Monday, August 31, 2015

Da krigen var forbi - Sofie Lene Bak



























  • Dansk
  • 30.-31. august 
  • 251 sider

En lille perle af en bog, som lærte mig noget nyt om dansk historie - og om et muligvis mere glemt kapitel af historien; nemlig håndteringen af eksileringen af jøder under 2. Verdenskrig og ikke mindst deres retur til landet og hverdagen.

Det kan virke lidt absurd at gøre et så stort nummer ud af det virkelig lille antal mennesker, det reelt handlede om i Danmark, når man tænker på de hundreder af tusinder af forfulgte og dræbte jøder i andre europæiske lande. Dog er det stadig en solstrålehistorie på mange måder, da den danske stat formåede at beskytte sine jødiske borgere langt bedre end i fx Frankrig, hvor regeringen udleverede lange lister med navne og adresser, og gjorde det meget let for nazisterne at hente dem i deres hjem.

I Danmark trådte Socialforsorgen ind og forseglede hjem for at beskytte indbo - eller de opmagasinerede det eller betalte husleje under fraværet, som jo for de danske jøders vedkommende primært varede fra efteråret 1943 til befrielsen, hvor de enten vendte hjem fra Sverige eller kom med de hvide busser fra primært Theresienstadt, som ikke var en koncentrationslejr med gaskamre. Selvfølgelig var det en lejr og forholdene må have været grumme - men overlevelseschancerne var langt bedre. Kun 51 danske jøder omkom i Theresienstadt - set mod franske, belgiske, hollandske, polske, russiske etc. er det jo uendelige små tal i det store puslespil.

Efter hjemkomsten varetog de erstatningssager men også genhusning eller iværksætterhjælp, så man igen kunne komme på fode og arbejde. Selvfølgelig er det ikke udelukkende rosenrødt - der var mange jøder, som var i Danmark uden at være danske statsborgere, og som havde en svær position efter krigen. Der var luende antisemitisme - for hvis man vendte hjem i fine klæder efter opholdet i Sverige, så havde man vel ikke lidt under krigen? På trods af, at ens ejendele var væk eller det firma, man havde overladt til en nabo, kollega eller ven, nu var blevet solgt og pengene borte.

Bogen tager en meget pragmatisk tilgang til tingene; med tabeller, statistikker og deraf kan man jo se, at tallene var ganske små - men reelt set betød det jo også, at en uendelig lille andel af de danske jøder omkom under krigen. Næsten 7.000 jøder blev hjulpet ud af landet og undslap tyskerne; og samtidig havde den danske stat samarbejdet med tyskerne, så definitionen var mindre barsk end i andre lande, hvor 3 ud af 4 jødiske bedsteforældre afgjorde ens skæbne. I Danmark var man tilsyneladende interesseret i at bevare et bedre forhold mellem nazisterne og den danske regering, som stadig var der.

Jeg synes, at det var en fascinerende læsning. Jeg har selv ret god grund til at tro, at jeg har mindst en jødiske bedsteforælder; men som af gode grunde ikke talte om det. Men navnevalget af mange familiemedlemmer er nærmest utænkeligt, hvis man ikke havde jødiske aner. Desværre er det i dag umuligt at få verificeret den historie; men det giver mening for mig, da en del familiehistorier falder fint på plads.

Samtidig skjulte mine bedsteforældre på mødrene side selv jøder i deres lille lejlighed i nordvestkvarteret inden de kunne sejles til Sverige i nattens mulm og mørke. På samme måde som mange danskere må have aner, der var aktive i modstandsbevægelsen, så har mange måske også rødder tilbage til nogle, som skjulte eller hjalp jøder - eller som nedstammede fra jøder uden, at det er kendt i familien. Og så er der selvfølgelig dem, hvis familiers handlinger var mindre glorværdige - og der er vel næppe nogle lande, der kan se sig helt fri for at have begået ugerninger under den krig.

Men den danske indsats som man læser om den i denne bog, giver et positivt billede af Danmarks indsats - ikke mindst i at få dem tilbage og integreret i samfundet. Det er jo lidt tankevækkende med den voldsomme flygtningedebat, der florerer p.t. Vi har på et tidspunkt udvist langt mere næstekærlighed!

