L'affranchie de Montmartre - Jean-Paul Delfino

 

• Fransk
• 6.-8. oktober
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så var det tilbage til lidt malerkunst og en opdagelse af en kunstner, hvis liv jeg kun kendte lidt til. 

Faktisk kender jeg nok mere til hende på grund af hendes søn og hans skandaler - præcis som hun ifølge denne fiktive biografi ville have hadet det.

Suzanne Valadon er født i 1865 under et helt andet navn. Ukendt far og en fattig mor, der lever fra dag til dag og drikker det meste af sin løn op. Hun kommer til Paris sammen med moderen som spæd og de flytter til Montmartre. Dengang var Montmartre næsten stadig ude på landet. Det var inden de store parisiske byrenoveringsprojekter, og at komme op på bjerget var virkelig en rejse til en helt anden verden.

Det var selvfølgelig her malerne og kunstnerne begyndte at samles i slutningen af århundredet, og cabareterne begyndte at skyde op. Den unge Suzanne har ambitioner, og hun gør intet efter datidens regelsæt for unge kvinder. Hun var guddommelig smuk - det kan man se på de fotos, der findes af hende fra den tid. Så en karriere som nøgenmodel var et oplagt valg - selvom moderen ikke var begejstret.

Hendes omgang med de mange kunstnere fik hende til selv at begynde at tegne og male, og da hun havde en hed affære med Henri de Toulouse-Lautrec, ser han hendes værker. Det bliver startskuddet til en kunstnerkarriere, Ikke en nem karriere - kvinder var ganske enkelt ikke kunstmalere, og Renoir (en anden af hendes elskere) tog det da heller ikke seriøst. Dog ser man tydelig inspiration fra både Degas og Renoir i hendes malerier, og også Gauguin, som hun beundrede men aldrig mødte.

I dag hænger hendes værker rundt omkring i Europa, men sønnen Maurice Utrillo kom til at overgå hendes berømmelse - selvom hans værker ret beset er ret uninteressante i sammenligning ifølge min mening. Hun fik ham som 18-årig og der kan have været mange mulige fædre, men én vedkendte sig ham, og derfor tog han efternavnet Utrillo. Han blev muligvis alkoholiker allerede som barn; derudover var han skizofren og suicidal. Valadon fik ham til at male for at dulme dæmonerne - og pludselig solgte han flere billeder end hende. Faktisk udnyttede hun ham sammen med sin daværende mand, og oplevede derved sin eneste storhedstid rent økonomisk.

Historien fortælles af den døende Valadon. Hun blev på Montmartre hele sit liv. Hun kendte hvert gadehjørne og hver luder. Hun havde drukket på enhver bar, og muligvis sovet med enhver mand. Under alle omstændigheder tæller hendes liste af erobringer både Renoir, Toulouse-Lautrec Satie og en lang række mere eller mindre kendte. Hun elsker sex, og lægger ikke skjul på det selv nu, hvor dagene er talte. 

Der er mange mysterier omkring Valadons liv - det største er nok faderskabet til sønnen; men hun lader til at have dyrket disse mysterier, og endog overdrevet rygterne. Nu tænker hun tilbage, og fortæller bidder til elskeren, til sekretæren og fremmede på gaden. Men stykker man det hele sammen, mangler der altid noget og der er forskellige versioner af samme historie.

Det er en meget speciel bog. Fuld af stemningen, som man forestiller sig Montmartre med ludere og lommetyve, men også alle de berømtheder, der dog dengang levede på en sten. Valadon vokser frem i bogen som den målrettede, stædige kvinde hun var - hun ville ikke lade sig dominere af mænd eller samfundets normer. Men det var også et liv med fattigdom, druk og sygdom. Hun skånede ikke sig selv - men insisterede til det sidste på at leve sin version af sit liv. Absolut interessant, hvis man interesserer sig for denne kunstperiode.