La part des flammes - Gaëlle Nohant

 

• Fransk
• 19.-23. oktober
• 552 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg beholder min fascination for Nohants roman om Robert Desnos og måske skal jeg indse, at det ikke er en holdbar ledetråd for alt, hun har skrevet! Jeg kunne lide store dele af romanen om Aroisen-arkivet, men irriteret over den lidt usammenhængende historie.

Denne roman er tidligere end de to andre, men har også en tragedie som omdrejningspunkt. Denne gang branden i Bazar de la Charité, som markerede Paris i maj 1897. Markedet for velgørenhed startede i 1885, og var især kendetegnet ved, at det var Paris' overklasse, der betjente standene. Det var adelige - prinsesser, grevinder og deslignende, der i nogle dage solgte varer til borgerskabet og andre nysgerrige. Ret beset kom mange fattigere borgere mere for at iagttage disse kvinder, som de ellers aldrig ville komme i nærheden af end fordi de havde råd til at købe noget. Men man kunne jo beundre overklassens tøj, smykker og frisurer.

Ved begivenheden i 1897 skulle der vises film, og på andendagen af bazaren brød der brand udløst af den væske, der blev brugt til filmapparatet. Bygningen var af træ - og de mange parykker og krinoliner fik ilden til at rasere med lynende hast. Samtidig var det ikke praktiske klæder at bevæge sig hurtigt i en nødsituation. Resultatet blev katastrofalt - mere end 125 ofre, hvoraf langt de fleste var kvinder; deriblandt komtesser, grevinder og prinsesser. En af de mest berømte var prinsesse Sophie d'Alençon, søster til den legendariske kejserinde Sissi i Østrig og hun er en af hovedpersonerne i romanen.

Romanen er bygget op omkring Sophie d'Alençon og to fiktive kvinder - Constance og Violaine. Constance er en ung adelig kvinde, der har tilbragt sine teenageår i et kloster og netop har brudt sin forlovelse med en lovende ung adelig journalist. Hun er splittet mellem sin religion og hans brændende kærlighedsdeklarationer. Violaine er en ung enke, hvis adelige mand netop er død. Hendes fortid er blakket, og hendes to voksne stedbørn gør intet for at bevare forholdet til hende. Hun har svært ved at finde sin plads i overklassen, nu mandens navn ikke længere skaffer hende invitationer til inderkredsen. Så arbejdet i bazaren er en velkommen anledning - især under Sophie Alencons beskyttelse.

Vi kommer ret hurtigt til selve branden, hvor Sophie jo dør mens de to andre kvinder bliver hårdt forbrændt. Constances lettere revolutionære forlovede skriver maleriske artikler om gruen i lighusene, som chokerer med sin ærlighed. Ikke mindst understreger han ulykken for de fattigere ofre, der ingen hjælp får i modsætning til overklassen.

I deres rekonstruktion efter ulykken - både fysisk og psykisk - kæmper kvinderne med minderne om branden; men også med spørgsmål om fremtiden. De har mistet den fysiske skønhed, der var deres eneste valuta i en mandsdomineret verden, hvor de blot skulle være hustruer til pynt.

Men de finder også en vis solidaritet i hinanden.

Jeg synes det havde været mere interessant med to kvinder fra hver sin verden. Det er de på sin vis - men de er stadig overklasse, og deres forskelle ligger i religionen og deres civilstand. Samtidig er der Sophie d'Alençon som jo er en reel person, og tillægges en del reaktioner, som må siges at være taget ud af fri fantasi. Denne kombination irriterer mig lidt - ligesom det meget rosenrøde naive kærlighedsdrama mellem Constance og hendes forlovede. 

Det var en absolut frygtelig tragedie- af den slags man ikke havde mange af på den tid, og selvfølgelig mere bemærkelsesværdig i kraft af ofrenes titler. Det kunne have givet en virkelig stærk historie, der i stedet blev for banal.

Kære Debbie - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 17.-18. oktober
• 384 sider
• Originaltitel: Dear Debbie

Nu har jeg læst syv krimier af Freida McFadden, og det er tid til en pause! Jeg er i forvejen ikke den store krimilæser, men kunne egentligt godt lide nogle af dem, da det spiller mere på det psykologiske end drabelige blodige historier. Men hvis man formår at skrive og udgive op til tre krimier om året kan man muligvis konkludere, at det på et tidspunkt bliver lidt svært at holde momentum. Det føler jeg i hvert fald sker her.

Debbie Mullen er en hjemmegående husmor i fyrrerne, der udover at passe mand og børn, skriver for den lokale avis i en brevkasse, hvor hun besvarer læsernes spørgsmål om stort og småt i livet. Hun er dog tiltagende utilfreds med livet. De to teenagedøtre er ikke længere så afhængige af hende, og manden får ikke den forfremmelse hun mener han fortjener. Desuden er hun sikker på han har hemmeligheder for hende, når han forsvinder flere timer uden at hun ved, hvor han er.

Heldigvis har Debbie andre talenter. Som ung havde hun en lovende karriere foran sig indenfor IT, men en hændelse i hendes universitetsår fik hende til at droppe studierne. Det betyder dog ikke, at hun ikke har evnerne. 

Dem bruger hun nu til at tage hævn. Alle, der på en måde er kommet på tværs af hende eller hendes familie er i fare. Naboen, der med sin rosenhave får den bladartikel hun havde drømt om. Fodboldtræneren, der smider hendes datter af holdet. Datterens uduelige kæreste. 

Men det eskalerer og metoderne bliver hurtigt mere brutale, og vil hun plante beviset hos manden?

Historien udruller sig over ganske få dage, hvilket desværre i sig selv virker usandsynligt. Dernæst virker personerne hule, og plottet, som selvfølgelig skal overraske, er mildest talt lidt underligt. Det virker ikke på nogen måde sandsynligt, og det er nok den største svaghed.

Det virker som en lidt ny tilgang fra forfatterens side, men i min optik er den ikke vellykket. De er hurtigt læste, og tempoet er højt. Men derfor må det jo stadig gerne være godt skruet sammen. Jeg skal nok bare have en pause efter atr have læst fire af hendes krimier i år alene.

Hvor rejsen ender - Jesper Bugge Kold

 

• Dansk
• 13.-15. oktober
• 350 sider

Tredje og sidste bind i serien om Johanne og hendes familie, der udvandrer til Amerika i slutningen af 1800-tallet er endelig kommet. Det tager selvfølgelig en vis tid at skrive en trilogi - og jeg burde nok have ventet med at starte. Det er knao to år siden jeg læste første bind, og dermed fortaber visse detaljer sig altså desværre. Det er ofte problemet med serier, selvom forfatteren gør sit til at genopfriske hukommelsen for læseren uden, at det bliver en gentagelse.

Tredje bind foregår i langt størstedelen af bogen i perioden 1888-1897, hvor Johannes børn er blevet voksne. Hun vil giftes med Anders, for det passer sig ikke at "leve på polsk' og der ses ned på og tales om hende i den lille indbyggerkoloni ude på prærien. Hendes søn, Anton, er dog blevet en rabiat præst, der mener, at man er gift for livet og nægter at vie hende selvom hun er enke. 

Her dækker forfatteren forskellen mellem vores grundtvigske lutherske traditioner og de forskellige versioner af kirken, der udsprang i Amerika, og stadig findes i dag. Dommedagsprædikanter, der opfordrer til total afholdenhed og streng bibellæsning. Hans fortolkning stemmer ikke overens med Johannes livssyn - eller ret mange andre i menighedens for den sags skyld. Men Anton mener, at han må sone den kriminelle handling, som er Johannes og hans hemmelighed.

De andre børn skal også finde deres vej i livet i det nye store land - og især Helga, som Johanne tog til sig, kæmper for at finde sine rødder i overført og bogstavelig forstand. Når man kender USA i dag, er det voldsomt at forestille sig, at for under 150 år siden var det vildt land mange steder. Helga rejser rundt alene i grusspor, der udgør det for veje, og spørger sig ganske enkelt for, om nogen kender hendes far! Det minder os jo også om, at uanset hvor fjernt vi måtte føle os i dag fra amerikanere (i den nuværende politiske situation), så er det et land bygget af og på europæisk kultur for en stor del.

Det var svære kår, og for mange - som Johanne - blev det en livslang kamp at dyrke jorden og overleve fra et år til det næste. 

Den sidste lille del springer frem til 1918, hvor 1. Verdenskrig slutter, og Johanne kan se tilbage på et langt liv. Der rundes af med børnene, der nu virkelig er voksne mennesker men der mangler i mine øjne især en afrunding på forholdet til familien hjemme i Danmark, som var konfliktfyldt. Jeg ved ikke helt, om det giver mening pludselig at springe mere end tyve år frem i tiden - det kunne være gjort bedre.

Men overordnet set er det en god historie i sammenhæng med de to første bind, der fortæller os om de livsvilkår mange valgte for at få bedre chancer for dem selv og deres familier.

Blå timer - Joan Didion

 

• Engelsk
• 12. oktober
• 208 sider
• Originaltitel: Blue Nights

Blå timer er på mange måder opfølgningen og afslutningen på den historie Joan Didion startede i 2005 med Et år med magisk tænkning efter hendes mands pludselige død. Det var derfor oplagt hurtigt at læse den, da hele forløbet nærmest er en sammenhængende historie. 

Joan Didions mand døde den 30. december 2003. Deres datter, Quintana Roo, lå på det tidspunkt i koma på et hospital i New York med en slem lungebetændelse og blodforgiftning. Hun kom sig til dels, men faldt om nogle måneder senere med en hjerneblødning, og kom sig aldrig fuldstændig. Hun var inde og ude af hospitaler, gennemgik et utal af operationer men døde i august 2005 blot 39 år gammel. 

