Sunday, April 28, 2013

Dormir avec ceux qu'on aime - Gilles Leroy

























  • Fransk
  • 28. april
  • 221 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

 "Det er én ting at vide, at man er på toppen af sin karriere som forfatter; det er noget andet at acceptere, at man ikke har udtømt alle muligheder for at elske og blive elsket."

I min frie oversættelse er det indledningen på Leroys selvbiografiske roman om et kærlighedseventyr. Han lander i Rumænien som led i en bogturné efter udgivelsen af Alabama Song, som skaffede ham den eftertragtede franske Goncourt-pris. Da han møder sine lokale ledsagere fra forlag og ambassade, falder han hovedkulds for den langt yngre Marian. En ung musiker, der samtidig arbejder i den boghandel, hvor han skal læse op af sine værker.

Et kontroversielt møde mellem em midaldrende franskmand og en ung rumæner. Mellem to mænd. I et land, hvor homoseksualitet endnu ikke har mistet sin belægning af tabu. Titlen angiver fint det mismod, der præger bogen - Sove med dem, man elsker. Hvilket ikke altid er så ligetil, som det lyder.

De indleder en affære. De får lov at låne et af Ceausescu-parrets tidligere sommerhuse, hvor de kan udleve deres passion i fred. Men Leroy skal rejse igen. Der er svigtende internetforbindelser; der er utallige tidsforskelle mellem hans rejser og Marian, som bliver hjemme. Der er Marians spirende karriere som musiker. Og der er aldersforskellen og den forskel i lethed, hvormed vi tager på kærligheden som 26-årig eller 49-årig.

Jeg synes, at det var en trist bog. Den er hjerteskærende ærlig i sin beskrivelse af Leroys forhold og hans angst for at miste den unge mand. Hans ensomhed som forfatter, der rejser jorden tynd men alligevel sidder hver aften alene og skuer efter en email, der ikke kommer. Om valget af til sidst at sætte en stopper for et urealistisk forhold for at undgå mere smerte. At erkende, at man ikke kan sove sammen med den, man elsker af så utroligt mange årsager.

Samtidig forelsker Leroy sig i landet - der har altid været stærke bånd mellem Frankrig og Rumænien. Og da han kommer nær på nogle af Ceausescus tidligere tjenestefolk er der en mindre parallel historie om deres fald fra tinderne i 1989. Det er minimalt, og symboliserer for mig mere det infinitivt triste i hele skildringen. Som om, at noget der kom fra et land med den grusomhed ikke kunne blive til noget smukt.

Som meget andet gay-lit synes jeg, at det er modigt således at udstille sine famtasmer - især når det er selvbiografisk og på et sprog med overvejende katolske læsere. Jeg var helt melankolsk ved slutningen - men på en dejlig måde.

Saturday, April 27, 2013

L'homme qui rit - Victor Hugo

























  • Fransk
  • 15.-27. april
  • 763 sider
  • Dansk titel: Manden, der ler

Det har taget mig ekstraordinær lang tid at komme igennem Hugo's mere ukendte mesterværk Manden, der ler,  som netop er filmatiseret med Gérard Depardieu som én af hovedrollerne. Filmudgaven virker umiddelbart langt mere tiltalende på mig end Les Misérables i en banaliseret Hollywood-musical-udgave - røde knopper garanteret!

Der er jo en begrænsning på, hvor mange Hugo-romaner man kan læse, og derfor tog jeg min tid og nød den. Samtidig var den også på sin vis mere kompleks end de andre, jeg har læst. Historien er stadig på overfladen relativt banal:

Den lille dreng, der er skamferet for at skjule sin herkomst og som smides af en båd af den forbryderbande, der har købt ham af den engelske konge. Han flygter og finder på sin vej en baby oven på den døde mors krop. Han tager barnet med sig, og ender med at falde over Ursus, den rejsende gøglerfilosof, som tager børnene til sig.

Drengen, Gwynlaine, er skamferet i en grad, at publikum elsker ham - med hans ansigt, der ligner et evigt grin. Dea, pigen, er blind og elsker derfor Gwynlaine betingelsesløst. De bor med Ursus og hans tamme ulv, Homo - en vis ironi i navnene. Der skal en masse forviklinger til, og endelig ender det hele tragisk, som det tit gør hos Hugo.

Men intet er så enkelt hos Hugo heller! Episoden, hvor Gwynlaine smides af båden, følges af en næsten 100 sider lang fortælling om bådens forlis. Dernæst en lang historie om det engelske aristokrati i begyndelsen af det 18. århundrede, hvor historien foregår. Kampen mellem klasserne er temaet og det er en yderst politisk roman, som Hugos andre selvfølgelig.

