Saturday, October 26, 2013

A Life with Books - Julian Barnes
























  • Engelsk
  • 25. oktober
  • 27 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er ikke en bog; det er snarere en pamflet eller et manifest - men ikke desto mindre skal det med fordi det ikke kan være anderledes, når man selv er bogelsker.

Barnes er en velbevandret forfatter; jeg har selv aldrig læst nogle af hans romaner - det skal nok komme. Men jeg blev intrigeret over titlen på dette lille hæfte, som jo læses som en længere avisartikel.

Barnes fortæller om sine første oplevelser med bøger, om hans jagt på af finde førsteudgaver ud fra et samlerprincip mere end interesse for den pågældende roman. Han modnes som læser, og morer sig over sine fejlkøb og erindrer med glæde, hvordan det er at stå med fingrene i bogreolerne.

Hvordan han nyder kontakten med bøgerne - det æstetiske og særdeles fysiske aspekt ved en bog. Samlet set - og han skriver det selv afsluttende - er det et manifest for bevarelsen af papirbogen i modsætning til e-bøger. Og her kan jeg jo ikke være mere enig!

Tanken om en Kindle eller andet teknologisk grej som læseanordning er utopi! Blasfemi! Jeg kommer aldrig nogensinde til at overveje det blot et sekund - selvom det betyder, at lejligheden efterhånden invaderes af bøger alle steder.

Som forfatter kan Barnes jo principielt være ligeglad med om hans bøger sælger i den ene eller den anden form; men her skriver han som mennesket og bogelskeren. En god påmindelse om, hvorfor vi elsker bøger.

La rêveuse d'Ostende - Eric-Emmanuel Schmitt

























  • Fransk
  • 23.-24. oktober
  • 311 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg har nævnt det tidligere - jeg er vild med Schmitts evne til at skrive små, korte men kraftfulde historier. Dog var jeg lidt skuffet over den seneste, jeg læste og det gik ud over denne novellesamling, som endte i 7 år på reolen. Det var ganske ufortjent!

Der er fem forskellige historier, som dog har en rød tråd i sig - nemlig at der er en form for mystisk skæbne, der afgør folks lykke. Den første historie handler om en ældre dame, der udlejer værelser i Ostende ved den belgiske kyst - Schmitt er stor fan af Belgien, og opholder sig meget her. Hun får en logerende, der er forfatter og fortæller ham sit livs historie, hvor hun var elskerinde til en prins; hvilket kongehus vil hun ikke røbe. Forfatteren antager hende til sidst for at være mytoman - men da hun dør må han alligevel erkende, at noget mystisk er foregået, og at han aldrig finder forklaringen.

Samme mystiske ukendte forekommer i historien om den ældre dame, der i årevis venter på en togperron med en buket blomster. Ingen ved, hvem hun er eller hvem, hun venter på. En dag er hun væk, og det fortælles, at hun blev mødt af en mand, der steg af toget. De gik sammen hjem til hendes hus og næste morgen findes hun død! Manden er pist væk og intet kan forklare, hvad der er sket - var det kærligheden eller døden, hun ventede på?

De er hver især magiske, og formår på få sider at fortælle en fuld og komplet historie, hvor ringen sluttes. Jeg er helt bestemt blevet genforenet med Schmitt!

Thursday, October 24, 2013

Stealing the Mystic Lamb - Noah Charney

























  • Engelsk
  • 17.-22. oktober
  • 319 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg læste Girl in a Green Gown fik jeg genopfrisket min passion for van Eyck, og jeg var især begejstret for ideen om i en bog at fortælle hele maleriets historie - såvel det symbolske som maleriets færden gennem århundrederne. Så læste jeg en romaniseret version af en historie fra van Eycks liv, men også her handlede det en del om hans mest berømte kunstværk. Jeg besluttede mig for, at det var på tide med en udflugt til Gent for at beundre det igen - men fandt så en biografi af maleriet ud fra samme princip som Arnolfini-portrættet. Så skulle den læses inden maleriet skal ses!

