Thursday, January 30, 2014

La course à l'abîme - Dominique Fernandez

























  • Fransk
  • 17.-29. januar
  • 789 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en kunstbog - og faktisk den sidste i rækken af dejlige bøger, som kom med hjem fra Paris i august. Jeg havde læst en kunstbog med malerier af Caravaggio for nogle uger siden; som opvarmning til at læse denne romantiserede fortælling om hans omtumlede liv. Det var en god idé - men langt fra nok, og derfor tog det mig en dejlig lang tid at komme igennem bogen.

Jeg kunne ikke læse længe uden at jeg måtte have fat i netop den bog eller slå malerierne op på nettet (nemmeste løsning, når jeg ikke var hjemme). Det var nemlig lige så meget en historie om hans liv som om hans malerier.

Caravaggio var en skandaløs maler på sin tid; han var homoseksuel og han malede efter sine helt egne principper. Han var manden, der opfandt chiaroscuro-teknikken; men han nåede i sin livstid at skaffe sig mindst lige så mange fjender som beundrere. I slutningen af det 16. århundrede malede man nemlig stort set udelukkende på bestilling af kirken. Det var en hektisk periode, hvor man forsøgte at proppe kirker og kapeller med malerier som modvægt til den stringente og puritanske protestantisme, der havde holdt sit indtog i Nordeuropa i midten af århundredet.

Der var ikke langt fra Italien til det calvinistiske Schweiz; og katolikkerne var selvsagt nervøse for, at kirkens magt ville mindskes og folket blive fristet af en religion, der ikke troede på syndsforladelser. Derfor satte man gang i endnu flere malerier, og den bibelske symbolik skulle overholdes. Alle malere var underlagt den papale inkvisition, og placerede man en forkert frugt eller en person på den forkerte side af Jesus - så var hans opponent løs!

Caravaggio var et meget religiøst menneske, og han forberedte sig grundigt inden han malede en bibelsk scene. Han brugte "Den gyldne legende" - titlen er frit oversat af mig; den er af gode grunde ikke oversat til dansk. Legenda Aurea er referenceværket for alle, der malede på den tid. Det er en samling af historier om de forskellige helgener og den symbolik, der tilhører dem + og det er netop den del af renæssancemalerkunsten, der fascinerer mig dybt.

Caravaggio respekterede altså disse dogmer - men samtidig brugte han sine elskere som modeller; eller endnu værre - en gravid prostitueret i rollen som Jomfru Maria. Han udfordrede den gængse malertradition ved at male de fattige som rigtige fattige... med beskidte fødder og lasede pjalter. Han malede helgener og Jesus med klare udtryk af fysisk opstemthed. Det gav ham mange beundrere blandt de mange dobbeltmoralske kardinaler - selv med tvivlsomme tendenser; de købte malerierne med begrundelsen, at de var for skandaløse til fri udstilling - men altså kunne hænges op i deres paladser.

Hans store kærlighed var den lidt yngre Mario, med hvem han i årevis levede i mere eller mindre åbenlyst parforhold; indtil hans indre dæmoner tog over og han faldt for en yngre og farligere model... det er også en klassiker, som ikke er opfundet i vore tider! Men Mario er der for ham, da det hele går galt. Han får dræbt en mand, og må flygte først til Napoli og senere til Malta, hvor det lykkes ham at blive optaget i Ridderordenen - indtil han ikke kan fingrene fra Stormesterens unge elsker - og igen må flygte. Han rejser til Sicilien, hvor Mario nu er pænt gift og selvom de ikke officielt genoptager deres fysiske forhold, så passer Mario på ham, og sørger ikke mindst for, at han konstant kan male.

Det er på denne tid, at de selvdestruktive tanker virkelig slår igennem hos Caravaggio - ifølge bogen. Den er selvfølgelig opdigtet; men baseret på solide studier og man kan sagtens forestille sig det aspekt. Caravaggio søgte hele sit liv at provokere og udfordre komforten. Han ville ikke være (små)borgerlig eller beskyttet af Kirken; og han ville udleve sin homoseksualitet i fred - et åbenlyst problem for 400 år siden.

