Thursday, March 29, 2012

Notre-Dame de Paris - Victor Hugo



























Forleden morgen, da jeg var på vej i elevatoren til kontoret, mødte jeg en kollega. En franskmand af den type, der selv synes, at de er ret intellektuelle. Jeg havde min bog i hånden, og det undrede ham, kunne jeg se - hvorefter han spøgende sagde, at jeg sikkert havde et sladderblad liggende i tasken og det kun var for at blære mig!

Det siger jo flere ting, synes jeg!
At det virker uoverskueligt, svært - men også som blær at ville læse de store klassikere? At det umuligt kan være ren fornøjelse! At de har et rygte af at være utilnærmelige, når det i virkeligheden snarere forholder sig således, at et nutidigt sladderblad næppe kan overgå Hugo i intriger og saftige detaljer om alt fra had til kærlighed.

Desuden synes jeg, at det er lidt skræmmende, at den danske Wikipedia-side er så tom, og samtlige andre topsøgeresultater i Google er henvisninger til musicalen. Sørgeligt!

Når det er sagt, så er der visse dele, som muligvis er rigtige - men de har til gengæld intet med selve romanen at gøre. Den udgave, jeg havde købt efter læsningen af Les Misérables i oktober, var nemlig en meget proppet udgave. Der var 67 siders indledning med analyse og diverse; så var der 4 (til gengæld nyttige) sider med plan over Paris i 1482; der var ca. 200 siders fodnoter til romanen (med meget lille skrift) samt nogle artikler udgivet af Hugo igennem sit liv, og primært handlende om arkitektur og den manglende indsats for at bevare franske historiske mindesmærker - en af hans kæpheste.

Jeg er for nysgerrig til at overse dem - men til tider irriterede det mig at måtte have tre bogmærker (i historien, i byplanen og i noterne), og konstant føle at blive afbrudt i min læsning af at bladre frem og tilbage. Visse noter var ligegyldige - andre var lærerige og/eller vigtige for historien; når det fx drejede sig om gamle middelalder ord.

Til genæld er det for mig uinteressant at vide, hvad Hugo oprindeligt havde skrevet i sit manuskript - men jeg læste trods alt det hele. Denne udgave er ligeledes udgivet i 1880 - altså næsten 50 år efter, at den først udkom i 1831 og er en sidste udgave gennemset og redigeret af Hugo selv inden hans død. Den indeholder således 11 dele, og ikke kun 10 som i mange andre; Hugo havde forlagt nogle kapitler, men de er med i denne udgave.

Historien er muligvis kendt - men sandelig også fordrejet; sikkert fordi få har læst den egentlige historie, men kender Beauty & the Beast-konceptet, som romanen vel nærmest har opfundet?

Derfor blev selv jeg overrasket over slutningen - men også al tvetydigheden i historien; udover den åbenlyse kærlighedshistorie om sigøjnerpigen Esmeralda og den vanskabte klokker Quasimodo er det nemlig en historie om alkymi, som for alvor optog sindene i middelaldere, hvor romanen foregår. Der er symbolikken i mand og kvinde; i Esmeraldas tro følgesvend, geden Djali, i sammensmeltningen mellem det verdslige og det gejstlige, i Esmeraldas navn (smaragd) som en ædelsten, kapitlet med kongen, Ludvig den XI, som forsøger at skabe guld og utallige henvisninger til Nicolas Flamel og alle de tilsyneladende skjulte symboler i figurerne, der udsmykker katedralen i Paris.

Den oprindelige franske titel er nemlig blot navnet på katedralen; Paris i 1482 var ganske lille og byens borgere kendte hinanden i deres daglige færden - derfor kender alle historien protagonister da også hinanden.

Der er den grusomme Quasimodo, der er klokker i Notre-Dame, men en stakkels døv krøbling, Han blev fundet i kirken 16 år tidligere af den nu midaldrende og forbitrede præst, Frollo. Han tog drengen til sig i et forsøg på at omgøre det mislykkede forsøg på at uddanne sin yngre bror, Jehan, til noget fornuftigt - denne foretrækker i stedet at ture rundt på byens værtshuse. Så er der Esmeralda - den gudeskønne sigøjnergadekunstner, som fordrejer hovedet på både Quasimodo og Frollo, men også den unge kaptajn Phoebus, som egentlig er forlovet med en kvinde fra hans egen stand.