Altertavlen i Gent betegnes som verdens vigtigste maleri - mange vil måske mene, at det er Mona Lisa; men det er i den populære folketro, og ikke blandt fagfolk. Det er en moderne version af tingene, som ikke tager højde for århundreders kunst. van Eycks altertavle adskiller sig nemlig på mange kunstneriske punkter ved at have været banebrydende - i hans valg af maleteknik, i hans valg af portrættering af ansigter osv. Og det blev også det mest værdifulde maleri at stjæle - selvom Mona Lisa havde været nemmere i stedet for de 12 paneler i tunge trærammer.

Hvis man vil nærstudere maleriet, er der et glimrende websted, hvor man kan granske alle detaljer - og det var en nødvendighed for mig, da jeg læste bogen, hvis illustrationer selvsagt ikke kan få de helt små detaljer med.

Myterne er mange - der skulle være skjulte budskaber i maleriet, som fx en henvisning til den hellige gral eller Jesu' regalier såsom tornekronen. Der er bittesmå detaljer, som ikke anes med det blotte øje, men som kunsthistorikere i århundreder har forsøgt at finde løsningen på - og ganske givet er det kun van Eyck selv, der havde den. Men havde han et skjult motiv i sit maleri eller er det blot en fortolkning af datidens måde at udlægge Bibelen på? Det er fascinerende nok til, at man kan tilbringe timer med at zoome og kigge på detaljerne.

Charneys bog kan slet ikke nå i bund med samtlige detaljer af det enorme maleri, og det er heller ikke hans hensigt. Han fortæller om de overordnede symoler i hvert enkelt panel, og derefter om den omtumlede tilværelse det har gennemlevet siden det blev præsenteret for offentligheden i 1432.

Det er det maleri i verden, der har været stjålet flest gange - ikke mindst i forbindelse med krige og uro; den franske revolution og den omfattende plyndring, som Napoleon satte i gang i starten af det 19. århundrede. Men hver gang vendte det tilbage til katedralen i Gent i mere eller mindre komplet stand. Der var altid et panel, der manglede og befandt sig et andet sted - indtil Versailles-traktaten i 1919, hvor Tyskland måtte returnere de paneler, de var i besiddelse af. I ganske få år var det hele samlet, hvor det hørte hjemme!

I 1934 blev det ene af de nedre paneler stjålet - men hvert af vingepanelerne har jo to malerier. Det ene blev hurtigt returneret til katedralen mod en løsesum, mens det andet stadig er forsvundet. Der er stadig mange fantastiske teorier om, hvor det kan være - en del mener, at det stadig er i kirken men gemt et sted. Det er en af belgisk histories mest underlige krimisager, hvor en mand på sit dødsleje afslører nogle ting til sin advokat - men er det sandheden eller blot advokatens mulighed for at tillægge en død mand en ugerning? Det er nu erstattet af en kopi, som igen skaber myter - det skulle efter sigende indeholde et portræt af den belgiske konge Albert I, som ligeledes døde i 1934 under, hvad der anses for mystiske omstændigheder - et kamoufleret mord?

Med starten på 2. Verdenskrig ændrede tingene sig igen. Maleriet blev bragt i sikkerhed i Frankrig, men tyskerne var ude efter det. Nazisternes kunstplyndring er et stort, mørkt og mere ukendt kapitel i den grumme krigshistorie. Men Hitler ville bygge det ultimative museum i sin hjemby, Linz, i Østrig. Han var jo som bekendt selv kunststuderende til han blev smidt ud af akademiet i Wien - en torn i øjet på den lille mand. Med dette museum ville han hævne sig, og det skulle indeholde alt det smukkeste kunst i verden - malerier, skulpturer, møbler. Nazisterne rømmede kæmpe museer, og såvel Hitler som Göring nuppede samtidig anselige samlinger til personligt brug. Desværre fik de også ødelagt en del vigtig kunst - fx Klimt, hvoraf der i dag stort set ikke findes meget af det originale; det hørte til den 'degenererede kunst', som nazisterne udryddede.