Didion skrev den første bog i løbet af den periode op til datterens død, og det indgår i den første bog. Den udkom umiddelbart efter datterens død, men det indgår ikke i bogen. Denne anden bog er skrevet i 2011 - altså med lidt mere afstand til tabet end det var tilfældet for mandens død.

Det har uden tvivl noget at sige, men mest af alt er det forskellen mellem at miste en mand og at miste et barn.

Quintana Roo var adopteret, og Didion og hendes mand forsøgte aldrig at skjule den hsitorie. Men nu reflekterer hun over, hvad det gjorde ved datteren, som kæmpede med psykologiske problemer. Didion går tilbage i tiden til de rejste rundt for deres arbejde, og altid havde hende med som en del af det. Et barn, der tilbragte meget tid på hoteller og i deres voksne verden. Et barn, der tidligt ville blive noget - som ledte efter en identitet.

At miste en mand og en livspartner så pludseligt er chokerende. Men Didion og Dunne havde et meget fusionelt forhold, og hun vidste at hun kendte ham inderilgt og intimt. Med Quintana føler hun nu, at hun måske aldrig kendte Quintanas inderste tanker? Hun blev frataget den tid, hvor hun skulle se sin datter blive mor selv - hun var blevet gift blot fem måneder inden mandens død. Det er unaturligt at miste et barn - og mister man sit eneste barn, så mister man sin rolle og identitet som mor. Didion forblev alene efter mandens død, men det kunne potentielt have været anderledes. Man kan blive en andens livspartner. Man bliver ikke en andens mor.

Didion var 71 år gammel, da datteren døde og da hun skriver bogen nogle år senere, begynder hun at mærke alderen. Der er episoder med besvimelser og diagnoser, der skal stilles. Der er indlæggelser, hvor hun skal tage stilling til hvem, der skal underrettes som nærmeste pårørende - og nu er der pludselig ikke nogen. Hvem er hun nu, hvor dem, der husker hende som ung og frisk ikke længere er her? 

Det er en barsk og trist svanesang for datteren, deres forhold men også hendes egen alder og dødelighed. De blå timer er de sommeraftener, hvor lyset aldrig helt forsvinder men bliver en dyb blå, som holder på dagen og forhindrer det totale mørke. Det var det lys hun så fra hospitalet de sidste måneder inden datterens død. Men det hjalp jo ikke. Mørket kom. Som hun ved, at hendes egen rejse nu kun går én vej - og nu er de andre livsvidner væk.

Didion døde i 2021 af Parkinson, da hun var 87 år gammel. Efter udgivelsen af Blå timer trak hun sig mere tilbage fra det offentlige liv, men udgav små essays. De to bøger er hendes testamente til hendes to store kærligheder i livet - manden og datteren. 

Den logerende - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 10.-11. oktober
• 368 sider
• Originaltitel: The Tenant

Da jeg startede med at læse krimier af McFadden var det serien om hushjælpen, og da jeg nåede til den tredje bog var det emne ligesom udtørret må man sige. Jeg troede fejlagtigt, at det var hendes debutromaner og tænkte det ville blive en døgnflue. Men McFadden havde allerede inden udgivet flere krimier - blandt andet Rugemoren og Den perfekte søn - som udkom inden.

Den logerende er til gengæld en meget ny krimi, og kigger man på listen over hendes udgivelser er det nærmest svimlende. Siden 2021 er vi en i en rytme på tre krimier om året og hun arbejder åbenbart efter en nøje planlagt rutine med hurtige skitser, og en klar idé om plottet inden hun går i gang. Derfra er det jo så "bare" at finjustere historien. Det er dog imponerende, at man kan bringe så mange nye idéer frem med velfungerende plots. Men det kan hun altså!

Denne gang er det Blake Porter, der bærer historien. Han er en succesfuld reklamemand med et vellønnet job, et byhus på Manhattan og den perfekte kæreste Krista. Indtil han pludselig mister sit job med beskyldninger om at have solgt koncepter til konkurrenten. Det gør ham til persona non grata i branchen, og i stedet kaster han sig over intensiv træning og lange dage med kedsomhed. Men det betaler ikke afdragene på huset, og Krista foreslår, at de lejer et værelse ud. En midlertidig løsning til han finder et nyt job, og de kan planlægge drømmebrylluppet.

De potentielle lejere viser sig at være som taget ud af tragikomiske film - og kun den kedeligt normale Whitney finder nåde for deres øjne. En ung servitrice uden nogen mystisk baggrund og en stille og rolig lejer.

Men hurtigt bliver Whitney et irritationsmoment for Blake. Hun spiser hans mad, bruger hans shampoo og bruger vaskepulver, der giver ham voldsomme allergiske reaktioner. Hans forsøg på at tale med hende falder til jorden, og inden længe er der åben krig. Krista forsvarer hende dog, og mener, at Blake er ved at miste forstanden over sit manglende arbejde og deres prekære finansielle situation.

Som læser føres man intetanende ind i troen, at Whitney må være skurken - men samtidig virker det jo også for nemt. 

Da vi når til anden del af bogen, fortælles den af Krista - og nu kommer twistet, som man stille og roligt havde gættet. Det er fint for mig - ikke nok til, at det bliver kedeligt, men stadig nok til at legen med at gætte holder spændingen kørende. 

Det er relativt korte kapitler i et højt tempo, så man styger igennem den - glimrende underholdning, og imponerende, at hun til stadighed kan finde på nye plots.

Et år med magisk tænkning - Joan Didion

 

• Engelsk
• 7.-9. oktober
• 240 sider
• Originaltitel: The Year of Magical Thinking

Jeg har aldrig læst nogle bøger af Joan Didion, men denne meget personlige beretning er med rette anerkendt for sin beskrivelse af sorg.

Joan Didion var gift med John Dunne - også forfatter og manuskriptforfatter, og de to arbejdede tit sammen. Eller de arbejdede på hver deres projekt, men sammen i deres hus eller lejlighed. Et ægteskab, der i høj grad også var et partnerskab og meget fusionelt fornemmer man. I julen 2003 ligger deres datter, Quintana, i koma på et hospital i New York med en slem lungebetændelse og en blodforgiftning oveni. De besøger hende hver dag i denne juletid, der bliver så anderledes.

Således også den 30. december, hvorefter de tager hjem til deres lejlighed for at spise aftensmad. Og mens de får en drink inden maden, falder han pludselig om med et hjerteanfald.

“Life changes fast. Life changes in the instant.  

You sit down to dinner and life as you know it ends.”

Didion beskriver chokket ved den pludselige død midt på stuegulvet. Samtidig med, at hendes eneste barn ligger i koma. Hun må vente flere uger på at fortælle datteren, hvad der er sket. Der er heller ikke meget tid til at fokusere på sorgen, da der er nye komplikationer med datteren, som igen falder om i en lufthavn i Los Angelse i marts 2004.

Didion går til beskrivelsen af sorgen som en analyse af hendes tanker og handlingsmønstre. Hvorfor er døden nu mere tabu, hvor der før var ritualer og en langt større åbenhed omkring sorgen. Men hun lever også dette første år i den utopiske tanke - magiske tænkning - at han jo må komme tilbage. Hun skal blot forstå, hvad der skete og så kan det repareres!

Alle, der har mistet, ved at det første år er svært med alle de første gange. Højtider, fødselsdage, minder om hvad man foretog sig præcis et år tidligere. Og så pludselig det hele kan stoppe uden, at man havde et forvarsel. Dog forsøger hun at læse ind i ord og handlinger fra den sidste tid som en helt naturlig reaktion for at se, om hun havde overset nogle tegn. Måske læser hun også for meget ind i de tegn, hun ser?

Hun forsøger at komme igennem dette år samtidig med datterens sygdom, og den historie ender desværre heller ikke godt - en historie, hun fortalte i erindringer i 2011, som jeg jo må have fat i nu. Måske er hendes navn med til at give bogen den succes den fik - men uanset er det en rå og følsom beskrivelse af noget, vi alle kommer til at gennemgå i vores liv. Måske ikke så pludseligt, og måske ikke med det ekstra lag af kompleksitet som datterens sygdom giver - men sorg er vi jo ikke forskånet for. At livet, som vi kender det, slutter.

D'autres printemps - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 5.-6. oktober
• 320 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I sommerferien læste jeg én af Grimaldis tidlige romaner, og hef var mildest talt ikke begejstret. 

Det er pudsigt nok én af dem, der er oversat til dansk, hvorimod nogle af de absolut bedre romaner ikke er det. Måske gjorde man en fejl ved at udgive disse, som ikke fængede nok an til at fortsætte. Det er en skam for nogle af hendes romaner rører ved noget interessant og de er relaterbare med deres fortællinger om almindelige mennesker i helt almindelige liv.

Hendes seneste roman udkom i maj måned og var på biblioteket i sin franske form; og det er jo heldigvis uforpligtende og gratis. Jeg ville have ærgret mig, hvis der var givet penge for den!

Flora er en kvinde i fyrrerne, hvis mormor netop har haft et hjerteanfald. På hospitalet er den 90-årige omgivet af sine tre børn, men det er Flora hun beder om hjælp til at opfylde sin sidste drøm. Hun til til Toscana og ikke tilbage til plejehjemmet, hvor hun ellers bor. De to kvinder stikker af og i Floras bil begynder de køreturen mod Italien, mens mormoderen fortæller sin livshistorie.