Gwynlaine ender med at blive ført bort af politiet, og opdager, at han er en engelsk lord. Den tidligere konge stod bag hans skamfering og salg, og nu vil man restituere ham. Men mødet med overklassen er ikke nemt, og Gwynlaine er igen kun til grin på grund af hans specielle ydre. Han fornægter det hele for at genfinde Ursus og Dea - men med et tragisk udfald.

Iblandt hele denne historie forfalder Hugo til lange beskrivelser af fyrtårne, adelstitler og bygninger - hans forkærlighed for arkitektur fornægter sig ikke. Derfor kræver den fordybelse, men det var tiden værd. Smuk smuk læsning.

I øvrigt er romanen filmatiseret allerede i 1928 som stumfilm; og figuren Gwynlaine er oplægget til den berømte Joker fra Batman-filmene. En vaskeægte klassiker!

Sunday, April 14, 2013

Afrique + mathématiques - Dirk Huylebrouck

























  • Fransk
  • 263 sider
  • 14. april
  • Dansk titel: Ikke oversat

For nogle uger siden faldt jeg over et lagerudsalg af bøger udgivet af fakulteterne ved universitetet i Bruxelles; men desværre var langt de fleste på fransk omend de så interessante ud. Priserne var det sandelig også! Den eneste, jeg kunne forstå og som samtidig interesserede mig var et værk om en historisk genstand som grundlag for en tese om matematikkens oprindelse i Afrika. Ikke i Egypten vel at mærke - men i området omkring Nilens udspring i belgisk Congo i 1958.

Det kom til at hedde Ishango-benet efter dets findested; og det består af en ganske lille genstand (type af knogle ukendt) med en række streger ridset ind i det.

Bogen handler ikke udelukkende om dette fund, som stadig er genstand for videnskabelige kontroverser; men om etno-matematik generelt. Det var et helt nyt begreb for mig - og derfor jeg også læser non-fiction; man skal lære!

Den handler om geometriske mønstre i afrikanske tegninger og tekstiler; om de forskellige måde at tælle på såvel med hænderne som med sproget - og forskellen på en matematisk base på 2, 10 eller 12 blandt andet. Jeg var sproglig student - så det var virkelig øjenåbnende.

Den gennemgik blandt andet forskellen i rytmer baseret på disse talrækker mellem afrikansk og europæisk musik, og fortalte om afrikanske spil - som vi nok mest kender som Kalaha.

Hvis Afrika virkelig er menneskehedens vugge er der intet odiøst i, at afrikanerne skulle have 'opfundet' matematikken - og der er stadig diskussion om hvor vidt egypterne var sorte. Den diskussion er ikke ny i denne bog, men kan muligvis forklare bevægelserne i helt fysisk forstand af kendskaber fra midten af Afrika op til Nubien, Egypten og videre til grækerne.

Ishango-benet opbevares i Bruxelles - og jeg har aldrig set det! Der har været en del fokus på at få det med på en rumekspedition - da Belgien endelig fik sin første astronaut; men det er endnu ikke blevet til noget. Til gengæld fik jeg lært en hel masse på sådan en dag med næsen begravet i en matematikbog, for der er også øvelser, man kan lave. Der var altså sider med formler, der hgav mig ondt i hovedet og som jeg måtte opgive at forstå - men alt i alt har jeg lært en hel masse; og at det så omhandlede mit elskede Afrika gør jo ikke spor.


Gros-Câlin - Romain Gary (Emile Ajar)

























  • Fransk
  • 11.-13. april
  • 291 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Romain Gary er på dansk primært kendt for sin roman La devant soi om lille Momo; mange gymnasieelever har vist  kæmpet sig igennem dele af den eller set den på film. Den var udgivet under Garys pseudonym Emile Ajar ligesom denne, som er fra 1974.

Det er temmelig rablende det meste af bogen igennem, og fik mig til at tænke på Boris Vian eller Raymond Queneau, som også mestrede kunsten at jonglere med det franske sprog. Opfinde nye ord eller lege med den traditionelle betydning af ordene. Hvilket selvfølgelig gør det umådeligt svært at oversætte - desværre.

Hr. Cousin er en lille kontormand, som bor i det kæmpestore Paris med sine 10 millioner indbyggere - det er en tankegang, der til tider skræmmer ham og til tider beroliger ham. For så må der jo være mennesker derude at holde af og holde om. Der er jo for eksempel kollegaen på kontoret, frøken Dreyfuss, som han hver dag tager elevatoren sammen med - og som han vil gifte sig med. Hun skal bare lige vide det!

