Thursday, May 29, 2014

The River - Patricia Wastvedt

























  • Engelsk
  • 28.-29. maj
  • 346 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En absolut fængslende roman, som tilmed ender med en ordentlig mavepuster - og dog er det hverken en thriller eller anden form for spændingsroman. Det er en stille og rolig historie, der bygger op til en grusom slutning.

I 1958 drukner to små børn - Catherine og Jack - da de tager familiens båd ud på floden nedenfor deres hus i en lille engelsk landsby. Så springer vi frem til 1987, hvor en ung kvinde - Anna - flytter ind hos Isabel, og lejer et værelse hos hende; uden at fortælle Isabel, at hun er gravid. Og uden at vide, at Isabel er moderen, der mistede de to børn. Og uden at vide, at den mand, der dagligt kommer forbi er Robert, Isabels mand, som nu lever i et hus i haven siden ulykken.

I tilbageblik følger man tiden inden 1958 - da Robert og Isabel mødte hinanden, og slog sig ned i landsbyen. Da de mødte det franske par Xavier og Adélie, som ligeledes slog sig ned og hvis søn, Josef, var med deres børn ved floden - men kom gennemblødt og levende hjem. Om lægen Edward og hans franske kone, Joséphine, som dør lige inden børnene. Edward ansætter den unge Sarah som husholderske, og det er hende, der hjælper Robert igennem sorgen. Isabel håndterer den anderledes.

Parallelt er der så springene til 1987, hvor Annas søn er født, og hun stille og roligt opdager, hvilken magt Isabel vil have over hendes søn. Ingen fortæller hende den fulde sandhed i dette landsbymiljø med dets fortielser og intriger. Teenagepigerne, som nu flokkes om den voksne Josef - eller de andre voksne i byen. Anna beslutter, at hun vil flytte - men ombestemmer sig i medlidenhed med Isabel, og det bliver fatalt for hende.

Der er et lille skær af noget overnaturligt - men mest af alt er det bare gribende læsning om fejlbedømmelse af dine medmennesker, og hvordan et lukket miljø beskytter sine egne selvom de ved, at det vil få fatale følger.

Tuesday, May 27, 2014

Rimbaud - Edmund White

























  • Fransk
  • 26.-27. maj
  • 248 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Rimbauds digte er absolut blandt mine favoritter; der skal vi hen i Baudelaire, Lamartine .... men Rimbaud er jo fransk poesis enfant terrible, og hans historie er samtidig vor evigt forbundet med Bruxelles. Man støder jo tit på Rimbaud i historier om Afrika - især Abyssinien (det nuværende Ethiopien); men han havde jo nærmest flere liv, som denne lille biografi dårligt kan komme omkring.

Rimbaud var en temmelig turbulent ung mand allerede som teenager; han rejste hjemmefra sit bøh-land for at tage til Paris, hvor han hurtigt chokerede med sine dårlige manerer og manglende hygiejne. Så mødte han Paul Verlaine, som var ti år ældre og nygift; og de to indledte hurtigt et seksuelt forhold - på trods af datidens fordomme (1870) mod homoseksuelle.

Deres forhold var om noget turbulent; de inspirerede hinanden gensidigt i deres kunst - men de levede også under det konstante pres fra samtiden, og en form had-kærlighedsforhold, som tragisk endte med et skud på et hotel i Bruxelles. Rimbaud blev skudt af sin elsker - slet ikke dødeligt; men Verlaine endte i fængsel, og deres forhold sluttede.

Rimbaud skrev reelt kun i fire år fra han var 15 til 19 år gammel; så forsøgte han sig med diverse okkupationer indtil han rejste til Afrika, og nærmest fornægtede sit tidligere liv. 

Som sagt er jeg slet ikke fan af poesi, og Rimbauds er for mig helt utilnærmelig. Men han har jo levet et vanvittigt liv, og det er omgærdet af så meget mystik, at man fascineres. Desværre findes der relativt få beretninger fra hans afrikanske liv - stort set kun brevene hjem til moderen og søstrene; og de er præget af hans eminente diva-gen! Men en kompleks person var han - og som så mange andre selvfølgelig helgengjort efter sin alt for tidlige død som 37-årig.

