Mapplethorpe - Judith Benhamou-Huet

• Fransk
• 18. maj
• 212 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For nogle uger siden så jeg to udstillinger i Paris af Mapplethorpes billeder - to vidt forskellige udstillinger, men begge fantastiske i deres måde at fremstille denne store kunstners billeder. Jeg så min første Mapplethorpe-udstilling på Louisiana i 1992, blot nogle år efter hans død - og da det sikkert chokerede mere end det gør i dag.

Mapplethorpe var homoseksuel, og i hans sidste årti var han åbenlyst betaget af sorte mænd. Han fotograferede dem fra alle mulige og umulige vinkler og uden nogen form for blufærdighed - hviklet der blandt andet er kommet hans Black Book ud af, som nok ikke er for mindreårige. Men den pynter fint i min bogreol, da jeg finder disse billeder vanvittigt æstetiske som langt størstedelen af hans kunst.

Bogen er skrevet af den ene udstillings direktør - udstillingen i Grand Palais, som viser både de klassiske blomsterbilleder, som er af dybt erotisk karakter, men også de mere hard-core SM-billeder, som var en del af hans univers og det fritsvævende liv, som homoseksuelle levede i New York i 1970'erne og 1980'erne inden AIDS kom på scenen, og satte en stopper for manges udfoldelser. Enten af angst eller fordi de døde som fluer. Som Mapplethorpe selv, der døde i 1989 af sygdommen.

Hun har været i kontakt med en del mennesker, der stadig er i live, og kan huske Mapplethorpe og hele denne vilde periode, og skriver om både den private og den offentlige person. Om dæmonerne og kunstneren, om hans baggrund og om afslutningen og om hans betydning for fotokunsten i dag.

Den anden udstilling vi så, var i mine øjne langt mere interessant - på Rodin-museet i et stille kvarter og med den smukke have med Rodins berømte skulpturer.

Når vi i dag går på fx Glyptoteket eller andre steder ser gamle græske eller romerske statuer, er der ikke mange, der chokeres over deres nøgenhed. Rodin i det 19. århundrede chokerede heller ikke - men de voldsomme nærbilleder af bagdele, lår, arme eller torsoer, som Mapplethorpe fotograferede af sine sorte elskere - de chokerer! 

På Rodin-udstillingen har man intelligent sat Mapplethorpes billeder op mod Rodins skulpturer - chokerer det så mindre, hvis man forestiller sig, at han med den moderne verdens teknologi viser det samme?

På dette billede fra udstillingen ser man Mapplethorpes foto, der ud fra den sorte mands krop (som nu fremstår nærmest hvid) er skåret som en armløs statue - op mod Rodins i samme positur. Det giver et helt andet imponerende perspektiv, som pudsigt nok ændrer folks opfattelse af hans billeder.

Personligt har jeg været fan i årtier - og bogen gav et yderligere plus i form af baggrundsinformation om nogle af hans ikoniske billeder.

Blood and Beauty - Sarah Dunant

• Engelsk
• 11.-17. maj
• 529 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg blev måske en anelse snydt af omtalen på bagsiden, der sammenlignede Dunants fortælling om Borgia-familien med Hilary Mantels bøger om Cromwell. Måske burde jeg have været lidt mere opmærksom på den lidt for feminine forside, for det handler ikke om Borgia-familiens historie i helhed, men en del mere om Lucrezia Borgia og hendes ægteskaber - og selvfølgelig faderen pave Alexanders indblanding i dem.

Borgia-historien er fascinerende; blot at tænke sig en pave, der helt åbent lever med sine børn og sin elskerinde omkring sig! Kirken var anderledes skruet sammen i slutningen af det 15. århundrede og at være kardinal - eller pave - betød absolut ikke cølibat. Det var vel stort set munkene lukket inde bag klostrenes mure, der virkelig efterlevede den regel - i de højere sfærer i Vatikanet blev man valgt af politiske årsager (og penge) og ikke for sin gudsfrygt.

Alexander - eller Rodrigo Borgia - kom da også til pavetronen igennem et par generøse pengeposer uddelt de rigtige steder; og hans fire børn er hans store stolthed og ikke mindst brikker i det politiske spil, der skal sikre familien penge og indflydelse, når pavetronen ikke længere er deres. Men helst ser han, at sønnen Cesare overtager den - desværre er han mere interesseret i at føre krig, og han myrder ivrigt enhver, der står i hans vej. Især lillesøsteren Lucrezias mænd eller beundrere. 

