Jackie - Public, Private, Secret - J. Randy Taraborrelli

 

• Engelsk
• 29.-31. maj
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Et tilfældigt biblioteksfund, som passede godt ind i læsningen af en bog, jeg lige har købt og som ligger klar til min kommende miniferie. Det skulle vise sig at være en fantastisk oplevelse.

Taraborelli har skrevet en del biografier af berømte personer som Michael Jackson, Madonna og Marilyn Monroe - og desuden flere bøger om Kennedy-familien, som aldrig holder op med at fascinere verden må man tro. Der har været skrevet meget igennem årene om the Kennedy curse, og det er da også en ubærlig lang liste af ulykker. Dog skal det jo siges, at det er en virkelig stor familie, der altid har været i mediernes søgelys - hvilket jo i hvert fald kostede JFK og hans bror livet.

Jackie Kennedy var et ikon, og havde et liv kun de færreste kan drømme om - men med lige dele mareridt i det. Hun kom fra en velhavende familie, og forventningerne var klare. Man giftede sig til penge og status, og hendes første forlovede viste sig ikke at være rig nok. Så moderen besluttede sig for, at JFK var et passende parti selvom det faktisk var Jackies søster, der først havde en flirt med ham. Hun måtte vige pladsen, og beskeden var temmelig klar - gå efter ham!

Alligevel var moderen ikke helt umenneskelig, og opfordrede også Jackie til en skilsmisse, da ægteskabet ikke var ideelt; med JFK's affærer og manglende støtte, da hun mistede et barn. Hun blev som vi ved i ægteskabet, og blev til hele verdens stjerne med sine fantastiske modelooks. Ikke mindst personliggjort af den lyserøde blodplettede dragt fra november 1963 i Dallas, som hun nægtede at tage af før hun var tilbage i Washington.

Der er ingen tvivl om, at drabet på hendes mand - og den brutale facon - gav hende PTSD; en diagnose, man ikke stillede dengang. Hun blev ved med i årene fremover at tale om de makabre detaljer - selv i kapellet inden sit bryllup med Onassis! Hun var for evigt forbundet med Kennedy-klanen, og deres politk, og det influerede hendes privatliv som enke. Kunne hun gifte sig med den græske milliardær, hvis forretninger var lidt ufine i kanterne for Kennedyerne? Kunne hun forlade USA - de to børn var nærmest amerikansk kongefamilie!

Jeg kom til at tænke på prinsesse Diana, og hendes opførsel efter skilsmissen. Behovet for privatliv, beskyttelse, penge, sikkerhed... der er en del lighedstegn. Jackie giftede sig med Onassis for at få hans penge og magt som beskyttelse, som Diana måske fandt det i Al Fayed-familien?

Bogen er skrevet som resultat af årevis af samtaler, interviews, research - og en del materiale, som først kunne offentliggøres efter nogle personers død. Det er blevet til en absolut gennemdokumenteret, fængende og levende fortælling, hvor mennesket Jackie med alle hendes styrker og svagheder virkelig træder i karakter.

Det er en stor bog, men de sidste hundrede sider var fodnoter, og der er et godt flow i historien, så man er totalt fordybt i historien. 

La fortune des Médicis - Jean-Yves Boriaud

 

• Fransk
• 27.-29. maj
• 328 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var ikke helt færdig med at fordøje min rejse til Firenze - men jeg har allerede læst størstedelen af de biografier, der er skrevet om familien Médici og renæssancen i Firenze. Det var efter mit første besøg for mere end tyve år siden; og der er da udkommet nogle få værker siden.

Blandt andet denne bog, som jeg så på en del museer i byen. Den handler om Médici-banken og den forretningsmodel, de opbyggede i Firenze og andre steder i Europa. Den inkluderer vigtige europæiske historiske begivenheder, som havde indflydelse på bankens op- og nedture. 

