Lettres à un jeune romancier sénégalais - Alain Mabanckou

 

• Fransk
• 18. august
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den bog, jeg havde planlagt at læse i flyet i morgen, kom jeg til at læse i dag - det går ganske enkelt ikke for mig ikke at have gang i en bog!

Det er min attende bog af den congolesiske fransksprogede forfatter og universitetsprofessor - en af dem var inden bloggen startede. Jeg føler nærmest, at hver gang der er en udgivelse i lommeformat, så udkommer den næste. De skifter desuden med næsten militær præcision mellem fiktion og non-fiktion. Selvom jeg ikke læser dem kronologisk, da paperback-udgivelserne nogle gange trækker ud, så køber jeg dem alle. Dog har jeg jo en forkærlighed for hans romaner med den helt specielle afrikanske humor. 

Denne gang er det dog snarere en form for interview, der er lavet i brevform til en ung senegalesisk aspirerende forfatter, han har mødt i Dakar. Om dette reelt er sket, ved jeg ikke - måske er det bare en iscenesættelse for at overbringe sit budskab om forfatterskabet. Det er ikke nyt - Mabanckou har flere gange skrevet om især afrikansk og afro-amerikansk litteratur i fx hans indtrædelsestale til Collège de France eller hans antologi af amerikanske historier. 

I de cirka tyve breve fortæller han om udgivelsen af sin første roman, hans forhold til "klassikere" og hvordan det ikke er nødvendigvis er de samme, som forfatterne selv mener. Han kommer ind på sin opdagelse af litteraturen på skolebænken i Brazzaville - hvor der var forbud mod at tale fransk. Det blev straffet ved at eleven skulle bære et stykke råt kød om halsen. I en stegende afrikansk hede kan man levende forestille sig det inferno af insekter, det tiltrak! 

Det er selvfølgelig virkelig barske metoder; og Mabanckou er en ivrig forsvarer af afrikansk kultur inklusive at skrive på de originale sprog, selvom han selv skriver på fransk. Jeg startede engang på at lære wolof, og i en tid også lingala - det var frustrerende at disse sprog ikke synes at have en generel og entydig regel for fx stavning. I dag har jeg glemt det meste - og selvom fransk er nok så svært at lære, så har det da fordelen af at være entydigt!

Et andet interessant kapitel (brev) er det om oversættelser. Jeg læser jo mest på originalsprog. Læser jeg oversættelser finder jeg typisk en version, der tiltaler mig, og holder fast i den. Således læser jeg altid Orhan Pamuk på fransk - og nu kender jeg hans univers på det sprog, og det er i øvrigt tit den samme forfatter. Det samme gælder Gabriel Garcia Marquez, hvor jeg synes poesien på fransk passer bedre. Mabanckou fortæller om sit forhold til oversættelser af sine romaner, og hvorledes han ville give en modtaget pris til den israelske oversætter, da han mente hun havde gjort arbejdet. Det er en interessant diskussion - for der er ingen tvivl om, at det er hårdt arbejde og en dårlig oversættelse kan ødelægge en muligvis god historie.

Er det så en hel bog værd? Der er meget luft i den; og det kunne lige så godt have været et par interviews eller podcasts. Men Mabanckou er jo universitetsprofessor, og arbejder med afhandlinger. Nogle af hans bøger kommer derfor til at virke som sådanne - men han ar altid interessante observationer.

Alligevel glæder jeg mig nu mere til udgivelsen af hans nye roman, som ser ud til at være en retur til hans originale stil! 

Twentieth Century Paris (1900-1950) - Marie-José Gransard

 

• Engelsk
• 14.-17. august
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu er det endelig blevet tid til tre ugers sommerferie - og jeg har en smuk stak af ni nyere franske romaner liggende, som kun venter på at komme i kufferten. Indtil da havde jeg lige tid til en lille perle fra biblioteket - en "biografi" af de mange forfattere og kunstnere, der fandt deres inspiration eller deres nye hjemland i Paris i det 20. århundrede.

Den opmærksomme læser vil vide, at jeg har læst meget faglitteratur om disse personer og hvad, der reelt skete i Paris i disse skelsættende år for kunsten uanset om det var maleri, skulptur, musik, litteratur eller dans! Hele verden mødtes i Montparnasse. Så måske var der ikke så meget nyt i det - men jeg har tidligere fokuseret en del på malerkunst, som er min passion. Men litteratur er jo også min passion, og her fik jeg hurtigt føjet en del titler til huskelisten. Selvom det er romaner, der er omkring de hundrede år gamle, er mange blevet klassikere, som sagtens kan findes endnu.

Den nok mest kendte roman om dette Paris er Hemingways beskrivelse, men jeg skal også have læst romanen om hans hustru skrevet af Paula McLain. Tidligere i år læste jeg biografien af Giacometti, som havde et tæt samarbejde med forfatteren Samuel Beckett - mange kunstformer i netop denne periode interagerede på måder, man aldrig tidligere havde set. Dan Franck har skrevet den fantastiske biografi af Bohème-miljøet, hvor også mange forfattere optræder. Han har forsøgt at romantisere det i en roman, der dog ikke er særlig vellykket. Hvis man vil læse vellykkede romaner er der fx den romantiserede biografi af Robert Desnos eller Françoise Gilots erindringsbog om livet med Picasso, hvor mange andre kunstnere også optræder.

Her er de alle samlet, og krydser hinandens liv - det er ikke kronologisk, men snarere samlet i tematiske kapitler. Der er dem i eksil. Der er mæcenerne. Der er de honoseksuelle, især en gruppe lesbiske forfattere, som i Paris fandt det frirum til at leve som de ville. Paris - og Frankrig - var langt mere tolerant end England eller USA. Nogle skikkelser træder tydeligt frem; det helt store ikon var jo den amerikanske kunstmæcen Gertrude Stein, som var tæt med Picasso og ses i Woody Allens film Midnight in Paris. En anden prominent udlænding i Paris var Sylvia Beach, som åbnede boghandlen Shakespeare and Company, som man kan læse om her, og som selvfølgelig er selvskreven på enhver bibliofils rejse til Paris på trods af de massive horder af turister, man nu finder der. Jeg opdagede Djuna Barnes - ikke den danske forfatter, men den originale amerikanske forfatter, som inspirerede hendes pseudonym. Hendes mest kendte værk er nu på listen.

Forfatteren giver os alle de adresser, de boede på samt de steder, de spiste, drak, horede og morede sig. Hvis man vil i deres fodspor i byen er det bare at tjekke listerne i slutningen af bogen. Forbløffende mange caféer og restauranter findes stadig, mens det nok er mere tvivlsomt med bordellerne - jeg har ikke tænkt mig at tjekke dem, men der er mange steder jeg lige vil slå forbi næste gang jeg er i Paris. Forhåbentlig i slutningen af året!

Hemingway sagde, der er ingen ende på Paris, og det er nok derfor, der stadig er bøger at skrive om byen og de mennesker, der levede der. Og derfor jeg bliver ved med at opsøge dem!

Skygger over Hudsonfloden - Isaac Bashevis Singer

 

• Fransk
• 7.-13. august
• 919 sider
• Fransk titel: Ombres sur l'Hudson

For temmelig mange år siden læste jeg en af Singers mammutromaner, som først udkom i 1950. Da jeg var i Warszawa for nogle måneder siden købte jeg på det jødiske museum hans selvbiografiske samling af historier fra barndommen, og så fik jeg lyst til at læse flere af hans romaner. Han skrev sine værker på jiddisch, selvom han boede i USA fra 1935. Så jeg valgte at læse den på fransk, selvom en del sagtens kan findes på dansk på danske biblioteker.

Romanen foregår i New York fra 1947-48, og følger en gruppe jøder, som forsøger at holde sammen i det nye fremmede land. Nogle har været der i en del år - de kom ud af Europa i tide - mens andre er ankommet efter krigen, og i flere tilfælde efter kz-lejre. Disse sidste har mistet hele deres familie, og sammen forsøger de nu at skabe en ny og holde fast i deres traditioner.

I centrum af romanen er Boris Makaver; en midaldrende forretningsmand, der er enkemand og har en datter, Anna, i starten af 30'erne. Han er ganske velhavende, og samler tit den lille gruppe til sammenkomster i sit hjem, hvor de flittigt diskuterer alt fra judaisme til kommunisme, som er det helt store samtaleemne i tiden. Europa i efterkrigstiden er jo også mærket af Ruslands nye styre, og mange af dem stammer fra lande, der nu er under russisk dominans.

Anna har et ægteskab bag sig, og er nu ulykkelig gift med den langt ældre Luria. Da hun møder Grein, som underviste hende som barn i Polen, er det den helt store kærlighed. Grein er gift med Leah, men har også flere elskerinder hvoraf den faste, Esther, har varet i elleve år. Grein er midt i en livskrise af kedsomhed og rutine, så da Anna pludselig er der, ser han det som løsningen og de to stikker af sammen.

Det skaber røre i den lille kreds, hvor alle kender alle. Boris slår hånden af sin datter, og begynder at fundere over, om han er skyld i det? Deres nye liv i USA har fjernet dem fra de jødiske traditioner, og de yngre generationer interesserer sig mere for penge og morskab. 

Greins og Annas forhold bliver ikke nemt; Grein er i bund og grund rastløs - han går fra Leah og Esther til Anna; så tilbage til Leah, og endelig til Esther. Blot for til sidst at ende som dybt religiøs eremit i den nyoprettede stat Israel. Men undervejs er Annas mand død og Grein mener deres forhold har slået ham ihjel. Mange af protagonisterne kæmper med skyldfølelse over at have overlevet krigen, mens deres ægtefæller og børn er døde. De relationer, de etablerer nu, er mærket af denne skyldfølelse og de sætter spørgsmålstegn ved deres religion.

