L'enfant dans le taxi - Sylvain Prudhomme

 

• Fransk
• 30.-31. marts
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Simon er i starten af fyrrerne, da hans bedstefar dør og han samtidig er gået fra sin partner gennem tyve år. Han kommer fra en stor solidt fasttømret familie, der holder årlige fester sammen og i det hele taget deler alt med hinanden. Troede han. Til morfaderens begravelse bliver han opsøgt af en onkel, der fortæller ham, at morfaderen har et barn. I Tyskland. Fra den tid, hvor han var ugift og udstationeret i Tyskland i slutningen af krigen. En søn.

Altså nu en særdeles voksen mand i 70'erne, som ikke var med til begravelsen. Det gør noget ved ham, og han vil vide mere. Måske er det den nye skrøbelige situation han er i, hvor samlivet med hans to drenge skal koordineres med deres mor. Måske er det tabet af morfaderen - det første dødsfald i familien. 

Han finder hurtigt flere informationer, og spørger også mormoderen, som dog ikke vil tale om det. De døde skal være i fred, og det hjælper ikke noget nu. Man kan jo også forestille sig, at det er prekært for hende at kende til denne kvinde og det barn, der var der før hun kom til.

Men med hjælp fra onklen finder Simon adressen, og ender med at rejse dertil med sine to sønner. Han har brugt timer på Google Streetview, og det bliver meget reelt. Indtil han står foran døren og det ikke er den mand. Men han finder ham til sidst; hvordan det går får læseren ikke at vide.

Til gengæld er vi med på hans rejse dertil og videre ud i hans eget nye liv. Han er forfatter og vi er meget inde i hans tanker, som konstant kredser om ting og skaber ord og billeder. Der er ingen direkte dialog men gengivelser af de dialoger han har. Så man forstår hvordan denne opdagelse rækker ind i alt det andet - smerten over bruddet, morfaderen osv.

I juli 2002 boede jeg i Bruxelles med min franske kæreste, da hans morfader døde. Han havde været tysk krigsfange i fem år og havde altså allerede en hustru derhjemme. Men ikke desto mindre lærte jeg også dér, at han havde et barn i Tyskland. En person som jo ville være tæt på 60 år. En person, der aldrig var blevet snakket om, men hvis eksistens var en slet skjult hemmelighed. Det gjorde et enormt indtryk på mig - denne tunge hemmelighed, der blev hvisket om i krogene. Der er ingen tvivl om, at disse børn har haft det svært uanset hvordan det hang sammen - en tysk soldat i Frankrig som besættelsesmagt eller en fransk soldat i Tyskland som befrielsesmagt. Eller de mange amerikanske soldater, der var og er i Tyskland; der efterlader spor i form af børn som man kigger lidt skævt til. Den slags foregår nok stadig rundt omkring i verden, hvor soldater udstationeres!

Selve historien om morfaderens møde med den unge tyske pige fortælles allerede i indledningen, og er igen resultatet af Simons fantasi. For han ved jo ikke, hvordan det reelt skete. Overraskelsesmomentet er dermed afsløret allerede der, men alligevel blev jeg så rørt over historien at jeg havde gåsehud flere gange mod slutningen.

Sylvain Prudhomme er stor i fransk litteratur, og alligevel er det den første roman jeg læser af ham. Men nok ikke den sidste!

Jeanne du Barry - Emmanuel de Waresquiel

 

• Fransk
• 24.-29. marts
• 706 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har læst flere biografier af franske kongers elskerinder - der er jo en del at tage af, da de fleste nåede igennem et par stykker af de mere officielle relationer udover det løse. Faktisk var det vel nok kun den sidste konge inden revolutionen, Ludvig XVI, der aldrig havde elskerinder. 

Henri IV var dybt forelsket i sin Gabrielle d' Estrées, som muligvis blev forgiftet af deres fjender. Solkongen Ludvig XIV havde et livslangt forhold til Madame de Maintenon selvom hun langt fra var den eneste af hans elskerinder. Hans oldebarn som jo blev den næste konge, Ludvig XV, havde et etableret forhold til Madame de Pompadour, som fortsatte efter deres elskovsaffære var slut og blev til et reelt partnerskab.

Men i 1764 dør Madame de Pompadour. Året efter dør tronarvingen, og i 1768 hans dronning. Det er en aldrende og ensom konge, der derefter får skubbet den purunge Jeanne i armene. Men de forelsker sig på trods, og hun bliver præsenteret ved hoffet som er blåstemplingen som officiel elskerinde.

Emmanuel de Waresquiels biografi handler dog meget lidt om deres intime forhold; der eksisterer faktisk ingen breve længere. Men han går i dybden med flere mysterier omkring elskerinden. Hun kom fra helt almindelige kår - men som alle andre må hun have en far, som forfatteren sætter sig for at finde og måske lykkes med. Han mener også at have opklaret, at en ung pige i hendes kreds faktisk er hendes datter.

Madame du Barry fik kun seks år med kongen inden denne dør. Vanen tro sendes hun væk, da det står klart, at enden er nær og kongen skal have sin sidste syndsforladelse. Hans barnebarn overtager tronen som Ludvig XVI, og hans dronning Marie-Antoinette hadede Madame du Barry af et godt hjerte.

Så hun bliver sat i husarrest i et kloster inden hun langt om længe kan trække sig tilbage til sit hus udenfor Paris.

Hun havde helt sikkert indflydelse på kongens beslutninger, men deres forhold til trods, fik hun ikke store slotte og domæner. Til gengæld elskede hun diamanter, men var også god til at bruge penge. Det bliver et problem, da hun nu skal stå på egne ben. Afhængig af hvilken "officiel" fødselsdato man forholder sig til, er hun kun knap tredive år gammel, da kongen dør. Så der er også et liv "efter".

Hun engagerer sig i kunst og musik, og får andre elskere. Men revolutionen kommer, og selvom hun er af den mest ydnyge borgerlige baggrund, så lever hun stadig som en adelig og var "tyrannens luder" som de så poetisk refererer til hendes og kongens forhold. Det virker som om hun slet ikke formår at estimere faren. Hun kunne være rejst ud af landet - i sikkerhed et andet sted i Europa. Men hun bliver, og det ender fatalt under guillotinen i december 1793.

Emmanuel de Waresquiel er en dygtig historiker, der formidler sit stof sagligt og veldokumenteret. Så kan man måske til tider savne det er lidt mere personligt, men Madame du Barry nåede også at brænde stort set alle breve, så han baserer sig på arkiver og den politiske aktualitet omkring hendes tid. Han har specialiseret sig i perioden omkring revolutionen, og det emne mestrer han. En tung men interessant biografi.

Min sidste tak - Glenn Vindfeldt

 

• Dansk
• 25. marts
• 104 sider

Jeg er i gang med en tung historisk bog, men så blev det min tur i køen på biblioteket til denne. Det er en meget lille bog, så den kunne læses på en time om aftenen som et lille afbræk i fransk historie.

At den er lille, gør den dog ikke ubetydningsfuld. Hvis man så programmerne i DR's serie Min sidste gave vil man genkende denne unge mand, der fik konstateret brystkræft som 29-årig. Det er uhyre sjældent mænd får brystkræft. Jeg har jo selv været igennem den sygdom, og erindrer tydeligt den nærmest chokbølge, der gik igennem venteværelset på Rigshospitalet, da en mand trådte ind blandt gruppen af skaldede kvinder. Ikke som pårørende - men som patient.

I dette tilfælde er det dog meget alvorligt, og opdages alt for sent. Det har spredt sig til lymfer, knogler, hud og senere hjerne. Det er et tragisk kort forløb for en alt for ung mand, der netop skulle til at starte et nyt stort kapitel i livet - parforholdet og fremtiden.

Bogen er skrevet som en refleksion over hans liv, der var langt mere barsk end man ser i tv-udsendelsen. Det er en tak til de mennesker, der betød noget og dem, der stod ved hans side i de få intense måneder han fik efter diagnosen.

Man kan nok vurdere om denne bog havde fået samme brede resonans uden tv-programmet og det offentlige kendskab. Men man skal også huske, at den er skrevet af en person, der ikke er forfatter og som var uhelbredeligt syg. Hans første præmis om at skrive bogen til sine nære og kære er smuk, og det er nok den, man skal huske på. Som tidligere kræftpatient eller blot som menneske kan det dog ikke undgå at røre ved noget i én.

The Lives & Deaths of the Princesses of Hesse - Frances Welch

 

• Engelsk
• 22. marts
• 317 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte denne på bogudsalg til 100 kroner; det skulle jo være til et par dages læsning - men jeg slugte den på en søndag. Jeg kan jo godt lide historiske biografier, og her er vi da virkelig midt i en familiekonstellation, der får den værste soap opera til at blegne.

Den engelske dronning Victorias datter, Alice, blev gift med en tysk storhertug i 1862 som blot 19-årig. De fik sammen syv børn, men to døde som små. Den ene - sønnen - døde af hæmofili; den sygdom, som tsarfamilien senere forsøgte at holde hemmelig, da deres søn blev syg.

