Thursday, January 29, 2015

The Miniaturist - Jessie Burton


























  • Engelsk
  • 26. - 29. januar
  • 433 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Forsiden var jo allerede virkelig overbevisende; der var stort set ikke tvivl - og skuffet blev jeg bestemt heller ikke!

Historien foregår i Amsterdam i slutningen af det 17. århundrede, og det var faktisk netop dér, at jeg fik læst den færdig under en hurtig forretningsrejse i byen. Dukkehuset på forsiden har inspireret forfatteren til historien, og selvom hun giver sin hovedperson samme navn som det oprindelige hus; ejer, så er det ikke den rigtige Petronellas historie, vi hører.

Man kan så i øvrigt undre sig over, hvorfor man ikke har brugt et andet navn - når både Petronella og hendes mand Johannes er rigtige personer?

Men i hvert fald så starter vi i 1686, da den purunge Petronella ankommer til Amsterdam ude fra det hollandske bondeland. Hendes far er død, og familien har ikke flere penge, så giftermålet med den knap 40-årige Johannes er en fin vej ud af miseren.
Johannes er der dog ikke til at tage imod hende, i stedet modtages hun af søsteren Marin, tjenestepigen Cordelia og tjeneren Otto, som er en tidligere slave Johannes har hjembragt fra Surinam. Marin er gammeljomfru, og virker ikke udpræget begejstret for denne nyankomne, der principielt kan overtage husholdningens styre fra hende.

Da Johannes endelig vender hjem forærer han sin unge brud et fantastisk dukkehus, som det var moderne på den tid. Men det er faktisk den eneste opmærksomhed, han skænker den unge brud. I stedet kæmper hun med svigerindens calvinisme og rigide vaner med mad og drikke, og beslutter sig for at bruge nogle penge på at udsmykke sit dukkehus.

Oven i de bestilte små møbler, modtager hun dog en hel del andre ting - en vugge, tro kopier af alle husets beboere - men alle har de et foruroligende skær af forvarsler over sig. Hvem er vuggen til? For Johannes viser ingen interesse for den side af ægteskabet - i stedet viser det sig, at han har en ung elsker ... en dødssynd!

Nella bliver mere og mere urolig over tegnene i de gaver hun sendes; og hun ved, at hun bliver obeserveret - mens livet hjemme i huset falder totalt fra hinanden, og den mystiske givers spådomme bliver til virkelighed.

Det er et fint tidsbillede af Amsterdam på den tid - og kender man byen, føler man, at ikke meget har ændret sig. Faktisk så jeg netop dette dukkehus på Rijksmuseum for knap 1½ år siden - hvilket gjorde læsningen endnu pudsigere.

Jeg synes, at historien mister lidt pusten hen mod slutningen, da der ikke kommer en egentlig afrunding på historien om dukkemagersken - den vinkel glider desværre lidt ud i sandet. Men det var ellers en smuk historie om kvinders styrke i en tid, hvor de ikke forventedes at skulle lave andet end at holde hus og føde børn. Absolut læseværdig, hvis man kan lide byen Amsterdam og denne tidsperiode.

Sunday, January 25, 2015

Kærlighed er - Kathrine Lilleør



























  • Dansk
  • 24.-25. januar
  • 210 sider

Jeg har altid haft et mindre problem med præsten Kathrine Lilleør. Et problem, hun sikkert er helt uvidende om - og som er helt personligt. Men som har været i mig i mere end 14 år, mens jeg samtidig i medierne kunne læse mere både om og af hende, og ikke kunne få det billede til at stemme overens med mit 'problem'. Kathrine Lilleør var sognepræst i mit barndoms sogn, da min far døde i en alt for ung alder af kræft. En mandag aften sent inde på Rigshospitalet, hvor jeg i al hast var fløjet hjem fra Bruxelles, hvor jeg havde boet i præcist to måneder. 

Det var - som det altid er med dødsfald - en kaotisk og forfærdelig tid; som bestemt ikke blev gjort nemmere af, at jeg netop var startet på nyt job i udlandet, og nu seks uger efter måtte være fraværende. Samtidig skulle min kæreste hjem fra en forretningsrejse i et helt tredje land og havde jo også et job at passe. Og så nægtede præsten at begrave min far om fredagen - altså 3½ døgn efter hans bortgang. Under påskud af, at det var for tidligt og at vi ikke ville være klare til det. Vi havde bare ikke så mange valg, og måtte så tage en anden præst, der gerne ville.