Historien starter Helligtrekongersaften med hyldningen af Fjolsernes Pave, som uventet bliver vundet af Quasimodo. Denne hyldning afbryder dog poeten Gringoires skuespil til ære en udenlandsk ambassade, og denne tager det meget ilde op. Han har intet hjem og ingen penge, og ender hos gøglerne, som enehændigt styrer en del af byen. I sekundet inden de hænger ham, forbarmer Esmeralda sig og gifter sig med ham - dog er det rent pro forma, da hun er forelsket i Phoebus. Denne er selvfølgelig ikke interesseret i mere end lidt tant og fjas - hun er jo absolut ikke giftemateriale for en mand som ham!

Samtidig overvåges Esmeralda på afstand af såvel Quasimodo og Frollo, men også den midaldrende kvinde, som på femtende år er frivilligt indespærret i en hule i muren efter, at sigøjnere stjal hendes lille spædbarn - en pige!

Det er selvfølgelig som med den tids romaner - og som det også var tilfældet i Les Misérables - relativt nemt at gennemskue plottet. Alligevel var jeg nu noget trist ved slutningen! Men samtidig ville det nok have været utænkeligt efter datidens normer at lade Esmeralda og Quasimodo leve lykkeligt til deres dages ende.

Men Hugos styrke ligger jo ikke i overraskelsesmomentet; men i konstruktionen af romanen - i personerne, og stadig formår han at lave en cliffhanger flere steder i bogen. Så kommer der lige et kapitel, som fx et af de sidst tilføjne, hvor han over knap fyrre sider (med femten sider noter ved siden af) beskriver Paris som den så fra toppen af katedralen. Og lige inden har vi forladt historien, hvor spændingen er på sit højeste! Men hans længere historiske beskrivelser er også interessante; og især i Paris, hvor man kan forholde sig til gadenavnene og tænke over, hvilke bygninger, man stadig krydser på sin vej.

Katedralen er i øvrigt Frankrigs centrum - uanset hvor man er i Frankrig beregnes afstande til Paris med nul som pladsen foran Notre-Dame. Det er også mere åbenlyst, at det er kirken og dens indflydelse på historien, der skal give den hovedrollen i stedet for Quasimodo - selvom man jo ender med at holde uendeligt af den stakkels mand.

Jeg har faktisk ikke lavet meget andet end at læse - arbejde selvfølgelig; men ellers var jeg totalt opslugt - og med grund! Det var ganske enkelt eminent! Man skal ikke lade sig skræmme - læs hellere denne en gang i dit liv end et sladderblad hver uge :-)


Thursday, March 22, 2012

Dolce Agonia - Nancy Huston

























Nancy Huston er heldigvis oversat til dansk - både denne roman, men også en tidligere.  Fælles for dem er, at de ikke er morsomme! Men de er til gengæld værd at læse.

GUD fortæller her. Han styrer trådene i den enorme overordnede marionetforestilling, som livet er. Sean Farrell holder en Thanksgiving-middag - fordi han føler sig lidt alene og er blevet diagnosticeret med kræft - og vil have folk omkring sig. Til middagen er 12 gæster, som i den danske titel, og en baby - den 13. person, som får hele scenariet til at virke som en pseudo-udgave af den sidste nadver, som det også nævnes i historien.

Udover Sean er der to af hans tidligere elskerinder - den ene med sin nuværende mand; der er gamle venner såsom Aron på 86 år, men også hans ven Hal med den nye unge kone Chloe og deres baby. Middagen starter i godt humør - men begynder med indtagelsen af alkohol og for meget mad at bringe minderne op i folk på denne dag, hvor man i USA helst skal være sammen med sine nære.

Gud styrer ikke middagen, men imellem kapitlerne om middagens gang, får vi at vide, hvordan hver enkelt person dør. Det er ikke ondt - det er til tider modbydeligt eller morbidt; til tider fredsommeligt - men sjældent.

Som aftenen skrider frem og GUD sidder med ved bordet i hver enkelts tanke, bevæger vi os tilbage i hver deres liv. Der er mange og hurtige spring, fordi Gud er inde i deres tanker og minder. Men det er en naturlig konsekvens af dialogen - den slags tankespring man kan have i et middagsselskab i sine egne tanker.

Her ender det dog med, at samtlige tolv personer tænker på deres forældres, børns eller egen sygdom og død. De kan være midaldrende, syge eller ej - men vi er alle mærket af, at det uundgåelige rammer en dag. Det må nok være lektionen.

