Friday, June 27, 2014

Ønskelisten - Grégoire Delacourt

























  • Fransk
  • 27. juni
  • 184 sider
  • Originaltitel: La Liste de mes envies

Hvad ville du gøre, hvis du vandt den helt store lottogevinst?

Det spørgsmål har vi alle uden undtagelse stillet os selv. Vi har drømt om det og alle de ting eller oplevelser, der kunne følge med. Måske har vi også et sekund tænkt på, at det kunne ændre tingene til det værre?

Jocelyne er en midaldrende middelmådig fransk kvinde, der styrer sin lille butik med syartikler i hård konkurrence med de omkringliggende supermarkeder. Hun er gift med Jocelyn, som arbejder på fabrikken, og kun drømmer om at blive formand og tjene lidt flere penge, så han kan få sin drømmebil. Deres to børn er for længst flyttet hjemmefra, og ægteskabet er præget af mandens tidligere alkoholisme, og tabet af et barn under fødslen. 

Jocelyne begynder at skrive en blog om strikning og syning, og pludselig har hun rigtigt mange læsere, og bliver lidt af den lokale berømthed. Hun er tilfreds med sit stille liv, og morer sig over de to tvillinger i frisørsalonen ved siden af, som konstant drømmer om lottogevinsten og mulighederne for et nyt liv.

Og en dag vinder Jocelyne. 18 millioner Euro. Udbetalt på en check indtil hun finder ud af, hvordan hun skal få det sagt til familien. Indtil da laver hun blot små lister over, hvad hun kunne tænke sig. En ny køkkenkniv. Et nyt strygejern. 

Med tiden udvikler listen sig til at være mere luksuriøs. Men det bliver ved listerne og drømmene. For pludselig tager tingene en uventet uheldig drejning for Jocelyne og hendes mand. Det er en roman, som nok vil sig eftertænksom - men personligt fandt jeg for mange gentagelser og passivitet. Lidt for pseudolommefilosofisk til min smag - jeg foretrak langt hans første roman, som dog endnu ikke er oversat til dansk.

Thursday, June 26, 2014

Je vous le dis, j'aime la vie - Mouchka Stassart

























  • Fransk
  • 26. juni
  • 176 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I sidste uge flyttede jeg fra Bruxelles - i første omgang ud fra min belgiske lejlighed, og så boede jeg hos venner indtil mine møbler var ankommet til Danmark, og lejligheden var klar til overdragelse. Der var ikke meget andet at gøre end at nyde lidt ro oven på de stressende flyttedage, og hvad var så bedre end at lure i venindens bogskab!

Mouchka Stassarts erindringer fangede mig fra første side - ikke mange mennesker har vel haft så spændende et liv! Hun var født i Belgien af forældre, der i hendes første mange år boede og arbejdede i USA. Så hun blev opdraget af bedstemoderen i streng katolsk stil indtil forældrene pludselig vendte tilbage, da hun var 13 år gammel. Så flyttede de hende til Paris i midten af 1930'erne, og hun levede og trivedes der indtil krigen brød ud. Hurtigt engagerede hun sig i modstandsbevægelsen, som også moderen var aktiv i ved at hjælpe faldskærmssoldater videre til Spanien - hvorfra de selvfølgelig blev sendt tilbage i krig. 

Men deres netværk blev infiltreret og mor, far og datter sendt i koncentrationslejr som krigsforbrydere. Såvel moderen som faderen døde, og da krigen var slut stod den 22-årige unge pige som forældreløs og uden job. Hun havde desuden mistet synet på det ene øje under opholdet i lejren.

Det afholdt hende ikke fra at starte som stewardesse hos SABENA, det belgiske nationale luftfartsselskab. Lige efter krigen var flytrafik jo ikke det den er i dag - og en stewardesse skulle leve op til mange krav om vægt, højde og måtte desuden ikke gifte sig eller få børn. Servicen om bord var sandelig også en anden og Mouchka blev hurtigt til selskabets mest berømte stewardesse, og kæmpede også for de andres rettigheder til ligestilling. Hun blev der til pensionsalderen men forblev aktiv ved blandt andet at rådgive andre luftfartsselskaber i 'opdragelse og rekruttering' af stewardesser. En imponerende karriere og et spændende liv - og trods fysiske problemer efter krigsårene arbejdede hun altid hårdt, og blev 90 år gammel. 

