Monday, June 29, 2015

Mali, ô Mali - Erik Orsenna



























  • Fransk
  • 27.-28. juni
  • 445 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Man kan behandle seriøse emner med humor og ironi - det hjælper tit til at camouflere en dybereliggende politisk besked, og det må man sige, at Orsenna gør i denne bog. 10 år efter, at han beskrev Madame Bâs bestræbelser på at komme til Frankrig for at hente sit barnebarn hjem.

Men nu er hun selv i Frankrig, og er en succesfuld del af det lille mikrokosmos i en parisisk forstad, hvor der er mange andre afrikanere - deriblandt fra Mali. En dag overrasker de hende med en flybillet til hende selv og barnebarnet - de mener, at hun med sine forbindelser til højeste sted og sin status som en kvinde med ordet i sin magt, er den rette til at tage hjem for at redde landet.

Mali er på det tidspunkt - i 2012 - midt i det voldsomme Touareg-oprør, hvor landet med den bizarre geometriske form er splittet mellem de nordlige og sydlige fraktioner. I nord har man genindført chariaen, og det meste af den store Sahara-ørken styres af nomadefolket touareg, som har skiftet kameler ud med kokain som handelsvare og levebrød.

Madame Bâ beslutter, at denne heltegerning, som hun indlader sig på, skal foreviges af barnebarnet Michel, som nu er omdøbt til Ismaël og udnævnt til griot - hendes personlige kronikør, som skal overlevere hendes historie til eftertiden.

Rejsen hjem og gensynet med fædrelandet - og ikke mindste de hundreder af familiemedlemmer - beskrives med vanlig afrikansk selvironi og humor; Orsenna må have tilbragt lang tid i Afrika eller blandt afrikanere for at nå til den hårfine grænse mellem at fremhæve pudsighederne og blive racistisk morsom. Det er eminent fanget, og jeg er sikker på, at en indfødt ville finde det mindst lige så underholdende.

De når en tur omkring Senegal og et ophold i en af FN's flygtningelejre, inden de begiver sig mod Timbuktu - en mytisk by, hvis årtusindgamle kulturarv er ved at blive ødelagt, og i dag er byen på listen over Verdensarvsområder i fare.

De rejser ad flodvejen - i en lille pirogue med to genstridige navigatører op ad Niger-floden - inden de når frem til byen, hvor Madame Bâ vil genåbne skolerne. Men det går ikke helt som planlagt, da de franske skolebøger fortæller om en dreng, der har en pige til veninde. Da hun forsøger at overbevise kvinderne om at benytte prævention, ender hun i fængslet. 

Til hendes held er dette netop som franskmændene ankommer for at befri byen - og alle hendes anstrengelser for at blive anerkendt bliver overskygget af præsiden François Hollandes tilstedeværelse. Forfatteren benytter her lejligheden til at lave grin med sig selv, fra da han i sin tid skrev taler for Mitterrand - og måske aner man også en mindre sympati for den nye præsident.

Men han får budskabet igennem - habilt under humorens dække, er der en voldsom reaktion på talebanere, radikal islamisme og Afrikas nye problemer med eftervirkningerne af det arabiske forår.
Jeg slugte den ganske enkelt - og det ville da ikke være skidt  med flere eventyr med Madame Bâ.

Saturday, June 27, 2015

Quattrocento - Stephen Greenblatt



























  • Fransk
  • 20.-26. juni
  • 384 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Omslaget ligner en Dan Brown-roman med dens lurende titel og løfter om renæssancemysterier, og manuskripter, der vil ændre historiens gang, Men faktisk er det en yderst alvorlig affære - og langt fra hyggelæsning måtte jeg erkende. Det er lang tid siden jeg er blevet så udfordret af en bog, og den egnede sig da slet ikke til metrolæsning.

Vi starter med den italienske pavesekretær Poggio Bracciolini, som i 1417 er på vej til Tyskland for at besøge munkeklostre. Selv er han ikke munk, men var sekretær for den da nyligt afsatte pave John XXIII, og i stedet for at søge lykken hos en ny pave, beslutter han sig for at rejse ud for at lede efter manuskripter. På den tid var der en lille kreds af humanister, der i stigende grad identificerede sig selv med de gamle romeres og grækeres tankegang. De vidste også, at selvom meget var gået tabt, så var det stadig muligt at finde gamle codex eller papyrusruller primært i klostrenes biblioteker.

