Saturday, June 30, 2012

Døderummet - Susanne Staun
























  • Dansk
  • 28.-30. juni
  • 329 sider

Middelmådig. Ikke HELT så dårlig som det sædvanlige junk, man smider i nakken på sagesløse købere af danske ugeblade. Jeg fik den af min søster, da jeg sidst var i Danmark - og selvom jeg jo var totalt forudindtaget, så savner jeg til tider at læse på dansk. Da jeg jo ikke læser oversættelser til dansk, ender det dog desværre alt alt for tit med noget værre makværk.

Plottet i krimien er stadig så forudsigeligt, at det ryster mig, at man seriøst kan sælge dem for penge. Sprogligt er det heller ikke på et særligt avanceret niveau - på et tidspunkt benytter forfatteren Sidney Lee som eksempel; hendes egen sproglige intelligens ligger desværre ikke meget over det jeg formoder er hans!

Krimien handler om den mildest lidt mentalt forstyrrede retsmediciner Maria Krause, der sammen med sin nigerianske veninde, Nkem, får job i Odense. Her irriterer det mig allerede, hvordan Maria refererer til veninden som negeren - det er politisk ukorrekt, og derfor ville man som veninde vel ikke gøre det om det eneste menneske, man reelt har omkring sig? For Maria har haft et ulykkeligt parforhold, og efter en voldtægt i Ørstedsparken mange år tidligere, lever hun i en fantasitilværelse, hvor hun tror, at hun har et barn. Dog fik hun foretaget en abort efter voldtægten - men blev fanget af spændingsmomentet, og bruger voldtægtslege som ventil, når hun er for stresset på arbejde.

Det lyder allerede elendigt ovenfor - og hvordan kan man så ustabil opretholde et så psykisk krævende job? Det kammer da også for hende, da en ung pige bliver dræbt - som bærer samme navn som hendes fiktive datter. Det mystiske ved drabet er dog de mærker på liget, som stammer fra indtagelsen af medicin mod spedalskhed. Det er en lidt søgt originalitet for at finde et anderledes plot, tror jeg - men i og med, at der samtidig er en parallel dagbog skrevet af morderen er hele overraskelsen jo væk.

Så absolut middelmådig - men det var forventet. Absolut ikke noget jeg selv ville have givet mere end en 25-øre for!

Thursday, June 28, 2012

The Night Circus - Erin Morgenstern
























  • Engelsk
  • 24.-27. juni
  • 502 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat
  • WWW

Der er muligvis en lille trend med cirkusromaner - som mange andre ting, er der jo også modebølger indenfor litteraturen. Sara Gruens roman om cirkuselefanten blev en stor succes, og ligeledes en meget smuk film. Denne roman er tilsyneladende også solgt og er planlagt i en filmudgave, hvilket unægteligt bliver enten meget vellykket eller umuligt at gøre.

Jeg købte den fordi jeg faldt for forsiden, for cirkustemaet og uden at have læst anmeldelser. Efterfølgende har jeg læst et par anmeldelser, og lejrene er som regel delt i to - to ekstremer, som enten hader eller elsker den. Mystisk nok så jeg en del sammenligninger med Harry Potter, som jeg dog aldrig selv har læst - men efter at have læst bogen og med det lidt, jeg kender til Potter-universet, må jeg konkludere, at jeg ikke forstår sammenligningen.

Morgensterns roman om Cirque des rêves (drømmenes cirkus) er nemlig noget ud over det sædvanlige. Man skal være indstillet på en helt speciel rytme og hastighed i fortællingen - og ellers vænner man sig hurtigt til den. For mig var det noget af en omvæltning ovenpå de hæsblæsende eventyr omn Bourbon Kid, hvor der næppe var en sætning uden, at nogen blev dræbt.