Singer var opdraget med strenge jødiske traditioner. Hans far var rabbiner, og barndommen var ortodoks. Som ung mand blev han optaget af de moderne filosoffer og indtog en mere sekulær holdning til religionen og efter flytningen til USA blev han direkte ateist. Han kæmpede med troen, når Holocaust kunne ske. Det dilemma ses i hans romaner - både i Familien Moskat, hvor hovedpersonen forkaster religionen, men også her, hvor samtlige protagonister kæmper med religiøse dilemmaer og hvordan de skal forene troen med at leve i et andet land og en anden verdensorden.

Det er ligesom den første roman, jeg læste, en temmelig omfattende og kompleks sag. Der er meget religion og filosofi, men Singer formår at levere det på en interessant måde selvom det selvfølgelig er præget af at være skrevet i 1957. Først og fremmest er det nok interessant at se, hvor kritisk Singer var overfor zionismen. Han skelner tydeligt mellem jødedommen som religion og zionismen som politik - en holdning, der nok er værd at huske på lige nu.

Det er nok ikke den type roman, der er mest populær nu - af mange årsager. Ikke desto mindre er den interessant for de emner, den behandler om skyld, tro, eksil og personlig lykke.

Ithaka - Mich Vraa

 

• Dansk
• 4.-6. august
• 390 sider

Jeg har læst samtlige af Mich Vraas bøger - nogle er skrevet med en medforfatter, og de fleste har omhandlet danske historiske begivenheder som slavehandlen, Korea-krigen eller de hvide busser. Hans seneste roman adskilte sig allerede lidt med historien om prins Henrik, men denne gang er vi virkelig ovre i et helt andet univers.

Mich Vraa har selv en historie med Grækenland, som han beskriver i epilogen - det er et land, der har betydet meget for ham og hans familie og han er tydeligvis også fan af den græske mytologi og de homeriske digte, som han flittigt refererer til i denne roman.

Alex Harper er 62 år gammel, fraskilt fra sin fjorten år yngre hustru og en anerkendt forfatter. Primært grundet en enkelt roman udgivet tolv år tidligere, men som har givet ham berømmelse og økonomisk frihed. Han er delvist fanget i en midtlivskrise; han savner sin ekskone, og hans voksne datter bor i USA, og han har meget lidt kontakt med hende. Hans egen far forsvandt fra familien, da han var fjorten år gammel - så han bliver noget overrasket, da han får at vide, at denne er døende og gerne vil se ham.

Alex rejser til Ithaka - som jo også var Odysseus' hjemstavn - men han tøver med at besøge faderen. I stedet drysser han rundt i den lille landsby, og møder Alison, som han viser sig at være i familie med. Han ser tilbage på sin barndom og faderens svigt, og på sit fallerede ægteskab - og han funderer over sin dødelighed. Han udforsker nogle af de steder han i sin tid kom med sin far, der var opsat på at bevise, at Odysseus virkelig havde levet på Ithaka for tretusinde år siden.

Han bearbejder sorgen over tabet af faderen - og kommer på sin egen episke odyssé med rustvognen til en nærliggende ø; og livet tager pludselig nogle voldsomme vendinger. Der er store naturkræfter på spil - præcis som det skal være i en græsk tragedie; men Alex som Odysseus kommer helskindet ud på den anden side vel vidende, at han er dødelig. At han ikke er perfekt, at han skal kæmpe for dem, han elsker - men at livet virkelig er det værd.

Det er en selvransagende roman om en voksen mands coming of age på et sent tidspunkt i livet. Den er meget forskellig fra Vraas andre romaner, og jeg var ikke ovenud begejstret hele vejen igennem. Nogle passager blev lidt for langsommelige for at kulminere voldsomt mod slutningen. 

Når man i en roman læser om en anden "fiktiv" roman, kan denne nogle gange blive helt levende. Sådan er det også med Alex Harpers roman i Mich Vraas roman; den optræder så levende og endog med citater mange steder i historien. Da der samtidig er en del citater fra reelle romaner, kan man næsten glemme, at lige netop denne er opdigtet - for nu vil man jo læse den roman! Måske er det den næste roman Vraa skal skrive, for den virker næsten helstøbt i tankerne.

Paris, City of Dreams - Mary McAuliffe

 

• Engelsk
• 2.-3. august
• 344 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er begyndt at lægge mere mærke til de anbefalinger Bibliotekets app viser mig; det er tit ikke min smag, men der må jo være en algoritme baseret på mine lån? Nogle gange viser de sig at ramme rigtigt! Historiebøger er absolut et pletskud!

Som tidligere pariser, absolut frankofil (og frankofon) og passioneret historiefreak var dette et oplagt bud. Jeg kredser tit langt mere om renæssancen og perioden efter den franske revolution er i hvert fald noget mere ukendt land for mig. Det blev der heldigvis lavet om på nu.

Napoléon III var Bonapartes nevø, der i 1848 blev valgt som præsident i Frankrig. Men ambitionerne var langt større - med det efternavn besluttede han i 1851 at lave et statskup, som kunne gøre ham til kejser. Trods revolutionen blot tres år tidligere accepterede franskmændene det, og han blev landets sidste monark. Hans politik var i lang baseret på at forbedre vilkårene for især de fattige i Paris, som jo udgjorde langt størstedelen af den franske befolkning. Paris var stadig en by præget af middelalderens huse med dårlig sanitet og hygiejne. Det var ikke det Paris, som vi kender i dag - og som har skabt byens renommé som en af de smukkeste byer i verden. Det lavede Napoléon III om på med hjælp fra Haussmann, som er indbegrebet af parisisk arkitektur.

Haussmann stod bag nedrivningen af de mange små gyder, der også var nemme at blokere med barrikader, som det var sket under oprøret i 1848 som beskrevet af Victor Hugo i Les Misérables. Nu skulle der store brede boulevarder til, og husene skulle bygges efter nøje planlagte tegninger for at skabe en harmoni i gadebilledet. Nogle af hans planer var radikale og skabte furore - og bland andet Victor Hugo var en fortaler for det gamle kringlede Paris. Hugos roman Notre-Dame de Paris havde i 1830'erne været den primære årsag til at man endelig gjorde noget for at redde den gamle katedral fra ruin, og nu gik han i brechen for Haussmanns planer. Hugo var heller ikke royalist, så det førte til hans nitten år lange eksil i Bruxelles og på Guernsey.

Bogen tager os igennem Napoléon III's regeringstid til han styrtes efter krigen mod Preussen i 1870. Vi følger genopbygningen af Paris med anlægningen af parker, operahus, pladsen omkring Triumfbuen og de mange avenuer, der i dag er en selvfølge for os. Nedrivningen af stort set hele Ile de la Cité for at skabe plads omkring Notre-Dame, så man kunne se den smukke katedral men også den vigtige tilførsel af vand til storbyen. Haussmann stod også for udvidelsen af Paris til de i dag tyve arrondissementer, og nok kan man have lyst til at opleve Paris fra tiden før - men han gjorde Paris til en superstar.

Det var selvfølgelig ikke uden omkostninger, og i bogen møder vi også modstanderne og de mange problemer undervejs. Vi møder de mange kunstnere, som endnu blot var unge men senere definerede fransk kunst - Pissarro, Degas, Monet, Manet, Bizet, Zola, Goncourt-brødrene og Sarah Bernhard. 

Man skal nok have et ret indgående kendskab til Paris for at nyde dette meget detaljerede stykke historie - for man skal kunne visualisere de mange gadenavne, der konstant nævnes. Samtidig forstår man også hvorfor de fik de navne, de har i dag. Man kan komme med på en lang spadseretur rundt i byen og fornemme stemningen, som pariserne oplevede den, mens de levede på en årtier lang byggeplads.

Det er dog også den politiske historie om dette sidste monarki, og hvordan kejserens drømme nok byggede Paris, men også kostede ham tronen.

Air - John Boyne

 

• Engelsk
• 1. august
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læste den første roman om elementerne for lidt mere end et år siden; i foråret fulgte andet og tredje bind, og endelig kunne jeg få ringen sluttet. De fire elementer - Vand, Jord, Ild og Luft - er alle lige lange, og jeg har læst dem alle på en dag. Når man er i gang er det umuligt at stoppe.

De skal læses i rækkefølge - intet andet giver mening; for der er personer, der går igen, og jeg forventede præcist det, der skete i den sidste bog. Det hele blev samlet på den smukkeste måde.

Hovedpersonen er Aaron, der fylder fyrre år netop som han sammen med sin 14-årige flyver fra Australien til Irland. Vi ved ikke i starten hvorfor, men gradvist udfolder relationerne sig. Aarons ekskones mor er død - og det trækker en tråd tilbage til første bind. Aaron selv har også en problematisk fortid - og vi er tilbage i tredje bind (og tildels også andet bind).

Det er svært at fortælle uden at afsløre for meget; men luften symboliserer her mange ting. Historien starter med en lang flyvetur. Aarons ekskone er pilot. Der er en begravelse ... stige til himmels. Endelig er der den luft, som endelig kan finde plads ind i Aarons liv, og give ham fred og tilgivelse for de ting, han har oplevet.

Hans egen søn er samme alder, som Aaron var, da hans liv tog en brat drejning - og som alenefar kæmper han nu med at beskytte Emmett og samtidig respektere hans behov for selvstændighed som teenager. En hændelse, som har defineret hele hans voksenliv og hans forhold til kvinder. 