Wednesday, June 25, 2014

Contes et légendes du Sénégal

























  • Fransk
  • 23.-25. juni
  • 246 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg beklager den virkelig elendige billedkvalitet - men det var det eneste billede, jeg kunne finde af denne relativt gamle bog, som jeg fandt i Paris for nylig.

Senegal står jo mit hjerte nær, og jeg er vilde med sagn og eventyr i det hele taget. Slet ikke alle de moderne romaner i fantasy-stilen - men de gode gammeldags, som er universelle og udødelige. Og det er nok det mest slående ved læsningen af denne bog!

Det er i Afrika og dyrene og personerne er afrikanske; men i afrikansk kultur benytter man sig primært af dyr som hovedpersoner i eventyrerne. De kan selvfølgelig tale, og de har alle de attributter, som skal til i et eventyr - den gode, den onde, den gerrige, den dovne, ....

Og så er det afrikanske problemstillinger, det handler om - en del om sult, meget om ære - et begreb, der står den afrikanske kultur nært. Men alligevel kan man genkende de præcist samme historier, som vi kender dem fra fx H. C. Andersen - blandt andet Klods Hans, men også andre klassikere. Det er også normalt at bruge tallet tre, som er et magisk tal i eventyrskrivning! Faktisk er det jo så urgamle og universelle overleveringer, at de er de samme jorden over blot tilført lokalkoloritten, og det fandt jeg utroligt spændende.




Monday, June 23, 2014

Kaiken - Jean-Christophe Grangé

























  • Fransk
  • 21.-22. juni
  • 546 sider
  • Originaltitel: Kaïken

Det er måske et lidt dyrt bekendtskab at sluge en nyindkøbt thriller fra lørdag eftermiddag til søndag aften; men jeg kunne vitterligt ikke lægge denne fra mig. Grangé bliver ganske enkelt bare bedre og bedre med tiden.

Olivier Passan er den hærgede politibetjent i denne historie; han er gift med japanske Naoko - men de er midt i en skilsmisseprocedure og skiftes til at bebo huset med deres to sønner. Passan er fascineret af japansk kultur - de tusindårige ritualer og symboler i fx haverne. En passion hans kone nærmest gør grin af og henkaster som gammel overtro - japanerne er for længst kommet videre.

Og så er han på sporet af en seriemorder, der sprætter gravide kvinder op og brænder deres fostre. Han får hurtigt færten af en bilforhandler, der er født hermafrodit og derigennem udlever sit had mod almindeligt skabte mennesker. Som Nesbøs Harry Hole kan han ikke styre sit temperament, og bliver taget af sagen - men det afholder ham selvfølgelig ikke fra at fortsætte efterforskningen i privat regi. Og slet ikke, da han begynder at mistænke den formodede seriemorder for at stå bag bestialske indbrud i hans hus - alt for tæt på hans (eks)kone og børn.

Han er i starten overbevist om forbindelsen til seriemorderen; men tingene begynder at tage en udpræget japansk drejning i symboler - og han må overveje om det kan have forbindelse til Naoko. Er hun virkelig så fjern fra sit lands kultur, som hun antyder?

Der er en masse information selvfølgelig om japansk kultur; hvor ære og værdighed betyder mere end at tabe ansigt. Hvor et nej ikke findes, og hvor det er bedre at fortie en uhyrlighed. Men vejen er ikke lang tid at forbinde dette med det dilemma, der er i at leve med en så grusom hemmelighed som seriemorderen - som ikke er den eneste med handicaps af seksuel karakter.

Det er ualmindelig godt skruet sammen; jeg var som sagt helt opslugt. Samtidig er det jo let læsning - og denne krimi var på en måde meget mere jordnær end nogle af hans tidligere, hvor det til tider kan blive lidt for fantasifuldt. Absolut Frankrigs bedste krimiforfatter!

Friday, June 20, 2014

Villa avec piscine - Herman Koch

























  • Fransk
  • 18.-20. juni
  • 431 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat


Herman Koch overraskede med sin - vist nok - debutroman, som først langt senere blev oversat til dansk - Middagen! En enestående bog, som ikke fik mig til at tvivle et sekund, da jeg så en senere udgivelse. Den kommer uden tvivl snart på dansk - og så er det bare om at læse den.