De fik fat i altertavlen - som for dem også havde en symbolsk betydning. Hitler var overbevist om, at det mytologiske Thule var en form for nordisk Atlantis; et hemmeligt mytologisk sted, som var oprindelsen for den ariske race. Og van Eycks 'hemmelige' inskriptioner i maleriet ville angive, hvor Thule kunne findes!

Man behøver ikke at læse Dan Brown - virkeligheden overgår som sædvanligt langt fantasien; og det er til tider mere end gyser end en kunstbiografi man har i hænderne.

Nazisterne samlede al denne kunst fra hele Europa i en saltmine i Østrig - Altaussee. Det var en hårrejsende kamp til stregen for de allierede at få adgang til minen, da dens pedantiske inspektør havde fortolket Hitlers ord som, at alt skulle ødelægges i tilfælde af nazisternes nederlag. Det kunne være endt med, at tusindvis af verdens mest kendte værker var blevet ødelagt. En skræmmende tanke!

Da jeg læste biografien af portrættet af Rothschild - som ligeledes endte i Altaussee - refererede den til en Rose Valland, som arbejdede på Jeu de Paume-museet i Paris, og samtidig for den franske modstandsbevægelse. Hun optræder også i denne bog, og har en afgørende rolle i redningen af mange af disse kunstværker. Pudsigt nok opdagede jeg forleden, at der er en film på vej om de amerikanske Monuments Men - den særlige division af de allierede, som var ansvarlige for udgravningen af minen og efter krigen at restituere kunstværkerne til deres retmæssige ejere.

Bogen i sig selv var fascinerende - mere end nogen fiktiv roman kan blive; men emnet om Altaussee og nazisternes kunstplyndringer skal udforskes nærmere. Og jeg skal tilbage og sidde foran altertavlen og nyde den i timer!

Wednesday, October 16, 2013

Sarah - Bleu Blanc Rouge III - Max Gallo
























  • Fransk
  • 15.-16. oktober
  • 332 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Afslutningen på Gallos familietrilogi starter på en fransk kirkegård i 1920. Der er et monument med alle familiens døde tilbage til revolutionen - de personer, man har fulgt i den ene af de seks familier i de to tidligere bind.

Nu er det sårene efter 1. Verdenskrig, der skal slikkes - men også de fører politiske uroligheder med sig. Der er bolsjevikkerne i Rusland, og den spirende kommunisme i Europa. Der er Hitlers indtræden i verdenshistorien men også store franske politikere som de Gaulle og Pétain, og det er ikke ligegyldigt hvilken side man vælger i det spil.

Historien accelerer som tiden gør det i hvert nyt århundrede med nye opfindelser; der er igen ingen fokus på selve kampene men i det poltiske spil bag, som får konsekvenser for forældre og børn, for elskere og venner - og forræderne ligeledes.

Den tredje del er den mindste af dem, og perioden fra 1945 til 2000 foregår meget hurtigt. Her kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere dybde - måske mest fordi jeg var ærgerlig over, at de i alt 1.200 sider var ovre, og jeg slet ikke havde forventet, at den kun skulle vare i seks dage.

Men det fik åbnet mine øjne for Gallos forfatterskab og jeg har endda flere stående på hylden. De har blot ventet i alt for mange år!

Monday, October 14, 2013

Mathilde - Bleu Blanc Rouge II - Max Gallo

























  • Fransk
  • 13.-14. oktober
  • 425 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Anden del af Gallos trilogi starter, hvor den første slutter - med den nye Napoleon som præsiden af Frankrig. Perioden strækker sig fra 1848 til umiddelbart efter afslutningen af 1. Verdenskrig, hvoir vi stadig følger de seks forskellige familier.

Denne periode er tiden for Pariserkommunen, Dreyfus-affæren, skandalen med Panama-kanalens aktier og selvfølgelig optakten til den store krig.
Men igen er det symptomatisk, at Gallo fokuserer på de politiske aspekter, og slet ikke giver os udpenslende skrækbilleder af skyttegravene - den slags romaner er der vist også skrevet nok af!