Der er nogle fine beskrivelser af livet i Vatikanet på den tid; desværre kan man forestille sig en vis frihed i digtningen og ikke mindst så går den slet ikke nok i dybden med Borgiaernes intriger. Den slutter i 1501 - et par år inden paven dør, og det virkelig begynder at gå skidt for familien. Det ville have været interessant at få hele historien med - som den er, mangler den alt for mange afrundinger i mine øjne.

La Déesse des petites victoires - Yannick Grannec

• Fransk
• 27. april - 11. maj
• 539 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det går ikke særligt godt med læsningen i disse dage! Jeg var fortrøstningsfuld gået i gang med denne franske roman i slutningen af april, men så skulle jeg fire dage til Paris. Det skal man jo bestemt ikke klage over - og udover at have nogle fantastiske dage kom jeg selvfølgelig hjem med ikke mindre end 13 bøger. Jeg var så kun hjemme i Bruxelles i et enkelt døgn inden jeg tog en uge til Danmark. Om knap 6 uger flytter jeg jo hjem efter 14 år i udlandet - og der skulle findes lejlighed og ordnes så mange praktiske ting, at læsning var helt udelukket. Hovedet var ganske enkelt proppet med alt for mange andre tanker og ikke så lidt stress. Men nu er der fundet en lejlighed - og der bliver et helt biblioteksværelse med reoler på tre ud af fire vægge og et dejligt læsehjørne lige under vinduet! Det bliver godt - og så bliver der jo nye græsgange for bogindkøb, der skal undersøges. 

Men jeg nåede da endelig igennem bogen, som bestemt ikke var dårlig - men måske ikke den bedst egnede lige i disse dage. Den omhandler den østrigske matematiker Kurt Gödel, som var lidt af et geni - men også med de skavanker, der ofte forfølger store komplekse hjerner. Han var både hypokonder, depressiv og angst for alt muligt. Det resulterede endeligt i hans død af underernæring, da konen i 1977 blev indlagt på hospitalet, og ingen andre måtte lave mad til ham.

Historien er skrevet som en rammefortælling. På den ene side følger vi hans kone, Adeles, fortælling om deres samliv fra de mødes i Wien i slutningen af 1920'erne til hun sidder på et plejehjem i Princeton i 1980. Det er her den unge kvinde, der er tilknyttet Princeton universitet får til opgave at opsøge hende med det formål at få fat i hans Nachlass - alle hans noter og skriblerier, som endnu ikke er udgivede og måske kan afsløre andre matematiske opdagelser, han har gjort. Det er lettere sagt end gjort. Adele har hele sit liv levet med at være en andenrangsperson i det fornemme selskab manden omgav sig med. Hun var den uuddannede noget ældre kvinde, han giftede sig med - men i størstedelen af deres ægteskab var hun mere sygeplejerske end en elsket kvinde.

Gödels venner i Princeton var Einstein og andre eminente personer fra det 20. århundrede, og middagsselskaber foregik med diskussioner om relativitetsteori og lignende. Adele forsøgte at guide manden gennem livet uden, at han ødelagde for meget for sig selv - men hun følte aldrig, at han værdsatte det. Disse betragtninger og smerter fortæller hun til den unge kvinde, som undervejs i bogen overfører en del af disse ting til sig selv - som datter af to fremstående forskere, som ikke regner datterens akademiske karriere for meget.

Det er en glimrende roman - men der er altså passager, hvor jeg nærmest måtte have Panodilerne frem - sider og sider med matematiske diskussioner. Matematik har aldrig været mit yndlingsfag! Men så kan man måske endnu bedre forstå, hvor svært det må være for en almindelig dødelig at skulle leve omgivet af det.

Maj måned - og juni og juli - bliver nok mest præget af manglende læsning; der er andre ting, der skal i fokus nu. Der vil dog altid være gang i en bog - andet ville jeg ikke kunne; men de kommer til at tage lidt længere tid indtil jeg er installeret i nyt land, ny lejlighed ... og nyt biblioteksrum!!!

La femme au miroir - Eric-Emmanuel Schmitt

• Fransk
• 24.-26. april 
• 476 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Ganske få bøger af E-E Schmitt er oversat til dansk - desværre; men hvis man falder over hans små mesterværker i serien om venskab, kan jeg varmt anbefale dem. Han har ligeledes skrevet en fænomenal roman om Hitler - hvis han var blevet optaget på Kunstakademiet i Wien, hvad var der så sket?