Floras liv har ikke været uden problemer. Hun mistede sin mor som 12-årig og som voksen kvinde har hun kæmpet i årevis for at blive gravid med sin partner. En drøm, der nu er endegyldigt slukket. I stedet er hun åbenbart blevet en kynisk, bitter og ikke særlig empatisk kvinde - kun mormoderen kan prikke lidt til hende.

Mormoderen fortæller hende nu om sit liv, hvor hun som 12-årig også mistede sin mor, da faderen tog hende og søsteren med til Frankrig lige efter krigen. De besluttede at fortie deres fortid - hvilket absolut ingen mening giver - og nu skal de tilbage til den lille toscanske landsby, hvor hun vil besøge sin mors grav.

Så der er åbenlyse temaer som forholdet mellem generationer og hvordan vi skal lytte til vores ældres historier; ufrivillig barnløshed og hvordan man skaber sig et andet liv end det man forestillede sig. Der er historien om denne sidste rejse, som skal få Flora til at mildnes og give mormoderen fred i sindet.

Men det er proppet med stereotyper og klichéer. Flora som person er ganske uudholdelig og det er knap troværdigt, at den 90 år gamle Line et par dage efter et hjerteanfald hopper rundt på brostenene i en italiensk bjerglandsby! Jeg købte faktisk intet af denne historie.

I epilogen takker forfatteren sine læsere, som "hvert år" tager så godt imod hendes bøger - og det er måske kernen i problemet? For skriver man en roman om året, der skal ud med en form for kadence, så bliver det jo en form for bestillingsarbejde, der skal overstås. Jeg savner i allerhøjeste grad den kvalitet, der var i nogle af de tidligere romaner, og jeg skal nok blot holde mig fra hendes bøger fremover. For jeg ved jo, at der kommer en ny næste forår!

The Loves of My Life - Edmund White

 

• Engelsk
• 4. oktober
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er en del år siden jeg læste en af Edmund Whites bøger, selvom han har haft en yderst produktiv karriere og for mange står som en pater familias for queer-litteratur. Det er omdrejningspunktet i mage af hans romaner, hvoraf nogle er inspireret af hans eget liv - og så er der biografierne af berømte homoseksuelle som fx Rimbaud eller Genet. Men han har også skrevet en af de smukkeste bøger om Paris, som jeg læste for mange mange år siden.

White døde i sommeren 2025 i den høje ærværdige alder af 85 år og efter at have levet i fyrre år med HIV-virus. Hans sidste bog er disse erindringer - om hans sexliv! Når titlen indeholder loves skal man absolut ikke forstå som kærlighed af en romantisk karakter; det er udelukkende den fysiske kærlighed eller akten i sig selv, der er emnet. Så er man advaret!

Vi føres igennem en til tider kronologisk beskrivelse fra hans første seksuelle oplevelser i teenageårene til hans sidste relation med en halvtreds år yngre mand, som primært fortæller om sit sexliv over videoopkald, da White selv er for gammel og impotent. 

White siger selv, at han har haft sex med over 3.000 mænd; i tiden inden AIDS-epidemien var det i de saunaer og dunkle rum i New York eller hvor som helst det kunne lade sig gøre. Det er så eksplicit, at man hurtigt føler, at nu er det nok. Der er vel trods alt kun så mange faconer at gengive en seksuel akt på? Men White kommer omkring emnet på hundredvis af måder.

Det man dog savner er netop følelserne. For jeg sad til sidst med fornemmelse af en mand, der havde levet i sine instinkters vold uagtet, at der var AIDS og andre kønssygdomme eller blot andre menneskers følelser at tage hensyn til. Han levede de sidste mange år i et åbent forhold og ægteskab, men også her hører vi om scener, hvor manden kommer hjem og overrasker ham med en anden - eller flere andre.

Jeg er ikke sippet - synes jeg - men jeg har heller ikke behov for en udpensling i det detaljeniveau. Omvendt lyver undertitlen jo ikke, men jeg havde måske håbet, at der var nogle flere reflektioner over hvordan tingene udviklede og ændrede sig med netop AIDS-epidemien, men udover sporadisk at nævne et par elskere, der er døde, så omhandles det ikke. Det virker som om White distancerer sig totalt fra det faktum, at han selv blev ramt af den virus, og jo har måttet tage nogle forholdsregler. Tilsyneladende ændrede det ikke hans levevis synligt i form af hans enorme forbrug af mænd, og det efterlader et temmelig bittert aftryk af en overfladisk person, der aldrig elskede.

Grand Hotel Europa - Ilja Leonard Pfeijffer

 

• Dansk
• 28. september - 3. oktober
• 704 sider
• Originaltitel: Grand Hotel Europa

Dette er uden tvivl en af de mere komplekse bøger jeg har læst i lang tid, og det er virkelig svært at kondensere det ned i en kort beskrivelse for der er så mange forskellige historier og temaer.

Hovedpersonen, Ilja, som jo er forfatteren - men alligevel ikke er det - indlogerer sig på Grand Hotel Europa; et majestætisk hotel, der dog har mistet lidt af fordums glans, hvor det blev besøgt af kronede hoveder og berømtheder fra hele verden. Han har valgt det for at kunne fordybe sig i skrivningen af sin historie om Clio - hans italienske ekskæreste - og deres fallerede kærlighedshistorie.

Der er tilsyneladende mange elementer, der passer på forfatterens eget liv. Han har boet i Genova og Venedig; han er kunst- og historieinteresseret, men også meget optaget af europæisk identitet og politik. Men Clio er fiktiv ligesom det maleri, de leder efter. Men det giver en helt særlig oplevelse for læseren fordi han taler direkte til os, og fortæller i bogen om den bog, han skriver om Clios og hans forhold.

De to mødes i Genova, hvor han bor, og hun arbejder som kunsthistoriker. De flytter til Venedig, hvor hun får arbejde, og samtidig leder de efter det sidste maleri som Caravaggio skulle have malet i Valletta inden han drog mod Italien og som bekendt døde på en strand. Denne søgen er en intellektuel leg for dem begge, hvor de forsøger at opfinde årsager til, at maleriet skulle findes et bestemt sted. Og så drager de ud for at lede efter det! Det handler nok mere om legen og søgen end om maleriet selv - og det bliver et symbol på deres forholds dynamik.

I tiden for deres forhold arbejder Ilja også på en dokumentar om masseturisme, som han arbejder på med et hold fra hans hjemland Holland. I deres research møder de forskellige typer turister, og det bliver til små historier inden i den store historie.

Men hotellet er metaforen for det hele - navnet alene vidner om den storhed Europa havde, og som vi i Iljas øjne har tabt. Det bebos af en række personer, som lever i en forsvunden tid - en fransk digter, en græsk finansmand, mens det overses af den gamle majordomus og den unge piccolo, Abdul, som er bådflygtning fra Afrika. Ilja fortaber sig i de lange snørklede gange i jagten på den mystiske ejer af hotellet, der nu bor i et værelse han ikke kan finde.

Hotellet opkøbes af en kinesisk investor, hr. Wang, der erstatter gamle lysekroner med moderne bling-bling og gør det kinesiske værelse til en pseudo-engelsk pub. Hotellet er symbolet på Europa som en forlystelsespark for turister, der kommer for at se historie, og som i den større aktuelle kontekst er det kinesiske investorer, der kommer til vores redning. Globaliseringen har ændret magtbalancen, men vi er stadig ude af stand til at se og erkende det mener forfatteren.

Der er vitterligt mange historier, og mange synspunkter at forholde sig til. Der er uden tvivl en del af hans egne holdninger og synspunkter på Europas historie og kultur, som den udvikler sig nu og der er nogle interessante betragtninger, der rammer plet hos alle, der elsker at rejse. Han spidder vores opførsel som turister i en præcis satire - for der er også meget humor i al alvoren med hans beskrivelser af turister, der søger autenticitet men dermed ødelægger netop denne, og fremprovokerer en falsk autenticitet hos de lokale. Vi vil alle gerne se steder, hvor der ikke er mange turister - og dermed er vi med at til at åbne for turismen netop disse steder.

Som europæere mener vi jo, at vi har ret til at rejse hvor vi vil og besøge de lokale kulturer; men vi vil ikke lade hvem som helst besøge os i det indemurede Europa, hvor emigranter holdes ude som fx Abdul, hvis historie viser sig måske ikke at være helt som han fortæller den.

Der er en rød tråd igennem det hele; men den kan være svær at se og beskrive. Ilja ser tilbage på sin historie med Clio og jagten på Caravaggio-maleriet, mens han interagerer med gæsterne på hotellet, og fører lange samtaler om Europa som en døende civilisation. Alt imens kineserne indtager hotellet og invaderer vores kultur, og han reflekterer over turismen. Nogle anmeldelser anklager den derfor også for at være for lang og usammenhængende - som det ses her, er det da også umådeligt svært at give en konkret logisk beskrivelse af alle de temaer og historier. Men der er en finurlig krølle til sidst, som måske binder det hele sammen for hans egen historie. 

Det var en virkelig intens læseoplevelse, men jeg var fascineret af alle historierne i historien. Rejsen til Abu Dhabi, hvor de besøger det nye Louvre ude i ørkenen er endnu et glimrende eksempel på ironien. Europas historie er til salg for højestbydende, og hvad er konsekvensen for Europas tiltrækningskraft så som kulturelt nervecenter for hele verden? 

Man skal ikke læse den som en historie med mange twists og plots, men som et kritisk blik på Europa, dets historie og os selv som europæere.

