Friday, November 30, 2012

Revolution - Jakob Ejersbo


























  • Dansk
  • 30. november
  • 303 sider

Da jeg fik den første bog af Ejersbos trilogi for tre år siden var jeg lidt skeptisk. Min mor havde kàbt og sendt den til mig i fødselsdagsgave - og vi deler ikke just litterær smag. Men med Liberty ramte  hun plet, og det var samme fornemmelse jeg havde med Eksil. En fornemmelse af ikke at læse dansk litteratur, og ganske enkelt leve mig helt ind i Ejersbos billeder og selv spadsere gennem Moshis gader. Sikkert godt hjulpet på vej af selv i nogenlunde samme periode at have været i Afrika fem gange. Ikke i Tanzania og jeg ved ikke noget værre end at generalisere Afrika - men der er lighedspunkter imellem de byer overalt på kontinentet med deres gadekøkkener og livsdrømme.

Revolution er den første - men for mig den sidste - i hans trilogi. Det er ikke en roman, men en samling noveller, der dog indirekte har en rød tråd løbende igennem bogen. Samtidig supplerer den både Liberty og Eksil, og handlingen i historierne i Revolution er såvel tidligere som senere eller parallelle med Libertys store roman om Christian.

Vi møder igen de indiske piger fra kostskolen, og ser deres syn på Afrika og indernes position i et samfund, hvor de i stigende grad ikke er velkomne. Vi møder mulatten Panos, som med sin hudfarve og oprindelse har en udefinerlig plads i lokalsamfundet - men som forstår Afrika bedre end Europa:

"Det ligger ikke til sorte mennesker at planlægge,
for i morgen bliver alligevel ikke som du tror; den kan lige så godt være en drøm.
Det er ikke dovenskab. Hvide mennesker planter ting for at høste i fremtiden. Sorte mennesker ved, at Afrika kan spise hvad du sår, og efterlade dig nøgen til knoglen..."

Den længste novelle, Værtinde, handler om Rachel som i Liberty bliver hovedpersonen danske Christians kæreste på et sent tidspunkt i den roman - her får vi hele historien om, hvordan hun nåede hertil. Ligesom Eksil var en del af Revolution med Samanthas historie, og senere blev skilt ud til en selvstændig roman. Trilogien er en lang historie, som skal læses samlet - eller man skal genlæse Liberty senere for virkelig at få bipersonernes perspektiver, som de fremstilles i fx Revolution.

Der er historien nede fra minerne, hvor man kæmper for overlevelse og ikke længere regner liv for noget særligt. Eller historien om finnen Jarno, der er vendt tilbage til Helsinki med sine dreads, og svæver rundt i tilværelsen som den hvide afrikaner.

Ejersbo beskriver igen de hvide udstationeredes situation og desperation; deres druk og misbrug af de lokale kvinder - bagsiden af nødhjælpsmedaljen. Det hele er i det samme præcise korte sprog, hvor jeg nogle gange tænker, at han har skrevet det på engelsk inde i sit hovede inden det kommer på papiret på dansk. Til tider er det vulgært - måske unødvendigt vulgært; jeg har ikke behov for at man strør om sig med visse ord for at meningen siver ind. Men det er Ejersbos stil.

Til gengæld er det alarmerende og brutalt, så fint han har opfattet den afrikanske kultur - men også de andre, han som barn og teenager mødte, da han selv boede i landet. Jeg ville ønske, at der var flere romaner fra hans hånd. Samtidig ved jeg, at jeg ikke vil læse Nordkraft, som er en udelukkende dansk roman - for Ejersbo var en afrikaner med blå øjne.

Dette er ganske enkelt stor og uforglemmenlig litteratur!

Thursday, November 29, 2012

Ce que le jour doit à la nuit - Yasmina Khadra



























Jeg har været langsom til at komme i gang med Khadras bøger - og jeg har stadig hans trilogi stående ulæst på reolen; men jeg fik lidt mere smag for det efter at have læst hans roman om moderne pirateri ud for Afrikas kyst, som forhåbentlig bliver oversat til dansk.

Som dag følger nat er da heller ikke en nyudgivelse, men har taget sin tid ind i mine reoler. Til gengæld slugte jeg denne dannelsesroman, da jeg først åbnede den. Jeg lukkede den med en lille tåre i øjenkrogen. Der bliver spillet på følelserne og det er måske til tider lidt melodramatisk - men det er en historie, der omhandler så mange emner, at man kan ikke undgå at blive berørt.