Jeg er ikke vilde med alle hans bøger, men jeg har læst mange af dem - de fleste dog før bloggen opstod. Han bor i dag i Belgien, som er blevet hans adoptionsland, og mange af hans nutidige romaner foregår derfor også til dels i Belgien.

Kvinden i spejlet er en trefoldig roman, hvor vi følger i skiftende kapitler, men altid i samme rækkefølge, tre kvinder i tre perioder. Først er der den unge Anne, som lever i Bruges i midten af det 16. århundrede lige efter reformationen. Hun vil ikke giftes, men ej heller gå i kloster. Hendes tro er en symbiose med naturen, og selvom alle fortæller hende, at det er Gud, hun taler med, så er hun ikke enig i kirkens magt- og pengemisbrug. Hun er en rebel på en tid, hvor kvinder blot skulle føre husholdning.

Nogle århundreder senere i Wien er der Hannah, som er nygift med den unge velhavende adelige Franz; men hun kan ikke give ham den længe ventede arving, og ender med en nervøs graviditet. Det får familiens medlemmer til at anbefale hende psykolog, da Freud netop er stået frem med sine nymodens metoder. Hun ender med terapien, og det løsriver hende nok lidt for meget i forhold til den status som velhavende kvinde, som alle forventer af hende.

I Hollywood i dag følger vi Anny; en barnestjerne, der nu er trods succesen kun overlever på sex, drugs & rock'n'roll! Konstant bedøvet af diverse rusmidler kan hun ikke selv se sin destruktive opførsel; indtil hun møder den gamle skuespillerinde og den unge sygeplejer, som begge forsøger at få hende til at se, at hun er på en dødskurs.

De tre kvinder skal alle 'se sig selv i spejlet' og frigøre sig fra dæmoner eller blot den måde, samtiden ser dem på. De får alle en form for mentor - Anne i munken Braindor; Hannah i psykologen men også sin kusine, hvis breve udgør hendes fortælling i bogen. Og Anny har både gode og dårlige mentorer. Men de er alle ude på en dannelsesrejse, som ender skidt for de to første, og bliver en form for redning for Anny, der samler trådene til sidst.

Jeg havde lidt svært ved at komme ind i den med de skift i fortælling og tid, der selvfølgelig kom ved en rigtig cliffhanger - det irriterede mig en anelse i starten. De tre kvinders historie er fin hver for sig, men havde ikke kunnet stå alene - den røde tråd, der samler dem til sidst er måske lidt vel søgt, og jeg synes ikke, at det er hans bedste værk. Men han skriver altså gode historier!

Den sorte linje - Jean-Christophe Grangé

• Fransk
• 20.-23. april
• 606 sider
• Originaltitel: La ligne noire

For nogle uger siden havde en kollega lånt mig en Grangé-krimi - en mindre at købe, da de jo sluges med rekordfart. Men jeg kom aldrig længere end første side, og troede, at det var enden på mit bekendtskab med Grangé. Jeg forsøgte virkelig, men er der noget jeg virkelig ikke bryder mig om er det sjusk - og her var det sjusk i første linje, da han omtalte svenskeren Éric Svendsen!!! En svensker, hvis fornavn staves på fransk med accent og det hele ... og hvor efternavnet staves på dansk. Det er sjusk! Så den blev returneret desværre.

Men jeg havde faktisk selv stadig nogle stykker stående ulæste, og så kastede jeg mig over en af de tidligere i hans forfatterskab; og nu er vi vist gode venner igen - selvom jeg stadig aldrig har hørt om et dansk efternavn, der staves Mosensen.

For det er nemlig en af personerne i denne krimi - en ung dansk pige, Pernille Mosensen, der findes myrdet i umiddelbar nærhed af den tidligere franske mesterdykker, Jacques Reverdi, som nu er 'pensioneret' og lever af at undervise og nyde livet i Sydøstasien. Men der er et par kadavre i den linje, han trækker efter sig efterhånden som han flytter fra land til land.

Den lidt afpillede franske journalist Marc beslutter sig for at kaste sig over sagen; men Jacques er en kompleks mand, der helst undgår pressen. Så Marc må iføre sig en forklædning for at komme i kontakt med ham. Det er helt uskyldigt så længe Jacques sidder godt fast i malaysisk fængsel med udsigt til galgen og ikke friheden; og så længe det udelukkende foregår via breve men senere emails.

Marc - i sin anden form - følger dykkermesterens anvisninger for at finde frem til hans hemmelighed; og det lykkes næsten. Alene den del er en fascinerende rejse ind i menneskets sind, som det tit er i Grangés romaner - men der er mere detektivarbejde og mindre vold end i nogle af de senere romaner, synes jeg - og det gør mig ikke spor.

