Friday, August 30, 2013

Dans le nu de la vie - Jean Hatzfeld

























  • Fransk
  • 28.-29. august
  • 238 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Et køb fra Quai Branly-museet i Paris for to uger siden; Branly-museet er jo udelukkende med primitiv asiatisk, sydamerikansk og selvfølgelig afrikansk kunst; derfor er deres forretning godt udstyret med bøger om samme lande og emner. Massemordene i Rwanda er næppe den mest opløftende læsning - men det er vigtigt at skrive om, læse om og lære om.

Jeg har læst om det fra den hvide soldats vinkel; jeg har læst om det fra en, der allerede var heldig at være i Europa, men som mistede stort set hele sin familie derhjemme. Denne gang er det en fransk journalist, der har indsamlet vidnesbyrd fra fjorten overlevende - hver sin historie; der er børn, der var endnu mindre børn i 1994. Bogen og vidnesbyrdene er fra 2000, og arrene endnu ikke helede. Der er midaldrende kvinder eller helt unge, som nu sidder tilbage med børn af ukendte fædre. Så ukendt som et ansigt nu kan blive, når du er blevet voldtaget af en soldat fra den anden lejr!

Det er selvfølgelig barsk læsning; men det er også lærerigt og rørende. Nogle har givet op og mistet troen på noget som helst godt i livet. Andre kan ikke tilgive og lever i evig rædsel for naboen, som måske er hutu. Andre tilgiver, glemmer ikke - men kommer videre i livet trods store tab.

Der er en stor forskel på om de har set mordene - eller når de bliver "skåret", som de kalder det. Det er en anden underfundighed ved bogen, at den er skrevet med deres franske, som ikke er mit franske, Ordene er forskellige, og de betyder forskellige ting. Når de snakker om mordene - at blive skåret - kan det på fransk også betyde det samme, som når man fælder et træ. Ikke en dum fortolkning, synes jeg.

Når de snakker om de uægte børn, er det noget de har 'fanget', som vi andre får os en forkølelse eller en virus. De forsøger også at 'oversætte' - som den kvinde, der snakker om 'store familier' - "eller stammer, som I siger hos Jer de hvide". Det er også sigende, at vi hvide altid har villet blande os og bestemme, hvordan afrikanerne lever og skal kalde tingene. Så mange etiketter er trukket ned over hovedet på hele det afrikanske kontinent. Men i Rwanda var det den belgiske kolonimagt, der stemplede ID-papirer med betegnelsen hutu eller tutsi. Det var belgierne, der såede frøet til massemordene, Det var belgierne - og franskmændene - der var de første til at forlade landet. Og det var verdenssamfundet i helhed, der lukkede øjnene for senere at fokusere på de flygtende hutuer, som frygtede retsforfølgelse.

Ikke mange har koncentreret sig om de overlevende, der havde gemt sig i dagevis under papyrusplanter for at undgå macheterne. Hvilke psykologer eller specialister kom for at hjælpe? Eller FN-ambassadører for at undgå hævntørst eller blot sørge for fair rettergang for de fængslede hutuer? Det er en af den moderne verdens største skampletter på samvittigheden; og jeg må ærligt selv indrømme, at jeg slet ikke erindrer det i nyhederne, da det skete - og jeg trods alt var voksen? "Blot endnu en afrikansk krig!" Og der er ikke olie i Rwanda!

Men der er så meget andet, og det er virkelig et land jeg håber at besøge en dag. Jeg tror, at tingene er bedre nu end i 2000, da Hatzfeld indsamlede disse reportager. Jeg håber det!

En pudsig episode fik jeg også, da jeg læste bogen i sporvognen, og en dame efter længe at have stirret på forsiden, talte mig. Hun var fra Rwanda - og ville gerne vide, hvor jeg havde købt bogen. Desværre jo i Paris. Hun så helt ulykkelig ud. Og jeg tænkte meget over det om aftenen. Jeg kunne tydeligt se på hendes ansigtstræk, at hun er tutsi - var hun der i 1994? Mistede hun familie? Jeg krydser hende sikkert igen, da hun bor i nabolaget, og så vil jeg tilbyde hende at give hende bogen. Det ville være helt rigtigt.

Wednesday, August 28, 2013

L'enfant de Bruges - Gilbert Sinoué

























  • Fransk
  • 26.-27. august
  • 438 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har en temmelig stor stak bøger, som alle handler om malerkunst eller kunstnerne bag dem. Det er jo en af mine store interesser, og der er visse perioder, der absolut interesserer mig mere end andre. Deriblandt den flamske renæssance, som også var temaet i denne fremragende bog. For et par uger siden i Paris fik jeg så fyldt godt op i lageret af kunstrelaterede bøger.