Der er et vist kronologisk element med en mindre biografi af dynastiets førende - Cosme I, Lorenzo osv. og hvordan de hver især forvaltede bankforretningerne og familiens stigende formue. Men der er også mange kedelige opremsninger af ansatte (med navn, titel, årstal, løn og alt muligt), som gør stoffet virkelig kedsommeligt.

Der er et par kapitler omhandlender deres investeringer i kunst - men hvordan man kan gøre et emne som Michelangelo eller Fra Angelico så trist som et kontoudtog overgår min forstand. Men det lykkes altså for ham.

Alt i alt en skuffelse. Hvis man skal læse en interessant bog om emnet, er Christopher Hibberts The Rise and Fall of the House of Medici fra 1974 absolut bibelen. Det skulle jeg bare have vidst lidt før!

L'impératrice de Pierre II - Kristina Sabaliauskaite

 

• Fransk
• 24.-26. maj
• 448 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det skulle vise sig at være et yderst fornuftigt valg at vente med læsningen af biografien af Katarina 1. til begge bind var i hus. Som beskrevet i første bind er vi ved hendes dødsleje i maj 1727 i St. Petersburg, og hver time bringer os tilbage til hendes tilbageblik på hendes 43-årige liv, som nu er ved at slutte. Det foregår kronologisk i tilbageblik til tider afbrudt af dem, der i nutiden passer og plejer hende - eller forsøger at tvinge de sidste tjenester og privilegier ud af hende.

Historien om Katarina er i lige så høj grad historien om Peter den Store; tsaren, der ville hive Rusland ud af middelalderen og lagde grundstenen til St. Petersburg som den nye hovedstad. En despotisk tsar, der heller ikke var nem at leve med som ægtemand. Katarina var gravid hele tolv gange, men ni børn døde som små mens Peter levede, og en enkelt blot nogle uger efter hans død i 1725. Vigtigst af alt var der ingen drengebørn, der overlevede. Jeg har spekuleret på, om det kan skyldes den blødersygdom, der senere også ramte den sidste tronarving, men den kom tilsyneladende først ind i familiens gener langt senere.  

Ikke desto mindre var det et problem for tsaren, for landet - og for deres forhold. Katarina var konstant bange for at blive tilsidesat til fordel for en af Peters yngre elskerinder, der kunne give ham den eftertragtede arving. Det gjorde det ikke nemmere, at han var en del år ældre end hende - på trods af, at hun var gravid helt til hun var fyrre år. Temmelig usædvanligt for epoken!

Hans søn med den første tsarinde blev henrettet efter mistanke om komplot mod tsaren, og Katarina opnåede endelig at blive gift Peter i fuld offentlighed og senere kronet som tsarinde. Men hun måtte konstant være på vagt for dem, der ikke mente hendes ydmyge baggrund var en tsarinde værdig.

I den anden halvdel kommer vi også med på den store udlandsrejse Peter og Katarina sammen foretog i 1716-17 - en tyve måneder lang rejse, der blandt andet tog dem til København til Frederik IV's hof. Katarina var gravid på den rejse, og mistede et dødfødt barn - men der var ingen sympati (eller empati) at hente hos Peter. Hun balancerede sin indflydelse over ham ved at forsvare prins Menchikov, som i stigende grad udnyttede systemet, og stjal fra tsarens og Ruslands pengekasse. Men det var han næppe ene om - det var et korrupt system, og de levede i en verden så fjernt fra virkeligheden for de mange russere, der blot blev underlagt flere og flere skatter for at finansiere krige, paladser og overflod.

Det var en livsstil, der blot fortsatte i århundreder - til det endelig kollapsede i 1917; men er det reelt så anderledes i dag med et såkaldt demokrati?

Katarinas historie er tragisk på så mange måder; men den er ikke usædvanlig for tidens kvinder. Kærligheden betød mindre mellem ægtefolk - og endnu mindre for hende, der var fast besluttet på at fastholde den rigdom hun nu havde. Da Peter døde levede hun i konstant frygt for et statskup, og drak vel nok sig selv til døde. 

