Je, François Villon - Jean Teulé

• Fransk
• 28.-30. august
• 435 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jean Teulé varierer altid fra fantastisk til middelmådigt, da han med sin satiriske genre hurtigt kan komme helt ud af kurs. Hans roman om Charles IX fejlede i mine øjne fuldstændigt - men jeg er på det seneste stødt på François Villon i en del bøger - fiktive eller ej - fra middelalderen. Så et nærmere bekendtskab var på sin plads.

Denne gang blev jeg ikke skuffet - tværtimod blev jeg udfordret; for den unge hr. Villon er et interessant bekendtskab - selvom han næppe var det for sine samtidige. Han er efter sigende født den dag Jeanne d'Arc blev brændt på bålet - i 1431. Han voksede op med sin mor, som to gange var taget i tyveri og derfor havde fået skåret sine ører af. Da hun en sidste gang fanges og denne gang dømmes til døden, afleverer hun ham hos en præst. Men den unge François er ikke meget for kirkelivet, og selvom han får sin munkekåbe tilbringer han mere tid i Paris' taverner med byens udskud.

Han er med på alle unoderne - og digter ballader over samfundets bund; tyvene, luderne, morderne .... Paris var ikke kedelig i middelalderen. Han er med til at opfinde et helt nyt og anderledes sprog - måske den første, der udvikler slang på fransk. Bogen indeholder derfor såvel hans oprindelige digte - på datidens sprog - men heldigvis også en moderne omskrivning. Dog er der så langt fra hans franske til vores nutidige, at rimene forsvinder ved fortolkningen; så man forsøger at stave sig igennem det 600 år gamle sprog med stor morskab.

Villon dræber en politibetjent. Han stjæler nadverbægre fra kirker. Han slår sig sammen med de værste forbrydere i landet. Han rejser rundt med gøglere, der udnytter de handicappede til at tjene penge. Han opholder sig hos diverse prinser ved deres hof - og rejser derfra med deres ejendele. Alligevel får han aldrig noget ud af al sin kriminalitet - han bliver selv bestjålet eller mister sine tyvekoster. Og endelig bliver han fanget. Han sidder i fængsel i næsten et år, hvor han dagligt udsættes for de værste former for tortur, og burde slet ikke overleve så længe. Men han bliver reddet af den nye konge, Ludvig XI, som traditionen tro giver amnesti hver gang han besøger en ny by.

Villon kan derfor vende tilbage til Paris, og nyder for en tid godt af kongens beskyttelse. Men han kan ikke holde sig fra sine gamle venner - og selvom han fysisk er så svækket, at han ikke kan deltage i deres narrestreger, så forfølger hans rygte ham. I 1463 bliver han dømt til eksil - han skal forlade Paris i 10 år, og får brændt et stort P i panden, så ingen er i tvivl.

Og så forsvinder han fra jordens overflade. Er han død - sin unge alder til trods? Eller levede han skjult et sted? Legenderne florerede allerede på hans samtid; og det blev ikke bedre, da hans testamente begynder at cirkulere omkring 1489. Måske blot et tilfælde. Men det er med til at sikre ham hans eftermæle - sammen med hans poesi.

Den er måske ikke nytænkende i formen. Den er til dels i sproget men mest i temaerne. På en tid, hvor troubadourer kun snakkede om yndefulde damer, riddere og ære, da hylder han udskuddene og fremhæver alt det ækle og forkastelige i mennesket. De mennesker han selv kender, og som hører til blandt landets værste. Han skrev ganske enkelt om det han kendte, i stedet for en idyllisk fiktiv verden. Og det appellerede jo selvfølgelig mere til det jævne folk, som fandt deres popidol i ham.

