Wednesday, October 31, 2012

The Expats - Chris Pavone
























  • Engelsk
  • 29.-31. oktober
  • 487 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Chris Pavones krimi havde jeg set anmeldt ret hurtigt efter, at den udkom; men igen er en hard cover altså ikke egnet til os voldsomme bogslugere. Nu fandt jeg den så i paperback, og så er det fint nok i betragtning af, at de knap 500 sider læses på 2½ dag udenfor arbejde og andre bedrifter.

Jeg var tiltrukket af omtalen, fordi den foregår i Luxemburg - rundt om hjørnet hernede; og den handler om udstationerede - for en amerikansk krimi i USA orker jeg ikke. Dertil er alt amerikansk ganske enkelt for fordummende.

Historien er måske umiddelbart simpel - en CIA-agent, der får skrupler over sine gerninger og stopper den aktive del af jobbet, der indebærer mord. Hun lever et stille liv med sin mand og to børn, men med løgnene, der følger med. Han ved intet om hendes fortid, så da forslaget om en flytning til Luxemburg kommer på bordet, siger hun ja. For at slippe for løgnene.

Da de er på plads, opdager hun dog, at de overvåges - og, at mandens job måske ikke er helt så uskyldigt. Slet ikke da hun opdager, at FBI er efter dem - men hende eller ham?

Det er ret hæsblæsende. Det er ret teknisk med IT-gåder, som jeg lige skulle vende to gange i mit lille hovede. Men et godt plot - og uden overdramatisering og unødigt blod.

Sunday, October 28, 2012

Pompeii - Mary Beard
























  • Engelsk
  • 25.-28. oktober
  • 360 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, fik jeg en pludselig trang til at læse og lære om Pompeji efter at have læst den franske "krimi". Både fiktion men især også non-fiction for at se, hvor meget, der var opdigtet og for generelt at lære noget nyt. Jeg kan godt lide at blande min læsning med fakta, så jeg faktisk også bliver lidt klogere undervejs!

Mary Beards bog er tilsyneladende en reference indenfor feltet, og hendes bog er også blevet til en udsendelse på BBC. Det er tydeligt at se, hvor Robert Harris har fået sin inspiration fra - men det er jo samtidig en erkendelse af, at hans fiktive roman er skrevet med bagrrundsarbejdet i orden.

Beards roman er opdelt efter en interessant indfaldsvinkel - fra at starte 'udefra' med historien bag dramaet, bevæger hun sig videre ind i byen via dens arkitektur; dernæst til håndværkeri og kunst, som prægede husene og videre ind til kapitler om mad og drikke, om leg og spil, om religion osv. Bogen er opdelt i ni kapitler, som hver især beskæftiger sig med et specifikt aspekt af livet, og det gør den såvel interessant som mere givende at læse. Den er samtidig udstyret med gode oversigtskort og illustrationer i såvel sort-hvid som farve. Man får et enestående indblik i, hvordan denne verden hang sammen.

Mary Beard er dog også kritisk - ikke mindst forskønner hun ikke billedet; men hun understreger også, hvordan en del af byens indbyggere var flygtet inden vulkanudbruddet - alt sammen veldokumenteret udfra fundende i udgravningerne. Hun erkender også blankt, at der er utallige mysterier og spørsgsmål vi aldrig får svar på - ud fra devisen "absence of evidence is not evidence of absence".

Ikke mindst er der en utrolig fyldestgørende kildeliste med utallige weblinks til videre studie og hendes anbefalinger til et vellykket besøg af stedet. For det må jo blive det næste - nu vil jeg altså se det. En virkelig interessant og belærende bog.

Thursday, October 25, 2012

Pompeii - Robert Harris

























  • Engelsk
  • 23.-24. oktober
  • 397 sider
  • Dansk titel: Pompeji

Da jeg i sidste uge læste den franske historiske roman, hvor en del af handlingen vævet ind i historien, foregik i Pompeji gik det pludselig op for mig, at jeg faktisk aldrig havde læst meget om den periode - eller den bys historie. Så dagen efter skyndte jeg mig ned i boghandlen for at finde bøger om Pompeji. Det blev til to stykker, og jeg startede med den fiktive - så kan jeg passende afrunde med at opdage, hvor meget fup og fidus, der er i romanerne. Hvis jeg gør det modsat bliver jeg jo blot irriteret på romanforfatterne!

Den engelske forfatter, Robert Harris' roman Pompeji kategoriseres som en thriller, hvilket jeg slet ikke forstår. For mig at se er det en roman - men en lille kærlighedshistorie vævet ind i den for at tiltrække et bredere publikum. Men det er først og fremmest en historie om dagene op til vulkanudbruddet i august 79.

Harris inddeler bogens kapitler efter den romerske opdeling af dagen, og hvert kapitel indledes med et citat fra videnskabelige kilder om det tekniske aspekt i vulkanens aktivitet på netop det sted i handlingen. Samtidig blander han fiktive med reelle personer, og lidt søgning undervejs bekræftede4 mig i hvert fald i, at han ikke havde snydt med disse oplysninger.

