Dage efter Pierre - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 5. oktober
• 396 sider
• Originaltitel: Il nous restera ça 

Jeg har nu læst fem romaner af Virginie Grimaldi; jeg var lidt skeptisk i starten og den første føltes da også som lidt for nem. Det var nummer to og tre bestemt ikke, og så var jeg lidt mindre imponeret over den fjerde. Jeg har ikke læst dem i den rækkefølge de er udgivet i - og nu er vi tilbage til 2022 med en af de to romaner, der er oversat til dansk indtil videre. Grimaldi udgiver i snit en roman om året - og jeg er sikker på, at flere vil komme på dansk.

I Paris møder vi tre vidt forskellige personer. Jeanne, der netop har mistet sin mand, Pierre, efter 50 års samliv. Han dør pludseligt, og nu sidder hun i den store lejlighed, som egentlig er lidt for dyr til hendes økonomi som enke. Jeanne er 74 år gammel og bruger nu sin tid på at besøge Pierres grav hver dag.

Iris er 33 år gammel, og arbejder som social assistent. Hun bor i et lille lejet værelse og man fornemmer, at der er nogle hemmeligheder skjult i det. Hvorfor arbejder hun ikke indenfor sir fag som fysioterapeut og hvem gemmer hun sig for i Paris?

Théo er mere ligetil selv med sit komplicerede liv. Han kommer fra en dysfunktionel familie med en alkoholisk mor og ukendt far. Hans eneste mandlige holdepunkt var Marc, der i en kort periode levede med moderen og fik hans halvbror. Men moderen begyndte at drikke igen, og Théo tilbragte resten af sin barndom på en institution. Som 18-årig er han nu i lære som konditor, og lever i en ramponeret bil.

Da Jeanne beslutter sig for at leje et værelse ud, bliver det til to værelser, da hun ikke nænner at skuffe den ene af de to unge mennesker. Det der blot skulle være en praktisk løsning for alle, ender med at blive livsforandrende på alle måder. 

Jeanne kommer videre i sin sorg, og finder et nyt formål med tilværelsen. 

Iris finder ro til at komme sig over sine bitre livserfaringer og gøre sig klar til en ny langt mere positiv forandring. 

Théo finder endelig en base, der kan give ham mod til at stole på andre - og måske opsøge sin fortid mens hans bygger en fremtid.

Det lyder jo frygteligt banalt - og det er det måske også meget af tiden. Men Grimaldi kan nu alligevel noget med at undgå det rosenrøde pladder og istedet blande en god del humor ind i sine historier. Jeg grinte højlydt flere gange - og så faldt der også en tåre eller to.

Tempoet er højt med mange små kapitler, der ofte brydes af en tom side. Så det er nem læsning og kunne nemt klares på en regnfuld søndag, hvor man trængte til lidt feel-good. 

The Thistle and the Rose - Linda Porter

 

• Engelsk
• 2.-4. oktober
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Tudor-England har altid fascineret mig - og jeg har efterhånden læst en del af Alison Weirs historiske biografier, der primært omhandler Henry VIII og/eller hans mange hustruer. Nu opdagede jeg så en nylig udgivet biografi af Henry VIII's søster, Margaret Tudor.

Det er ikke en romantiseret biografi, som Alison Weir skriver dem, men en faglitterær biograif baseret på utallige kilder, der har dokumenteret denne prinsesse og dronnings liv.

Margaret er født i 1489 som datter af Henry VII og Elizabeth af York, hvis vej til den engelske trone er beskrevet i denne roman. Som traditionen bød begyndte man allerede tidligt at planlægge et strategisk klogt ægteskab, der kunne cementere politiske alliancer - og som på ingen måde tog højde for de involverede parters ønsker. I Margarets tilfælde ender det med den skotske konge, James IV, som dog "heldigvis" kun var seksten år ældre end hende. Det kunne have været meget værre - som fx hendes lillesøster, Mary, der som atten-årig blev gift med den 52 år gamle franske konge.

