hvor Aicha og Mehdi får deres anden datter - Mias lillesøster, Ines. 

Mehdi arbejder for en bank, og er højt på strå i det marokkanske samfund, der indirekte styres fra kongepaladset. Amine og Mathilde er stadig på deres gård, men Amine ældes og bliver dement. Amines søster Selma lever stadig et uortodokst liv i forhold til normerne, og hendes tidligere elsker, Selim, er nu i New York.

Men historien fokuserer primært på Mia og Ines, som de vokser op i en tid, hvor racismen mod muslimer tager til i den vestlige verden. Begge piger flytter til Europa for at studere, og mødes der af den antipati, som fik fart på efter især 9/11. 

Der er nogle interessante betragtninger, som jo i bund og grund er præmissen for hele sagaen - dualiteten i deres liv. Dualiteten i deres ophav med en fransk mormor og en marokkansk morfar; en opdragelse med fransk som hovedsprog - de tidligere kolonialisters sprog. Deres uddannelse i Vesten som igen distancerer dem fra den almene befolkning. Deres splittelse er ret tydelig, og især Mias identitet lider under det. Ydermere er hun homoseksuel, hvilket jo er tabu i hjemlandet. Men det mangler igen dybde og afrunding!

Der er for mange stikture - som rejsen til USA, hvor de ser Selim - men det er en parentes, som aldrig afsluttes. Det meste af historien foregår kronologisk fra 1980 til starten af det nye årtusinde, og der mangler en kobling til prologen og epilogen som er tyve år senere. Jeg er på sin vis tilfreds med at have læst alle tre bøger, men jeg blev aldrig rigtigt begejstret som jeg var det for hendes debutroman.

Det er et kæmpe projekt hun gav sig i kast med, og der var nok for mange personer og bihandlinger til at få en helstøbt historie; emnet er ellers fantastisk og en ramme mange kan finde sig selv i med den dobbelte nationalitet, kultur og identitet.

Sommerfuglens stemme - Benjamin Koppel

 

• Dansk
• 9.-10. maj
• 448 sider

Benjamin Koppels debutroman Annas sang var en fryd for sjælen at læse, og jeg glædede mig til opfølgningen - hvis man kan kalde den det.

Det er stadig en historie om familien Koppelman, hvor det ikke er helt klart, hvor meget er opdigtet i forhold til hans egen families historie. Men det er en anden gren af familien end Anna; nu er det hovedpersonens, Alexander, egen mormor. 

Historien skifter mellem to perspektiver og fortællere for at mødes i de sidste kapitler. I slutningen af 2015 er Alexander og kæresten, Gry, i fertilitetsbehandling i København. De har været kærester i ti år, og rammer snart de fyrre år. Alexander er sanger, og underholder i TV ved et talentshow og optræder samtidig rundt omkring i landet. Det er et kunstnerliv med sprut, stoffer og slaphed. Gry forsøger at få Alexander til at tage ansvar; spise ordentligt og engagere sig i deres forsøg på at blive forældre. Men det er ikke nemt med en svigermor, der opfører sig som den diva, hun er og konstant kræver opmærksomhed uden nogen hensyntagen til deres privatliv. 

Indimellem historien om deres besøg på hospitalet, og Alexanders lade livsstil, møder vi Ruth, som er Annas kusine. Hun var også musiker i den store brogede Koppelman-familie, da hun i 1943 bliver deporteret til Theresienstadt - den lejr, hvor de danske jøder typisk blev sendt til. Hun sidder nu på et plejehjem i New York, og indtaler kassettebånd til det barnebarn, hun aldrig har mødt og dag efter dag udfolder hendes historie sig. Om lejren, om pinslerne, om den kærlighed hun også mødte der - og livet efter, hvor hun aldrig kom sig over traumerne.

Gry forsker i blandt andet traumer og en teori om, at de kan nedarves gennem generationer. Ruths traumer overføres til Lillian, Alexanders mor; og måske er det også derfor han ikke kan få styr på sine dæmoner? Det bliver en coming-of-age udvikling for Alexander, som ender med at rejse til USA for at møde den gamle dame. 

Trådene samles på alle mulige måder - men der er ikke de helt store overraskelser. Historien om Ruth er interessant, fordi den omhandler specifikt behandlingen af de danske jøder, som jo blev reddet af de hvide busser. Men jeg var ikke blæst bagover som med Annas sang.