A Walk Across the Sun - Corban Addison

• Engelsk
• 24.-27. august
• 531 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I julen 2004 blev det sydøstlige Asien ramt af den tsunami, som vi alle husker billederne fra i medierne. Mange mennesker døde og mange forsvandt og er aldrig fundet igen. Addisons indfaldsvinkel til hans debutroman giver et bud på en skræmmende forklaring på nogle af de forsvundne personer. Vi kommer ikke meget ind i selve historien om tsunamien, men den bliver grunden til, at Alahya og Sita - to indiske piger på 15 og 17 år - pludselig er forældreløse og på flugt. De har ikke mange valg i deres rejse væk fra bølgerne, og uheldigvis ender de hos en menneskehandler.

Alahya bliver hurtigt solgt til en høj pris - hun er jomfru og i høj kurs. Sita venter de med at 'indvie'. Men livet i et bordel i Mumbai er selvsagt ikke værdigt.

I USA er advokaten Thomas Clarke i en personlig krise efter, at hans lille pige døde af vuggedød og indiske kone forlod ham. Han har problemer på arbejde og hans fremragende karriere er i frit fald. Og så får han et ultimatum - et sabbatår for at holde ham lidt på afstand af utilfredse klienter og komme sig mentalt. Efter at have overværet en kidnapning af en lille pige på en legeplads, vælger han så at bruge det år på at arbejde for en NGO - i Indien selvfølgelig. Så kan han jo bekvemt forsøge at genforene sig med konen.

Emnet om human trafficking er absolut ikke for sarte sjæle - Sofi Oksanen beskriver det nok mere barskt og realistisk i Renselse, som er intet mindre end fænomenal. Men Addison er som sagt ved sin debutroman, og selvom han i det lille forfatterinterview i slutningen af bogen siger, at research og detaljer er utroligt vigtige for ham - så er det noget andet i praksis!

Bombay skiftede officielt navn til Mumbai i 1997 - alligevel skifter han totalt inkonsekvent mellem de to stednavne, hvilket virker sjusket og useriøst. Der er problemer med tidsfæstelser - tiden går for hurtigt, for langsomt og i alle retninger - og der mangler helt bestemt en korrekturlæsning på disse.

Men historien er jo i bund og grund en historie om det bedste og det værste i mennesket - tilsat lidt kærlighed og Kleenex-potentiale. De to søstre skilles fra hinanden, og den unge Sita når at komme fra Mumbai til Paris til USA; hun skifter konstant hænder og priserne stiger og stiger - alligevel formår hun at holde sin mødom intakt. Den tese har jeg lidt svært ved at acceptere, når man ved i hvilke miljøer hun havner. 

Samtidig arbejder Thomas på at frelse verden, og er med til at storme det bordel, hvor Alahya er fanget. Dermed får han færten af Sita og som en anden Superman flyver han kloden rundt og nærmest vader i armene på hende. Der er et element af utroværdighed, som er forstyrrende i og med, at det hele foregår over ganske få måneder. Denne heltedåd er det, der gør udslaget og til sidst er vi med i en gensynsscene mellem søstrene, Thomas og ekskonen ... blomsterguirlander og våde øjne, så man er lige ved at få en anelse kvalme.

Dermed ikke være sagt, at emnet ikke er alvorligt - men generelt er problemet med amerikanske romaner jo, at det ikke fungerer kun at tage det dystre. Og uden en happy end er det ikke en ægte amerikansk roman.

Men det er da nemt at tænke sig, at unge piger kan være forsvundet på denne måde under tsunamien. Ikke opslugt af bølgerne, men ned i andre mørkere dybder af menneskelig uhyrlighed.

Des hommes - Laurent Mauvignier

• Fransk
• 21.-23. august
• 283 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En lille fransk landsby. En fest for vennerne for at fejre, at man går på pension. Det er Solanges lørdag og hendes store dag. Hun har endda inviteret sin håbløse bror, som de kalder Bålet - som i lejrbål. Bålet, som er alkoholiker og landsbyens særling. Som alle forsøger at undgå - faktisk lader de som om de slet ikke ser ham, når han turer byen rundt på sin scooter i sin brandert. De køber sig til denne fred ved at give ham lidt håndører til at købe den næste flaske for. Men til Solanges fest kommer han. Hun var altid hans yndlingssøster, og han kommer med en særlig gave. En broche med diamanter, som må have kostet så mange penge, at de øjeblikkeligt forarges - fordi de jo har hjulpet. Og fordi han jo må have stjålet pengene. Han har måske endda stjålet dem fra den gamle moder, der netop er kommet på plejehjem. Men det er jo Bålet - og han er totalt utilregnelig. 