Det er en anderledes at fortælle en historie på, men det fungerer virkelig godt. Andet bind forsvandt som dug for solen og var perfekt læsestof til en majweek-end, der føltes som efterår og hvor man blot har lyst til at forsvinde i en bog.

L'impératrice de Pierre I - Kristina Sabaliauskaite

 

• Fransk
• 20.-23. maj
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte denne første del af historien om Katarina 1. af Rusland allerede i november i Paris; men valgte at vente på udgivelsen af andet bind før jeg gik i gang. 

Vi er på et slot i St. Petersburg i maj 1727, og Katarina ligger for døden. Det første kapitel bærer nummer 9 - for klokken er ni om aftenen i det, der bliver hendes sidste døgn. Hun er blot 43 år gammel men udslidt af et liv med tolv graviditeter og i de sidste år et liv i overflod af mad og vin.

Hendes hof og hendes nærmeste er i rummet omkring hende, og måske både frygter og afventer de hendes død? Hun hører dem fjernt, og kan i starten af dette sidste døgn kommunikere med dem. Men mest falder hun lidt hen, og genoplever sit liv.

Det var et fantastisk liv - ikke i den positive forstand; men så underligt og oplevelsesrigt. Hun startede fra relativt simple kår, og da moderen døde blev børnene sendt til en tante, som brugte dem som tjenestefolk. Da hun var teenager blev hun solgt væk til en protestantisk familie i det nuværende Letland, som på den tid var en del af Polen og dermed i konstant krig med tsardømmet Rusland.

Hun blev gift med en svensk soldat, men efter en uges hvedebrødsdage måtte han i krig, og ubeskyttet blev hun overfaldet og voldtaget af russiske soldater. Hun blev reddet af en marskal, som tog hende som elskerinde - eller sexslave ville vi kalde det i dag. 

Men det blev hendes redning, da en prins Menchikov så hende og blev forelsket. De levede sammen, og havde et åbenbart ligebyrdigt forhold - men han skulle hjem til Moskva, og en ventende forlovet. Menchikov var ambitiøs, og tsaren var glad for kvinder. Så hun blev skubbet i hans arme, og Menchikov gjorde alt for at gøre hende til den foretrukne - den tidligere tsarinde var sendt i eksil i et kloster. Med Katarina i tsar Peters arme havde Menchikov sin egen spion tæt på magtens centrum, og det var vel en gevinst for dem begge. Katarina kom ud af armoden, men Peter var ikke en nem mand.

Bogens tolv kapitler foregår i tidsrummet til klokken otte om morgenen; det er kapitler uden et eneste afbræk og uden dialog. Vi trænger helt ind i hendes tanker og lidt forvirrede drømme, der til tider afbrydes af nutiden med Menchikov, der stadig forsøger at hive underskrifter på dødsdomme ud af hende selvom hun er halvt bevidstløs. Men det er også en virkelig fængende historie om Rusland i tsartiden - og man kan ikke lade være med at tænke at nogle ting stadig ikke har ændret sig i den russiske mentalitet. Det er et komplekst land - og har altid været det - på grund af det enorme areal, og i mine øjne behovet for tsar- eller faderfiguren, som stadig er gældende. Det er også en mentalitet af brutalitet og vold, slevom Peter den Store desperat forsøgte at indføre vestlige skikke.

Jeg skulle lige ind i den og gennemskue, hvorfor vi startede med kapitel ni - men så var jeg solgt. Jeg kan godt lide at læse historiske biografier, men de skal være faktuelt korrekte og det er denne. Man kan blive snydt af datoerne; i det 18. århundrede brugte Rusland stadig den julianske kalender med en forskel på tretten dage i forhold til den europæiske gregorianske kalender. Men jeg faktatjekkede en del, og alt var dejligt korrekt! 