I stedet kaster han sin kærlighed på en pyton, som han kalder Gros-Câlin - Stort-Knus - og som lever sammen med ham i lejligheden, og kan rulle sig rundt om ham, og give ham de længe ventede kærtegn. Eller han går til luderne - helst dem med lange arme, som kan holde godt om ham.

Cousin er forældreløs efter, at hans forældre 'forlod ham for at blive dræbt i en bilulykke'; og han er bestemt et meget ensomt menneske, hvor man hurtigt fornemmer, at tingene kører lidt skævt for ham i denne jagt på tosomheden.

Undervejs begynder rollerne at skifte; Cousin bliver til slangen og omvendt. Det er grotesk og det er lidt trist - og det er til tider hylende morsomt. Han forsøger at skabe sig venner, men ender med at blive regnet for en sindssyg, og kollegerne på kontoret kommer for at se slangen og gøre grin med ham. Den eneste, der seriøst vil hans selskab er en kollega med tvivlsomme politiske aktiviteter, som tydeligvis ser en potentiel galning, som man kan få til at gøre det beskidte arbejde.

Bogen har to slutninger; efter Gary begik selvmord i 1980 fandt man en anden slutning, som er tilføjet denne bog. Den er mere morbid og trist end den oprindelige - måske et tegn på Garys egen ensomhed. Hans kone, den franske skuespillerinde Jean Seberg, havde begået selvmord året inden.

Men det største kunststykke er nu ordkunsten; hans evne til at springe rundt i begreberne uden at forvirre dem totalt; at give en ny mening til kendte begreber, så man til tider tror, at man læser et nyopfundet fransk. Jeg havde forventet noget mere klassisk i stil med hans tidligere romaner - men dette er ganske enkelt overvældende!

Thursday, April 11, 2013

Alfabethuset - Jussi Adler-Olsen

























  • Dansk
  • 8.-10. april
  • 634 sider

Jeg har holdt ud i lang tid, og var ikke faldet i Jussi-fælden. Faktisk havde jeg ikke lyst. Jeg synes, at hans eksponering i forbindelse med en tilbygning var smagløs. Det lugtede af udnyttelse af et kendt navn, og så stille sig op i underlødige medier for at få lidt hurtig medvind i sagen. Hvilket vist også lykkedes - men det er i mine øjne grotesk usmageligt; og dermed endnu en grund til ikke at supplere hans indtægter ved at købe hans bøger.

Da jeg sidst var i Danmark så jeg så et tilbud på tre styks for 200 kroner; og så faldt jeg for fristelsen til at købe de to allerførste. Det var helt overlagt men måske ikke den bedste beslutning set i bagspejlet.

Alfabethuset er fra 1997 - og der er forhåbentligt sket en rivende udvikling i hans skrivestil i takt med successen. Jeg var nemlig ved at smide den i skraldespanden allerede efter to sider. Det var ulideligt ubehjælpsomt - en slags ungdomsbog i den litterære sværhed, og det var lidt af en kontrast efter at have læst et afghansk mesterstykke af ordmagi.

Men jeg var stædig, og fulgte med i den langtrukne fortælling om de to engelske piloter, der bliver skudt ned i Tyskland under 2. Verdenskrig. Deres lange kamp for at komme i sikkerhed, og ikke mindst den repetitive monotone fortælling om deres tid på et lazaret for sindssyge højtstående SS-officerer. Hele denne optakt varer 270 sider, og det er langt!

Anden halvdel foregår i 1972, hvor vi genfinder den ene undslupne soldat tilbage i sit engelske liv. Han har holdt sig væk fra Tyskland og alt tysk siden krigen, men med de Olympiske Lege i München og mødet med en engelsk læge fra hans frigivelse bringer minderne tilbage. Så efter at have fornægtet sin historie i 28 år er det ham pludselig meget magtpåliggende at finde den ven, som han forlod på lazarettet i 1944.

Der var en grum historie mellem tre af de andre patienter; for ligesom de selv simulerede sindssygdom, så gjorde andre det også. Som de tre monstre, der tilmed havde en togvogn fuld af kontanter og kunstværker holdende på et øde jernbanespor. En skat, de regner med at få fingre i efter krigen - men som de to engelske soldater hører om.

Der er de sædvanlige forviklinger - de tre tyskere tror til sidste åndedrag, at de to englændere er tyske SS-officerer. Personligt synes jeg, at det var ærgerligt for historien, at dne sandhed ikke kom frem til dem inden de døde.