Ikke desto mindre er hans malerier geniale, og bogen går meget i detaljer med hans teknik, og hans provokation i placeringen af visse symboler. Derfor skal den læses med billedmateriale til rådighed.

Pudsigt faldt jeg i samme periode over en smuk video, hvor en italiensk kunstner har fået netop renæssancens malerier til at bevæge sig. Der er en del Caravaggio omkring det 5. minut, hvor man kan fornemme brutaliteten i hans malerier - men især også det meget specielle lys, han benytter sig af.


Det er måske ikke særlig bred litteratur; men det er for mig ren nydelse at kunne begrave sig i ugevis i sådan en bog; med billederne i hænderne og minderne om malerier set på museer rundt omkring.

Friday, January 17, 2014

Tristan og Isolde - gendigtet af Joseph Bédier

























  • Fransk
  • 16. januar
  • 187 sider
  • Fransk titel: Le roman de Tristan et Iseut

Denne lille bog nåede slet ikke at komme i Jeg læser nu-vinduet; den var selvfølgelig heller ikke voldsom stor og ej heller særlig tung. Det var jo nærmest blot et afteneventyr!

Legenden om Tristan og Isolde er jo en klassiker af det helt store - udødeliggjort i Wagners opera (hvis man er til den slags); og ellers i den skrevne fortælling om de to unge elskende, som har drukket en trylledrik og må elske hinanden både til døde og i døden.

Oprindelsen kan skrives tilbage til det 12. århundrede i de keltiske sagn. På den tid var historier jo overbringelser ofte i form af digte, som man kunne akkompagnere med sin lut eller andet instrument for at imponere damerne. Troubadourer var datidens charmetrolde. De fandtes i flere genrer, men den romantiske tragiske ser ud til at have haft en vis succes - og det er disse overleveringer vi kender til i dag. Selv på dansk er der jo mange gamle folkeviser, som også kan spores helt tilbage til middelalderen.

Historien om Tristan og Isolde er jo ændret, forandret og omskrevet en del gange i de mange hundrede år, og det er måske svært at forestille sig, hvordan det oprindeligt har lydt. Ydermere var sproget jo anderledes - og da digtet hurtigt spredte sig mundtligt ændrede det også form efter, hvor man befandt sig.

Derfor kan man spore afarter af de tidlige keltiske versioner såvel i Norden som i Italien; en god kærlighedshistorie sælger altid godt!

Af de oprindelige nedskrevne kilder er der to primære - Thomas af Bretagne, en digter fra det 12. århundrede, hvorfra man fandt ti dele men altså ikke digtet i sin helhed. Så er der den franske Béroul, ligeledes en digter, og som er anerkendt for at være ophavsmand til den populære folkelige version af historien. Den version jeg har læst er den moderniserede udgave lavet af den franske middelalderhistoriker, Joseph Bédier, som generelt anses for at være en tro fortolkning af de to ovenståendes efterladte skrifter. Sproget er ikke længere uforståeligt - men kan kan more sig med at dechiffrere små vers, som indleder kapitlerne og er skrevet på de gamle sprog.

Historien er jo egentlig både ganske enkel og ganske klassisk i sin opbygning med gode og onde; kærlighed, troskab og utroskab, svigt, mord, had, ulykke og død. Dengang var mænd vist kun rigtige mænd, hvis de både kunne troppe op med smækre digte og et afhugget hoved for at bevise deres viljestyrke til at udrydde konkurrenter. Men de kunne jo intet gøre op mod trylledrikke og drager - og netop trylledrikken bliver Tristan og Isoldes skæbne.