I slutningen af 1930'erne bor den lille dreng Younes med sine forældre og søster på familiens gård i Algeriet. Faderen er ikke den dygtigste landmand eller forretningsmand, men han er ukuelig fatalist og troende, og er overbevist om, at lykken vender en dag. Det gør den ikke. Afgrøderne brænder; de mister alt og må tage til storbyen Oran. Algeriet er en fransk koloni, og i byen bor den rige onkel, som er gift med en katolsk franskmand.

Da skæbnen endnu engang vender sig mod faderen, ser han sig endelig nødsaget til at overgive drengen til den rige onkel, og nu hedder han Jonas. Han bliver en rig dreng, bor i et rigt hus og går i skole med de rige børn - hvilket på den tid vil sige en overvejende del af franske, spanske, italienske og jødiske børn. Algeriet var en skøn sammenblanding af kulturer i en tilsyneladende harmonisk sameksistens. Men de fattigste er stadig de indfødte.

Onklen blander sig i politik, og ender i fængsel i en kort periode. Men lang nok til at forstå, at de må væk fra Oran, og de flytter til Rio Salado (i dag El Malah), hvor Jonas må starte forfra. Her får han venner - de bliver de fire musketerer, og vokser op sammen uden at deres forskelligheder mærkes. Der er den jødiske Simon, den italienske Fabrice og den franske Jean-Christophe - og en periode, der mærkes af krigen i Europa for blot at blive efterfulgt af de sorgløse 1950'ere, hvor der festes og de er tyve år gamle og uovervindelige.

Indtil de alle møder Emilie - og alle bliver forelskede i hende. Det splitter venskaber, det skaber fjendskaber. Det river dem fra hinanden, og sætter deres ærekærhed på prøve. Men det er i optakten til den algierske uafhængighedskrig, og pludselig står også andet på spil.

Som Camus i Det første menneske beskriver Khadra denne befolkning, der i generationer kun havde kendt til Algeriet som deres fædreland. De var ikke alle overklassen, og de var ikke alle kolonialister - de var blot født der, og kendte intet til deres fædreland på papiret, som for en stor dels vedkommende var Frankrig. Uafhængighedskrigen strammer grænserne op mellem vennerne - en bliver dræbt, og pludselig er de muslimer og kristne; algiere og franskmænd. Jonas bliver konfronteret med sin oprindelse flere gange af den fattige tjener Jalloul, der bebrejder ham hans nemme liv blandt kolonialisterne og hans forsagen af hans eget folks tilstande.

Det er historien om de fires skæbner, om deres venskabs holdbarhed overfor kærligheden, overfor krigen, overfor politik og den uundgåelige afrejse for nogle. Det er stadig svært at forstå, at et land som i en lang periode husede alle religioner og folkeslag i dag er blevet så fundamentalistisk, og det er det, Khadra vil belære os om. Et land, som i dag er næsten lukket på grund af religion og som udstødte hundredtusinder fra det eneste liv, de kendte.

Det er ikke den den samme historie som kolonialismen i andre afrikanske lande, hvor det kun var militær og overklasse. Det var en integreret del af samfundet, og selv lokalbefolkningen var delt i samme sociale lag på tværs af religioner og nationaliteter.

Historien spreder sig over firs år, og selvom den til sidst springer et par generationer uden at gå i detaljer, er slutningen en fin sløjfe - en fredsslutning med megen melankoli og nostalgi. Den mindede mig mere om Drageløberens historie om drengevenskaber for livet end om det, jeg forestiller mig er handlingen i trilogien, som jeg stadig ikke rigtigt er tiltrukket af. Men her fik jeg en smuk og trist historie, som måske endda kan blive en smuk film - den er netop kommet i biograferne, og måske skal den ses!

Wednesday, November 28, 2012

L'Enquête - Philippe Claudel


























Claudels romaner er jo alrid bare lige ud af landevejen; der er altid et skjult element og der er sjældent navne eller stednavne. Men i Efterforskningen presser Claudel dette fænomen helt ud i ekstremerne, hvilket sikkert også har været medvirkende til den blandede modtagelse blandt franske læsere, som er vant til hans univers.

Claudels roman starter med Efterforskeren, der ankommer til en by, hvor han skal foretage sin efterforskning af selvmord i Firmaet - alle de bærende elementer er med stort forbogstav i hele bogen. Dette får selvfølgelig først og fremmest læseren til at tænke på den bølge af selvmord, der skete i den franske telekommunikationsvirksomhed, og som trak store overskrifter i de franske medier. Ligesom Pierre Lemaitres sociale thriller er Claudel også inspireret af dette samfundsfænomen, men han har bestemt også lade sig inspirere af Kafka.