Denne bog gik mere i dybden med tolkningen af hans digte - derfor interessant; selvom den stadig ikke formåede at omvende mig.

Monday, May 26, 2014

Inferno - Dan Brown

























  • Engelsk
  • 620 sider
  • 25.-26. maj
  • Dansk titel: Idem

Da den sidste Dan Brown udkom, var jeg så tåbelig at købe den samme dag, den udkom - til fuld hard back-pris! Og jeg læste den på tre dage; så denne gang - klog af skade - ventede jeg til den kom i paperback. Alligevel er 13 EUR jo en lidt pebret pris for to dages 'underholdning' - men mere er der tilsyneladende ikke i en Dan Brown?

Jeg vil til dens forsvar sige, at jeg synes, at den er bedre end den tredje i serien om Robert Langdon. Men det er stadig en gang pladderlitteratur.

Denne gang starter vi i Firenze, og det er jo en lang række name-dropping af kendte bygningsværker, skulptuer og malerier, som vi bliver hevet igennem. Det fylder jo altsammen - ligesom den nok hundrede lange episode, der beskriver Langdons flugt gennem Firenze igennem parker og slotte, til han endelig kommer ind i Palazzio Vecchio sammen med blondinen, der skal udgøre det kvindelige islæt i denne roman. Det kan selvfølgelig aldrig være en mand - og det er til stadighed en kvinde med skjulte hemmeligheder.

Denne gang har han kastet sig over et sikkert højaktuelt emne - Jordens overbefolkning - og koblet den sammen med Dantes versioner af Helvede fra Den Guddommelige Komedie. Parallellen er selvfølgelig nem at konstruere, som han gør det med versefødder og henvisninger til malerier og steder.

Personligt havde jeg så ret tidligt gættet, at det ville ende i netop cisternen i Istanbul ved Medusa-hovedet, og det ødelagde så overraskelsesmomentet for mig; måske har jeg rejst for meget - men det var det absolut eneste billede, jeg fik i mit hovede. Og det er stadig lidt for hæsblæsende til at være troværdigt - det hele foregår over to døgn, hvor ingen sover men krydser flere byer og lande og overlever utallige farer. Nej ... det duede virkelig med Da Vinci Koden - men det gør det ganske enkelt ikke længere. Jeg er heller ikke sikker på, at Brown selv kan følge med, for jeg fandt indtil to faktuelle fejl i hans kronologi.

Men han forstår jo at sælge bøger, for jeg faldt jo også i fælden - igen!


Sunday, May 25, 2014

Pour l'amour des miens - Anne Alassane

























  • Fransk
  • 24. maj
  • 271 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg trængte som sagt til noget 'lettere' læsning efter turen rundt i middelalderens kvindeliv; og denne kan måske ikke betegnes som nem i sit indhold - men skrivestilen var det. Så i stedet for en film lørdag aften med forkølelse og influenza i kroppen, så blev det denne bog fundet for en slik i supermarkedet.

Anne Alassane var meget fremme i de franske medier, da hun vandt den første sæson af Masterchef i 2010. Hun var ikke uddannet kok, men havde en gård ude på landet, hvor hun boede med sin afrikanske mand og deres seks børn, hvoraf de to ældste havde en anden far. Et smukt billede på tværkulturelle Frankrig anno 2010; men det var tilsyneladende et glansbillede. I starten af januar 2012 arbejdede Anne med sin restaurant, der skulle åbne og med at jonglere familieliv og forventninger fra medierne efter sejren i Masterchef; da der brød ild ud i huset blot nogle meter derfra. Det gik så hurtigt, at de ikke nåede at få de to mindste ud - og hun mistede sine to små piger på 2 og 4 år. En grusom skæbne!