Men Margaret bliver altså gift i 1502 ved et stedfortræderbryllup, da hun var tretten år gammel. Hun var den ældste datter, og kongeparrets andet barn. Hendes storebror, kronprinsen Arthur, dør blot tre måneder efter hendes bryllup - men i de tre måneder rangerer hun højere i det sociale hierarki end lillebroderen, Henry, som tager det ilde op. Den jalousi og kamp skulle komme til at følge dem resten af livet - selvfølgelig sammenkoblet med Henrys manglende tro på kvinders intellekt og evne til at regere et land.

Margaret kommer endelig til Skotland året efter, og selvom der er både spædbarnsdød og aborter, så får  de ti relativt lykkelige år sammen og en overlevende søn, som bliver arving efter kongens tidlige død i 1513. Margaret er indsat som regent, da drengen blot er et år gammel - men da hun hurtigt gifter sig igen, fratager man hende denne rolle og hidkalder en anden bejler til den skotske trone.

Det var ikke et klogt ægteskab - manden mente tydeligvis, at han nu herskede over landet (og hendes penge), og det kostede hende magten. Hendes position var i forvejen ikke nem; som englænder var hun suspekt, og det stred imod den den skotsk-franske alliance. Man var ganske enkelt ikke sikker på om man kunne stole på hende! Manden var da i det mindste skotsk, så da den franske bejler blev sendt hjem, fik han overtaget. Margaret forsøgte at appellere til sin bror, men han mente næppe at en kvinde kunne regere og han brød sig jo generelt ikke om at blive beordret til sine meninger.

Margaret bliver skilt; hun kæmper for sine børn - hun havde født en prins efter kongens død og har nu også en datter med sin anden mand. Hun viser sig at kæmpe for sit nye land og er ikke den forræder skotterne kunne frygte. Hun kæmpede indædt for at sønnen skulle blive konge - James V, og det lykkes. 

Da sønnen overtager tronen i 1528, er hun gift for tredje gang - det var ikke lykkens gang. I stedet fokuserer hun på sin familie - sønnens dronning og børnebørnene. Hun blev ved med at kæmpe for en alliance mellem England og Skotland - ydermere forstærket af, at Henry VIII jo manglede en mandlig arving og James ville være den logiske arvtager. Hun døde i 1541 - 52 år gammel - og blot seks måneder senere døde hendes søn kongen blot seks dage efter dronningen havde født en ny arving - men en pige. Denne pige blev Mary, dronning af Skotland til hun abdicerede i 1567 til fordel for sin spæde søn. 

Det er et fascinerende liv - og en vigtig del af den engelske historie med familiebåndene til England, som samles i hendes barnebarn James VI, der endelig samler Skotland og England i 1603 efter Elizabeth I's død. Det viser også en del af Henry VIII's udenrigspolitik, som absolut ikke var blødsøden blot fordi det var hans egen søster, der var dronning og regent. Snarere tværtimod!

Det er som sagt ikke romantiseret, og der er en del politik og krigsførelse at holde styr på. Men Porter skriver det levende og engagerende - absolut en historiker, jeg gerne vil læse mere af.

Den ultimative hemmelighed - Dan Brown

 

• Engelsk
• 20. september - 1. oktober
• 688 sider
• Originaltitel: The Secret of Secrets

Jeg faldt i den helt store fælde i weekenden - i ren desperation over en boglevering, der ikke kom til tiden. I stedet strøg jeg fluks ned og investerede 320 kroner i Dan Browns seneste roman. Jeg havde tænkt at vente til den var på biblioteket eller i det mindste i paperback-udgave. Det kan jeg så ærgre mig over nu!

Browns debutroman - Da Vinci mysteriet - tog virkelig verden med storm. Det var nytænkende og pludselig var alle interesseret i hemmelige symboler i kunstværker. Det var en gåde, der skulle løses som et puslespil og i kølvandet opstod der ruter, man kunne følge for at genopleve stederne og se fx meridianlinien i Saint Sulpice-kirken.

