Tiggernes børn - Hamann & Jørgensen

• Dansk
• 27.-28. september
• 271 sider

Nu havde jeg jo fået købt begge bøger i denne miniserie - og på trods af min lunkne begejstring for den første, så er den jo købt og betalt. Og skal dermed læses!

Det er dog ikke meget man får for pengene; men det synes jeg jo generelt gælder mange danske krimier - der er vel fire timers læsning i den. Man er da nogenlunde fint underholdt i de timer - men det er jo alligevel en dyr fornøjelse, hvis man er så boghungrende som jeg.

Der var en meget fin detalje i den første bog, hvor inderomslaget var et smukt kort over det gamle København, hvor man kunne se byens struktur på den tid men også, hvor hovedhandlingerne i bogen fandt sted. For en stor dels vedkommende var de selvfølgelig de samme, men der var fx den interessante kirke i Nyboder, som jo desværre blev revet ned blot nogle år senere. Men jeg syntes, at det var så fint i den første bog - desværre manglede det.

Til gengæld var der (heldigvis) færre stavefejl - men alligevel nogle grumme af slagsen som 'rædselslagne'! Det gør altså ondt i øjnene.

I handlingsforløbet undrede jeg mig dog noget over kronologien. Handlingen foregår ikke for lang tid efter, at første bog sluttede - det fremgår hurtigt. Nu kan jeg ikke huske den præcise samlede tidsperiode i den første bog, men mener jo, at det ikke strakte sig over meget mere end en uge og kulminerede med Christian IV's åbning/indvielse af Rundetårn. 

Vi har personerne Ingeborg Bryske og den hollandske gesandt Hoegarten, som er gengangere, men kigger man på tidsperspektivet er det en anelse forvirrende og selvmodsigende. På side 17 står der således, at Hoegarten er ankommet 'få uger tidligere' til byen. Lidt senere - side 26 mener jeg - står der så 'kongens Stjerneborg i Kiøbmager Gade, der var indviet forrige måned' - og endelig langt senere, at Korbach havde mødt Ingeborg 'første gang, da hun for et par måneder siden vendte tilbage til København'. Alle disse tidspunkter kan umuligt hænge sammen indbyrdes eller i forbindelse med den tidligere historie i første bind, da Ingeborg og Hoegarten ankom på samme skib.

Måske er jeg bare for detaljefikseret? Men det ødelægger lidt min overordnede læselyst, når jeg spotter den slags.

Derudover er det en interessant og grum fortælling om de fattiges vilkår i det 17. århundrede, og med beskrivelserne af de implicerede som jo i visse tilfælde er historiske personer.

Den smalle vej til det dybe nord - Richard Flanagan

• Engelsk
• 21.-27. september
• 448 sider
• Originaltitel: The Narrow Road to the Deep North

En berømmet bog, som sidste år vandt Man Booker-prisen; så den fortjente jo et nærmere bekendtskab. Det går ellers forfærdelig langsomt med at læse i disse måneder - jeg kommer ikke til at læse nær så mange bøger, som jeg plejer. Men sådan må det være, når der er alvorlig sygdom i familien, som tager tid og energi.

Så er det måske godt at læse noget, hvor gruen er endnu større end i ens eget liv - for komedier orker jeg faktisk ikke lige nu.

Dorrigo Evans er en gammel mand, der begynder at se tilbage på sit liv. Et liv som ung håbefuld og forelsket mand. Et liv som australsk soldat under 2. Verdenskrig. Et liv som krigsfange i Siam - det nuværende Thailand. Et liv som ægtemand og far. Et liv som kirurg. Et liv som offer og bøddel for alle livets tilskikkelser.

Som ung er Dorrigo forlovet med Ella, som kommer af en god familie, men som næppe formår at hive de store passioner i ham frem. En dag under sin orlov møder han den spændende Amy, som dog viser sig at være hans onkels unge kone. De to indleder alligevel et hedt kærlighedsforhold indtil han bliver sendt til fronten. Han kæmper sig igennem Europa og Mellemøstens krigszoner inden han sammen med en del landsmænd bliver sendt til Siam for at bygge den berømmede Dødens jernbane.