Derimod er der et træk i personerne, der bliver mere og mere gennemgående. Det er stærke politiske mænd - uanset deres herkomst. Mænd, der brænder for deres overbevisning, hvad den så end måtte være - i en udstrækning, så de tit forlader hjem og børn for at hellige sig denne kamp. Gallo får dem tit placeret tæt på historiens personligheder; det kan man selvfølgelig diskutere sandsynligheden for - men det gør det jo muligt at udnytte hans historiske kendskab og biografiske evner. Men det tillægger jo historiske personer dialoger, som ikke har kunnet finde sted - men som er sandsynlige i en anden sammenhæng. Den slags skal man kunne lide i en historisk roman - personligt generede det mig ikke.

Jeg er absolut også modtagelig overfor islættet af en slægtsroman; at se hvordan man fra generation til generation enten følger i sporene eller gør oprør. Det er med til at fange læseren, og gøre det muligt at presse så mange årtiers handling ind i relativt få sider handling alt taget i betragtning. Den kunne for min skyld sagtens have været dobbelt så lang!

Sunday, October 13, 2013

Mariella - Bleu Blanc Rouge I - Max Gallo

























  • Fransk
  • 11.-13. oktober
  • 457 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Utroligt nok har jeg aldrig læst noget af Max Gallo - det er lidt af en bedrift i betragtning af de mange romaner, han har skrevet - og som regel også er af historisk karakter, og derfor burde interessere mig. Han er uddannet journalist og historiker og medlem af Académie française; det plejer at borge for kvalitet!

Han har skrevet et utal af historiske romaner - med en forkærlighed for romerne men også Napoleons-tiden samt flere historiske biografier af fx Victor Hugo. De er som regel i flere bind, selvom de udgives simultant. Denne trilogi er fra 2000, men jeg købte den i en nyudgivet udgave, hvor de tre romaner er samlet i en mursten på 1.200 sider. Det gør den en anelse besværlig i paperback-format, men er prismæssigt interessant.

Historien starter i 1792 - umiddelbart efter den franske revolution. Vi følger seks forskellige familier - selvfølgelig fra forskellige sociale klasser og af forskellige politiske overbevisninger. Det er absolut en historisk roman, og skrevet af en mand med et enormt kendskab til de politiske detaljer.

Det er ikke en kærlighedsroman - selvom de selvfølgelig gifter sig (også lidt på kryds og tværs). Det er heller ikke en krigsroman - der er ikke mange blodige detaljer om guillotiner og de de efterfølgende Napoleons-krige, selvom de figurerer omfattende i den politiske sammenhæng. Det er snarere den politiske idealisme og dens konsekvenser i perioden fra revolutionen hen over Napoleons regeringstid til valget af hans nevø som præsident af Frankrig i 1848 - en anden vigtig skæringsdato i fransk politisk historie.

Der er en del politik at holde styr på; netop fordi fokus er meget på de forskellige overbevisninger, og der er en del bevægelser i tiden efter revolutionen. Men ved at fokusere på politikken og ikke krigene, formår Gallo at gøre det fordøjeligt for en læser, der ikke er dybt inde i detaljerne. Godt nok var jeg på ferie, og havde mere tid - men den var fængende, og jeg havde virkelig svært ved at lægge den fra mig og komme videre i historien.

Thursday, October 10, 2013

Le portrait - Pierre Assouline

























  • Fransk
  • 9.-10. oktober
  • 327 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Pierre Assouline er manden bag romanen om Camondo-familien; den jødiske familie, der var en del af samme etniske jet-set i Paris i slutningen af det 19. århundrede. Deres skæbne endte tragisk, som så mange andre jødiske familiers - selvfølgelig. Men en af de familier, som kun 'heldigt'ud af 2. Verdenskrig var Rothschild-familien. De blev ikke udryddet; de kom ud af Frankrig i tide og i sikkerhed i USA fx.

En af de tidligere familiemedlemmer var Betty Rothschild - gift med James de Rothschild. Han var den lidt kejtede og hun var den noget yngre og yderst elegante og mondæne hustru. I 1848 fik hun sit portræt malet af en af datidens mest populære kunstnere, Ingres. Det er portrættet, der taler til læseren i den lille finurlige roman. Det er Betty, der taler som en person gemt væk inde bar lærredet - og giver læseren en ny vinkel på hendes liv.