Marc er praktiserende læge med en ganske almindelig praksis; han har dog et lidt kynisk syn på sine patienter, som for det meste er hypokondere, der spilder statens penge - ifølge ham. Han giver dem konsultationer på tyve minutter, så de føler, at de er blevet hørt - men han er ikke meget for at sende dem videre til specialister. Han synes faktisk, at de fleste af dem er frastødende og selvforskyldte i deres sygdomme. De nægter at indse deres dårlige livsstil, og forventer, at han som læge skal give dem syndsforladelse for rygning og drikning på samme måde som en præst for åndens synder.

En dag får han en berømt patient - en skuespiller, som inviterer ham til en premiere. Noget han absolut hader, men hans kone vil gerne med. Og der sker noget udefinerbart. Caroline - Marcs kone - bliver lidt forblændet af Ralph - skuespilleren - og hans kone; Marc ser, hvordan Ralph betragter Caroline som et stykke kød. Men han er også selv lidt interesseret i Ralphs kone. Han får arrangeret, at de tilfældigt render ind i hinanden under sommerferien i Sydfrankrig - hvilket selvfølgelig ender med en invitation til at bo i deres hus.

Deres børn - to piger og to drenge - kommer fint ud af med det hinanden; Marcs datter Julia flirter en del med Ralphs søn Alex - de er jo blot teenagere. Marc selv forsøger at forføre Judith - Ralphs kone - men han observerer samtidig med afsky den ublu Ralph omgå sine døtre.

En aften ender en del af sommerhusselskabet på stranden; de voksne har drukket for meget - der bliver slagsmål med nogle unge piger og aftenen ender med Marc, der finder sin datter voldtaget på stranden.

Han mistænker alt og alle - men tingene er ikke så enkle for hans egen uskyld heller, og familien forlader stedet i hast. Nogle måneder senere står Ralph i Marcs lægekonsultation med en tydelig sygdom - og Marc står nu i en situation, hvor han kan spille Gud. Kan og skal han gøre noget mod den mand, som han inderst inde mistænker for at have voldtaget hans datter?

Det er lige så sort og dystert som i Middagen; det er barsk og ekstrem kynisk læsning om hans syn på vores forvaltning af vores kroppe. Han er totalt desillusioneret, hvad den menneskelige psyke angår - og samtidig er han jo selv angrebet af de samme svagheder.

Slutningen skal ikke afsløres her - men jeg var totalt opslugt som af hans første roman, og kan kun varmt anbefale den.

Wednesday, June 18, 2014

La petite marchande de souvenirs - François Lelord

























  • Fransk
  • 16.-17. juni
  • 403 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Fransk historie og kultur er jo præget af deres tid som "ejere" af Indokina - et gloriøst kapitel i deres historie i et land, der senere blev kampscenen for Vietnam-krigen. Men i Frankrig er det stadig med nostalgi, at de taler om Indokina. Måske skal inspirationen findes der?

Julien er en ung læge, der er ansat som læge ved den franske ambassade i Hanoi efter at have gjort sig uvenner med de rigtige mennesker i forskningsmiljøet i Paris. Efter sigende fordi hans far har indgydet ham så stærke principper om ret og forkert. Han nyder det relativt stille liv, han lærer vietnamesisk og går hver dag en lang tur langs søen - drikker en mangojuice, snakker med de handlende og lærer om mentaliteten og kulturen i et land, der stadig styres med kommunistisk mistro og overvågning.

En dag kaldes han til hospitalet, da en fransk nonne er indlagt med en mystisk sygdom, som hun har pådraget sig i den nordlige del af landet på et børnehjem. Hun dør ret hurtigt - og skrækken for en mystisk epidemi opstår. Julien rejser derop sammen med Clea - en engelsk læge/forsker og samtidig hans on-off kæreste; hun er håbløst forelsket i ham - men han er konsekvent angst for at binde sig.


De besøger børnehjemmet og ligeledes en vietnamesisk familie,  hvor faderen giver ham en bog, han skal bringe tilbage til Hanoi. Clea bliver syg - og dør. Det får Julien at vide, da han selv kommer tilbage til livet efter sygdom - som viste sig at være en "banal" malaria.