Ouragans tropicaux - Leonardo Padura

 

• Fransk
• 15.-19. maj
• 512 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Da endnu en Padura-krimi udkom, stod den øverst på listen - det er krimilæsning, der passer til mit temperament. Ikke for meget vold - slagsmål, blod, våben og alt det der. En hovedperson, der er så elskværdig - i ordets sande oprindelige betydning vel at mærke. Mario Conde er den fantastiske cubaner, der elsker sin hjemby Havana over alt på jorden, på trods af den daglige kamp for at tjene penge.

Nu er vi i foråret 2016. og Havana står overfor ikke mindre end to skelsættende begivenheder. Den amerikanske præsident Obama skal besøge landet som den første præsident i 88 år - og blot nogle dage senere kommer Rolling Stones for at give koncert. Det tager hele befolkningen som tegn på, at noget nyt er under opsejling - vinden vender, og snart vil embargoen blive hævet, pengene strømme ind i landet sammen med mad og alt det andet, de mangler.

Conde er anderledes realistisk, og bliver blot glad, da han får et job på en bar, hvor turisterne kommer med deres valuta - og tilsyneladende har masser af penge. Parallelt skriver han på en roman om Alberto Yarini - en cubaner, der styrede store dele af bordeldriften i Havana fra starten af det 20. århundrede.

Han havde politiske ambitioner, men blev dræbt i en konflikt med de franske bordelejere. I den fiktive version af den meget ægte Yarinis historie finder vi en politibetjent, der siges at være indblandet. Det er ham, der fortæller os historien som aflad inden sin død; det har tæret på ham i 50 år - og han stiller sig selv spørgsmålet om han har været en hæderlig mand?

Originaltitlen på Paduras roman er Persones decentes; og det passer fint på alle tre historier. Både den om Yarini og dn unge betjent, der udvikler et forhold der minder om Nick og Jays i The Great Gatsby.

På Condes egen historie som uanset hans mange fejl og mangler stadig vidner om et menneske, der har principper og integritet. Endelig også på selve mysteriet han skal opklare nu - en tidligere kommunistisk leder, der findes mutileret i sin lejlighed. Han har selv stået bag forfølgelsen af utallige kunstnere - og nu viser det sig at meget af den beslaglagte kunst hænger i hans lejlighed. Et par dage seneres findes hans tidligere svigersøn også myrdet og Conde bliver sat på sagen.

Historien skifter mellem 1910 og Yarini og 2016 og Conde, der forsøger at finde hoved og hale i de to mord, mens byen koger af ophidselse over de to besøg. 

Som flere andre af Paduras krimier kan man sagtens tænke, at den er for lang - og langtrukken. Og det er den sikkert også! Men det er også der vi finder den cubanske charme; langsomheden i livet i et land, hvor der er masser af tid. For præcis som Conde forudså det, så ændrede livet sig ikke radikalt efter 2016 og de to besøg.

Verdens vigtigste bog - Kristian Leth

 

• Dansk
• 13.-14. maj
• 302 sider

Det virker næsten forudbestemt, at denne bog var tilgængelig netop nu, hvor religion fylder så meget i mediebilledet med en ny pave. Det er en hændelse. som sker relativt sjældent at vælge en ny pave - og det får altid verden til at undres over kirkens magt og traditioner. Det får journalister til at stille spørgsmål om nødvendigheden af den katolske kirke i vores moderne verden - er fænomenet ganske enkelt ikke forældet og fastlåst i fordums tider?

Man skal måske blot besøge en kirke stort set hvor som helst syd for Alperne (og nord for Afrika) for at forstå, at for mange er det en del af en dagligdag - og dermed en del af fundamentet i deres liv. Jeg holder virkelig meget af at gå i kirke - og faktisk helst den katolske selvom jeg jo er opdraget protestantisk. Der er bare noget mere schwung over den katolske - og så er kunsten jo generelt langt mere interessant end i vore triste kirker.