Det var en ualmindeligt gribende men barsk roman. På absolut ingen måde positiv eller morsom eller opmuntrende; men så reel. Bestemt en bog at genlæse!

Tuesday, March 20, 2012

In the Company of the Courtesan - Sarah Dunant

























  • Engelsk
  • 18.-19. marts
  • 405 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har tidligere læst en roman af Sarah Dunant, så da jeg så den til 3 EUR i en genbrugshandel var valget nemt; ikke, at jeg forventede stor litteratur - men god underholdning med den gode blanding af historie, kultur og kolorit, som jeg godt kan lide. Jeg blev bestemt ikke skuffet, og jeg lærte endda nye ting - og så fik jeg selvfølgelig en ubændig lyst til at hoppe ombord det første fly til Venedig!

Historien starter i Rom i 1527, da byen angribes af Karl V's styrker, som hærger alt og alle - voldtager, dræber, plyndrer... og vi introduceres til kurtisanen Fiammetta og hendes Bianchini og hendes tro væbner, dværgen Bucino. Protestantiske bølger svæver over Europa, og Fiammetta bliver skamferet af nogle tyske protestantiske kvinder - de brænder og skærer hendes hår af, og Fiammetta og Bucino flygter forklædt som de fattige mennesker, de nu er, til Venedig, hvor Fiammetta stammer fra.

Her handler det om at genskabe Fiammetta, at genopbygge rygtet som den bedste og smukkeste kurtisane i byen - eller republikken, som Venedig jo var på den tid. Man følger en ganske velfunderet og godt researchet version af livet som kurtisaner på den tid såvel som livet ved Doge-hoffet. Fiammettas og Bucinos kamp tilbage til tinderne blandt andet ved hjælp af den blinde og forkrøblede La Dragas hjælp. Hun er en slags troldkvinde - en medicinmand med alsidige talenter, og inden et år er de tilbage i vælten.

Men de kommer de primært efter at have opdaget gemt i en læderindbundet og låst bog en hidtil ukendt udgave af I Modi - og det var her, jeg lærte en del nyt. Om satireforfatteren Pietro Artino, som også er en personnage i historien og hans erotiske sonnetter til at illustrere den bog, som Vatikanet havde bandlyst.

Man kan mene meget om kvaliteten af den slags romaner - personligt kan jeg godt lide dem under forudsætning, at de er historisk korrekte og man kan mærke, at der er seriøs research bag. Det kan man i Dunants romaner - og jeg nød beskrivelserne af Venedig i middelalderen, om den jødiske ghetto, om maleren Tizians begyndelse og hans berømte maleri, Venus af Urbino, som i bogen bliver til en afbildelse af Fiammetta. Denne detalje er selvfølgelig opdigtet - men da ingen ved, hvem hun forestiller er det en kunstnerisk frihed, der er i orden. Jeg synes altid det er sjovt at læse om de malerier, man har set i virkeligheden og dette hænger på Uffizi-galleriet i Firenze, hvor jeg så det i 2002. Så en tur tilbage til det musem står nu også på listen!

Der er også intriger, mystik og drama - jeg slugte den bogstaveligt talt... og jeg nød den lette læsning!

Saturday, March 17, 2012

Demain j'aurai vingt ans - Alain Mabanckou

























  • Fransk
  • 14.-17. marts
  • 401 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Forleden læste jeg i et interview med Alain Mabanckou, at han ikke brød sig om etiketten 'afrikansk forfatter' - og at man i USA, hvor han bor, ikke anser ham for at være en afrikansk forfatter, som det er tilfældet i Frankrig. Ikke desto mindre synes jeg, at han netop er én den bedste nulevende afrikanske forfattere. Han mener, at der er en tendens til, at man forventer at afrikanske forfattere skal være bosat i Afrika og skrive afrikanske historier - hvilket jo ikke er hans tilfælde, da han flyttede til Frankrig fra Congo-Brazzaville som 22-årig.

Det var først efter denne flytning, at han begyndte seriøst at skrive, men hans romaner foregår jo som oftest i Afrika selvom han i samme artikel ganske rigtigt påpeger, at såvel négritude-bevægelsen som panafrikanismen opstod udenfor Afrika. Men især négritude-bevægelsen blev jo netop funderet af afrikanere som Senghor, som senere rejste tilbage til Senegal for at blive landets præsident. Mabanckou bor i dag i USA, hvor han underviser og ganske givet gøler sig friere end i Europa, og især Frankrig, hvor han altid vil være fra en tidligere koloni.