Sunday, August 30, 2015

Mr Gwyn - Alessandro Baricco


























  • Fransk
  • 27.-29. august
  • 215 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange kan jeg godt tænke ved mig selv, at nu skal jeg ikke læse en bog mere. Blot fordøje de bøger, der har været eller holde en så lang pause, at man er nærmest hungrende for at få en bog i hænderne igen. Men så ved jeg jo, at det ikke kan lade sig gøre. Det er så meget i mit blod, at det ville være umuligt ikke altid at prioritere læsning fremfor fjernsyn eller andet.

Mr Gwyn i den fantastiske Bariccos roman er forfatter; men det har han ikke altid været. Men de sidste tolv år har han været forfatter med ret stor succes; så en dag publicerer han i avisen en liste af 52 ting, han ikke længere vil. Deriblandt nok den vigtigste - ikke at ville skrive bøger længere.

Han rejser til Spanien og holder en lang ferie, alt imens hans agent i London kimer ham ned i troen på, at det hele er en joke eller et mediestunt. Men hjemvendt holder Mr Gwyn fast i sit valg; indtil han en dag ser en udstilling i et galleri. Derefter beslutter han sig for, at han vil lave portrætter - de skal ikke males selvfølgelig; men skrives. Men fremgangsmåden skal være den samme, som hvis en kunstmaler stod foran sit lærred med modellen foran sig.

Det kræver en del forberedelse, og alene finurligheden i disse er Bariccos genistreg; der hvor man genkender hans poetiske tilgang til hverdagsting. Det skal ikke afsløres her.

Processen går i gang og den første model er agentens lidt overvægtige sekretær; det er en intens beskrivelse af den måned, de samarbejder og resultatet er et portræt på nogle siders tekst, som læseren her ikke får indblik i. Mr Gwyn fortsætter så med sine portrætter; men det skal jo gå galt på et tidspunkt.

Længe efter, at Mr Gwyn er forsvundet ud af historien fortsætter sekretæren Rebecca med at finde hoved og hale i mysteriet om Mr Gwyn. For kunne han virkelig holde sit løfte om ikke at skrive? Selvfølgelig ikke! Og jeg håber virkelig heller ikke, at Baricco en dag stopper.

Baricco er i min absolutte top fem af forfattere, der aldrig slår fejl; jeg køber deres bøger i blinde og ved, at det bliver en uforglemmelig oplevelse - og det var det endnu en gang. En genistreg ganske enkelt!

Thursday, August 27, 2015

At reparere de levende - Maylis de Kerangal


























  • Fransk
  • 23.-25. august
  • 299 sider
  • Originaltitel: Réparer les vivants

Med en lang stribe priser i bagagen, var det et oplagt, indlysende og nemt valg at smide denne franske roman i indkøbskurven, da jeg sidst skulle forsynes med franske bøger. Jeg gik efter nogle lidt ukendte forfattere og nyheder med god omtale i franske medier. Jeg gik måske ikke nok efter min egen mavefornemmelse, og det er mit primære problem med internethandel!

Jeg har det bedst med at stå og bladre i bogen; der får jeg pudsigt nok lynhurtigt en fornemmelse af, om den er noget for mig. Det har noget at gøre med skrifttype, kapitelinddeling, teksttæthed (hvis man kan bruge det udtryk?) - en subjektiv fornemmelse, som selvfølgelig nogle gange viser sig at være forkert. Men når jeg handler på nettet, er det virkelig i blinde - men desværre er der jo ikke mange andre muligheder, når det gælder franske bøger i Danmark.

I dette tilfælde gik det så helt galt, og jeg var flere gange ved at smide den i frustration.

Historien starter med de tre unge mænd, der en morgen skal ud at surfe. Forfatteren forsøger fra første side med den påtrængende stil, hvor sætningerne er uendelige og en følelse skal beskrives med utallige metaforer. De unge mænd kører galt, og den ene af de tre ender i koma og er hjernedød.