Situationen er nemlig grotesk; Efterforskeren ender på byens hotel, som hedder Håbet - den første nat har han en balsal af et værelse men med et mikroskopisk badeværelse - næste nat er det modsat. Den ene morgen får han en ussel morgenmad, mens resten af salen fyldt af Turister får et overdådigt måltid. Næste morgen får han et luksuriøst måltid, men han skal indtage det foran de Forflyttede - flygtninge, der er på gennemrejse.

Efterforskerens forsøg på at komme såvel til som ind i Firmaet er lige så groteske og håbløse, og han må på skift parlementere med Vagten, Guiden i alle sine forsøg på at finde frem til Stifteren af Firmaet. Undervejs spørger han sig selv om han er ved at blive rablende vanvittig - som vi alle vel tænker, når normaliteten pludselig virker i ubalance.

Er det så en historie om vanvid og selvmord? Eller er det en historie om Verden, hvor den sidste person Efterforskeren møder er Gud? Er det en satire over vores stigende umenneskeliggjorte samfund, hvor vi alle er roller og ikke længere individer, og hvor vi i stigende grad styres af teknologien? Det er nok meget individuelt, og det vil ganske givet ændre sig ved en genlæsning, da man faktisk bliver helt overrumplet af ironien første gang. Eller måske er det 'bare' en kombination af de tre?

Men der er ikke meget 'bare' over Claudels sidste roman - den er skræmmende, satirisk, grotesk, morsom - og absolut læseværdig, når man har abstraheret fra, at Claudel er mere barsk end nogensinde tidligere.

Saturday, November 24, 2012

Holy Fools - Joanne Harris


























Endnu en Joanne Harris-roman købt for 3 EUR hos OXFAM; og til lidt spredt underholdning i en uge med forkølelse og feber.

Vi er i 1610, og den franske kong Henri er netop blevet myrdet; det berører dog ikke i særlig grad det lille kloster på en ø ud for den franske kyst, som i stedet er optaget af de rejsende gøgleres optog igennem byen. Den unge nonne Auguste tænker tilbage på sin egen tid som sigøjner, gøgler og rejsende på landevejene. Et liv hun har lagt bag sig fem år tidligere, da hun søgte ind i klosteret under dække af at være en velhavende enke - og gravid. Siden har hun levet der i fred og ro op opdraget datteren, Fleur.

Men midt i gøglernes optræden kommer nyheden om priorindens død, og snart ændrer livet sig i det lille fredsommelige kloster. Auguste - eller Juliette, som hun tidligere hed - opdager nemlig, at som sjælesørger kommer den kun 13-årige nye priorinde med hendes tidligere elsker, sammensvorne og gøglerchef, som dog har forrådt hende, og hvem hun helst ser død.

Så starter en leg om kristendom, djævleuddrivelse og afpresning, da Le Merle i skikkelse af præsten, sender Augustes datter væk fra klosteret. Hans mål er hævn over den biskop, der tidligere fik dem drevet ud af Paris - og midlet er den unge priorinde.

Desværre var jeg slet ikke fanget af historien; den kunne have været interessant - men personerne fangede ikke; der var et hav af væven frem og tilbage. Plottet i sig selv var heller ikke spektakulært efter 380 siders venten, så det var lidt af en skuffelse.

Tuesday, November 20, 2012

Les règles du jeu - Amor Towles

























  • Fransk
  • 18.-19. november
  • 504 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat
  • Originaltitel: Rules of Civility
     
Normalt foretrækker jeg jo helt afgjort originale tekster - når det er sprog, jeg læser. Men en kollega havde lånt mig denne bog i fransk oversættelse, fordi hun var overbevist om, at det var noget for mig. Hun ser mig dagligt ankomme med en bog under armen, og kender I så den type, der (når de endelig selv læser en bog) absolut skal dele det med én . . . jeg er ikke god til ikke selv at vælge mine bøger, indrømmer jeg blankt. På den anden side er jeg også for høflig til at sige nej tak - så jeg læste den.

Amor Towles' debutroman er en slags chick-lit skrevet af en mand; det er også en slags omvendt The Great Gatsby - hvor der er to kvindelige hovedpersoner og en mandlig.