Derfor blev det denne mand, der fandt det eneste tilbageværende eksemplar af Lukrets' digt De Rerum Natura - sikkert i et kloster ved Fulda, men han angiv aldrig sin kilde. Det var tit svært at få manuskripterne med sig, så man måtte kopiere dem på stedet, hvilket jo var en omstændig affære.

Vi bliver taget tilbage til Lukrets' tid - 1. århundrede før Jesu fødsel; en tid, som Flaubert beskrev som det eneste tidspunkt i historien, hvor mennesket kun var menneske. De romerske guder havde ikke længere den samme indflydelse på almen kultur og tro, og Jesus var endnu ikke født. Fra Cicero til Marc Aurelius - en periode på 2-300 år, var der ingen, der styrede menneskets tanker. Det blev grobund for epikureanismen baseret på filosoffen Epikurs værker, der var et par hundrede år gammel.

Men den epikureanisme er langt fra den fortolkning, vi bruger i dag. Det gjaldt om at højne sine glæder og mindske sine smerter; men ikke nødvendigvis ved kun at spise kaviar og drikke champagne - det gjaldt ikke om fråds, men om at leve bedst muligt - på en beskeden måde.

Og så skrev Lukrets sit berømte digt - Om Tingenes Natur.

Det er et digt i seks bøger, og baseret på en helt særegen filosofi. Lukrets hævder - med rette - at naturen er bygget op af atomer. Af materie. At disse atomer kan samle sig og blive til alt fra en myre til et menneske, og der ingen forskel er mellem "ingredienserne" - kun i sammensætningen. På samme måde vil disse atomer kunne nedbrydes. Eftersom de nedbrydes følger, at der intet liv er efter døden. Når vi dør, er det slut - og sjælen forsvinder - som et nedbrudt atom. Det bekræfter mennesket i troen på den fri vilje - et fundamentalt stridspunkt i den katolske kirke.

Lukrets genbruger visse elementer fra Epikur; men meget er også ganske nyt og revolutionerende, som når han forklarer årsager til jordskælv, lyn og torden og andre naturfænomener, som man antog for at være gudernes hævn over mennesket. Det er pudsigt nok samtidig en hymne til elskovsgudinden Venus - så på trods af alle hans påstande om manglende tro, så har han alligevel haft en vis ærefrygt.

Bogen gengiver ikke i sin helhed Lukrets' digt; men det er bestemt noget, der skal udforskes.

Da Poggio således bringer digtet tilbage til Rom i katolicismens tid, er det selvsagt ikke i overensstemmelse med kirkens udlægning af "tingenes natur". De første mange år forbliver det relativt skjult, da kun en mindre gruppe mennesker har viden om fundet.

Men Savonarola hører om det, da han starter sine autodafé i Firenze i slutningen af det 15. århundrede. Og de italienske malere begynder at læse digtet, og lade sig inspirere af det - som for eksempel Botticellis versioner af Venus, og naturen som et fremtrædende element i hans malerier, ligesom Shakespeare i flere af sine skuespil bruger referencer til det.

Som tiden går, forsøger kirken at forbyde udbredelsen af digtet; i Spanien må bøgerne smugles ind og den oversættes og distribueres nærmest under jorden i lang tid.

I dag virker det jo elementært for os; måske især i vores del af verden. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved vores fri vilje som menneske; men der er stadig en katolsk magtfuld kirke, hvor disse dogmer provokerer. 

Det er jo en fantastisk historie - den lille mand, der ved et tilfælde finder et mere end tusind år gammel manuskript, som så nemt kunne være gået tabt. Man har side fundet dele af digtet i fx Papyrussernes Villa i Herculaneum ved Vesuv, og så er der brudstykker af det på det Kongelige Bibliotek i København - dog ikke Poggios original; men et af stedets ældste værker.

Det var som sagt en kompleks læsning; jeg var tilbage til Vesuv, de gamle romere, grækere, middelalderen og frem til Copernicus, Thomas More, Galilei og Montaigne ... og mere endnu! Det var fuldstændig som at være tilbage på skolebænken; men fantastisk spændende.