Som titlen antyder det handler det om organer; Simons familie står nu i den situation, at de skal beslutte om de vil donere organerne, eftersom Simon som 19-årig ikke selv har taget stilling til dette. Man møder lægen på akutafdelingen, forskellige sygeplejersker, den særlige sygeplejer, der er ansvarlig for at fjerne organerne og selvfølgelig modtageren af hjertet samt dennes omgivelser.

Det hele er skrevet i den samme barske stil. Det er kontant men uden at have empati; det er arrogant, og man fornemmer ingen interesse for protagonisterne i forfatterens ord. Der er mange, der har rost den til skyerne - på grund af det kontroversielle emne muligvis?

Men skrivestilen var ganske enkelt slet ikke i min smag; jeg var stresset af læsningen, og så ikke meget harmoni i det, der skulle forestille at være en sorgproces, der ender med en form for erkendelse og ro i sjælen. 

Så denne forfatter skal ikke regne med flere chancer hos mig; dette er tilsyneladende hendes varemærke efter. hvad jeg kan læse mig til.

Sunday, August 23, 2015

Le paradis du Kilimandjaro - Joseph Kessel



























  • Fransk
  • 21.-22. august
  • 134 sider
  • Dansk titel: Muligvis udgivet i en anden samling historier

Joseph Kessel er meget kendt for sin forargende roman fra slutningen af 1920'erne om en overklassekvinde, der prostituerer sig i dagtimerne. Men han var også en stor reporter, der rejste verden rundt i lande, hvor man på den tid stadig kunne opleve relativt uopdagede pletter.

Han var aktiv i den spanske borgerkrig, og flygtede til London under 2. Verdenskrig for at støtte de Gaulle, og kæmpe i modstandsbevægelsen. Han rejste en del i Afrika, men også i Mellemøsten.

Denne relativt lille bog indeholder fire noveller/rejsebeskrivelser fra hans rejser i Congo, Kenya og Rhodesia, som det jo hed dengang, i starten af 1950'erne. 

Historierne er hans førstehåndsbeskrivelser af møderne med masaierne - en drøm, jeg håber engang at få opfyldt, selvom de i dag jo nærmest iscenesættes for turisternes skyld. Der er en fin historie om hans tur ned ad floden, og en tur ind i Amboseli-naturparken; hvor bestyreren fortæller om deres tiltag for at lade dyrene leve i fred, og beskytte dem mod krybskytter. Det er jo i sig selv ret interessant, at det allerede var så relevant for tres år siden. 

Jeg tror bestemt, at Kessel skal udforskes mere - han tilhørte jo tiden omkring de store spændende rejsende - Hemingway, Capa - og må have inspireret Kapuscinski og Theroux. Dette var smuk rejselæsning - men alt alt for kort! Og så var det desuden min boganmeldelse nummer 700.

Thursday, August 20, 2015

Øen - Victoria Hislop



























  • Engelsk
  • 17.-20. august
  • 474 sider
  • Originaltitel: The Island

Denne roman har jeg haft i hænderne en del gange - på fransk; den havde åbenbart stor succes i Belgien og Frankrig, men jeg ville jo ikke læse den oversat; og så fandt jeg den i Danmark ved et tilfælde. 

I starten var jeg lidt bekymret over den rosenrøde angivende tone; det er en rigtig tøse-roman! 

Men da jeg var kommet over det indledende afsnit om den unge kvinde, der er i tvivl om sin kæreste og vil ud for at lede efter sine rødder; så nåede vi til den interessante del. Den unge kvinde tager nemlig til Kreta, og moderen har efter 25 års tavshed om familien endelig givet hende navnet på en kvinde, der kan løfte sløret for familiesagaen.

Det starter med den unge kvindes oldemor, som lige inden 2. verdenskrig bliver diagnosticeret med spedalskhed. De bor i en lille fiskerby på Kreta; og lige ud for kysten ligger øen for de spedalske - Spinalonga. Øen har en fantastisk historie; et venetiansk fort og århundreders kampe frem og tilbage mellem forskellige herredømmer inden den endelig blev græsk igen i 1903 - og omdannet til kolono for spedalske.