Det er som med så mange andre klassikere, at rygtet kan kvæle læselysten - men går man først i gang opdager man, at der intet besværligt er og at det tværtimod er fantastisk at læse de gamle klassikere, og forestille sig, hvordan de i 800 år har tryllebundet folk. Temaerne er stort de samme universelle, som vi finder i al litteratur siden og nu. Der er variationer og udvikling; men grundlæggende er der ikke langt tilbage til de gamle legender - derfor er de også interessante at beskæftige sig med.


Thursday, January 16, 2014

Balladen om Marie Krøyer - Anastassia Arnold


























  • Dansk
  • 13.-16. januar
  • 420 sider

Udgivelsen af denne biografi i 1999 er vist gået hen ov er hovedet på langt de fleste - medmindre man sikkert tilhørte en lille eksklusiv kreds af kunstkendere. Men da den så skal filmatiseres af ingen ringere end Bille August, så er der genoptryk og nu tilsyneladende en stor interesse for bogen.

Det var selvfølgelig således, at jeg selv faldt over den - og jeg blev bestemt ikke skuffet. Jeg er sikker på, at der kan komme en smuk film ud af dette. Hvis de holder sig til det Krøyerske lys og de hvide farver, så er der potentiale! Men nu handler filmen vel ikke kun om Marie i sin egenskab af Krøyers hustru? Biografien strækker sig over hele hendes liv fra hun bliver født i 1867 og dør i 1940.

Hendes liv var ikke et nemt liv, og netop her lå min første overraskelse. Mit kendskab strakte sig selvfølgelig kun til, at hun var Krøyers hustru - og dermed forestillede jeg mig hvide kjoler på Skagens strande og hyggelige haveborde med Hip Hip Hurra-stemning.

Men livet med Krøyer var anderledes svært; jeg anede heller ikke, at han var manio-depressiv - og at det sled deres ægteskab op. Eller, at Marie forlod ham, da hun hovedkulds blev forelsket i den yngre svenske komponist Hugo Alfvén. Han var en uforbederlig don Juan, og det blev et ægteskab med mere sorg end glæde. Slagsmål om elskerinder og senere om en skilsmisse, som Marie ikke ville give ham. Psykisk og fysisk udmattelse for Marie, der som yngre var gået imod den konventionelle opfattelse af ægteskab og forhold, men som nu ville have sikkerhed og ro i sin alderdom.

Det er en meget 'teoretisk' biografi; absolut ikke romantiseret - og det er tydeligt at mærke, at det er en historiker, der har skrevet - meget faktuel, og med til tider lidt rodede sætninger, som ødelægger læsenydelsen en anelse.

Men det er fascinerende at læse om kvinden Marie og hendes omtumlede liv. Der er en fin billeddokumentation i bogen ligeledes; så det alt i alt er belærende og interessant. Men man falder ikke ind i den med dyb forglemmelse af omverdenen, synes jeg.

Sunday, January 12, 2014

Tales of the Alhambra - Washington Irving

























  • Engelsk
  • 6.-12. januar 
  • 308 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Efter at have læst Fatimas hånd vidste jeg præcis, hvad der endelig skulle hives ned af bogreolen! En af de bøger, der havde stået der i mere end 7 år hjembragt fra en rejse til netop Andalusien.  

Washington Irving var en amerikansk forfatter, historiker og diplomat. I 1829 rejste han til Granada og slog sig ned i det fantastiske Alhambra-kompleks. På den tid lå hele det monumentale bygningsværk nærmest i ruiner, som så mange andre historiske bygningsværker fra tidligere tider. Man havde mindre sans for det historiske vingesus, og tit blev de ganske enkelt blot brugt til at hente sten til at bygge nyere bygninger af. Det virker jo absurd på som i dag bruger tid og penge på at rejse langt for at besøge disse steder - men på Irvings tid var stedet beboet af halvfattige familier, som indrettede sig i det, der engang havde været maurernes slotte.