Friday, June 19, 2015

Madame Bâ - Erik Orsenna


























  • Fransk
  • 13.-19. juni
  • 508 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


Det var lang tid siden, jeg havde læst en roman om Afrika - ikke skrevet af en afrikaner, men dog så man faktisk hurtigt tænker på forfatteren som Madame Bâs kraftfulde stemme. Erik Orsenna er akademiker - i den tunge franske kategori med studier indenfor filosofi og statskundskab og en karriere som blandt andet rådgiver for François Mitterrand, og har tidligere vundet Goncourt-prisen.

Denne gang er han dog taget til Mali og er en midaldrende kvinde, som meget gerne vil have et visum til Frankrig, hvor hun vil redde sit barnebarn, som er ført ud af landet mod hendes vilje for at spille fodbold. Hele historien er bygget op som en tale direkte til præsidenten - tidsmæssigt ganske sikkert Chirac - og den samtale, hun har med sin franske advokat i Bamako, som hjælper hende med papirarbejdet.

Det starter med den "berømte" 13-0021-formular, som alle indvandrere til Frankrig kender; hun skal udfylde det hele - men hvad der virker simpelt for den unge franske advokat, er temmelig kompliceret for en afrikaner. For eksempel har man jo ikke bare et fornavn. Man har sit kristne navn, man har et afrikansk navn og så er der det dyr, der er ens skytshelgen osv. Så hver lille kasse, der skal udfyldes, fører til en lang fortælling, hvorved læseren får hele Madame Bâs livshistorie.

Orsenna formår i den grad at sætte i personens sted - der er humor og ironi, som den opleves, når man sidder i Afrika og forestiller sig Europa. Der er sandelig også spydige bemærkninger om vores opfattelse og behandling af Afrika på grund af vores syn set heroppe fra.

Madame Bâ havde en hel flok søskende og hendes far var ansvarlig for vandværket ved Senegalflodens maliske gennemløb; floden er et levende væsen for Marguerite, som hun også hedder. Som ganske ung blev hun gift med den smukke Peul-nomade, men da hun stadig gik i skole fik hun p-piller af en engelsk læge. Men ingen vidste det jo, og i stedet brugte de mange år og stort set alle deres penge på at opsøge de lokale heksedoktorer - Marguerite grinede bare indvendig; hun er i det hele taget en personlighed, som læseren hurtigt falder for og tager til sig.

Men så kom der også otte børn, og så døde manden - dolket af en jaloux ægtemand under et sidespring. Marguerite kommer til at arbejde tæt sammen med de franske udsendinge, der skal hjælpe landet på fode - og mest af alt sørge for, at folk ikke forsøger at rejse til Frankrig. Men hendes egne børn drømmer ikke om andet end at rejse nordpå - til hendes store fortrydelse. Og endelig en dag bliver det lille barnebarn så "kidnappet" af to talentspejdere og ført til Frankrig, hvor hun nu vil hente ham fra.

Marguerite får afslag på sin anmodning, men hun dukker op i en senere roman af Orsenna. Det var faktisk den, jeg fik i gave for nogle måneder siden - og så måtte jeg jo tage tingene i den rette rækkefølge. Madame Bâ er en kvinde, man savner, når bogen er lukket!

Det er så fyldt med bitter-komisk ironi, at man både griner og græder. Og så kan man jo blot glæde sig til næste bind.


Friday, June 12, 2015

Vi ses deroppe - Pierre Lemaître


























  • Fransk
  • 5.-12. juni
  • 620 sider
  • Originaltitel: Au revoir là-haut

Pierre Lemaître er mest kendt for sine krimier, som er ganske glimrende, men efter at have læst tre styks inden for kort tid i 2012, lagde jeg ham fra mig. I 2013 udgav han så sin store krigsroman - ligesom Rufin (og så meget andet i disse år) måske ikke helt uden bagtanker for det kommende 100-års-jubilæum for krigens start. Men han fik tilmed den største franske litterære pris - Prix Goncourt - for sit værk, og selvom jeg var skeptisk, så mente, jeg dog, at det var relevant at læse den, når den nu var kommer i paperback.