Her blev alle sendt ud lige så snart de viste det mindste tegn på sygdommen; og pigens oldemor dør derude efter nogle år. Faderen er efterladt derhjemme med de to piger - den rebelske Anna, og den blide Maria. Efter krigen gifter Anna sig med den lokale 'mogul' - sønnen af den rige olivenolieplantageejer. Det er næppe ægte kærlighed; men hun er ambitiøs og afskærer hurtigt forbindelsen til den langt fattigere familie. Især da der går rygter om, at hun har en affære med mandens fætter.

Maria bliver hentet ind for at dulme disse rygter, og de to forelsker sig og skal giftes, da Maria nogle uger inden brylluppet finder tegn på spedalskhed og må sendes ud til øen.

Hun tager den lange vej gennem tunnellen, hvor hendes mor gik femten år tidligere; men heldigvis er tilstandene bedre. Under hendes tid på øen begynder man at arbejde med medicinsk helbreldese af spedalskhed og øen kan endelig nedlægges som koloni for de udstødte i 1957.

Det er selvfølgelig lidt sødsuppekærlighed; men det var en yderst interessant beskrivelse af kolonien, og hvordan de kæmpede for at få vand, elektricitet og ikke blot blive behandlede som udskud. Jeg fandt et ret sigende klip, hvor man kan se hvordan omgivelserne var - i dag står det hele øde hen som en spøgelsesby, og man fragter turister derover på dagture. Men dengang har det jo været skrækkkeligt at leve afsondret derude og tilmed ikke længere end, at de stadig kunne høre kirkeklokkerne og se festlysene inde fra byen, hvor deres familier blev tilbage.

Og den unge pige fik selvfølgelig sin forklaring og forløsning og det hele ... det er den mindre interessante side af bogen.

Sunday, August 16, 2015

Fanden er løs - Hamann & Jørgensen



























  • Dansk
  • 14.-16. august
  • 384 sider

Man kan jo more sig lidt over, at det allerede på forsiden er gået galt for forlaget med en 'renæssance krimi' i to ord! Det var dog rettet i den udgave jeg har; men desværre er der stadig rigtigt mange fejl inde i bogen. Banale fejl - men det er så irriterende for læseoplevelsen.

Jeg havde ellers læst positive anmeldelser af denne renæssancekrimi, som foregår i 1642 netop som Christian IV skal til at indvi sit runde tårn - officielt kaldet Stjerneborgen på grund af dens astronomiske laboratorium.  

Plottet er en trolddomssag, som byens foged, bryggeren Korbach skal opklare; og som involverer sømænd hjemvendt fra de store have og intriger i byen. Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke faldt for den tekniske side af krimien - den var lige så løs som Fanden i titlen, og der kunne mageligt være skåret hundrede sider af bogen.

Til gengæld gav den et fænomenalt syn på byen, som den tog sig ud dengang, hvor gaderne ikke altid hed det, de gør i dag - og hvor bymurene var noget mindre end vi kender det. Det historiske perspektiv var absolut underholdende og man kunne som københavner mageligt se det hele for sig.
Men det er desværre ikke nok, hvis man vil skrive en krimi. Desværre har jeg allerede andet bind stående - det bliver vist til et dobbelt fejlkøb.

Thursday, August 13, 2015

Profeterne i Evighedsfjorden - Kim Leine



























  • Dansk
  • 9.-13. august
  • 527 sider

Det er jo meget sjældent, at jeg læser danske bøger af danske forfattere - men denne havde jo fået behørig opmærksomhed, og tillige vundet en masse fine priser. Den er nogle år gammel nu; men så er jeg måske indviet til nogle af hans nyere romaner, når de ikke koster 300 kroner vel at mærke.

Der er noget med moderne danske forfattere - når vi altså ser bort fra alle krimierne - men de andre skriver monumenter. Både i fysisk og overført betydning. Ejersbo gjorde det med sine Afrika-bøger. Carsten Jensen med sin sømandsbog. Det skal være stort for at kunne rumme de store fortællinger, de vil af med. Og det er bestemt ikke skidt.