Gilbert Sinoué er franskmand, men født i Cairo og mange af hans romaner omhandler Egypten. Men denne roman fra 1999 har Jan van Eyck som en af hovedpersonerne i et fiktivt drama, der udspiller sig i sommeren 1441. Det vil altså sige før Dan Brown kom på banen - og de to bøger kan da heldigvis slet ikke sammenlignes.

I 1441 møder vi Jan van Eyck - maleren - og hans unge lærling, også kaldet Jan, som er en forældreløs dreng, maleren har taget til sig. Om dette er sandfærdigt er nok ret tvivlsomt. Men der var behov for en 'ukendt' aktør i dramaet. Kulisserne er i Brugge, som dengang stadig var en af de vigtigste handelsbyer i Europa og samtidig hovedsæde for den politiske og kulturelle magt under Filip den Gode. På den anden side var der Firenze og Venedig - men Medicis-familien begynder at få godt tag i Firenze, ikke mindst som mæcener.

Mellem de to byer er der en skjult 'krig', og man begynder at finde myrdede malere i begge byer. I Brugge bekymrer man sig, for de er alle tidligere elever af van Eyck. Det bliver til en lang historie om spioner - van Eyck er kendt for at have skullet agere som hemmelig udsending for sin grå eminence, Filip.

Intrigen er selvfølgelig opfundet til formålet; og dermed kan Sinoué få et temmelig imponerende persongalleri ind på scenen. I Brugge er udover van Eyck også maleren Petrus Christus og det er en fin gennemgang af hans altertavle i Gent. I Firenze er det endnu mere imponerende med Brunelleschi, Alberti, Donatello, Ghiberti blandt andre. Derfor virker plottet mere som en anledning til at diskutere forskellen mellem de kunstneriske tendenser - i Italien malede man stadig efter tempera-metoden, mens van Eyck var en af pionererne indenfor oliemaling, og regnes for at være ophavsmanden bag teknikken til at få oliemalingen til at holde.

Så selve plottet er måske ikke det mest overraskende - men for en renæssanceaficionado som mig var det dejlig, let og underholdende læsning. Det værste var, at jeg fik en ulidelig trang til at gense altertavlen - heldigvis er det ikke værre end, at jeg kan tage toget en lørdag og sidde foran det en hel dag, hvis jeg vil. Det er trods alt et af verdens vigtigste kunstværker - og det kom muligvis til at overskygge historien lidt for mig; jeg kunne ikke abstrahere fra det reelle.

Sunday, August 25, 2013

Magten - Hilary Mantel

























  • Engelsk
  • 23.-25. august
  • 495 sider
  • Engelsk titel: Bring Up The Bodies

Da jeg havde lagt første del af den planlagte Cromwell-trilogi fra mig, holdt jeg en lille pause på en dag for at fordøje den lidt lange læseoplevelse. Men spændingen kunne ikke holde mig væk, og andet bind er bogstaveligt talt blevet slugt meget hurtigere.

Vi starter i begyndelsen af 1536 - et skæbnesvangert år for Anne Boleyn; først dør kongen, Henry VIII's, første hustru, Katherine af Aragon og han regner nu sit ægteskab for værende fuldyt gyldigt. Men samme dag aborterer Anne Boleyn, og det hedder sig, at det var en dreng - endnu et slag for kongen. Stille og roligt overbeviser han sig selv - med god hjælp fra sine omgivelser - at Anne er forhekset eller har forhekset ham, så han ikke kan producere (drenge)børn. Han får også øjnene op for den unge, blide og fromme Jane Seymour, som pludselig bliver langt mere attråværdig i hans øjne end den griske, dominerende og magtbegærlige Anne.

Cromwell, som jo stadig er bogens hovedperson, er med til at udtænke plottet, der skal blive Annes fald - hun beskyldes for utroskab og endog incest med sin egen bror. Jeg har efterhånden et dusin bøger om Henry VIII, hans mange koner og ikke mindst hans to døtre, Mary og Elizabeth, som får afgørende indflydelse på landets historie. I disse er teorien også fremlagt, at Anne skulle have søgt til sin bror i desperation for at få en søn - og med en familiær var der ingen risiko for, at barnet ville ligne en af hendes påståede elskere. Men meget af dette er selvfølgelig ren spekulation, som historien aldrig vil gøre os definitivt kloge på.

Ikke desto mindre er det interessant at læse historien fra Cromwells vinkel; han går ikke kun efter at få Anne væk, men sandelig også for at fjerne sine egne fjender og sikre sin fremtid. Men i disse handlinger ser han også kongens kulde. Er man ude, er man ude! Han tilgiver aldrig.