Muligvis havde hun ret - men det er endnu en af de ting, man slet ikke kan overskue i en sådan situation. Men tænkte hun på netop vores situation og alle de komplikationer vi havde rent logistisk?

Derfor har jeg holdt mig lidt væk fra al mediehysteriet omkring hendes person; men nysgerrighed overvinder jo alt!

Og jeg har nydt at læse hendes historier - betragtninger, lignelser, tanker, livserfaringer, fortolkninger ... for det er alt dette på én og samme tid.

Det er selvfølgelig præget af hendes virke som præst; og så er det jo snart nærmest tabu - for ingen læser jo Bibelen i dag! Det er synd for jeg har altid ment, at det er den ultimative bog, der indeholder alt og er roden til alt. Roden i den gode forstand. For ingen anden bog, intet maleri eller anden kunst var opstået uden de fundamentale værdier og symboler, vi møder i Bibelen.

Heller ikke H. C. Andersens eventyr, som Lilleør skrev doktorafhandling om og som alle andre eventyr jo låner fra de oprindelige symboler. 

Der er mange 'guldkorn' at fange til eftertænksomhed, og så synes jeg det grundlæggende er befriende at læse om en persons tro, som de så åbent vedkender sig - i hvert fald en sjældenhed i Danmark, når det gælder kristendommen. Hun får læseren til at reflektere over, hvor bogstaveligt man skal tage Bibelens ord og hvordan den kan anvendes i en moderne verden. Mange af de små historier er skrevet som en prædiken, og uden at kende hendes stemmes lyd, så læste jeg dem som fik jeg dem fortalt fra en prædikestol.

Det gav mig for det første endnu mere lyst til at høre én af hendes prædikener, nu hvor hun er blevet Københavner-præst - men sikkert også et tilløbsstykke af reality tv-proportioner.

Men det gav mig endnu mere lyst til at genlæse Bibelen; næppe i et stræk - men bestemt fra ende til anden. Næppe heller i metroen på vej til arbejde - desværre er det sådan, at det vil få fordomme frem i dagens Danmark. Men et par sider hist og pist og med alverdens tid til at komme igennem den. For den er jo fyldt af smukke historier, som vi kan bruge ... altid!


Saturday, January 24, 2015

Claras krig - Clara Kramer


























  • Engelsk
  • 21.-23. januar
  • 368 sider
  • Originaltitel: Clara's War


En historie om en jødisk familie, der holder sig skjult i måneder - og nærmere år - under 2. Verdenskrig - og så tænker vi alle Anne Frank! Netop på grund af den altopslugende opmærksomhed og succes, som Anne Franks dagbøger fik, da de blev udgivet efter krigen, kan man næsten forestille sig, at andre afholdt sig fra at skrive om deres oplevelser.

Men faktum er jo, at Anne Franks skæbne desværre ikke var unik. Hendes endeligt  blev tragisk; mens andre gemte sig og kom ud i lyset igen. Som det skete for Clara Kramer. Måske føler man så mindre behov for at publicere, fordi man er der til selv at fortælle! Ikke desto mindre er det en gribende bog og et stykke verdenshistorie; og på nogle måder er Claras historie mere grufuld end Annes.

Clara Kramer er polsk jøde fra Galicien - alle de områder verdenshistorien har slugt og slettet fra et verdenskort. Men inden krigen leveder der 5.000 jøder i byen Zolkiev (i dag Zjovkva), og de kom i det store og det hele godt ud af det med byens andre indbyggere. De var ikke alene om at være 'udskældte', da polakker, ukrainere og andre også måtte komme overens med denne sameksistens på tværs af kultur og religioner.

Da krigen bryder ud, begynder folk at forsvinde. Så oprettes ghettoen i byen, hvor man samler jøderne - blot for at henrette dem senere. Clara og hendes familie finder et gemmested i en kælder hos deres tidligere tyske rengøringskone og hendes fordrukne mand. En mand, der åbenlyst er antisemit, og tilmed i fare for konstant at røbe dem i sin fuldskab. 