Det blev selvfølgelig også voldsomt dækket af pressen; ikke mindst, da hun knap et år efter sad med et nyt barn - med en ny mand. Jeg syntes, at billedet af denne kvinde blev sløret og fordrejet - for hvem er man egentlig, hvis man kan gå så meget igennem, og alligevel virke klar til ny kærlighed så hurtigt?

Bogen, som hun selv skrev, fortæller om hendes barndom i Afrika - som har gjort hende til et helt andet menneske indeni end hendes jævnaldrende franskmænd. Alle, der har været i Afrika, ved hvordan det påvirker én - men at vokse op i landet er noget helt andet. Det er også der hun møder sin mand, og sammen rejser de tilbage til Frankrig. Men man omplanter ikke en afrikansk stolt mand til Europa uden problemer; hvor hun er stærk og hele tiden kæmper for at blive til noget, bliver manden mere og mere apatisk. Det undrer mig ikke spor; jeg stod en gang selv i en situation, hvor jeg overvejede dette kraftigt men bestemte mig for, at jeg ikke ville kunne bære et forhold igennem sådan en omvæltning.

Så da hun vinder, og hele familien tropper op på scenen, er det reelt set slut, og lang tid inden branden har hun indledt et forhold til den tredje mand. Personligt synes jeg stadig, at hun er for stærk og dominerende i hendes forhold. Det hev hende muligvis hurtigere igennem sorgen; men jeg sad ikke med et positivt indtryk af mennesket efter at have læst hendes historie, som er jo er forfærdelig. 

Saturday, May 24, 2014

La Femme au temps des cathédrales - Régine Pernoud

























  • Fransk
  • 382 sider
  • 19.-24. maj
  • Dansk titel: Ikke oversat

Indkøbt på museet for Middelalderkunst i Paris for nogle uger siden, og med hovedet begravet i diverse historiske informationer hele denne uge; det krævede til tider internettet ved hånden, for der er mange informationer at absorbere selv for en aficionado som mig.

Indfaldsvinklen er interessant; i dag er kvinders rolle stort set på lige fod med mandens - der er stadig forskelle i lønninger osv. Vi betragter dette som en relativ ny 'opfindelse' efter kvindernes kamp i det 19. og 20. århundrede for at få stemmeret, og i det hele taget blive betragtet som ligeværdige. Men faktisk har der været århundreder af denne ulighed - for inden da besad kvinden en helt anden rolle. I middelalderen kunne en kvinde udføre et erhverv, og hvis hun blev enke, var det naturligt, at hun overtog mandens rolle i familien. Ikke kun i de adelige familier, hvor man så kvindelige slotsfruer eller dronninger - men også i den lavere sociale klasse.

Bogen er udpræget et universitetsstudie med alt, hvad det indebærer - men virkelig interessant; selvom det ikke er hyggelæsning. Jeg blev rigt belæret om, hvor langt kvindens privilegier gik på den tid. En af årsagerne til de mange 'misforståelser' er den kunst, vi har fra den periode. Ser man en kvinde eller et barn afbildet, er det jo uafvigeligt en jomfru med Jesus-barnet - ligeson mændene var helgener eller opfyldte en anden allegorisk opgave. Man portrætterede ikke almene personer før omkring begyndelsen af det 15. århundrede i fx maleriet af Arnolfini-parret

En spændende og lærerig bog - men nu nupper jeg altså lige lidt letlæselig litteratur!

Sunday, May 18, 2014

Mapplethorpe - Judith Benhamou-Huet


























  • Fransk
  • 18. maj
  • 212 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For nogle uger siden så jeg to udstillinger i Paris af Mapplethorpes billeder - to vidt forskellige udstillinger, men begge fantastiske i deres måde at fremstille denne store kunstners billeder. Jeg så min første Mapplethorpe-udstilling på Louisiana i 1992, blot nogle år efter hans død - og da det sikkert chokerede mere end det gør i dag.