Cromwell ved, at han selv kan falde - for en økse - så nemt, som han nu selv sender unge adelsmænd til skafottet. Men samtidig har han store planer for England. Han er ikke kun i det for personlig vinding, og historien viser da også, at han udførte mange reformer, som gavnede landet. Men helt uselvisk var ingen på den tid; de vidste, hvor hurtigt vinden kunne vende.

I modsætning til første bind strækker andet bind sig kun over en periode på under et år, og slutter i sommeren 1536. Nu skal man tilsyneladende vente til 2015 på tredje og sidste bind, som skal følge Cromwell de sidste fire år af hans liv. Det bliver uden tvivl spændende - men det er lang tid at vente, og skulle finde tilbage i historien og den meget specielle skrivestil, Mantel har.

Det er lidt bedre i andet bind, og det er skrevet med lidt større skrift, hvilket mine øjne virkelig var glade for. Men man skal gøre sig selv den tjeneste at læse dem i rækkefølge for at få fuldt udbytte af dem. Selvom første bind stadig er lidt tung at komme igennem - især set i sammenligning nu med det andet. Men det er hele oplevelsen værd - det er virkelig genial historieskrivning!


Friday, August 23, 2013

Wolf Hall - Hilary Mantel

























  • Engelsk
  • 11.-21. august
  • 652 sider
  • Dansk titel: Wolf Hall

Det tog mig forholdsmæssigt lang tid at komme igennem den trods alt temmelig kompakte roman - der var en miniferie i Paris, der satte læsningen på pause; og det er ikke en bog, man tager frem, hvis man lige har ti minutter til overs. Den kræver ro og mulighed for at kunne fordybe sig.

Romanen er første bind i en planlagt trilogi om Thomas Cromwell. Den starter i år 1500, da han er en stor teenager, der konstant bliver banket af sin fordrukne far og beslutter at rejse til udlandet for at slippe væk. Cromwell kom fra små kår, men han var et klogt menneske - muligvis for klog for sit eget bedste til sidst. Men han havnede i en speciel historisk situation.

Der er mange tilfældigheder i livet. Hvis Henry VIII's første hustru, Katherine af Aragon, havde født kongen og kongeriget en søn, havde Cromwell muligvis aldrig fået den karriere, han fik. Vi havde aldrig hørt om kongen utallige hustruer, der på skift blev henrettet eller skilt til fordel for en bedre og forhåbentlig mere produktiv og fertil kvinde.

Hvis den første søn var kommet, var Henry VIII formodentlig forblevet viet til Katherine, og den engelske kirke kunne meget vel stadig have været katolsk. Skilsmissen for at kunne gifte sig med den yngre Anne Boleyn forårsagede jo som bekendt kongens brud med Paven og den katolske kirke.

Det var blandt andet denne problematik, der gjorde det nødvendigt for kongen at finde kloge mænd omkring ham. Han havde fået henrettet den tidligere ærkebiskop, Thomas Wolsey, som samtidig var Cromwells gode ven og velgører. Det blev starten til Cromwells stigning i graderne - og Anne Boleyn havde behov for en allieret i kampen mod den siddende dronning, som skulle fjernes for at gøre det nye ægteskab muligt.

Det er en temmelig tung affære, som mange læsere med rette har bebrejdet forfatteren - og som efter sigende skulle være rettet lidt til i efterfølgeren. Romanen er skrevet i tredje person set fra Cromwells perspektiv - men det er til tider yderst forvirrende at finde rundt i præcis, hvem der taler eller tænker.
Jeg kan på sin vis sagtens forstå dem, der - som jeg har læst i anmeldelser - har lagt den fra sig efter de først 50 sider. Men kommer man først over det punkt og vænner sig til skrivestilen og perspektivet, bliver man belønnet med en fantastisk roman, hvor man ser Englands historie udfolde sig med Cromwell som observatør og fortæller.

Han er gået over i historien som en brutal og skruppelløs ærgerrig mand; men han fulgte i høj grad blot kongens ordrer - men som altid er det jo soldaterne, der må betale prisen for generalens fejl. Med denne roman får man billedet af et menneske med alt, hvad det indebærer af personlige sorger og bekymringer men også hans faglige ambitioner.




Sunday, August 11, 2013

Tirsdagsbrevene - Hélène Grémillon

























  • Fransk titel: Le confident
  • 10. august
  • 311 sider

I Frankrig er hun udråbt til det nye store litterære håb med sin debutroman, der var nomineret til den fine franske Prix Goncourt for første roman, som den dog ikke vandt. Den har til gengæld vundet mange andre priser, og blev hurtigt solgt til utroligt mange lande - usædvanligt for en fransk debutroman.