Så var der fire døtre og en søn tilbage; sønnen var jo selvskrevet i arvefølgen, men der skulle findes passende ægtemænd til de fire piger. Pigernes mor døde, da de stadig var børn og nu satte mormor Victoria sig for at finde disse mænd. Hun var ikke begejstret for at sende dem til Rusland - for langt væk og de var jo lidt nogle barbarer. Ikke desto mindre ender to søstre i Rusland - Ella gifter sig med en storfyrste og lillesøster Alix bliver den sidste tsarinde gennem sit ægteskab med tsar Nicholas II.

De to andre søstre giftes med henholdsvis en tysk og en engelsk prins. Biografien fortæller levende om deres forhold - de mange breve, de sendte til hinanden; de mange rejser til store festlige begivenheder - men også kontroverserne.

De tog til da Alix kom i kontakt med Rasputin, og da 1. Verdenskrig brød ud var de pludselig ude af stand til at kommunikere, og var endog på forskellige sider af politiske alliancer. Som bekendt endte det jo tragisk, og de to russiske søstre dør. Victoria og Irene lever dog op til 1950'erne, men skal kæmpe med en ung pige, der foregiver sig for at være Alix' datter Anastasia og en ny verdensorden.

Det er nok svært at forestille sig, hvordan man omstiller sig fra et liv i overdådig luksus ved ikke mindst det russiske hof (selv som gæster) til en verden i mellemkrigstiden eller under nazisterne. En tid, hvor titler mistes og fordums glans er væk. Bogen giver et glimrende indblik i disse fire søstres vanvittige skæbner ikke mindst grundet de mange bevarede breve. Men man skal nok interessere sig for historiske biografier som jeg og lide at rode rundt i stamtavler og familieforhold!

Sort hjerte - Silvia Avallone

 

• Dansk
• 20.-21. marts
• 424 sider

En vanvittig stærk samtidsroman fra den for mig ukendte italienske forfatter Silvia Avallone - men med denne succes er der måske håb for at flere af hendes tidligere romaner bliver oversat; ellers findes de på engelsk eller fransk.

Historien foregår i en øde landsby langt oppe i bjergene i Norditalien - Sassaia. En dag i november ankommer Emilia for at installere sig i sin afdøde tantes hus i den forladte by, der kun har to andre beboere. Den ene er den gamle kunstmaler, Basilio, og den anden er Bruno - en 36-årig skolelærer med en smertefuld fortid. 

De indleder hurtigt et forhold, men Emilia vil intet sige om sig selv. Den gamle Basilio kender sandheden, men som læser får vi kun bidder ad gangen i tilbageblok fra et ungdomsfængsel, hvor Emilia tilbragte så lang tid, at hun nu som 31-årig er jomfru, og ikke kender til fx Google. Det lægger et pres på deres forhold, da Bruno er forelsket og åbner op sin tragedie. 

Han er offeret - men Emilias hemmelighed gør hende til en bøddel. Hun har sonet sin straf, men spørgsmålet er om man kan få et normalt liv igen? Kan man indlede et forhold til en person, man ved rummer en så kompleks fortid?

Til tider kan man synes det bliver lige lovlig svulstigt i følelserne og personlighederne; men samtidig er der en helt utrolig tæthed i stemningen i den lille bjerglandsby, så man ser den for sig. Jeg var oprigtigt forberedt på en forfærdelig slutning, da gruen virkelig er intens for Emilia. Men også i deres forhold, hvor de skal blotlægge sig.

Jeg synes de italienske romaner, jeg har læst de senere år (selvom det ikke er mange) alle er baseret på samfundskritiske voldsomme scenarier - det gælder Elena Ferrante men også Niccolo Ammaniti. Det reflekterer måske den politiske desillusion og en social voldsomhed, der præger landet mere end hos os. Det mærkes i hvert fald tydeligt og det giver en anderledes og meget stærk litteratur.

Jeg var så opslugt af den, at jeg slugte den på to dage - selvom det dog heller ikke er en tung bog at læse.

Blanc - Michel Pastoureau

 

• Fransk
• 18.-19. marts
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg glemmer åbenbart hurtigt visse ting - og således kom jeg til at købe endnu en bog i serien om farver af den franske kunsthistoriker Michel Pastoureau. 

Denne - om farven hvid - er en af de nyeste fra 2022; han skrev den første allerede i 2000, men jeg læste først om farven rød i 2024. 

Princippet er det samme - en akademisk tilgang til farvens historie og symbolik. Først og fremmest forsøger han at bevise, at hvid er en farve og ikke en mangel på farve, som man måske skulle tro.

Dernæst går han ind i symbolikken - de klassiske eksempler som fred, renhed, uskyld og hygiejne - men også de forskellige udgaver af hvid, og hvor svære de er at mestre. Vi er langt mere unuancerede i forhold til hvid end vi er til fx blå - kobolt, azur, marine osv.

Det er interessant, men jeg havde jo glemt de ting, der irriterede mig sidst og stadig gør. Det er tørt og alt for akademisk; jeg mangler præcise referencer til fx malerier for at kunne tjekke. Jeg har nu opdaget, at paperback-udgaverne har den store mangel, at de ikke er illustrerede i modsætning til hardcover-udgaverne. Det ville nok have gjort en enorm forskel i læseoplevelsen - men de er stadig gode som opslagsværker i supplement til andre kunsthistoriske bøger.

Une ascension - Stefan Hertmans

 

• Fransk
• 14.-17. marts
• 560 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den flamske forfatter, Stefan Hertmans, finder inspiration i pudsige opdagelser, der forbinder ham til fortiden. I Konvertitten er det hans sydfranske hus, der skaber historien om den franske pige, der konverterer til judaismen og lever i bjerglandsbyen i det 11. århundrede.

I Min bedstefars himmel er det hans morfars dagbøger fra 1. Verdenskrig og hans liv, der fik ham til at dykke ned i historien og nærme sig morfaderen derigennem.

Nu er det et endnu et hus - i Ghent i Flandern - som Hertmans købte i 1979, da han var 28 år gammel. Huset var forladt og forfaldent og kæmpe stort. Han sælger senere huset uden at kende dets historie, men lærer den i en bog skrevet i 2000. Der opdager han, at det hus han ejede, tidligere tilhørte en berømt flamsk fascist og kollaboratør under 2. Verdenskrig.

På samme måde som i hans to andre bøger, bliver det en rejse tilbage i tiden blandet sammen med hans egne fortællinger. Huset var ejet af Willem Verhulst, som var proflamsk og antifransk - det proflamske er ikke chokerende i Flandern og specielt Ghent. Men Verhulst går ind for en adskillelse af Belgien i to dele - og engagerer sig tidligt i fascistiske bevægelser. Han gifter sig med en hollandsk protestantisk kvinde, og de flytter til Ghent. 

Da krigen bryder ud ser han sin chance og bevæger sig helt ind i de nazistiske cirkler. Han bliver SS-officer, og er en af drivkræfterne bag de lister, der sender byens befolkning til lejrene. Hans hustru kender ikke omfanget af hans arbejde, men ved, at det strider imod hendes humane principper. Udover, at manden samtidig er notorisk utro og behandler hende virkelig skidt.

Mod krigens slutning flygter han med sin elskerinde til Tyskland i en naiv og vanvittig tro på Tusindårs-riget, men tages til fange og tilbringer otte år i fængsel.

Ægteskabet led selvfølgelig under det, og hans hustru skal leve med skammen hver gang hun færdes ude, men formår at distancere sig fra hans navn. Han fortsætter dog til sin sidste dag i 1975 med at hylde Hitler og nazismen.

Hertmans har interviewet hans overlevende - men temmelig gamle - børn, og fået breve og dagbøger som dokumentation. Derudover tager han os tilbage til sin egen første opdagelse af huset, og han tager ligesom i sine tidligere bøger tilbage til de steder, hvor hans protagonister har færdes.

Jeg var dybt opslugt af historien, der fløj afsted - hans tilgang er engagerende og gør historien virkelig nærværende og levende. Det er nok også grunden til, at hans bøger oversættes til dansk.

Lucias sidste rejse - Vetle Lid Larssen

 

• Dansk
• 9.-13. marts
• 569 sider

Nogle mennesker går på museum - eller i en kirke - og ser kun en masse gammelt bras. Jeg bliver dybt fascineret af, at det i det hele taget har overlevet frem til, at jeg kan beundre det. Så tænker jeg på, hvordan rejsen har været hertil? Hvor mange vægge har et maleri hængt på? Hvem købte det først - og hvorfor? Hvorfor kom det videre ud i verden? Hvem har bragt det til lige dette sted?

Det sidste spørgsmål er der desværre tit en trist forklaring på i form af krige, der har flyttet kunstskatte langt fra deres oprindelsessted. 

Relikvier er om ikke altid kunstskatte, så i hvert fald kulturskatte - og for nogle har de jo en enorm betydning, som illustreret i denne bog, der rejser i sporene på de tolv apostles rester. Der er mange rester af hellige personer. Så mange, at de ville have flere arme og ben mange gange; men Sankt Lucia er hel og intakt... næsten da.