Så er der alle kampene, drabene osv. Det er altid den dårlige del i en krimi - at skulle igennem halvtreds sider af en nærkamp finder jeg umådeligt uinteressant. Og endelig er der mødet mellem de to venner, og erkendelsen for den ene af at have mistet en menneskealder dopet og hensygnende. Men ikke mere, at han efter 28 år blot dropper en enkelt medicinindtagning, og pludselig kan tale flydende (efter at have holdt mund i 28 år) og huske stort set alt. Totalt utroværdigt!

Jeg tror ikke, at jeg skal i gang med den næste lige med det samme - min smertegrænse skal vist komme sig litterært efter dette chok. Men måske er de senere krimier bedre!

Monday, April 8, 2013

Maudit soit Dostoïevski - Atiq Rahimi


























Den fransk-afghanske forfatter vandt stor berømmelse med sin lille roman Den tålmodige sten, og er nu tilbage med endnu en roman med Afghanistan som kulisse. Den er ligeledes lettere vanvittig - så vanvittig som et samfund i krig gør dens befolkning til.

Titlen hentyder til Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf, som jeg dog ikke selv har læst. Det er muligt at man vil få en anden opfattelse af Rahimis roman, hvis man har den erfaring med. Eller også vil man sammenligne for meget og blive frustreret? Det er svært for mig at sige.

Den unge Rassoul står med øksen hævet over hovedet på den gamle pantelånerske, da parallellen til den russiske roman slår ned i ham. En roman, han læste, da han som ung studerende af den kommunistiske fader blev sendt til Sovjetunionen. Han flygter fra stedet og når ikke at få sit bytte med - de penge og smykker, som skulle have hjulpet hans forlovedes - Souphias familie. Navnene er lagt tæt op af de russiske kan jeg se; handlingen er meget nær - og uanset hvad, er der et bånd mellem Afghanistan og Sovjetunionen. Et bånd, som det nye styre forsøger at fortie og glemme - og ikke mindst straffe alle med baggrund i det kommunistiske styre.

Rassoul tager hjem, men bliver samme nat arresteret, da hans udlejer har anmeldt ham for ubetalt husleje. Han kommer i kontakt med adskillige soldater af forskellig rang - men ingen konfronterer ham med et mord, og da han vender tilbage til gerningsstedet er liget væk. Det er en grotesk situation midt i en, Kabul, hvor raketterne samtidig flyver om ørerne på befolkningen. De fleste unge mænd gemmer sig i hashhuler, hvor de ryger dagen lang i håbet om at dø inden de skal i krig.

Rassoul er også ved at blive vanvittig - af absurditeten i det hele; han snakker ikke i dagevis, og render fortvivlet rundt i byen på jagt efter en kvinde i en blå burka. Det er jo kafkask ironisk, når man forestiller sig et afghansk gadebillede!

Da han endelig beslutter sig for at melde sig selv, er der ingen, der vil høre på ham. Fordi det var en pantelånerske; fordi det var en kvinde, som kun tæller for halvdelen af en mand. Fordi han ikke kan redegøre for, hvilken politisk klan han tilhører. Fordi han bliver ved med at snakke om sine principper om værdien af et menneskeliv - en værdi, som for længst er gået fløjten i Afghanistan.

Det er vanviddet sat på spidsen - det menneskelige vanvid; krigens og samfundets vanvid og til dels religionens. Lige så stærk skarp og præcis i ordene som Den tålmodige sten, og absolut en uforglemmelig læseoplevelse selvom man ikke har læst 'originalen', vil jeg mene.

Friday, April 5, 2013

I Know Why The Caged Bird Sings - Maya Angelou

























  • Engelsk
  • 2.-4. april 
  • 309 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Da jeg læste den første bog af Maya Angelou var jeg ikke klar over, at det faktisk var den sidste - i hvert i en række på seks, som udgør hendes erindringer. Ydermere læste jeg den på fransk - men det er der rådet lidt bod på nu.

Nu er jeg startet med den første - og på originalsproget. Jeg går generelt ikke ind for at læse oversættelser, hvis man har muligheden for at kunne læse originalen. Det er lidt sværere med kinesisk jo - men engelsk skal man altså.

Angelou er født i 1928 i en fattig sort familie, hvor hun vokser op hos farmoderen, Momma, sammen med broderen Bailey. Man får ikke meget at vide om forældrenes forhold andet end, at de er skilt. Momma har en lille forretning, hvor hun sælger fornødenheder til byens sorte befolkning, når de udmattede vender hjem fra markerne, hvor de har plukket bomuld hele dagen. Det er stadig en tid med enorm segregation mellem sorte og hvide; og som lille pige betragter Angelou de hvide som nærmest ikke-eksisterende eller så urealistiske som mænd fra Mars.