Men det ændrede sig hurtigt med de følgende romaner, som blev tidsindstillede bomber, hvor Robert Langdon skal redde verden, os og alt muligt andet fra undergang og i sidste ende give os en morale - vores afhængighed af teknologi, vores tolerance overfor hinanden uanset religion eller verdens overbefolkningsproblemer.

Da jeg læste Oprindelse for syv år siden, lovede jeg virkelig mig selv at det var slut. Jeg troede faktisk, at det også var slut for Dan Brown, men nu er vi her igen!

Denne gang er vi i Prag - en fantastisk by, hvis man vil kombinere historie, kultur og symboler. Et af byens mest kendte symboler er jo en golem - den mystiske figur fra jødisk overtro, der bar indskriften sandhed i hebraisk på sin pande. Et ord, der med et let strøg kan ændres til død.

Langdon har en ny kæreste - Katherine Solomon - som forsker i menneskets bevidsthed, og hvordan vi oplever overgangsfasen til døden. Hun er på nippet til at udgive en bog, der skal komme med revolutionerende informationer, og er i Prag for at give et foredrag. Men hendes kopi af bogen bliver slettet fra forlagets server, og Langdon og Katherine trækkes ind i et kapløb mod tiden og ukendte fjender.

Der er en hel masse snak om medicinske forsøg på mennesker, og forskning indenfor bevidsthed. Det handler om parapsykologi, og hvad vi opfatter som virkeligheden. Det er endnu en gang et smart emne i en tid, hvor krige udspilles mere teknologisk og hybridt end fysisk. En tid, hvor AI vinder frem og vi kæmper med frygten for, at maskiner kan overtage vores rolle. Hvilken rolle spiller AI og teknologien generelt i etik - især i de forsøg på mennesker, som udføres i det hemmelige laboratorium midt i byen.

Det hele foregår igen over knap et døgn - der er tider, hvor det simpelthen ikke hænger sammen. Langdon og Katherine når at flytte sig temmelig langt rundt i byen, gå igennem utallige farer og møde mordere - og så er der gået en lille time. Det irriterer mig grusomt!

Selvfølgelig opnår Brown, at steder og symboler pludselig opnår opmærksomhed - i Prag er det Klementarium-biblioteket, Golem-figuren og den jødiske historie i byen, St Vitus-katedralen osv. Men hvor symbolerne, der var vist med tegninger i Da Vinci Mysteriet var ret komplekse, er vi nu nået til piktogrammer af en trappe? Det er et skridt i den helt forkerte retning.

Der er selvfølgelig kærlighedshistorien mellem Langdon og Katherine - den mand har mange korte affærer. Det er fyldt med klichéer, pseudovidenskab og langtrukne scener for blot at ende i et temmelig fladt plot. Man flyver til sidst gennem siderne for endelig at kunne nå til vejs ende. Jeg overvejede seriøst at stoppe halvvejs - men stædighed fik mig til at fortsætte i et naivt håb om forbedring. Det eneste lyspunkt var måske handlingen i Prag, hvor jeg følte jeg kunne situere mig afhængig af, hvor de var. Men jeg tror Brown skal sætte et endeligt punktum for denne slags romaner.

I hvert øjeblik er vi stadig i live - Tom Malmquist

 

• Dansk
• 27.-28. september
• 287 sider

Da jeg læste denne personlige beretning for en uge siden, blev jeg jo nysgerrig på om forfatteren avde skrevet andre bøger eller om forfatterskabet begrænsede sig til historien om tabet af hendes mand. Der opdagede jeg så, at hun i dag lever med en anden forfatter, som har en lige så grusom personlig fortælling. Den har han også nedskrevet i denne fortælling om tabet af sin partner, Karin.

Tom og Karin har været sammen i ti år, da de venter deres første barn. De er lykkelige og spændte, og alt går efter planen om at byde velkommen til at forårsbarn i maj måned. Men i marts bliver Karin syg og de tror først det er en influenza. Men pludselig kan hun ikke trække vejret, og de bliver akut indlagt. Derfra går det hurtigt!