Dorrigo er lægen, der hver dag skal forsyne de indfødte majorer og officerer med nok arbejdsdygtige mænd - en kamp, der bliver umulig efterhånden som de dør som fluer af dysenteri, malaria, underernæring osv. Men han forsøger at være retfærdig og år senere betragtes han som den krigshelt, han slet ikke selv ser sig som. Han er vidne til sine kammeraters kamp for livet og forsøger at være et godt eksempel for dem - samtidig som han forsøger at handle med fjenden for at skåne sine soldater. Og nogle dage er han bødlen, der jo må sende nogle afsted mod den visse død.

Disse soldater følger vi også senere i livet, da de stadig kun ser, at de reagerede som kejseren forventede af dem. Den jernbane skulle jo bygges, og derfor måtte de være brutale. 

Dorrigo derimod pines hele sit liv af den pligtfølelse han havde overfor sine soldater; han er ikke lykkelig, men gør som 'man' gør. Bogen springer i tid og sted fra hans ungdom til alderdom - fra krigen i Siam til returen til Tasmanien, hvor han pligtskyldigt gifter sig uden at elske Ella, og ved konstant at være hende utro. 

På bogens sidste sider kommer helheden til at stå grufuldt frem; den ene lille løgn, som han aldrig opdagede, og som måske kunne have ændret alt. 

Det er en barsk bog med sine skildringer af krigen, som er yderst detaljeret og ydmygende. Det er en uendelig trist historie om, hvad krig gør ved mennesker lang tid efter, at de er vendt hjem. Måske for resten af deres liv. Og så er det en trist og tragisk historie om personlige valg og skæbnens hårde hånd.

Jeg indrømmer, at der var et punkt knap en tredjedel inde i bogen, hvor jeg gik lidt i stå. Om det var på grund af alle de andre ting, der fylder eller fordi den er svært konstrueret, er svært at vide. Men da jeg endelig fik tiden og roen, så kunne jeg vitterlig ikke lægge den fra mig.

Longtemps - Erik Orsenna

• Fransk
• 13.-20. september
• 413 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Lang tid - det er titlen; men vist også ret sigende for min læseiver for øjeblikket. Der er flere årsager. Lidt rejseri med andre, hvor det handler mere om nærvær end at begrave sig i sin egen bog. Og så nogle sygdomsproblemer i familien, som gør, at min hjerne har umådeligt svært ved at løsrive sig fra tusinde tanker og kanalisere over i en bog - selvom det ville være det absolut bedste for at få lidt ro, og muligvis lidt bedre nattesøvn. Men sådan må det så være lige nu.

Men det er en smuk roman - en aparte og rørende kærlighedsroman med et skvæt af fantasi i den. Erik Orsenna opdagede jeg med hans afrikanske romaner; men der er bestemt meget mere at komme efter. 

Gabriel er 40 år gammel, og har siden sin ungdom foragtet faderens levestil, som på bedste franske vis selvfølgelig indeholdt en elskerinde. Han hadede at bære det samme navn som sin far - som alle de mandlige medlemmer af familien. For ham var det et dårligt tegn, og han bortviste sin far fra sit bryllup i skræk for, at det skulle smitte. Siden har han for enhver pris undgået rejser. Havet. Floder. Alle steder, der på nogen som helst måde skulle kunne opildne til flugt fra den trygge hverdag. Og har er efter 10 års ægteskab trofast.

En nytårsmorgen møder han i botanisk have i Paris en kvinde, der kommer der med sine to børn. De snakker sammen. Han ser hende - men kender ikke hendes navn; kun de to drenges. Han går hjem. Forlader konen, og indlogerer sig på et hotel imens han leder efter den mystiske kvinde. På den mest utrolige måde finder han hende, og efter næsten et års søgning mødes de igen.