De ender med at være atten personer i den lille kælder, hvor loftshøjden er 130 cm - at stå op er dermed umuligt. De lever fortrinsvis af kartofler, da pengene slipper op. Men de lærer samtidig en ydmyg lektion i menneskekærlighed, da denne antisemitiske hr. Beck viser sig at være den største humanist, de har mødt. 

Gang på gang overdriver han sine jødevittigheder under festligheder ovenpå - kun skilt af et tyntd trægulv, kan de høre hvert et ord. Men ved at opføre sig således beskytter han dem. Også da SS-soldater rykker ind i huset - soldater, der måske ved mere end de siger. Man glemmer jo tit, at mange menige tyskere (soldater deriblandt) ikke var overbeviste af Hitlers ideologi, og gerne ville beskytte og redde dem, de kunne.

Det er skrevet med mange år bagklogskab - men med udsnit fra Claras dagbog fra dengang. Det er skrevet med ærlighed om de grusomme forhold; mange emner vil selvfølgelig minde læseren om Anne Frank - men det er vel blot naturligt, når det var de samme emner, der må have optaget alle, der levede på denne måde. Hvor kommer maden fra næste gang? Vil de afsløre os? Hvordan overlever man at bo så tæt med mennesker, der ikke er ens familie - og undgå konflikter? Er vores familie og venner stadig i live?

Det er dermed ikke en kopi af Anne Frank - langt fra! Blot endnu en tankevækkende beretning, som var utrolig barsk at læse. Men anbefalelsesværdig.

Tuesday, January 20, 2015

Le vol des cigognes - Jean-Christophe Grangé


























  • Fransk
  • 19.-20. januar
  • 378 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Pudsigt nok ser det ud til, at denne debutroman af Grangé er den eneste, der ikke er oversat til dansk? Det skyldes muligvis, at den er fra 1994 - hvor man næppe oversatte franske krimier. Jeg fik også selv først øjnene op for Grangé langt senere, men det er nu den syvende af hans krimier, jeg læser. Det er om muligt en af de allerbedste - og absolut i særklasse for en debutant i genren. Så man kan da håbe, at den en dag bliver oversat, selvom markedet er ved at drukne i krimier i Danmark,

Direkte oversat betyder det 'Storkenes flyvning' og som i mange andre af hans krimier bevæger vi os i dyreverdenen. Senere i hans romaner tager det dyriske og overnaturlige over i hans protagonister; men her i starten er det stadig en relativ klassisk krimi.

En ung mand kontaktes af en aldrende schweizisk ornitolog, som hvert år tæller ringene på de storke, der vender hjem fra vinterhi i Afrika. Men nu er nogle begyndt at mangle, og han er villig til at betale den unge Louis mange penge for at at rejse ud for at følge storkene, som de bevæger sig sydover fra Europa til Sydafrika i sensommeren.

Men lige inden afrejsen findes ornitologen myrdet; og hurtigt står det Louis klart, at der ligger mere bag storkenes flyvninger. Det er hæsblæsende og hiver os fra Montreux i Schweiz til Sofia i Bulgarien; de besatte områder i Israel og videre til den Centralafrikanske Republik og retur til Antwerpen i Belgien. For til sidst at ende i Calcuttas slum.

Der er mere end storkenes mystiske transport i de små ringe, der kendetegner dem - der er også en underlig nærmest rituel opskæring af kroppe verden over, hvis hjerter fjernes mens ofrene er levende. Og muligvis bruges disse til hjertetransplantationer på trods af prekære forhold midt ude i den afrikanske jungle. Operationer, der tilsyneladende foregår under dække af en verdensomspændene humanitær organisation med hovedkvarter i Genève - hvorfor man selvfølgelig straks tænker på Røde Kors!

Historien blander Louis' egen fortid ind i de voldsomme hændelser; han konfronteres med sin egen fortid, og de forældre og den bror, der forsvandt i 1965 under militærkuppet mod Bokkassa i Bangui. Det er en fremragende blanding af politik, natur, barndomstraumer og alle de udsatte kulturer og folk, der kan forsvinde fordi ingen netop bekymrer sig om dem - eller måske helst ser, at de forsvinder.

Den er langt mere traditionel i sin historie end de seneste; men det er absolut ikke negativt ment. 