De fire historier dækker over en samlet periode på mere end fyrre år med de forskellige protagonisters tilbageblik i deres liv. Trådene krydses flere gange, og de interagerer på forskellig vis i de andres liv. Men tilbage på den irske ø får man fornemmelsen af, at de kan komme videre.

Jeg skrev i min anmeldelse af andet bind, at de kan læses selvstændigt af hinanden, hvilket principielt er korrekt. Hver historie er en egen historie; men symbolikken giver mening, når man har helheden og læser dem kronologisk. Jeg er igen imponeret over, hvor vidtrækkende og komplet en historie Boyne kan præstere på under to hundrede sider. Virkelig et mesterstykke! 

På sporet af apostlene - Erik Bjerager

 

• Dansk
• 30.-31. juli
• 248 sider

En af aftenens historier i nyhederne var en opgørelse over danskernes svigtende tro - i den religiøse forstand. Vi tror ikke længere som vi gjorde før, hvilket måske ikke overrasker, når man ser brugen af danske kirker. Alligevel er der en form for tro på noget andet og større end os selv, og jeg er overbevist om, at vi har et behov for den slags tro. Hvordan den udtrykker sig er et personligt og privat spørgsmål.

Der er dog også stadig et marked for bøger om tro, religion og symboler - jeg ser flere og flere nyudgivelser, som rammer ind i den målgruppe. Så måske er det en tendens, der vil stige igen - eller også er det fordi vi går mere faktuelt til værks?

Jeg kan lide symbolerne i den katolske kirke, som jo er det gennemgående træk i renæssancekunsten, som står mit hjerte så nær. Der er jo en hel videnskab - hagiografi - som hjælper os i tydningen af symboler i disse malerier, og så er der de mange relikvier, som trækker pilgrimme til bestemte kirker og steder. Det er den rejse vi kommer med på over hele Europa, og så langt væk som Indien og Israel (selvfølgelig!).

De tolv apostle - hvis man antager, at de fandtes - døde som regel en martyrdød, og deres jordiske rester hviler i diverse kirker. Enten som hele grave, som det antages for Sankt Peter i Rom eller som dele - eller relikvier. Nogle grave er velbesøgte og kendte pilgrimssteder siden middelalderen, mens andre i dag befinder sig i områder, hvor kristendommen har måttet vige pladsen for andre religioner. Især i Tyrkiet gøres der intet for at fremvise, promovere eller beskytte disse mindesteder, der er i opposition med islam. Men også i Trier i Tyskland, hvor protestantismen nu regerer, er det en lille udsøgt skare, der i dag værner om symbolerne.

Forfatteren rejser til disse tolv grave - samt den trettende apostels (ham, der erstattede Judas) - og møder både turister og dem, der til dagligt bor og arbejder der. Jeg opsøger selv enhver katolsk kirke jeg ser, men det er ikke båret af en bestemt person - ligesom for mange af de turister, han møder. Mange er måske ikke troende, men besøget i et kirkerum giver os alligevel noget. Munkene og præsterne har jo en anden tilgang; alligevel var det forfriskende at læse, at flere ganske godt er klar over det absurde i de mange relikvier. Disse apostle - som alle helgener - lader til at have haft to hoveder, fem ben og tyve fingre! Men man skal jo netop ikke tage det så bogstaveligt - for der er intet ved religion, der er så faktuelt.

Bogen er fint illustreret med billeder af de besøgte steder og malerier af apostlene; der irriterede det mig dog, at selvom kunstner og årstal tit var angivet, så manglede der information om maleriets titel og nuværende placering. Det er god stil synes jeg at have en billedkilde med angivelse af museum eller lignende. Ligeledes manglede der en indholdsfortegnelse, som jeg synes hører med til et faglitterært værk.

Ellers var det en glimrende rejsebeskrivelse for os, der savner katolske kirker i Danmark!

Une belle vie - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 29. juli
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er uden tvivl easy-read bøger - men dermed ikke være sagt, at det er banalt eller indholdsløst! Jeg kan sagtens forstå Grimaldi har så overvældende succes i Frankrig, og op mod ferieperioden ser jeg jævnligt artikler i franske medier med lister over hendes bedste bøger til ferien. Det er dog også bøger jeg nu ved ikke skal indkøbes - for jeg startede lidt mandag aften i denne, så kom jeg rigtigt ind i den tirsdag morgen med min kaffe, og lige ved sengetid lukkede jeg den. 

Det kører i et højt tempo med mange korte kapitler, der skifter i tid. Vi starter i 1980, da Emma er fem år gammel og får en lillesøster, Agathe. De to pigers vinkler deles i parallelle spor op igennem de næste fyrre år. Hver tredje kapitel foregår så i nutiden, hvor de to søstre mødes i deres farmors hus ved stranden i Baskerlandet. Hun er død nogle måneder inden, og huset er solgt. De to søstre har ikke set hinanden i fem år eller endog talt med hinanden. Men nu tager Emma initiativ til, at de skal tilbringe en uge sammen.

Igennem de mange tilbageblik forstår vi den komplekse baggrund. En skilsmisse, og en far, der dør alt for tidligt. En mor, der er voldelig og alkoholisk. Agathe, der kæmper med det, der senere viser sig at være en bipolar diagnose. Emma, der kæmper med at blive gravid. De to søstre, der kæmper først for at beskytte sig mod moderen og senere for at skabe deres egne liv uafhængig t af hinanden. De er meget tætte og farmoderens hus er deres fristed i barndommen og ungdommen. Men det er også så symbiotisk, at det kan være svært at stå på egne ben.

Der er mange elementer i deres relation, som vil virke bekendte for alle søskende - måske endda mere for søstre (eller søskende af samme køn). Der behøver ikke at være så mange alvorlige elementer - vi kender nok alle følelsen af jalousi eller at sammenligne os med en søskende.

Deres ene uge sammen skal hele det sår. men Emma har også opsøgt Agathe i et andet ærinde. Jeg havde gættet, hvor det ville bære hen - og det var godt, jeg sluttede den hjemme. For der kom tårer til sidst!

Les Effinger II - Gabriele Tergit

 

• Fransk
• 26.-28. juli
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Man skal altid have næste bind i en serie stående klar! Man er inde i historien, og hvor forfatteren har valgt at bryde den kan være afhængig af sideantal eller med en kæmpe cliffhanger. I tilfældet med denne tobindsserie var det ved deklarationen af 1. Verdenskrig, som afsluttede første bind. 

De to jødiske familier - Effinger og Oppner - sender deres unge mænd til fronten, mens de tilbageværende stolte oppebærer den tyske fane. For de føler samme ansvar og samme stolthed over at være tyskere, som alle de andre, der kæmper i skyttegravene og i hjemmene. Men de mister også nogle, og andre bliver taget til fange. 

Efter krigen er der kampen for at finde mad, og den stigende inflation, som Tyskland som krigens taber blev udsat for. Men det er også 1920'ener med cabareter i Berlin, og kvindernes frigørelse. Familiens unge kvinder tager ikke til takke med en udvalgt ægtemand af god herkomst, og den ældre generation fortvivles over tidernes forfald.

Bogen springer i perioder over flere år og det er små detaljer som alder eller dødsfald, der indikerer, hvor vi er - ikke mindst ved hjælp af stamtræet. Så det hele kommer også snigende - som det gjorde for dem, der levede i Tyskland i 1930'erne. En ny regering og en ny mand, der havde radikalt andre ideer for landets fremtid. Der er tegn. Der er attituder blandt kolleger og bekendte. Der er mere åbenlys chikane i gadebilledet. Men i bund og grund tror alle, at det er en fase. Det vil gå over. For man vil jo ikke tage alt fra dem, der har levet i landet i generationer, og bidraget til økonomien.

Det er nok det mest tragiske element i denne periode op til krigen og deportationerne. Folk stolede på ganske almindelig sund fornuft og måske lidt for meget på det gode i mennesker. Fordi alternativet var så grotesk og uhørt at man ikke kunne forestille sig det. Alligevel sker det jo, selvom vi i bogen kommer meget "let" hen over slutningen.

Jeg kunne efterfølgende læse, at Tergit begyndte denne roman i 1938. Der var ikke nogen forlag, der ville have den - generelt var der mere efterspørgsel på historier, der foregik alle andre steder end i Tyskland. Det var måske ilde set, at tyske forfattere skulle skrive om disse uhyrligheder. Jødiske historier kom fra de besatte lande. Men Tergit ville indkapsle hvad det betød at være tysk jøde i perioden op til - og her rammer romanens tidsramme fint. Det er nødvendigt at have krigene fra 1870 med i billedet lige som 1. Verdenskrig for at illustrere, hvor integrerede de var. De modtog dekorationer for deres heltegerninger i krig for landet, men pludselig var de uønskede.

Derfor er slutningen måske blevet lidt forhastet. Vi aner, at mange endte i lejrene - og stamtræets årstal bekræfter det. Nogle nåede at flygte til Palæstina - som Tergit selv - og så ender vi i Berlin i murbrokkerne i en ødelagt by. 

Den står i sin helhed ikke lige så stærkt som Sarah Frydmans saga; det er langt mere politisk, og personerne bliver talerør for forfatterens ideologiske holdninger på bekostning af en reel personlighed, vi kan identificere os med. En anelse for meget overflade - men Tergits baggrund er mere journalistisk end romanforfatter. Der er dog bedre litteratur, hvis man ønsker at uddybe denne tidsperiode.