Den perfekte søn - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 26.-27. september
• 320 sider
• Originaltitel: The Perfect Son

Erika er en hjemmegående mor med to teenagebørn og en succesfuld mand. Datteren, Hannah, er i den rebelske alder, hvor moderen er pinlig, irriterende og en forhindring for hendes personlige lykke. Drengen, Liam, er til gengæld dygtig i skolen, roser hendes madlavning og er den perfekte søn. Men Erika ved også, at noget ikke er som det skal være.

Siden Liam var lille, har der været episoder, hvor hans personlighed har chokeret hende. Hændelser, hvor han har gjort ting, der indikerer, at han er sociopat og ude af stand til at føle empati. Erika er konstant på vagt for at beskytte ham - men i lige så høj grad dem omkring ham. For Liam er nu seksten år gammel, og begynder at interessere sig for pigerne - og de skal beskyttes! 

Da en ung pige fra hans skole forsvinder, og Liam viser sig at være den sidste, der har set hende, er Erika derfor ikke i tvivl. Hun frygter absolut det værste og er slet ikke overrasket, da politiet dukker op hjemme hos dem.

Historien fortælles for det meste af Erika, men også i kapitler af den unge pige, der er fanget i et hul uden mad og drikke. Overlever hun? For hun kan fortælle, hvem der gjorde det!

Samtidig udsættes Erika og familien for chikane fra stort set alle i byen, som i årevis har ment, at hendes søn var afvigende og psykopatisk. Liam er dømt på forhånd af folkedomstolen, og Erika er jo tilbøjelig til at give dem ret.

Sandheden er selvfølgelig ikke så ligetil, og der er et twist hen mod slutningen af bogen - måske endda flere! Det kører efter den samme skabelon som flere af hendes andre krimier, og det fungerer ganke fint. Jeg synes dog, at der i denne historie manglede visse elementer af forklaring på Liams opførsel; men det er en af hendes tidligere krimier inden det store gennembrud med serien om hushjælpen.

Glimrende og meget let læst underholdning dog!

Det skulle jo nødigt blive kedeligt - Lene Beier

 

• Dansk
• 23.-24. september
• 208 sider 

Jeg har det lidt svært med denne anmeldelse, for jeg kan virkelig godt lide tv-værten Lene Beier, som jeg vel nok primært stiftede bekendtskab med i landmandsprogrammerne. Jeg synes hun er ægte, ovenud positiv, og virker som et skønt menneske. Jeg har som sikkert mange andre også set bidder af hendes andre programmer - blandt andet om renoveringen af deres hus i Danmark, og alpehotellet - og set opslag på Instagram.

Nu har hun så skrevet en bog om det liv, der har ført hende til Tyrol. Eller rettere, så er det fortalt til en journalist, der har omsat det til en fortælling i en del korte kapitler. Det er her svagheden indtræder for mig. Det bærer tydeligt præg af, at det er en journalist og ikke en forfatter, der står bag. Stilistisk er det mere refererende, og går stramt kronologisk frem med en passende appetizer i slutningen af hvert kapitel for at komme videre. Men jeg fornemmer slet ikke Lene Beiers stemme i fortællingen, og selvom der er tanker, der stikker lidt dybere så forbliver det en person, der har fortalt om sit liv til en anden person. Ganske små episoder kommer med, og fylder unødigt fordi det åbenbart passer ind i kronologien. Det virker som er hun blevet bedt om at fortælle, hvad der skete år for år i hendes liv - men ikke alting er relevant nok til at optræde i en bog. Slet ikke på bekostning af dybere refleksioner, og det er nok her den journalistiske tilgang overtager.

Hvis man så også har fulgt hendes tv-karriere og endog set med på sociale medier, er der ikke meget nyt under solen. Det ærgrer mig oprigtigt fordi jeg synes så godt om hende, og er sikker på, at der ville være langt mere at byde ind med. Men jeg tror absolut ikke metoden var den rigtige - desværre!

Sale gosse - Mathieu Palain

 

• Fransk
• 21.-22. september
• 349 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sale gosse  kan oversættes til noget i retning af møgunge - eller en skidt knægt. som man tidligere ville have sagt. Bogen vandt flere priser i 2019-2021. og især priser uddelt af gymnasieelever, som er en særskilt pris i Frankrig. 

Det kan jeg godt forstå og det gør mig faktisk også glad! For emnet er relevant for unge mennesker, og de kan uden tvivl spejle sig i både historien og sproget. 

Det er en historie om de unge, der vokser op i en ustabil eller ikke-eksisterende familiestruktur. Wilfrieds mor er teenager med problemer med stofmisbrug, da hun bliver gravid - og barnet tages fra hende, da han er otte måneder gammel. Wilfried kommer i en plejefamilie, og lever en relativ tryg barndom. Som 15-årig er han på en fodboldskole - han har talent, og drømmer om en professionel karriere. Men han er også vred! En masse uforløst vrede, der bobler over en dag og så smides han ud af fodboldskolen.

Tilbage i plejeforældrenes lejlighed i en slumforstad til Paris kommer han hurtigt i uføre og pludseliig beslutter hans biologiske mor sig for at de skal genoptage forholdet. Det er for sent - ligesom det er for sent for plejeforældrene at adoptere ham for at give den tryghed, han så desperat mangler.

Historien handler om Wilfrieds vej gennem systemet til han bliver myndig. En vej gennem socialforsorgen, hvor han møder andre unge med problemer, men også dem, der arbejder med de unge. Det er dog også det svage punkt - for alt for mange bipersoner kommer ind og ud, og beskrives for detaljeret i forhold til deres rolle i bogen. Det springer for meget rundt, og der kommer først en reel tråd i historien hen mod slutningen. 

Det bliver svært at skabe personerne, når man både vil beskrive de unges miljø og de voksne pædagoger - to forskellige verdener. Sprogligt er et interessant og her kan man se, hvordan det appellerer til et yngre publikum. Der er en del verlan, som jeg heldigvis sagtens forstår - men også en del ny slang, som jeg lige skulle lære.

Der er ingen tvivl om, at Frankrig døjer med store problemer af denne slags - en stor befolkning af anden- eller tredjegenerationsindvandrere fra tidligere kolonier, som er rodløse og kæmper med uddannelse og jobsituation. Det skrives der sjældent bøger om, og i den forstand fylder denne bog et hul - men det kunne være gjort bedre!

Yesteryear - Caro Claire Burke

 

• Engelsk
• 19.-20. september
• 400 sider
• Originaltitel: Yesteryear

En debutroman, der med det samme strøg ind på diverse hitlister og skal filmatiseres. Men også en historie, hvor jeg kunne læse i omtalen, at der var to tidslinjer, hvor hovedpersonen vågner op i en anden tid. Den slags romaner er normalt ikke min kop te - jeg forsøgte at læse Outlander-serien, men gav op efter to bind. Dog var der andre emner, der pirrede mig ved denne, fx effekten af sociale medier, som jo er højaktuel og på mange måder skræmmende. Jeg blev heldigvis ikke skuffet over twistet til sidst, men det skal ikke afsløres her af hensyn til kommende læsere.

Yesteryear er navnet på den ranch ude i den amerikanske ødemark, hvor Natalie bor med sin mand, Caleb, og deres fem børn. Hun driver livet som en forretning primært igennem Instagram, som følger familiens "perfekte" liv i harmoni med naturen. De dyrker økologisk landbrug (hvis man ikke opdager alle sækkene med pesticider). Hun laver al mad fra bunden efter urgamle metoder (hvis man ikke opdager alle husholdningsapparaterne gemt væk bag skabene). Børnene er klædt i økologisk bomuld og bliver hjemmeskolet, og er perfekte, smilende børn, der aldrig bruger tid foran en skærm. Det perfekte harmoniske liv, hvor de er selvforsynende og fri ag hamsterhjulet (hvis man ikke ved, at de har to barnepiger og en masse hjælpere på gården).

Men det er også svært at være i for Natalie. Facaden skal holdes og paraderne er oppe, når hun en sjælden gang vover sig ud i fx et supermarked, hvor hendes indkøbsvogn kan inspiceres af nysgerrige fans. En sådan hændelse er måske katalysatoren for sammenbruddet.

For næste morgen vågner Natalie op til en helt anden verden. Huset er det samme, men slidt, og nu er husholdningsmaskinerne ikke længere gemt i skabene. Børnene er stort set de samme, men nu er der ingen barnepiger. Manden er den samme, men han har pludselig lidt mere karakter og forhindrer hende i at forlade ranchen. Nu er hun i 1855, hvor deres hus oprindeligt blev bygget.

Historien går tilbage til Natalies barndom og ungdom i en meget kristen familie, hvor kvindens rolle som husmoder er det ypperste man kan opnå. Natalie trives ikke på universitetet med dets løsslupne livsstil, så da hun møder Caleb, er hendes lykke gjort. Hun kan blive kvinden bag manden!

Problemet er blot, at Caleb absolut ingen ambitioner har og næppe evnerne heller. Så de køber ranchen med svigerfars penge, og da de slipper op, er sociale medier vejen til berømmelse - og penge. Dette emne fylder en del i den løgn Natalie konstruerer, og det bliver et troldspejl af deres liv. Det tager kontrollen over hendes liv på bekostning af familien og børnene. Flere af børnene er snarere kommet til verden som statister til hendes kulisse på Instagram - det gør sig godt, og passer til historien om den traditionelle familie med ægte amerikanske værdier.

Nok fylder dette liv på sociale medier en del - løgnene vi bliver serveret fra influencere dagligt - men det er også et kritisk syn på en livsstil, som nok findes visse steder i USA; de såkaldte red states, som Idaho, hvor historien foregår. Det er en historie om sektlignende forhold, misforstået kristendomsopfattelse og omsorgssvigt.