Det er New York i 1937, og det er nytårsaften. De to veninder Eve og Katey er i byen med deres hårdt sammensparede penge for at fejre årets sidste aften - og eventuelt møde mænd. De to piger kommer fra hvert deres miljø; Eve er en rig pige, som vil frem i verden i New York - men uden farmands hjælp. Katey er den fattige pige, som gør alt for at skjule sin baggrund - datter af en russisk immigrant, forældreløs og nu hårdtarbejdende for at tjene til dagen og vejen; men også for at komme frem i verden. Turen fremad og opad går dog som regel igennem mænd med penge.

Denne nytårsaften møder de Tinker - en ung rig fyr; og Katey og han har en øjeblikkelig tiltrækning. Men da de i starten af det nye år kommer ud for et færdselsuheld alle tre, påbyder Tinkers samvittighed som en gentleman ham at tage sig af den tilskadekomne Eve.

Towles fortæller deres liv som det trekantsdrama, der udvikler sig til - som i Gatsbys historie. Eve kan alligevel ikke falde til ro i rollen som den nu rigtigt rige pige, og Tinker er absolut ikke manden for hende. Katey holder sin afstand, og finder andre venner - men ikke kærligheden. Hun færdes blandt de unge og de smukke - hun indleder endda et forhold til den charmerende Dicky; men det er Tinker hun vil have.

Da hun endelig opdager sandheden om Tinker, føler hun sig dog svigtet. Han er ikke af den rige baggrund, han har givet udtryk for - men er en selfmade man som hende selv. Hvorfor skal det genere hende? Fordi hun føler sig forrådt på hendes klasses vegne? Fordi hun opdager, hvor falsk hele denne facade af rigdom og de rigtige venner egentlig er?

Bogen er skrevet som tilbageblik fortalt af Katey, da hun næsten tredive år senere opdager nogle portrætter af Tinker på en udstilling. Der er hun i den økonomisk komfortable situation, hun eftersøgte som ung - så hun har alligevel givet af sin integritet. Det er et glimrende tidsportræt af den periode efter depressionen og inden 2. Verdenskrig, hvor livet skulle leves, og hvor New York var the place to be i modsætning til det fattige og krigstruede Europa. En historie om sociale aspirationer og venskabers skrøbelighed og overfladiskhed.

Den er utroligt letlæst og ganske underholdende; men det er ikke en roman, der kan nå en klassiker som Gatsby. Dertil er den desværre for overfladisk.

Saturday, November 17, 2012

blueeyedboy - Joanne Harris

























  • Engelsk
  • 13.-17, november
  • 527 sider
  • Dansk titel: blueeyedboy

En skræmmende thriller om de værste aspekter af blogging og anden brug af sociale medier og fora; denne roman af Joanne Harris er vidt fra de fleste af hendes andre romaner, der foregår i fjerne tider og en eventyrlig fantasifuld verden af mad og dufte. Men der er lighedspunkter i det underliggende og det mystiske - og så er vi tilbage i byen, hvor Dobbetlspil foregår.Og ligesom i Appelsinens fem kvarte er der børn, der er kendetegnet - ikke ved frugt men ved farver.

Der er Gloria og hendes tre sønner, Nigel (den sorte), Brendan (den brune) og Benjamin (den blå) - det er de farver, hun iklæder sine drenge; for mere er der ikke tid til når man er enlig mor med få midler og endnu mindre tid. De tre drenge er hver især noget for sig; og de ender alle med at skuffe deres mor. Noget så forfærdeligt.

Hele familiens historie afsløres af blueeyedboy, som er den ene søns pseudonavn i en online gruppe, hvor diverse fallerede skæbner udveksler historier. Man forledes til at tro, at det er Benjamin, der er forfatteren - på grund af pseudoet og farverne? Den yngste bror, som har lidt under af være udråbt som det specielle barn af en manipulerende moder. Han bor stadig hjemme, og lyver overfor moderen om det fine arbejde, han tilsyneladende har. Men der er mange løgne også her. I stedet skriver han fiktion på nettet om, hvordan alle de mennesker, der har præget hans barndom bliver myrdet.

Han får kommentarer fra andre i den mere eller mindre lukkede gruppe - især Albertine; og stille og roligt afdækkes historierne, som de ses fra forskellige vinkler - hans og Albertines. Historier om misbrug af børn ved at fremhæve den ene frem for den anden; ved at skjule sandheder for dem og man er efterhånden i tvivl om, hvilken version er den rette.

For endelig er forfatteren heller ikke Benjamin - og intet er som det ser ud til at være. Jeg havde lidt svært ved at forstå, hvor Harris ville hen med dette - alle de endeløse versioner af mordene. Men det hele accellerer til sidst - til en endnu mere skræmmende sandhed end Benjamin selv kunne have skrevet. Hvis han altså havde været i live til at gøre det. En ganske effektiv thriller!