Alt imens dette foregår begynder Julien at forelske sig i den lille handlende, der hver dag går rundt ved søen. En bondepige i traditionelt tøj, som er stille, ydmyg men dog interesseret i de fremmede - vel vidende, at de ikke må tilbringe tid sammen. Det bliver lidt kliché-agtigt, da han redder hende fra en natklub på vej til at prostituere sig - hendes sidste chance for at tjene penge til familien. Og hun passer ham, da han er syg - og så bliver han smidt ud af landet anklaget for spionage .... og så ender det hele lidt tamt der. Den lille sælger møder man derefter i Moskva - hvor det er nemt for vietnamesere at få arbejde.

Det kunne have været en utrolig spændende historie med Indokina-vinklen, og der er da også en del historiske og kulturelle informationer. Men hovedpersonen, Julien, træder slet ikke i karakter - en svag mand, der hele tiden vakler mellem alle de muligheder, han har (læs: piger!) Samtidig er forsøget med at væve lidt spænding ind i form af den mystiske virus heller ikke vellykket. Alligevel læste jeg den jo til ende - men det var for overfladisk til min smag.


Sunday, June 15, 2014

Without a Net - Michelle Kennedy

























  • Engelsk 
  • 14.-15. juni
  • 212 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For nogle dage siden diskuterede jeg - endnu engang - hvilke forskelle, jeg kommer til at opleve ved at flytte tilbage til Danmark efter 14 år i udlandet. Der er mange forskelle - sikkert også mange, jeg slet ikke forestiller mig lige nu; fx de hjemløse. Er de også i Danmark i samme grad som hernede? Ikke den selvvalgte måske lidt skæve eksistens eller romaerne - men den helt almindelige veluddannede arbejdende person, som måske har mistet sit job under krisen, og nu sidder på gaden i et land, hvor socialt sikkerhedsnet ikke eksisterer, som vi kender det! Næste dag kom min kollega så med denne bog om netop én af disse skæbner, som måske ikke når helt ud i sumpen - men som viser, hvor lidt, der skal til!

Michelle er en ung pige, der bliver forelsket i Tom og alt for hurtigt bliver de gift, fordi det kan give hende hjælp til at læse. Men som 19-årig bliver hun gravid, og inden længe har hun opgivet studierne og sidder med tre mindreårige børn. Tom arbejder, og hun holder kreditkortfirmaerne fra døren med deres krav om tilbagebetaling af alle de ting, som hun ikke mener hendes børn kan leve uden. Indtil Tom en dag siger stop til overforbruget, og hiver hele familien med på landet, hvor de lever uden nogen form for komfort. Michelle kaster sig over husky-hunde, og for en tid går det simple liv, selvom det betyder manglende elektricitet og en levestil ikke mange i dag ville kunne indordne sig under.

Og så bliver det mellemste barn - en 3-årig pige - bidt af en af hundene, da Tom ikke passer på. Hun er tæt på at dø, og er skamferet for livet og Michelle tager sine ting og går. Kører! Men man kan ikke bare få en lejlighed uden penge - og et barjob til 2$ i timen rækker ikke langt.

I måneder lever hun således i sin bil med de tre børn; bilen er parkeret bag ved baren, hvor hun må løbe mellem kunder og køkken for at holde øje med dem. Ingen hjælp fra det offentlige - det er jo USA! 

Men på mirakuløs vis klarer hun at skaffe mad, spare penge op og undgå alkohol eller andre lette fælder. Og endelig får hun en lejlighed og et bedre job som ansat for .... et kreditkortfirma! Her måtte jeg jo undre mig over hendes integritet? Hvordan kan man arbejde med præcis det, som i bund og grund var årsagen til ens egen ulykke - men hun indser fejlen, og går tilbage til et mere enkelt liv med sin nye mand. 

Jeg kan se på nettet, at hun i dag har otte børn, og har skrevet flere bøger om at leve enkelt og billigt. På sin vis som hendes eksmand havde lyst til, men dog med en vis form for komfort - såsom tv og vaskemaskine! Hun har lært af sine oplevelser - og det viser, hvor lidt, der faktisk skal til; og hvor vigtigt det er at beholde sine fighterevner. Hvilket nok er det sværeste. En hurtig lille bog, der giver stof til eftertanke!