Allerede ved de første ord blev jeg grebet af den særlige stemning, og forventningen om at blive draget ind i en helt speciel verden:

"The circus arrives without warning. No announcements precede it. It is simply there, when yesterday it was not. Within the black-and-white striped canvas tents is an utterly unique experience full of breathtaking amazements. It is called Le Cirque des Rêves, and it is only open at night."
Historien skifter mellem steder og tider, startende i slutningen af det 19. århundrede og med indskudte historier fra 1902 især, hvor man møder den amerikanske dreng Bailey. Han er ikke en del af cirkus, men bliver fanget i drømmenes arme første gang han oplever den. Cirkus er i sort og hvidt - opdelt i en masse små telte, hver med et helt specielt formål og fuld af farver og magi indeni.

Det viser sig, at det er en slags eksperiment - en duel mellem to særprægede herrer, som er uden alder og uden skygge. De har igennem årtier - muligvis århundreder - udkæmpet deres trang for det overnaturlige ved at oplære elever og sætte dem op mod hinanden. Reglen er dog, at de to modstandere ikke kender hinanden og den sejrende er den, der overlever.

I dette tilfælde er det Marco, som er en forældreløs dreng, oplært af den mystiske A. H. - og Celia, som er oplært af sin fader Prospero som illusionist. De to vokser op parallelt uden at mødes, indtil den excentriske Chandresh sammen med en række venner åbner det mystiske cirkus. Marco bliver Chandresh' assistent, mens Celia arbejder som artist - men i virkeligheden styrer hun alle trådene, og er blandt ansvarlig for at flytte cirkus rundt om natten i et mørkt tog forklædt som et godstog til kultransport. Ingen ved, hvor det dukker op næste gang - og Marco og Chandresh ved ikke i starten, hvem der bestemmer det hele. De opdager heller ikke med det samme, at alle involveret i cirkus på mystisk vis ikke ældes.

Hele fortællingen er så fantasifuld, magisk og drømmende, at man både kan og ikke kan forestille sig, at sådanne ting kan opfindes - og det er jo hele ideen. Det er opfyldelsen af alle barnedrømme - men også voksnes - af de mest eventyrlige oplevelser. Det er ikke elefanter og akrobater - men telte med flasker, der indeholder forskellige personers erindringer som dufte; eller et træ med lys på, som man kan bruge til at tænde sit eget lys med et ønske. Ganske enkelt magisk!

Der er også historien om Celia og Marco, der bliver forelskede men er konkurrenter - om deres stigende viden om magten, de har over sirkus og de personer, der er involverede. Denne historie skal ikke afsløres her! Nogle mener, at rytmen er for langsommelig, at der er for mange beskrivelser - personligt lod jeg mig virkelig opsluge af det fantastiske univers og kunne se og dufte cirkus for mig.

Muligvis kunne det blive en fantastisk film, hvis man formår at overføre den stemning - eller det kunne blive et gigantisk flop. Lidt som anmeldelserne - det er en bog, som ikke appellerer bredt - men sort-hvidt som cirkus!

Saturday, June 23, 2012

Le cimetière du Diable - Ukendt forfatter

























Det går lidt sløjt med læsningen her i juni måned; kun tre bøger indtil videre - som skyldes en del rejseri, en god sommerforkølelse, der har underdrejet mig - og general anden travlhed. Det er som om, at jeg ikke rigtigt kunne komme ordentlig i læsehumøret på trods af al den tid i lufthavne i sidste uge.

Djævelens kirkegård er den tredje i serien om den mystiske morder, The Bourbon Kid, og af den stadig ukendte forfatter. Umiddelbart var jeg i tvivl om jeg havde fået læst dem i forkert rækkefølge, for denne udspiller sig 10 år efter, at Bourbon Kid har dræbt sin mor - som omtales i Månens øje. Men det er korrekt - jeg forestiller mig, at forfatteren (hvem det end der) har anet potentialet for succes, og derfor proppet en bog ind midt imellem de to andre tidsmæssigt.

Det betyder så. at man genfinder personer, som senere er døde - men også, at man ved, hvem der ikke dør! Det ødelægger nu ikke noget - formålet er stadig at undres over, hvordan man kan skrive noget så langt ude som denne forfatter kan.