Alexander og Lillian virker irriterende som personer, og selvom de begge udvikler sig for at få løst deres problemer, så virker det ikke helt overbevisende. Historierne om fertilitetsbehandlingen fylder forholdsmæssigt for meget for mig, og der er for mange ligegyldigheder som at nævne mærkerne på det tøj protagonisterne ifører sig. Hvorfor skal vi som læsere vide, at det er en Mads Nørgaard-jakke eller Paul Smith-sokker? Det virker som en blanding af product placement og namedropping!

I slutningen refereres der til Anna, som jo bor i Paris - og Alexander beslutter sig for at ville møde hende; derfor bliver det jo snarere en forløber til Annas sang, og som sådan ville man have været positivt overrasket over udviklingen i hans forfatterskab. Nu virker opfølgningen snarere som en lidt hul omgang, der rider på en bølge af succes. 

The Light of Paris - Eleanor Brown

 

• Engelsk
• 6.-8. maj
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde reserveret denne roman i november, da jeg netop var vendt hjem fra Paris og havde behov for at forlænge fornemmelsen af Paris lidt endnu. Den var vist blevet væk for dem, for det tog mange måneder - og det var vist ikke helt ventetiden værd.

Det er en historie, der kører i to spor - i nutiden, hvor Madeleine føler sig fanget i et ægteskab med den perfekte mand (i hendes mors og samfundets øjne i hvert fald) og i 1924, hvor hendes mormor, Margie,  var ung og rejste til Paris.

Vi er i det mondæne borgerlige USA, hvor det stadig er en ting at præsentere unge piger ved debutantballer - for både Madeleine og Margie - og man bruger sin tid på velgørenhed og ægteskabet.

Margie er 24 år og ugift i 1924, da hun afslår et frieri, og bliver sendt til Europa som anstandsdame for sin unge iltre kusine. Kusinen har dog ikke i sinde at lade sig overvåge af den kedelige Margie, og lader hende i stikken. I stedet får hun et job, opdager Paris og bliver venner med kunstnere. Hun "folder sig ud" og "blomstrer op".

Madeleine har giftet sig med en succesrig egoist, der kun vil have hendes navn og penge. Hun har opgivet sin drøm om at skrive, og da ægteskabet halter, tager hun hjem til moderen. Der finder hun mormoderens dagbøger fra Paris, og således får vi de to historier i parallelle spor.

Det er så forudsigeligt, at man græmmes! Madeleine begynder at skrive igen, og "blomstrer op". Hun møder en ny mand, og tager alle teenagealderens opgør med sin mor - 20 år for sent. Hun opdager sandheden om mormoderen - og at hendes morfar ikke var hendes biologiske morfar; men det halter noget med de psykologiske beskrivelser af kvinderne.

Det er en feel-good bog, der virkelig trak i langdrag for mig - ikke mindst fordi man kender slutningen ret tidligt i historien. 

Christian 4. og kvinderne - Hans Gregersen

 

• Dansk
• 3.-5. maj
• 362 sider

Som mange andre danskere er Christian IV nok den konge, jeg kender mest indgående - måske endda lidt mere end gennemsnittet med min særlige historiske interesse. Derudover har jeg fra barnsben haft en stor kærlighed til hans datter, Leonora Christina og hele denne periode i dansk historie.

Jeg har læst stort set alle biografier, der er skrevet om dem begge - men der kommer stadig nye, og der er til stadighed nye vinkler på historien, som flere og flere arkiver åbnes og undersøges.

Christian 4. og kvinderne giver os nemlig et nyt tvist på historien til tider; udgangspunktet er nemlig hans kærlighedsliv som jo ikke var for sarte sjæle. Først det politiske ægteskab med en tysk prinsesse, som forblev ret anonym i folkets øjne  - men som fødte de nødvendige tronarvinger inden hun døde. Dernæst den adelige Kirsten Munk, som indirekte påvirkede Danmarkshistorien. Hun fødte kongen en del børn, som han insisterede på at behandle næsten som de kongelige børn - og det fik fatale konsekvenser. Ikke blot var de forkælede og troede selv de havde samme rang som de kongelige børn; deres ægtefæller - især mændene - fik vist hurtigt fine fornemmelser. Tænk blot på Leonoras Corfitz Ulfeldt, som nærmest satte landet over styr - hvis han da ikke forsøgte at sælge det.