Man kan mene, at det er svært at finde en ny indfaldsvinkel til en gammel historie; og endnu mere når det drejer sig om reelle hændelser, som vi til gengæld ikke har gengivet nøjagtig totusinde år senere. Men Harris har en original indfaldsvinkel - som jeg desværre har svært ved at bedømme ud fra dens videnskabelige soliditet. Hans hovedperson er ingeniøren Attilius, som er sendt fra Rom til Napoli-bugten som ny overordnet tilsynsførende for den gigantiske akvædukt Aqua Augusta, som forsyner alle byerne langs bugten med vand - deriblandt Pompeji men også Herculaneum, som ligeledes forsvandt under asken og ilden fra Vesuv.

Da Attilius ankommer til Misenum (en anden kystby i bugten) bliver han indblandet i en affære om en slave, der bliver fodret til ålene fordi han har ladet ejerens fine fisk dø. Han opdager hurtigt, at fiskene er død på grund af et unaturligt højt svovlindhold i vandet. Akvædukten er ved at forstoppe og dermed blokere vandforsyningen til hele området. Netop vandforsyningen var det romerske riges stolthed, og deres enorme fremskridt i civilisation i forhold til så mange andre folk fra samme periode. Ingen vand er derfor et meget dårligt tegn, og vil øjeblikkeligt føre til massehysteri og opstandelse.

Attilius bliver indblandet i de politiske intriger for Pompejis rigeste (fiktive) person, og bliver tiltrukket af hans datter Corelia. Han gennemskuer den korruption, der er foregået med den tidligere tilsynsførende - men mistænker også denne for at have fornemmet, at noget andet og større var på færde - han kom nemlig fra Sicilien, og kendte til Etna.

Akvædukten skal repareres, og Attilius finder blokaden - en del af det forestående vulkanudbrud. Han vender tilbage til Misenum til Plinius den Ældre, hvor han befinder sig, da helvede bryder løs. Vi følger dermed både hans kamp for at redde Corelia og den reelle historie om Plinius, som nåede at beskrive det hidtil totalt ukendt fænomen inden han døde på stranden ved Stabiae. Han døde ganske vist - men har givet eftertiden beskrivelsen plinian eruption efter hans nøjagtige beskrivelser af Vesuvs opførsel den dag.

Alt i alt en medrivende roman, som er med til at danne mine indre billeder af en by og en tid - og med respekt for de historiske fakta. Det er vigtigt!

Tuesday, October 23, 2012

Le cas Sneijder - Jean-Paul Dubois
























  • Fransk
  • 22. oktober
  • 237 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En roman om en elevator er ikke det mest gængse - ikke desto mindre er det hovedingrediensen i Jean-Paul Dubois' seneste roman. En kontrast til hans tidligere ret morsomme romaner, og på trods af, at omslaget fremhæver den som hans sjoveste roman. Personligt syntes jeg, at det var trist læsning. Det var ikke en dårlig bog - men emnet og handlingen - og ikke mindst slutningen, var så sørgelig i al sin groteskhed.

Paul er 60 år gammel, og har været gift to gange. Den første gang med en alkoholiker med hvem han har datteren Marie. Den anden gang med Anna - den fantastisk succesfulde forretningskvinde - med hvem han har to tvillingedrenge, som han hader af et godt hjerte. Ikke mindst efter, at Anna som nygift forbød ham at se datteren i deres hjem. Hele sit liv har han måttet holde jul andre steder for at se sin datter - og nu er han sammen med Anna flyttet til Montréal. Hvor hun har et stort job, og han bare skal have tiden til at gå.

Men så kommer Marie på besøg, og den lykkelige ferie ender tragisk med en elevator, der styrter til grunden og dræber Marie og tre andre passagerer. Paul er den eneste overlevende, og nu kan han endelig tage Marie med hjem ... i sin urne. Han har - naturligt nok - lidt svært ved at komme sig over dette traume, og begynder at opleve angstanfald, når han er i en lidt klaustrofobisk situation. Derfor tager han et job som dog walker - den ypperste ydmygelse for den snobbede Anna.

Paul nyder sin nye tilværelse ude i naturen, og kommer fint ud af det med hundene. Om natten læser han alt, hvad han kan om elevatorer - professionelle tidsskrifter, historier om folk, der har været indespærrede og sågar kataloger over reservedele. Han bliver besat af tanken om, at han må rejse til Dubai for at køre en tur i verdens højeste elevator i Burj Khalifa-tårnet. Han har en enkelt ven i advokaten for elevatorfirmaet som mod alle odds råder ham til at sagsøge dem for en gigantisk sum penge. Men Paul vil faktisk bare have fred og være sammen med Marie.

Da tingene langsomt begynder at glide fra hinanden, ender det med slagsmål med hundeejerne, og skænderier med Anna. Da han beslutter ikke at sagsøge elevatorfirmaet, men blot indgå et forlig, mener hele familien, at han har mistet forstanden.