Politikens anmeldelse slagter den temmelig usødet mens Information er mere positiv. Når jeg læser de danske anmeldelser tænker jeg først og fremmest - dårlig oversættelse. For det er fransk litterær stil at bruge de billeder, som Politiken kritiserer - men deres danske oversættelse, som bruges som eksempler i artiklen, er meget langt fra poesien i det franske sprog. Desuden afslører bagsiden af den franske udgave selvfølgelig ikke plottet, og det er sandelig også dårlig lay-out af det danske forlag, synes jeg.

Min personlige mening befinder sig nok et sted mellem de to ovenstående. Det er en enkel historie fortalt med enkle ord; men selvfølgelig er emnet ikke enkelt.

Den 35-årige Camille mister sin mor i en trafikulykke, og modtager i dagene efter en del kondolencebreve. Deriblandt en tekst, som hun i første omgang antager for at være at manuskript, som en håbefuld forfatter har sendt til hendes privatadresse i stedet for kontoret. Hun er redaktør på et forlag. Men brevene kommer hver tirsdag og afslører en grum historie om det unge par Louis og Annie, som voksede op sammen i en lille landsby uden for Paris.

De blev aldrig kærester, men deres veje krydses og deres liv bliver defineret af omstændighederne. Den unge Annie vil være maler og begynder at se de nytilflyttede rige i det store hus i byen - en slags landadel i 1930'erne. Det unge par er ulykkelige i deres ægteskab på grund af barnløsheden, så Annie beslutter sig for at hjælpe dem ved at tilbyde sig som rugemor.

Historien fortælles først i skift mellem brevene, der ankommer og Camilles reaktioner på dem. Det er den aldrende Louis, der fortæller og samtidig afslører de løgne, han har fortalt for at skåne liv. Til sidst kommer et langt uddrag af den rige kvindes version, som igen vender historien helt på hovedet. Og endelig kommer der en temmelig overraskende afsløring, som jeg personligt ikke havde forudset.

Historien er tragisk med alle de løgne, der er fortalt med tragiske udfald til følge. Det centrale emne er selvfølgelig barnløsheden, som i datidens samfund altid var kvindens fejl, og stemplede hende som en andenrangskvinde. Grémillon drager på et tidspunkt paralleller til andre kvinder, som er blevet forladt af deres mænd af samme årsag - Napoléons kone og den iranske prinsesse Soraya. Men her hopper kæden desværre af - historien er da i 1938, hvilket tydeligt fortælles - og den iranske prinsesse blev skilt fra shahen i 1958; en eklatant researchfejl, som er alt alt for dum og irriterende. Personligt kunne jeg selvfølgelig ikke huske det præcise årstal, men jeg fornemmede, at den var gal i forhold til min verdenshistorie og slog det op. Så endte det med, at jeg tjekkede alle andre informationer, hvor hun drager samfundshistorien ind, og der var også en fejl i navnet på en fransk kriminel, der blev henrettet i 1939. Hvor er det dumt og overflødigt at lave den slags fejl - og Grémillon er uddannet historiker!

Men jeg blev fanget af intrigerne og de usdagte livsløgne, som ødelægger så mange liv - og der er bestemt potentiale i denne forfatter.

Friday, August 9, 2013

Verdens vinter - Ken Follett

























  • Engelsk
  • 4.-9. august
  • 915 sider
  • Originaltitel: Winter of the World

Anden del af Folletts mammutserie om det tyvende århundrede, som jeg ventede på i paperback; i hardback er den ganske enkelt alt for stor og uhåndterlig. Men jeg havde glædet mig, og jeg blev ikke skuffet.

Follett er en fantastisk historiefortæller, og man er inde i personerne med det samme. Der bruges ikke meget tid på at genfinde tråden til Giganternes fald, men man finder den selv uden problemer og hjulpet af personoversigten i indledningen.

Jeg synes, at det var et glædeligt gensyn og igen med et helt fænomenalt researcharbejde bag gfar starten i 1933, hvilket er et godt årti efter afslutningen af den første såvidt jeg husker. Nazisterne er i fremmarch, og børnene af de forskellige russiske, amerikanske, tyske og engelske familier er blevet store teenagere. De vokser op i en verden, som ser vidt forskellig ud afhængig af, hvor man befinder sig og samtidig introduceres der nye personer - som den jødiske lægefamilie.