Det var ikke som jeg troede en roman om skyttegravene og krigens gru; det handler om alt det, der sker derefter. I de sidste dage af krigen skal de sidste slag slås, og den kyniske løjtnant Pradelle, der er ude efter en forfremmelse, skyder to af sine mænd i ryggen for at opildne de andre til at kæmpe endnu hårdere. Men han bliver set af den menige soldat Albert Maillard, som han så gerne vil af med og får skubbet ned i et hul. Her begraves han af et granatnedslags eftervirkninger, men bliver gravet ud af en anden soldat Edouard. Ligesom de er i sikkerhed rammer en granat, og Edouard bliver til en gueule cassée; dem, der har fået sprængt dele af ansigtet væk og for evigt må leve som en slags misfostre.

De to soldater passer nu på hinanden - og Albert lover Edouard, at denne ikke vil blive sendt hjem til familien i Paris. Edouard er nemlig kunstner, homoseksuel - og var ikke just på god fod med sin velhavende far. De får "dræbt" Edouard en gang for alle, og giver ham en ny identitet. Alt sammen ulovligt selvfølgelig - men det er blot starten på de mange forviklinger, der fandt sted bevidst eller ubevidst. Det var et oplagt tidspunkt midt i kaos at få 'ordnet' nogle ting.

Løjtnanten Pradelle får de dog ikke hævnet; og det går ikke værre end, at han bliver gift med Edouards søster, og nu starter sit eget projekt, da han vinder licitationen om at skabe kirkegårde til de mange faldne soldater. De mange kirkegårde vi kender med de lange rækker af kors med navnet på den døde soldat.

Men måske er det slet ikke den rigtige soldat, der ligger der? Måske ligger der slet ingen i kisten? Eller der ligger indtil flere? Måske er det faktisk en tysk soldat - fjenden?

Forældrene og familierne var desperate - de ville have deres faldne hjem; de ville have et sted at sørge. Så det skulle også gå hurtigt, og alle kroppe var i sagens natur ikke nemme at arbejde med. Pradelle bliver betalt per enhed - og øjner hurtigt en chance for at tjene penge; hans moral er ikke så høj, at han kan se de etiske problemer i visse arbejdsmetoder. Men politikere og familier ser jo anderledes på det.

På den anden side er der Albert og Edouard, som skal tjene penge. Edouard vil ikke have en ansigtsprotese, og lever på morfin og heroin, og tegner fine masker til at dække hullet direkte ned til hans hals. Og Albert kan ikke tjene penge nok til dette forbrug.

Så Edouard får idéen - de skal designe og sælge krigsmonumenter. I 1919 da chokket begynder at lægge sig, og man begynder at indse omfanget af katastrofen, da ser man også på minderne. Stadig i dag er der jo ikke en eneste landsby i Frankrig eller Belgien, som ikke har sit monument med navnene indgraveret - og i mange tilfælde blev den tomme plads brugt 25 år senere, da endnu en krig tog folk væk. Hvis man somme tider kigger på de navne - i en forholdsmæssig lille by - kan man se, hvor voldsomt det må have været. Man ser de samme familienavne gå igen, og kan kun gætte sig til, om det er far, sønner - eller fætre, onkler .... men hele slægter blev udraderet for mandlige medlemmer. 

Edouard vil spille på denne sentimentalitet i efterdønningerne, og sender fine kataloger ud til hele landet, hvor de kan bestille et monument, betale halvdelen og få det leveret inden mindedagen den 11. november. Til den tid skal de to unge mænd så være over alle bjerge med pengene. Ved et skæbnens tilfælde havner et af katalogerne hos Edouards far og de to skandaler er nu på en måde centreret i og om denne familie.

Den ene af de to skandaler er reel og baseret på historiske fakta; og næsten uanset hvilken af dem, det er, er det jo grusomt. Læseren finder ud af det, og det er måske også denne spænding, der gjorde, at Politiken anbefalede den som den eneste franske bog man skulle læse i år! Denne krig er ikke så 'stor' i vores kultur; men som læser er det irrelevant - man gribes af det enorme fuskeri, der foregik på bekostning af sørgende mennesker.