Ikke desto mindre og uanset hvilken etiket andre eller han selv pådutter sig, så er han altså en afrikansk forfatter for mig. I denne roman beskriver han sin barndom i Pointe-Noire med moderen Pauline og faderen Roger, som ikke er hans rigtige far. I bogen har den lille dreng navnet Michel, men i indledningen dedikerer han romanen til netop sine egne forældre Pauline og Roger, og aldersmæssigt passer Michels historier med Alains egen alder.

Historien fortælles derfor med denne drengs øjne og sprog - en dreng på lidt over 10 år med den naivitet i observationerne, som det medfører. I starten var jeg lidt forvirret over denne stil, som er så langt fra den knivskarpe satire, der ellers kendetegner Mabanckous bøger - og der var en del gentagelser af fænomener, som de ses igennem et barns øjne.

Men lige så stille vender Mabanckou tilbage og ind i historien med sine skjulte ironiske hentydninger til kolonisationen, til den korrupte kommunistiske politik, som præger landet i de år - om verdensbegivenhederne, som han hører dem over radioen: Shahen af Irans fald og eksil; Mother Teresas Nobel-fredspris og loven om abort, som vedtages i Frankrig. Vi er nemlig i slutningen af 1970'erne, hvor den kassettebåndoptager, som faderen bringer hjem er en revolution i det lille afrikanske hjem.

Han fortæller om sin barndomsforelskelse og om venskaber; om overtroen, der som altid omgiver børn og voksne i Afrika, og er afgørende for om hans yndlingshold vinder fodboldkampen eller om moderen kan blive gravid igen. Da først jeg var kommet ind i det anderledes sprog i denne roman var jeg helt solgt.

Jeg glæder mig som altid til hans næste bog - denne har jeg ventet temmelig lang tid på i Pocket-format, og nu er hans næste udkommet - et barsk opgør med politiske synspunkter på Afrika. Det er uden tvivl mere af det 'normale' Mabanckou - samfundskritisk og barsk; men det betyder ikke, at jeg ikke kunne lide denne mere poetiske side af barnet Mabanckous opdagelse af verden.

Wednesday, March 14, 2012

The Corrections - Jonathan Franzen

























Tolstoj skrev det som den første sætning i Anna Karenina: "Alle lykkelige familier ligner hinanden, men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig."

Franzen skriver om de ulykkelige familier. Han gjorde det i Freedom og han gør det i The Corrections - eller rettere gjorde det, da denne roman udkom i 2001 på engelsk. Men jeg skulle altså opdage Franzen igennem Freedom, før jeg nåede bagud i hans forfatterskab.

Der er en del lighedspunkter mellem de to romaner, synes jeg. Perspektivet er som udgangspunkt ne kvindes - i dette tilfælde Enids. Moderen i Lambert-familien, som historien handler om. En mellemamerikansk middelklassefamilie, hvor forældrene er pensionerede; faderen Alfred angrebet af Parkinsons syge og begyndende senilitet. Derudover er der de tre børn: Gary, som er den succesfulde af børnene og lever i et stort hus i Philadelphia med sin kone Caroline og deres tre drenge. Så er der Chip, som er fyret skolelærer og nu falleret forfatter uden kone eller børn. Endelig er der Denise, som er restauratør, fraskilt og dermed heller ikke lever op til Enids forestilling om et velfungerende liv.

Selvom omdrejningspunktet dermed er Enids verden, og hvordan den pludselig ændrer sig med Alfreds sygdom - så fortælles historien på skift af de forskellige personer. Historien starter da Enid og Alfred skal besøge Chip i New York inden de tager afsted på et krydstogt - men Chips kæreste/elskerinde er ved at forlade ham, og han styrter ud af døren for at redde sit forhold. Franzens teknik er så at lag efter lag at arbejde sig tilbage til barndommen, og så fremad derfra så vi får hele historien om hans affære med en studerende, hans fyring, hans forhastede afrejse til Litauen med ekskærestens eksmand for at tjene nogle hurtige ulovlige penge for at komme ud af al miseren.

Næste store del er Garys historie; om et ægteskab styret af Caroline, om konflikterne med sønnerne - og ikke mindst konflikterne med forældrene. Hans kamp for at overtale familien til at rejse med hjem til Enid og Alfred for at holde jul - det er hele kæphesten i historien. Enid vil samle alle i huset en sidste gang, da hun fornemmer, at Alfreds senilitet snart vil gøre det umuligt. Men det er ikke nemt med den krig der børnene imellem og ikke mindst i Garys familie.