Så han ender lukket inde på et mentalsygehus - umyndiggjort ...  og uden Maries urne.

Faktisk en tragisk slutning, hvor de onde vinder. Derudover synes jeg, at der manglede noget overordnet udefinerbart i romanen. Der er jo et helt klart formål med elevatoren som symbol, og Dubois bruger også sider på at illustrere dens symbolik i en overbefolket verden - men det forbliver lidt overfladisk desværre.

Sunday, October 21, 2012

La parole perdue - Frédéric Lenoir

























  • Fransk
  • 17.-21. oktober
  • 690 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Selvom Frédéric Lenoirs romaner til tider irriterer mig en anelse, så fanger de mig 'desværre' også. For det første fordi de er milevidt fra Dan Brown junkstilen - men også netop fordi de er det. Ulogisk?

Lenoir har skrevet en del faglige værker om verdensreligionerne, og hans historiske viden er umådelig stor. Det kan så samtidig blive til lidt af et handicap, fordi han ikke er nede på Dan Browns niveau i kundskab, og derfor går meget i dybden med de historiske detaljer. Da han gør, men uden tvivl samtidig henvender sig til Dan Browns målgruppe i nogle tilfælde, så er han nødsaget til at udpensle detaljer, som for mig er indlysende - at Hades er dødsriget og Kerberos vagthunden indtil det. Der spiller min almene kultur også imod mig, fordi jeg er tvunget til at læse deisse forklaringer på ting, jeg ved.

Men derudover var dette en absolut bedre thriller end den sidste, som foregik på Mont St. Michel med arkæologen Johanna i centrum. Vi genfinder Johanna seks år senere og med en lille datter, Romane og nu arbejder hun som arkæolog i Vézelay-basilikaen, som jeg desværre aldrig har besøgt. Den er kendt for at være tilegnet Maria Magdalene, og historien om, hvorfor en kirke i Bourgogne pludselig begyndte at dyrke denne helgeninde i det 11. århundrede er i sig selv fascinerende.
Der skal selvfølgelig knyttes en historie om et mystisk religiøst sagn til denne historie, men Lenoir formår at knytte hele to andre historier til.

Den første del foregår i Rom, og starter i 64 e.Kr., da kristendommen var en truet religion i det romerske rige. Her følger vi den den unge pige, Livia, som er den eneste overlevende efter en omfattende massakre på de kristne. Hun må skjule sin tro, som alle andre på den tid, og ender femten år senere i Pompeji ... hvor hun så ender under et lag lava. Hele beskrivelsen af det romerske liv, og detaljerne fra livet i Pompeji er en periode, jeg kender meget lidt til med min lidenskab for den middelalderlige (gotiske og romanske) kristendom og dens kunst. Her lærte jeg mange nye ting, og stoppede endda læsningen for at se en hel dokumentar på nettet om netop vulkanudbruddet den 24. august 79. Så nu vil jeg selvfølgelig til Pompeji og helst i morgen!

En anden historie er fortællingen om munken Roman, som vi kendte fra den tidligere roman på Mont St. Michel, og som efter fjorten under et ny navn i Cluny-klosteret pludselig bliver bedt om at tage til Vézelay, hvor der er kommet en ny abbed. Her rives han ind i historien om at gøre Vézelay til et pilgrimssted, og grundstenen til kulten for Maria Magdalene bliver lagt. Denne del er selvfølgelig en del spekulationer og med en vis frihed - men det er dokumenteret, at der er en del polemik om relikvierne i Vézelay, og at de levede en kummerlig tilværelse i skyggen af de store kirker i den periode - som Cluny, Mont St. Michel etc.

Endelig er der den nutidige historie om Johanna og hendes arkæologven, Tom, som arbejder i Pompejis udgravninger, hvor der pludselig er flere mord. Der er hendes lille datter, som pludselig bliver syg, og under hypnose snakker om vulkanen i 79 og tror, at hun er Livia. Der er Johannas genfunde nysgerrighed, som g8r det umuligt for hende at holde sig udenfor problemer - og selve mordopklaringen selvfølgelig.

De tre historier fungerer uafhængigt af hinanden glimrende og skiftet imellem det er eminent lavet, så man ikke mister tråden men heller ikke interessen. Selvfølgelig er den mystiske meddelelse, som skulle være nedskrevet af Maria Magdalene after Jesu egne ord ren opspind, og man finder en hensigtsmæssig måde for ikke at afsløre det. Hvilket i øvrigt er ret irrelevant, da resten af romanen er absolut læseværdig - især hvis man kan se bort fra, at han er overkvalificeret til at skrive 'nedad' - og jeg er derfor stadig overbevist om, at jeg må have fat i hans mere seriøse værker!

Wednesday, October 17, 2012

Un billet d'avion pour l'Afrique - Maya Angelou

























Jeg må med skam melde, at jeg intet kendte til den amerikanske forfatter og ikke mindst  absolut imponerende kvinde Maya Angelou. Jeg blev fanget af titlen og omslaget, da hendes selvbiografiske roman fra 1986 blev genoptrykt og udkom på fransk for et par uger siden; og dermed overskred jeg mine regler om at altid at læse på originalsproget. Men efterfølgende vil jeg nu forsøge at finde resten af hendes forfatterskab på engelsk.