Endelig var der tjenestepigen Vibeke Kruse, som muligvis var den eneste, der oprigtigt elskede ham og tog sig af ham. Men da var kongen gammel, desillusioneret og ædt op af hævngerrighed overfor Kirsten Munk. Selvom bogen giver os glimt ind i det politiske liv omkring kongen - krigene, forhandlingerne, byggerierne - så får vi her meget mere viden om kvindernes tilværelse. Christian IV opgav nemlig ikke Kirsten Munk så nemt; i årevis efter deres brud omkring 1629-30, vedholdt han sine anklager og forsøg på en retssag; selvom han nu selv levede sammen med Vibeke Kruse. Begge kvinder måtte lide den tort at de efter deres død skulle skrives ud af historien ved ikke at få en fin grav, som han havde villet det.

Den nye konge, Frederik III, havde ikke meget til overs for eller fælles med sine mange halvsøskende - og deres mødre var ikke den ære værdig. 

Udover denne tråd i bogen, hører vi igen om Christian IV's nærmest maniske engagement i alt stort og småt fra bygninger af slotte til hønsehuse og indblanding i husholdningsregnskabet og børnenes klæder. Forfatteren mener, at man i dag ville kunne give ham en ADHD-diagnose - og det er meget muligt; i hvert fald var han energisk og passioneret. I krig og kærlighed!

En glimrende opdateret bog med nye vinkler, der også trækker tråde til vor tid.

Wild - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 1.-2. maj
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Mit kendskab til Kristin Hannah er relativt nyt, og det er vist både lidt nemmere underholdning som i Another Life og mere samfundskritisk litteratur som i De fire vinde. Jeg stod i kø til Nattergalen, men læste så nogle lammende anmeldelser af den - et stort problem lader til at være akkuratessen i forhold til den tidsperiode den skildrer. Den slags har jeg absolut ingen tålmodighed med, og det blev i stedet til denne ældre roman, som er genudgivet, da hendes internationale succes tog fart.

Det er en blanding af de to ovennævnte vil jeg mene; der er den romantiske historie om psykiateren Julia, der mister troen på sine evner efter en retssag, hvor en tidligere patient ender med at dræbe nogle teenagere. Hendes søster, Ellie, er politibetjent i en lille provinsby på den amerikanske vestkyst, og ringer efter hende, da de pludselig får en usædvanlig sag at opklare. En lille pige er pludselig vandret ind i byen - rettere sagt op i et stort træ - og hun opfører sig som et utæmmet dyr. Det hjælper ikke, at hun bærer rundt på en ulveunge.

Julia får til opgave at opklare, hvem pigen er - hvilket jo først og fremmest kræver at få hende til at tale. Den lille pige er tydeligvis ikke vant til omgang med mennesker, og mangler alle sociale referencer. 

Fra hendes første diagnose af autisme finder hun efterhånden ud af, at pigen snarere går under kategorien feral child - altså et barn, der er vokset op ude i naturen og ikke kender til vores normer.

Det er både historien om Julias arbejde med pigen og til tider pigens stemme, der fortæller sin version. Det er historien om eftersøgningen efter hendes forældre - og de problemer, der opstår, da Julia skal indse, at hun må skille sig af med pigen.

Parallelt er der den temmelig åbenlyse og alt for rosenrøde historie om den smukke læge i byen, som også bærer på sine traumer. Det hele rundes af med en slutning, der er en Hollywood-film værdig.

Det var nem underholdning; de sidste mere end trehundrede sider læste jeg på én dag. Det er ikke på samme gode niveau som De fire vinde, og bærer i høj grad præg af at være en tidlig roman. Ideen om de vilde børn var dog interessant og det fik mig til at læse mere om de kendte tilfælde af disse.

Fluernes Herre - William Golding

 

• Engelsk
• 28.-29. april
• 256 sider
• Originaltitel: Lord of the Flies

Jeg kan erindre, at jeg læste denne klassiker i skolen - sikkert gymnasiet - men det er jo en del år siden.

Det, der jo er med klassikere er, at man kan læse dem på forskellige tidspunker og få forskellige oplevelser; ikke alene fordi man selv forandrer sig men fordi ydre faktorer også er i konstant forandring.

Denne udgave indledes med et forord af Stephen King, hvor han beskriver sit første møde med bogen. Han var en stor dreng, og bad den lokale bibliotekar om en bog, der beskrev, hvordan drenge virkelig var. I modsætning til hvordan datidens børnebøger beskrev dem som nysgerrige og måske lidt frække - men i sidste ende var moralen, at de lyttede til de voksne og var velopdragne. 