Romanen starter stort set med hendes død i 1886, hvor hun ser ned på de efterladte - hendes børn. Derfra springer hun tilbage i tiden, og fortæller om det overdådige liv, det jødiske borgerskab førte i Paris på den tid. Men også om, hvordan hendes efterkommere senere blev ramt af Dreyfuss-affæren som alle andre velhavende jøder på den tid.

Hun fortæller om de berømte mennesker, der blot var dagligdag i hendes salon, som blev anset som en af de mest raffinerede i Paris - og hun fortæller om anekdoter bagom portrættet. Men også om portrættets videre færd - om udstillinger, hvor hun længes hjem til sin egen væg. Og den helt store og grumme rejse, da tyskere under 2. Verdenskrig plyndrer kunstkollektioner over hele Europa og gemmer dem væk i en saltmine i Østrig, hvor de var tæt på helt at blive destrueret.

Portrættet af fru Rothschild var langt fra det mest berømte eller dyrebare maleri tyskerne havde gemt af vejen, men som portræt fortæller det en bedre historie end et landskabsmaleri - og man griner nærmest, da "hun" forklarer udtrykket af væmmelse på Eigrubers ansigt, da det går op for ham, at det er et portræt af en jøde, han beundrer.

Personligt er det for mig en nydelse at finde ne bog, som er velskrevet og samtidig omhandler malerkunst selv i romantiseret form. Det er jo den bedste kombination af mine hovedinteresser, og det slutter samtidig cirklen med andre bøger fra samme miljø og periode.

Wednesday, October 9, 2013

Utu - Caryl Férey

























  • Fransk
  • 6.-9. oktober
  • 410 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Min udgave af maori-krimien var faktisk en dobbelt-krimi, idet bogen indeholder de to krimier, som tilsammen udgør en samlet historie. Haka udkom i 1998, og Utu først i 2004, men det er en logisk fortsættelse af den første del.

Hovedpersonen fra Haka, Jack Fitzgerald, er ikke længere hovedpersonen. Det er derimod hans ven Paul Osborne, som er mindst lige så mentalt forstyrret, som man ikke forventer det af en politibetjent. Han er hvid, men er nærmest ekspert i maori-kultur efter de mange års samarbejde med vennen Jack. Som ung teenager var han håbløst forelsket i en  ung maori-pige, og da hun blev voldtaget af en gruppe drenge, besluttede han sig for at hævne hende - og måske dermed vinde hendes hjerte.

Den historie fortælles til at starte med parallelt; men tiden indhenter både Paul og Hana, som i dag er militant maori-forkæmper. Det er en kamp om politisk undertrykkelse af minoriteter, om korruption, der har til formål at udrydde et stort landområde, som for maorierne er helligt land.

Det er bestemt ikke mindre voldsomt end i Haka; der er muligvis lidt mere kulturel indførelse i maoriernes kultur og den er mere politisk orienteret. Men eksplosiv og ikke hyggelæsning; så man suser igennem for at få spændingen udløst, og den egenskab har vist ellers kun Jo Nesbø, når det gælder krimier.

Sunday, October 6, 2013

Haka - Caryl Férey

























  • Fransk
  • 3.-6. oktober
  • 404 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat
Caryl Férey slog vist først rigtigt igennem internationalt med sin hårdtslående thriller Zulu, der foregår i Sydafrika. Men allerede en del år inden, nemlig i 1998 udgav han den første af to krimier, der foregår i New Zealand, og har maorisk kultur og tro som omdrejningspunkt - helt perfekte til en 11 timers flyvetur og følgende feriedage!

Hovedpersonen er den desillusionerede politibetjent, Jack Fitzgerald, hvis kone og datter et kvart århundrede tidligere forsvandt ud i den blå luft. Politibetjente skal åbenbart være helt ude i tovene for at egne sig som hovedpersoner i krimier, og personligt vil jeg blot håbe, at mit lokale politikorps er lidt mere fredeligt, hvis jeg en dag skulle møde dem!