Maya Angelou er en kvinde med et spændende liv; hun har arbejdet som topløs danserinde, korpige, journalist, fjernsynsproducer - men også sammen med personer som Martin Luther King og Malcolm X. Et temmelig varieret CV må man sige!

I 1962 flyttede hun fra Cairo til Accra i Ghana sammen med sin 17-årige søn. Årsagen var blandt andet en smertefuld skilsmisse, men også trangen til at finde tilbage til sine rødder, og opleve at bo og leve i Afrika, hvor hun jo selvfølgelig stammede fra. Oprindeligt var destinationen Liberia, som jo som bekendt blev etableret af sorte amerikanere udskiet fra USA mange år tidligere; men hendes søn kommer ud for en alvorlig trafikulykke, og hun ender med at blive tæt på ham, og finder en mindre klike af ligesindede.

1960'erne var uden tvivl et oplagt tidspunkt for Afro-Americans at rejse tilbage til kontinentet; en tid, hvor mange afrikanske lande fik deres uafhængighed, og Ghana var dengang et foregangsland, hvad angik demokrati og fremgang. Så de sorte amerikanere troede naivt, at de ville blive modtaget med åbne arme og hyldet som børnene, der endelig kunne vende tilbage til arnen. Helt så nemt skulle det vise sig ikke at være.

Angelou beskriver denne splid mellem at være amerikaner af oprindelse og opdragelse, men samtidig have sine kulturelle rødder i Afrika. USA var i 1962 endnu ikke et frit land for sorte - man kan den dag i dag betvivle om det nogen sinde er blevet det? Men uanset deres trængsler derhjemme, så er de opdraget med amerikanske værdier om demokrati og alt andet, der former et menneske. De har ikke den samme blinde tiltro til skæbnen og ånder, som er en integreret del af den afrikanske kultur uanset hvor på kontinentet, man befinder sig.

De lokale tog heller ikke imod dem med samme entusiasme, som de selv følte ved at bevæge sig rundt i et land, hvor alle pludselig var sorte. For ghaneserne var de pudsigt nok stadig udlændinge - ikke af den hvide kolonialistiske race; men stadig mennesker, der i bund og grund (og på trods af hudfarve) kom og tog deres arbejde i især de liberale erhverv. For de sorte amerikanere var det en følelse af enorm stolthed at se et land fungere, blive regeret og administreret udelukkende af sorte - her kunne de se, at de ikke var de andenrangsmennesker, som de i århundreder var blevet betragtet og stemplet som i USA.

Angelou beskriver hendes egne erfaringer med landet og hendes møde med de indfødte - glæden ved at betragte deres stolthed som mennesker; hun beskriver i øvrigt hvert menneskes farve forskelligt - et pudsigt træk, som man aldrig ville opleve hos en hvid - men som jeg tidligere har været inde på, så har afrikanere helt andre kriterier for skønhed end vi har i Europa. Her møder Angelou hele denne kultur, og hun møder også mørke eksotiske mænd; men at blive kone nummer to tiltaler hende dog ikke.

På et tidspunkt rejser hun rundt i landet og kommer blandt andet til Elmina, som er for Ghana hvad Ile de Gorée er for Senegal, og Juffureh for Gambia. Her rammes hun virkelig af historiens magt - og begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor hun egentlig er i Ghana? Den søgen efter rødderne, som Angelou gennemlever, så jeg i sommers i Juffureh, hvor utallige Afro-Americans rejser til i en nærmest religiøs higen. Det kan antage groteske dimensioner, som disse steder lever godt af - men Angelou i 1960'erne er noget mere pragmatisk.

Hun ender med at blive for splittet i sin identitet; ærlig i sin erkendelse af, at ghaneserne aldrig vil opfatte hende som en af deres og også klar over, at der stadig er meget - og måske vigtigere - arbejde at udføre i USA for at fremme de sortes rettigheder. I 1965 rejser hun "hjem" til USA for at arbejde for OAAU. Men det overordnede spørgsmål er identiteten - et essentielt spørgsmål for alle, der nedstammer fra slaver; og spørgsmålet om, hvorvidt de føler sig hjemme i Afrika eller i USA?

Maya Angelou selv har sagt ...

For Africa to me... is more than a glamorous fact. It is a historical truth.
No man can know where he is going unless he knows exactly
where he has been and exactly how he arrived at his present place.

Et bedre bud på temaet Ude og Hjemme kan jeg vist ikke finde, derfor bliver det mit bud på denne kategori i årets Bogudfordring. Hvis I kan finde hendes værker på engelsk, så læs dem!