De smider ham ud fra festen. Og Bålet tager sin scooter og kører ud til en af landsbyens beboere. Ikke en hvilken som helst. En algierer. Han skræmmer børnene og slår hunden. Han er i oprør og vred. Han kører igen og de vil ikke lægge sag an - bare helst leve i fred og fordragelighed med naboerne. Men Solange mener, at nu er Bernard gået et skridt for langt og de må stoppe ham. For der var en Bernard inden der var Bålet. Inden krigen i Algeriet fyrre år tidligere, hvor de var afsted - Bernard og hans fætter Rabut.

Vi hopper tilbage i tiden. Til Algeriet i starten af 1960'erne, hvor de unge mænd, som ikke kendte andet end de hjemlige pløjemarker pludselig skulle sendes i krig for at forsvare den franske koloni. De stod pludselig i storbyen Marseille, og blev skibet over - og mødte nye mennesker og en ny kultur, og ikke mindst en krig, som de ikke forstod meget af.

De lærer at gå i krig, og de er med til at slå folk ihjel; men i Algeriet var det ikke blot mand mod mand i en skyttegrav, som deres bedstefædre havde gjort det. Det var tortur og udryddelse af landsbyer med både kvinder og børn for at afsløre rebellernes gemmesteder. Det var også en krig, hvor algierske soldater som franske statsborgere måtte kæmpe mod deres egne og forsøge at forhindre deres fædrelands frihed. 

Og en dag går det galt. På grund af en ligegyldig bemærkning under en bytur under udgangen til 14. juli-festen. Rabut, der starter en slåskamp med fætteren, så de ryger i detentionen og kommer for sent tilbage til lejren. Hvor alle ligger halshuggede og dræbte i et blodbad, som de aldrig glemmer - og som de anses som medskyldige i.

Algeriet bliver frit, og de rejser hjem sammen med de titusinder af franskmænd, der aldrig har sat benene på fransk jord. Dem, der bliver til pieds-noirs - sortfødderne - og som skal integreres i et samfund, som ikke ønsker dem. Og soldaterne, der kommer hjem med et nederlag og nogle minder, som ingen gider at høre om.

Bernard bliver til Bålet - han kan ikke bekæmpe dæmonerne. Men Rabut fortrænger dem. Indtil det hele vælter op til overfladen så mange efter.

Det er en meget forvirret roman i skrivemåden. Hurtig, intens og med skiftende fortællere og totalt uden dialoger - kun de indre, som fortæller om de minder, de hver især har haft.

I starten var jeg lidt forvirret over, hvor han ville hen med sin historie, der kørte lidt for lang tid i festen og konflikten mellem Bålet og alle de andre gæster. Men meningen kommer - og fra at være den sølle drukkenbolt bliver Bålet til den mest 'normale' person i hele hændelsesforløbet.

Jeg har ikke læst mange romaner om denne tid i fransk historie; der er uden tvivl en masse stærke historier om emnet - men uden tvivl er det også svært stadig at behandle det for en fransk forfatter; denne sorte plet i deres historiebog.

Hypnotisøren - Lars Kepler

• Dansk
• 17.-20. august
• 585 sider

Så kom jeg heller ikke udenom den svenske krimiduo bag pseudonymet Lars Kepler; igen ikke en krimi, jeg umiddelbart ville have investeret i til fuld pris - men til 49 kroner for sådan en moppedreng menet jeg, at det var forsøget værd.