Saturday, June 14, 2014

Marguerite de Valois - Janine Garrisson

























  • Fransk
  • 9.-14. juni
  • 377 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Marguerite de Valois siger muligvis ikke mange danskere noget - og dog havde hun en af de mere interessante skæbner i det franske kongehus. Hun var datter af Catherine de Médicis - en fransk dronning, som selvfølgelig nedstammede fra den berømte Médicis-familie i Firenze. Og som så mange andre unge prinsesser var hun først og fremmest en politisk spillebrik. 

Da hun var ung, var der ikke andre planer for hendes fremtid end at få hende godt gift - kongehuset var rigeligt sikret med fire sønner, der kunne levere arvinger til Valois-dynastiet. Så de giftede hende med kongen af Navarre - et lille enklavekongedømme mellem den franske og spanske grænse i Baskerlandet. 

Problemet med den kommende ægtemand var blot, at han var protestant og huguenot, og ikke havde tænkt sig at opgive dette til fordel for katolicismen. Men som sagt skulle hun jo blot giftes væk; og i 1672 holdt man brylluppet i Paris - et bryllup, der gik over i historien som Pariserblodbrylluppet. Byen var i anledningen fuld af protestanter fra kongen Henri's følge, og mens de nygifte nød hvedebrødsdagene i en sal på slottet, gik man i nattens mulm og mørke til angreb på protestanterne og dræbte flere tusinde protestanter fra alle samfundslag - et had, der spredte sig ud i landet. Det blev også kendt som Bartolomæusnatten.

Marguerite og hendes konge blev sparede; men de måtte blive i Paris, da man frygtede for hans handlinger, hvis han fik lov til at rejse hjem. Det gjorde han dog til sidst, og Marguerite blev i Paris og levede et overdådigt liv i enorm luksus. Men hurtigt efter døde hendes storebror, den regerende konge, og hun allierede sig med den foretrukne bror, som allierede sig med Marguerites mand. Hun var fanget mellem de to, og begiver sig ud på en rejse gennem Frankrig, hvor hun blandt andet også håber at se sin mand, som har mere travlt med sine elskerinder end at skaffe lovmæssige arvinger.

Hun lever et temmelig omtumlet liv; hendes familie vil ikke vide af hende, og hun rejser på må og få igennem Frankrig, da hun erfarer, at hendes elskede lillebror er død. Nu er der kun kongen, som ingen børn - og eftertiden antager for at være homoseksuel. Situationen er anderledes farlig for monarkiet. Hun lever i eksil på et slot hundreder af kilometer fra Paris, hvor hun ender med at blive i 19 år - mens både hendes mor og den sidste Valois-konge dør. Den næste i linien er principielt hendes egen mand, da han nedstammer fra søsteren til Marguerites farfar. Men han er stadig protestant - og arveløs!

De bliver endeligt skilt, og er på relativ god fod; og i 1606 rejser hun af egen fri vilje tilbage til Paris - hun er ikke længere en politisk trussel, og hendes eks-mand har med succes fostret arvinger til Bourbon-dynastiet, som bliver de sidste i rækken af franske konger.

Marguerite var desuden kendt for at have et hav af elskere, selv da hun var langt oppe i årene (for datiden), og sikkert ikke var så ung og smækker - men med en god pengepung. Men officielt fik hun aldrig børn, og endte med at dø som 62-årig i sit palads i Paris.

Endnu en dejlig og informationsspækket bog, der gav mig lidt mere indsigt i en person, som jeg har svævet omkring i andre biografier fra perioden. 

Sunday, June 8, 2014

Og bjergene gav genlyd - Khaled Hosseini

























  • Engelsk
  • 4.-8. juni
  • 466 sider
  • Engelsk titel: And the Mountains Echoed

Endelig kom Hosseini med en ny roman efter de to første fantastisk gribende historier om livet i Afghanistan i dag. 

Denne gang kommer vi en del videre omkring - men centrum for hans historier er altid det afghanske samfund; men også i paralleler med andre samfund og andre personers historier, der måske slet ikke er så fri som de tror; selvom de bor i Vesten.