Hvis jeg fik spørgsmålet om, hvad jeg ville tage med til en øde ø, er jeg heller ikke i tvivl - det ville være Bibelen. Som Kristian Leths titel indikerer, er det muligvis verdens vigtigste bog. Det kan andre religioner bestride - men Bibelen er ældre end Koranen; den er baseret på Torahen i Det Gamle Testamente - og ikke mindst er den nok en bedre base for de universelle historier, allegorier, værdier som vi alle genkender.

Det er også præmissen for bogen her - at uanset hvor "udviklede" vi selv mener vi er, så er vores principper og værdikodeks baseret på kristne grundprincipper, er er årtusinder gamle.

I de tolv kapitler kommer vi rundt om spørgsmål som 'Hvem var Jesus?', 'Hvem er Djævlen?' samt filoseringer over frelse, evigt liv og Himmerige osv. Det hele sættes ind i en kontekst, hvor Leth upartisk fører os igennem tiden med dens udvikling, opdagelser som burde stille os kritisk overfor den arkaiske version af verdens opstandese fx som vi læser i Bibelen. Men måske hænger det sammen? Måske er vores skræmmescenarier om Jordens snarlige undergang på grund af CO2-udslip ikke særlig fjern fra middelalderens frygt for den sorte pest som Guds straf? Det er den samme dualisme i kampen mellem det gode og det onde, og vi har de selv samme adfærdsmønstre.

Det er tydeligt, at Leth kender sin Bibel bedre end gennemsnittet. Jeg ville ønske at jeg havde stamina nok til at komme igennem det hele - men jeg finder altså Det Gamle Testamente ret tungt at komme igennem. På den anden side læser jeg så mange andre bøger - og for mig at se er næsten al litteratur udsprnget af Bibelen. Stort set alle scenarier, konflikter etc. findes jo i den bog - de er bare videreuviklet og fulgt med tiden. Det er netop konklusionen her - at kristendommen er i os, omkring os... overalt! Den er fundamentet for vores verden og kultur om vi vil det eller ej.

Det var virkelig interessant læsning; der var muligvis lidt for mange gentagelser af animisme som religion før kristendommen, og jeg blev ret træt af ordet omkalfatring, som bliver brugt et uanstændigt antal gange. Men derudover var jeg fascineret - og jeg blev oplyst!

J'emporterai le feu - Leïla Slimani

 

• Fransk
• 11.-12. maj
• 432 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg havde ikke tænkt mig at investere i tredje bind af Slimanis marokkanske familiesaga efter at have læst andet bind færdig; men så var den på biblioteket, og franske anmeldelser mente, at det var det bedste af de tre bind. Det er jeg til dels enig i.

Vi starter i 2021 - midt i en pandemi - hvor Mia, tredje generation af familien, er i en form for depression. Denne ramme åbner og lukker historien med et mindre kapitel som et intermezzo midt i bogen. Men ellers er vi tilbage til slutningen af 1970'erne, hvor Aicha og Mehdi får deres anden datter - Mias lillesøster, Ines. 

Mehdi arbejder for en bank, og er højt på strå i det marokkanske samfund, der indirekte styres fra kongepaladset. Amine og Mathilde er stadig på deres gård, men Amine ældes og bliver dement. Amines søster Selma lever stadig et uortodokst liv i forhold til normerne, og hendes tidligere elsker, Selim, er nu i New York.

Men historien fokuserer primært på Mia og Ines, som de vokser op i en tid, hvor racismen mod muslimer tager til i den vestlige verden. Begge piger flytter til Europa for at studere, og mødes der af den antipati, som fik fart på efter især 9/11. 