Profeterne er en barsk historie om en splittet mands liv fra den unge norske Morten Falck ankommer til København i 1782 for at studere teologi; egentlig ville han hellere læse til læge - men det er faderen hjemme i Norge, der bestemmer. Selvom han skulle hellige sig sine rene kristne tanker, så får den unge Morten også tiden til at gå med at opsøge byens bund, og han eksperimenterer en anelse med en hermafrodit; hans sjælesorg har det ikke helt godt. Han forlover sig, men hæver forlovelsen igen og ender med at rejse til Grønland, hvor han sikkert mener, at farerne er mindre, og der er mange sjæle at omvende.

Da han ankommer til Sukkertoppen i 1787 er det en temmelig lille bygd med nogle danskere, der skal håndhæve dens status som koloni - og så er der alle 'de vilde'! De grønlændere, som ikke er døbt i den kristne tro, og lever i troen på deres egne traditioner. Men der er også den lille koloni inde i bunden af Evighedsfjorden, hvor præsten Habakuks kone Maria Magdalene (symbolsk navn!!) får visioner fra Gud i sine drømme. De lever langt bedre end mange af de andre; de er selvforsynende med mad og der bliver ikke drukket. Der bliver til gengæld horet en del - konebytning er et ganske almindeligt fænomen.

Morten vil i al sin begynderoptimisme omvende dem inde i fjorden; men hurtigt opdager han, hvor destruktivt livet i en koloni er. Hvordan de enkelte danskere modarbejder hinanden eller kives i deres mikrokosmos - for de kan jo ikke omgås de indfødte andet end som håndlangere i arbejdet. Alle deres sammenkomster holdes inden for deres egen lille kreds. Der er kolonibestyreren - i praksis ham, der styrer beholdningerne af varer (ikke mindst alkohol) - og hans ulykkelige kone, som forelsker sig i præsten, og bliver voldtaget af smeden. Det er grumme historier om hver deres nederlag i det fremmede, og deres overlevelsesstrategi - sprut, ignorance, ...

Morten tager en ung kvinde til sig, som man kalder for enken. De bliver gift, men han ved aldrig hvor han har hende - de kan knap tale sammen, og hun foragter ham sikkert ligesom de foragter alle danskere. Men hun passer ham alligevel, da han går helt i hundene og som tak lover han at slå hende ihjel.

Det lyder barsk - og det er det jo også. Det er grusomt psykisk og fysisk, men Leine fortæller det på en nærmest rolig resigneret måde. Hans præst som hovedperson er så karaktersvag, at man ikke forventer af ham, at han formår mere end at gå i hundene. Selv da han vender tilbage til København i 1795 er han ude af stand til skaffe sig respekt, Han lever sit liv på en løgn, og kun et stort uheld sørger for, at hans løgne forsvinder - så han kan fortsætte.

Jeg må indrømme, at jeg fandt den første del en anelse lang og for detaljeret - den første tredjedel af bogen handler om årene inden Grønland, og der går det lidt langsommeligt. Den store del er katalogiseret som de ti bud, og her er fortællevinklen mere vekslende, og persongalleriet bredere. Det hjalp betydeligt på romanen. Ikke desto mindre er det jo en fantastisk enorm mundfuld, som sidder i en noget tid efter at man har lukket den.


Saturday, August 8, 2015

Os - David Nicholls



























  • Engelsk
  • 5.-8. august
  • 396 sider
  • Originaltitel: Us

David Nicholls blev især kendt for sin søde kærlighedsroman "Samme dag næste år", som blev filmatiseret og fik temmelig stor succes. Forleden stod jeg så i lufthavnen, og anede, at min krimiroman ikke ville holde til to dages forretningsrejse med en del ventetid og togtransport - og det blev til det hurtige og nemme valg af Nicholls seneste roman.