I 1952 leger de to søskende - den ti-årige Abdullah og den tre-årige Pari - hjemme i huset, hvor de bor med faderen og stedmoderen og den nye halvbror. Pengene er små, og noget må ofres. Og en pige er dødvægt - hun skal have en medgift, og vil ikke bibringe med andet end husarbejde. Så da onkelen Nabi, som arbejder for rige mennesker i byen, tilbyder at de tager til Kabul er det nærmest et eventyr. Indtil Abdullah opdager, at disse rige mennesker vil beholde hans lillesøster. Selv tager han sønderknust med faderen tilbage til landsbyen.

Pari vokser op, og tror, at hun er deres datter - hun tror også på det, da moderen nogle år senere fortæller hende, at faderen er død hjemme i Kabul efter, at moderen i 1950'erne tog hende med til Paris efter faderens hjerneblødning. Hun tror på det hele selvom hun lider under moderens alkoholisme og nærmest er lettet, da hun dør i 1974. Først i 2010 modtager hun et brev fra Kabul - fra en græsk doktor, der bor i hendes barndomshjem.

Gennem Markos får man hele historien - fra det brev onkel Nabi efterlod, da han døde efter at have passet Paris stedfader i årtier. Markos konfronteres selv med Afghanistans ulykker gennem sit arbejde som plastikkirurg; og derigennem møder han de to afghanske brødre, som er rejst hjem for at genvinde deres ejendom efter talibanernes fald. 

De må efter årtier i USA konfrontere sig selv med tragedien i deres hjemland - og den overflod deres adoptivland giver dem. De må kæmpe med de æressymboler, der er så vigtige i deres kultur. 

På fin vis krydser alle disse menneskers skæbner hinanden på trods af landegrænser. De ni kapitler giver ni forskellige vinkler på historien, men også på den inviduelle skæbne - som Markos' forhold til sin gamle mor hjemme i Grækenland.

De to søskende mødes til sidst - men alt er forandret; og selvom der nok er forløsning for nogle af personerne, så er det alligevel en perlerække af bristede skæbner - alt sammen måske foranlediget af behovet for lidt penge til at klare sig for. Og salget af et barn.

Det er som sædvanlig en gribende historie; Hosseini formår at trække sine læsere med fra første linie.

Wednesday, June 4, 2014

La Dernière Leçon - Noëlle Châtelet

























  • Fransk
  • 3. juni
  • 171 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog læste jeg første gang for ca. ti år siden. For nylig kom jeg til at diskutere emnet med en veninde, og lånte hende bogen - så kom den videre til en dansk kollega; og så fik jeg lyst til at genlæse den selv. Måske tænkte jeg, at det ville være nemmere i dag end for ti år siden - og lidt var det også; men tårer var der!

Emnet er bestemt ikke blevet mindre kontroversielt eller aktuelt i de forgangne ti år - i Belgien blev der for nylig vedtaget en lov, der nu også omfatter børn. Eutanasi. Aktiv dødshjælp. 

Forfatteren var i slutningen af 1950'erne (og i øvrigt søster til den tidligere franske premierminister Lionel Jospin), da hun skrev bogen om, hvordan hun skulle lære at forholde sig til moderens død. Moderen var 92 år gammel, da hun en dag fortæller sine børn, "at nu bliver det altså den 17. oktober" - en besked de vidste ville komme en dag. Tidligere jordemoder var hun om nogen knyttet til livet; men som hun blev ældre, blev hun også en ivrig fortaler for at kunne dø med og i værdighed. Derfor har hun besluttet, at hun selv vil tage herfra, når hun føler, at hendes krop ikke længere lystrer hende. Aktiv dødshjælp var dengang forbudt i Frankrig, så hun skulle selv være i stand til at gøre det. Principielt er det jo selvmord - men det er den eneste mulige måde selv at kunne vælge sin død.

Så de får datoen at vide. Datteren synes, at det er makabert og får moderen til at flytte den, da den første dato er dagen efter hendes fødselsdag. Derefter bliver der ikke sat en fast dato; men der er et rituel, når de ses, hvor moderen siger til hende, at "det er ikke nu", når hun går. 