De rejser hurtigt væk sammen - til Sevilla, hvor Cervantes voksede op og skrev Don Quixote. Hendes betingelse er soleklar. Hvis de skal have et forhold, og hun ikke har i sinde at forlade sin mand, så skal der være et håndgribeligt bevis på deres kærlighed. Og det bevis skal være intet mindre end genialt og strålende, som deres kærlighed. De tager altså afsted for at lave et barn.

Det lykkes også - men han får ikke navnet Gabriel. De mødes i hemmelighed som alle andre utroskaber er bygget op. Men det varer ved over årene. Blot får Gabriel aldrig sin søn at se - enkelte gange på afstand; men noget forhold til ham får han ikke. De venter blot på, at barnet skal åbenbare sit talent, som de har store forventninger til.

Deres historie bliver til en livshistorie om kærlighed. Om Gabriels venten på, at hans elskede kan løsrive sig fra familie og børn; en mand, der ved, hvad der foregår - men accepterer. Om Gabriels forsøg på at stjæle hende bid for bid og få hende til at blive en permanent del af sit liv. Et projekt, der lykkes i et år, da de er midaldrende. Et fuldt år giver hun ham - men ikke en dag, en time, et minut eller en nat mere. Det bliver enden på det. Det er for meget nu.

Gabriel rejser til Kina og fordyber sig i sin passion for haver - alt det modsatte af utroskabens forfløjenhed. De dybe rødder og stabiliteten. Og der kommer en kvinde, som måske kan få ham til at glemme tredive års kærlighed. Indtil elskerinden finder ud af det og kommer til ham.

Denne gang vil Gabriel ikke give op. Og de finder den ultimative løsning - hun dør. Dog kun på papiret. Og de ender deres dage sammen i Kina. 

Historien om deres kærlighed er nedskrevet som et brev til barnebarnet. Sønnen af deres spanske kærlighedsfrugt, som hedder Gabriele - den italienske udgave af det skæbnefulde navn. Sønnen blev aldrig det geni, de havde håbet på - men der er store forhåbninger til næste generation netop på grund af navnet.

Det er en finurlig historie. Der er morsomme og atypiske drejninger i deres livshistorie; men der er også en form for erkendelse af, at den slags kærlighed kan overleve i så mange år og fungere uden, at nogle nødvendigvis bliver såret. Deres utroskab bliver jo den ultimative form for troskab som tiden går.

Louis XI - Paul Murray Kendall

• Fransk
• 6.-12. september
• 612 sider

I serien af biografier af franske konger og personligheder fandt jeg langt om længe i maj 2014 denne monumentale biografi af Ludvig XI, som var Frankrigs konge fra 1461 til 1483. I den fiktive historie om Fiora er det netop denne konge og hans krige, det handler om. Men Kendalls biografi fra 1971 er anerkendt som det absolutte non-fiktive mesterværk om denne enestående konge.

Han havde en skrækkelig barndom - som så mange andre i hans position på den tid - men især hans far brød sig ikke om ham, og forsøgte at holde ham væk fra magten, hvorfor han ikke tidligt lært det kronprinsehverv, som jo var hans. Som fransk kronprins er man Dauphin, og dermed har man rettighederne over området Dauphiné, som ligger i den sydøstlige ende af landet. Da Louis som kronprins trodsede sin far og tog herned, fandt han endelig en form for mening med tingene.

Her kunne han styre sin stat - så lille den endog var - i fred og ro, og han vandt nogle vigtige kampe og sørgede samtidig for, at hans befolkning ingen nød led, men derimod udviklede sig.

Faderen fører til gengæld krig fra hans del af Frankrig, og forlanger sønnen hjem. Da denne nægter sender han hæren til Dauphiné, og Louis flygter til Bruxelles, hvor hans onkel Filip den Gode, regerer over Nederlandene og Burgund, men ligeledes havde rødder ind i den franske Valois-familie, der jo sad på kongemagten.