Douglas Petersen er 54 år gammel, og lykkeligt gift - tror han selv. Men en nat vækker hans kone, Connie, ham for at sige, at hun vil skilles. De har været sammen i 24 år; de har mistet en nyfødt datter og har en besværlig teenagesøn på 17 år. Og nu gider hun ikke mere. Lige som de stod for at skulle tage på en længere ferie sammen; i tog på tværs af Europa som en gammeldags dannelsesrejse for at se de store kunstmuseer. Connie er meget kunstinteresseret mens Douglas, som den forsker han er, er langt mere til fakta og snusfornuft.

Men de tager afsted på trods af den sky, der hænger over parforholdet, og Douglas har selvfølgelig lovet sig selv, at dette skal være den ultimative ferie for at vinde kærligheden tilbage.

Rejsens beskrivelse afbrydes med tilbageblik i deres liv. Hvordan de mødte hinanden - ham den kedelige grå type og Connie, som var flamboyant og udfarende; men som så sikkerheden i deres forhold. Alt det, som selvfølgelig senere bliver for sikkert og forudsigeligt. Han ser tilbage på forholder til sønnen, som altid har været anstrengt og hvor han aldrig fik sin plads mellem mor og søn.

De tre mennesker skal nu finde en rytme sammen; Douglas har et nøje tilrettelagt program for museeer, toge og tider, som ikke giver plads til nogen som helst improvisation. Og sønnen, Albie, kvæles af faderens trang til orden. Det bliver en anelse anstrengende med beskrivelserne af museerne, og deres kunstværker - det virker som om, at Nicholls partout skal have alle klassikerne med og remse dem op for sin læser .... Amsterdam med Rijksmuseum og van Gogh-museet; Paris med Louvre og Musée d'Orsay; Firenze med ... nåå nej, så langt nåede de ikke.

For det går jo ikke det projekt. Først stikker sønnen af, og så tager Connie hjem - og nu vil Douglas finde sin søn ... et sted i Europa ... for at bringe ham hjem som trofæet, der skal redde ægteskabet.

Det bliver til den måske sjoveste del af bogen; og han finder ham selvfølgelig og museumsrunden genoptages med Prado i Madrid osv. 

Men Douglas når desværre aldrig til en reel selverkendelse af, hvor han har fejlet i ægteskabet og forholdet til sønnen. 

Det er lidt det samme problem romanen har - på trods af gode intentioner kommer den ikke til at opfylde sine løfter som den store skilsmisseroman; og ej heller som en humoristisk historie. Den flyder lidt rundt mellem det hele og på trods af, at man som læser lærer Douglas godt at kende, så er de andre hovedpersoner ganske enkelt for overfladiske. Det var en skuffelse sammenlignet med hans sidste store succes - men glimrende strandlæsning ville jeg mene.


Tuesday, August 4, 2015

Det levende kød - Lene Kaaberbøl



























  • Dansk
  • 3.-4. august
  • 309 sider

Selvom jeg ikke syntes, at første bind i serien om den kvindelige lægestuderende Madeleine var stor litteratur, så var det jo ganske underholdende. Så jeg faldt for fristelsen til at fortsætte med nummer to.

Den starter ikke mange måneder efter, at den første stoppede, med mordet på den franske præsident Carnot - en af dem, der nu har en boulevard i mange franske byer opkaldt efter sig. Det har i og for sig intet med historien at gøre - men det skabte uro og postyr i gaderne, da mange franskmænd benyttede lejligheden til en slags hævntogt mod italienere - da morderen selv var italiener.

Og efter denne lange nat finder man dagen efter liget af en ung pige - tydeligvis en prostitueret; som har fået fjernet et foster. De finder hurtigt frem til, at det er et mislykket kejsersnit - en procedure, som slet ikke var sædvane i 1894 - og selvfølgelig langt fra ufarlig.

Madeleine er samtidig blevet optaget på universitetet, og studerer anatomi - medicinstudiet ville man trods alt ikke tilbyde en kvinde. Hun må finde sig professorens ydmygelser og vittigheder; men også, at hendes forlovedes tidligere elsker - en mand - ligeledes studerer der. Professoren viser sig at være en aparte personlighed med mystiske tilbøjeligheder; og mysteriet bliver ikke mindre, da en anden ung prostitueret findes myrdet.

