La part des flammes - Gaëlle Nohant

 

• Fransk
• 19.-23. oktober
• 552 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg beholder min fascination for Nohants roman om Robert Desnos og måske skal jeg indse, at det ikke er en holdbar ledetråd for alt, hun har skrevet! Jeg kunne lide store dele af romanen om Aroisen-arkivet, men irriteret over den lidt usammenhængende historie.

Denne roman er tidligere end de to andre, men har også en tragedie som omdrejningspunkt. Denne gang branden i Bazar de la Charité, som markerede Paris i maj 1897. Markedet for velgørenhed startede i 1885, og var især kendetegnet ved, at det var Paris' overklasse, der betjente standene. Det var adelige - prinsesser, grevinder og deslignende, der i nogle dage solgte varer til borgerskabet og andre nysgerrige. Ret beset kom mange fattigere borgere mere for at iagttage disse kvinder, som de ellers aldrig ville komme i nærheden af end fordi de havde råd til at købe noget. Men man kunne jo beundre overklassens tøj, smykker og frisurer.

Ved begivenheden i 1897 skulle der vises film, og på andendagen af bazaren brød der brand udløst af den væske, der blev brugt til filmapparatet. Bygningen var af træ - og de mange parykker og krinoliner fik ilden til at rasere med lynende hast. Samtidig var det ikke praktiske klæder at bevæge sig hurtigt i en nødsituation. Resultatet blev katastrofalt - mere end 125 ofre, hvoraf langt de fleste var kvinder; deriblandt komtesser, grevinder og prinsesser. En af de mest berømte var prinsesse Sophie d'Alençon, søster til den legendariske kejserinde Sissi i Østrig og hun er en af hovedpersonerne i romanen.

Romanen er bygget op omkring Sophie d'Alençon og to fiktive kvinder - Constance og Violaine. Constance er en ung adelig kvinde, der har tilbragt sine teenageår i et kloster og netop har brudt sin forlovelse med en lovende ung adelig journalist. Hun er splittet mellem sin religion og hans brændende kærlighedsdeklarationer. Violaine er en ung enke, hvis adelige mand netop er død. Hendes fortid er blakket, og hendes to voksne stedbørn gør intet for at bevare forholdet til hende. Hun har svært ved at finde sin plads i overklassen, nu mandens navn ikke længere skaffer hende invitationer til inderkredsen. Så arbejdet i bazaren er en velkommen anledning - især under Sophie Alencons beskyttelse.

Vi kommer ret hurtigt til selve branden, hvor Sophie jo dør mens de to andre kvinder bliver hårdt forbrændt. Constances lettere revolutionære forlovede skriver maleriske artikler om gruen i lighusene, som chokerer med sin ærlighed. Ikke mindst understreger han ulykken for de fattigere ofre, der ingen hjælp får i modsætning til overklassen.

I deres rekonstruktion efter ulykken - både fysisk og psykisk - kæmper kvinderne med minderne om branden; men også med spørgsmål om fremtiden. De har mistet den fysiske skønhed, der var deres eneste valuta i en mandsdomineret verden, hvor de blot skulle være hustruer til pynt.

Men de finder også en vis solidaritet i hinanden.

Jeg synes det havde været mere interessant med to kvinder fra hver sin verden. Det er de på sin vis - men de er stadig overklasse, og deres forskelle ligger i religionen og deres civilstand. Samtidig er der Sophie d'Alençon som jo er en reel person, og tillægges en del reaktioner, som må siges at være taget ud af fri fantasi. Denne kombination irriterer mig lidt - ligesom det meget rosenrøde naive kærlighedsdrama mellem Constance og hendes forlovede. 

Det var en absolut frygtelig tragedie- af den slags man ikke havde mange af på den tid, og selvfølgelig mere bemærkelsesværdig i kraft af ofrenes titler. Det kunne have givet en virkelig stærk historie, der i stedet blev for banal.