Louis bliver konge, da faderen dør - men årene hos Filip den Gode indhenter ham senere, da dennes søn Karl den Dristige ikke vil lade sig tage til takke med den rolle, livet har tildelt ham. De to unge mænd levede ved samme hof, da Louis var i eksil - men i årevis derefter er de i krig mod hinanden.

Der er derfor en uendelig masse krig, strategi og lange beskrivelser af de politiske forviklinger fra den tid - så er man med England på grund af et ægteskab - eller man er imod på grund af et tredje ægteskab muligvis i et helt tredje land, men som rykker brikkerne på det europæiske bræt af alliancer i sengen og i slagmarken. Det er lidt tungt til tider - lange krigsbeskrivelser har aldrig været min stærke side. Men historien om kongen er interessant.

Han er måske ikke Frankrigs mest gloriøse konge, hvad angår pomp og pragt - han levede så asketisk, at det nærmest var pinligt for hoffet. Til gengæld kæmpede han stort set hele sit liv for at holde det Frankrig sammen, som han overtog fra sin far. Hans trone blev direkte nedarvet indtil 1589, hvor Henri III døde barnløs, og tronen overgik til den noget mere flamboyante Henri IV fra Bourbon-dynastiet.

De l'horrible danger de la lecture - Voltaire

• Fransk
• 5. september
• 78 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Titlen lokkede jo uendeligt - 'Om den skrækkelige fare ved læsning'! Interessant og provokerende, når det så oven i købet kom fra selveste Voltaire.

Det viste sig dog at være fem mindre tekster, hvoraf denne blot var den ene, og faktisk ikke den mest interessante i mine øjne. 

Voltaire var en samfundskritiker; i flere omgange blev han bandlyst fra hoffet eller landsforvist. Han var også arrogant og havde intet til overs for pøblen, Han snobbede opad og ville have en plads i solen ved hoffet; mens han samtidig kritiserede konger, paver og lignende. 

Netop dette er der en yderst skarp tekst om i bogen, hvor Lukian - den grækse filosof - møder Erasmus i Champs-Elysées, som jo er de evige jagtmarker. Altså en form for paradis et sted. Erasmus skal forklare Lukian sin profession, da denne jo har været død i århundreder. Han siger, at han er munk - hvilket den anden jo ikke ved, hvad er: "Det er en profession, hvor man ikke laver noget; hvor man sværger at være til ingen nytte, at være en slave og absurd - og leve på andres bekostning".

Og således eskalerer det med forklaringen af kardinaler og paver; en uhørt kritik af kirken på den tid i midten af det 18. århundrede. Og det gav ham da også problemer. Alligevel vendte han gang på gang tilbage, og døde i Paris som 83-årig, og endte i Pantheon.

Teksterne er som sagt korte og satiriske; der skal læses bag om og imellem linierne. som i historien om bådmanden, der samler en barbarisk mand op som kunde, De udveksler en samtale, hvor bådmanden forsøger at bevise, at den anden virkelig er en vildmand uden manerer endsige en hjerne. Dette eksperiment mislykkes selvfølgelig og de to skilles uden. at bådmanden forstår sin egen ignorance. 

De er dog næsten for korte, for man ønsker at fordybe sig mere i hans syn på verden. Hans teaterstykker er jo også fyldt med denne slags morale; men nu er jeg ikke god til at læse teaterstykker; det irriterer mig. Men der er uden tvivl andre tekster at få fat i. 

En plus en - Jojo Moyes

• Engelsk
• 1.-4. september
• 526 sider
• Originaltitel: The One Plus One

Jeg var faktisk langt fra begejstret for den første roman jeg læste af Jojo Moyes - alligevel hoppede jeg på den, fordi jeg syntes, at jeg trængte til noget meget let og underholdende til en ellers barsk arbejdsuge. Noget, der egnede sig perfekt til metrorejser og koncentrationsevne, der ikke var i top.

Og det fik jeg! Det er lidt som at læse et kulørt sladderblad; det kan være ret underholdende, mens det står på. Når man har bladet til næste side, har man stort set allerede glemt det - så uintelligent er det, og ugen efter kan man ikke huske, hvem der var blevet skilt, havde fået barn eller forelsket sig. Fordi det netop er så uafvendelig ligegyldigt.