Les Effinger I - Gabriele Tergit

 

• Fransk
• 21.-25. juli
• 592 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Gabriele Tergit er en tysk forfatter fra det 20. århundrede (1894-1982). Hun var født Elise Hirschmann - og derfor af jødisk afstamning. Hun var født ind i en velstående industriel familie i Berlin, men gik i en mere "normal" skole for døtre af hendes kaliber. Hun flygtede fra Tyskland i 1933, og endte i 1938 i London, hvor hun boede resten af sit liv. Hun var journalist i Tyskland, men efter krigen debuterede hun som forfatter med denne familiesaga (1951), som dog fik lunkne anmeldelser ved udgivelsen. Den blev genudgivet i 2023 - med langt større succes. Efterkrigstiden var præget af stærke vidnesbyrd som Anne Franks dagbog, Primo Levis førstehåndsberetning om Auschwitz og måske et forsøg på at forstå den gru, de havde været udsat for. Der var ikke den samme appetit, tror jeg, for de lange sagaer, der skildrede optakten til antisemitismen og blotlagde den skyldfølelse mange tyskere må have følt lige efter krigen. Hvordan forklarer man, at mennesker man levede sammen med - naboer, venner, kolleger - pludselig skulle stigmatiseres i et samfund, de følte de var en del af?

I februar læste jeg Frydmans saga om den jødiske familie i Wien, og der er selvfølgelig visse paralleller. Dog er vi i Tyskland nu, og starter blot en anelse tidligere - nemlig i 1878. Effinger-familien er ved at skabe deres navn. Den unge Paul vil starte en fabrik, og hans bror Karl gifter sig ind i den rige bankfamilie Oppner. Det er disse to grene af familier vi følger over fire generationer.

Oppner-familien bor i store fine huse i Berlin. Omgivet af tjenestefolk, inviteret ved hoffet og mændene har været aktive i militære konflikter. De er stolte af at være tyskere, og gør ikke stort væsen ud af deres jødiske ophav. De er ikke ortodokse, men lever det gode fin de siècle-liv i et Tyskland, der er i økonomisk vækst og hvor deres største problem er at få familiens unge kvinder godt gift. 

Der er mange personer i dette galleri - visse er mere perifere; men med over tyve familiemedlemmer er der nogle, der træder bedre frem end andre. Det er Paul, der ender med at gifte sig med sin svigerinde, Klara og deres børn, som udgør anden og tredje generation. De unge i familien er født i starten af 1890'erne som forfatteren selv, og der er uden tvivl en del ligheder i det liv, de levede. En brydningstid, hvor kvinder begynder et stille oprør mode de familiebundne traditioner om blot at være hustruer og mødre. 

Der er også en del politik, og det kan til tider være lidt for akademisk, når det skal flettes ind i en familiehistorie, og ydermere er lidt teknisk med diverse strømninger. Men det er en del af det verdensbillede, der fører Tyskland til 1. Verdenskrig, og hvor antisemitismens første spæde frø sås. Første bind slutter netop med deklarationen af krigen i 1914, og både Effinger og Oppner-familierne tager det for givet at melde sig under fanerne som de tyske statsborgere, de anser sig for at være.

La fille de l'ogre - Catherine Bardon

 

• Fransk
• 19.-20. juli
• 504 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den franske forfatter Catherine Bardon har et helt særligt forhold til Den Dominikanske Republik, som hun har skrevet en saga i fire bind om. Den er ikke oversat til dansk, men er virkelig interessant i sin beskrivelse af de mange jøder, der fik opholdstilladelse der efter at være blevet afvist i USA. Men den omhandler også det brutale styre landet var under primært under lederen Trujillo fra 1934 til 1961.

Trujillo styrede landet som enhver anden diktator - som sin private ejendom. Han omdøbte hovedstaden Santo Domingo til Ciudad Trujillo, og havde monopol på stort set alt. Han styrede landet via et omfattende netværk af spioner og efterretningstjeneste, og det strakte sig også til overvågning af hans egen familie.

Flor de Oro - guldblomsten - var Trujillos ældste datter af hans første ægteskab, og født i 1915. Da var Trujillo "blot" formand på en sukkerrørsplantage, inden han startede sin militære karriere og væltede regeringen ved et kup. Flor blev sendt på kostskole i Frankrig som ni-årig, for faderen havde store ambitioner og ville påtage sig en europæisk aura af elegance som led i sin kampagne for at fremstå som den ultimative leder.

For den lille pige var det dog ikke særlig glorværdigt at blive sendt så langt væk og hun kæmpede hele livet med psykologiske problemer. Som 17-årig vendte hun hjem, og blev feteret som præsidentens datter, men opdagede også, at hun nu levede i et guldbur. Hun forelskede sig i en smuk ung bodyguard, Porfirio Rubirosa - men opdagede hurtigt, at faderen ønskede at bestemme over alt i hendes liv. Løsningen blev, at de to måtte gifte sig, så det så respektabelt ud. Det blev det første af hendes i alt ni ægteskaber.

Rubirosa var indbegrebet af en playboy, og er i dag langt mere kendt end Flor - hans liste af elskerinder og hustruer er imponerende, og inkluderede datidens smukkeste og rigeste kvinder. Men måske elskede han oprigtigt Flor fordi de kom fra det samme sted, og havde ungdommens uskyldige minder sammen. Men det kunne ikke holde, og efter fem års ægteskab blev de skilt.

Flor levede skiftevis i Den Dominikanske Republik og i Europa og New York; hun stræbte efter faderens anerkendelse, og ville arbejde for ham. Han havde til gengæld giftet sig igen - og igen - og fik ligeledes en del børn udenfor ægteskab. Men den samme etik gjaldt ikke for Flor! Hver gang hun bare kiggede på en mand, forlangte faderen, at de giftede sig - og hun nåede sjældent at lære dem at kende inden. Så det gik galt. Igen. Igen. Igen. Og igen. 

Faderen giftede hende også som led i sine politiske spil; da hun fandt sammen med Rubirosa igen efter krigen, var denne på nippet til at gifte sig med Doris Duke, som var arving til et tobaksdynasti. Trujillo forklarede pænt sin datter, at der var økonomiske gevinster for landet ved denne alliance - Rubirosa ville skaffe aftaler om tobakseksport til USA. Trujillo brugte sin tidligere svigersøn som et aktiv i sine forretninger.

En far, som officielt gik under navnet El Jefe - chefen - men også under mindre flatterende navne som den caribiske cæsar eller monsteret. En far, som styrede især Flors liv med hård hånd og ikke tøvede med at lukke for pengekassen eller forkaste hende, når hun gjorde oprør. Hun drak og røg og var selvdestruktiv som resultat af forholdet til faderen; men i starten af krigen mødte hun endelig en mand, der reddede hende fra dette liv, og som ikke lå under for faderen. Et ægteskab, der uden tvivl var lykkeligt - indtil han tragisk døde ti måneder senere. Selv der måtte hun spørge sig selv, om faderen stod bag? Han var ikke bleg for at udrydde fjender - heller ikke udenfor landets grænser og med amerikanernes støtte det meste af tiden. Deres primære bekymring var et kommunistisk styre som i fx Cuba, og derfor samarbejdede de med Trujillo.

Det var et så tragisk liv, som endte i dyb fattigdom. Faderen blev dræbt i 1961, og familien eksileret. Hun nåede endnu to ægteskaber - men hendes dømmekraft var virkelig dårlig eller også var behovet for tryghed for stort?

Udover at portrættere Flor de Oro - diktatorens datter - er det også en historie om en periode i historien, som ikke er køn og langt fra det ferieparadis vi i dag kender landet som.

Himlens rødder - Romain Gary

 

• Fransk
• 14.-18. juli
• 592 sider
• Originaltitel: Les racines du ciel

Romain Gary er den eneste franske forfatter, der har vundet Goncourt-prisen hele to gange. Det burde ikke kunne lade sig gøre - og dog! Romain Gary modtog i 1956 prisen for denne storslåede roman, der betragtes som den første miljøbevidste roman. I 1970'erne begyndte han at skrive under pseudonymet Emile Ajar, og udgav først Kælerslangen og senere Du har jo livet for dig, som mange franskstuderende har læst i skolen. Den modtog han ligeledes Goncourt-prisen for i 1975, men afslog prisen. Ingen vidste, at det var et pseudonym og da de insisterede, sendte han sin fætter for at modtage prisen. Da han begår selvmord i 1980, finder man et brev, hvor han forklarer, at han stod bag pseudonymet. Han har stadig æren af de to priser, og ingen andre har siden vundet den to gange.

Men tilbage til Himlens rødder som jeg købte efter at have læst Morgenrødens løfte for to år siden. Efter at have ventet i to år, var jeg endog lige ved at opgive efter to dage - for det er virkelig en kompleks roman, og det er nærmest umuligt at fatte sig i korthed, når man skal beskrive den. Jeg tumlede med tankerne om de mange temaer i den i flere dage efter, og den ville være perfekt til en læseklub - der er så meget at diskutere!

Romanen foregår omkring 1955 i Fransk Ækvatorialafrika, som i dag er nogenlunde det sydlige Libyen og Chad; men dengang var kolonier. Det er efterdønningerne af 2. Verdenskrig, og begyndelsen på enden af de mange kolonimagter i Afrika. Og nu har én mand sat sig for at redde elefanterne!

Morel er franskmand, tidligere krigsfange og han rejser rundt med et manifest og samler underskrifter for at forbyde jagt på elefanter. Han anses for at være fanatisk, en særling - men nogle afrikanske frihedskæmpere ser en anledning til at slutte sig til hans kamp for at kæmpe deres egen. Medierne begynder at få nys om historien og myndighederne ser helst, at det forbliver historien om elefanter. Det er relativt uskyldigt i modsætning til den langt mere politiske debat om selvstændighed for de mange afrikanske kolonier.