Men Golding beskriver jo netop, hvordan en flok drenge ville reagere uden voksne og uden regler.

Da jeg læste den som ung var det de elementer, der slog mig. Der er arketyperne af det gode og det onde. Ralph er lederen af den gruppe drenge, der strander på en øde ø efter et flystyrt. Han udstråler orden og autoritet, men måske lidt naiv. Han påvirkes af deres situation, og kan ikke bibeholde autoriteten overfor modstanderen Jack, da primitive instinkter tager over.

Jack derimod er inkarnationen af vold og brutal magt. Han overtager magten og finder konstant måder at retfærdiggøre de forfærdelige ulykker, der kommer til at koste nogle af drengene livet.

Rundt om Ralph og Jack er der Simon og Piggy; de to drenge, der hjælper Ralph uden at han til fulde værdsætter det. Piggy er klassens tykke dreng - ikke desto mindre er det hans briller, der hjælper dem til overlevelse ved at kunne lave ild. Simon er fornuftens stemme og de to støtter Ralph i alt.

Det er faktisk barsk læsning for store børn, tænker jeg. Det er selvfølgelig også en voksenroman som udgangspunkt, og som voksen læser ser man jo andre detaljer.

Da jeg genlæste den nu i den igangværende politiske kontekst bliver det til en foruroligende allegori. Øen bliver symbolet på verden som et mikrokosmos med alliancer, der opbygges og brydes. Den gængse orden nedbrydes, og brutal magt overtager styret af frygt.

Så bogen har jo ikke ændret sig; det har jeg - og verden. Goldings skræmmescenarie virker faretruende aktuelt. Uanset hvordan eller hvornår man læser den, er det en stærk bog.

Seven Empty Houses - Samanta Schweblin

 

• Engelsk
• 27. april
• 208 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En novellesamling jeg udelukkende valgte, da den i længere tid har ligget på bordet over anbefalede engelske bøger på biblioteket. Jeg vidste faktisk ikke, at det var noveller før jeg kom hjem - og det er heller ikke min yndlingslæsning. Endelig opdagede jeg, at den er oversat fra spansk til engelsk. Pyt, jeg havde behov for lidt lettere læsning måske efter den lidt hårde\krimi.

Emnet for alle de syv noveller er gennemgående ret dystert; husene i titlen skal ses både i bogstavelig og overført forstand. De fleste historier er relativt korte med en enkelt central historie, der fylder knap halvdelen af bogen.

Der er som sagt huse i historierne. Huse, som besøges af en mor og hendes voksne datter uden en egentlig forklaring. Huse, som bliver til et fængsel for minder om døde børn, alt for lange ægteskaber og alderdommen, der trykker. Men de virker på mig alle for ufuldkomne, og mangler en afrunding. Jeg tror muligvis, at forfatterens sydamerikanske rødder er en af grundene - den stil er mere fremtrædende i sydamerikanske forfattere - tænk blot Garcia Marquez! Men oversat til engelsk falder magien væk.

En enkelt historie synes jeg fremstår lidt mere helstøbt men overordnet var de for overfladiske og det var en tynd og hurtig lille bog, der skuffede.

Okavango - Caryl Férey

 

• Fransk
• 24.-27. april
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke læst Caryl Féreys krimier siden 2016; dels er jeg ikke god til at læse krimier - dels løb jeg lidt tør i hans stil. Men jeg faldt alligevel for fristelsen, da denne igen foregik i Afrika som i Zulu, som nok er hans bedste krimi.

Denne gang er vi i grænseområdet mellem Namibia, Botswana og Angola, hvor et stort naturreservat deles af de tre lande. Dyrenes grænser er flydende, da der er skabt korridorer, der passer til deres habitat og overvågningen varetages af soldater fra alle tre lande i det område vi også kender som Kalahari.

En af de store lejre i området er Wild Bunch, der ejes af den hvide sydafrikaner John Latham. Han lever isoleret med en lokal stamme - san-folket - som han vil testamentere sine jorder til. Men nu findes der både døde dyr og mennesker i reservatet. De lokale krybskyttejægere tilkaldes - officeren Solanah og hendes hjælper, Seth. Solanah er gift med chefen, og deres forhold er i en krise. Da hun møder John fascineres hun af ham - men hun stoler absolut ikke på hans historie om den hvide frelser, der vil give alt væk til del lokale.