Der er nogle interessante betragtninger, som jo i bund og grund er præmissen for hele sagaen - dualiteten i deres liv. Dualiteten i deres ophav med en fransk mormor og en marokkansk morfar; en opdragelse med fransk som hovedsprog - de tidligere kolonialisters sprog. Deres uddannelse i Vesten som igen distancerer dem fra den almene befolkning. Deres splittelse er ret tydelig, og især Mias identitet lider under det. Ydermere er hun homoseksuel, hvilket jo er tabu i hjemlandet. Men det mangler igen dybde og afrunding!

Der er for mange stikture - som rejsen til USA, hvor de ser Selim - men det er en parentes, som aldrig afsluttes. Det meste af historien foregår kronologisk fra 1980 til starten af det nye årtusinde, og der mangler en kobling til prologen og epilogen som er tyve år senere. Jeg er på sin vis tilfreds med at have læst alle tre bøger, men jeg blev aldrig rigtigt begejstret som jeg var det for hendes debutroman.

Det er et kæmpe projekt hun gav sig i kast med, og der var nok for mange personer og bihandlinger til at få en helstøbt historie; emnet er ellers fantastisk og en ramme mange kan finde sig selv i med den dobbelte nationalitet, kultur og identitet.

Sommerfuglens stemme - Benjamin Koppel

 

• Dansk
• 9.-10. maj
• 448 sider

Benjamin Koppels debutroman Annas sang var en fryd for sjælen at læse, og jeg glædede mig til opfølgningen - hvis man kan kalde den det.

Det er stadig en historie om familien Koppelman, hvor det ikke er helt klart, hvor meget er opdigtet i forhold til hans egen families historie. Men det er en anden gren af familien end Anna; nu er det hovedpersonens, Alexander, egen mormor. 

Historien skifter mellem to perspektiver og fortællere for at mødes i de sidste kapitler. I slutningen af 2015 er Alexander og kæresten, Gry, i fertilitetsbehandling i København. De har været kærester i ti år, og rammer snart de fyrre år. Alexander er sanger, og underholder i TV ved et talentshow og optræder samtidig rundt omkring i landet. Det er et kunstnerliv med sprut, stoffer og slaphed. Gry forsøger at få Alexander til at tage ansvar; spise ordentligt og engagere sig i deres forsøg på at blive forældre. Men det er ikke nemt med en svigermor, der opfører sig som den diva, hun er og konstant kræver opmærksomhed uden nogen hensyntagen til deres privatliv. 

Indimellem historien om deres besøg på hospitalet, og Alexanders lade livsstil, møder vi Ruth, som er Annas kusine. Hun var også musiker i den store brogede Koppelman-familie, da hun i 1943 bliver deporteret til Theresienstadt - den lejr, hvor de danske jøder typisk blev sendt til. Hun sidder nu på et plejehjem i New York, og indtaler kassettebånd til det barnebarn, hun aldrig har mødt og dag efter dag udfolder hendes historie sig. Om lejren, om pinslerne, om den kærlighed hun også mødte der - og livet efter, hvor hun aldrig kom sig over traumerne.

Gry forsker i blandt andet traumer og en teori om, at de kan nedarves gennem generationer. Ruths traumer overføres til Lillian, Alexanders mor; og måske er det også derfor han ikke kan få styr på sine dæmoner? Det bliver en coming-of-age udvikling for Alexander, som ender med at rejse til USA for at møde den gamle dame. 

Trådene samles på alle mulige måder - men der er ikke de helt store overraskelser. Historien om Ruth er interessant, fordi den omhandler specifikt behandlingen af de danske jøder, som jo blev reddet af de hvide busser. Men jeg var ikke blæst bagover som med Annas sang.

Alexander og Lillian virker irriterende som personer, og selvom de begge udvikler sig for at få løst deres problemer, så virker det ikke helt overbevisende. Historierne om fertilitetsbehandlingen fylder forholdsmæssigt for meget for mig, og der er for mange ligegyldigheder som at nævne mærkerne på det tøj protagonisterne ifører sig. Hvorfor skal vi som læsere vide, at det er en Mads Nørgaard-jakke eller Paul Smith-sokker? Det virker som en blanding af product placement og namedropping!