Irving flytter endda lidt rundt, da han finder nogle sale, han synes er mere behagelige og med en bedre udsigt! Og så lever han der i flere måneder, hvor han om aftenen fornøjer sig med de lokale. Han lader sig inspirere af stedet og i denne rejsefortælling, som udkom i 1832, da han havde sagt sit diplomatjob op for at kunne skrive.

Bogen indeholder en forunderlig blanding af hans oplevelser i Alhambra og eventyr og fortællinger, han har opdigtet med udgangspunkt i de gamle maurerer såsom kong Boabdil, den sidste konge, der måtte forlade stedet, da katolikkerne havde sejret i krigen mellem de to religioner, som Falcones beskriver i sin bog.

Eventyrerne har den samme opbygning, som vi kender dem fra klassikerne men de er lige så meget inspireret af legender som 1001 nats eventyr med al Østens mystik. Personerne er delvist virkelige og baseret på de legender, som de lokale har videreført i århundreder, og som skaber paradokset i denne del af Spanien, som er en skøn blanding af mange kulturer.

Jeg købte min udgave i Alhambra, men det er et genoptryk af en udgave fra starten af det 20. århundrede med en del graveringer, som viser hvordan der var inden for murene i det 19. århundrede, da Irving befandt sig der.


















Mit billede er således taget præcis samme sted som i graveringen ovenfor; og det gjorde bogen til en ekstra nydelse at læse og bladre i. En sand fornøjelse, hvis man stadig godt kan lide lidt eventyr! Og en perfekt opfølger til Falcones historiske roman - det er en historie og en kultur, som altid fascinerer.

Friday, January 10, 2014

Fasandræberne - Jussi Adler-Olsen

























  • Dansk
  • 6.-7. januar
  • 399 sider

Jeg kom i gang med Afdeling Q lidt forkert, da jeg startede med at læse Kvinden i buret, og dernæst Journal 64, da jeg faldt over den i et sommerhus. Men i juleferien i Danmark fik jeg så købt de to midterste, og tager dem nu i rækkefølge. Jeg tror nu ikke, at det har den helt store betydning.

Det er stadig ikke litteratur, der for mig bliver grænseoverskridende god - det er letlæseligt og sproget er grænsende til det ekstremt banale til tider. Historien har nogle interessante elementer med de lidt for genkendelige personer fra Herlufsholm kostskole, som mange år senere stadig holder sammen som ærtehalm. De har udviklet sig til afstumpede spidser i samfundets top - og det er præcis den samme problematik, der irriterede mig i Kvinden i buret. Adler-Olsen mangler fantasi til at skabe en helt ny historie.

I denne historie broderer han over personer, som selv om de er fiktive, nærmest forekommer én virkelige fra en forside på et sladderblad. Er det virkelig så svært at finde et originalt plot? Nesbø har ingen problemer med det i hans norske kulisser; men for Adler-Olsen er det så indlysende enkelt, at man får fokus flyttet fra plottet.

Ergo - jeg bliver nok aldrig den store fan; men det er underholdende læsning som et afbræk i andet og mere spændende!

Sunday, January 5, 2014

mågelatter - Kristín Marja Baldursdóttir


 
 
 

  • Dansk
  • 4.-5. januar
  • 383 sider
 
 
En af de bøger, jeg uden tvivl har genlæst flest gange er Wassmos trilogi om Dina - den stærke norske kvinde, der styrer sin skæbne og sin verden med hård hånd. Der er noget ved de nordiske kvinder i litteratur, som man ganske enkelt ikke finder i latinsk litteratur. Så da faldt jeg over et tilbud på 3-for-2 i Gyldendals Pocket-serie var jeg ikke nervøs for at snuppe tre romaner af en for mig totalt ukendt islandsk forfatter. Og jeg er bestemt ikke skuffet over den første, som jeg var ude af stand til at lægge fra mig!
 