Sunday, October 14, 2012

HEFT - Liz Moore


























Der er mange ensomme mennesker i verden, Af mange forskellige årsager. En af dem er Arthur Keller, en 58-årig tidligere universitetsprofessor, som er stoppet med at arbejde. Han er også stoppet med at gå udenfor sit hus - for snart ti år siden. Han er til gengæld ikke stoppet med at spise, og vejer nu omkring 300 kilo. Derfor går han ikke udenfor. Derfor er hans hus en svinesti, Og derfor er han umådelig ensom.

En anden ensom person er Charlene Keller. Hun er kun 38 år gammel, men fik et barn som meget ung, og giftede sig tidligt. Manden forlod dem, da drengen var fire år gammel. Hun forsøgte at få et godt liv for sig og sin søn; men ensomheden blev for stor, og hun blev alkoholiker. Hendes gode år var inden hun blev moder. Da hun tog et aftenkursus hos Arthur og de udviklede et venskab. Da tingene spidser til, er det derfor Arthur hun skriver til for at få hjælp til sin søn.

Arthur kan først ikke rumme denne kontakt efter så mange års tavshed. Han bliver desperat i skammen over sit hjem, dets forfald og hans eget. Så han hyrer Yolanda - en ung argentinsk pige, der uden at løfte et øjenbryn, får sat skik på hans hus. Men Charlene ringer aldrig tilbage.

Charlenes søn, Kel, er ensom på sin egen måde. Hans mor har sat ham i den fine skole, selvom de bor i et slumkvarter. Han må lyve om sin mor, og hvordan det er at komme hjem og finde hende døddrukken i sofaen. Hans eneste håb er at blive udtaget til at spille på et af de store baseballhold - og måske også blive kæreste med den perfekte og rige Lindsay. Indtil han en dag kommer hjem, og moderen har slugt et glas piller.

Charlene har som en sidste redningsaktion forsøgt at skubbe Kel i retning af Arthur, ved at fortælle ham, at det er hans rigtige far. Arthur venter i måneder på at høre fra hende; men det bliver en slags udvej for ham - han tvinges til at se sin situation i øjnene igennem Yolandas øjne og oplevelse af ham.

Charlenes selvmord bliver på grotesk og sørgelig vis redningen for både Arthur og Kel. En vej ud af deres ensomhed, livsløgne og indelukkethed. Et glimt af håb i en uendelig trist historie.

Historien veksler mellem Arthurs og Kels fortælling; men især i den overvægtige mands ord kan man fornemme en skæbne. Selvom det er så fjernt fra ens virkelighed kan man fornemme duften af take-away, der rådner under sofaen; det umulige i at gå op til soveværelset på første sal og den nyfundne livsglæde i den unge rengøringspiges besøg.

Det var et absolut spontant køb - men af 2012-udgivelser er det den, der indtil nu har markeret mig mest og derfor mit bud på Bogudfordringens 2012-kategori. En bog, der absolut må komme på dansk men ellers er interessant i sin også finurlige anvendelse af sproget på engelsk.

Saturday, October 13, 2012

The Cat's Table - Michael Ondaatje

























  • Engelsk
  • 9.-13. oktober
  • 372 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Michael Ondaatje fik global berømthed med sin roman Den engelske patient - eller muligvis var filmatiseringen mere berømt end romanen? Jeg har ikke læst den, men set filmen og kendte intet andet til hans forfatterskab; men jeg havde lyst til at læse engelsk igen efter en del franske bøger.

Michael Ondaatje er selv født i Sri Lanka, dengang det var Ceylon og bogen kan derfor forekomme selvbiografisk, da han selv som 11-årig foretog sørejsen hjem til England - et ukendt land for den lille dreng. Ondaatje skriver selv, at det ikke er selvbiografisk - men inspireret af hans rejse som barn. Han siger, at han ikke selv kan huske detaljerne så præcist og at denne roman er en forestilling om, hvad der kunne være sket og hvordan en 11-årig kunne have opfattet og husket tingene.

Det er en sentimental roman fuld af barndommens fascination for det nye og ukendte, blandet med den voksnes erfaring og viden om livets mysterier. Den unge Michael bliver under rejsen placeret ved The Cats Table - jeg kender ikke den præcise fortolkning af dette engelske begreb; men forestiller mig, at det er bordet, hvor man placerer alle de lidt skæve personer, der er tilovers i et selskab. Der ender han med at sidde sammen med en stum skrædder, en mystisk ung kvinde, der transporterer brevduer og ikke mindst to jævnaldrende drenge - Cassius og Ramadhin.

De tre drenge udforsker skibet, og laver alverdens ulykker; men dette er ikke en humoristisk bog om deres drengestreger. De forsøger at finde hemmeligheden bag den mystiske fange, der luftes på dækket hver aften sent; de hører de voksne tale om emner, de endnu ikke forstår. Michael har selv en kusine på skibet - hun er ældre og færdes i andre cirkler på skibet, men bliver også indblandet i den mystiske historie om fangen.

De bliver alle del af de mysterier, der udspilles om bord - som den mystiske død af en ceylonsk rigmand - og oplevelserne i de kun tre uger kommer til at mærke dem for livet.