Som læser følger man Natalie i hendes kamp for at forstå huset i 1855-udgaven og hendes kamp for at komme væk derfra. Er det en psykose eller er det reelt en tidsfælde, hun er faldet igennem? Afsløringen viser sig at være langt mindre fantasifuld - men desto mere uhyggelig på det menneskelige plan. 

Jeg var skeptisk i forhold til netop denne idé om at falde igennem tiden; men jeg er glad for, at jeg læste den færdig. Ud over emnet om det perfekte liv i modsætning til virkeligheden rammer den også centrale emner som moderskabet, og kvinders rolle. 

Vi har næppe den samme tradwife-kultur i Danmark; men vi har bestemt de samme problemer med sociale medier og den forvridning af virkeligheden, vi bliver udsat for. For måske er det netop bogens mest interessante pointe: Det farlige er ikke nødvendigvis, at vi kan skabe en falsk virkelighed på sociale medier - men at vi efterhånden kan komme til selv at tro på den! 

L'homme de l'art - Pierre Assouline

 

• Fransk
• 7.-18. september
• 784 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte Assoulines to biografier af nogle af Frankrigs mest kendte kunsthandlere samtidig; i august læste jeg biografien af Paul Durand-Ruel, som både var en pioneer indenfor branchen og samtidig én af de stærkeste forsvarere af impressionismen. Han blev deres bannerfører.

Biografien af Daniel-Henry Kahnweiler er dobbelt så tyk, og kunstperioden er kubismen, som blev hans hjertensbarn. Så jeg var udfordret på flere niveauer.

Jeg er jo en Quattrocento eller renæssancepige - mit kunstblik stopper som regel ved Caravaggios død i 1610, og selvom jeg sagtens kan sætte pris på fx Picasso, så er det i alle andre perioder end kubismen netop.

Kahnweiler er født i 1884 i Tyskland af jødisk afstamning, men praktiserer aldrig sin religion. Hans religion blev kunsten og trods familiens forsøg på at få ham ind i finansverdenen, som var familiens gebet, så opdagede han kunsten i starten af det 20. århundrede og besluttede sig for, at det skulle blive hans liv. Familien lånte ham penge til at åbne et galleri i Paris under forudsætning af, at han vendte retur, hvis det ikke gik økonomisk.

Kahnweiler møder Picasso i 1907, da de begge er under tredive år gamle og ludfattige. Men det bliver hans åbenbaring, og de to mænd indleder et næsten femogtres år langt venskab frem til Picassos død i 1973. Kahnweiler var til tider hans kunsthandler, men i lange perioder solgte Picasso gennem andre - Kahnweiler var nemlig konsekvent på ét punkt: Han ville have eksklusivitet på sine kunstnere. Han repræsenterede udelukkende malere, han kunne stå inde for og var til tider for langsom og gik blandt andet glip af Giacometti. Han havde nogle nok lidt rigide regler for kubismen, som gjorde, at mange malere ikke fandt nåde for hans blik. Juan Gris var hans yndling - hans personlige ven, og hans foretrukne kunstner, og det betød kompromisser med andre.

Assouline er historiker og tekniker. Så vi kommer ned i et niveau af detaljer omkring kubismen, som seriøst satte mig på en prøve, fordi det er en isme, jeg ikke er fan af. Jeg lærte ikke af holde af den igennem denne bog, men jeg lærte at forstå koncepterne bag den langt bedre. Jeg brugte virkelig meget tid på at slå samtlige referencer til værker op for at kunne følge forklaringerne. Det er temmelig elitært, men Kahnweiler skrev et utal af dagbogsnotater og beholdt kopier af sin egen omfattende brevskrivning, så kildematerialet er enormt, hvor han forklarer sine holdninger til stort set hvert maleri han har set. 

Det var selvfølgelig heller ikke et liv udelukkende i luksus blandt berømte malerier. Som jøde og tysk statsborger var Kahnweiler igennem flere kriser. Under 1. Verdenskrig tog han tilflugt i Schweiz, men hele hans lager blev beslaglagt af den franske stat, og han måtte i 1922-23 gennem den ydmygelse at se det hele blive solgt på auktion til fordel for den franske stat. Krigsbytte!

Da han forsøger at komme på fode igen, rammer krisen i 1930'erne, og han kæmper for at holde sine kunstnere i live. Kunst var et luksusprodukt, og det var der ikke råd til - men han betalte sine kunstnere en månedlig løn for at sikre den eksklusivitet, der var så essentiel for ham.

Under 2. Verdenskrig rejste han til den sydlige del af Frankrig, der ikke var besat og klarede sig igennem ved at gemme sig i en lille landsby. Han var blevet fransk statsborger i 1936, og da krigen brød ud overførte han ejerskabet af sit galleri til sin svigerinde. Det blev hans - og galleriets - redning.

Kahnweiler blev inkarnationen af kubismen. Han var meget venstreorienteret men ikke kommunist som mange af de kunstnere, han repræsenterede. Han afslog samtlige ordener, man ville tildele ham - men forsatte næsten til slutningen af sit lange liv med at give interviews og tale ved konferencer. Han forsvarede visse kontroversielle standpunkter - blandt andet, at stater ikke skulle købe kunst til museer af kunstnere under 60-70 år for indtil da kunne man ikke vide, om de var repræsentative for deres periode. Han afslog at gå ind i moderne kunst, som han ikke brød sig om - hans kunst var kubismen fra hans generation.

Hans egen samling overgik til Louise Leiris, som havde overtaget ejerskabet af galleriet under 2. Verdenskrig, og da hun døde gik en stor del til Pompidou-museet i Paris. Galleriet eksisterer tilsyneladende stadig som firma på den adresse, hvor de åbnede i 1957 og ejes i dag af Leiris' barnebarn. Men jeg kan ikke finde nogen reel aktivitet for det. Nu skal jeg jo heller ikke investere i et kubistisk Picasso-msleri af flere årsager! 

Det var en lidt mere omstændig biografi af Assouline, men han kender sit domæne og der er i hvert fald endnu én jeg må have fat i, og som nok er mere i min ånd.

Livskræfter - Elisa Lykke m.fl.

 

• Dansk
• 9.-10. september
• 208 sider

Det kan virke lidt makabert at læse denne slags bøger når man selv har været igennem et forløb med kræft. Men selv nogle efter sidste behandling kæmper mange - inklusive mig - stadig med fysiske skavanker. Derudover er der det psykiske - angsten for tilbagefald, og erkendelsen af at livet for altid nu vil være opdelt i et før og efter. For mit vedkommende den 1. november 2021, som morbidt nok også var Allehelgensdag - eller de dødes dag.

Vi kender uden tvivl alle nogen, der har været ramt af kræft og de fleste af os har også mistet nogen til den sygdom. Men hvis man kommer igennem den, er det med en helt ny erfaring og et nyt livssyn. Fælles for alle er nok erindringen om det sekund dommen faldt! For da tænker man uvilkårligt på det værst tænkelige udfald tror jeg.

De ni historier i denne bog handler alle om kvinder med kræft - dog er det ikke alle "kvindekræftsygdomme", selvom en del i sagens natur er. De fleste af historierne er relativt nye, og nogle er endog stadig i behandling. En kræftbehandling stopper nemlig ikke efter operation, kemo eller stråler - min egen tog faktisk tre et halvt år sammenlagt. Selvom de sidste behandlinger ikke er så skræmmende og håret er vokset ud, og livet går videre - så er det en halvårlig retur til en hospitalsafdeling, som vækker alle spøgelser til live.

Derfor rørte det mig at læse disse historier. For at blive bekræftet i, at frygten og de psykiske følger ikke gør mig særlig. I omverdenens øjne kan det tit være trættende, at man ikke kan komme videre. Det gør man - absolut! Men noget er blot for altid forandret, og det har man nok kun til fælles med andre tidligere patienter.

De fleste historier er tilsyneladende skrevet af Elisa Lykke i samarbejde med den pågældende personl derfor syntes jeg faktisk mest om Søs Egelinds historie, som hun selv har skrevet og hvor man fornemmede hendes personlighed bag. Én historie burde i min optik slet ikke have været med mens en især en anden irriterede mig ved samtidig at blive til en personlig promovering af vedkommendes produkter, som ingen relevans havde til sygdomsforløbet. Men det er nok den skulderklappende influencerverden, der tog over her - desværre.

Men der er flere historier, der rammer rent og minder os om gruen i den sygdom - men heldigvis også, at det ikke altid er en dødsdom!

Brevbærersken - Francesca Giannone

 

• Fransk
• 3. - 6. september
• 576 sider
• Fransk titel: La Porteuse de lettres

Jeg synes den danske titel er usandsynlig klodset, må jeg desværre sige. Jeg kan godt se, at man forsøger at ramme den originale italienske titel La portalettere - men det fungerer bare bedre på italiensk (eller fransk), hvor man ikke bruger lange sammensatte ord. 

Uanset hvad, så har den solgt mere end en halv million eksemplarer i hjemlandet og vundet flere priser - så selvom forsiden talte om kærlighedshistorie blev jeg fristet. Det er dog heller ikke en klassisk kærlighedshistorie men snarere en familiesaga, og den er da også inspireret af forfatterens oldemor, der selv var postbud (som jeg nu foretrækker at kalde det).

Anna kommer fra Norditalien, men da hun gifter sig med Carlo, flytter hun med ham og deres søn, Roberto, tilbage til syden. Til den lille landsby Lizzanello helt nede i hælen på støvlen. Her bor Carlos familie og hans bror. Antonio, forelsker sig hovedkulds i Anna i det sekund han ser hende. Men han er gift. Hun er gift - og temmelig lykkeligt endda.