Agga er en 12-årig pige i en lille islandsk fiskerby. Hendes forældre døde, da hun var spæd og hun vokser op i et hjem domineret af kvinder - mormoderen, dennes svigerinde Kidda - som bor i kælderen det meste af tiden, de to tanter Ninna og Dodo og nu pludselig også Freyja, som er vendt hjem fra Amerika. Vi er i 1950'erne, hvor livet stadigt er barsk efter krigen, og der leves på rationeringsmærker. Morfaderen er fisker og væk i lange perioder ad gangen, og så styrer kvinderne huset og Kidda kommer op fra kælderen.
 
Den hjemvendte tante vender op og ned på det hele. Hun er anderledes. Hun har kufferter fulde af parfumer og tøj, som man ikke kender til på disse kanter. Hun vandrer lange ture langs klipperne og vandet ved nattetide. Hun spiser aldrig ovenpå, men propper sig med mad i kælderen hos Kidda blot for at kaste det hele op igen. Hun har hår så langt, at det når ned under hofterne. Hun er på samme tid fascinerende og skræmmende for den lille pige.
 
Og for hele landsbyen - drukkenboltene, som alle som forelsker sig i hende, da hun sælger dem finsprit på apoteket. For Aggas venindes bror, som bliver hendes personlige frisør og er landsbyens eneste bøsse. For de yngre mænd i byen - betjenten Magnus og doktorens søn Theodor, som begge gør kur til hende. Hun virker dragende på dem alle, og Agga får pludseligt travlt med at flintre byen tyndt for at holde øje med alt, der sker. Det er stor omvæltning i forhold til hendes hidtil mest ophidsende beskæftigelse - at besøge Magnus på politistationen og forhøre sig om antallet af mænd i detentionen!
 
Freyja er den mystiske kraft, som bevidst eller ubevidst, vender op og ned på alles liv. En venindes mand dør i en brand. Ingen udover Agga synes at se de dystre sider i hende; hun ser en elverkvinde, der observerer dem alle dansende i hendes snore som marionetter.
 
Bogen foregår over en periode på knap to år, hvor Agga på skift kæmper med og mod Freyjas indvirkning på dem, og man er totalt grebet af denne lille bagkloge piges vinkel på livet. Men samtidig er hun selv ved at blive kvinde, og kæmper med denne splittelse i hendes krop og sind, som hun gennemgår. Hun bliver sat på en barsk prøve, da det ultimative drama hænder, og det bliver et spørgsmål om at være med eller mod kvinderne i familien. De stærke kvinder, der i bund og grund styrer dette samfund, hvor mænd ikke er til stede i dagligdagen og ikke ved besked med, hvad der så foregår.
 
Freyja er ikke en Dina-person; man får ikke den samme sympati for hende - men man fornemmer den determination hun har, da hun må vende hjem fra et nederlag i Amerika. Man aner hele tiden, at der er dæmoner i hende, som de andre voksne ikke fornemmer og Baldursdottir gør det til en gribende fortælling om valg.



Saturday, January 4, 2014

Fatimas hånd - Ildefonso Falcones

























  • Fransk
  • 20. december - 4. januar
  • 1.086 sider
  • Fransk titel: Les révoltés de Cordoue

Den anden roman af den spanske forfatter, Ildefonso Falcones, skulle have været den sidste bog, jeg læste i 2013. Sådan blev det ikke!

Jeg skulle hjem til Danmark på juleferie, og mere end tusinde sider var vel ambitiøst med nevøer og niece omkring sig - samt diverse juleaktiviteter og endog et par arbejdsdage iblandt. Jeg kæmpede mig faktisk igennem de første trehundrede sider med en rytme på 30-40 sider om dagen, og det var mig ganskel enkelt umuligt at finde en reel glæde i denne første del af historien, som var overbefolket af muldyr, bjerge, mord og konflikter. Jeg var seriøst bange for, at det ville fortsætte således og jeg genfandt ikke umiddelbart den glæde, jeg havde, da jeg læste den fantastiske historie om katedralen i Barcelona.