Den er som forventet utrolig letlæselig og man flyder da glimrende med i historien om lægen, der ikke længere hypnotiserer pga. en uheldig oplevelse ti år tidligere. Lægen, som fortryder sit løfte og hypnotiserer den unge Josef Ek, da denne er eneste overlevende efter en familietragedie, som kun efterlader ham og storesøsteren. Det viser sig desværre, at det er Josef selv, der er morderen - og netop denne hypnose vækker alle monstrene til live. Både den sårede Josef, som har svært ved at acceptere, at han er afsløret - men også de tidligere patienter, som ikke er interesserede i at deres historier kommer frem til overfladen igen.

Det medfører, at Eriks søn, Benjamin, bliver bortført - og det spreder endnu mere splid i det forvejen slidte forhold mellem Erik og konen, Sixan. Erik er i forvejen stærkt afhængig af medicin - hvilken slags og hvorfor finder man dog aldrig ud af! 

Nu går kapløbet selvfølgelig på at finde såvel seriemorderen Josef men også den forsvundne Benjamin. Der er historier om ungdomsbander baseret på Pokémon-princippet; der er selvfølgelig misforståelser og forviklinger - men alt i alt synes jeg ikke, at historien hænger voldsomt godt sammen. Der er for lidt fordybelse i visse af personerne og historierne - som fx Josefs baggrund for at ende som seriemorder eller Eriks misbrug. Eller den finske politibetjent Juuna, som man heller aldrig kommer uden huden på.

Til sidst eskalerer det hele, og alle reddes (som reddes skal) men først efter en lidt langtrukken slutning, som sagtens kunne have været forkortet. 

Rum - Emma Donoghue

• Engelsk
• 15.-16. august
• 410 sider
• Originaltitel: ROOM

De seneste års Kampusch- og Fritzl-skandaler må jo nødvendigvis også finde vej til litteraturen; og måske netop på grund af denne sensationsfaktor havde jeg endnu ikke læst Donoghues berømmede roman om dette emne, hvor hun tydeligt har ladet sig inspirere af denne form for psykologisk traume. Men da jeg så først kom i gang var jeg solgt.

Sproget er lidt barnligt, da historien fortælles af den fem-årige Jack, som bor med sin mor i Rum. Alting i hans verden er nærmest personificeret - for der er kun en af hver næsten. Der er en Seng, en Plante, et Tæppe, et Klædeskab, ... og så er der et TV, hvor man kan se en masse ting, som faktisk ikke findes i virkeligheden. For virkeligheden er Rum, hvor Jack bor med sin Mor, som heller ikke har et andet navn. Han kender kun til Rum, og denne tosomhed med mor - og så Gamle Nick, som kommer om aftenen, når Jack sover i Klædeskab og som også bringer mad og nogle gange noget ekstra godt om søndagen.

Jacks mor har i fem år ladet ham leve i den tro, at det er sådan verden er. Men hun kan også mærke, at som han vokser op, bliver pladsen for trang og hun kan ikke længere stimulere ham med de opfindsomme lege, de har. Der er fx legen, hvor de stiller sig på bordet og skal råbe op mod ovenlysvinduet så højt de kan - men den leg må de ikke lege i weekenden. Gennem Jacks uskyldige fremstilling af tingene får man afdækket den grusomme sandhed bag - og hvordan moderen på intelligent vis forsøger at få dem ud uden at forklare sandheden overfor sønnen.

Hans verden er udelukkende denne, og hvorfor skal man så have lyst til at se noget som helst andet? Det er hans første reaktion, da moderen forklarer flugtplanen for ham. Han skal spille syg - som jo var årsagen til, at Fritzl-skandalen blev afsløret - men det mislykkes i første omgang. Så skal han spille død og bæres ud i Tæppe. Deres plan  lykkes - men nu står de jo overfor en helt anden udfordring - verden udenfor.