Det er en fantastisk idé at følge hendes rejse fra hun i år 304 dør - anklaget for at være kristen af en forsmået forlovet, og dømt til at arbejde i et bordel, inden hun henrettes. En romersk general fatter alligevel medlidenhed, og hun får en kristen begravelse. Hun stedes til hvile i Siracusa på Sicilien, men snart bliver hendes gravfred forstyrret.

Det første årtusinde var turbulent, og Sicilien lå i farezonen mellem muslimsk og katolsk herredømme hvilket forårsagede flere krige. Hun kommer derfor også til Konstantinopel, inden byen falder og hun igen føres til Italien men denne gang til Venedig. Nogle bortfører hende for vindings skyld - der er mange penge i at have en hel helgen i sin kirke. Andre gør det for at beskytte hende - og nogle forsøger men mislykkes.

Vi møder fiktive og virkelige personer - som Dante, der sendes på en mission til Venedig; eller den danske general Dahlerup, som skal angribe Venedig i 1849. De ti kapitler efter Lucias egen historie strækker sig fra 878 til 1981, hvor hun stjæles fra kirken, og hovedet blev frigjort fra kroppen og  lev tilbage. Ved et mirakel blev hun fundet netop til Lucia-dagen, den 13. december - en dag, vi kender godt til selv i vores protestantiske tradition.

Der er selvfølgelig historier, der er bedre end andre iblandt de ti. Den eneste røde tråd er nemlig Lucia, og alle de andre kommer fra vidt forskellige lande og baggrunde. Men det er netop alt det, der skaber fortællingen - alle de strabadser, hun har været udsat for; og som mange andre kunstværker også har prøvet. Det samme fortæller Pierre Assouline i sin bog om et maleri, der dog pudsigt nok fortælles af maleriet selv. 

Jeg lærte også nyt om fx bombningen af Venedig ved slutningen af 2. Verdenskrig - og så var det jo en interessant indgangsvinkel til min snarlige rejse til Sicilien selvom jeg ikke kommer til Siracusa. Men det var kunst og historie i en skøn blanding, som jeg elsker det.

L'enfant qui mesurait le monde - Metin Arditi

 

• Fransk
• 7.-8. marts
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Arditi opdagede jeg sidste år med historien om jøden Avner, der begynder at male ikoner. Og man må sige, at Arditi kan det med at give sine romaner poetiske titler, der taler til mig. Manden, der malede sjæle hed den - og nu Barnet, der målte verden - det er jo lige til at falde for!

Jeg var dog noget forvirret over bogen, der virker til at stikke i alle retninger.

Vi er på en lille græsk ø i nutiden. Eliot er en pensioneret amerikansk arkitekt, der har slået sig ned på stedet efter hans datter omkom der tolv år tidligere. Han er af græsk afstamning, og fascineret af arkitekturen. 

Maraki er en fraskilt kvinde, der lever af at fiske - og passe sin søn, Yannis, der er autist, og ikke går i skole. I stedet tæller han dagene, og værdiansætter dem efter et sindrigt system, der omfatter rækkefølgen af fiskerbådenes retur til havnen om aftenen; vægten på dagens fangst på fiskemarkedet og antallet af gæster på den lokale café. Hans regnestykke skal helst give dage med en værdi på 75 eller derover - så er verden sådan nogenlunde i vater.

Men nu vil en stor investeringsfond bygge et kæmpe hotel på øen. Et projekt, der først anses for løsningen på alle problemerne efter Grækenlands økonomiske kollaps i slutningen af 00'erne. Dermed vikles vi ind i historierne om en journalist, der dækker projektet i nyhederne; en borgmester, der har personlige interesser i projektet og en del andre mennesker, der er mere eller mindre korrupte.

Præmissen for bogen er jo drengen - og hans forhold til Eliot - men det drukner lidt i alle de andre historier, som der er for mange af til en bog af denne længde. Det bliver for overfladisk på trods af den smukke morale om drengen, der endelig åbner op for arkitekten, der som den eneste forstår Yannis' behov for perfekte tal og sekvenser. Der bruges en del plads på Yannis' udregningssystem til perfekte dage men også kalkulen af det gyldne snit, som bruges i blandt andet arkitekturen.

Den poetiske titel til trods tabte den desværre sin magi under læsningen.

Bartenderen på Hotel Ritz - Philippe Collin

 

• Fransk
• 3.-6. marts
• 480 sider
• Originaltitel: Le Barman du Ritz

En kæmpe succes i Frankrig, som nok derfor er oversat til dansk - og jeg havde ventet længe på paperback-udgaven.

Historien om Paris' nok mest berømte hotel er velkendt - i 2020 læste jeg en roman om direktørparret på hotellet, som begge var involveret i modstandsbevægelsen. Der er derfor en del gengangere i denne franske version af historien, som fortælles fra en anden vinkel - nemlig den ikoniske bartender, Frank Meier.

Frank Meier fødes i 1884 i Østrig i en jødisk familie, der er flygtet fra Polen. Som ung mand emigrerer han som så mange andre til Amerika, hvor han får et job som bartender i New York. Der lærer han kunsten at lave cocktails, og da han i det nye århundrede vender tilbage til Europa er det til Frankrig. 

Han er soldat i 1. Verdenskrig under de franske faner, og efter krigen får han fransk statsborgerskab og job som bartender på Ritz.

Dette er mellemkrigstiden - årene, hvor Paris summer af fest og glade dage. Baren er fyldt med mennesker som F. Scott Fitzgerald, Hemingway, Coco Chanel (som bor permanent på hotellet) og andre kendisser. Den amerikanske jazzånd præger også tiden, og cocktails er lige pludselig in. I 1936 udgiver Frank Meier faktisk en bog med opskrifter - The Artistry of Mixing Drinks - og han var virkelig en stjerne inden for sit felt.

Da krigen bryder ud, overtager nazisterne hotellet og Frank Meier med sin jødiske baggrund er bange. Men måske er strategien med at være hidden in plain sight i virkeligheden den smarteste. Man skal blot sørge for at holde sig under radaren, og yde den service tyskerne forventer. Han tjener gode penge - både på tyskernes drikkepenge, men også ved at udstede falske pas til jøder, der vil ud af landet. I modsætning til store dele af den parisiske befolkning lever han også forholdsvist normalt - på Ritz er der ingen problemer med at skaffe mad.

Men der er den permanente fare for at blive opdaget, og mod slutningen af krigen er der frygten for, hvordan han vil blive opfattet - som kollaboratør eller som én, der blot udførte sit arbejde og ikke havde et valg? 

Bogen er baseret på Meiers liv, men der er selvfølgelig visse fiktive friheder - som den italienske unge jødiske dreng, Luciano, som er opdigtet. Som Frank Meiers forelskelse i Blanche Auzello, direktørens hustru. Men der er også historien om mordforsøget på Hitler, som blev udtænkt i hans bar mellem de tyske officerer. Der er selvfølgelig historien om Hemingway, der ankommer til baren i august 1944 sammen med de amerikanske tropper - og ifølge legenden bestilte 51 Dry Martinis, hvorefter han sov sin brandert ud i en af hotellets suiter.

Jeg havde nok temmelig høje forventninger til bogen efter de franske anmeldelser; og den var god. Men ikke overvældende fantastisk - nok fordi historien er velkendt, og forfatteren har måttet brodere sin egen version af en historie om en mands personlige liv, som han dybest set ikke har noget belæg for. Ikke desto mindre kunne man jo godt have tænkt sig at have været en flue på væggen i den bar!

Bag facaden af glas - Marie Louise Cornelius

 

• Dansk
• 1.-2. marts
• 527 sider

Jeg læste første bind af den københavnske familietrilogi for næsten to år siden, og ærgrede mig allerede dengang over at være gået i gang inden hele serien var tilgængelig. Nu er andet bind udkommet, og man kunne jo havde håbet på en elegant opsummering af første bind - fx i form af referencer i dialoger - til handlingen fra første bind. Det er der stort set ikke!

Ligesom første bind er det virkelig let læsning, og derfor sidder alle detaljer nok heller ikke så fast i erindringen to år senere. Jeg har trods alt læst 214 bøger siden, og jeg må erkende, at der var nogle huller, som jeg ikke blev hjulpet med som læser. Det er lidt ærgerligt når der er så lang tid mellem udgivelserne.

Men nu er vi altså i 1911 og følger stadig herskab og tjenestefolk i København. Landsdommer Kroghs datter, Dottie, er raget uklar med faderen og har forladt hjemmet. Ikke nok med det søger hun nu også arbejde, og finder et job som altmuligmand på Nordisk Film, som tager sine spæde skridt indenfor filmens verden. Det er endnu ikke en anerkendt kunstart, og der ses ned på film fra kultureliten. Dottie møder nogle af dem, der senere bliver dansk films første stjerne som Asta Nielsen, og på mange måder er det historiens force, at samtidens historie så fint flettes ind. Det gælder også kvindernes kamp for ligeværd og stemmeret, som også hendes veninde Rebecca kæmper med. Hun vil læse medicin som sin bror, der til gengæld hader sit studie, og ikke egner sig til det.