I slutningen refereres der til Anna, som jo bor i Paris - og Alexander beslutter sig for at ville møde hende; derfor bliver det jo snarere en forløber til Annas sang, og som sådan ville man have været positivt overrasket over udviklingen i hans forfatterskab. Nu virker opfølgningen snarere som en lidt hul omgang, der rider på en bølge af succes. 

The Light of Paris - Eleanor Brown

 

• Engelsk
• 6.-8. maj
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde reserveret denne roman i november, da jeg netop var vendt hjem fra Paris og havde behov for at forlænge fornemmelsen af Paris lidt endnu. Den var vist blevet væk for dem, for det tog mange måneder - og det var vist ikke helt ventetiden værd.

Det er en historie, der kører i to spor - i nutiden, hvor Madeleine føler sig fanget i et ægteskab med den perfekte mand (i hendes mors og samfundets øjne i hvert fald) og i 1924, hvor hendes mormor, Margie,  var ung og rejste til Paris.

Vi er i det mondæne borgerlige USA, hvor det stadig er en ting at præsentere unge piger ved debutantballer - for både Madeleine og Margie - og man bruger sin tid på velgørenhed og ægteskabet.

Margie er 24 år og ugift i 1924, da hun afslår et frieri, og bliver sendt til Europa som anstandsdame for sin unge iltre kusine. Kusinen har dog ikke i sinde at lade sig overvåge af den kedelige Margie, og lader hende i stikken. I stedet får hun et job, opdager Paris og bliver venner med kunstnere. Hun "folder sig ud" og "blomstrer op".

Madeleine har giftet sig med en succesrig egoist, der kun vil have hendes navn og penge. Hun har opgivet sin drøm om at skrive, og da ægteskabet halter, tager hun hjem til moderen. Der finder hun mormoderens dagbøger fra Paris, og således får vi de to historier i parallelle spor.

Det er så forudsigeligt, at man græmmes! Madeleine begynder at skrive igen, og "blomstrer op". Hun møder en ny mand, og tager alle teenagealderens opgør med sin mor - 20 år for sent. Hun opdager sandheden om mormoderen - og at hendes morfar ikke var hendes biologiske morfar; men det halter noget med de psykologiske beskrivelser af kvinderne.

Det er en feel-good bog, der virkelig trak i langdrag for mig - ikke mindst fordi man kender slutningen ret tidligt i historien. 

Christian 4. og kvinderne - Hans Gregersen

 

• Dansk
• 3.-5. maj
• 362 sider

Som mange andre danskere er Christian IV nok den konge, jeg kender mest indgående - måske endda lidt mere end gennemsnittet med min særlige historiske interesse. Derudover har jeg fra barnsben haft en stor kærlighed til hans datter, Leonora Christina og hele denne periode i dansk historie.

Jeg har læst stort set alle biografier, der er skrevet om dem begge - men der kommer stadig nye, og der er til stadighed nye vinkler på historien, som flere og flere arkiver åbnes og undersøges.

Christian 4. og kvinderne giver os nemlig et nyt tvist på historien til tider; udgangspunktet er nemlig hans kærlighedsliv som jo ikke var for sarte sjæle. Først det politiske ægteskab med en tysk prinsesse, som forblev ret anonym i folkets øjne  - men som fødte de nødvendige tronarvinger inden hun døde. Dernæst den adelige Kirsten Munk, som indirekte påvirkede Danmarkshistorien. Hun fødte kongen en del børn, som han insisterede på at behandle næsten som de kongelige børn - og det fik fatale konsekvenser. Ikke blot var de forkælede og troede selv de havde samme rang som de kongelige børn; deres ægtefæller - især mændene - fik vist hurtigt fine fornemmelser. Tænk blot på Leonoras Corfitz Ulfeldt, som nærmest satte landet over styr - hvis han da ikke forsøgte at sælge det.