Men Anna skal falde til i den lille by, hvor hun i årevis blot omtales som den fremmede. Her er kvinder ikke så selvstændige som nordpå og slet ikke i 1930'erne.

Vi følger familien frem til 1961, hvor Anna dør og det er også fortællingen om et Italien i en anden tid. Det er historien om udviklingen selvom den kun behandles perifert og om landsbyens beboere - de gamle koner, der sladrer. De gamle mænd, der drikker på den lokale bar.

Og om Anna og Antonio, der i årevis svæver udenom og rundt om en historie.

Jeg var ikke så begejstret, som jeg havde forventet. Jeg synes, der manglede netop en fuldbyrdelse og nogle hemmeligheder kommer aldrig helt til overfladen. Men som stemningsbillede af Italien virker det - man er sulten, når man læser om maden. Og man får straks lyst til at rejse til Italien! 

Det blev den sidste bog fra ferien - en produktiv læse/slappeferie - og nu er det tilbage til arbejde og en noget anden rytme i bøgerne desværre.

L'énigme Modigliani - Éric Mercier

 

• Fransk
• 1. - 2. september
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde købt to krimier i serien om inspektør Vicaux og hans kunsthistorikerkæreste, Anne.

Ligesom i første krimi er krimihistorien nok mere en "undskyldning" for at placere kunsthistorien - men det fungerer fint som ferielæsning.

Historien begynder med et brutalt mord. En berømt kunstforfalsker, netop løsladt fra fængslet, bliver fundet hængt på en losseplads uden for Paris. Kort efter bliver liget af en Modigliani-specialist fundet i en flod. De to dødsfald ser umiddelbart ikke ud til at have noget med hinanden at gøre.

Men samtidig finder Anne et hidtil ukendt Modigliani-maleri, som muligvis er stjålet af nazisterne, og hun begynder jagten på dets ejere eller efterkommere. Det forestiller en ung kvinde, som muligvis hvde en affære med den notoriske skørtejæger Modigliani.

Herfra bevæger vi os frem og tilbage mellem nutidens politiarbejde og Paris i 1918-1919, hvor vi møder den unge Aliza og Modigliani. Det er her man fornemmer Merciers baggund som kunsthistoriker, og det fungerer fint. Samtidig er delen om Annes arbejde med at opspore stjålen kunst interessant fordi det stadig er relevant og der stadig findes indtil flere webportaler, hvor man kan søge efter kunst. Jeg synes selv det er spændende at kigge i fx denne - der er fascinerende historier at finde!

Selve krimimysteriet går ligesom i Van Gogh-krimien frem og tilbage med utallige mulige forbrydere - og her har vi endda flere mord. Pludselig opklares det hele på de sidste par sider - det er lidt brutalt og hurtigt lukket ned. Der er også et identitetsskifte i Auschwitz i 1945, som ikke virker pålideligt - men alt i alt er det underholdende og nem læsning. Især hvis man, som jeg, kan lide at få lidt kunsthistorie med i sin krimi.

Le Secret des mères - Sophie de Baere

 

• Fransk
• 31. august - 1. september
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er et par år siden jeg sidst læste noget af Sophie de Baere; men de to romaner står stadig meget stærkt i min bevidsthed. Det er tunge emner og familiedramaer baseret på hemmeligheder og lig i lasten. 

Præcis samme scenarie har vi her, hvor Colette vender tilbage til sit barndomshjem i 2004, da hendes mor er døende. Det er ikke noget varmt gensyn. Colette har et kompliceret forhold til sin mor, og huset rummer langt mere end minder fra barndommen. Der er især én person, som familien næsten aldrig taler om: Marthe, Colettes storesøster, der forsvandt i 1969. 

Forældrene bor på et lille landbrug sammen med Colettes noget ældre bror, Étienne, der aldrig har forladt hjemmet eller stiftet familie. Under moderens begravelse overhører Colette en bemærkning, der får hende til at indse, at alt måske ikke er, som det ser ud.

Vi bevæger os frem og tilbage mellem 2004 og fortiden, hvor vi lærer Marthe at kende som ung kvinde. Hun vokser op i et samfund, hvor en kvindes liv stadig i høj grad bestemmes af familien, kirken, lokalsamfundet og ikke mindst forestillingen om, hvad en "ordentlig" kvinde bør gøre.

I familien er også Lucien, som kom til dem i 1953. Han er et af de såkaldte petits Paris, børn fra børnehjem, som blev sendt ud til familier på landet. Men Lucien får ikke de trygge familierammer, der var meningen. Hans eneste holdepunkt er Marthe, og da de bliver unge mennesker, forelsker de sig. Det bliver en kærlighed, som omgivelserne ikke accepterer.

Da Marthe bliver gravid, bliver alt endnu mere kompliceret. På dette tidspunkt er en graviditet uden for ægteskab ikke bare et privat problem. Det er en skam, der rammer hele familien. Man forsøger derfor at finde en løsning, der kan skjule sandheden. Marthe bliver sendt væk til et hjem for ugifte mødre.

Og her bliver romanen for alvor brutal.

Man har nok allerede her gættet, at Colette er Marthes barn men blev opdraget til at tro, at hun var hendes søster. Men hvorfor det skete afsløres mere og mere i lag, der skrælles af den barske facade, der blev opretholdt på landbruget. En enkelt relativ uskyldig hændelse i barndommen blev afgørende for Luciens rolle i familien - og dermed for hele familiens fremtid. I generationer! En lille løgn, der bliver fundamentet for så mange andre løgne.

Det er endnu en barsk familiehistorie som de andre af Sophie de Baere; det er ikke en krimi men det løber koldt ned ad ryggen alligevel. Det ville bestemt være romaner, der ville egne sig til et dansk publikum, men de er desværre ikke oversat endnu.

Le roman de Marceau Miller - Marceau Miller

 

• Fransk
• 29. - 30. august
• 360 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En fransk ukendt forfatter, der udgiver sin første roman og sælger mere end 10.000 eksemplarer i de to første uger alene! Det er nok til at skabe et fænomen på det franske bogmarked, og det er godt hjulpet på vej af rygterne om, hvem forfatteren kan være. 

Bogen er udgivet under Marceau Miller som forfatternavn, men titlen hedder også Marceau Millers roman. Denne tvetydighed er jo ønsket, og dele af romanen er da også fortalt i første person. I prologen dør Marceau Miller nemlig - han hænger på en klippekant, da han bliver skubbet ud over den. Han ved, hvem der gør det g han ved, at han vil dø. Derfra springer vi til hans hustrus fortælling afbrudt af nogle kapitler fortalt af dennes bedste veninde. Marceaus hustru, Sarah, tror dog ikke på en klatreulykke, og slet ikke, da hans bankboks afslører eksistensen af et manuskript, der skal forklare det hele.

Hun sætter himmel og jord i bevægelse for at få politiet til at forfølge sporene som en krimisag; men det viser sig ikke at være så let, da de anser hende for at være lettere hysterisk. Det synes man faktisk også som læser! Hun er temmelig irriterende og det bliver ikke bedre som hun nærmer sig et hysterisk sammenbrud hjulpet godt på vej af de mystiske hændelser omkring hende.

Det er en krimi; men det er også historien om manuskriptet, som gengives og fortæller en parallel historie om tidligere dramaer. Deriblandt Marceaus søsters død tyve år tidligere, som er uopklaret og uforklaret. Men problemet er, at visse ting gætter man meget hurtigt - og selve afsløringen af Marceaus skæbne hænger ikke logisk sammen med mysteriet i manuskriptet. Der var ingen årsag til, at han skulle myrdes på tidspunktet for manuskriptet - så der er en brik jeg slet ikke forstod (ligesom min rejsemakker i øvrigt).

Så det er selvfølgelig polemikken omkring forfatteren, der giver omtalen. Nogle mener, at det kan være Joël Dicker, som i forvejen er en anerkendt og succesfuld forfatter. Man ved, at vedkommende også udgiver under sit eget navn og stilen kan minde om Dickers. Men Dicker er schweizer, og andre indicier peger på en franskmand indenfor mediebranchen. 

Samme mysterie opstod omkring forfatteren bag Bourbon Kid-serien, hvis første bind udkom i 2006. Jeg læste den første i 2012, men stoppede efter tre krimier. Der er nu elleve i serien, og man ved stadig ikke, hvem det er. Der har været rygter om alt fra Tarantino til kong Charles - inklusive David Bowie (men med de seneste udgivelser er den jo udelukket!).

Ligesom for Marceau Miller er lektien nok, at det er bedst at bevare anonymiteten. Marceau Miller har udgivet en opfølgning til denne - men nu set fra en helt anden vinkel. Medierne finder den interessant som et element i jagten på forfatteren; men det er vist ikke nok til at få mig til at købe den.

La route des Indes - Simone van der Vlugt

 

• Fransk
• 26. - 28. august
• 408 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den hollandske forfatter, Simone van der Vlugt, har specialiseret sig i romaner, hvor kvinder indtager hovedrollen - og også gerne sat i en historisk kontekst. Flere af hendes romaner udspiller sig i Amsterdams storhedsperiode i det 16. og 17. århundrede.

Det er også her vi er i denne roman baseret på Eva Ment, som var blot 18 år gammel, da hun giftede sig med den noget ældre Jan Coen. Der er kilder med informationer om hendes liv; men som altid i denne slags romaner er dialog og følelser jo fiktion. Ikke desto mindre er det interessant læsning - om et interessant liv.