Tuesday, November 13, 2012

La rose pourpre et le lys - Michel Faber


























Efter syv år henslæbt i bogreolen fik denne mastodont endelig lov at komme frem. I mellemtiden er den selvfølgelig udkommet i to absolut mere læsevenlige pocket-udgaver; men nu var pengene investeret, så jeg måtte vænne mig til den enorme vægt og formatet, der gjorde det umuligt at læse andre steder end hjemme. Det er ikke sporvognslæsning!

Faber var 25 år om at skrive denne enorme historiske roman, som selv udspiller sig over knap et år - derfor er det vel kun rimeligt at bruge så lang tid på at læse den. Det var faktisk også en nydelse at have en og samme historie at befinde sig i over en længere periode, når man ellers læser så relativt hurtigt.

For elskere af Victoria-tidens London er det virkelig guf; det er en moderne form for Dickens, hvor vi møder alle sociale lag fra skøgen Sugar til rigmanden William. Sugar er kendt som Londons bedste skøge; hun gør ting, som andre piger ikke vil nedlade sig til - og så er hun samtidig intelligent, og læser bøger til forskel fra størstedelen af de stakkels ludere, der ellers befolkede Londons gader i 1875.

William er en ung mand; søn af en industrimand, og dermed ikke en født aristokrat. Ikke desto mindre er det lykkes ham at blive gift med den smukke, rige og aristokratiske Agnes, som til gengæld ikke er helt ved sine fulde fem. Han lever et driverliv, og har derfor ingen penge, da faderen skærer mere og mere af hans 'apanage' indtil han overgiver sig, og går ind i familiens parfumefirma. Den ældste søn, Henry, vil nemlig være præst - men får aldrig ligesom taget sig sammen til andet end at snakke om det.

Der er en del forskruethed i alt dette. Henry, som i bund og grund er ret depraveret og ender med at rende rundt til byens ludere - udelukkende for at tale. Men alligevel ligger han søvnløs hver nat med forestillinger om nøgne kvinder - uden aldrig at have set en. Agnes til gengæld er knap klar over, hvordan hendes nøgne krop ser ud; hun tror stadig, at de månedlige blødninger er en alvorlig sygdom, og nægter at have født et barn.

William leder derfor efter lidt adspredelse udenfor hjemmet, da han møder Sugar. Han forelsker sig hovedkulds og kan endelig tage sig sammen til at arbejde for faderen. Han skal tjene penge, så han kan installere Sugar i et hus og have hende for sig selv. Hun forlader slummen i London, og sidder i sit fine hus med sine fine kjoler - og temmelig alene. William er for travlt optaget af firmaet, en skør kone og at styre et fint hus med tjenestefolk.

Da William endelig indser, at datteren Sophie skal have en guvernante, får Sugar bestemt, at det skal være hende - hun kan flytte ind i huset og være sammen med William hver dag.

Desværre vil skæbnen det ikke helt som Sugar. Hun udvikler sig fra at være luder til at være en pæn dame, og håbet om at overskride den sidste sociale barriere, fremmes da Agnes forsvinder og findes død ... dog lidt hjulpet på vej af Sugar. Hun ser pludselig verden anderledes; fra at foragte de fine damer og have medlidenhed med mændene - hendes tidligere kunder - ser hun nu de fine damers fængsel, og mændenes hykleri. William er absolut ikke den stærke personlighed; han er svag af karakter, brokker sig over alt og alle i sit liv og har end ikke sindsfornuft til at indse, at det må være hans barn, da Sugar bliver gravid. Han forstøder hende - og er allerede godt på vej til at gifte sig igen. Med et respektabelt parti forstås.

Desværre ender det hele lidt brat; Sugar forsvinder med den lille Sophie; William leder efter hende - og er muligvis på dødens rand. Og punktum. Efter knap tolv hundrede sider var det lidt tamt følte jeg. Man kan forsvare interessen for en åben slutning; men resten af bogen er så udpræget detaljeret, at det virkelig bliver et antiklimaks.

Derudover er det en glimrende roman om en tid, hvor seksualitet sjældent var normal; men altid endte i fortrængning eller i depravitet. Den giver et fremragende billede af tidens kønsroller, religionens rolle - men også børns rolle som statister i en voksenverden.

Man kunne tænke, at slutningen var lagt an på en fortsættelse - men forhåbentlig ikke om tredive år så?