Monday, June 8, 2015

Le collier rouge - Jean-Christophe Rufin



























  • Fransk
  • 4. juni
  • 164 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det har selvfølgelig været fristende for fransk kultur at benytte 100-året for 1. verdenskrig til at lancere emnet i forskellige sammenhænge. Således var deres sang til det seneste Melodi Grand Prix en hyldest til de døde fra 1914-18 med en påmindelse om, at vi ikke måtte glemme den krig. Desværre for Frankrig sang de jo på fransk, og endte på en ydmygende tredjesidste plads - hvilket siden har været stærkt debatteret i franske medier; som til dels synes, at vi andre ikke forstår noget som helst! Det er nok en lidt typisk fransk forsvarsposition - men det er også et faktum, at den krig stadig fylder meget i Frankrig og Belgien (og vel også England), men en del mindre i andre lande.

Men Rufin - en af mine store litterære helte - har selvfølgelig også brugt temaet, og det er der kommet en smuk lille intrigant historie ud af.

Det er 1919, og krigen er forbi. Nu skal alle de løse ender lukkes, så man kan komme videre - demobilisere tropperne og vende tilbage til det civile liv. Men i et fængsel i en lille landsby sidder en krigsfange, som stadig skal dømmes. Egentlig ville man nok gerne lade ham slippe med en mild straf - hvis han blot vil indrømme sin fejl; men han holder fast på, at det han gjorde, det gjorde han i god tro - og ville til enhver tid gøre det igen.

Udenfor sidder hans hund og venter trofast på ham. Hunden gør ... nærmest i takt med fangens humør. Og hertil sendes en krigsdommer, som skal forhøre fangen og afslutte sagen inden han selv endelig kan vende hjem til familie og hjem i Paris. Men fangen er som sagt ikke til at overbevise om sin fejl. En gerning, som læseren først opdager på bogens sidste sider - og som faktisk er ganske morsom og finurlig.

Men dramaet kører omkring fangen og dommeren; og en ung kvinde, som bor alene på en gård uden for landsbyen med sin lille søn. En dreng, som fangen er far til - men nu er de alle forskansede bag deres holdninger skabt på forkerte opfattelser. Det er vel en historie om principper og stolthed, som man nødvendigvis må have dem efter en krig, hvor alt, hvad man troede på er vendt op og ned. Så vender man tilbage til en normal tilværelse - eller man vil i hvert fald, at den skal være det. Men der er jo også sket ting derhjemme ... og verden er en helt anden end inden.

Det er en overraskende bog med en smuk krølle på historien; og hunden spiller selvfølgelig en central rolle!

Rufins krigsbog er dermed i den mere optimistiske genre i sammenligning med andre. Han konkluderer, at der skal tilgives for at komme videre - ikke kun nationer imellem; men også i de helt små historier, som binder mennesker sammen før og efter en krig.

Thursday, June 4, 2015

Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab - Romain Puértolas



























  • Fransk
  • 2.-3. juni
  • 307 sider
  • Originaltitel: L'extraordinaire voyage du fakir qui était resté coincé dans une armoire IKEA

Der er en vis genre i fransk litteratur, som vel nærmest er slapstick-komedie på skrift; Gilles Legardinier har gjort det til sit levebrød uden den store succes for mig i hvert fald. David Safier har gjort det med yderst svingende kvalitet som resultat, og på vores breddegradder er genren (og fidusen med de lange vanvittige titler) afprøvet af Jonas Jonasson.

Puértolas hører mere hjemme i den sidste kategori - sammen med Jonasson; og ikke udelukkende på grund af den lange finurlige titel. Selvom det ved første blik ligner endnu en morsom komedie, så er der et budskab bag det hele - i dette tilfælde det højaktuelle budskab om de mange flygtninge, der vil ind i Europa og forsøger sig med alle mulige (og umulige) transportmidler.

Men hovedpersonen Ajatashatru er ikke af den slags; han er blot en fupmagerfakir fra Indien, hvis sidste nummer gik ud på at fralokke familie og venner penge til at flyve til Paris for at købe en fakirseng i den nærmeste IKEA. Her starter han med at blive snydt af en parisisk taxachauffør - som er sigøjner - for selv at snyde ham for turen; det skaber ham en fjende.

I IKEA møder han dog den lidt patetiske Marie, som vist nok mest er i IKEA for at forsøge at støve unge mænd op til et tilfældigt eventyr; og han kan ikke helt få hende forklaret sin situation. Da planen er at tage skabet med sig næste morgen, og fluks flyve hjem til Rajastan, så overnatter han i varehuset. Indtil han overraskes af vagter, og gemmer sig i et skab. Skabet flyttes dog til en lastbil - og inden længe befinder han sig på vej mod England i en lastbil, som ligeledes er fyldt med illegale afrikanske flygtninge.