Handlingen er hensat til et hotel i ørkenen - en slags parodi på Las Vegas - hvor der hvert år til Halloween afholdes en stor sangkonkurrence i stil med X-factor og alle de andre, vi kender fra TV i dag. De deltagende må dog kun optræde som deres foretrukne afdøde sanger - og Tapiocas barejer Sanchez har vundet en rejse dertil. Ærligt talt er han lidt glad for at være væk fra Santa Mondega denne aften, som plejer at udvikle sig til et blodbad derhjemme.

Men det viser sig, at indtil flere lejemordere er hyret til at udslette fire af de fem finalister, som i øvrigt er forudvalgt i en konkurrence fyldt med snyd. En af finalisterne påstår at være den trettende apostel, sendt på en mission for at undgå, at hotellet forsvunder i jordens gab og bliver opslugt i Helvede, da hoteldirektøren har solgt sin sjæl til Djævelen og hvert år skal levere ham en ny sjæl.

Den er mere komisk end de to andre - men ikke mindre blodig; og jeg indrømmer, at de sidste halvtreds sider var lidt langsommelige, da der var overvældende mange zombier og andet godtfolk - og man muligvis kører en anelse træt i det, hvis man læser alle tre i træk, som jeg har gjort. Men de er stadig ret opfindsomme og originale.

Thursday, June 14, 2012

L'oeil de la lune - Ukendt forfatter

























Det er som tidligere nævnt ikke min yndlingslitteratur - krimier; men denne stil er ganske enkelt så vanvittig, at jeg bliver fanget. Indrømmet var denne muligvis en anelse tungere at komme igennem end den første, fordi nyhedens værdi er væk. Men det er stadig underholdende - og jeg er stadig glad for, at den rigtige forfatter ikke er fundet.

Andet bind om den utrolige by Santa Mondega og dens ikke mindre farverige indbyggere tager os i starten af bogen atten år tilbage til en anden Halloween-aften. En aften, hvor den unge JD er til skolefest møder han den generte Beth, som lever sammen med sin onde stedmoder - igen er der masser af skjulte referencer til generelle eventyr/historier. De to unge skolebørn bliver betagede af hinanden - men det onde tager som altid overhånd i Santa Mondega, da Beth dræber sin stedmoder, som vil ofre hende som jomfru til en sekt af vanvittige - og JD's mor er blevet bidt af en vampyr, så hun selv er blevet til en. Hun trygler JD om at dræbe hende, da hun ellers vil spise ham, da hendes blodtørst allerede er vakt.

JD tømmer en flaske whisky - og så kan han faktisk ikke stoppe med at dræbe; og dermed starter hans tilnavn som the Bourbon Kid. Tiden skrues frem til nutiden - et år efter, at massakrene i første bind har fundet sted - og det hele starter forfra.

Tempoet er igen helt vanvittigt, og der dræbes så mange personer på så grusomme måder, at svage sjæle nok vil finde det lidt frastødende. Men da det hele er så grotesk overdrevet, så tager man det med et gran salt. Slutningen er både romantisk, morsom og ironisk - igen lidt som en parodi på klassikere. Absolut læseværdige!


Friday, June 8, 2012

Roots - Alex Haley

























  • Engelsk
  • 27. maj - 7. juni
  • 729 sider
  • Dansk titel: Rødder

Jeg havde i gemmerne en meget gammel udgave af Roots, som jeg kan se er købt for 15 kroner på et loppemarked sandsynligvis for mange år siden. Men den var aldrig blevet læst, og TV-serien baseret på romanen har jeg heller aldrig set... det er jeg lige lidt for ung til. Efter rejsen til Gambia for et par uger siden, og besøget til den landsby, som Haley påstår at stamme fra, mente jeg dog, at tiden var inde. Det blev en meget lang og sej læsning med uendelige irritationsmomenter fra såvel bog som fra den research, jeg undervejs fandt på nettet.