Féreys roman er ligesom flere af hans tidligere en slags geopolitisk krimi; vi bliver indført i de konflikter, der har præget området i årtier - postkolonialismen, borgerkrige, stammeopgør og det internationale marked for truede dyrearter. Netop det sidste er jægeren Du Plessis bagmande for; han har et netværk af krybskytter og kunder, der vil betale formuer for et nasehor, stødtænder eller nyde en løvesteak! Men han har også en fortid med Latham!

Problemet for mig er, at man relativt tidligt ved, hvordan intrigen er skruet sammen og derefter er det blot udrulningen af konfrontationerne; som er voldelige og detaljerede. Det er præcis samme problematik som i Mapuche, hvor det politiske budskab drukner og mudrer krimihistorien. Det hjælper så ikke for mig, at der ikke er noget overraskelsesmoment til sidst og jeg fandt den faktisk lidt langsommelig at komme igennem trods de interessante historier om savannen.

Le paradis caché - Luca Di Fulvio

 

• Fransk
• 19.-23. april
• 768 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har virkelig haft svært ved at finde mit læsegen efter rejsen til Firenze; der var alt for mange indtryk at bearbejde efter 36 museer på 6 dage! Men så havde jeg jo en dejlig italiensk roman, som ville være perfekt til formålet.

Jeg har været helt opslugt af Di Fulvios romaner fra den allerførste roman i 2018 til det, der nu er hans allersidste. Di Fulvio døde i maj 2023 af den forfærdelige sygdom ALS, og nu er det endegyldigt slut.

Jeg kunne ikke lade være med at se tegn i denne roman, som på nogle måder skilte sig ud fra de tidligere.

Vi er tilbage i Italien i det 17. århundrede, hvor den unge Daniele i 1610 mister sin mor som 5-årig. Det gør hans far sindssyg af sorg, og han sender drengen i kloster, hvor abbeden Thevet tager sig kærligt af ham. Netop da han ankommer findes en døende kvinde i fødsel og hun føder en lille pige i klosteret nærmest efter hun er udåndet, hvilket straks kaster en skygge over barnet. Thevet tager sig også af den lille pige, men da hendes køn bliver opdaget må han overlade hende til et nonnekloster. Hun bliver givet navnet Susanna.

Vi springer frem til 1633, hvor Susannas mand og deres tjenestepige findes myrdet - og hun anklages for at være en heks - og morder. Nu kommer inkvisitionen på spil med præsten Constantin Tron og hans trofaste tjener Paolo og Daniele melder sig som hendes forsvarer.

Daniele, Paolo og Susanna har alle deres barndom tilfælles; Daniele og Susanna var håbløst forelskede nogle år tidligere, men Tron fik Daniele til at mistro hende. Paolo på den anden side er forelsket i Tron, som selv er tryllebundet af Susanna - forbudt frugt for en præst, og han kæmper med sin samvittighed.

Der er lagt op til et voldsomt drama med Inkvisitionen og periodens heksejagter som baggrund.

Der er selvfølgelig en smuk bibelsk symbolik her - Daniele, Susanna og Tron minder os om historien om Susanna i badet fra Bibelen. Tron ser nemlig Susanna nøgen i et bad, da han først møder hende. 

 

Det er ikke hans bedste bog; langt fra faktisk. Der er lidt for mange klichéer og gentagelser af beskrivelser af personer - Paolos Botticelli-gyldne lange lokker, Susannas azurblå øjne osv. Men jeg ser det nu som tegnene på, at denne sidste roman nok var svær for ham at skrive som sygdommen skred frem, 

En anden markant forskel er slutningen. Der er altid en duel i kampen mellem de gode og de onde, de rige og de fattige - og det ender altid lykkeligt for hans protagonister. Det gør det ikke her. Daniele og Susanna når at finde hinanden og kærligheden når at sejre - men Daniele dør. Susanna ender på bålet og er ved at dø i flammerne inden hun reddes ud i sidste øjeblik - såret, forbrændt og i smerter - men hun kan se fremad. Bogen er dedikeret til hans hustru, og det siger vel nærmest alt så.

Jeg har nydt alle hans romaner; at denne var lidt svagere konstrueret kan jeg tilgive ham - og jeg vil savne, at der er ikke er en ny at se frem til.