Ajatashatru bliver en illegal indvandrer mod sin vilje; ingen tror på hans historie og slet ikke de andre illegale. Han når at opleve en del lande og med særprægede transportmidler - alt dette blot for at illustrere for læseren, at opfindsomheden er stor, når det gælder at opfylde sine drømme.

Der er en passende dosis humor; en del, som for mig er så indforstået fransk, et det må have været et mareridt at oversætte til dansk (eller noget andet sprog) - og så er der jo moralen! Den lille fupfakir, der ender med at forstå, at det er godt at være ærlig. At det nytter sig at hjælpe andre. Og en happy end!

Det er måske lidt en floskel med den slags romaner; og det er jo ikke en, der vil gå over i verdenslitteraturen. Til gengæld er den sikkert på mange strande om sommeren - og så er det vel ikke så værst, at der er proppet et lille skjult smukt budskab ind i bogen?

Men som med andre forfattere af denne genre skal man passe på, at man ikke hænger fast i denne stil; det bliver hurtigt fatalt.

Tuesday, June 2, 2015

Skæbnegalleriet - Helle Stangerup



























  • Dansk
  • 31. maj - 1. juni 
  • 331 sider

Helle Stangerup var i mine øjne den mest talentfulde forfatter af historiske romaner i Danmark; men nu kommer der jo desværre ikke flere. Hendes biografi af Leonora Christine fra 1985 var ganske enkelt enestående, ligesom Spardame var det.

I Skæbnegalleriet er det ikke dansk historie, og vi er rejst til England i 1537 - hvor Henry VIII er ved sin tredje dronning ud af de seks, han fik kæmpet sig igennem. Hun er ved at føde den længe ventede og yderst nødvendige søn, men dør selv i forsøget på at redde Englands fremtid. 

Da kongen var færdig med at sørge, skulle der findes en ny dronning - for flere prinser måtte der til. Og her kommer bogens hovedperson ind i billedet - Hans Holbein var ved at blive anerkendt som hofmaleren, og nu blev han sendt ud i Europa for at male prinsesserne på befaling af den magtfulde Cromwell. Hans dilemma som kunstner var, at han ikke ville lyve - en grim prinsesse var og blev en grim prinsesse; og ved at forskønne hende frygtede han kongens vrede, hvis det kom så langt som til bryllup. Det gjorde det ikke med de første forsøg - den danske prinsesse Christine takkede nej med undskyldningen om ikke at have et ekstra hoved til det formål. 

Parallelt med historien om Holbeins prinsessemalerier, er der historien lidt forklædt som en krimigåde om sammensværgelsen for at vælte både Cromwell og dræbe den lille prins, så andre grene af familien kunne komme til tronen. Holbein overværer et mordforsøg på den tidligere kansler Thomas Mores datter, Meg, og finder kniven, der skulle have dræbt hende. Det fører ham tilbage til historien om nonnen Elizabeth Barton, som skulle have haft syner om kongensdød. 

Denne del af den engelske historie er selvfølgelig voldsomt interessant ikke alene på grund af Henry VIII's mange koner, og deres ofte tragiske endeligt; men også på grund af den bagvedliggende årsag, som var den største bekymring for datidens monarker. Det var den direkte årsag til kongens brud med Vatikanet, hvor han udnævnte sig selv som øverste ansvarlig for den anglikanske kirke - da Paven ikke ville acceptere hans skilsmisse, som jo var nødvendig med en ufrugtbar hustru. 

Derfor er Holbeins dilemma jo netop interessant; han vidste, at vejen til skafottet var lige så kort som kongens tålmodighed. Det gjaldt udelukkende om at finde en brugbar og smuk hustru til at producere sønner - kærlighed kunne jo findes andet steds. Der er lavet mange film og bøger om denne periode og de konflikter det medførte - i senere år blandt andet Hilary Mantels glimrende ufuldendte trilogi om Cromwell; men med perspektivet fra Holbein antager det en lidt anden vinkel, som bestemt er interessant, når man sammenholder det med de mange malerier, der refereres til. En rigtig god historisk roman.