De lokale er heller ikke begejstrede - for dem er elefanter ganske enkelt mad. Det er et af de første store dilemmaer, som stadig er aktuelt synes jeg. En protagonist i bogen siger, at for at sikre afrikanerne selvstyre skal de have mad - de skal have proteiner, der erstatter elefanterne som fødevare. Det stiller Morel i et etisk dilemma - kan han forsvare dyrene, når menneskene sulter? Det er kritikken af kolonimagterne, som kommer for at jagte elefanter for sjov men også udnytte kontinentets ressourcer uden at give tilbage til lokalbefolkningen. En problematik, som jo faktisk ikke er løst 70 år senere.

Der er mange protagonister, som alle fortæller om deres møder med Morel. Den tyske Minna, som arbejdede i et bordel i Berlin, og mener Morel har behov for et stykke af Berlin hos sig. Elefanterne bliver symbolet på værdighed og frihed, som hun mistede under krigen. Hvis vi som mennesker kan enes om at redde elefanterne, må der stadig være håb for os.

Vi møder Morel ganske sporadisk - og elefanterne endnu mindre. Historien kører i flere tidsspor i et narrativ, hvor alle fortæller om rygter eller faktuelle møder med Morel. Det gør det ret tungt, og de lange kapitler med uendelige sætninger og ingen afbrydelser gør det ikke til hyggelæsning. Men omkring halvvejs inde var jeg så solgt på idéen om den menneskelige ideologi, og hvordan rygtet om Morel i medierne når ud til hele verden. Tilfældige mennesker læser om hans kamp og ser et håb. De giver sig til at drømme om en bedre verden efter krigen. 

For Waitari, som kæmper for Afrikas selvstændighed er det dog en anden kamp - han mener der skal gydes blod, og vil dræbe Morel. Gary kommer dog også med en skæbnesvanger profeti om denne uafhængighed, da han siger, at de kommende afrikanske ledere i dag sidder i fængsel og nævner fx Kenyatta og Nkrumah, som senere blev præsidenter for henholdsvis Kenya og Ghana, og af mange blev anset som diktatorer. Gary havde forudset, at friheden ikke ville blive nem!

Hvorfor er det så en miljøbevidst roman? Der er meget politik, der er temaer om krigen og nazisterne og sårene efter de forfærdelige år. Men det er også miljøet som et moralsk spejl foran os, og dilemmaet om udnyttelse af ressourcer og mulighederne for det afrikanske kontinent til at klare sig selv.

Jeg ved ikke om den stadig kan findes på dansk; men hvis den kan, og man vil have en storslået læseoplevelse, som kræver lidt af én, så kan den varmt anbefales.

Mands hjerte - William Boyd

 

• Engelsk
• 8.-13. juli
• 512 sider
• Originaltitel: Any Human Heart

Da jeg først opdagede William Boyds romaner skrevet som erindringer, var denne konsekvent nævnt som den absolut bedste. Jeg kunne ikke finde den på biblioteket, og endte derfor med at købe den. Så er jeg mere stædig og vil absolut læse den til ende. Men jeg var virkelig ikke så begejstret som jeg var for fx The Romantic eller Sweet Caress.

Konceptet er det samme - erindringer skrevet i første person; denne gang af Logan Mountstuart, som fødes i 1906, og vi følger ham til hans død i 1991. Han starter sin dagbog som teenagedreng på en kostskole, derefter i ungdomsårene på Oxford. Hver del af hans liv er opdelt i dagbogsnotater, som en del af bogen. 

Mountstuart er en arrogant og selvtilfreds mand, som lever i samfundets overklasse. Han har ambitioner om at blive forfatter, men formår kun at udgive en enkelt virkelig god bog og kæmper resten af sit liv med følelsen af at fejle. Han rejser til Paris, og møder der flere reelle skikkelser som Hemingway og Woolf, som han måler sig med. Under krigen er han i militæret og arbejder i efterretningstjenesten, men kæmper resten af livet med de ar på sjælen krigen gav ham.

Det er ikke et lykkeligt liv; han er det meste af tiden en udpræget ensom mand, der har svært ved at knytte tætte relationer. Han mister både sin hustru og søn under krigen; et tab, han aldrig kommer sig over. I sine sene år er han fattig, ensom og fyldt med skyldfølelse. Han filosoferer over de historiske begivenheder, han har været vidne til gennem sit liv og om disse har formet hans liv eller omvendt. Dagbogen bliver hans måde at markere sin eksistens - kun ved at skrive føler han, at han eksisterer i verden.

Da den er skrevet som dagbog bliver perspektivet jo temmelig ensidigt. Det fungerede langt bedre i The Romantic synes jeg. Dagbogsformen her er mere staccato og ret banal mange steder. Man skal finde personen inde bag de mange lidt ligegyldige notater om, hvem han spiste middag med eller mødte. Der er ingen dialog, men kun hans referater af samtaler med andre. 

Historien spænder over det meste af det tyvende århundrede og dermed store begivenheder; men det tager lang tid før vi kommer over ungdommens lugegyldigheder og ind til kernen af hans liv. Jeg kedede mig faktisk en god del af tiden - men nu er jeg ikke længere nysgerrig på den. Det var dog lidt et antiklimaks efter al den ventetid!

En sommeraften - Philippe Besson

 

• Fransk
• 7. juli
• 208 sider
• Originaltitel: Un soir d'été

Endelig en fransk roman, der er oversat til dansk! Flere af Bessons romaner er inspireret af hans eget liv uden at være direkte selvbiografiske, og således også denne, som er baseret på en hændelse fra den sommer, han fyldte atten.

Forfatteren er selv en af hovedpersonerne i historien under sit eget navn, mens de andre personer optræder under andre navne eller er fiktive. Besson indleder historien med at fortælle os, hvordan han mere end tredive år senere stadig tror han ser den forsvundne i et flygtigt møde på gaden; men det er aldrig ham. Ingen ved, hvad der skete med ham. Den forsvundne unge mand.

Men vi skal tilbage til sommeren 1985, hvor Philippe sammen med sine forældre tager på ferie på Ile de Ré - en ø ud for den franske kyst ved Atlanterhavskysten. I dag er yderst mondænt sted, men dengang lidt mere lokalt og uspoleret. De er kommet der i mange år og bor hos nogle lokale venner, hvor sønnen François er Philippes sommerferiekammerat. François arbejder sammen med sin far i dennes slagterforretning, og lever et noget andet liv end Philippes småborgerlige tilværelse med studier planlagt. I gruppen af drengevenner er også Christophe, der fisker sammen med sin far og den nytilkomne Nicolas, der flyttede dertil i løbet af vinteren.

De fire drenge bader, drikker nogle øl og hygger sig sammen. Philippe og Nicolas finder hinanden i et spirende venskab i de varme sommerdage, mens de andre to drenge arbejder. Så møder de Alice og Marc - et søskendepar fra Paris på ferie med forældrene. François falder hovedkulds for den unge pige, men hun er mere interesseret i Nicolas. Marc viser sig at være interesseret i Philippe, og sommerflirts opstår på kryds og tværs.

Blot ti dage inde i denne uskyldige sommer, hvor de er atten år, forsvinder en af dem en sen aften fra et diskotek. Det bliver enden på deres uskyld. Det bliver enden på sommeren.

Det er en smuk nostalgisk historie om sommer og venskaber. Om den første kærlighed. Om en tid uden mobiltelefoner, hvor man måtte håbe på et møde. Om sommerens musikhits, der virkelig ramte en nostalgisk åre hos mig, der flyttede til Frankrig i 1987.

Man kan måske gisne om, hvad der skete - men det er ikke en krimi, og det er ikke præmissen. Besson tager os med på en rejse til den sommer, der blev en streg i sandet mellem det ubekymrede teenageliv og voksenlivet, hvor grufulde ting sker. En virkelig intens lille roman, man læser ud i et.

An Eye for an Eye - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 4.-5. juli
• 384 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Archer gør sig klar til at afslutte sin Warwick-serie med det ottende bind, der udkommer i efteråret. Det tror jeg er et glimrende tidspunkt at stoppe på. Archer er 85 år gammel nu, og hermed får han jo muligheden for selv at afrunde historien, hvor han havde tænkt det. Men det er også tiltrængt - for det virker til, at der er kogt lidt for meget suppe på striden mellem Faulkner og Warwick.

Denne gang er vi lige omkring år 2000; der er gået et par år siden sjette bind i serien, og Faulkner er igen på vej ud af fængsel med det ene formål at få ærkefjenden Warwick ned med nakken. Men vi starter i Riyadh i Saudi Arabien, hvor en engelsk diplomat bliver fængslet for et mord begået af en lokal prins for at ødelægge en milliardhandel mellem de to lande. Samtidig dør denne far hjemme i England, og hans enke ser sig nødsaget til at sælge nogle af familiens værdifulde genstande - et Constable-maleri og ikke mindst en original udgave af Jeffersons forfatning for det nyligt grundlagte Amerika.

Dermed krydses disse personers veje på flere måder. Faulkner og hans advokat Booth Watson, fordi de altid er på udkig efter kunst, der kan hente penge på auktioner. Warwicks hustru, der er museumsdirektør og politiet, der arbejder på at få løsladt fangen i Saudi Arabien. Men først er der som altid en bihistorie, der omhandler kunstforfalskning og Warwicks hustru, og som ikke umiddelbart har anden tilknytning end at ydmyge hende.

