- Fransk
- 12.-13. september
- 336 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
De eneste bøger af Virginie Grimaldi, der er oversat til dansk er dem, jeg endnu ikke har læst. Men hun kan tydeligvis noget med at ramme ind i samfundsaktuelle emner, der virker relevante for de fleste læsere. Dog synes jeg denne var lidt under niveau i forhold til de tidligere romaner - især denne.
Diane er midt i fyrrerne, og bor sammen med sin anden mand, Seb, deres fælles søn og hendes datter, Lou, fra et tidligere ægteskab. Det er en genkendelig situation og familiekonstellation i dag - og igen rammer Grimaldi noget meget ordinært.
Seb får pludselig en midtlivskrise, og føler sig fanget i forholdet - så han flytter midlertidigt ud af hjemmet. Samtidig går Lou igennem teenageårene med alle de spørgsmål, det medfører. Hun har et forhold til en lidt ældre fyr, der nok bare vil have sex, og nedbryder hendes selvtillid.
Lou begynder at få panikanfald, og dystre tanker - da Diane opdager dette, reagerer hun hurtigt og effektivt. Lou bliver taget med til en psykolog, og pludselig er hun på et center for unge med psykiske problemer.
Historien fortælles i skift af Diane og Lou. Den ene kæmper for sit ægteskab, for sin datter og for at opretholde en hverdag igennem alt dette. Samtidig vækker det spøgelser til live fra hendes egen ungdom, og på et punkt tilføjes dagbogsnotater, som man umiddelbart tror er Dianes egne.
Lous fortælling er fra centeret og mødet med de andre unge. En fortælling om, hvor svært det kan være at være teenager med det stigende pres fra sociale medier om præstation og fysisk fremtoning. Hun ser de andre unge, og opdager, at hun ikke er alene - men også, at hun faktisk har et godt netværk i familien.
Der er et lille element af overraskelse til sidst - men jeg synes ikke det var helt så troværdigt som i de andre bøger. Ikke desto mindre er det relevante emner, og der er ingen tvivl om, at det er årsagen til hendes succes som forfatter. Det er let tilgængelige historier alle kan relatere til. Men jeg skal nok have en pause fra Grimaldi nu!
No comments:
Post a Comment