Der er utrolig mange historier, og derfor bliver det også i overfladen selvom personerne fremstår fint. Men nogle af de tungere emner strejfes blot. Der er ellers rigeligt af dem. Tjenestepigen Marie, der voldtages af dommer Krogh, og bliver gravid. Det koster hende pladsen efter en illegal abort. Eller Dotties søster Helene, der kaster sig for fødderne af Dotties forsmåede forlovede for at ende i hvad, man kan se bliver et ulykkeligt ægteskab startet på en løgn. Hele to personer opdager, at de er homoseksuelle, hvilket heller ikke er nemt at håndtere i datidens miljø - men det forbliver uudtalt og også her kunne man godt være gået langt mere i dybden.

Bogens ældre generation af kvinder - Agnete og Caroline - kæmper med deres traumer. Agnetes søn, som blev sat i pleje på et hjem men løjet død, og nu plager hendes samvittighed. Det tærer på ægteskabet og hun indleder en affære med doktor Bergsøe, hvis kone Caroline til gengæld blomstrer op, da en ung medicinstuderende kommer ind i hjemmet. Hun vil til bunds i sin afroamerikanske afstamning, men manden vil gøre alt for at opretholde en facade af normalitet.

Så bag alle disse facader - af glas - nedbrydes normer. Det er en spændende tid her lige inden 1. verdenskrig, hvor kvinders liv for alvor ændres og kvinderne står absolut også stærkest i romanen. Der er måske lidt for mange tråde - ikke at holde styr på; det er ret enkelt. Men til at man kommer et dyk længere ned, hvor det virkelig bliver interessant. Der bliver en del tråde at rede ud i sidste bind, hvis der da ikke kommer flere - og under alle omstændigheder bliver det nok igen med en lang ventetid.

Sicilianerne forklaret for turister - Augusto Cavadi

 

• Dansk
• 28. februar
• 84 sider

Jeg nåede lige en bog mere i februar, da jeg under min tur på biblioteket fandt denne "guide" til sicilianerne. Jeg skal for første gang til Sicilien snart, og det kræver jo lidt forberedelse Rejseguides er gode, men det er endnu bedre at læse noget kulturhistorie skrevet af lokale. 

Jeg forventede derfor en humoristisk og interessant indførsel i den lokale kultur, men blev desværre skuffet.

Jeg forstår faktisk ikke helt, hvorfor denne bog er udgivet med denne titel - for som udenforstående får man ikke meget mere viden om Sicilien. 

En del af de mange små kapitler er kronikker, der tidligere er udgivet i den italienske presse og handler om samfundsrelevante emner. Det er jo fint, men giver ingen mening for en turist og der er meget lidt, der reelt gav mig en fornemmelse af at "opdage" den sicilianske kultur. Jeg lærte dog lidt om øens helgeninde, Rosalia, og selvfølgelig om deres konfliktuelle forhold til fordommene om siciliansk mafia.

Men det blev ved det desværre. Heldigvis har jeg andre bøger i baghånden - og ikke mindst muligheden for at danne mig mine egne indtryk!

La manche - Max De Paz

 

• Fransk
• 28. februar
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Maz De Paz var blot 22 år gammel, da han udgav sin første lille roman for to år siden. Jeg havde ventet på paperback-udgaven, da det netop er en meget lille roman, og den var læst på et par timer. 

Hvis H. C. Andersen havde levet og skrevet Den lille pige med svovlstikkerne i dag, kunne det meget nemt have taget denne form.

Jonas er en ung mand med en hård familiehistorie; ingen far og han bor i et socialt boligbyggeri med sin mor og bror indtil de smides ud af fogeden. Broren er blevet narkoman, og han hører aldrig mere fra dem. I starten bor han hos en kammerat, men nu bor han på gaden. La manche betyder tiggeri, og Jonas' hjem er nu ovenpå en metroskakt i det 5. arrondissement, hvor udsugningen fra metroen holder ham varm, men han vækkes hver morgen af de studerende på vej til Sorbonne.

Livet på gaden er hårdt men Jonas finder nogle få ligesindede. Den ældre Philippe, som har en fin plads, og læser bøger - det giver ham en højere status end fx Tamas, som er roma. Gadens hierarki er således opdelt, og Moussa, som er senegaleser, rangerer igen et helt andet sted i hierarkiet.

Jonas fortæller selv om det hårde liv, men også anekdoterne og absurditeterne så disse skæbner humaniseres for os. Det er barsk læsning for man ser for sig de tiggende skikkelser i Paris' gader (eller andre storbyer), og vi ved jo godt, at vi haster forbi. Vi giver sjældent en mønt - "for de drikker det alligevel bare op".

En dag møder han Élise - en hjemløs pige, der er martret af gadens liv og nu forklæder sig som dreng. Hun er uden tvivl blevet både chikaneret og voldtaget, og Jonas må gå stille frem for at nærme sig hende. Det hele ender i et kakofonisk brag, hvor man som læser kan vælge flere udgange. Den mest åbenlyse er også den mest tragiske - men de går den i møde sammen. Ikke helt som vores lille pige med svovlstikkerne, og med fuld styrke. Men ikke desto mindre dybt tragisk.

Absolut velfortjent med den enorme succes Max De Paz fik for denne debutroman. Jeg var i gaderne i Paris - og så savnede jeg byen på trods af dens triste skæbner. Jeg lovede måske mig selv at være mere opmærksom og hjælpende næste gang, jeg krydser en SDF, som de hedder.

The Rest of Our Lives - Ben Markovits

 

• Engelsk
• 26.-27. februar
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Tom er en 55 år gammel universitetsprofessor. Hans karriere er i et ståsted efter han er blevet bedt om at holde et semester fri efter, og hans datter skal nu forlade hjemmet for at studere på universitetet. Toms kone, Amy, vil ikke med på den emotionelle tur og man mærker de er lidt ude af takt med hinanden.

Da Tom har afleveret datteren burde han jo køre hjem. Men i stedet fortsætter han med at køre. Han havde faktisk lovet sig selv at han ville forlade Amy netop nu, hvor der ikke længere var børn at tage hensyn til. Han har ikke tilgivet hende, at hun havde en affære tolv år tidligere - men datteren var stadig lille. Nu kører han så. I starten uden en plan men for at få tankerne på plads.

Toms tur igennem USA tager ham til broderen, som han ser alt for sjældent. Til ungdomskæresten, som nu er singlemor. Til kolleger. Men mest nyder han tiden undervejs, hvor han reflekterer over sit liv. En vaskeægte intens midlife crisis.

Tom taler direkte til læseren, men giver måske ikke så meget. Sådan er det nok for os alle - det er svært at definere sig selv med andre ord. Men i hans interaktioner med andre, ser vi ham som menneske. Det hele foregår uden de store krumspring, men i et stille og roligt tempo, hvor Tom blot tager os med i bilen. Der er dog det problem, at han i et stykke tid har haft det skidt. Han afviser det som alderssymptomer, men man aner jo, at det er værre end det. Tom er syg, og det hele udmunder i en diagnose mens han er hos sønnen i Los Angeles.

Der sker faktisk intet dramatisk - heller ikke med sygdommen. Det er ikke formålet. Det er den still refleksion over et liv med alt, hvad det indebærer og erkendelsen af, at det ikke kan og skal være fyrværkeri hver dag. Når vi står som midaldrende er det måske netop den stille tryghed ved mennesker, der kender os, der er det vigtigste. 

Det var måske lidt for fladt til min smag, og der var nogle uendelige beskrivelser af basketballkampe på diverse baner undervejs. Jeg var ikke helt overvundet må jeg sige, men stil og stemning var perfekt afstemt.

Sovjetistan - Erika Fatland

 

• Dansk
• 22.-25. februar
• 474 sider

Så har jeg - desværre - læst alle Erika Fatlands rejsebeskrivelser. Jeg startede med den nyeste, og slutter med den ældste, som udkom i 2014. Her handler de om de fem tidligere sovjetrepublikker nu kendt som stan-landene: Turkmenistan, Kazakhstan, Kirgisistan, Tajikistan og Uzbekistan. Et kæmpe område af Centralasien med en rig og turbulent historie fra Silkevejen til moderne diktaturer for de flestes vedkommende.

Igen er hun taget på rejse - i dette tilfælde to længere ophold. Først til Turkmenistan og Kazakhstan, og senere til de sidste tre lande. Betegnelsen stan-landene bruges ofte som et fælles begreb, og dog er de fem lande vidt forskellige på mange områder.

Kazakhstan er verdens niende største land i areal med "kun" 20 millioner indbyggere. Tajikistan er det mindste men det tættest befolkede, mens Kirgisistan er det mindst befolkede. Nogle er dækket af ørken, andre af bjerge. Nogle har naturlige ressourcer som gas, mens andre producerer bomuld. 

Fælles for dem alle er dog, at de opstod som selvstændige lande efter Sovjetunionens fald i 1991 - deraf titlen - og i dag stadig til dels kæmper med at finde et selvstændigt demokratisk ståsted. Turkmenistan og Tajikistan er deciderede diktaturer, mens Kazakhstan og Uzbekistan er meget autoritære regimer. Lande, hvor kæmpe plakater af præsidenten fylder gadebilledet. Hvor befolkningen stemmer ensidigt på den siddende præsident igen og igen - hvis man altså skal tro regimets udlægning af valgresultater. Lande, hvis ledere allerede var prorussiske inden 1991, og i stor udstrækning viderefører en lederstil fra den kommunistiske æra.