Tabet af konen og den spæde datter får ham til at blive politibetjent med det ene formål at finde familien - eller i hvert fald de skyldige. Ikke det bedste udgangspunkt for en karriere, og hans handlemåder bærer præg af den uortodokse motivation.

Forbindelsen til den maoriske kultur kommer både igennem Jack, der er halvblod men især igennem de lig, der begynder at dukke op. Alle sammen kvindelig, som er skamferet - de har fået deres kønslæber skåret af - og en anden temmelig makaber detalje, som ikke skal røbes her!

Jack kaster sig ud i jagten på morderne, og ser hurtigt det rituelle i mordene og får assistance af en ekspert i maori-ritualer. De bliver det umage par - som også er nødvendigt i en god krimi! - men skaber en fantastisk dynamik og rædsel i bogen. De er begge temmelig uligevægtige, og deres opdagelser får dem helt ud i de psykiske sfærer, hvor det kun kan ende galt. Det gør det også - Férey skriver ikke krimier med happy endings og alting opklaret. Det er mindst lige så meget en social gyser, hvor maoriernes skæbne som landets outcast vækker både medlidenhed men også angst; for en ulmende befolkningsgruppe vågner en dag op til dåd, og måske med det krigsråb, som har lagt navn til romanen, og som primært i dag kendes fra rugby-kampe men absolut har en anderledes krigerisk baggrund.

I mine øjne var Haka mere interessant at læse end Zulu; men den er bestemt ikke mindre voldelig - ikke for sarte sjæle!

Wednesday, October 2, 2013

Une jeunesse à l'ombre de la lumière - Jean-Marie Rouart





















  • Fransk
  • 25. september - 2. oktober
  • 428 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I Paris i august købte jegen del bøger i museernes butikker; der er altid guldkorn at finde, som man ikke nemt kan finde i almindelige boghandler og selvfølgelig med en relation til museet og/eller udstillingen. Dette museum var en samling af Monet, Manet og Berthe Morisot, og dermed en indsigt i de komplicerede familieforhold, der knyttede mange af dem sammen.

Jean-Marie Rouart nedstammer fra denne familie, og voksede op i huse, hvor kunstværker hang i overflod på væggene. Nok til, at han nærmest følte afsky for alt, der havde med impressionisme og malerier at gøre. Ydermere måtte familien begynde at sælge ud af dem for at få penge - der var for mange kunstnere og for lidt handlekraft i dem. Det påvirkede den unge Rouart voldsomt, og han vender sig i protest mod litteraturen.

Han forsøger sig med en roman, som bliver pure afvist, men slår sig så over journalistikken. Han bliver senere en berømt forfatter, og er da også medlem af Académie Française. Men det tog lang tid for ham at komme så langt, og fjerne sig fra familiens skygge.

Det er en fortælling i mange brudstykker - et sammensurium af tanker og minder; af steder og indtryk; af følelser og fornemmelser. Derfor tog det mig virkelig tid at komme igennem den; for det summer af referencer til malerier og malere; til forfattere og digtere - han får på et tidspunkt en forkærlighed for alle, der har begået selvmord under tragiske forhold. En måde at overkomme sine egne problemer på.

Han drager paralleller til blandt andet Napoléons efterfølgere, så jeg igen stødte på Letizia og hendes børn. Han rejser fra Italien til Grækenland til Spanien i jagten på andre ulykkelige skæbner, og alligevel er det ikke sørgeligt. Det er en dannelsesroman for ham selv. Det er en bearbejdelse af den genetiske arv, og en måde at skrive om familien på uden at gå i direkte clinch med dem, men i stedet sammenligne med andre.

Det er derfor ikke helt nemt, men det var en imponerende bog med hans enorme intellekt og kulturelle indsigt.

Nu står den på nem ferielæsning og en længere pause. Der er lidt mere end to ugers eksotiske strande og palmer forude - og så bliver der givet tid til at læse nogle bøger!