Plottet er ganske interessant, da det beskæftiger sig med tidstypiske problemer - kvinders rettigheder, aborter, raceudrensning og øgning af fødselstallene. Professoren er nemlig bekymret over de faldende fødselstal i Frankrig efter de store krige i 1870'erne. Han mener, at hvis der ikke bliver født nogle franskmænd (af sunde og intelligente forældre), så vil Frankrig indenfor tyve år blive rendt over ende af en krig med tyskerne, som de ikke vil have unge mænd nok til at bekæmpe. Men da der mangler unge mænd, forsøger han at omgå problemet med inseminering. 

Der er igen nogle fjollede fejl! Hvis man absolut vil skrive en roman med franske citater, så undersøg dog gramatikken - det driver mig til vanvid. Og vær konsekvent - fx omtales deres gade som Karmelitergaden, men de fleste andre bibeholder deres franske navn. Det er irriterende og sjusket; og det er desværre med til at trække helhedsindtrykket ned. Men det er hurtig og underholdende læsning.

Sunday, August 2, 2015

Mit år som dansker - Helen Russell


























  • Engelsk
  • 1.-2. august
  • 376 sider
  • Originaltitel: The Year of Living Danishly

Selvironi er godt.

Humor er godt.

Konstruktiv kritik er godt.

Alle tre ting får en dansk læser ved at læse Helen Russells bog om, hvordan hun som tilflyttende englænder oplevede landet med de lykkeligste mennesker i verden. 

Godt nok er vi i 2015-rapporten faldet fra den fine førsteplads, som vi holdt i en del år, ned til en 'skuffende' tredjeplads efter Schweiz og Island. Men fænomenet et stadig beundringsværdigt - og vel egentlig også når man ser på Top3-listen - alle lande, hvor der ikke ligefrem er tropisk klima, hvor alting er dyrt men også lande med en lille befolkning.

Helen lever et travlt London-liv - masser af venner, lange arbejdsdage, korte ferier - sammen med sin mand. En dag får han tilbudt en stilling hos LEGO i Billund, og efter lange overvejelser flytter de til Danmark - og ankommer i januar måned. Bad timing for alle, der skal flytte til Danmark - selvom England jo ikke just er fyldt med palmetræer heller. Men Billund er definitiv ikke London!

Helen Russell skriver et kapitel om hver måned, og hvad den bringer hende af oplevelser som nydansker. Hun arbejder freelance, og beskæftiger sig en del med det der lykke-princip ved at interviewe danskere indenfor alle mulige felter for at finde ud af, hvad vi gør rigtigt.

Samtidig krydrer hun det med anekdoter om livet som nyankommet til et land fyldt med regler. Hvornår må Dannebrog være oppe - og hvorfor må andre flag det ikke? Hvorfor koster en bil så meget - selv når den er brugt? 

Visse anekdoter grinte jeg selv en del af. Efter at være vendt hjem efter så mange år i udlandet kunne jeg genkende en del frustrationer - over NemID; et internetsamfund, hvor alt gøres online - men også hvor svært det er at komme ind på livet af danskere og skaffe sig en vennekreds.

Hendes målgruppe er ikke primært danskere vil jeg mene; dertil er der nok for mange forklaringer af vores uddannelsessystem osv. Men det er stadig sundt at se sit land udefra - som det opleves af en nytilkommen. Til tider undrer jeg mig dog over, om der ikke er smurt lidt tykt på? Eller måske kom de en speciel hård vinter, hvor temperaturen nåede ned på minus tyve grader - det virker lidt voldsomt og stereotypt især hvis man kommer fra England. Men det gør selvfølgelig historien bedre.

Der er nogle fjollede fejl i den, som irriterede mig en del og som kunne og burde have været undgået med ordentlig korrekturlæsning. Men alt i alt er det en ganske underholdende bog - en læse-let-bog! Jeg startede lørdag eftermiddag - og lavede sandelig andet om aftenen; og nu er den færdig. Måske ikke helt pengene værd, hvis man læser så meget, som jeg gør.