De er overvejende muslimske, men sekulære og meget bevidste om den geopolitiske "fare" ved deres geografiske tæthed til fx Afghanistan og Iran, og håndhæver en del regler om religiøs udfoldelse. Men kvinders rettigheder er begrænsede - ikke mindst i Kirgisistan, der som det eneste "demokrati" også har en udbredt tradition for bruderov. Hvis man bortfører en kvinde, er hun tvunget til at gifte sig med manden. Selvom det er forbudt ved lov, antages det, at 12.000 kvinder kidnappes årligt.

Det er fascinerende lande - billederne af de kæmpe moderne monumenter (til diktatorernes ære) flyder sammen med marmorbelagte moskeer fra mytiske byer som Samarkand, hvor Silkevejens kulturarv fascinerer. Det er også deprimerende historier om økologiske katastrofer som udryddelsen af Aral-søen og Darvaza-krateret i Turkmenistan, som har brændt siden 1971.

Det er ikke nemt at rejse i alle disse lande - og slet ikke som enlig kvinde, der må skjule sin identitet som forfatter og journalist. Fatland formår allerede i denne første bog at blande historie, politik og anekdoter på en underholdende og levende måde. Dog aner man, at hun stadig var ung - knap 29 år - og der mangler en vis respekt til tider. Det er nok også mere relevant i dag, men det chokerer mig når hun i personbeskrivelser skriver fx at "hun var stor som et hus". Hun er god til at møde mennesker, men personlige fysiske beskrivelser er næppe relevante - og slet ikke i den nedgørende facon. Det er hun trods alt kommet efter i de senere bøger, og på mange måder er denne faktisk en af de bedste.

De er alle fantastiske - men ved at fokusere så intenst på blot fem lande, kommer vi nok mere i dybden end i Højt, hvor hun rejser på kryds og tværs af mange lande. I Grænsen besøger hun fjorten lande på ikke mange flere sider, og i Søfareren er det ikke mindre end tyve lande på flere kontinenter. 

Sovjetistan har heldigvis et efterskrift fra 2022, hvor det desværre ikke oser af positivitet. Ingen af disse lande bevæger sig med store skridt mod mere demokrati, men det er en god afrunding. 

Disse bøger kræver jo flere års rejse og arbejde, så der går nok en rum tid inden hun udgiver mere - men jeg vil glæde mig til at se, hvilken verdensdel hun så vender sig mod!

La vie heureuse - David Foenkinos

 

• Fransk
• 19.-21. februar
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Foenkinos skriver samfundsrelevante små finurlige romaner, som desværre ikke appellerer til et dansk publikum. De er som regel hurtigt læste og med lige dele melankoli og humor.

Således også her, hvor vi følger Éric Kherson, en mand i starten af fyrrerne, der arbejder i den franske regering med udenlandske investeringer i Frankrig. Han er fraskilt, og har kun sin søn hver anden weekend. Han har tidligere haft en god karriere i Décathlon (stor fransk kæde af sportsudstyr), men er nu blevet hentet til regeringen af Amélie - en skolekammerat, der fandt ham via en Facebook-gruppe.

De arbejder godt sammen, Han laver de finansielle analyser, og hun sælger koncepterne til kunderne. På en rejse til Sydkorea skal de overbevise Samsung om at investere i Frankrig, men det tager en uventet drejning, da Éric pludselig får et ildebefindende. Samme aften tilbringer de en hyggelig aften sammen, og begynder at lære hinanden at kende mere personligt, Næste dag går Éric en tur inden møderne, og falder over en butik, der tilbyder en simulation af begravelser. Han kan lægge sig i en kiste og opleve, hvordan det ville være at se en slutdato for sit liv. Det bliver en øjenåbner for ham, og han dukker ikke op til mødet. Amélie - ydmyget, vred og skuffet - fyrer ham, og han sendes retur til Paris.

I Paris begynder Éric under pandemien at åbne lignende forretninger, og ved at følge sine egne drømme får han et helt nyt liv. Et byt forhold til både sønnen og ekskonen. 

Der er en del humor men også skrøbelighed i Foenkinos' personer, som får læseren til at reflektere. Det samme gør sig gældende for Amélie, som konfronteres med den barske politiske virkelighed, og også må se sit liv omlagt. De to mødes endelig igen - til en falsk begravelse selvfølgelig.

Hans romaner er letlæste med dybde - det flyder hurtigt og fint hele vejen igennem, og man kan visuelt se det hele for sig. Stort set altid en garanteret succes med Foenkinos!

Flesh - David Szalay

 

• Engelsk
• 17.-18. februar
• 368 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste om denne ungarske roman - muligvis blot fordi den vandt Booker Prize i 2025, for det var en forfatter, jeg ikke kendte.

Jeg blev til gengæld fanget af den fra første side trods den noget anderledes stil.

Istvan flytter som teenager til en lille ungarsk by sammen med sin mor; der er ingen far i familien. De er absolut ikke rige, og Ungarn er stadig i Østeuropa. Istvan kæmper med at få venner, og denne mangel på følelsesmæssig tilknytning kommer til at definere ham livet igennem. Vi følger ham nemlig til han som midaldrende mand har gennemlevet en hel del.

Istvan lader til at gå igennem livet ved at reagere på ting, og ikke proaktivt opsøge mulighederne. Han er tilskuer til det meste, og alligevel ændrer hans liv sig markant. Han kommer til penge, og lever et liv langt fra den østeuropæiske barndom, men han har ikke arbejdet for det. Han gør heller ikke meget for at fremtidssikre sig selv.

Hans eneste drift synes at være hans seksualitet, som fremprovokerer nogle af de største ændringer i hans livsbane. Men det er heller ikke et aktivt valg fra hans side. Så man kan godt blive lidt irriteret på ham som hovedperson. Få lyst til at ruske op i ham! Alligevel fornemmer man konstant, at noget vil ændre sig markant - og det gør det også. Selv denne ultimative katastrofe lader ikke til at ryste ham synderligt. 

Bogen er bygget op i ti kapitler, der springer frem igennem Istvans liv, så vi nogle gange selv må fylde hullerne ud - det er dog ikke et problem. Der er meget dialog, og her er det skåret helt ind til benet i modsætning til den svulstige titel. Istvan ynder at udtrykke sig med Yeah og It's okay - ikke e mand af mange ord, og tit er det personerne omkring ham, der åbner mere op. Derfor er den også meget hurtig at læse; men mest var jeg drevet af nysgerrigheden om, hvad der ville få det hele til at eksplodere og hvornår? 

Det ender jo trist, men Istvan er på en måde så apatisk, at han også overkommer dette - på sin facon. Der er ingen stor morale i hans liv - men som læser undrer man sig over, hvad der definerer ham. Er det kødets lyster, der skabte ham? Det er svært ikke at afsløre for meget, men jeg er sikker på, at den vil blive oversat til dansk, da der åbenbart allerede er intentioner om at filmatisere den. 

Den dag Nils Vik døde - Frode Grytten

 

• Dansk
• 16. februar
• 164 sider

Jeg læser ikke meget dansk - eller skandinavisk - litteratur generelt. Der er noget med melodien og rytmen, der ikke fanger mig på samme måde. Der er en specifik skandinavisk stil synes jeg, som er minimalistisk hverdagsrealisme skåret helt til benet. Men så er det dejligt at blive overrasket - og overvældet en gang imellem!

Frode Grytten kendte jeg ikke; men jeg kan se, at han har skrevet flere digtsamlinger og mange noveller. Netop det sidste forklarer måske hvorfor han lykkes så fantastisk godt med at skrive en roman, der blot fylder 164 sider og alligevel får mig til at føle, at jeg har været medpassager på et langt livs rejse.

Nils Vik er bådfører et sted i Norge - oppe i fjordene, hvor både var transportmidlet indtil broer blev bygget. Et beskedent job, han har passet hele livet men samtidig vitalt for de mennesker, der boede på hver sin side af fjorden, og var afhængige af ham og hans båd. Denne morgen står Nils Vik op, og gør sig klar til dagen som alle andre morgener. Men det er den sidste dag. Det ved han. Men derfor skal rutinen ikke ændres.

Da alt er i orden, går han ned til sin båd og stævner ud i fjorden. Og da ser han dem. Alle dem, der er gået forud, og som har haft en betydning for ham. Først er det hunden Luna, der kommer ombord. Så er det en ung knægt, han tog under sine vinger, da denne var på vej ud i småkriminalitet. Det er den gamle skolelærerinde, som faktisk flyttede til fjorden fordi hun var forelsket i en lokal kvinde. Det er broderen Ivar, som havde et trist liv, der endte lige så trist. Selvfølgelig også hustruen Marta, der var hans modpol og døde efter to hjerneblødninger. Og den udenlandske mand, der kom til fjorden og nær havde taget hans Marta fra ham.

Man kan jo undre sig over, hvordan Nils Vik ved han skal dø? Eller hvordan han rent faktisk dør? Et det selvmord? Livstræthed? Han sejler, samler de døde op og forsvinder til sidst ud i solnedgangen rent bogstaveligt. Måske er han ikke i sin båd men i en seng et sted, og drømmer sig ind i denne sidste fase af livet, som han ville have haft det til at ende? Måske er han en form for Charon, der styrer sin båd mod dødsriget?