Mapplethorpe var homoseksuel, og i hans sidste årti var han åbenlyst betaget af sorte mænd. Han fotograferede dem fra alle mulige og umulige vinkler og uden nogen form for blufærdighed - hviklet der blandt andet er kommet hans Black Book ud af, som nok ikke er for mindreårige. Men den pynter fint i min bogreol, da jeg finder disse billeder vanvittigt æstetiske som langt størstedelen af hans kunst.

Bogen er skrevet af den ene udstillings direktør - udstillingen i Grand Palais, som viser både de klassiske blomsterbilleder, som er af dybt erotisk karakter, men også de mere hard-core SM-billeder, som var en del af hans univers og det fritsvævende liv, som homoseksuelle levede i New York i 1970'erne og 1980'erne inden AIDS kom på scenen, og satte en stopper for manges udfoldelser. Enten af angst eller fordi de døde som fluer. Som Mapplethorpe selv, der døde i 1989 af sygdommen.

Hun har været i kontakt med en del mennesker, der stadig er i live, og kan huske Mapplethorpe og hele denne vilde periode, og skriver om både den private og den offentlige person. Om dæmonerne og kunstneren, om hans baggrund og om afslutningen og om hans betydning for fotokunsten i dag.

Den anden udstilling vi så, var i mine øjne langt mere interessant - på Rodin-museet i et stille kvarter og med den smukke have med Rodins berømte skulpturer.

Når vi i dag går på fx Glyptoteket eller andre steder ser gamle græske eller romerske statuer, er der ikke mange, der chokeres over deres nøgenhed. Rodin i det 19. århundrede chokerede heller ikke - men de voldsomme nærbilleder af bagdele, lår, arme eller torsoer, som Mapplethorpe fotograferede af sine sorte elskere - de chokerer! 

På Rodin-udstillingen har man intelligent sat Mapplethorpes billeder op mod Rodins skulpturer - chokerer det så mindre, hvis man forestiller sig, at han med den moderne verdens teknologi viser det samme?

























På dette billede fra udstillingen ser man Mapplethorpes foto, der ud fra den sorte mands krop (som nu fremstår nærmest hvid) er skåret som en armløs statue - op mod Rodins i samme positur. Det giver et helt andet imponerende perspektiv, som pudsigt nok ændrer folks opfattelse af hans billeder.

Personligt har jeg været fan i årtier - og bogen gav et yderligere plus i form af baggrundsinformation om nogle af hans ikoniske billeder.

Blood and Beauty - Sarah Dunant

























  • Engelsk
  • 11.-17. maj
  • 529 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg blev måske en anelse snydt af omtalen på bagsiden, der sammenlignede Dunants fortælling om Borgia-familien med Hilary Mantels bøger om Cromwell. Måske burde jeg have været lidt mere opmærksom på den lidt for feminine forside, for det handler ikke om Borgia-familiens historie i helhed, men en del mere om Lucrezia Borgia og hendes ægteskaber - og selvfølgelig faderen pave Alexanders indblanding i dem.

Borgia-historien er fascinerende; blot at tænke sig en pave, der helt åbent lever med sine børn og sin elskerinde omkring sig! Kirken var anderledes skruet sammen i slutningen af det 15. århundrede og at være kardinal - eller pave - betød absolut ikke cølibat. Det var vel stort set munkene lukket inde bag klostrenes mure, der virkelig efterlevede den regel - i de højere sfærer i Vatikanet blev man valgt af politiske årsager (og penge) og ikke for sin gudsfrygt.

Alexander - eller Rodrigo Borgia - kom da også til pavetronen igennem et par generøse pengeposer uddelt de rigtige steder; og hans fire børn er hans store stolthed og ikke mindst brikker i det politiske spil, der skal sikre familien penge og indflydelse, når pavetronen ikke længere er deres. Men helst ser han, at sønnen Cesare overtager den - desværre er han mere interesseret i at føre krig, og han myrder ivrigt enhver, der står i hans vej. Især lillesøsteren Lucrezias mænd eller beundrere. 