Undervejs skriver forfatteren det hele ned - det som hun betragter som at komme tilbage på skolebænken; at vende tilbage til en barndom, hvor det er vores forældre, der lærer os at håndtere nye situationer. Sammen - mor og datter - lærer de at håndtere døden, og forberede sig på adskillelsen. Moderen er jo ikke ligeglad - men hun vil bare gerne selv bestemme over sin krop. 

Der er en frygtelig scene på datterens fødselsdag. I alle de år hun kan huske, har moderen ringet til hende præcis det minut hun blev født - og lavet en lyd som et nyfødt barn. Det er et ritual imellem dem; og der er aldrig lavet om på det. Men det år ringer hun ikke. Datteren går fra at blive bekymret til vred og rasende til trist og endelig i erkendelse af, at det er med vilje. Det er for at vænne hende til, at næste år kommer den opringning ikke. Og så ringer telefonen, da moderen ved, hvor hun er i processen. Jeg var bestemt også med - og med tårer i øjnene hele vejen.

En dag - under et besøg - siger moderen til hende, at det næste besøg bliver det sidste. Derefter kan de snakke i telefon; men hun vil være alene for at gøre de sidste ting klar. Det sidste besøg kommer, og hun går ned for at hente avis til moderen som hun altid gør. Der ser hun de små bunker småpenge, som ville kunne fortælle hende, hvor mange aviser der var til. Men hun tæller ikke. I stedet går hun hjem og venter, og forsøger at leve så normalt som muligt. Indtil moderen ringer, og siger, at det er dagen efter. De snakker og snakker i telefonen. De griner og græder. Derhjemme sidder hun og venter den sidste dag sammen med familie og venner - vel vidende, at det er lige nu. Og det sidste opkald kommer, og de siger farvel og moderen siger, at nu går hun ud og tager sit bad. "Forstår du, hvad jeg mener?" Ja - hun forstår.

Det fortælles ikke, hvordan hun kom af dage - det er i og for sig totalt irrelevant. Den vigtige besked er først og fremmest, at denne gamle men ellers åndfriske kvinde ikke kunne tilbringe sine sidste timer med sine elskede på grund af en lov. Hun var helt alene de sidste dage for, at absolut ingen kunne blive anklaget. 

Den anden vigtige lektion for mig er - ville jeg selv have villet vide det?

De havde tid til at gå moderens ting igennem. De havde tid til at genopfriske minder. De havde masser af tid og det er altid for lidt tid.

Jeg mistede min far i efteråret 2000. Jeg var netop flyttet til Bruxelles på trods af hans kræftsygdom. Men han ville, at jeg skulle leve mit liv. Og han troede selv på, at det gik bedre. Men to måneder efter min flytning kom han pludselig på hospitalet, og blev der den sidste uge. Han var optimistisk - han skulle bare lige have lidt energi. Men de ringede og jeg måtte styrte i lufthavnen uden at vide, om jeg nåede det. Aldrig har en flyvetur været så grusom - med en slukket mobiltelefon. Jeg nåede det med et par timers frist. Derfor var det barsk for mig at læse denne bog fire år efter, hvor såret stadig sprang op og blødte med mellemrum. Nu er det helet mere, og sårskorpen ligner mere et ar end et frisk sår. Men arret vil altid være der.

Men havde det været anderledes, hvis jeg havde stået i denne situation? Jeg tror, at det kræver nogle helt specielle mennesker at kunne håndtere sådan en situation. Måske er kvinder eller mødre bedre rustet til det end mænd? Det ville kræve, at man er stærk nok til at kunne både grine og græde i de måneder. At man kan tilgive og acceptere valget - og ikke konstant plage om en udskydelse. 

Selvfølgelig ville jeg selv have gjort nogle ting anderledes, hvis jeg havde kendt den præcise dato. Men min far døde i viden om, at jeg var etableret og lykkelig i mit liv. Selvom det var langt væk. Og jeg nåede hjem og jeg holdt hånden. Andet ville muligvis have været ubærligt at leve med. Men det fik jeg - og det er også på mange måder mere end andre får.

Faktum er vel, at den ideelle død ikke findes for nogle af os - hverken den døende eller de pårørende. 