Evas far dør og familien ser nu ind i en usikker fremtid, da forretningen var forgældet. Ægteskabet med Jan Coen kommer belejligt, men Eva er usikker på at forlade sin familie for at følge med ham tilbage til Batavia, hvor han bor. Jan Coen er guvernør og grundlægger af hovedstaden Batavia i Hollandsk Ostindien, som vi i dag kender som Jakarta i Indonesien. Det var et lukrativt og attraktivt område for de europæiske sømagter som fx England, og mange var interesserede i handlen med især krydderier. Så da Jan Coen vender tilbage til Amsterdam i 1623, forsøger englænderne at stoppe hans retur som hævn for en massakre på lokale og englændere.

Hans ophold i Amsterdam trækker derfor ud, og han har tid til at gøre kur til den unge pige. Men i 1627 drager de afsted med deres nyfødte datter, hendes mor, søster og bror. Men en rejse fra Amsterdam til Jakarta tog dengang seks måneder og var ikke uden risici. Beskrivelsen af rejsen fylder en del, men den er absolut interessant!

Undervejs mister de barnet, og ved ankomsten til Batavia opdager Eva en ny verden. Men stadig en verden, hvor hollandske overklassekvinder forventedes at klæde sig og opføre sig som derhjemme. Hun forsøger blandt andet at overtale manden til at droppe pibekraven, som var del af den hollandske tradition men næppe behagelig i et tropisk klima. Hun beskæftiger sig med at få unge kvinder af lav byrd til at uddanne sig - kolonien manglede i høj grad gifteklare og værdige kvinder til de mange mænd.

Men hendes mand dør i 1629 - sandsynligvis af malaria - efter hun også har mistet både sin mor og bror. Så tager hun turen tilbage, og møder undervejs den mand, hun senere gifter sig med. Men hun mister også den datter, hun fødte inden mandens død i Jakarta. 

Bogen handler kun om disse år af hendes liv; nok fordi rejserne var veldokumenterede. Man ved dog, at hun fik fem børn med sin nye mand, men også, at hun giftede sig endnu engang inden sin tidlige død i 1652.

Sådan en bog får jo virkelig værdi, synes jeg, når det ikke er fiktion men baseret på virkelige menneskers liv. Det var fascinerende og hårrejsende at læse om de lange sørejser - som hun endda tilbragte under bedre vilkår end så mange andre.

Farlig sommer - Ernest Hemingway

 

• Engelsk
• 25. - 26. august
• 192 sider
• Originaltitel: The Dangerous Summer

Jeg havde medbragt ti bøger til de knap tre ugers ferie; men kiggede også lidt i reolerne i vores feriehus, som dog mest var fyldt med intetsigende engelske og amerikanske krimier. Men så fandt jeg denne lille perle, som er Hemingways sidste roman.

Det er faktisk ikke en roman, men en rejsereportage fra sommeren 1959, hvor Hemingway rejser rundt i Spanien sammen med sin hustru, Mary, for at følge tyrefægtningssæsonen. Datidens to helt store stjerner var Antonio Ordóñez og Luis Miguel Dominguin - de var svogre, og stod nu for at konfrontere hinanden i det, der endte med at blive kaldt den farlige sommer. Hemingway var overbevist om, at det ville få et fatalt udfald for i hvert fald én af dem, hvilket dog ikke skete.

Hemingway havde oprindelig fået til opgave at skrive reportagen til Life, men det blev for omfattende og uddrag blev derfor udgivet over tre numre i 1960. Fra det oprindelige manuskript blev bogen endelig udgivet i sin helhed i 1985.

Hemingway elskede jo livet. Maden, kvinderne, vinen, tyrefægtningen, fiskeriet, osv. Men måske elskede han det også så meget, at tanken om døden blev mere presserende, da han fornemmede sin egen dødelighed og begyndende svækkelse. Hvad årsagen til hans selvmord end var, så fornemmer man her hans tanker om døden - om mod, om stolthed, om alderdom. Tanker som tyrefægterne hver gang tog med sig ind i arenaen.

Der er beskrivelser af deres rejser på kryds og tværs af Spanien den sommer; en bil om natten med stop ved små restauranter med rigelig vin og lidt søvn. Der er yderst detaljerede beskrivelser af kampene - hvor man måske skal være langt mere entusiast end det er tilfældet for mig, der aldrig har set en tyrefægtning. Men man rives med af stemningen og Hemingways viden om og fascination af sporten, hvis man kan kalde den det. Det er også en del af handlingen i hans roman Og solen går sin gang, og man kan se, at der ikke er langt fra fiktionen i den roman til virkeligheden i Hemingways eget liv og rejserne i sommeren 1959.

Hemingway er tætte venner med de to konkurrenter, men hans favorit er uden tvivl Ordóňez, som han gør alt for at beskytte mod Dominguin, som er den etablerede helt i Spanien. Denne sommer bliver gennembruddet for Ordóňez, og Hemingway beskriver det som den bedste kamp han nogensinde har set.

Stilen er typisk Hemingway - kort og konkret uden for mange falbelader. Han beskriver tyrekampene i detaljer, hvor de fysiske detaljer tager frontplads i modsætning til følelserne. Men man er med ham på de støvede landeveje og igennem de spanske bjerge. Han har ikke behov for at fortælle os følelserne; de er der mellem linjerne.

C'est l'histoire d'un amour - Isabelle Lagarrigue

 

• Fransk
• 24. - 25. august
• 360 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dette var muligvis en af mine favoritter fra ferien - en både trist og hjertevarm historie, der samtidig vakte minder fra min ungdom.

Historien fortælles i tre perioder. I 2010 skal Charlie og Côme giftes, og i den anledning fortæller Charlie til et videokamera om deres kærlighedshistorie, der startede da de begge var fjorten år gamle i 1993. Vi ved ikke i starten, hvem hun fortæller til men i tilbageblik får vi deres historie.

Charlies mor er veninde med Cômes mor, og da ægteskabet med Charlies far er på sammenbruddets rand holder hun nytår sammen med veninden. Således møder de to teenagere hinanden, og sammen med Cômes ven Adam, der er kronisk syg, tilbringer de timer med at se film. De to drenge, Côme og Adam, er især fascineret af Top Gun, og bruger flittigt replikkerne fra filmen i deres egne liv. Det var en absolut nostalgisk oplevelse!

Charlie og Côme mødes igen og igen - men kun nytårsaften; indtil hendes forældre endelig bliver skilt, og hendes far flytter til New York... med Charlie. Nu skal de holde kontakten gennem breve - den håndskrevne slags inden emails - og sjældne og dyre langdistancetelefonopkald. De er forelskede og meget unge, og det udtrykker sig igennem at sende kassettebånd til hinanden - vi er med i historien om 1990'erne og det tidlige nye årtusinde. Vi er med i deres udvikling som på et tidspunkt går i forskellige retninger, og de beslutter kun at kontakte hinanden nytårsaften.

I en anden tidslinje er vi i 2025, hvor Côme endelig ser denne video fra 2010 med Charlies optagelser. Han er også sammen med en person, der stiller ham spørgsmål undervejs - uden at vi i starten ved, hvem det er.

Jeg anede dog omkring halvvejs inde i romanen, hvem denne person var - og jeg fik ret. Hvad jeg ikke vidste var, hvordan vi ville nå frem til den slutning selvom jeg anede, at det ikke var en happy ending. Det var det absolut heller ikke - men det var rørende og meget memory lane med musik og film, der er bagtæppet til deres historie. Den mindede mig en del om Samme dag næste år i en fransk version - og jeg var lige så rørt ved slutningen.

Le secret de Van Gogh - Éric Mercier

 

• Fransk
• 22. - 23. august
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læser ikke mange krimier, men min rejsekammerat er stor fan. Da det oftest er mig, der medbringer en stak bøger sørger jeg derfor altid for at have nogle med. Da vi samtidig begge er store kunstfans, så er en blanding af krimi og kunst jo oplagt.

Den franske forfatter Éric Mercier er kunsthistoriker af profession, og har nu skrevet en mindre serie af krimier, hvor han bruger sin viden til at skabe disse intriger. Hans hovedperson er en politikommissæren Vicaux, hvis kæreste er kunsthistoriker.

I denne intrige findes en mand myrdet i sin seng med et øre skåret af; og et maleri af Van Gogh mangler. Men maleriet viser sig muligvis at være malet af både Van Gogh og Gauguin - i så fald er det helt unikt, og et minde om den sommer, de tilbragte sammen i Arles i 1888. De to blev bekendt rygende uvenner, og Gauguin rejste i vrede - og året efter begik Van Gogh selvmord.

Der er ingen tvivl om, at krimien på mange måder er "undskyldningen" for at iscenesætte intrigen. Merciers viden om kunstnerne og malerierne, der omtales er stor, og det fører nogle gange til nogle sideveje, som virker unødvendige for intrigen - men vigtige for ham. Personligt kunne jeg godt lide den del, da det interesserer mig mere end en mordhistorie - men der var mange cirkler inden vi kom til en overraskende slutning, som blev lidt hurtigt udført.

Maleriet findes ikke. De to malere har aldrig samarbejdet om et kunstværk, og det sætter jeg pris på. Jeg læste sidste år den virkelig omtalte roman om et maleri af Klimt, som findes og har været stjålet. Men forfatteren har her opdigtet en historie om, hvor det var henne inden det blev fundet igen. Det irriterede mig grænseløst indrømmer jeg gerne. Mercier bruger sin viden til at skabe et maleri, der kunne have været - men vi får også forklaringen på hvorfor det aldrig har fandtes.