Det lyder måske barsk; men jeg er altså ikke bare ikke til den der chick-lit-genre, hvor det så åbenbart også er nødvendigt at skrive med mindst punktstørrelse 14 - og det mener jeg i ramme alvor. Jeg kan huske bøger til svagtseende på biblioteket, da jeg var barn - de var skrevet i samme størrelse.

Derfor flyder man lige igennem dens ligegyldigheder; vittighederne er dårlige - og for de flestes tilfælde rent genbrug fra andre bøger, film eller lignende. Desuden er den skrevet, så man aner ambitioner om en film - det er stort set et færdigt manuskript, som vil egne sig til den klassiske Hollywood-komedie, om de to umage skæbner, der mødes. I starten kan de ikke døje hinanden. Pludselig elsker de hinanden, og alverdens fortrædeligheder løser de uden problemer. Men så opdager den rige (altid manden), at der måske var skjulte hensigter, og kan han nu stole på hende osv.

Men de får selvfølgelig hinanden til sidst.

Denne bog får dog en plads i skraldespanden hos mig,

Da krigen var forbi - Sofie Lene Bak

• Dansk
• 30.-31. august 
• 251 sider

En lille perle af en bog, som lærte mig noget nyt om dansk historie - og om et muligvis mere glemt kapitel af historien; nemlig håndteringen af eksileringen af jøder under 2. Verdenskrig og ikke mindst deres retur til landet og hverdagen.

Det kan virke lidt absurd at gøre et så stort nummer ud af det virkelig lille antal mennesker, det reelt handlede om i Danmark, når man tænker på de hundreder af tusinder af forfulgte og dræbte jøder i andre europæiske lande. Dog er det stadig en solstrålehistorie på mange måder, da den danske stat formåede at beskytte sine jødiske borgere langt bedre end i fx Frankrig, hvor regeringen udleverede lange lister med navne og adresser, og gjorde det meget let for nazisterne at hente dem i deres hjem.

I Danmark trådte Socialforsorgen ind og forseglede hjem for at beskytte indbo - eller de opmagasinerede det eller betalte husleje under fraværet, som jo for de danske jøders vedkommende primært varede fra efteråret 1943 til befrielsen, hvor de enten vendte hjem fra Sverige eller kom med de hvide busser fra primært Theresienstadt, som ikke var en koncentrationslejr med gaskamre. Selvfølgelig var det en lejr og forholdene må have været grumme - men overlevelseschancerne var langt bedre. Kun 51 danske jøder omkom i Theresienstadt - set mod franske, belgiske, hollandske, polske, russiske etc. er det jo uendelige små tal i det store puslespil.

Efter hjemkomsten varetog de erstatningssager men også genhusning eller iværksætterhjælp, så man igen kunne komme på fode og arbejde. Selvfølgelig er det ikke udelukkende rosenrødt - der var mange jøder, som var i Danmark uden at være danske statsborgere, og som havde en svær position efter krigen. Der var luende antisemitisme - for hvis man vendte hjem i fine klæder efter opholdet i Sverige, så havde man vel ikke lidt under krigen? På trods af, at ens ejendele var væk eller det firma, man havde overladt til en nabo, kollega eller ven, nu var blevet solgt og pengene borte.

Bogen tager en meget pragmatisk tilgang til tingene; med tabeller, statistikker og deraf kan man jo se, at tallene var ganske små - men reelt set betød det jo også, at en uendelig lille andel af de danske jøder omkom under krigen. Næsten 7.000 jøder blev hjulpet ud af landet og undslap tyskerne; og samtidig havde den danske stat samarbejdet med tyskerne, så definitionen var mindre barsk end i andre lande, hvor 3 ud af 4 jødiske bedsteforældre afgjorde ens skæbne. I Danmark var man tilsyneladende interesseret i at bevare et bedre forhold mellem nazisterne og den danske regering, som stadig var der.