Tuesday, June 3, 2014

Emmäus - Alessandro Baricco

























  • Fransk
  • 2. juni
  • 169 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Baricco er absolut en favorit hos mig; "Silke" er en ren klassiker, som jeg vist skal genlæse snart - bare for den pure fornøjelses skyld. Men generelt er han en forfatter, jeg køber uden tvivl - det er altid en god investering.

Emmäus er en kort lille dannelsesroman fra Italien i 1970'erne, hvor fire drenge gennemlever en reel transformation i deres liv. Bobby, Luca, Helgenen og fortælleren selv er fire drenge i 16-17 års alderen, og fra solide arbejdsmiljøer, hvor katolicismen samtidig spiller en stor rolle. Drengene kunne ikke drømme om at overskride de grænser forældrene og kirken sætter for dem. De sætter ingen spørgsmålstegn ved begges ret til at definere reglerne. De arbejder som frivillige på et hospital, hvor de plejer de ældre, og de spiller i musik i kirken. Gode og retskafne katolske drenge, hvis største synd er at nusse lidt med kæresten - men længere går det ikke før ægteskabet.

Men så er der Andre - ikke Andrea, for det er jo et drengenavn - men Andre er noget midt i mellem. Noget farligt. Det siges, at hun blev født i samme sekund hendes storesøster døde. Det siges, at hun har forsøgt at begå selvmord. Det siges, at hun er med på den værste sammen med drengene. Og de fire drenge er håbløst betagede.

Deres observation af Andre er i starten på lang afstand. Men hun får bevæget sig ind i deres periferi, og forstyrret deres dagligdag og deres venskaber. Sandheder afsløres og illusioner brister. Det ender som det kun kan - tragisk. Men tragisk i Bariccos poetiske facon at udtrykke det på. Det er ikke en af hans bedste - men den er god! Der er samtidig en stor dosis af religiøse motiver og referencer, som får mig til at tænke, at der er andet og mere bag denne roman. En fase, som han har gennemgået, og som er stærkt anderledes end hans livsfilosofi i andre romaner. Og at han som god italiener/katolik selvfølgelig kan sin Bibel - det mærkes ... 

Sunday, June 1, 2014

Saint Louis - Jacques Levron

























  • Fransk
  • 30. maj - 1. juni
  • 349 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En af de perler af historiske biografier, som jeg endelig fandt på min sidste tur til Paris for en måned siden - til en fabelagtig pris.

Ludvig den 9., som han er kendt som af os, var konge af Frankrig fra 1226 til 1270, og blev kanoniseret som helgen i 1297 som den eneste franske konge nogensinde. Det er normalt ikke en position, man forbinder med konger - især ikke i en tid, hvor det var nødvendigt at drage i blodige krige hele tiden.

Men Louis IX var allerede fra sin barndom utroligt kristen og troende, og han deltog personligt i to store korstoge for at generobre Jerusalem til kristendommen. Det var under dette sidste korstog, at han døde i Tunis - formodentlig af dysenteri. Han havde et helt særligt forhold til kirken, og det var ham, der byggede det det uden tvivl smukkeste kapel i verden - Sainte Chapelle i Paris. Der er udformet som et gigantisk relikvieskrin, hvor han opbevarede Jesu' tornekrone (jo, de troede på det!) blandt andre uvurdelige kristne skatte, han havde hjembragt fra sine korstoge. Sainte Chapelle er absolut et sted at besøge, hvis man er i Paris! Det giver uden tvivl én en anden mening om den mørke Middelalder, når man ser detaljerne i dets udsmykning.




















Biografier fra den periode er selvfølgelig svære at stole på; men i Saint Louis' tilfælde er der rigelig dokumentation på grund af de enorme mængder mennesker, der ledsagede ham på korstogene. Ikke mindst hans personlige rådgiver og samtidige, kronikøren Joinville, som levede til den utrolige alder af 92 år.

Derfor har man en fin overlevering af, hvordan hans dagligdag formede sig med bønner døgnet rundt; men også hans maddiæt, som ændrede sig markant, da han vendte hjem efter seks år i udlandet på det første korstog. Han var ikke et depraveret eksempel på royal fråds - tværtimod en konge, der tilsyneladende fortjente sin helgenstatus.