Marc erkender på et tidspunkt, at legen er nået for vidt - men da er det for sent! Og selvfølgelig slutter bogen med en hæsblæsende jagt; men igen mindre voldsom og faktisk også mindre langtrukken end i visse af de andre romaner. Men jeg nød faktisk historien, og plottet er glimrende fundet på. Det er nok Grangés virkelig styrke, at han altid får skabt en tråd mellem noget esoterisk og det voldsomme, og så er hans personer levende og godt skruet sammen.

Monumenternes mænd - Robert Edsel

• Engelsk
• 15.-19. april
• 490 sider
• Originaltitel: Monuments Men

Det er en bid af verdenshistorien, der begyndte at interessere mig mere og mere efter at have læst historien om verdens mest berømte maleri, der forsvandt i den forbindelse men også historien om det mindre berømte maleri, men som stammede fra Rothschild-samlingen, og dermed repræsenterede de mange kunstskatte, som nazisterne stjal fra de jøder, de sendte i døden.

Det er ikke en romantiseret heltebog, selvom den med sædvanlig amerikansk epos gør de amerikanske soldater til større helte end de måske er - men man skal altså ikke regne med at læse en papirudgave af den opreklamerede film med Clooney & Co. Dette er den tekniske, historiske fortælling om baggrunden for skabelsen af det specielle korps, der skulle redde Europas kunstskatte både fra at blive yderligere ødelagt af de allierede, da de nåede Europa - men også for at finde de mange tusinde kunstskatte, som var fjernet af nazisterne. Den er måske mere tør - men det er jo frem for alt en historiebog! Jeg har læst kritikker, som mener, at Edsel tager sig friheder i at skabe en dialog mellem de deltagende personer - upassende for en historiebog! Det mener jeg nu ikke; læser man kildefortegnelsen og fodnoterne er der et solidt benarbejde bag - og under alle omstændigheder bedre end en fordummende Hollywood-film ... hvor der jo i øvrigt også er temmelig meget dialog.

Hvis man vil se og forstå, hvad der skete i de år, vil jeg hellere anbefale at læse denne bog eller se den tyske dokumentar, som giver billeddokumentationen samtidig med fakta. Det er fascinerende i dokumentaren at se det smukke landskab, som lagde grund til disse uhyrligheder - men alligevel passende, at verdens største kunstskatte skulle befinde sig et så smukt sted.

Bogen er skrevet for amerikanere skulle man tro; i hvert fald er det nok lidt overflødigt at understrege, at Bruxelles er Belgiens hovedstad og Belgiens største by? Jeg vil mene, at ved man ikke det, så er man nok slet ikke i målgruppen for sådan en bog - for kender man så Caravaggio, van Eyck, etc. 

Hvad der virkelig slår mig er, at disse værker var så uendeligt tæt på helt at forsvinde. Hvor mange gange har jeg ikke stået på Rijksmuseum i Amsterdam, Louvre, KHM i Wien eller så mange andre fantastiske steder, og været i svime over et enestående maleri - som var gemt væk og kunne være blevet sprængt i luften, så vi i dag aldrig havde kunnet se malerier fra en periode på flere århundreder. Andre forsvandt selvfølgelig. Brændt og ødelagt af nazisterne fordi det var degenereret kunst - som fx Gustav Klimt, Picasso og andre mere moderne kunstnere; det er også et grusomt tab.

For en kunstaficionado som jeg var det selvfølgelig en særlig læseoplevelse, fordi hvert maleri taler til mig, og fordi jeg har stået foran de fleste. For en historieinteresseret person vil den give noget helt andet - men uanset er det en fascinerende del af verdenshistorien. Den skal nok få sine 15 minutes of fame med den amerikanske film; men som altid værdsætter jeg højere at få den videnskabelige frem for den kommercielle version af historien. Så filmen skal jeg bestemt ikke se. 

Postkort til Annie - Ida Jessen

• Dansk
• 14. april
• 221 sider

Min eneste danske kollega hernede lånte mig i går en lille dansk novellesamling, og hun kiggede mindst lige så forundret, da jeg i morges kom tilbage med den. Den var selvfølgelig ganske lille og skrevet med relativ stor skrift; men samtidig blev jeg fanget af de seks små historier.