Fra at være en forventningsfuld mor i uge 33 er Karin nu pludselig alvorligt syg med akut leukæmi. Hendes tal ser dårlige ud, og organer begynder at lukke ned et efter et. Lægerne beslutter at forløse barnet ved kejsersnit, og grundet hendes helbredstilstand skal Karin i kunstigt koma imens. Et koma, hun aldrig vågner fra.

De første knap 90 sider er denne voldsomme intense beretning om en mand, der indenfor få dage bliver far og mister sin partner totalt uventet. Datteren kommer på neonatal, og Tom løber mellem de to afdelinger indtil Karin dør uden at have været ved bevidsthed eller set sin datter. En kafkask situation!

Men endnu mere absurd bliver det nogle uger efter, da administrationen tager fat. Da de ikke var gift, og Karin jo ikke kunne opgive Tom som far efter fødslen står den lille pige nu som Ukendt Lagerlöf - og Tom skal redegøre for barnets aktiver, hvor det er og ansøge om at blive værge. Det virker absurd, og man har da også virkelig svært ved at forstå, hvordan han kommer gennem det. Men med et spædbarn er der jo intet valg.

De to bøger er jo skrevet uafhængigt af hinanden, og inden de to forfattere blev et par. Alligevel kan man jo ikke lade være med at se lighederne. De er nogenlunde jævnaldrende, da de begge mister deres livspartner. Den ene har et barn på otte måneder og den ande bliver forælder midt i tabet. Den ene er en kvinde. Den anden er en mand. Det er måske her man ser den største forskel i deres måde at bearbejde sorgen? Måske er det blot deres personlighed eller blufærdighed?

Hvor Carolinas fortælling rummer meget vrede og bitterhed over for verden, vennerne, familien og manden, så er Toms historie mere faktuel, selvom hans savn stadig er der. Men han fokuserer mere på sig selv og datteren - og ganske enkelt at komme igennem den første tid. Han skal manifestere sig selv som alenefar, og det er nok sværere end hvis det havde været en kvinde. En mor, som alle forventer er der for barnet. Tom får også en masse hjælp af familien i starten, da han er usikker - men han tager over og han tager ansvar. I det første år navigerer han også med tabet af sin far, der dør efter ti års kræftsygdom - det er unægteligt alt alt for meget. 

Dialogerne er til tider lidt svære at læse, da han refererer dem og det kan være svært at se, hvem der taler til hvem nogle gange. Desuden er der desværre en del sjuskefejl i bogen, som ødelægger oplevelsen en smule - men det er en barsk og stærk fortælling.

What I Ate in One Year - Stanley Tucci

 

• Engelsk
• 22.-25. september
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Et tilfældigt fund på bibliotekets bord med personlige fortællinger, hvor jeg ofte bliver inspireret. Det var også der, jeg i 2022 fandt Tuccis bog om madminder. Så selvfølgelig skulle jeg også læse denne.

Bogen foregår - som titlen siger - over et år; 2023 for at være mere præcis. Der er ikke en side per dag - det varierer i længde og nogle gange springer han over nogle dage. Men det er rimelig jævnt fordelt over året og fortæller om hans rutiner.

Som skuespiller rejser han selvfølgelig en del, og opdager nye restauranter. Han har lavet sit eget tv-show, som handler om italiensk mad - absolut hans favorit. Jeg har sjældent hørt om nogen, der spiser så meget pasta. Jo, italienere selvfølgelig. Tucci laver pasta til sig selv nærmest dagligt og tit til både frokost og middag.

Udover at fortælle om maden, er bogen krydret med anekdoter om hans dagligdag. Små og store ting, som han fortæller om med humor. Han er amerikaner, bosat i England og gift for anden gang med en langt yngre kvinde, som han har to mindre børn med. Det giver anledning til nogle eksistentielle tanker om livet - og maden!