Selvom det hele er fortalt med Jacks femårige øjne - og alene at formå det er jo lidt af en præstation i sig selv - så forstår man sagtens også moderens traumer ved at genfinde sin familie; både dem, der stadig håbede og dem, der havde begravet hende. Der er også dilemmaet med et barn, hvis far er kidnapperen - hvordan kan man godtage det som sit søde barnebarn. Og der er mediernes abnorme tilstedeværelse - alt sammen de ting, vi har set i forbindelse med de afsløringer, der har fundet sted de senere år. 

Dog vil jeg mene, at udslusningen er foregået mere blidt end i bogen her; man har ikke så hurtigt set børn blive præsenteret i medierne. Og det er denne proces, Rum også beskriver. Det virker så utroligt barskt, at man har en lille tåre i øjnene - men den sluttes alligevel med et glimt af håb efter et par barske op- og nedture efter de slipper ud af Rum. Jeg forventede absolut ikke, at jeg ville blive så grebet af en bog, jeg på forhånd havde stemplet som lidt for 'nem'.

The Sandalwood Tree - Elle Newmark

• Engelsk
• 10.-14. august
• 510 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg faldt over et godt tilbud med tre paperbacks for hundrede kroner; så er problemet jo desværre tit at finde tre styks, man gider at læse.

Så den ene endte med at blive denne, selvom den lidt corny forside absolut ikke appellerede til mig. Jeg var da nogenlunde underholdt; men det var lidt for meget sødsuppe og rosenrødt til min smag - selvom der var materie til at skrive en fantastisk bog.

Der er to periode - England/Indien i midten af det victorianske 19. århundrede, og 1947 lige inden Indien endelig genvinder sin selvstændighed. Der er to sæt personer - Adela og Felicity fra før, og Evie og Martin fra nu. Og to intriger og/eller kærlighedshistorier.

Adela og Felicity er to unge engelske piger, som vokser op sammen, da Felicity sendes hjem til England for at få en god engelsk uddannelse. Adela opdager med tiden, at hun rent faktisk er forelsket i Felicity - men det er ikke gengældt, og homoseksualitet er jo ikke populært på den tid. Felicity vender tilbage til Indien som voksen, og Adela følger efter, da forældrene griber hende i en uanstændig situation med stuepigen. De lever ukonventionelt for den tids kvinder - alene i en lille hytte, og iklæder sig snarere lokale dragter end krinoliner. Men så møder Felicity en indisk mand, og det er voldsom forbudt kærlighed. Hun dør under fødslen af deres barn, som Adela opdrager indtil hun selv dør.

Alt dette opdager den nutidige amerikanske Evie, der er taget til Indien med sin jødiske mand, som er historiker, og skal skrive om løsrivelsen fra det engelske kolonidømme. Hun har ikke meget at lave udover at lege husmor, og så finder hun de gamle dagbogsnotater. Hendes ægteskab er ved at gå i stykker efter, at manden vendte hjem fra krigen og ikke kan glemme de grusomheder, han så i Tyskland. De skændes og fjerner sig fra hinanden i takt med, at Evie drages længere og længere ind i historien om Adela og Felicity, og ikke mindst, hvad der skete med barnet, som var uægte og tilmed af blandet blod.

Selvfølgelig går det hele op i en højere enhed til sidst - alt ender lykkeligt. Lidt for meget til min smag, og der kommer ikke tyngde nok i historien om Indien. Denne bog skal i hvert fald ikke læses som en beskrivelse af Indien - blot som en kærlighedshistorie. Men til 33 kroner var det vel fin nok underholdning i nogle dage.

Avenue des Géants - Marc Dugain

• Fransk
• 4.-9. august
• 420 sider
• Dansk titel: 

Marc Dugain bevæger sig rundt om den menneskelige sjæls dybder, når den er grummest og mørkest. Men han gør det på en ganske bestemt måde. Ikke for at fordømme eller udstille de dystre personligheder, men for at anskue dem med en form for kærlighed; måske for at vi som læsere skal forstå, hvorfor de personer endte helt derude, hvor al menneskelig logik burde have stoppet dem. Det var temaet i hans tidligere roman om nazi-Tyskland, og det er igen temaet i denne roman, som dog er oversat til engelsk. 

