De fortabte sønner - Andreas Gylling Æbelø / Sune Gylling Æbelø

 

• Dansk
• 16.-19. september
• 294 sider

Det var dejligt at begrave sig i et noget tungere emne end de sidste par krimier - og så er jo også sjældent jeg læser på dansk. Faktisk er det kun den tiende danske bog i år fordi jeg helst ikke læser oversættelser (og i hvert fald ikke på dansk) - men jeg kan også mærke, at det tager mig længere tid. Min hjerme er langt mere tunet til fransk og engelsk - i den rækkefølge - og de danske bøger er som regel faglitteratur, jeg henter på biblioteket. 

Men det kommer der også interessante læsninger ud af - som med denne bog. Jeg kender den ene forfatter fra medierne - fra hans tid som direktør for AIDS-fondet, for sit ægteskab med en berømt journalist og for nylig så jeg en seriedokumentar på DR - Hvad tror danskerne på? - hvor han netop deltog sammen med sin mand. Jeg kendte til gengæld slet ikke hans bror.

De to brødre, som er født med fem års mellemrum, voksede op i Jylland i slutningen af 1970'erne og 1980'erne i et dybt kristent miljø. Det var kristen friskole, og så efterskoler med kristne studiegrupper og sommerlejre. Det var kirke hver søndag og bibellæsning som underholdning i stedet for biografture. Det var ungdomskærester, hvor man pænt holdt fingrene fra hinanden - for alt inden ægteskabet var strengt forbudt. Og det var visheden - for begge brødre - om at de ikke passede ind i den verden. At de var forkerte på grund af deres utugtige tanker om andre drenge.

De to brødre er jo ikke helt jævnaldrende - fem år kan betyde meget i den alder - så de snakker ikke sammen om deres tanker. I stedet forsøger de begge i det skjulte at "blive helbredt" - de konsulterer sjælesørgere, opsøger maskuline miljøer (fordi man mener de har savnet et maskulint forbillede!) og de beder i det uendelige for at kunne leve et heteronormalt liv.

Jeg havde nok ikke de store illusioner om dise fundamentalistiske kristne miljøer - dog chokerer det mig, at det finder sted - eller gjorde det så sent som for nogle årtier siden. At man kan have et så indsnævret syn på andre mennesker og at man kan have en så stringent religionsopfattelse, som snarere minder om andre mere arkaiske religioner.

Bogen fortælles i skift af de to brødre om deres opvækst, indtil de begge nærmest samtidig beslutter sig for at springe ud. De ved, at det vil skabe sorg og kaos hos ikke mindst deres mor. Desværre hører man ikke senere meget om, hvordan deres forhold til familien er i dag. 

Deres nye frie liv betyder samtidig et brud med religionen og Folkekirken. Men med tiden bløder de begge lidt op, og her når vi den måske mest interessante del af historierne. For hvordan kan man forene de to livssyn? Der er en anden protestantisme end den fundamentalistiske - det er endog den mest praktiserede i Danmark. Begge brødre erkender, at kirken og religionen har en rolle for dem. Men udklædningen er anderledes - det er den tolerante åbne religion, hvor de kan værdsætte traditionerne, salmerne, kirkerummet og symbolerne. 

Det er faktisk interessant at læse beretningerne om de stort set lige så rabiate LGBT+-repræsentanter, der minder en hel del om deres ungdoms kirkelige repræsentanter. Dem, der fortolker alt i mindste detalje for at udstikke leveregler for LGBT+-miljøet uden nogen form for empati eller fleksibilitet.

Sprogligt er det til tider lidt tungt synes jeg; det kunne sagtens strammes lidt op i både form og indhold. Og så ville det jo være rart, hvis Gandhi ikke hed Ghandi! 

Dog er det en bog med et vigtigt budskab, som virkelig lærte mig noget.