Enid og Alfred tager på krydstogt - en tåkrummende tragikomisk del af bogen; med alt, hvad USA kan mønstre af påtagethed og hykleri. Jeg ved faktisk ikke noget værre end amerikanere og alt, hvad de står for - og det var næsten fysisk svært at komme igennem denne del, så frastødende finder jeg dem. Men Franzen deler gudskelov min foragt for den middelmådige og gennemsnitlige amerikaner - hvis der da overhovedet findes en anden model? I Freedom kritiserer han også voldsomt den amerikanske Bush-politik - i denne roman er det finansverdenen blandt andet der står for skud. Men sandelig også amerikanernes medfødte stupiditet og naivitet, som beskrevet i eventyret om Chips forretninger i Litauen!

Denises historie er ikke mindre farverig - den mindste af børnene og den eneste pige med alt, hvad det indebærer af forventninger fra moderens side. Hun ender som succesfuld kok - men har en affære med både chefen og dennes kone... og bliver fyret. Det er grotesk, hvor galt det kan gå for dem allesammen inden de endelig samles til den sidste jul i huset med en Alfred, der ser spøgelser allevegne og er hårdt ramt af sin sygdom. Det bliver selvsagt ikke en succes - men det bliver på en mærkelig måde forløsningen for dem alle sammen.

De opdager alle pludselig, hvordan og måske også hvorfor de har været den ulykkelige familie som i Tolstoj - på deres helt egen unikke måde.

Mine eneste kritikpunkter er, at bogen ligesom Freedom er kompakt! Meget kompakt! Det er afsnit på 50-60 sider - en lang paragraf, som virkelig nødvendiggør masser af tid til at kunne hengive sig læsningen. En anden er hans beskrivelse af Litauen som en slags tredjerangs forbrydernation. Det generer muligvis ikke en amerikaner, som ikke ved, at der er en verden uden for USA - men personligt irriterede det mig grænseløst, at han konsekvent sammenlignede Litauen med 'nabolandet' Finland - det er jo en direkte løgn... ligesom mange andre faktuelle detaljer om post-sovjetiske Baltikum. Det er synd!

Men alt i alt er Franzen et interessant bekendtskab. Ikke et nemt et, som det også ses af læsetiden - men investeringen værd.

Monday, March 5, 2012

Oubliez Adam Weinberger - Vincent Engel
























  • Fransk
  • 4.-5. marts
  • 316 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Efter at have læst tre af Engels bøger med succes og en enkelt med mindre succes,var det jo spændende at se, hvad denne ville give af udfald. Temaet var milelangt fra den italienske sol og det 19. århundrede, men det kunne vel kun være godt at skifte dekorationen lidt ud? Eller også er det den stil, der passer til Engel for jeg var mildest talt lidt perpleks over denne bog.

Emnet er uendeligt svært, da der er skrevet hundreder af bøger om jødeforfølgelse og udryddelse; og jeg havde indtrykket af, at dette var en mere personlig bog - muligvis jødisk familie? - og at det var en slags hyldest til dem.

Historien om Adam Weinberger er opdelt i to dele - før og efter; det har selvfølgelig den konsekvens, at Engel undgår at skrive om imens, som ville være krigsårene, lejrene og de døende. En episode, som om muligt er endnu sværere at skrive om i fiktion med alle de personlige beretninger, der er skrevet. Før-delen handler om hans liv som yngste søn i en familie med fire børn; med forældrene, som lever et ortodoks ægteskab uden at tale til hinanden - om brødrene Samuel, som er sportsfanatiker og sionist, og Avner, som vil være rabbiner og er dybt troende. Så er der søsteren Rachel, som den 12-årige Adam forgæves forsøger at smede sammen med storebroderen til en polsk katolsk ven. Det ender skidt, da faderen opdager det og Rachel bliver gift med en drukkenbolt - der dog er jøde.

Hans historie omhandler også onklen, Elisha, der er blevet udstødt af familien, da han blev kommunist og hans steddatter, Esther, som Adam forelsker sig i. Hun ender dog med at rejse til Palæstina med Samuel blot uger før Polen bliver invaderet. Moderen dør en langsom smertefuld død af kræft lige inden, men episoden mærker Adam, som for første gang kommer til at tale med sin mor på hendes sygeleje.