Tucci er en sybarit, og jeg elsker det. Hans entusiasme når han opdager en grøntsag, han aldrig tidligere har set eller glæden ved at dække et bord til gæster i sit hjem er uovertruffen. Man får også en glimrende fornemmelse af hans madglæde og hvordan det udspiller sig rent praktisk. Han laver meget mad! Han må have et velassorteret spisekammer, og tit og ofte tages rester frem og bruges i andre sammenhænge. Der er altid hjemmelavede basisting som fond, tomatsauce og alt det andet gode italienske. 

Han deler nogle af sine opskrifter i bogen. Nogle gange er det blot summeret i et par sætninger. Andre gange er det helt detaljeret, og der begyndte jeg virkelig at læse det som om jeg stod i køkkenet og så for mig, hvordan det blev til en ret. De sider tog lang tid, da jeg levede mig gevaldigt ind i processen, og genlæste hvis nu jeg skulle prøve selv.

En bog for folk, der elsker god mad - men krydret med så meget andet. Tucci virker som et utroligt sympatisk og interessant menneske, man gerne ville dele et måltid og et glas vin med.

Lad os håbe på det bedste - Carolina Setterwall

 

• Dansk
• 20.-21. september
• 358 sider

Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste om denne personlige beretning - men det fik mig til at reservere den på biblioteket, og det fortrød jeg ikke. 

Den svenske forfatter har skrevet en hudløs ærlig bog om sin mand, Aksels, død i oktober 2014, hvor hun en morgen finder ham i sengen. Han var kun 34 år gammel, da en hjertefejl ender hans liv i søvnen. Historien fortælles til Aksel i to dele. Den første del kører i to spor fra de mødtes i 2009 og fra den dag han dør, indtil de to spor mødes. Den anden del er tiden efter hans død i 2015-16, hvor hun forsøger at finde sig selv og et nyt liv uden ham.

Carolina er lige fyldt tredive år, da hun i 2009 møder Aksel. Hun har haft flere forhold tidligere, men aldrig den rigtige store altopslugende kærlighed. Aksel er den mere tilbageholdende type, der ikke kaster sig hovedkulds ud i store deklarationer eller hurtigt vil flytte sammen. Da hun i 2013 begynder at tale om børn er han absolut heller ikke ivrig, og mener ikke han er klar. 

Caroline bliver dog hurtigt gravid, men må gå gennem det meste af graviditeten temmelig ensom, og uden at dele sine mange følelser med Aksel. Han er dog lykkelig over sønnen, Ivan, da han først er der. Men det tærer også på deres forhold - de er ikke enige om barselsorlov til Aksel, og han arbejder alt for meget. Samtidig beslutter de sig - endnu engang - for at flytte; og de er knapt installeret i deres nye lejlighed, da han dør.

Den sidste aften sover Carolina med den otte måneder gamle Ivan i barneværelset, da Ivan lider af mareridt. De får måske ikke sagt ordentlig godnat, og måske er stemningen lidt presset som for mange småbørnsforældre. Næste morgen er han død.

Det er som sagt skræmmende ærligt. Man kan undervejs tænke, at forholdet måske ikke havde holdt i længden? De var meget forskellige - men med en sådan beretning hører vi Carolinas version. Der er dog ingen tvivl om, at de var pressede og hun bebrejder sig selv for at have fremprovokeret hans alt for tidlige død.

Hun skal hele registeret af følelser igennem i sin sorg; hun benytter sig af psykologer og er godt omgivet af venner. Men der kommer også en hverdag, hvor hun ikke konstant er mandsopdækket og hvor hun begynder at blive bitter og ensom. Det er modigt at skrive alle sine mørkeste tanker ned så offentligt synes jeg. Samtidig er det uden tvivl en normal proces at gå igennem - for hende, men også for familien og vennerne.