Ramadhin er den svagelige af de tre drenge; han er også den, som Michael bibevarer kontakten til og den, som dør ung. Michaels ungdom er så knyttet til Ramadhin og deres bådrejse, at han gifter sig med dennes søster for at erstatte drengen i familien. Hvilket selvfølgelig ikke holder, og de senere foreteelser får vi serveret som sidespor i løbet af fortællingen om rejsen.

Det er denne bittersøde erfaring, der giver hele bogen sin nostalgiske charme. En fortælling om at blive voksen; om at undergå en betydningsfuld oplevelse. Jeg havde lidt svært ved at komme ind i den i begyndelsen - jeg kunne ikke helt gennemskue, hvor Ondaatje ville hen - en drengebog eller en voksenbog? Men den voksede sig bedre hen ad vejen.

Tuesday, October 9, 2012

The 500 hidden secrets of Brussels - Derek Blyth

























  • Engelsk 
  • 8. oktober
  • 251 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg måtte overgive mig i går, da jeg så denne lille guide over Bruxelles' hemmeligheder. Selvom man har boet i byen i 12 år, så kan der jo sagtens findes små gemmesteder, man endnu ikke har set. Det er i hvert fald, hvad jeg forventer af en guidebog som annoncerer mig dette. For de fleste storbyer har jo små kroge, som ikke mange kender til - heller ikke byens rigtigt indfødte.

Denne englænder hat boet i byen i mange mange år; han har skrevet andre bøger om Bruxelles og været journalist på den største avis for udstationerede i byen. Og han skriver sin egen blog om byen med gode tips. Det måtte give et solidt grundlag for at overraske mig!

Desværre blev jeg meget skuffet. Det er muligvis interessant for en nytilflytter eller en turist; men det er bestemt ikke hemmeligheder at annoncere de mest kendte barer eller caféer, som fx den berømte Pain Quotidien-kæde, som enhver i byen kender.

Jeg læste samtlige tips igennem; og uden at lave en præcis opgørelse vil jeg skyde på, at der var under 50, som jeg ikke kendte. De fleste af disse skyldes primært, at det er relativt nyåbnede steder, som jeg har hørt om men endnu ikke besøgt.

Men af de historiske seværdigheder, regner jeg det absolut ikke for en hemmelighed at 'afsløre' byens mest besøgte Art Nouveau-huse. Det var ganske enkelt ikke overraskende for mig - selvom jeg har fundet 3-4 små fiduser, jeg dog vil afprøve. Men det er ret beset ikke nok til at sælge en hel bog på, så derfor en lidt overordnet skuffelse.

Sunday, October 7, 2012

Cadres noirs - Pierre Lemaître

























  • Fransk
  • 7. oktober
  • 442 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I modsætning til den sidste krimi, jeg læste af Pierre Lemaitre - og jeg lod mig alligevel overtale til endnu en - så holdt denne mig virkelig fanget i historien.

Det er vel heller ikke en rigtig krimi - det er snarere et utroligt skræmmende billede af vores samfund i krisetider; og en reflektion over, hvor ansvaret ligger, når folk bliver skubbet virkelig ud over kanten.

Da denne bog udkom var Frankrig endnu dybere i en økonomisk krise end i 2012; mange af landets store arbejdspladser er - og var - samtidig i en social krise med blandt andet France Telecoms medarbejdere, hvoraf hele 46 begik selvmord alene i årene 2009-2010 på grund af interne omstruktureringer. Men også en periode, hvor topchefer tjener mere end nogensinde før - og hvor franske toppolitikere har måttet se sig selv trukket i retten for dubiøse transaktioner.

Set i det lys er Lemaitres roman absolut aktuel og samfundskritisk; meget mere end den er en krimi!

Alain Delambre har arbejdet i mere end tyve år som mellemleder i en personaleafdeling i et stort firma - indtil de skal fusionere med et udenlandsk firma, og han som en aldrende medarbejder bliver fyret. Efter fire år som arbejdsløs arbejder han om natten for at skrabe sølle 585 EUR sammen per måned. Brutto. Det er en desværre en ganske almindelig situation i Frankrig i dag - og sikkert også i lande som Spanien, Grækenland osv. Den lange arbejdsløshed dræner ham, den ændrer hans mentalitet og ydmyger ham som menneske - indtil han en dag nikker sin tyrkiske teamleder en skalle og definitivt er uden job ... og penge!

Da han mirakuløst bliver indkaldt til en samtale på en stilling, som matcher hans profil, vil han derfor gøre ALT for at få dette job. Han har heller ingen moralske skrupler, da han erfarer, at den sidste test skal foregå ved hjælp af en iscenesat gidselsituation. Fem ledere fra det rekrutterende firma skal gennemgå en test, hvoraf vinderen bliver ansvarlig for massefyringerne for en af gruppens fabrikker. De eksterne jobkandidater skal være sufflører for skuespillerne, der afhører 'gidslerne' og kan selv få et job i virksomheden.