Der kommer lidt vel meget patos over de sidste sider og de sidste minutter, som godt kunne være skruet lidt ned. Men i hele resten af bogen er man med Nils Vik bag roret, og ser ud over fjorden, som han så den dag ud og dag ind i årtier med alle de menneskeskæbner, der blev en del af hans liv. De kommer kun ind med en kort beskrivelse af hvem og hvordan - alligevel føler man, at de bliver helstøbte personer i Nils Viks liv. Det er smukt gjort i så lille en roman.

Det er helt almindelige liv, der har omgivet Nils Viks eget stille liv i sin båd. Nu ender det, og han tager imod minderne og de afdøde sjæle som man muligvis ser tilbage på et levet liv lige inden det slutter.

Un couple - Eliette Abécassis

 

• Fransk
• 15. februar
• 168 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En forfatter, jeg aldrig tidligere har læst, men som fangede mig i en boghandel i Belgien over nytåret.

Det er en lille intens roman, der virkelig gjorde indtryk på mig.

Alice er næsten 90 år gammel, da hun går tur i Luxembourg-haven i centrum af Paris. Hun sætter sig på en bænk - altid den samme bænk. For her har hun minder fra. Jules er lige så gammel som Alice, og finder hende på bænken. De taler lidt. Om fortiden og deres minder. Om deres ægtefæller, som de savner. Men de er ægtefæller. Jules kan bare ikke huske det.

Derfra rykkes vi i trin tilbage i deres historie. I små ryk først nogle år tilbage og så videre ned gennem et helt liv. Et ægteskab, der havde dets kriser. Utroskab, træthed, arbejde, skænderier. Men også troen på kærligheden, familien og lykken.

Ved at arbejde sig baglæns i deres historie skrælles lagene af stille og roligt. Der er overraskelser, som den dedikation i en bog, som Alice mener er fra en af Jules' elskerinder. Det viser sig at være til hende selv fra en kvinde i de hektiske tider omkring maj 1968-oprøret. 

Der refereres fra starten til et brev Jules skrev til hende efter deres første møde - på en bænk i Luxembourg-haven i 1955. Han vidste ikke, hvordan han skulle finde hende igen. Men dagen efter møder han hende - til sit eget bryllup. Derefter skriver han brevet, hvori han lover hende, at de skal elske hinanden, blive gift, men også opleve mindre lykkelige tider. Uoverensstemmelser over oprydning og børneopdragelse. Utroskab måske. Og med alderen sygdom og måske demens. Men at igennem alt det vil de have hinanden.

Det lyder lidt pladderromantisk, og det er det ikke. Det er måske bare billedet på et temmelig almindeligt forhold - men ét, hvor man står tingene igennem. På trods. Og som de sidder på bænken efter tres år sammen er det kærligheden, der har sejret i sidste ende.  

Højt - Erika Fatland

 

• Dansk
• 9.-14. februar
• 675 sider

Man kan roligt sige, at jeg er betaget af Erika Fatlands rejseskildringer - og jeg burde nok sprede dem lidt ud over tid, men det rækker min tålmodighed ikke til, når jeg først er så begejstret.

Denne bog udkom i 2020 og er den tredje i rækken af hendes fire rejseskildringer, og denne gang tager hun os med til Himalaya. Fatland er jo ikke bjergbestiger og mange af de bøger man finder om emnet er netop det: Beskrivelser af turen op til Mount Everest.

Men Himalaya er også så meget mere end blot Mount Everest - selvom bedriften jo i sig selv er imponerende. Fatland interesserer sig ikke for de andre rejsende, der tager til Himalaya for at møde en spirituel guru eller udfordre deres egen dødelighed på et bjerg.

Fatland har rejst i månedsvis - i to perioder af flere måneder har hun krydset landene, som deler denne region i Asien, hvor himlen er lidt tættere på - Indien, Pakistan, Nepal, Kina, Bhutan og Tibet. Hun rejser alene og i øjenhøjde med lokalbefolkningen. Hun vandrer ruter for at krydse grænser, hvor turister tager en bekvem helikopter. Hun sover hos de lokale eller i et telt, og spiser og lever sammen med dem. Hun kommer til de mest afsides egne af bjergdalene, hvor civilisationen først ankom for få årtier siden. 

Hun taler med de lokale, og i nogle ad disse lande er det ikke uden risici. Flere steder kan hun kun rejse med en statslig anvist guide, som nøje fører hende ad accepterede ruter, og som ikke kan eller vil svare på spørgsmål, der er kritiske eller ligger uden for doktrinen. Men som Leonard Cohen siger: "There is a crack, a crack in everything. That's how the light gets in".

Netop det lys finder hun - altid! De mennesker, der åbner op og fortæller om, hvordan det virkelig er at leve lige der i verden. Under politisk diktatur eller under klimaets ubarmhjertige magt. I kongeriger, der ikke længere findes med årtusindgamle traditioner eller i nyoprettede byer, der skal vise et andet ansigt til de tilrejsende pengestærke turister.

Hun kommer også til Mount Everest selvfølgelig men kun til den nederste del af baserne; det i sig selv er en bedrift og en stærk fortælling. Men alligevel mindre stærk end hendes utallige møder med folk og fæ fra egne, der er så fjerne, at man har svært ved at forestille sig det. Jeg fascineres af disse rejser i så barske områder, hvor der er så langt til nærmeste nabo. Man kunne ønske sig at være der på et øjeblik for at indsuge den stemning af isolation og magtesløshed overfor en voldsom natur. 

Så tager jeg mig selv i at lede efter disse små byer på Google Earth for at forstærke fornemmelsen - men i virkeligheden behøver jeg kun hendes ord. 

Havets stilhed - Vercors

 

• Fransk
• 8. februar
• 182 sider
• Originaltitel: Le silence de la mer

Jeg har læst den før - i min gamle slidte udgave fra 1951; men den måtte frem igen ti år senere.

I Dan Francks sidste bind om moderne kunst handler det en del om forfattere under 2. Verdenskrig, og deres måder at få publiceret og protesteret mod nazismen. Der er indgående beskrivelser af, hvordan Vercors - eller Jean Bruller - skrev sine noveller og hvordan han fik inspirationen. 

Novellen, der bærer bogens navn, er inspireret af livet, hvor han boede i en lille fransk landsby uden for Paris. Landsbyen var også beboet af nazisoldater, og Vercors svor, at han aldrig ville tale til dem. På trods af deres daglige hilsener på hans spadsereture, svarede han dem aldrig. Han holdt sig til den stilhed han havde lovet sig selv. Han skrev novellerne i skjul, og udgav dem under pseudonym.

Det gav en yderligere dimension til denne novelle; men stærkt står stadig den om den lille dreng på tur med sin far. Med mere baggrundsinformation end ved tidligere læsninger fik jeg dog også et andet syn på den sidste novelle - Verdun-trykkeriet - som handler om en indædt Pétain-støtte, der ejer et lille trykkeri i Paris. Han hader jøder, frimurere og kommunister - men hans eneste medarbejder, Dacosta, er jøde og de er gode venner deres uenigheder til trods. Han tvinges til at opsige Dacosta, og denne går i skjul. Dacostas hustru og to børn fanges, og dør i lejrene - og nu engagerer han sig i modstandskampen og dør selv i fangenskab. En temmelig kras fortælling om ideologier, der overvindes af venskaber. Et lille håb for menneskeheden!

Det er en kort lille samling noveller, og jeg er glad for at have genlæst den lige efter Francks fantastiske biografi.

Minuit - Dan Franck

 

• Fransk
• 2.-7. februar
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Tredje og sidste bind i trilogien om moderne kunst, som startede med perioden 1900-1930, hvor der trods en verdenskrig var optimisme, kreativitet og fest og farver over Paris. Andet bind dækker perioden 1931-1939 med den spanske borgerkrig, kommunismens fremstorm og optakten til 2. Verdenskrig.

Så nu er vi nået til krigens år - perioden 1940-1944 - hvor besættelse og censur dominerer kunsten som alt andet.

Paris var allerede fra midten af 1930'erne et yndet tilflugtssted for jødiske kunstnere, som ikke længere var velsete i deres hjemland. Naivt og optimistisk troede de, at Frankrig ville beskytte dem. Frankrig, som var kunstens hjemland og især Paris, som havde plads til alle slags skæve eksistenser.

Men Frankrig overgav sig, landet blev delt i to og Pétain dannede regering i Vichy, som samarbejdede med tyskerne. Nogle af vores protagonister fra andet bind fortsætter deres mere aktive roller - som Malraux, der stadig var ved fronten. Eller Saint-Exupéry, der sin alder til trods stadig ville flyve.

Manden, der efter at være strandet i den libyske ørken i 1935, og nu i New York, skrev Den Lille Prins for at indgyde en smule poesi og skønhed i en brutal verden. Saint-Exupéry, der trods sine 44 år insisterede på at flyve, og forsvandt over Middelhavet den 31. juli 1944 - blot nogle uger inden Frankrig blev befriet. Hans fly blev først fundet i 2000 og vi finder nok aldrig ud af årsagen til ulykken.