Der er igen de historiske scener, hvor Follett absolut skal have sine personer hen - som angrebet på Pearl Harbour; men han får samtidig introduceret tidstypiske teamer som homoseksualitet, den mere åbne seksualitet i det hele taget og hele det politiske billede i mellemkrigsårene. Man når omkring den spanske borgerkrig og kommunismen i Rusland inden 2. Verdenskrig går i gang. Beskrivelserne af krigen set fra de forskellige geografiske udsigtspunkter giver en glimrende samlet gennemgang af denne vigtige del af det tyvende århundredes historie.

Det er absolut Folletts force - han formår at blande tungt med let; krig med kærlighed - så helhedsintrykket bliver glimrende.

Nu skal man jo så bare vente 1½-2 år på sidste del. Man ved jo, at der er en ny generation på vej - og med en passende blanding af drenge og piger til at sætte gang i tingene.

Det har under alle omstændigheder ændret mit syn på Follett. Det er ikke stor litteratur - men det er rigtigt gode historier!

Sunday, August 4, 2013

Girl in a Green Gown - Carola Hicks



























  • Engelsk
  • 1.-3. august
  • 256 sider 

Enestående!!!

Min foretrukne periode indenfor malerkunst er flamsk renæssance. Min foretrukne maler er Jan van Eyck. Da jeg så hans maleri af manden med den blå turban var jeg nærmest i ekstase. Ligeledes foran hans Madonna med barnet, som hænger i Brügge. Men jeg mangler stadig at se det, der for mig må være verdens mest berømte maleri. Så vil nogle nok sige, at det er Mona Lisa - i mine øjne er hun af en ekstrem banalitet ved siden af van Eyck. Jeg skal have lagt en tur til National Gallery ind i kalenderen, så jeg kan stå i ekstase foran hr. og fru Arnolfini - eller hvem de nu er?

For det er jo hele humlen bag billedet! Ved vi hvem, de er? Er de ved at blive gift? Er hun gravid? Er de overhovedet et par? Der er mange malerier, der er skrevet lange afhandlinger om - og Arnolfini-portrættet (som det går under) er absolut et af dem.

Carola Hicks var kunsthistoriker, og har skrevet flere fortolkende værker af kendte historiske kunstværker - mest fra den sene middelalder og renæssancen. Hendes bog om dette maleri er helt igennem fænomenal på alle måder.

Der startes med en gennemgang af den historiske kontekst fra da billedet blev malet i 1434; en minutiøs gennemgang af maleriet - hvor det var smart at kigge på National Gallerys udgave, hvor man kan zoome langt ind.

Dernæst fortæller hun historien om, hvordan billedet er rejst rundt i verden siden da. Det er faktisk usædvanligt veldokumenteret. Man ved ikke, hvem der bestilte og betalte det - men senere kom det i hænderne på en spansk adelsmand, som efterlod det til Margrethe af Østrig, som boede i Brügge i Belgien. Senere kom det til Spanien med Marie af Ungarn. Det blev i familien af den tysk-romerske kejser, men så kom Napoleon. Han ville eksportere en masse kunst til det nyoprettede Louvre-museum i Paris, og det var med i en vogn, da hans bror Joseph i hast forlod Spanien og tabte slaget ved Vitoria i 1813, hvor de engelske soldater plyndrede franskmændene.

Dermed endte det i hænderne på en engelsk officer, som senere solgte det til National Gallery, hvor det heldigvis har hængt stille og roligt de sidste mange år.

Efter hvert kapitel om maleriets rejse er der en mere detaljeret gennemgang af visse detaljer - vinduet, spejlet (ikke mindst!!!), hunden osv., som samtidig fortæller om den samtidige historiske brug af disse genstande såvel til nytte som til symbolik i malerier.



















Arnolfinis maleri er efterlignet et utal af gange; både i den samtidige periode og dannede skole for en hel række flamske malerier. Men også i dag - det er vitterligt en klassiker. I Hockneys maleri ovenfor fra 1971, hvor der leges med symbolerne - kvinden i den dominerende position; en kat i stedet for en hund. Begge malerier optræder i øvrigt i Patrick Rogiers vanvittige bog om malerier af par, som jeg læste for 4 år siden og endnu ikke har glemt!



I en reklamekampagne for den franske møbelkæde Habitat i 2006 - og selvsagt også i utallige satiretegninger, hvor de to personer er blevet brugt til alt fra Kermit og Miss Piggy til Bush og Blair for eksempel.

Bogen når omkring det hele; men man skal helst læse den med adgang til internettet - der er hele tiden ting eller referencer, der lige skal tjekkes, hvis man er bare lidt nysgerrig.

Om ikke andet er jeg godt forberedt den dag, jeg endelig er foran det.