Alain sætter alt ind på at få jobbet; han lokker de sidste sparepenge ud af sin ene datter for at ansætte privatdetektiver og dermed finde alt snavs frem om de fem kandidater. Han kommer i konflikt med sine døtre og sin kone, men tror på, at alt vil løse sig, når han får jobbet. Men dagen inden opsøges han af en tidligere desillusioneret ansat i rekrutteringsbureauet, som gør det klart for ham, at han blot er statist - beslutningen er taget.

Selvom han allerede var ude på et skråplan i sine vanvittige forberedelser, så eskalerer det, da han møder op til 'gidseltagningen' med et ladt våben. Fra at være en camoufleret øvelse med løst krudt (hvad de fem medarbejdere selvfølgelig ikke ved), så bliver det nu en reel gidseltagning med en desperat mand med et våben. Og han ender direkte i fængsel!

Lemaitres romaner har alle det til fælles, at de gode som regel aldrig er helt uskyldige - og at bedst som man undrer sig over, hvad han vil bruge de næste par hundrede sider på, så kommer der nye elementer i sagen. Hvor det fremgår, at Alain i al sin desperation var meget bedre forberedt end det kunne syne. Men er han forberedt på livet i fængsel med beskeder fra den rekrutterende kunde, som udmønter sig i tortur? Kan han få sin yngste datter, som er advokat til at forsvare ham og slippe for tredive års fængsel?

Alain formår med en umådelig kynisme at spille alle sine kort - og viser sig alligevel at være en kriminel; men ikke en morder! Det hele ender i en aktionfyldt slutning og en banal morale om, hvad der er vigtigst i livet. Men ikke på nogen sukkersød måde.

Lemaitre stiller nemlig nogle vigtige spørgsmål om såvel jobrekrutteringsmetoder - diverse rollespil er blevet mere og mere moderne i takt med, at de tit går langt over grænsen. Der er en større afgrund og uretfærdighed imellem høvdinge og indianer i såvel løn som etik - en egenskab, som synes mere og mere fraværende i visse konglomerater.

Alain bliver måske den lille mand på gaden, der vinder over de store grimme kapitalister - men som i sidste ende intet vinder, og stadig er slave af jobmarkedet. Men som ham, er der uden tvivl mange, der bliver drevet uforsvarligt langt ud af en situation i arbejdsløshed, og det er et stigende problem, at disse 'tilfælde' ender i en retssal, hvor de skal forsvare sig mod et samfund, der har skubbet dem derud.

Så det er langt mere end en krimi, selvom spændingen er der. Det er tankevækkende, barsk og overraskende.

Saturday, October 6, 2012

L'équation africaine - Yasmina Khadra

























  • Fransk
  • 3.-6. oktober
  • 349 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg må med skam indrømme, at jeg endnu intet har læst af Yasmina Khadra - selvom trilogien har stået på mine hylder i flere år efterhånden. Men det bliver der uden tvivl lavet om på nu!

Selvfølgelig blev jeg tiltrukket af forsiden, af titlen - Den afrikanske ligning -  og af historiens aktualitet. Samtidig et emne, der mig bekendt endnu ikke er skrevet en roman om. Forfatterens omdømme gjorde også, at jeg mente, at nu måtte det være tid at gøre bekendtskab - og det blev et smukt smukt møde. En oplevelse med tårer i øjenkrogene og gåsehud!

Historien starter med den tyske læge Kurt Kraussmann, som lever sit helt normale lykkelige liv i Frankfurt uden de store udsving. Men han er lykkelig, han elsker sin kone selvom hun den senere tid har opført sig mere fraværende, og han ikke kan trænge ind til hende. Indtil han en aften kommer hje, og finder hende i badekarret. Selvmord. Tilsyneladende på grund af en forbigået forfremmelse på arbejdet.

Efter at sumpet i sin egen selvmedlidenhed et stykke tid, ender han med at tage imod vennen Hans' tilbud om at sejle med denne til Afrika for at uddele nødhjælpsudstyr til et lokalt hospital. De bliver kidnappet ud for den sudanske kyst, og gennemlever det mareridt mange hvide har måttet igennem de seneste år, hvor kidnapning er blevet en givtig forretningsmetode.

Historien fortæller om deres tid i en lejr med selvbestaltede generaler og deslignende. En broget blanding af tidligere soldater fra Somalia eller Sudan; almindelige mennesker, hvis liv er radikalt ændret og får dem til med ét at hade alt vestligt. Mennesker, som ingen samvittighed har og ikke ser dem som mennesker.

I lejren er et andet gidsel; den karismatiske franskmand, Bruno, som har levet i Afrika i årtier, og mener at kende alt til den afrikanske mentalitet. Han bruger enhver lejlighed til at instruere Kurt i hans totale uvidenhed og naivitet; men også forklare ham, at det de gennemgår her, ikke er det Afrika, han elsker. Et svært argument at sluge for den pragmatiske læge, som udelukkende ser ulykke, had og misere.