Monday, January 19, 2015

Madame de Pompadour - Jacques Levron



























  • Fransk
  • 16.-18. januar
  • 308 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Ikke alene er dette en gammel sag fra 1961 - den har også stået i lidt mere end 10 år i mine reoler ... ulæst. Jeg har efterhånden en næsten komplet samling af biografier af de franske konger, men deres elskerinder kan man ikke sige det samme om. Selvfølgelig har de ikke alle været lige så kendte - men et par stykker af dem, er dog gået over i historien ... Madame de Maintenon, Montespan - og Pompadour!

Navnet og udtrykket er jo kendt; hun lagde navn til en hel stilretning indenfor møbelkunst, ligesom der også er en frisure og en rose opkaldt efter hende. Frisuren er stadig yderst moderne, selvom de færreste måske ville vide, at den er opkaldt efter Ludvig den 15.'s elskerinde.

Madame de Pompadour er født i 1721 med det borgerlige - og lidt uheldige - efternavn Poisson (fisk). Hun bliver gift som 19-årig og kommer til Paris, og derfra bevæger hun sig stille og roligt tættere på hoffets cirkler, indtil kongen lægger mærke til hende i 1745. Han sørger med det samme for, at den irriterende mand indser sit tab og installerer hende på Versailles. Hele hoffet - inklusive hans egen hustru - regner med, at det hurtigt går over. Nok er elskerinder i en vis grad tolereret, men så skal de være adelige - de andre besøger man i dertil indrettede etablissementer.

Men kongen vil have hende. Hun får en markise-titel og navnet Pompadour. Dronningen er principielt lidt lettet - ti børn på tolv år har udmattet hende i mere end en forstand. Så de lærer at acceptere hinanden; og forholdet varer da heller ikke for evigt. Knap seks år efter den lidenskabelige forelskelse, glider det nemlig ud omkring 1751. Men højst usædvanligt får Pompadour lov til at blive på Versailles og i kongens nærhed.

Hun udfylder om muligt nu endnu mere dronningens rolle - som hans ven, rådgiver og "kollega" i politiske spørgsmål. Kongen nøjes nemlig nu med de ydmyge piger han ser ude i byen, og Pompadour er med til at styre landets rolle i Syvårskrigen.

Hun var selvsagt forhadt af sin tid; beskyldt for et voldsomt pengeforbrug og skyld i Frankrigs tab af kolonier som følge af krigsfreden. Levrom tegner dog et smukt portræt af hende, og bakker det op med samtidige dokumenter og breve, som giver et mere nuanceret billede. Men man skal jo huske på, at dette var i de sidste årtier inden revolutionen, hvor sindene allerede simrede.

En revolution hun principielt kunne have oplevet - men hun døde som blot 43-årig i 1764; og først da turde kongen installere en ny frille mere officielt på Versailles. En del magt havde hun altså!

Friday, January 16, 2015

Knud, den store - Hanne-Vibeke Holst


























  • Dansk
  • 8.-15. januar
  • 577 sider

Læseåret 2015 er ikke ligefrem kommet fra en flyvende start. Alle de forfærdelige hændelser i Paris satte jo lidt en stopper for i hvert min fritid, da jeg brugte et par dage klinet til den franske fjernsynskanal - og egentlig slet ikke kunne få tankerne på noget andet.

Muligvis var det også fordi bogen her ikke havde kræfter til at hive mig fra det andet. Jeg har aldrig tidligere læst noget af Hanne-Vibeke Holst, og for at være helt ærlig, så irriteret hun mig en anelse. Men da dette ikke var en af hendes romaner med politisk parodi af virkeligheden, hvor vi er ude i noget lige så letkøbt som Jussi Adler-Olsen, så gav jeg det en chance.

Første del om Knuds barndom kom jeg nemt igennem; men anden del om hans gymnasietid og psykiske kvaler var lang og evindelig at komme igennem, synes jeg. Det gik da bedre efterhånden som bogen skred frem; men i rigtig mange passager vævede hun rundt i det samme, og der kunne snildt være skåret et par hundrede sider af dette familiære navlepilleri.

For jeg undrer mig over, hvordan hun har skabt sin karakter af faderen? Ganske vister der venner og familie, der har kunnet "vidne" om de senere år - og hun har selv kunnet bidrage med sit indtryk fra hun var bevidst om faderens sammensatte personlighed. Men hvad med de indre tanker - de mange ungdomsår? Og kan man egentlig tillade sig at udstille et menneske, der ikke er så langt væk i fortiden? Jeg svinger lidt mellem den positive og negative holdning til projektet.