Det er helt bestemt kvindehistorier. Det er historier om kvinder i forhold, hvor de står i stampe og er ulykkelige uden at kunne trænge ind til manden. Det er mødres dilemma, som moderen, der altid har vidst, at hendes søn var en ballademager, og muligvis står bag en grum ulykke. Hun vægrer sig, men i lige netop denne novelle får hun sin mand på sin side - i alle de andre historier er parrene som delt i to lejre.

I de fleste tilfælde er kvinderne nemlig ret alene med deres sorger og problemer, og man føler virkelig med dem og føler deres smerte. Som moderen, hvis søn muligvis lider af en mild form for syndrom af en slags, der gør ude af stand til at indordne sig i samfundet. Hun presser på - for meget; og støder ham derved konstant fra sig. Men som mor må hun kæmpe - det er hendes eneste valg selvom hun vedvarende siger til sig selv, at det giver bagslag.

Der er også historierne om de ekstremt følsomme kvinder, hvor det bliver deres skæbne. Dem, der følger efter en skæv skikkelse i gaden, og ìkke kan slippe fornemmelsen af andres tristhed.

Ida Jessen var et helt nyt bekendtskab for mig - men jeg blev virkelig grebet af de kvinders skæbner, selvom noveller ikke ellers er min favoritlæsning. Tit føler jeg, at der mangler dybde i historierne og personerne, men Jessens historier slutter en cirkel, selvom man ikke kan undgå at undre sig over, hvad det ville give, hvis der blev udbygget på en af dem. Men i sig selv er mere end nok til ramme dig og selv sætte din fantasi i gang om deres skæbner.

Marco Effekten - Jussi Adler-Olsen

• Dansk
• 12.-13. april
• 506 sider

Set i bakspejlet ville jeg måske have vundet noget ved at læse Afdeling Q-serien i den rette rækkefølge; men det har været lidt svært, når man nu ikke på en nem måde har adgang til danske bøger. Men jeg er faktisk glad for, at jeg holdt ved og endte med at købe den sidste i serien. Jeg synes stadig, at nummer 1 og 2 var langt de dårligste med de åbenlyse henvisninger til eksisterende danske personer og uendeligt amatøragtigt camoufleret.

I Marco Effekten er vi ude i relevante samfundsmæssige problemer med både misbrug af ulandshjælp, bankkrak og romaer, der tigger i Københavns gader. Og vi når et skridt videre i opklaringen af den mystiske og morsomme Assads fortid - muligvis i Abu Graib-fængslet under Saddam Husseins styre?

Der er fart på lige fra starten, og igen tog det mig faktisk ikke mere end en anelse af lørdag eftermiddag og lidt mere intens søndagslæsning, før jeg var færdig. Men det ærgrer mig stadig grusomt, at der til tider er eklatante fejl og manglende research - som fx i denne roman, hvor den korrupte embedsmand René Eriksen skal modtage en UPS-forsendelse fra Curaçao; desværre arbejder jeg selv i denne branche og UPS servicerer ikke Curaçao. Han kunne have valgt et andet kurérfirma, men hvorfor lige det eneste, der ikke kan levere. Og desuden scanner man ikke et foto af en kvittering i dag - man tilføjer modtagerens emailadresse til forsendelsen, og vedkommende får automatisk alle opdateringer om, hvor pakken er.

Jeg fandt en anden fejl undervejs også - men den er lykkeligvis glemt nu.

Når det er sagt, så synes jeg bestemt, at de andre personer udover Rosa-Carl-Assad-trekanten var langt bedre aftegnede - man kan sagtens leve sig ind i den stakkels Marco, men også de to ældre bøsser kan man fint se for sig. Og at hente afrikanske drengesoldater ind i historien gav en genial krydring, som levendegjorde den grusomme mandejagt i Københavns gader.

Man kan jo også stadig undre sig over Carl og Assads til tider uortodokse metoder; det kan næppe behage politietaten, at man fremstiller dem på denne vis - men det er selvfølgelig med til at skabe billedet af det skæve trekløver - og jeg morer mig også stadig over, hvor mange kamelordsprog den kloge Assad kender.

Alt i alt en langt bedre oplevelse end forventet - kommer der mon flere?

Hexagone - Lorànt Deutsch

• Fransk
• 6.-11. april
• 459 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Deutsch's fantastiske bøger om Frankrig har næppe megen interesse uden for landets grænser; ikke desto mindre er han en fabelagtig historiker, der kan fortælle en historie så man fornemmer personer som Caligula, Hannibal, Jeanne d'Arc osv. som levende personer.