Der er nogle fine beskrivelser af livet i Vatikanet på den tid; desværre kan man forestille sig en vis frihed i digtningen og ikke mindst så går den slet ikke nok i dybden med Borgiaernes intriger. Den slutter i 1501 - et par år inden paven dør, og det virkelig begynder at gå skidt for familien. Det ville have været interessant at få hele historien med - som den er, mangler den alt for mange afrundinger i mine øjne.

Tuesday, May 13, 2014

La Déesse des petites victoires - Yannick Grannec

























  • Fransk
  • 27. april - 11. maj
  • 539 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det går ikke særligt godt med læsningen i disse dage! Jeg var fortrøstningsfuld gået i gang med denne franske roman i slutningen af april, men så skulle jeg fire dage til Paris. Det skal man jo bestemt ikke klage over - og udover at have nogle fantastiske dage kom jeg selvfølgelig hjem med ikke mindre end 13 bøger. Jeg var så kun hjemme i Bruxelles i et enkelt døgn inden jeg tog en uge til Danmark. Om knap 6 uger flytter jeg jo hjem efter 14 år i udlandet - og der skulle findes lejlighed og ordnes så mange praktiske ting, at læsning var helt udelukket. Hovedet var ganske enkelt proppet med alt for mange andre tanker og ikke så lidt stress. Men nu er der fundet en lejlighed - og der bliver et helt biblioteksværelse med reoler på tre ud af fire vægge og et dejligt læsehjørne lige under vinduet! Det bliver godt - og så bliver der jo nye græsgange for bogindkøb, der skal undersøges. 

Men jeg nåede da endelig igennem bogen, som bestemt ikke var dårlig - men måske ikke den bedst egnede lige i disse dage. Den omhandler den østrigske matematiker Kurt Gödel, som var lidt af et geni - men også med de skavanker, der ofte forfølger store komplekse hjerner. Han var både hypokonder, depressiv og angst for alt muligt. Det resulterede endeligt i hans død af underernæring, da konen i 1977 blev indlagt på hospitalet, og ingen andre måtte lave mad til ham.

Historien er skrevet som en rammefortælling. På den ene side følger vi hans kone, Adeles, fortælling om deres samliv fra de mødes i Wien i slutningen af 1920'erne til hun sidder på et plejehjem i Princeton i 1980. Det er her den unge kvinde, der er tilknyttet Princeton universitet får til opgave at opsøge hende med det formål at få fat i hans Nachlass - alle hans noter og skriblerier, som endnu ikke er udgivede og måske kan afsløre andre matematiske opdagelser, han har gjort. Det er lettere sagt end gjort. Adele har hele sit liv levet med at være en andenrangsperson i det fornemme selskab manden omgav sig med. Hun var den uuddannede noget ældre kvinde, han giftede sig med - men i størstedelen af deres ægteskab var hun mere sygeplejerske end en elsket kvinde.

Gödels venner i Princeton var Einstein og andre eminente personer fra det 20. århundrede, og middagsselskaber foregik med diskussioner om relativitetsteori og lignende. Adele forsøgte at guide manden gennem livet uden, at han ødelagde for meget for sig selv - men hun følte aldrig, at han værdsatte det. Disse betragtninger og smerter fortæller hun til den unge kvinde, som undervejs i bogen overfører en del af disse ting til sig selv - som datter af to fremstående forskere, som ikke regner datterens akademiske karriere for meget.

Det er en glimrende roman - men der er altså passager, hvor jeg nærmest måtte have Panodilerne frem - sider og sider med matematiske diskussioner. Matematik har aldrig været mit yndlingsfag! Men så kan man måske endnu bedre forstå, hvor svært det må være for en almindelig dødelig at skulle leve omgivet af det.

Maj måned - og juni og juli - bliver nok mest præget af manglende læsning; der er andre ting, der skal i fokus nu. Der vil dog altid være gang i en bog - andet ville jeg ikke kunne; men de kommer til at tage lidt længere tid indtil jeg er installeret i nyt land, ny lejlighed ... og nyt biblioteksrum!!!