Vi kommer vidt omkring denne gang med stikture til Mellemøsten og New York, hvor Archer ellers tidligere har holdt sig til de britiske øer. Der er politik, historie og kunst - og intriger, forfalskninger og mord. Det er lidt bedre skruet sammen end i sjette bind, hvor der var for mange lange afstikkere til den centrale historie - men han mestrer stadig ikke helt at holde sig til sin historie synes jeg.

Det er uden tvivl hans stil og har været konsekvent gennem hele serien; men det begynder at blive trættende og forudsigeligt desværre. Der er en enkelt krimi tilbage, og da vi sluttede med en kæmpe cliffhanger er det ikke svært at se, hvilke tråde, der skal udredes der.

Tidsmæssigt havde jeg lidt svært ved at finde rundt, da jeg mistænker nogle dateringsfejl. De flyver gentagne gange i Concorde-flyet, og det kan jo nemt dateres. Samtidig er der referencer til andre begivenheder, som skaber lidt problemer og den slags irriterer mig grænseløst. Så det er vist på alle måder fint at stoppe her. De første bind er godt skrevet og underholdende, men det har varet for lang tid nu!

Forrædernes port - Jeffrey Archer

 

• Engelsk
• 1.-3. juli
• 384 sider
• Originaltitel: Traitors Gate

Det er næsten to år siden jeg læste femte bind i Warwick-serien, som jo er en fiktiv spin-off af en anden romanserie fra Archer. Jeg var ikke så begejstret for plottet i den sidste, og må nok konstatere, at det også gælder til dels for denne.

William Warwick stiger stadig i gradere i karrieren; hans hustru, Beth, er på vej tilbage som direktør for det museum hun tidligere arbejdede på og hvortil den notorisk kriminelle og Warwicks ærkefjende donerede et Rubens-maleri. Jeg kan faktisk ikke huske i hvilket bind, det skete - men der er ustandselig krøller, som tager lige lovlig lang tid at udrede synes jeg. Ingen tvivl om, at Archer gør det for at holde fast i grundstammen af historien om de to mænds fejder - og den bliver også årsag til Faulkners seneste påfund - at stjæle kronjuvelerne fra Tower i London.

Dråben for Faulkner er da Warwick formår at hente det originale Rubens-maleri hjem fra Faulkners lejlighed i New York og udbytte det med kopien fra museet. En historie, der fylder hele den første tredjedel af bogen i ret detaljeret form. Men det pirrer Faulkner og da en bitter mand tilbyder ham en plan for at stjæle kronjuvelerne slår han til. Ikke for at berige sig selv - men for at ydmyge Warwick og hele staben, så de endegyldigt må forlade politikorpset.

Archer skifter mellem passager, hvor en time brydes ned i minutter og handlingen skifter fra scene til scene og protagonist til protagonist, til eksempelvis en meget langtrukken scene fre en retssal, som i virkeligheden blot dækker over en parentes i hovedhistorien. Det samme gælder Warwicks børns skoleopgave, som pudsigt nok handler om en kaptajn Blood, som i 1671 forsøgte og mislykkedes med samme gerning - at stjæle kronjuvelerne. Historien tjener selvfølgelig til at give os læsere en baggrundsinformation om ritualerne i forbindelse med deres sikkerhed, samt det faktum, at ingen tidligere har lykkedes med at få dem ud fra det velbevogtede Tower.

Det er meget hurtig læsning og det er forudsigeligt til en vis grad. Jeg kan se, at serien nu er ved sit ottende og sidste bind. En klog beslutning, tror jeg. Forholdet mellem Warwick og Faulkner må i sagens natur ende et sted, og forfatteren virker til selv at være blevet lidt trætte af sine karakterer. Jeg vil læse de to sidste, fordi det er hurtigt overstået og så har jeg da slutningen på historien.

Les possibles - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 29.-30. juni
• 378 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nu opdagede jeg jo den franske forfatter Virginie Grimaldi med en af hendes nyere romaner, og det var bedre end jeg forventede. Som sagt i min anmeldelse er det nok litteratur, der bliver lidt ensformig i længden, men det er også god sommerunderholdning. Selvom jeg endnu ikke er på ferie, så kan man jo godt nyde lidt lettere underholdning. Denne historie var dog absolut også alvorlig og tankevækkende.

Juliane er 39 år gammel, gift med Gaëtan og sammen har de Charlie på syv år, som lider af nogle mindre udviklingshæmninger. Hendes forældre har været skilt i mange år, og faderen bor alene i et lille hus. Han er og har altid været en original. Den type, man elsker som mindre barn, når der er skøre påfund og sjove lege - men som man skammer sig over som teenager. Han er fascineret af indianere, motorcykler og sin hund - og Charlie synes han er en fantastisk morfar selvfølgelig.

En dag brænder hans hus, og Juliane må huse ham mens huset bliver genopbygget. Det bliver en øvelse i tålmodighed, for faderen har en del skøre idéer - men hurtigt bliver hun nervøs for, at det bunder i noget helt andet. Han er glemsom, han er irritabel, han overspiser og shopper løs af ubrugelig ting, der hurtigt fylder huset op. Han vil sove i en tipi i haven. Han vil beskytte kirsebærtræet mod fugle midt om vinteren - og alle mulige andre små tegn, der foruroliger hende.

En udredning begynder, som faderen tager med stoisk ro, mens Juliane opdager, at hendes far er ved at forsvinde for hende. Hendes søster bor i USA, og ser derfor ikke de daglige udfordringer. Men diagnosen om demens er et hårdt slag for dem alle. Først insisterer hun på at minde han om ting; hun hidser sig op, når han stiller det samme spørgsmål for tiende gang. Så erkender hun, at det ikke hjælper og beslutter sig for at gå ind i hans verden, som hun siger. Hun spiller med på hans nye spilleregler, og pludselig bliver sameksistensen mindre problematisk - men selvfølgelig ikke mindre trist og tragisk.

Jeg ved ikke, hvor meget erfaring, der er i historien fra hendes eget liv. Hendes egen far døde af Alzheimer, men efter denne romans udgivelse. Han var muligvis allerede syg, og at nedskrive historien kan være en del af ventesorgens proces. Den sorg er hård at bære uanset hvad. At vide, at tiden rinder ud men ikke hvor meget tid, der er tilbage, er barsk. Jeg husker det fra min egen fars død af kræft, da jeg var ung. Men det ræsonnerer også med mig nu med en ældre mor, som ganske vist ikke er syg - men følelsen af konstant at være opmærksom på tegn på svaghed. Man er til stede på en anden måde og det fjerner den uskyld og lethed, der tidligere var i en relation.

Det var absolut ikke en nem feel-good roman; der var morsomme passager, men der var også gribende melankolske momenter, der greb mig og forhindrede mig at slippe den. Præcis som jeg havde det med Stadig Alice, som jeg læste for ti år siden. Jeg har ingen personlige erfaringer med Alzheimer, men det er ikke svært at forestille sig, hvor voldsomt og smertefuldt det må være.

The World of Downton Abbey

 

• Engelsk
• 28.-29. juni
• 303 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Når der er tv-serier, jeg "ønsker" jeg ikke havde set endnu, er det fordi glæden ved dem nu er ovre. Det gælder i høj grad The Crown men også i en anden stil Schitts Creek. Men det gælder absolut Downton Abbey - og måske tåler den en dag et gensyn inden den sidste film kommer til os i slutningen af året, hvis jeg ikke tager fejl.

Så faldt jeg over denne bog på biblioteket, som tager udgangspunkt i tiden, hvor Downton Abbey starter i 1912. Den er skrevet efter de to første sæsoner var lavet - dvs. med afslutningen af 1. Verdenskrig, og den forklarer ganske glimrende, hvorfor netop 1912 skulle være starten.

Den er opdelt i hovedafsnit som fx Krig, Kærlighed, Tjenestefolk og andre emner, som alle er fundamentet i denne hitserie. Ikke udelukkende omkring handlingen i serien, men med seriens hovedpersoner som aktører og eksempler på netop denne type mennesker i perioden.

Der er ingen tvivl om, at Julian Fellowes - skaberen af serien - har lagt et kæmpe arbejde i at udtænke sine personer, så de alle repræsenterer en type, man typisk ville støde på i et samfund, der stadig var strengt hierarkisk opbygget. Mange havde det ganske fint med den orden, for det var ganske normalt - indtil 1. Verdenskrig vendte op og ned på verdensbilledet. Mændene forsvandt fra arbejdsmarkedet og kvinderne kunne opdage det. Mange mænd kom ikke tilbage, og det påvirkede i høj grad overklassens mulighed for at fortsætte en arkaisk livsstil. Tiderne ændrede sig ganske enkelt dramatisk på en måde, der havde taget langt længere tid uden en krig som katalysator.

Vi får indblik i nogle af tankerne omkring personerne, og eksempler fra serien bruges til at illustrere de samfundssociale sammenhænge. Desuden er der citater fra tiden - fra både upstairs og downstairs.

Det er smukt illustreret med dokumentation fra perioden som aviser, plakater og lignende, men også billeder fra serien. Det giver et fantastisk indblik i arbejdet omkring at skabe en sådan fortælling men også i tidsbilledet og hvordan verdenshistoriske hændelser forandrer os. Det giver selvfølgelig virkelig lyst til at gense især de tidlige sæsoner. 