Soleil d'or - Jacky Durand

 

• Fransk
• 20. - 21. august
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan ikke huske, hvor jeg fandt denne - sikkert i en artikel om gode bøger til ferien; og både min rejsemakker og jeg var da også enige om, at den var perfekt til dette formål.

Det hele starter på en banegård i Frankrig i 1944, hvor togene holder stille på grund af krigen. Her mødes François og Anna tilfældigt. Anna er amerikaner og frivillig sygeplejerske, mens François er soldat og på vej tilbage til fronten. Hun kommer fra en velstående familie, og han er forældreløs og fattig. Men de rammes af lynet, og tilbringer denne ene nat sammen i en øde togremise. Anna fortæller ham om den lille ø ved kysten syd for Frankrig, hvor hun holdt ferie med sin familie inden krigen og de lover hinanden at mødes efter krigen.

Da Anna nogle måneder senere opdager, at hun er gravid, rejser hun hjem - men skandalen er stor, og barnet bortadopteres mens hun får at vide, at det er dødfødt. François derimod rejser til den lille ø, og venter. Han skriver breve. Hun skriver breve. Men de bliver alle destrueret af hendes familie, og hun gifter sig af pligt med en anden mand. François venter stadig, og bygger på det hus, han vil bo i sammen med Anna, når hun kommer. De fleste på øen synes han er sær - eller direkte sindssyg - at tro på det.

Historien strækker sig fra 1944 til 1990. Det er mange år at vente! François har aldrig andre kvinder, og den ene nat er nok til, at de begge længes i 45 år. Det kan virke lidt urealistisk, og det er det jo ret beste også. Men historien beskrives med ømhed overfor de to hovedpersoner og en stor dose sentimentalitet, som virker uden for tid og sted. Det kan man godt have brug for til tider.

De to mødes endelig igen. De er ikke længere unge og nyforelskede, men François' stædighed giver pote og en ukendt mand dukker også op som et lille post scriptum ... den "fortabte" søn....

Det var en fin poetisk kærlighedshistorie, som samtidig ruller over årtiers verdenshistorie for Anna og François i hver sin verdensdel. 

Lad os tænde stjernerne - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 18. - 20. august
• 384 sider
• Originaltitel: Il est grand temps de rallumer les étoiles 

Jeg har nu læst en del af Grimaldis romaner, og det er let og underholdende med et lille twist, som lige giver det et løft. Det virkede som perfekt ferielæsning!

Denne viste sig dog at være en af hendes "ældre" romaner, og nok fra inden hun virkelig fandt den formel, der virker.

Anna er enlig mor, der kæmper med arbejde og de to døtre på tolv og sytten år. Da hun mister sit arbejde, beslutter hun sig for at tage alt, hun ejer og begive sig mod nord for at se nordlyset. De tager bedstefaderens autocamper, og med en tvær teenager og en noget mere entusiastisk 12-årig drager de afsted. Pengene skulle være brugt på at afdrage en enorm gæld - men Anna mener, at forholdet til børnene er vigtigere lige nu.

Undervejs møder de en anden gruppe franskmænd, der rejser på samme måde, og de slår følge. Det giver Grimaldi muligheden for at iscenesætte protagonister, der perfekt opfylder kravene til lidt af hvert - der er de rige forældre, der vil lære deres børn om penge og livet. Der er det unge nygifte par. Den enlige far med den autistiske søn og de to ældre herrer, der har mistet deres hustruer. Det bliver for iscenesat!

Jeg blev også voldsomt irriteret, da hun refererer til rejsen til Skandinavien og vi så pludselig er i Finland. Nej! Det er ikke Skandinavien - heller ikke for en franskmand. Kapitlerne skifter mellem de tre hovedpersoners perspektiv, og den 12-årige datters observationer skal sikkert være morsomme, men de virker ikke tidssvarende for hendes alder men snarere som et langt yngre barns tanker. Det fungerede ikke for mig, og det var et absolut fejlkøb i bunken af feriebøger desværre.

Det hele har selvfølgelig en happy ending - vi er i klichéer fra start til slut.  

 

Violences en cuisine - Nora Bouazzouni

 

• Fransk
• 16. - 17. august
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg startede ferien med en non fiction, som var som den bedste thriller man kan forestille sig - men som altid, når det er virkelighed, er det så meget værre!

Jeg elsker mad. God mad. Gode restauranter. Jeg jagter Michelin-stjerner, når jeg rejser - eller når lejligheden byder sig herhjemme. Men jeg ved også, at det er e hård branche. Præcis hvor brutal afdækker journalisten Nora Bouazzouni i denne afslørende bog, som primært handler om franske restauranter.

Hun har indsamlet vidnesbyrd over fire år og mange af dem optræder i bogen i anonymiseret form, da konsekvenserne for de implicerede ikke blot ville påvirke deres nuværende jobs, men også deres karriere indenfor branchen. Men inden vi når til den grumme del, indledes det med en historisk gennemgang af, hvordan myten om den franske gastronomi blev til som et resultat af den franske revolution. En myte, de i dag har svært ved at bibeholde og som selv fra politisk hold har højeste prioritet. Det er ikke overraskende. Lande som Danmark har også i høj grad arbejdet med gastrodiplomati, som hun kalder det, for at forbedre vores evner og tiltrække turister. Og det er jo lykkes!

Men bag kulissen er der i mange tilfælde en historie om misbrug af alle arter. Ydmygelser, verbal og fysisk vold, sexistiske overgreb, underbetaling og slavelignende arbejdsforhold, racisme, homofobi, og listen kunne fortsætte!

I foråret vakte det røre i den gastronomiske andedam, da Nomas frontfigur måtte trække sig efter vidtrækkende anklager fra tidligere medarbejdere. Selvom stjerner tildeles en restaurant, og ikke køkkenchefen, så er det dem, der tegner restauranten. Deres omdømme bliver til restaurantens ry. Et særligt interessant kapitel i bogen handler netop om kommunikationsstrategien på sociale medier, hvor disse restauranter og kokke promoverer sig og skaber den myte, der gør, at vi andre dødelige kæmper for at få et bord - men igen er det én chef, der ofte render med æren. Mange Michelin-kokke - specielt i Frankrig - har så mange restauranter (og stjerner), at de sjældent selv står med en grydeske i hånden. De dukker op for et fint billede mens ansatte slider sig selv op i kulisserne, som ofte er et overophedet kælderlokale. 

Det er skræmmende historier, og det giver absolut stof til eftertanke, når man lægger så mange penge i et restaurantbesøg. I sommers var jeg for første gang på Alchemist efter at have ventet i årevis på at få et bord. Men jeg var heldigvis også temmelig overbevist om, at det er en ordentlig arbejdsplads - og den etik vil kun være endnu vigtigere for mig fremover.

Uvaner - Alana S. Portero

 

• Engelsk
• 15. august
• 240 sider
• Originaltitel: Bad Habit

Da jeg alligevel skulle på biblioteket for at aflevere bøger inden ferien, fandt jeg lige én, der kunne klare mig igennem weekenden. Hvad var så mere passende end denne til at fejre Pride-ugen i København! Jeg læste den dog nærmest i et stræk på en dag, da jeg blev uendeligt grebet af historien og stemningen. 

Alana Portero er selv transkønnet, og der er vist en stor del selvbiografi i denne roman; dog er hendes udfald noget mere lykkeligt end for Alejandro, bogens hovedperson.

Som Alejandro er hun født i 1978 i et fattigt arbejderkvarter i Madrid - San Blas. Et kvarter, hvor mødrene er nedslidte som fyrreårige; hvor mændene arbejder hårdt og overlader følelser til kvinderne. Et kvarter, hvor vold i hjemmet ikke er usædvanligt og man skruer op for musikken, mens det står på og kommer med trøstende ord og mad til offeret, når manden er gået tilbage til baren.

Men i dette kvarter er der også nogle, der stikker ud. Som Margarita, der bor med sin gamle mor og promenerer rundt i kvarteret med pailletter og smukke kjoler. Margarita, som skræmmer Alejandro fordi det vækker de forbudte følelser.

Alejandro finder sin første forbudte kærlighed som 14-årig, hvor AIDS-epidemien hærger. Han må klæde sig om i toiletter på barer, inden han opsøger de steder i natten, hvor man kan være den, man vil. Hvor man kan møde eksistenser som Caramel, Cartier og andre transkønnede, som forsøger at hjælpe. For det er også en indre kamp, der truer med at æde ham op. At være pige i en drengekrop og ikke turde stå ved det. At væmmes ved sin krop og ikke kunne finde sin seksualitet eller kønsidentitet.

Det har aldrig været en nem rejse. Men i et katolsk Spanien i 1990'erne, hvor maskulinitet hyldes som idealet, er det umuligt. 

Jeg husker fra min barndom, at der kom en skærsliber til vores lille by en gang imellem. Hun boede i en ramponeret varevogn, og havde en barnevogn med sit udstyr på. Byens kvinder kom med deres knive, men var sandelig også mistroiske og advarede os børn mod Yrsa, som hun hed. En stor mand med skægstubbe, farvestrålende kjoler og det sødeste menneske. Men det var uvant i en lille dansk by i 1980'erne.

Porteros roman bragte de minder tilbage om vores manglende forståelse og anerkendelse. Det er en barsk roman, der fortæller om psykiske konsekvenser af en undertrykkelse af sit sande jeg. Det er også en poetisk roman, der trækker tråde til mytologiens kvinder, min ungdoms popmusik og ikoniske transidoler i kunst og litteratur. En absolut perle!

Man kan kun håbe, at vi er kommet længere i dag. At Pride-bevægelsen er med til at skabe accept. Samtidig ved vi, at der er - mange - lande og steder, hvor det ikke er tilfældet.