Jeg synes, at det var en fascinerende læsning. Jeg har selv ret god grund til at tro, at jeg har mindst en jødiske bedsteforælder; men som af gode grunde ikke talte om det. Men navnevalget af mange familiemedlemmer er nærmest utænkeligt, hvis man ikke havde jødiske aner. Desværre er det i dag umuligt at få verificeret den historie; men det giver mening for mig, da en del familiehistorier falder fint på plads.

Samtidig skjulte mine bedsteforældre på mødrene side selv jøder i deres lille lejlighed i nordvestkvarteret inden de kunne sejles til Sverige i nattens mulm og mørke. På samme måde som mange danskere må have aner, der var aktive i modstandsbevægelsen, så har mange måske også rødder tilbage til nogle, som skjulte eller hjalp jøder - eller som nedstammede fra jøder uden, at det er kendt i familien. Og så er der selvfølgelig dem, hvis familiers handlinger var mindre glorværdige - og der er vel næppe nogle lande, der kan se sig helt fri for at have begået ugerninger under den krig.

Men den danske indsats som man læser om den i denne bog, giver et positivt billede af Danmarks indsats - ikke mindst i at få dem tilbage og integreret i samfundet. Det er jo lidt tankevækkende med den voldsomme flygtningedebat, der florerer p.t. Vi har på et tidspunkt udvist langt mere næstekærlighed!

Mr Gwyn - Alessandro Baricco

• Fransk
• 27.-29. august
• 215 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange kan jeg godt tænke ved mig selv, at nu skal jeg ikke læse en bog mere. Blot fordøje de bøger, der har været eller holde en så lang pause, at man er nærmest hungrende for at få en bog i hænderne igen. Men så ved jeg jo, at det ikke kan lade sig gøre. Det er så meget i mit blod, at det ville være umuligt ikke altid at prioritere læsning fremfor fjernsyn eller andet.

Mr Gwyn i den fantastiske Bariccos roman er forfatter; men det har han ikke altid været. Men de sidste tolv år har han været forfatter med ret stor succes; så en dag publicerer han i avisen en liste af 52 ting, han ikke længere vil. Deriblandt nok den vigtigste - ikke at ville skrive bøger længere.

Han rejser til Spanien og holder en lang ferie, alt imens hans agent i London kimer ham ned i troen på, at det hele er en joke eller et mediestunt. Men hjemvendt holder Mr Gwyn fast i sit valg; indtil han en dag ser en udstilling i et galleri. Derefter beslutter han sig for, at han vil lave portrætter - de skal ikke males selvfølgelig; men skrives. Men fremgangsmåden skal være den samme, som hvis en kunstmaler stod foran sit lærred med modellen foran sig.

Det kræver en del forberedelse, og alene finurligheden i disse er Bariccos genistreg; der hvor man genkender hans poetiske tilgang til hverdagsting. Det skal ikke afsløres her.

Processen går i gang og den første model er agentens lidt overvægtige sekretær; det er en intens beskrivelse af den måned, de samarbejder og resultatet er et portræt på nogle siders tekst, som læseren her ikke får indblik i. Mr Gwyn fortsætter så med sine portrætter; men det skal jo gå galt på et tidspunkt.

Længe efter, at Mr Gwyn er forsvundet ud af historien fortsætter sekretæren Rebecca med at finde hoved og hale i mysteriet om Mr Gwyn. For kunne han virkelig holde sit løfte om ikke at skrive? Selvfølgelig ikke! Og jeg håber virkelig heller ikke, at Baricco en dag stopper.

Baricco er i min absolutte top fem af forfattere, der aldrig slår fejl; jeg køber deres bøger i blinde og ved, at det bliver en uforglemmelig oplevelse - og det var det endnu en gang. En genistreg ganske enkelt!