Det er et relativt simpelt liv, hvor højdepunkterne er den ugentlige kirkegang - det er de sortes trøst, at der en Gud, der passer på dem. Måske endda lidt mere end på de hvide, for hvorfor skal de ellers lide sådan, hvis ikke der er en mening med det i livet efter døden?

Men en dag dukker faderen op, og tager børnene med til moderen, hvor de skal bo. Moderen er en farverig affære - med lidt halvdunkle jobs, og en kæreste, som hurtigt fatter interesse for den 8-årige pige. Først misforstår hun det som faderlig ømhed - men da hun bliver udsat for en fuldbyrdet voldtægt går alvoren op for hende. Der følger en retssag, og manden bliver lynchet til døde - en handling, der til gengæld forbigås i tavshed. Den slags ordner man selv i det lille samfund. Og så kommer de retur til Momma.

Nogle år senere kommer de dog tilbage til moderen i San Francisco, hvor de tilbringer teenageårene. Angelou beskriver sin skolegang og generelle små hverdagsoplevelser med den indsigt i livet som sort i et hvidt samfund, som hun senere har. Hun beskriver sin kamp for under 2. Verdenskrig at blive byens første sorte sporvognskontrollør, og angsten og bekymringen for ikke at blive til en kvinde.

Hun er lang og ranglet; og en dag tager hun sagerne i egen hånd og tilbyder sig til en af gadens drenge. En enkelt temmelig trist episode, der ender med en graviditet som 16-årig. Dermed slutter den første del af erindringerne - og selvom der var nogle lidt stille dele af bogen, som jeg ikke var helt vild med, så vil jeg bestemt læse de fire mellemliggende. Hun har uden tvivl haft et spændende liv, men jeg tror ikke, at barndommen er det mest interessante i hendes livshistorie. Men den skal med for at forstå personen selvfølgelig.

Tuesday, April 2, 2013

Vi ses i morgen - Eva Jørgensen

























  • Dansk
  • 31. marts - 1. april
  • 235 sider

Da jeg var i Danmark i februar bestilte jeg et par bøger igennem moderens bogklub; det er rart at have et lille lager af danske bøger her langt væk hjemmefra. Da jeg tilmed vidste, at jeg ville komme tilbage i påsken, var det jo oplagt, da de hurtigt kunne hentes med hjem.

En af de bøger jeg valgte, var denne - udfra en spotpris dog, da jeg ikke vidste meget om bogen men blot kendte forfatteren, som alle danskere vel gør.

Det er en barsk historie; om manden, der midt i sin karriere, som snart nygift og nybagt far får en dødsdom. En absolut aggressiv og modbydelig form for sklerose, ALS, som ikke kan helbredes og knapt kan stoppes eller sættes i bero.

Eva Jørgensen fortæller historien med sine ord - hun berører følelserne, der ledsager chokket, vreden, angsten, sorgen. Hun fortæller om de tekniske besværligheder, om problemerne med at få hjælp fra kommunen, om at få manden til at indse, at han ikke er uovervindelig. Der er problemerne med at integrere hjælpere i dagligdagen, som konstant skal være i deres hjem.

Det er dog meget "let" læsning; det er mange små paragraffer med meget luft imellem. Det var slevfølgelig barsk læsmning til tider, men jeg syntes også, at der var en vis distanceren til det virkelig ufatteligt svære emne. Muligvis fordi den er skrevet umiddelbart efter mandens død som en slags terapi, men hvor hun stadig har været i en choktilstand?

Prognosen hedder 2-4 års levetid efter diagnose; men Steffen Knudsen dør efter blot ti måneder. Jeg er ikke læge, men man kan læse sig til i bogen, at han flere gange nægter medicin, hjælpemidler eller sondemad, som muligvis kunne have forlænget det med noget tid.

Så kan man vurdere, om det er den ekstra tid værd? Eller om man skal leve den sidste tid kort og intenst og nå de sidste ting man gerne vil - med en vis værdighed i behold? Netop denne sygdom kunne trække den sidste tid ud i noget meget uværdigt og pinefuldt - og set i det lys ville jeg nok gøre som han; men der er stadig en familie - en kone og et lille barn.

Det giver stof til eftertanke; men jeg har dog også en fornemmelse af, at den senere erindringsbog kunne være bedre fordi der er kommet lidt afstand til sorgen.

Den kan faktisk læses på en aften; jeg var ude at rejse, men den blev læst stort set på flyturen hjem. Og det er ikke et køb, jeg fortryder!