Da hun i 2016 møder en ny mand, er de nærmest flyttet sammen to måneder senere. Han er også enkemand, og har et barn - de har nogle fælles traumer. Men de har ikke de samme drømme i samme tempo! Den nye mand vil starte en familie. Han vil have de får deres fælles barn, og fire måneder efter at have mødt ham er hun gravid.

Det er nok ikke svært at regne ud, at det er problematisk. Carolina er slet ikke færdig med at bearbejde sin sorg. Desuden er omgivelserne ikke lige så begejstrede - slet ikke hendes svigerforældre, som jo ser det som en streg over mindet om deres søn. Det må være ufatteligt svært at håndtere. Carolina er kun i trediverne - hendes liv er langt fra slut, og hun vil jo møde en ny mand. Men hvornår er det passende? Eller hvornår er hun klar? Det er hun i hvert fald ikke nu - og det ender uundgåeligt med et brud, som måske får alle til at trække vejret lettet - men måske glemmer de hendes følelser og behov?

Som sagt må jeg beundre, at man tør smide det hele ud i verden - for der er alle de grimme tanker, man kan have, når man faktisk er i en depression. Hun bearbejder det ved at skrive om det, og rationalisere over forholdet til Aksel, som jo ikke var perfekt. Det er de færreste forhold vel - og endnu mindre i den hårde fase med små børn. Man rives med af historien, og både føler med hende og har lyst til at ruske hende lidt. Alligevel er det umuligt - hver sorg er forskellig, og hver historie personlig.

De fortabte sønner - Andreas Gylling Æbelø / Sune Gylling Æbelø

 

• Dansk
• 16.-19. september
• 294 sider

Det var dejligt at begrave sig i et noget tungere emne end de sidste par krimier - og så er jo også sjældent jeg læser på dansk. Faktisk er det kun den tiende danske bog i år fordi jeg helst ikke læser oversættelser (og i hvert fald ikke på dansk) - men jeg kan også mærke, at det tager mig længere tid. Min hjerme er langt mere tunet til fransk og engelsk - i den rækkefølge - og de danske bøger er som regel faglitteratur, jeg henter på biblioteket. 

Men det kommer der også interessante læsninger ud af - som med denne bog. Jeg kender den ene forfatter fra medierne - fra hans tid som direktør for AIDS-fondet, for sit ægteskab med en berømt journalist og for nylig så jeg en seriedokumentar på DR - Hvad tror danskerne på? - hvor han netop deltog sammen med sin mand. Jeg kendte til gengæld slet ikke hans bror.

De to brødre, som er født med fem års mellemrum, voksede op i Jylland i slutningen af 1970'erne og 1980'erne i et dybt kristent miljø. Det var kristen friskole, og så efterskoler med kristne studiegrupper og sommerlejre. Det var kirke hver søndag og bibellæsning som underholdning i stedet for biografture. Det var ungdomskærester, hvor man pænt holdt fingrene fra hinanden - for alt inden ægteskabet var strengt forbudt. Og det var visheden - for begge brødre - om at de ikke passede ind i den verden. At de var forkerte på grund af deres utugtige tanker om andre drenge.

De to brødre er jo ikke helt jævnaldrende - fem år kan betyde meget i den alder - så de snakker ikke sammen om deres tanker. I stedet forsøger de begge i det skjulte at "blive helbredt" - de konsulterer sjælesørgere, opsøger maskuline miljøer (fordi man mener de har savnet et maskulint forbillede!) og de beder i det uendelige for at kunne leve et heteronormalt liv.

Jeg havde nok ikke de store illusioner om dise fundamentalistiske kristne miljøer - dog chokerer det mig, at det finder sted - eller gjorde det så sent som for nogle årtier siden. At man kan have et så indsnævret syn på andre mennesker og at man kan have en så stringent religionsopfattelse, som snarere minder om andre mere arkaiske religioner.

Bogen fortælles i skift af de to brødre om deres opvækst, indtil de begge nærmest samtidig beslutter sig for at springe ud. De ved, at det vil skabe sorg og kaos hos ikke mindst deres mor. Desværre hører man ikke senere meget om, hvordan deres forhold til familien er i dag. 