Jeg havde besluttet mig til at give den en sidste chance den dag jeg fløj hjem. Der er alligevel altid en masse spildtid i lufthavn og fly, og mine nyindkøbte bøger fra Danmark lå i kufferten. Så skete der pludselig et lille mirakel - historien forlod de spanske bjerge og muldyrene, og pludselig havde jeg også mere tid til at fordybe mig i bogen - og så blev den pludselig bjergtagende på en helt anden måde!

Falcones anden roman er ligeledes historisk men foregår et par århundreder senere - fra 1568 til 1612. Hovedtemaet er konflikten mellem katolikker og muslimer, som er en grundlæggende del af den spanske historie - og ikke mindst årsag til de mange helt utrolige kunstværker man kan se i byer som Granada og Cordoba - den sydlige del af Spanien var i århundreder kontrolleret af muslimer under navnet al-Andalus. Men det ophørte i 1492, og siden indledtes et benhårdt styre af maurerne, som blev tvangsdøbt og konstant måtte bevise deres dyrkelse af den kristne tro. Noget, som selvfølgelig for mange kun var skuespil og indenfor hjemmets fire vægge hengav de sig til deres sande tro - islam.

Bogens hovedperson er den unge Hernando, som er frugten af et blandet forhold, da hans mauriske mor blev voldtaget af landsbyens katolske præst. Resultatet bliver den blåøjede atypiske dreng blandt en befolkning af mørklødede familier, og han får konstant smerten at føle. Især fra stedfaderen, som åbenlyst hader ham - men ser hans værdi, da det gælder at flygte efter det mislykkede oprør i Alpujarras i 1568-71.

Hernando lever et omtumlet liv - han bliver taget til fange som slave af nordafrikanske kaprere, der har en forkærlighed for unge smækre drenge; de mistager ham for kristen, og han må skjule sin muslimske baggrund. Senere er det lige omvendt - en konstant konflikt for Hernando, som splittes mellem de to religioner. Han går fra oprejsning til nederlag; han bliver gift med den smukke Fatima og mister hende og deres børn. Han arbejder for katolikkerne - men arbejde i skjul for den muslimske befolkning i Cordoba; men ikke alle forstår, at han i det skjulte forsøger at fremme islam og hjælpe maurerne til at genfinde deres værdighed og rettigheder.

Det er en meget lang og omtumlet historie om Hernandos liv - som uden tvivl kunne have været en reel historie for en maurer på den tid. Hans kamp for at tilfredsstille begge trosretninger og leve i fred og ro. Hans splittelse mellem de to kvinder, han gifter sig med - den ene muslim, den anden kristen.

Der er ligeledes en ret overvejende del af muslismk historie og symbolik, samt historier om katedralerne og slottene i Granada - det eminente Alhambra - og Cordoba, som jeg desværre endnu ikke har besøgt. Derfor vil jeg måske mene, at den kan forekomme lidt lang, hvis man ikke har en minimum af interesse i islamsk kunst og historie - men det var præcis der, hvor jeg begyndte at interessere mig for historien - i modsætning til alle krigsberetningerne.

Det et en temmelig sort plet på spansk historie - en form for endlösung i middelalderen, hvor den spanske inkvisition var på sit højeste. Men til deres ære må man dog fremhæve, at de ikke ødelagde alle disse smukke monumenter. Der er et gran af mysticisme i dne indflettede historie om Hernandos fabrikation af falske profetier og relikvier, som skal tjene til at bevise leddet mellem islam og kristendommen. Disse historier er baserede på reelle fakta; der var forsøg på at dokumentere forbindelsen mellem de to religioner i kraft af Jomfru Maria - på en tid, hvor mariologi var på sit højeste i den katolske kirke.

Så udover den første træge start blev jeg meget grebet af det historiske aspekt; og jeg ved bestemt, hvad der snart skal læses. Men først lige lidt på dansk!