Ideen til bogen udsprang, da han så en udsendelse om den amerikanske massemorder Ed Kemper, som er en usædvanlig person. Efter at have læst bogen, så jeg dette interview med ham fra 1991 - og han sidder stadig i fængsel, og er nu 65 år gammel. Dugains roman giver ham med et andet navn - Al Kenner - men ellers er det en gengivelse af hændelserne; med den lille forskel, at han forsøger at forstå manden bag mordene - og selvfølgelig romantiserer en anelse.

Al Kenner (Ed Kemper) var en ung mand med en usædvanlig IQ, som var højere end 140; og samtidig 220 cm høj. Han bor hos sine bedsteforældre efter at forældrene er blevet skilt. Moderen er begyndt at blive alkoholiker, og faderen - en tidligere krigshelt - har hun smidt ud fordi hans sociale fremgang ikke er nok til hendes ambitioner. Så Al bliver sendt til bedsteforældrenes gård, hvor han en dag dræber dem begge med et skud i nakken. I romanen bliver dette sat til den dag, hvor Kennedy bliver dræbt mens det i virkeligheden skete lidt senere. Men for Dugain er romanen og historien om Kemper også en historie om en tid i amerikansk samfundshistorie.

Al stikker først af - velvidende, at han vil melde sig selv. Men først skal han have lidt luft. Så ringer han og melder sig selv og ender på et psykiatrisk hospital. Han vil egentlig selv erklære sig skyldig - men han får en behandlingsdom, og tilbringer fem år på det psykiatriske hospital. Men så begynder soldaterne at vende tilbage fra Vietnam - vi er i slutningen af 1960'ener - og der er mangel på pladser for psykisk syge. Al bliver løsladt mod at holde sig langt væk fra moderen, som man tydeligt ser som en faktor i hans ustabilitet.

Han finder forskellige småjobs og et sted at bo; han genfinder et samfund fyldt af hippier og Peace & Love-beskeder, som frastøder ham. Med forældrenes opdragelse og rigide psyke - og hans egen dybe psykose - er han slet ikke parat til en så løssluppen mentalitet. Det er måske her, at man virkelig ser hans mentale problemer - alt skal være i orden og kontrolleret. Han drikker, men ryger ikke hash; og hurtigt får han sig venner blandt de lokale politibetjente, som værdsætter den unge mands regelrette moral. 

Han bliver kæreste med politichefens datter, men er ude af stand til et normalt fysisk forhold - hvilket behager faderen, og frustrerer datteren. Igen undres man over, at ingen ser, hvor plaget han er - i stedet for at se den eksemplariske unge mand. Måske hjalp samtidens "moralske forfald", så han kunne udnytte hippiernes opførsel til at fremme sig selv. Han forsøger at indordne sig; vil giftes med den unge pige og arbejde i politiet. Men samtidig må han give efter for sine impulser, der får ham til at køre rundt og lede efter autostoppere. Altid den samme profil af unge socialt velordnede unge piger, som ser lidt ned på ham - han forsøger at genskabe den foragt, som moderen har udvist overfor ham hele livet. Han søger reelt at blive såret, og til gengæld dræber han pigerne.

Bogen nævner ikke på noget tidspunkt, hvordan de bestialske mord foregik - det læste jeg mig til på nettet. Dugain går nemlig efter det psykologiske og ikke krimielementet; men han ender med at tage livet af moderen og hendes veninde, og melder så sig selv igen. For sidste gang. 

