- Engelsk
- 5.-6. september
- 336 sider
- Originaltitel: The Housemaid
Pludselig flød bognettet over med lovprisninger af denne serie af den amerikanske krimiforfatter Freida McFadden, hvor der nu er tre romaner. Da læsebunken var opbrugt blev første bind derfor indkøbt i lufthavnen til hjemturen - perfekt læsning til et par timers flytur.
Jeg kan sagtens se, hvorfor det er en succes - især da jeg selv ikke bryder mig om ekstremt voldelige krimier. Her kører vi på den psykiske stille terror, der er svær at få øje på udefra. Derfor er hushjælpen Millie da også chokeret over sin nye arbejdsgiver Nina. En rig kvinde, der har det hele - en gudesmuk succesrig mand, et stort hus og et barn. Men Nina er hysterisk, rodet og med store humørudsving - Millie har dog virkelig brug for jobbet, og overhører advarslerne fra den kliché-agtige italienske gartner Enzo. Man kan allerede se en filmatisering for sig med de personer, der tegner sig.
Første del fortælles af Millie, og giver hendes version og syn på forløbet. Anden del fortælles af Nina og pludselig er der et godt twist i historien. Et virkelig overraskende element, der gør det svært at slippe bogen - som dog også er hurtig med mange små kapitler.
Det er svært at anmelde en krimi uden at afsløre for meget - men essensen for mig er, at jeg bliver overrasket og ikke kan forudse handlingen. Det lykkes her!
Det er som sagt en serie, og helt til sidste sætning bliver man overrasket og spændt på fortsættelsen - de skal dog lånes på biblioteket; men det ser ud til, at forfatteren har ramt noget her. Hun har udgivet en del krimier inden, men var helt ukendt for mig.
No comments:
Post a Comment