Faderen Knud var uden tvivl et martret menneske, som led af præstationsangst og alkoholisme - om det ene fremmede det andet eller omvendt, er jo svært at vide. Biografien beskriver hans indre kampe ganske fint - men virkelig med for meget trampen rundt i de samme ting.

Alt i alt en blandet fornøjelse, som jeg endnu ikke rigtig kan kategorisere i mit hoved. 

Thursday, January 8, 2015

Cherchez la femme - Alice Ferney



























  • Fransk
  • 1.-7. december 
  • 703 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Årets første bog skulle altså gerne være en god læseoplevelse efter den middelmådige afslutning på 2014. Derfor valgte jeg med vilje en dejlig tyk én. Af de 101 bøger, jeg læste sidste år, var 29 af dem på over 500 sider - og nogle stykker oppe imod de 900 sider. Det er jeg begyndt virkelig at sætte pris på, når man som jeg læser så meget - der er bedre tid til at leve med og i romanen.

Heldigvis var denne præcis én af den slags. Som en tre uger lang sommerferie, hvor man først lige skal vænne sig til det nye univers. Når man er lidt længere fremme, kan man ikke huske, hvad der var før og hvad, der kommer efter - der en kun den ene ting lige her og nu. Og til sidst går det forrygende hurtigt og er pludselig og trist slut igen. Jeg elsker at have de store bøger imellem hænderne og vide, at vi skal tilbringe mange læseaftener sammen.

Derudover var det selvfølgelig også en god historie. En meget fransk historie - og måske årsagen til, at så mange fantastiske forfattere ikke oversættes til dansk. Det er alt for stort et arbejde for forlagene, og de oplag, de kan sælge i Danmark kan desværre ikke dække omkostningerne i et land, hvor det lader til kun at være ringe krimier, der sælger.

Historien starter i slutningen af 1950'erne, da den unge Vladimir forelsker sig hovedkulds i den meget yngre Nina. Hun er faktisk kun 15 år gammel; men de bliver gift og han lover, at hun skal gøre sin skole færdig og finde et arbejde. Men det strider jo alligevel mod hans mandlige stolthed - han vil kun beskytte og tage sig af sin lille russiske prinsesse, som kommer fra en fattig minearbejderfamilie. Nina er i starten benovet over at hive sig ud af den sociale sump og gifte sig med ingeniøren - men ender med at få sit først barn som 17-årig; og så kommer hun aldrig ud på arbejdsmarkedet.

Heldigvis er sønnen, Serge, overnaturligt dygtig - eller i hvert fald i hans forældres øjne. Han vokser op solende sig i forældrenes beundring, og bliver temmelig overfladisk som person. En fejl, han jo i øvrigt slet ikke selv kan få øje på.

Da han møder Marianne, mener han derfor at have fundet den eneste kvinde, der matcher hans høje krav. Hun er smuk, intelligent, sportslig - og vil blive den perfekte kvinde at vise frem som hans påhæng. Marianne træffer dog de store beslutninger i deres liv - brylluppet; de tre børn; købet af et hus - men pludselig begynder hun også at tage fat i sin egen karriere. Hun ender med at tjene flere penge end Serge, som holder foredrag om gode idéer - alt i hans liv er lidt luftkasteller; men han formår at overbevise sit publikum. 

Serge følger i høj grad sine forældres mønstre, og nægter totalt at se Mariannes klarsyn på fx Ninas ekstreme alkoholforbrug. Det er en lang og intens roman om familie- og parforhold. Om Vladimir, der ikke vil indse, at Nina er ved at dø af druk. Om Serge, der ikke vil indse, at Marianne er hans livs kærlighed men i stedet kaster sig ud i en midtlivskrise, som fører til en skilsmisse, der strækker sig over flere år.

Serge når aldrig rigtigt at komme til en erkendelse af, hvem han er. Marianne når aldrig at komme over sin sorg og videre i sit liv - og det hele ender ganske tragisk egentlig. Men det er så smertefuldt smukt beskrevet, at man klistres til siderne.

En værdig start på året!