Jeg havde en anelse svært ved at se, hvor vi skulle hen, da de første mange sider blot var Al, der snakker med en besøgsven i fængslet. Starten var lidt sløv - men da man følger ham efter den første løsladelse, kommer man langt ind i det psykiske aspekt og skyldsspørgsmålet. Al ved godt, at han dybest set ikke har det godt - han anklager alt og alle; men samtidig mener han, at han er dem overlegen. Han har jo alle karakteristika på en massemorder - enormt høj IQ sat sammen med en traumatisk familiebaggrund og et fysisk udseende, der adskiller ham fra mængden. Men han er jo blevet løsladt - er det så samfundets skyld, at han efterfølgende dræber yderligere otte personer?

Som med så mange massemordere er det sikkert svært bagefter at sige; Dugain gør et godt forsøg på at komme ind bag manden.

Ghana Must Go - Taiye Selasi

• Engelsk
• 31. juli - 3. august
• 326 sider
• Dansk titel: Gå væk, Ghana

Retur til lidt afrikansk litteratur !!! 

Den lidt sørgelige historie om Sai-familien starter, da familiefaderen en morgen falder sammen og dør af et hjertetilfælde i sin have. Uden sine morgentøfler, hvilket  undrer familien. En splittet familie - for han er nu gift med en yngre kone hjemme fra landsbyen i Ghana, og hans oprindelige familie er i USA. Der er konen Foal, den ældste søn Olu, de to tvillinger Taiwo og Kehinde og den lille efternøler Sadie.

Inden han dør når han at gennemleve de berømte øjeblikke, hvor han genlever sit liv og tænker over sine fejl. Og dem er der nogle af. Han forlod nemlig familien og det blev hans sorg, og måske hans endeligt. Men det efterlader nu familien, som skal samles og flyve til Accra for at begrave ham og samtidig stå til ansigt til ansigt med hinanden og ikke mindst deres afrikanske baggrund og kultur; men også nogle dybe personlige ar.

Kweku forlod sin familie, da han som veluddannet læge i USA blev fyret. En totalt uberettiget fyring - men nogle skulle ofres, og der var den sorte mand den nemmeste. Skammen overfor familien var for stor. Nu var de i USA - mulighedernes land, og han havde kæmpet med fattigdom under studierne for at nå hertil. Så i stedet for at konfrontere krisen, forlader han familien og Fola sidder med en halvvoksen dreng, to teenage-tvillinger og den lille femårige Sadie, som hun får sværere og sværere ved at lade ud af 'babyrollen'. 

Hun beslutter at sende de to tvillinger til Lagos, hvor hun selv kommer fra - i håbet om, at hendes halvbror kan betale en international skole og give dem nogle faste rammer. De vender tilbage efter 10 måneder, men er forandrede. Fola kan ikke få at vide, hvad der er sket.

Og nu sidder de så alle i Accra, og skal komme over deres problematiske forhold til den far, der ødelagde familien. Det er i yderste grad en roman om immigration og kultur; hvad det gør ved et menneske at arbejde så hårdt for at blive accepteret som ligeværdig i en anden kultur. Men også om de evige bånd, der binder dem til deres afrikanske rødder og et kontinent i oprør og udvikling. I den henseende minder Selasis roman en del om Chimamanda Ngozi Adichie, som også er nigerianer - selvom hendes romaner holder sig indenfor de geografiske grænser af det afrikanske kontinent.

Men det er smertefulde beskrivelser af korruptionen og ødelæggelsen af familier. Det er også en historie om rollerne i en familie - den store, der er den boglige og lider under de to tvillingers umådelige smukhed, som alle bemærker. De to tvillinger, som er for tæt forbundne, og ikke kan frigøre sig af hinanden og finde et sundt kærlighedsliv med en anden. Udover deres tragiske nigerianske historie, er det også 'bare' historien om tvillinger, der med deres tæthed kvæler alle muligheder for andre muligheder ;-)

Og den lille efternøler, som ikke kan frigive sig fra moderens høgegreb. Som ikke føler, at hun kan måle sig med de smukke og dygtige søskende, og som først endelig giver los, da hun er i Afrika og kan genspejle sig i sin kultur og endelig se sig selv som en selvstændig person.

En meget smuk roman, som fuldt ud levede op til de fine anmeldelser.