Endelig var der tjenestepigen Vibeke Kruse, som muligvis var den eneste, der oprigtigt elskede ham og tog sig af ham. Men da var kongen gammel, desillusioneret og ædt op af hævngerrighed overfor Kirsten Munk. Selvom bogen giver os glimt ind i det politiske liv omkring kongen - krigene, forhandlingerne, byggerierne - så får vi her meget mere viden om kvindernes tilværelse. Christian IV opgav nemlig ikke Kirsten Munk så nemt; i årevis efter deres brud omkring 1629-30, vedholdt han sine anklager og forsøg på en retssag; selvom han nu selv levede sammen med Vibeke Kruse. Begge kvinder måtte lide den tort at de efter deres død skulle skrives ud af historien ved ikke at få en fin grav, som han havde villet det.

Den nye konge, Frederik III, havde ikke meget til overs for eller fælles med sine mange halvsøskende - og deres mødre var ikke den ære værdig. 

Udover denne tråd i bogen, hører vi igen om Christian IV's nærmest maniske engagement i alt stort og småt fra bygninger af slotte til hønsehuse og indblanding i husholdningsregnskabet og børnenes klæder. Forfatteren mener, at man i dag ville kunne give ham en ADHD-diagnose - og det er meget muligt; i hvert fald var han energisk og passioneret. I krig og kærlighed!

En glimrende opdateret bog med nye vinkler, der også trækker tråde til vor tid.

Wild - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 1.-2. maj
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Mit kendskab til Kristin Hannah er relativt nyt, og det er vist både lidt nemmere underholdning som i Another Life og mere samfundskritisk litteratur som i De fire vinde. Jeg stod i kø til Nattergalen, men læste så nogle lammende anmeldelser af den - et stort problem lader til at være akkuratessen i forhold til den tidsperiode den skildrer. Den slags har jeg absolut ingen tålmodighed med, og det blev i stedet til denne ældre roman, som er genudgivet, da hendes internationale succes tog fart.

Det er en blanding af de to ovennævnte vil jeg mene; der er den romantiske historie om psykiateren Julia, der mister troen på sine evner efter en retssag, hvor en tidligere patient ender med at dræbe nogle teenagere. Hendes søster, Ellie, er politibetjent i en lille provinsby på den amerikanske vestkyst, og ringer efter hende, da de pludselig får en usædvanlig sag at opklare. En lille pige er pludselig vandret ind i byen - rettere sagt op i et stort træ - og hun opfører sig som et utæmmet dyr. Det hjælper ikke, at hun bærer rundt på en ulveunge.

Julia får til opgave at opklare, hvem pigen er - hvilket jo først og fremmest kræver at få hende til at tale. Den lille pige er tydeligvis ikke vant til omgang med mennesker, og mangler alle sociale referencer. 

Fra hendes første diagnose af autisme finder hun efterhånden ud af, at pigen snarere går under kategorien feral child - altså et barn, der er vokset op ude i naturen og ikke kender til vores normer.

Det er både historien om Julias arbejde med pigen og til tider pigens stemme, der fortæller sin version. Det er historien om eftersøgningen efter hendes forældre - og de problemer, der opstår, da Julia skal indse, at hun må skille sig af med pigen.

Parallelt er der den temmelig åbenlyse og alt for rosenrøde historie om den smukke læge i byen, som også bærer på sine traumer. Det hele rundes af med en slutning, der er en Hollywood-film værdig.

Det var nem underholdning; de sidste mere end trehundrede sider læste jeg på én dag. Det er ikke på samme gode niveau som De fire vinde, og bærer i høj grad præg af at være en tidlig roman. Ideen om de vilde børn var dog interessant og det fik mig til at læse mere om de kendte tilfælde af disse.