Deres nye frie liv betyder samtidig et brud med religionen og Folkekirken. Men med tiden bløder de begge lidt op, og her når vi den måske mest interessante del af historierne. For hvordan kan man forene de to livssyn? Der er en anden protestantisme end den fundamentalistiske - det er endog den mest praktiserede i Danmark. Begge brødre erkender, at kirken og religionen har en rolle for dem. Men udklædningen er anderledes - det er den tolerante åbne religion, hvor de kan værdsætte traditionerne, salmerne, kirkerummet og symbolerne. 

Det er faktisk interessant at læse beretningerne om de stort set lige så rabiate LGBT+-repræsentanter, der minder en hel del om deres ungdoms kirkelige repræsentanter. Dem, der fortolker alt i mindste detalje for at udstikke leveregler for LGBT+-miljøet uden nogen form for empati eller fleksibilitet.

Sprogligt er det til tider lidt tungt synes jeg; det kunne sagtens strammes lidt op i både form og indhold. Og så ville det jo være rart, hvis Gandhi ikke hed Ghandi! 

Dog er det en bog med et vigtigt budskab, som virkelig lærte mig noget. 

Hushjælpens skygge - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 14.-15. september
• 400 sider
• Originaltitel: The Housemad is Watching

Tredje og sikkert sidste del af serien om hushjælpen Millie - og det er helt fint! Gassen er gået af ballonen, kan man vist roligt sige.

Der er en del ting, der undrede mig her - vi er sytten år efter den første krimi. Millie er nu gift med den smukke italienske gartner, Enzo, og de har to børn på ni og elleve år. McFadden tidsplacerer ikke direkte de to første historier, men der er brug af diverse elektroniske hjælpemidler og det virker pudsigt, at vi pludselig har taget et kvantespring i tid. Det var tydeligvis ikke planen, da hun startede serien og det får nogle tekniske detaljer til at synes lidt pudsige.

Men nu er Millie socialarbejder, og har lagt karrieren som hushjælp bag sig. De har endelig besluttet at flytte udenfor byen, og køber et hus for enden af en blind vej. Naboerne til den ene side er et gift par uden børn og overfor er en enlig mor med en søn. Begge naboer er meget ivrige - den gifte nabokvinde er især begejstret for Enzo, mens den anden har frit udsyn til begge huse.

Strukturen minder meget om de to andre. Første del, hvor Millie fortæller om deres flytning og alle de lurende mistanker hun har om naboerne, hendes mand osv. Så tager datteren over, og fortæller sin version af flytningen og hvad, der førte til det mord, der nu skal opklares. Til sidst er der et lille twist på sagen, som skal skabe overraskelse hos læseren - men det fungerer slet ikke så godt her. Faktisk blev jeg lidt irriteret, da det har nogle store konsekvenser for især børnene.

Hovedelementet er Enzo - kan hun stole på ham? Flirter han med naboen? Har han fortalt sandheden om sin fortid? Det bliver repetitivt, og fyldt af floskler om den smukke italienske mand, der er en fantastisk far, partner.... uendeligt!

Det er blevet for meget skabelon nu - og alt for hurtigt at sejle igennem. Jeg glæder mig til en bog, hvor jeg bliver udfordret og kan fordybe mig lidt mere nu. Der har været for mange to-dagesbøger på det sidste. 

Les heures fragiles - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 12.-13. september
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

De eneste bøger af Virginie Grimaldi, der er oversat til dansk er dem, jeg endnu ikke har læst. Men hun kan tydeligvis noget med at ramme ind i samfundsaktuelle emner, der virker relevante for de fleste læsere. Dog synes jeg denne var lidt under niveau i forhold til de tidligere romaner - især denne.