Æblehaven - Tracy Chevalier

 

• Engelsk
• 27.-28. juni
• 304 sider
• Originaltitel: At the Edge of the Orchard

Et fund fra en kasse med gratis aflagte biblioteksbøger på stationen - og så kan man tillade sig at være mindre kræsen! Det er rigtigt mange år siden jeg sidst har læst noget af Tracy Chevalier, men huskede det som historiske romaner, som jeg godt kan lide. Denne gang var jeg dog ikke begejstret.

James og Sadie bor i Ohio i et område, der også kaldes Black Swamp på grund af jorden, klimaet og forholdene. De har fået ti børn men i 1836 er kun fem stadig i live. De er tilflyttere, der som mange andre på den tid forsøgte at finde et bedre sted at dyrke deres egen jord.

Jamie er besat af æbler - faktisk så meget, at jeg hurtigt blev træt af det. Det er hans kone mildest talt også - og hun drikker i stedet for at glemme hele situationen. Deres ægteskab er voldeligt - men det er gensidigt. Den ene mishandler den anden og omvendt.

Pludselig springer vi til en række breve skrevet af én af sønnerne, som hvert år i femten år skriver hjem. Det underlige er, at han tilsyneladende har forladt hjemmet som ni-årig, som selv for den tid synes meget tidligt. Hvorfor får vi først at vide langt senere.

Nu finder den unge Robert forskellige mere eller mindre legale jobs, inden han slår sig på dyrkning af træer. Han bliver lige så besat af træer, som hans far var af æbler.

Jeg var virkelig ikke begejstret; botanikken fyldte alt for meget i en underlig historie, der ikke hang sammen for mig. Personerne er ikke helstøbte og man stikker i alle retninger uden at lukke trådene til sidst. Selvfølgelig en historie om det barske liv for nybyggere - men både historie og personer manglede karakter.

Den kom med tilbage i sin hylde på stationen!

The Lives of the Artists - Giorgio Vasari

 

• Engelsk
• Juni
• 624 sider
• Dansk titel: Berømte Renæssancekunstneres Levned

I juni kastede jeg mig over en absolut klassiker indenfor kunsthistorie; den italienske maler Giorgio Vasaris biografi af de største malere han kendte.

For at forstå, hvad det indebærer er det jo vigtigt at huske, at Vasari levede i Firenze fra 1511 til 1574. Han kom i lære under Andrea del Sarto, og blev ven med Michelangelo. Han opholdt sig i perioder også i Rom og Napoli, hvor han malede i blandt andet Vatikanet og diverse kirker. Derudover var han som mange renæssancekunstnere også arkitekt, og arbejdede som både arkitekt og maler i Palazzo Vecchio i Firenze.

Ikke mindst er han ophavsmanden til begrebet renæssance ifølge mange historikere. I 1550 udgav han sin første udgave af biografierne, som senere blev opdateret og revideret i den endelige udgave fra 1568. Den sidste udgave udkom i tre bind, hvor det første primært omtaler kunstnere fra det 13. til det tidlige 15. århundrede som fx Giotto, Cimabue og Gaddi. Det var de malere, der som ifølge Vasari ophøjede kunsten fra den mørke middelalder ikke mindst ved at bryde med de byzantinske traditioner.

Andet bind indeholder primært kunstnere fra det 15. århundrede som Masaccio, Fra Angelico, Lippi, Ghirlandaio og Uccello. Disse kunstnere byggede videre på de tidligere, og introducerede perspektiv og en forbedret gengivelse af følelser i deres portrætter af mennesker.

Endelig i tredje bind når vi apoteosen med renæssancens absolutte mestre ifølge Vasari - det er primært den kunstnerisk hellige treenighed af da Vinci, Raphael og Michelangelo. De er de ultimative genier, og især Michelangelo, som Vasari var samtidig med og kendte personligt, får hele 75 sider i bogen.

De omtalte kunstnere er ikke alle lige kendte i dag; og den udgave fra 1991, som nok er den mest gængse indeholder langt fra hele den oprindelige tekst med mere end 160 biograifer. Jeg tror faktisk ikke denne findes tilgængelig i dag andet end i digitalt format på fx gutenberg.org. Jeg tør ikke rigtigt forestille mig, hvordan man kommer igennem hele værket - og de to kunsthistorikere bag denne udgave har foretaget en stram udvælgelse af 36 kunstnere, som hver har mellem 6-8 og op til 75 sider. De fleste biografier fylder omkring 10-20 sider, og så er der over 100 sider noter skrevet af Bondanella-duoen. Bogen dækker alle de vigtigste set med vore øjne - den eneste jeg savnede var Andrea del Sarto, hvis udsmykning af Chiostro dello Scalzo var et af højdepunkterne for mig i Firenze i april.

Biografierne er selvfølgelig opdateret sprogligt fra 1568; men det er stadig kompakt tekst, der i mange tilfælde opremser samtlige store værker af den pågældende kunstner. Hvem bestilte det? Hvad forestiller det? Hvor hænger det? Der er detaljerede beskrivelser af de værker Vasari fandt vigtige - og her ser man virkelig forskellen på vores opfattelse og datidens.

Vasari bruger fx knap fire linier på at beskrive Primavera og Venus' fødsel, som vi i dag hylder som det ypperste indenfor renaissancekunst. Men han går i uendelige detaljer om hvilke helgener, der optræder i andre malerier - og jeg brugte meget tid på at tjekke dem online. Da han ikke bruger de titler, vi i dag bruger til at referere til værkerne, nogle er gået tabt og stort set ingen hænger i dag, hvor de dengang gjorde er det først ved at tjekke dem, at jeg rigtigt kunne placere dem. 

Selvom Vasari rejste en del, var det dog stadig kun i Italien og langt de fleste kunstnere i bogen er florentinere. Han havde ikke meget tilovers for den hollandske renæssance (udover, at de selvfølgelig introducerede oliemaleriet) og de omtales konsekvent som "den tyske kunst" - og som klodset, tung, grim. Det er det, vi i dag kalder for gotisk kunst - også en betegnelse "opfundet" af Vasari. Det er også pudsigt, når han taler om "den moderne kunst" - det er den fra hans tid i 1500-tallet! Men selvfølgelig er der klare forbedringer i netop de 200 år mellem fx Giotto og Michelangelo, og Vasari hædrer dem alle ved netop at understrege, at de sidste ikke ville være store malere uden de første.

Det er absolut den vigtigste bog at læse, hvis man vil forstå renæssancens kunstnere. Har man besøgt især Firenze er det en rejse ned af memory lane - mange malerier kan i dag ses i byens kirker og museer, som jeg gjorde det i april. Jeg ved nu, at jeg må til Bologna for at se de "sidste" af de kunstværker i Italien jeg endnu ikke har set efter Milano, Rom, Napoli, Firenze og diverse mindre byer.

Vasari krydrer sine historier med personlige beretninger om personerne; de er dog ikke alle sandfærdige og han har ikke styr på alle årstal heller. Her hjælper både noter og internet til at opklare visse mysterier - men det er altid underholdende og farverigt.

Man forstår også virkelig betydningen af kunsten set med religionens øjne. Han forstår ikke helt, hvorfor Tizian malede så mange portrætter, når den "ægte" kunst jo var at gengive bibelske historier, så de kunne genkendes. Nogle malere mislykkes også, hvis han ikke forstår den historie. Man arbejdede jo med tydelig symbolik og en helgen med en forkert attribut kunne således slet ikke læses af den samtidige beskuer.

Jeg var ovenud begejstret, og glad for at have den nu som opslagsværk. Jeg læste den i bidder mellem andre bøger - både fordi det ellers var lidt for intenst, men sandelig også for at strække glæden.

Plus grand que le ciel - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 24.-25. juni
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er nogle franske forfattere, der lider lidt under det dårlige rygte at være for "lette" - jernbanelitteratur, som det også kaldes. Det gælder fx Marc Lévy og Guillaume Musso, hvis bøger jeg ikke har læst i mange år. Men de er også bare gode til fx ferielæsning og grunden til, at jeg stoppede er nok mere, at det bliver for ensformigt. Grimaldi falder nok i denne kategori, men hun sælger enorme bøger i Frankrig og to er allerede oversat til dansk.

Da de findes på fransk på biblioteket, besluttede jeg mig for at se, hvad det var - det her Grimaldi-fænomen.

Elsa er 42 år gammel, fraskilt og enlig mor til Tristan på 15 år, Hun har for nyligt mistet sin far, hvilket har forårsaget en dyb depression.

Vincent er jævnaldrende. En succesfuld forfatter, der også er fraskilt med to piger på 7 og 10 år. Hans forlægger har rådet ham til terapi, men hans ar ligger dybere og er mere private.

De to krydser ved en fejl hinanden i psykiaterens venteværelse, hvor de ellers skulle være garanteret anonymitet. Elsa er da også ret tillukket; det bliver ikke bedre, da hun lærer, at han skriver litteratur, der ifølge hende ikke er netop det.

Men stille og roligt møder de hinanden i humor over deres situationer. Det bliver ikke til mere - foreløbigt. Elsas sår er for dybe, og hun føler ikke hun må have det godt eller more sig. Vincent får endelig åbnet op for sit traume, som desværre minder temmelig meget om One Day i en kortere version (ingen point for opfindsomhed til forfatteren for dette twist!).

Det skal dog ikke være slut for dem, og de mødes igen tre år senere med nye erfaringer i bagagen.

Det er absolut en feel-good roman; men flere steder grinede jeg højlydt over deres sessioner hos psykiateren, som foregår imellem historien om deres møder. Vi får flere historier i én og selvfølgelig ender det godt. Dog med en interessant drejet slutning.

Det er uden tvivl som med Lévy og Musso - det er fint nok til tider, men jeg er bange for, at man også bliver træt i længden. Perfekt afkoblende læsning som en god film.