Efter krigen genfinder vi Adam i Paris, hvor han fortsætter sine afbrudte studier som læge og leder efter Esther, som muligvis er den eneste overlevende. Men tiden efter fortælles primært af to andre - lægen Louis, som fyrer ham fra hospitalet efter, at Adam har hjulpet Louis' kræftdøende mor igennem hendes sidste timer - og Deborah, som er en ung amerikansk jødisk journalist, som naivt tror, at hun kan få ham til at sætte ord på hans smerte.

Adam - og navnet er næppe valgt ved et tilfælde - er indbegrebet af de mænd, der overlevede og ikke ville tale om krigen, fordi det ikke bringer de døde tilbage. Objektivt set er han jo psykisk helt nede, og burde have hjælp - i stedet bygger han skibe i flasker, som en slags nødråb i sin søgen på de forsvundne.

Det fungerer bare ikke helt godt; heller ikke på de sidste ti sider, som er hans afskedsbrev, da han som gammel begår selvmord. I årevis har han levet under et falsk katolsk navn i en lille by, hvor nabodrengen blev hans ven. Men de var jøder, og Adam har aldrig villet indrømme sin oprindelse af fare for, at man skulle konfrontere ham med kz-lejrene igen.

Der er en masse relevante temaer om skyldfølelser og fortielse - men det bliver bare lidt for overfladisk og forsvinder i uendeligt lange konstruerede sætninger. Og så er det muligvis bare ganske umuligt at 'overstråle' de virkelige beretninger af den gru?

Friday, March 2, 2012

La vie d'une autre - Frédérique Deghelt
























  • Fransk
  • 29. februar - 1. marts
  • 341 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat
  • Filmversion: The Life of Another

Jeg havde faktisk modstået fristelsen igennem flere år til at købe denne roman, fordi jeg mistænkte den for at være en anelse for overfladisk til min smag. Men så er den blevet filmatiseret med Matthieu Kassovitz, som jeg absolut er mere begejstret for end Juliette Binoche. Man kan ikke komme udenom den i de franske medier, og det ender jo nok med, at jeg også ser den på et tidspunkt.

Desuden havde jeg lyst til lidt let læsning - og lidt underholdning. Jeg troede nemlig, at det var mere komedie end det viste sig at være - dog var det stadig absolut i den lettere ende af skalaen rent intellektuelt. Men ikke skidt!

Maria er en ung kvinde på 25 år, som fejrer sit første job på en restaurant med venner - de får noget at drikke, de danser med de andre gæster og hun ender natten i armene på den smukke Pablo. Næste morgen vågner hun med eftervirkningerne af fest og elskov i hele kroppen, indtil hun bliver overrumplet af to mindre børn, der hopper i sengen. Morgenen efter er nemlig morgenen 12 år efter - hun er gift med Pablo, og de har to børn sammen på 4 og 8 år. Faktisk har de endnu en lille datter, men det opdager hun først efter nogle dage, hvor hun forsøger at skjule sin amnesi for omverdenen og leger sig igennem usikkerheden og spørgsmålene, som hober sig op.

Hun begynder hurtigt at få fornemmelsen af, at en voldsom hændelse må være gået forud for dette hukommelsestab. Venner og bekendte kommer med hentydninger til krisen i ægteskabet, hendes tab af arbejde; men selv kan hun ikke fremkalde den mindste erindring eller finde spor til at hjælpe hende på vej.

Hun fortæller ganske få om sit problem - men ikke Pablo, ikke moderen; ingen af dem tættest på hende, som ville være oplagte og de, der bedst kunne hjælpe hende.

Det er måske det svage punkt i historien; jeg tror rent psykisk, at det kan lade sig gøre - for årsagen til hukommelsestabet kommer selvfølgelig frem. Man kan vælge ubevidst, at nu er livet for meget og man vil stå lidt af - i Marias tilfælde er hendes amnesi en hævn over manden, hun elsker men som også har såret hende.

Men ville man reelt set bare fortsætte i en hverdag af løgne? Ville man ikke opsøge medicinsk hjælp? Jeg ved ikke om jeg objektivt set kan forholde mig til troværdigheden?

Det var letlæsning, og jeg åd mig da også igennem den - men jeg tror faktisk, at den vil være bedre som film, hvor alle hendes tanker ikke er en del af historien, men hvor det virkelig bare bliver en lidt melodramatisk komedie.