Malerkunsten havde ikke sin stærkeste periode i krigsårene i sammenligning med de tidligere årtier. Censuren var intens, og frygten stor - men kunstnere som Picasso, Dali og Matisse malede dog værker inspireret af krigens gru. 

Mest opsigtsvækkende er dog nazisternes destruktion af kunstværker og kampen for at redde dem. På den ene side eksporterede nazisterne kunstværker i stor stil til det museum, der skulle bygges i Linz eller til Görings private hjem, Carinhall. På den anden side brændte de utallige uerstattelige kunstværker efter at have udstillet dem som degenereret kunst. Der var enkeltpersoner, der gjorde en kæmpe indsats for at redde, hvad reddes kunne - som Rose Valland, hvis historie er veldokumenteret.

Men krigen blev dog det skrevne ords kamp. Kampen for at overvinde censuren, der ville overtage og arisere de mange forlag ejet af jøder. Kampen for at skrive sin utilfredshed med krigen, besættelsen og holocaust. Vi kommer i dette sidste bind langt tættere på forfatterne - som duoen Sartre/Beauvoir, der havde en enorm indflydelse, men ikke brugte den meget aktivt. Eller som Gide, der starter med at støtte Pétain for siden at trække sig helt tilbage.

Der var mange forfattere, jeg ikke kender særlig godt (eller overhovedet), fordi de ikke er relevante i dag - men som spillede en markant rolle i det stille oprør. Et par stykker stikker dog ud - Robert Desnos, som døde i en koncentrationslejr efter befrielsen efter at have været fange for modstandsarbejde. Eller Vercors, som under pseudonym skrev sine noveller om krigen.

Bogen slutter med den episke historie om Hemingways indtog i Paris i august 1944, hvor han indtager hotelbaren på Ritz og tømmer vinkælderen. En passende afslutning på en kraftpræstation af en trilogi.

Franck er nu i gang med en serie på fire bind, som skal dække perioden 1820-1885, hvoraf kun to er udkommet. Jeg vil vente til alle fire bind er der - men jeg kan næsten ikke vente!

Månen i min kuffert - Roxana Kia

 

• Dansk
• 31. januar - 1. februar
• 400 sider

Jeg var så heldig at få en bog i gave af nogle gæster - og jeg slugte den i weekenden, da den var umulig at lægge fra mig!

I sommeren 2022 opstod bevægelsen Kvinde! Liv! Frihed! i Iran efter drabet på den blot 22-årige Jina Amini, der nægtede at bære slør. Demonstrationer og protester bredte sig til store dele af verden - og hendes død blev desværre ikke den eneste. Nu er vi mere end tre år senere og muligvis på kanten af en ny konflikt, som kan vise sig at være afgørende for landets præstestyre.

Hver gang konflikter opstår i et land, man er flygtet fra, konfronteres de flygtede med den virkelighed igen. Således også Roxana Kia, som har boet i Danmark siden hun var 29 år. Men hun flygtede fra Iran efter shah-styrets fald i 1979, og boede i mange år i Sverige, hvor hendes mor stammer fra.

Nu sidder hun dér og ser og hører, hvad der foregår i Iran, og kæmper med at sove om natten. Hun finder en gammel kuffert frem, hvor nogle af familiens minder overlever. Hun ser tilbage på en barndom men også på forældrenes ungdom og første møde.

Vi springer rundt i tid og sted, men uden at det bliver forvirrende. Nedslag i hendes barndomsminder i et Iran, hvor hendes farfar var en af shahens tætteste rådgivere og familien tilhørte den absolutte overklasse i landet. Hendes far var endda udset til at blive gift med shahens søster, men han havde læst i Sverige og da han som ung vendte tilbage mødte han Amy, hendes mor. Hun blev gravid, og hurtigt måtte de gifte sig, og senere flyttede de til Teheran og ind hos svigerfamilien.

Det er også en historie om kulturchok for Amy. Både i forhold til, at flytningen til et så fremmed land i 1960'erne, men også den magt og rigdom, der er og som hun forventes at repræsentere sammen med Roxanas far, Freddy. En mand, som ligesom sin egen far, lever et dobbeltliv kvinderne forventes at acceptere. Der er utroskab - og halvsøskende - og spillegæld. Der er vold og jalousi. Men Amy bliver alligevel.

For den voksne Roxana er der også tvivlen og dualiteten i at være flygtning men repræsentere et styre, som muligvis har blod på hænderne. De fleste flygter jo fordi et nyt regime indebærer en politisk fare for dem fordi de var knyttet til det gamle. I dette tilfælde er hendes familie dog fra den absolutte top af dette tidligere regime, og kufferten bugner af fotos af bedsteforældrene sammen med præsidenter og statsledere. Roxana finder sammen med andre iranske kvinder i Danmark, og genopdager sine iranske rødder men hvor meget skal hun sige om sin egen familie?

Historien følger familien særligt fra forældrene mødes og til starten af 1980'erne, da de er flygtet. Det går lidt hurtigere med de efterfølgende år og hvorfor hun præcis landede i Danmark står ikke klart. Der mangler måske nogle detaljer, men historierne om den familie og deres liv i Iran er ganske fængslende.

Så hvorfor er det - igen - at danske forlag ikke kan gøre tingene helt korrekt? Der var mindst én grov faktuel fejl i årstal og en hel del sjuskefejl i korrekturen. Det skurrer virkelig, når man ellers nyder en virkelig god og stærk personlig fortælling. Ydermere når det er så åbenlyse fejl, at en hurtig gennemlæsning ville have været nok. 

Sprogligt er den ellers fantastisk poetisk med et islæt af mellemøstligt eventyr - med månen som ledetråd igennem historien, og som pejlemærke for den voksne Roxana, som skal slutte fred med en del familiedæmoner.

Libertad! - Dan Franck

 

• Fransk
• 26.-29. januar
• 446 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste år læste jeg første bind i trilogien om moderne kunst af den franske forfatter og historiker Dan Franck. Jeg havde fundet den på engelsk på biblioteket, men de følgende to bind er enten ikke oversat eller ikke tilgængelige i Danmark. Jeg købte derfor alle tre bind på fransk, så jeg efterfølgende har dem hjemme - for udover at læse dem en første gang, er det helt fantastiske bøger at bruge som inspiration.

Andet bind foregår i perioden 1931-39 - fra efterkrigsårene til årene før en ny krig. En periode, hvor surrealismen vinder frem i kunstmiljøet og kunstnere som Aragon, Breton, Gide, Malraux, Saint-Exupéry, Picasso, Dali og mange andre hælder til kommunismen, men også slås med deres ideologi i forhold til Stalins styre. Der er flere facetter af kommunismen - anarkismen, trotskismen og stalinismen, som flere ser på egen hånd på rejser til USSR. Nogle kommer desillusionerede hjem og Frankrig bliver eksil for mange russiske kunstnere, som ikke længere er i favør hos regimet. Det fører også til brudte venskaber og stærkt optrukne ideologiske linjer. Surrealismen og kommunismen kan ikke forenes!

Da den spanske borgerkrig bryder ud drager de sydpå for at hjælpe republikanerne i krigen mod Franco. Det er en konflikt, jeg ikke er så velbevandret i - og jeg finder den kompleks. Men jeg blev en hel del klogere på den her! En tid, hvor nye navne træder frem på scenen som fx Capa, hvis fotografi af den faldende soldat gjorde ham til en stjerne - om det så er iscenesat eller ej, som senere debatter hævder. Det blev starten på en helt ny profession - krigsreportere - og Hemingway var en ivrig deltager, som han senere skulle blive det i 2. Verdenskrig. Men selvfølgelig også en tid, der gav os Guernica af Picasso, som i vanlig stil først trådte ind på scenen, da han følte sig indigneret nok - for hurtigt efter at fortrække tilbage til sit liv i luksus. Han var bestemt ikke typen, der som Hemingway sov på jorden sammen med soldaterne!

Vi følger ligesom i første bind også deres privatliv, som ikke var kedeligt. Affærer på kryds og tværs af ægteskaber, en løssluppen seksualitet som nok kan ændre ens syn på perioden. Den var bestemt ikke kedelig omend kunstnerne næppe repræsenterer gennemsnitsbefolkningen.

Dybt fascinerende fortælling om en brydningstid på mange måder - kunstnerisk selvfølgelig; men det var jo blot en reaktion på geopolitiske spændinger. Tyskerne var stærkt involveret i den spanske borgerkrig, hvor de hjalp Franco og samtidig øvede sig militært - de forberedte det, der skulle komme nogle få år senere.

Der er overraskende elementer som fx den indgående fortælling om André Malraux - en fransk forfatter, nok mest kendt for sin roman Menneskets lod - men som i sin ungdom tog til Indokina for at stjæle statuer. Disse skulle han sælge i Paris for at tjene penge. Han var desuden særdeles aktiv i Spanien, men er i dag nok mest kendt for at have været Frankrigs kulturminister under de Gaulle. Han var en flamboyant personlighed, som inderligt brændte for sine idéer men samtidig var mytoman og umulig at leve sammen med.