Hans får en bedre behandling, da han har penge og er mere værd på gidselmarkedet. Og en dag forsvinder de overordnede med ham - og inden længe går det op for de resterende, at de er blevet snydt af deres egne. Deriblandt er den modbydelige Joma, inkarnationen af hadet mod den hvide race og hans boy, som vil kaldes Black Moon. En ung dreng, som Kurt til tider når ind til - i de øjeblikke, hvor denne ikke er på vagt over for de djævle, som man har fortalt ham, at hvide mennesker er.

Handlingen eskalerer, da de to gidsler og de to fangevogtere rejser fra lejren. Kurt ender med at dræbe Joma, og Bruno og Kurt er nu overladt til sig selv i ørkenen.

De finder til sidst en gruppe flygtninge sammen med nogle hvide Røde Kors-medarbejder, og opdager, at de er midt i Darfour - helvedes forgård. De kommer til en flygtningelejr, og kan endelig komme i kontakt med Europa og komme hjem. Men Kurt vil først finde Hans; og i mellemtiden lever han blandt lejrens folk og ser deres dagligliv. Hans syn på Afrika må nødvendigvis ændres. Han fastholder dog, at Afrika er et helvede, og at han aldrig mere vil sætte sine ben der.

Da han kommer hjem, er der intet, der fungerer. Han konfronteres igen med konens død og med den manglende forståelse for, hvad han har gennemgået. Han forarges over den vestlige overfladiskhed og ender med at foragte hustruen for det overfladiske i sit selvmord. Når man har set elendighed i den størrelsesorden, er et selvmord for en forfremmelse det ypperste personlige hovmod.

Titlen er intet mindre end fantastisk, for Afrika er en uforståelig ligning for Kurt og for mange andre. Det er en ligning med så mange ubekendte for den uindviede. Det er en ligning, der ikke kan gå op - der er ikke en fornuftig løsning på en problematik, der indeholder så grusomme bestanddele. Det er en ligning, som kun kan gå op, hvis man betragter den med sit hjerte og ikke sin fornuft. Det er den ligning, som gør, at de fleste bliver bjergtaget af dette kontinent og dets mysterier, som jeg selv er blevet det. Jeg kunne lugte og føle Afrika dybt i mig under denne læsning - og blot savne det på trods af alt det grimme og grumme, det barske og brutale men også det smukke væsen, der er i de mennesker, som har så lidt og giver så meget.

Samme lektion må Kurt igennem, og moralen er muligvis, at uanset, hvor store vores dramaer kan virke i Europa, så er der værre. Der er også muligheden for at overvinde de helt store dramaer, og der er en historie bag alle mennesker. Bødlen Joma viser sig at være en poet, hvis kone blev dræbt - det blev hans historie som gidseltager og lejesoldat.

Det er helt sikkert en bog, der vil blive oversat til dansk som hans fire seneste romaner - og den skal læses. For såvel sin hyperaktuelle historie om kidnapningerne men også for den ganske universelle historie om menneskeheden på godt og ondt.

Wednesday, October 3, 2012

Sors de ce corps, William - David Safier
























  • Fransk
  • 1.-2. oktober
  • 357 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har læst andre af Safiers humoristiske romaner - og det er bestemt ikke tung litteratur. Det er som en god let komedie sat på tekst i stedet for billeder; og da jeg er meget mere til romaner end til film, er det glimrende underholdning fra tid til anden. Det bliver muligvis lidt repetitivt i længden, og måske er det på tide at finde en anden genre for ikke at hænge for meget fast i denne stil. Derfor nupper jeg blot en, når jeg synes, at jeg trænger til noget virkelig nemt.

Hovedpersonen i denne roman er en kvinde midt i trediverne - en Bridget Jones-type, som havde den perfekte kæreste, men mistede ham, da hun kyssede en kollega. Nu skal han giftes med den selvfølgelig ligeså perfekte ungdomskæreste, og Rosa flæber over sin triste skæbne i armene på sin bøsseven, Holgi. En aften går hun alligevel i cirkus med en kollega, og ser en tryllekunstner/hypnotisør; efter forestillingen opsøger hun ham, og ender pludselig i det 16. århundredes London - i Shakespeares krop!

Alt dette er selvfølgelig totalt overdrevet; og vittighederne (såvel de gode som de dårlige) kan godt blive lidt for søgte og lidt for mange. Men alt i alt følger vi Rosa i Shakespeares krop; de to kan tale sammen, men det er hende, der styrer kroppen. Hun kan ikke slippe fri, før hun har fundet svaret på den ægte kærlighed - og selvfølgelig møder hun både eksen og hans nye kæreste også et par århundreder tidligere.

Der sker forviklinger, og Shakespeare kommer også en tur med til nutiden - og det er mindst lige så underholdende; ligesom det faktum, at de begge oplever at leve i kroppen af det andet køn.

Man skal til gengæld ikke hænge sig for meget i fakta; for de stemmer absolut ikke med virkeligheden. Således er Shakespeares hustru død en tragisk død - hvilket ikke sker i virkeligheden; og det er Rosa, som inspirerer ham til at ændre sin skrivestil, og dermed er årsag til store dramaer som Hamlet.

Altså ikke revolutionerende - men underholdende til tider og i små doser.