Efter sin bog om Paris' historie fortalt ud fra de parisiske metrostationer, kaster han sig nu over de franske veje. Det lyder jo banalt - men veje er jo netop en kæmpe del af vores historie. Det er vejene, der har bragt de første mennesker videre rundt i verden; det er vejene, der har været afgørende for krige og kampe om landegrænser, og det er vejene, der har skabt et samfund af handlende, rejsende - os!

Bogen er delt op i kapitler per århundrede - og vi starter allerede i 6. århundrede før JC - der er lang vej op til i dag; men Deutsch tager et århundrede ad gangen, og henlægger historien til et stykke vej i Frankrig, hvor netop det århundredes historie var afgørende for landet. Det er vanvittigt spændende at betragte landets udvikling fra den vinkel og de mange kapitler inden vi overhovedet nåede Middelalderen var for mig de mest bjergtagende.

Han krydrer sine historier med anekdoter om de steder og hvordan og hvor man kan finde dem i dag. Han anskuer historien med vores moderne øjne lige så godt som med datidens, og formår at overbringe historier så man også griner af, hvor lidt tingene egentlig ændrer sig. Som da diligencen blev opfundet i 1700-tallet, og hoteller og restauratører langs landevejene blev sure over, at man tog deres levebrød fra dem, når hestevognene nu kørte om natten. Alle fremskridt er altid på bekostning af noget andet - men Deutsch trækker linjerne mellem den gamle historie, og hvordan den har betydning for vores liv i dag.

Jeg ved ikke, hvad han kaster sig over næste gang - men jeg håber, at han fortsætter!

Liv efter liv - Kate Atkinson

• Engelsk
• 1.-5. april
• 622 sider
• Originaltitel: Life after Life - udkommer på dansk i maj 2014
  
  

En snefuld februardag i 1910 fødes Ursula Todd - med navlestrengen om halsen og overlever ikke.

"Darkness falls."

En snefuld februardag i 1910 fødes Ursula Todd - med navlestrengen om halsen; men der handles hurtigt og hun overlever.

Sådan starter de første korte kapitler af Atkinsons usædvanlige bog; og man ved man det samme, at dette bliver anderledes.

Ursula vokser op sammen med sine to store og to mindre søskende under 1. Verdenskrig, og på sin 16-års fødselsdag får hun sit første uskyldige kys. I en anden version af det liv, der leves på forskellige måder bliver hun voldtaget, bliver gravid og bliver familiens skam. Eller hun ved, hvad der sker og skubber manden væk - og intet af alt det dårlige sker.

I 1930'erne tager hendes liv også forskellige drejninger - hun bliver gift eller ej. Hun rejser til Tyskland i pre-nazismens tid, og bliver gift der - eller ej. Det er hele tiden et skridt frem og to tilbage; og vi starter ikke helt forfra men tilbage til de momenter, hvor et andet svar eller en anden handling vil have afgørende indflydelse på Ursulas liv. Eller på vores egne. Havde vi ikke gjort det - hvad så? Var vi gået en anden vej eller taget en anden bus, havde vi så mødt manden i vores liv? Livet er gjort af tilfældigheder og vi kan ikke ændre udfaldet.

Ursula er ikke selv fuldt bevidst om disse reinkarnationer før langt senere, hvor der er déjà-vus, som forstyrrer hende og det endelige grufulde udfald bliver 2. Verdenskrig. Hvis nogen kunne have stoppet Hitler - hvordan ville verden så se ud i dag?

Hver gang hun dør er det med slutordene Darkness falls - så ved man, at der kommer en ny drejning ud fra netop den hændelse. 

Der er ligeledes en stor del af handling under blitzkrigen i London, som er temmelig hårrejsende og gribende læsning - og om muligt en tid, hvor det var afgørende, hvor man var - det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og alt ville være anderledes.

Der er mænd i hendes liv og der er venner og naboer - men afhængig af historien har de forskellige roller af intimitet med hende; men som læser genkender man dem. I det længste hændelsesforløb når vi til 1967 - så det er svært at vide, hvad der blev Ursulas endelige livshistorie. Men det er måske netop det fascinerende ved historien - at livet defineres af små detaljer, som bliver endegyldigt vigtige.

Jeg fandt den ikke forvirrende på nogen måde; heller ikke irriterende men kan forestille mig, at det vil irritere nogle. Jeg nød uvisheden og aspektet af overraskelse selv i slutningen, hvor der er alternative måder at se hendes livs store øjeblikke udvikle sig på. Det giver rig lejlighed for læseren til at forestille sig, hvilken slutning man selv foretrækker.