Dan Franck får det hele flettet sammen i en fantastisk fortælling, hvor kunst og politik går op i en højere enhed. 

Kongeligt queer - Lars Oskan-Henriksen

 

• Dansk
• 20.-25. januar
• 592 sider

Historiske biografier er altid et hit - og denne har et twist!

Forfatteren er selv aktivist indenfor LGBTI+-bevægelsen, og har sat sig for at kortlægge de kongelige personer gennem historien, der bekræftet eller ej var queer. I denne forstand skal udtrykket måske tolkes lidt bredere - nemlig i betydningen, at de trådte ved siden af den opfattelse man havde til deres opførsel som kongelige personer. 

De 39 personer kommer fra hele Europa - fra Rusland, Frankrig, Østrig-Ungarn, Tyskland, Bayern, Osmannerriget, Rumænien, Bulgarien, Danmark, Sverige, Holland, Spanien, Monaco og England. Den ældste biografi er af Edward II af England, der levede fra 1284 til 1327 og den yngste af den nulevende Lord Mountbatten i England, som er født i 1962. 

Der er en del regenter iblandt, men som ses af tilfældet Lord Mountbatten også andre personer i kongelige familier, som ikke er direkte magthavere. Det er nogle gange kronprinser eller hustruer - eller andre i den royale indercirkel.

Som sagt er det svært at kende de intime detaljer om folks seksualitet - især når de har været døde i århundreder. Det gøres ikke mindre besværligt af, at der i fx middelalderen og renæssancen var helt andre normer for seksualitet. Andre kulturer - som Osmannerriget - havde igen andre acceptable regler og homoseksualitet var ikke en identitet, som vi anser det i dag.

I nogle tider og nogle kulturer var det acceptabelt og anerkendt med homoerotiske forhold i ungdommen - så længe en tronarving i sidste ende gjorde det en tronarving skal: Sikre den næste i rækken! For andre var dette et nødvendigt onde og man giftede sig for at sikre arvefølgen og opretholde facaden, mens man levede sit liv i det private med elskere eller elskerinder.

For nogle er det dog uomtvisteligt, at de havde en homoseksuel identitet - uden måske selv at tænke i de baner - mens det for andre mere handler om at stikke ud fra mængden, og udfordre vores tankegang. Det er sådan man skal se fx afsnittet om prinsgemalen Henrik, som i sin levetid blev mere kritiseret for sin franske væremåde og først fik sin oprejsning efter sin død i 2018.

Der var en del overraskende biografier af personer, jeg kendte men med en helt anden tilgang til deres biografi. Der var andre, hvis liv og levned er velkendt som værende homoseksuelt - og det handler absolut ikke kun om deres privatliv. Vi får samtidig en fortælling om deres samtid med krige og alliancer, der var med til at sætte dagsordenen for royale ægteskaber.

Det er også en smuk bog; dejligt illustreret og med en god inddeling i kronologiske geografiske afsnit. Derfor er det desto mere ærgerligt med de fejl, der altså har sneget sig ind, og som virker til at tage til som den tykke bog skrider frem. Faktuelle fejl som forkerte årstal - hvis man er født i 1566 er man ikke 12 år gammel i 1568 - men også navne, der blandes sammen udover de vanlige sjuskefejl i korrekturen, som danske forlag er mestre i.

Bogen stiller dog også nogle væsentlige spørgsmål i det afsluttende kapitel. Er kongehusene af i dag gearet til at håndtere et eventuelt homoseksuelt regentpar og hvordan skal en arvefølge så sikres? De fleste kongehuse optræder i en eller anden form som protektorer for LGBTI+-projekter - men er det politisk korrekthed eller en reel intention om at integrere en ny identitet i en oldgammel institution?

Det bringer interessante debatter til bords set i lyset af de mange liv, der blev ulykkelige eller forkortede fordi man ikke kunne håndtere, at der blev trådt uden for de royale etikettegrænser.

Soumise - Christine Orban

 

• Fransk
• 17.-19. januar
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den franske filosof, opfinder, matematiker - og geni - Blaise Pascal er født i Clermont-Ferrand midt inde i Frankrig, hvor jeg selv har boet. Hans karriere udspillede sig dog i Paris, hvor familien flyttede til da han og hans to søstre var børn. Pascal var allerede som barn et geni, der imponerede alle - men han havde faktisk en søster, der på sin tid oplevede temmelig stor berømmelse omend kortvarigt.

Christine Orban er en fransk forfatter, der har skrevet en del biografier og også teaterstykker; jeg har dog aldrig tidligere læst noget af hende, men kender hende mest fra tv-udsendelser. Men denne biografi af Blaise Pascals søster vandt prisen for bedste biografi i Frankrig i 2023.

Jacqueline Pascal fødtes i 1625, og allerede som barn var hun dygtig i skolen. Det var dengang det primært handlede om udenadslære og hun kunne huske lange digte udenad. Men hun komponerede også selv digte, og blev inviteret til hoffet og i teatret. Børnenes mor var død så hun tog sig også meget af broderen, Blaise, der livet igennem led af et utal af lidelser. Måske led han i virkeligheden af manglende moderlig omsorg?

Deres forhold var komplekst. Utroligt tætte uden at det var upassende; men de var uadskillelige og arbejdede sammen om filosofiske og religiøse spørgsmål. Da Jacqueline bliver ramt af kopper ændres hendes liv. Det er slut med rampelyset, og hun søger mere spirituelle retninger. De to søskende vender sig i ungdommen mod jansenismen, som var en ekstrem streng afart af katolicismen, der blev bandlyst af paven og nu er uddød.

Jacqueline beslutter sig for, at det er hendes kald og vil gå i kloster. Men det kræver tilladelse fra faderen, der ikke vil give den. Det bliver til den første splid mellem de to søskende - men hun får sin vilje i 1652, og ser nu kun broderen bag et jerngitter og uden at må have personlige konversationer med ham. Blaise Pascal vender sig dog også mod jansenismen inden sin død i 1662 - ti måneder efter søsterens tidlige død.

Bogens titel Underlagt refererer både til hendes rolle som nonne, men i det hele taget til hendes liv, hvor hun enten var underlagt broderens geni og luner og senere kirken. Hun stoppede med at digte, men der findes mere end 300 digte fra hendes hånd hvoraf nogle bruges i bogen. Jeg kendte intet til denne søster - og mit kendskab til Pascal selv var mere fokuseret på hans opfindelser (den første regnemaskine!!!) end hans filosofiske og religiøse tanker. Så det var en god opdagelse, og jeg kunne virkelig godt lide Orbans stil, som bringer ind tæt ind i det 17. århundrede i de to søskendes underligt symbiose forhold.

De elskende i Casablanca - Tahar Ben Jelloun

• Fransk
• 13.-16. januar
• 352 sider
• Originaltitel: Les amants de Casablanca

Den marokkanske forfatter, Tahar Ben Jelloun, beskæftiger sig jævnligt med parforhold og ægteskab i sine romaner - og gerne med de problemer, der opstår.

Denne roman er nutidig og foregår i Casablanca i Marokko, hvor Nabile og Lamia lever med deres to børn. De mødtes som unge i Paris, hvor de begge læste og blev forelskede. Tilbage i Marokko er Nabile læge, mens Lamia styrer et apotek foræret til hende af hendes velstående forældre. De lever et moderne liv i den lokale overklasse - fester, hvor der drikkes alkohol og danses; ferier i udlandet og et stort hus med tjenestefolk. 

Men en dag møder Lamia en kollega, Daniel, og indleder en passioneret affære. Han er en skørtejæger og efter seks måneder ender han forholder lige så hurtigt som det startede. Lamia var hovedkulds forelsket i Daniel - og havde genoplevet en erotisk flamme hun nok aldrig havde haft med Nabile. Måske fordi det var forbuden frugt! Så i sine følelsers vold fortæller hun Nabile om affæren og at hun derfor må forlade ham. 

Historien skifter mellem Nabile og Lamias version af historien. Historien om deres ungdom og første møde. Historien om deres ægteskab og stigende uenigheder om værdier. Historien om deres sexliv, som mister den første gnist efter ti års ægteskab. Og ikke mindst historien om, hvordan de kommer videre derfra? Var det forhastet, at Lamia fortalte Nabile om affæren - for rollen som fraskilt kvinde er ikke ligetil i et Marokko, der er muslimsk og præget af ældgamle ritualer og regler. Hun befinder sig pludselig i en situation, hvor samfundet fordømmer hende - og må finde en ny mand, som er alt andet end både Daniel og Nabile.

Ben Jelloun kommer med mange betragtninger over det marokkanske samfunds normer, og hans tilgang er langt mere moderat. Han blotter den dobbeltmoral, der hersker i overklassen, som favoriserer en "fransk" levevis og som kan drikke alkohol "med måde" og kvinderne have elskere. Men han udforsker også normerne for skilsmisse og rettigheder for kvinder i et patriarkalsk samfund, hvor Lamia som den mere velstående af de to pludselig indtager den dominerende rolle.

Det var en smuk roman - og jeg er begejstret for, at han har skrevet en opfølgning, hvor de to mødes år efter skilsmissen.