One Life - Barbara Winton

 

• Engelsk
• 22.-23. juni
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Filmen One Life er fra 2023, og fortæller den heroiske historie om Nicholas Winton, der i 1939 reddede 669 tjekkiske børn ud af et krigstruet land og i sikkerhed i primært Storbritannien. Langt de fleste af disse børn var jødiske og havde de ikke forladt deres forældre for at rejse, var de uden tvivl døde i et gaskammer i Auschwitz. Det er - endnu - en historie om et af de mange mennesker, der tog sagen i egen hånd og aktivt gjorde noget for at redde nogle få. 

Wintons historie var ikke hemmelig, men han gjorde heller ikke et stort nummer ud af det i årene efter. Men i 1988 blev den scrapbog, han havde brugt til notater fem i lyset, og flere tv-programmer lavet, hvor nogle af disse nu voksne børn stod frem. Det kan fx ses i dette originale klip.

Filmen er jo en Hollywood-produktion, der fokuserer på den enkelte handling og ikke på 'hele' manden. Jeg har ikke set den, men havde fået den anbefalet, da jeg pludselig så bogen på biblioteket. Den udkom først i 2014 under titlen "If it's not impossible...", men med filmens succes er den nu genudgivet med filmens titel i stedet.

Biografien er skrevet af hans datter, Barbara; så man kunne forestille sig, at den er lettere farvet. Det er bestemt ikke tilfældet!

Med hjælp fra faderen, som da var 104 år gammel samt alle hans dagbøger, breve og notater, har hun skrevet en bog om hele hans liv. Et liv, hvor disse ni måneder jo ikke er det altafgørende. Hvert kapitel indledes med en kort introduktion kørende kronologisk op fra "opdagelsen" i 1988 til bogens udgivelse. Derefter følger historien om den heltemodige aktion inden den fortæller historien om hele hans liv.

Winton kom af en jødisk familie, der var emigreret til England allerede i anden halvdel af det 19. århundrede, men stadig havde mange familierelationer i Tyskland. De var dog ikke ortodokse, og Nicholas og hans søskende blev døbt som små. Dette var ikke ulig mange andre jødiske familier, som blot forsøgte at integrere sig bedst muligt i en ny kultur og for hvem religion ikke var afgørende. Dog havde de et jødisk efternavn, som de endelig besluttede sig for at ændre da 2. Verdenskrig var på trapperne. De havde flygtigt ændret det under 1. Verdenskrig, men nu blev det endeligt.

Winton var i bund og grund et helt almindeligt menneske. Han var venstreorienteret uden at være kommunist, men stadig rundet af den gamle victorianske skole. Han havde en bankuddannelse, men blev også tændt af ideen om at hjælpe - først som sagt børnene i Tjekkoslovakiet, og efter krigen i diverse administrative organisationer, der skulle genopbygge Europa. En opgave var fx at samle alt det guld og alle de smykker, tyskerne havde konfiskeret og som nu ikke kunne spores tilbage. De blev solgt og omsmeltet til rede penge, der skulle hjælpe til blandt andet at opbygge den nye israelske stat.

Men det var også blot et helt almindeligt familieliv med et kontorjob, en hjemmegående hustru og tre børn. Den yngste søn var dog født med Downs syndrom, hvilket igen fik Winton på banen med frivilligt arbejde. Så hans primus motor var ikke nødvendigvis religion eller politik; det var det ægte ønske om at hjælpe, når han så behovet og han havde talentet til at styre projekter.

Selvfølgelig blev hans alderdom pludselig præget af striber af interviews, hædre og priser, da man begyndte at få øjnene op for disse heltehistorier. Det var ikke i årene lige efter krigen, da man stadig havde travlt med at hele de fysiske og psykiske ar. Men han var også en pragmatisk mand, der ikke svælgede i sentimentalitet - hans datter anerkender blankt, at han ikke var god til at vise følelser eller forstå andres. Det bliver dermed et meget ærligt billede af en ikke fejlfri mand, som gjorde nogle fantastiske ting men også bare levede et relativt almindeligt liv. 

Kvinderne - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 19.-21. juni
• 480 sider
• Originaltitel: The Women

Der er ingen tvivl om, at Kristin Hannah bliver bedre med årene. Jeg har læst tre romaner tidligere, Wild fra 2006 og Another Life - begge titler, der blev genudgivet med andre titler end den oprindelige, da hun fik mere succes. Den succes finder man tydeligt i De fire vinde fra 2021 og absolut i denne enestående roman. 

Vi er i USA i midten af 1960'erne, da krigen i Vietnam og ikke mindst den amerikanske intervention var eskaleret. Frankie er blot nitten år gammel og i hendes traditionsbundne katolske familie fra de finere sociale lag skal kvinder blot få tiden til at gå til de skal giftes. Hendes bror derimod skal tjene landet, og sendes til Vietnam for at ære familien. Men Frankie vil mere - og melder sig frivilligt som sygeplejerske i Vietnam. Den dag hun fortæller forældrene sin beslutning er også den dag, de modtager beskeden om hendes brors død. Der er ingenting tilbage og de begraver en tom kiste.

Historien om Frankie er delt op i tiden i Vietnam, som foregår fra 1967 til 1969. Hun ankommer ung, naiv og totalt uforberedt, men kastes hurtigt ud i behandlingen af de mange sårede. Hun ser alt for mange alt for unge mænd miste arme og ben, og sidder med dem, når de trækker deres sidste åndedrag. Når de har fri forsøger de at glemme det og omgås soldaterne - mænd, der er væk fra deres koner og kærester og er glade for den kvindelige tilstedeværelse. Frankie holder stand, da hun møder lægen Jamie - men senere beslutter hun, at krigens gru vender op og ned på hendes verdensetik. Hun kaster sig i armene på Ry, og tror på deres forhold efter krigen.

Da hun kommer hjem, er det til et Amerika, der nu er midt i en hippie-tid, og hun bliver ikke modtaget som den helt, hun havde forventet. Hendes forældre har fortalt alle, at hun var i Firenze for at studere og når hun fortæller, at hun var i Vietnam som sygeplejerske er svaret, at der ingen kvinder er i Vietnam. Den amerikanske regering ønskede ikke at sprede nyheden om kvinderne for meget - vi var stadig i et traditionelt samfund, hvor kvinder i farezoner ikke var velset ligesom man ikke opgav reelle tabstal for de mandlige soldater.

Hjemkomsten bliver derfor ikke nem, og Frankie rammes af seriøs PTSD, som først blev officielt anerkendt i 1980 - efter at millioner af mænd (og kvinder) havde kæmpet i adskillige krige - og selvfølgelig også lidt under andre former for livstraumer. Hun kommer hele registret igennem og kæmper for at finde en plads i familien og samfundet. 

Historien slutter i 1982, hvor monumentet for de døde i Vietnam afsløres i Washington. Jeg slog det selvfølgelig op, og det er et imponerende monument - en 75 meter lang mur med navne på mere end 58.000 personer. Dog skulle kvinderne vente helt til 1993 på deres monument, som nu står i forbindelse med muren og viser en sygeplejerske med en soldat i armene. En moderne pietà til ære for sygeplejersker som Frankie.

Jeg indrømmer gerne, at jeg havde tårer i øjnene flere gange undervejs. Det er en smuk og stærk historie om kvindeskæbner som i De fire vinde, og selvom der er en kærlighedshistorie er det ikke den rosenrøde version som i de tidligere romaner. Hannah har fundet sin stemme nu!

A Day of Pleasure - Isaac Bashevis Singer

 

• Engelsk
• 17.-18. juni
• 227 pages
• Dansk titel:  Ikke oversat

Det er efterhånden mere end ti år siden jeg læste en af Singers større romaner. Dengang lovede jeg mig selv, at jeg skulle læse flere - men det blev ikke rigtig til noget. Da jeg var i Warszawa faldt jeg dog over denne meget lille erindringsbog, som indeholder omkring tyve mindre historier fra hans barndom i Warszawa.

Singer er født omkring 1903 - årstallet varierer - i en familie af små kår; faderen var rabbi, og levede derfor af de summer penge han modtog i forbindelse med skilsmisser, bryllupper og deslignende. Ikke just en fast indtægt. Da Isaac var 3-4 år gammel, flyttede familien til Warszawa og til det jødiske kvarter.

Der er intet i Warszawa i dag, der ligner byen fra dengang. Gadenavnene eksisterer dog endnu, og de gader, han nævner i bogen er dem, man som turist besøger i dag som en del af den jødiske ghetto.

Det er små finurlige historier om hans barndom - hans skolegang, familien, hans eventyr med kammeraterne eller på egen hånd. Han fortæller om den fascination han havde for at læse og lære - både de religiøse skrifter, men også anden verdslig litteratur, der ikke nødvendigvis var godkendt af de chasidiske traditioner. Der var mange meget strenge regler og det er både fascinerende og underholdende læsning.

Det var selvfølgelig ikke en barndom i lutter lykke. Da 1. Verdenskrig brød ud, blussede den spirende antisemitisme igen op. Der var ingen mad at få og familien blev splittet, og Isaac flyttede igen på landet.

Disse små tyve historier er for en stor del uddrag af hans overordnede biografi og andre er udkommet som selvstændige noveller. Her er de samlet i en bog, der er tiltænkt børn og den vandt i 1970 en pris for børnelitteratur. Det betyder dog ikke, at voksne ikke kan læse den - den er interessant og belærende for alle, som vil kende til livet i Warazawa før jøderne blev samlet i ghettoen.