At reparere de levende - Maylis de Kerangal

• Fransk
• 23.-25. august
• 299 sider
• Originaltitel: Réparer les vivants

Med en lang stribe priser i bagagen, var det et oplagt, indlysende og nemt valg at smide denne franske roman i indkøbskurven, da jeg sidst skulle forsynes med franske bøger. Jeg gik efter nogle lidt ukendte forfattere og nyheder med god omtale i franske medier. Jeg gik måske ikke nok efter min egen mavefornemmelse, og det er mit primære problem med internethandel!

Jeg har det bedst med at stå og bladre i bogen; der får jeg pudsigt nok lynhurtigt en fornemmelse af, om den er noget for mig. Det har noget at gøre med skrifttype, kapitelinddeling, teksttæthed (hvis man kan bruge det udtryk?) - en subjektiv fornemmelse, som selvfølgelig nogle gange viser sig at være forkert. Men når jeg handler på nettet, er det virkelig i blinde - men desværre er der jo ikke mange andre muligheder, når det gælder franske bøger i Danmark.

I dette tilfælde gik det så helt galt, og jeg var flere gange ved at smide den i frustration.

Historien starter med de tre unge mænd, der en morgen skal ud at surfe. Forfatteren forsøger fra første side med den påtrængende stil, hvor sætningerne er uendelige og en følelse skal beskrives med utallige metaforer. De unge mænd kører galt, og den ene af de tre ender i koma og er hjernedød.

Som titlen antyder det handler det om organer; Simons familie står nu i den situation, at de skal beslutte om de vil donere organerne, eftersom Simon som 19-årig ikke selv har taget stilling til dette. Man møder lægen på akutafdelingen, forskellige sygeplejersker, den særlige sygeplejer, der er ansvarlig for at fjerne organerne og selvfølgelig modtageren af hjertet samt dennes omgivelser.

Det hele er skrevet i den samme barske stil. Det er kontant men uden at have empati; det er arrogant, og man fornemmer ingen interesse for protagonisterne i forfatterens ord. Der er mange, der har rost den til skyerne - på grund af det kontroversielle emne muligvis?

Men skrivestilen var ganske enkelt slet ikke i min smag; jeg var stresset af læsningen, og så ikke meget harmoni i det, der skulle forestille at være en sorgproces, der ender med en form for erkendelse og ro i sjælen. 

Så denne forfatter skal ikke regne med flere chancer hos mig; dette er tilsyneladende hendes varemærke efter. hvad jeg kan læse mig til.

Le paradis du Kilimandjaro - Joseph Kessel

• Fransk
• 21.-22. august
• 134 sider
• Dansk titel: Muligvis udgivet i en anden samling historier

Joseph Kessel er meget kendt for sin forargende roman fra slutningen af 1920'erne om en overklassekvinde, der prostituerer sig i dagtimerne. Men han var også en stor reporter, der rejste verden rundt i lande, hvor man på den tid stadig kunne opleve relativt uopdagede pletter.

Han var aktiv i den spanske borgerkrig, og flygtede til London under 2. Verdenskrig for at støtte de Gaulle, og kæmpe i modstandsbevægelsen. Han rejste en del i Afrika, men også i Mellemøsten.

Denne relativt lille bog indeholder fire noveller/rejsebeskrivelser fra hans rejser i Congo, Kenya og Rhodesia, som det jo hed dengang, i starten af 1950'erne. 

Historierne er hans førstehåndsbeskrivelser af møderne med masaierne - en drøm, jeg håber engang at få opfyldt, selvom de i dag jo nærmest iscenesættes for turisternes skyld. Der er en fin historie om hans tur ned ad floden, og en tur ind i Amboseli-naturparken; hvor bestyreren fortæller om deres tiltag for at lade dyrene leve i fred, og beskytte dem mod krybskytter. Det er jo i sig selv ret interessant, at det allerede var så relevant for tres år siden. 

Jeg tror bestemt, at Kessel skal udforskes mere - han tilhørte jo tiden omkring de store spændende rejsende - Hemingway, Capa - og må have inspireret Kapuscinski og Theroux. Dette var smuk rejselæsning - men alt alt for kort! Og så var det desuden min boganmeldelse nummer 700.