Bogen starter for det første med præsentationen af landsbyen, som hedder Juffureh, beliggende fire dagrsrejser op fra floden Gambias udmunding i Atlanterhavet - en rejse som vi i en båd foretog på to timer, og skulle være 27 km. Selv i 1750 kan det næppe have taget så lang tid! Senere følger en beskrivelse af den efterhånden legendariske Kunta Kintes bedstefar, som var kommet dertil fra Mauritanien med sin beholdning af bøger. Igen for mig et historisk ukorrekt billede - bøger hos fattige afrikanere i begyndelsen af det 18. århundrede??? Jeg blev mere og mere kritisk indstillet, men fortsatte min læsning.

Historien er uden tvivl god set som en ren fiktiv historie - på trods af disse små fejl. Den er uden tvivl også et muligt scenarie for de mange slaver, som blevet fanget og sendt over havet til en ussel eksistens som slaver. Problemet opstår jo mest i kraft af Haleys påstand om, at dette er hans familie.

Det er officielt bekræftet, at Haley stjal en stor del af romanen fra en anden forfatters roman - Harald Courlander udgav sin roman The African allerede i 1967, og lange passager fra hans roman er direkte kopieret ind i Haleys. Til sit forsvar sagde Haley, at dette kom fra hans researchere, der havde leveret disse passager - men som forfatter står han jo endeligt inde for indholdet. Den pudsige historie bliver det blot yderligere eftersom hans ghost writer (på fransk kaldet en nègre) viste sig at være en hvid mand! Ironien driver nærmest...

Haley havde tilsyneladende hele sit liv hørt familiens historie genfortalt fra de ældre medlemmer, indtil han en dag besluttede sig for at genfinde sine rødder. Han havde hørt om den unge dreng Kunta Kinte, som efter en nattevagt over landsbyen havde besluttet sig for at gå dybere ind i skoven for at fælde træ til at lave sig en tromme - og her blev overrumplet af de hvide og sendt til Amerika.

Haley anede end ikke fra hvilken del af Afrika de få ord han kendte, kunne stamme fra. Men han fandt frem til Gambia, og som ved et mirakel, da han ankom - pudsigt nok til samme hotel jeg boede på så mange år senere - fandt han hurtigt personer, der kunne angive ham den præcise landsby uden problemer efter mere end tohundrede år.

Ankommet til landsbyen møder han en gammel griot - de gamle vise mænd, hvis opgave det er at erindre og genfortælle generationers historie. Da denne griot fortæller Kinte-familiens historie fortæller han samtidig historien om trommen og træet. Men det kunne ingen i landsbyen vide, da Kinte jo aldrig vendte tilbage fra den udflugt - og mange mener, at han havde fået informationerne inden, og passende bryggede en historie sammen, der ville røre Haley sentimentalt og give ham det belæg for sin historie, som romanen blev bygget på.

Han begynder at undersøge, hvilket slaveskib det kunne have været - ifølge grioten var det året, hvor "Kongens soldater kom", og Haley starter sine undersøgelser direkte i årtiet omkring 1760. Men hvorfor lige der - når han ingen anelse havde om tidspunktet ud fra griotens fortællinger, som udelukkende var baseret på hændelser uden årstal? Konstrueret så det igen passede med hans roman?

Der er mange informationer på nettet om fejlene i Haleys historie - en af de mere interessante og komplette er denne artikel. Men når man så selv har været i landsbyen, bliver det endnu mere grotesk. De lokale har opbygget en større forretning omkring hele historien, og lever af de turister, der nu kommer for at se deres rødder. En stor del af dem er afro-americans, der med tårer i øjnene kigger på en gammel dame, som præsenteres som nedstammende fra Kunta Kinte - principielt kan de tage hvem som helst og gør det måske også? Ydermere er landsbyen på UNESCO's liste af verdensarv, og alt det grundende i bedrag.

Det ærgrer mig måske mest, at jeg ikke kendte til hele denne side af historien inden mit besøg - så havde jeg virkelig haft nogle spørgsmål til de lokale guider, der presser penge ud af turister for at bøde for vores kriminelle handlinger for nogle hundrede år siden.