Diane er midt i fyrrerne, og bor sammen med sin anden mand, Seb, deres fælles søn og hendes datter, Lou, fra et tidligere ægteskab. Det er en genkendelig situation og familiekonstellation i dag - og igen rammer Grimaldi noget meget ordinært. 

Seb får pludselig en midtlivskrise, og føler sig fanget i forholdet - så han flytter midlertidigt ud af hjemmet. Samtidig går Lou igennem teenageårene med alle de spørgsmål, det medfører. Hun har et forhold til en lidt ældre fyr, der nok bare vil have sex, og nedbryder hendes selvtillid.

Lou begynder at få panikanfald, og dystre tanker - da Diane opdager dette, reagerer hun hurtigt og effektivt. Lou bliver taget med til en psykolog, og pludselig er hun på et center for unge med psykiske problemer.

Historien fortælles i skift af Diane og Lou. Den ene kæmper for sit ægteskab, for sin datter og for at opretholde en hverdag igennem alt dette. Samtidig vækker det spøgelser til live fra hendes egen ungdom, og på et punkt tilføjes dagbogsnotater, som man umiddelbart tror er Dianes egne.

Lous fortælling er fra centeret og mødet med de andre unge. En fortælling om, hvor svært det kan være at være teenager med det stigende pres fra sociale medier om præstation og fysisk fremtoning. Hun ser de andre unge, og opdager, at hun ikke er alene - men også, at hun faktisk har et godt netværk i familien.

Der er et lille element af overraskelse til sidst - men jeg synes ikke det var helt så troværdigt som i de andre bøger. Ikke desto mindre er det relevante emner, og der er ingen tvivl om, at det er årsagen til hendes succes som forfatter. Det er let tilgængelige historier alle kan relatere til. Men jeg skal nok have en pause fra Grimaldi nu!

Hushjælpens hemmelighed - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 10.-11. september
• 352 sider
• Originaltitel: The Housemaid's Secret

Jeg var ganske godt underholdt af første bind om hushjælpen Millie, der yder en lidt speciel service til sine kunder - især de kvindelige arbejdsgivere, der vil ud af et ægteskab. Men det er ikke bøger, jeg vil investere i - og heldigvis var de meget hurtigt tilgængelige på biblioteket.

Der er gået nogle år, og Millie har haft flere jobs som hushjælp, hvor hun har hjulpet kvinder ud af voldelige ægteskaber - ikke mindst ved hjælp af gartneren Enzo, som blev hendes kæreste. Men han tog tilbage til Italien, og nu dater hun en ung og succesfuld advokat, Brock.

Hendes seneste job er at gøre rent og lave lidt mad i Garrick-husholdningen. Et kæmpe penthouse i New York ejet af en techmilliardær, Douglas, og hans tilsyneladende syge hustru Wendy. Millie får strenge ordrer om ikke at nærme sig det lukkede rum, hvor den syge kvinde opholder sig. Men det er jo et rødt flag for en kvinde, der ikke kan udholde vold mod kvinder. Da hun endelig møder Wendy, og ser hendes forslåede ansigt er hun sikker på, at hun må handle. Problemet er bare, at hun denne gang er nøje udvalgt af kvinden af de helt forkerte årsager - og ender med at blive fanget i en fælde.

Der er ligesom i den første roman et godt twist - faktisk flere - men man kan også tydeligt se skabelonen. Vi starter med en dramatisk indledning, hvor nogen er ved at dø - det er uvist hvem. Dernæst følger den længste del, hvor handlingsforløbet op til dramaet foregår og er fortalt af Millie. Dernæst går vi tilbage i tiden, hvor den forsmåede kvinde fortæller sin version af historien og endelig flettes det hele sammen.

Det virker fint for de twists, der er - men det er også en præcis kopi af opbygningen i den første krimi. Jeg ved ikke, om det kan blive ved med at fungere uden at det bliver for trivielt. Der er endnu en krimi inden det ser ud til, at McFadden er vendt tilbage til andre protagonister og det er måske meget godt. Jeg har den dog liggende, og vil bestemt læse den.