Friday, September 30, 2011

BRAND sense - Martin Lindstrøm






























Jeg har med vilje stavet Martin Lindstrøm med et 'ø' i overskriften - og ikke med et 'o' som på bogens omslag; for han er jo altså dansker - og ikke mindre end én af de mest berømte danskere i disse år! I hvert fald inden for sit kerneemne, som er marketing og ikke mindst branding, varemærker og optimal udnyttelse af mærket. Så kendt, at han har sin egen side på Wikipedia, og kan få Philip Kotler til at skrive forord til sin bog! 

Jeg har netop bestilt hans nyeste bog, Brandwashed, som jeg glæder mig vanvittigt til - og så var det lige oplagt at genlæse BRANDsense, som jeg købte i 2005 - for i denne branche går det hurtigt. Faktisk går det hurtigere og hurtigere - endda muligvis mere end selv de kloge kan forudse?

Bogens drejningspunkt er, hvordan man som brand kan optimere sin værdi, sine produkter, sit omdømme - ja, det hele - ved hjælp af de fem sanser. For slutresultatet skulle gerne blive som det lykkes for kun ganske få - at få en symbiose i marketing, som det er tilfældet for Singapore Airlines. Han benytter både sine egne teorier, som muligvis kan være lidt tunge, hvis man ikke i forvejen arbejder med emnet - men lige så mange pudsige og interessante historier fra den virkelige verden. Det er både tankevækkende og skræmmende, hvilke dårlige historier han kan komme med - men også imponerede i de tilfælde, hvor det hele bare kører for et succesfyldt firma!

Til gengæld er det skræmmende at se, hvor meget der er sket på så få år! Nokia er verdensmarkedslederen indenfor mobiltelefoner! Det var dengang iPod var en baby, og iPhone en sædcelle! For slet ikke at tale om iPad - som jo om noget opfylder hans efterspørgsel til taktile produkter og en reel kultur omkring såvel produktet som varen. Apple som firma omtales - men ingen af de notoriske i-produkter, som mange stadig staver forkert; det forstår jeg ganske enkelt ikke??? Hvordan kan man stadig skrive Ipad??? Så er noget af markedsføringen i hvert fald gået galt - eller også er det bare ikke målgruppen, hvis de ikke engang kan skrive produktnavnet! Men under alle omstændigheder er der i dag tale om en i-kultur, som Lindstrøm ikke ved noget om i 2005!

Derfor var det både lidt nostalgisk og sjovt at se, hvor meget der er sket - og en god optakt til den meget ventede kultbog... som jeg forhåbentlig modtager i næste uge.

Thursday, September 29, 2011

Le voyage de l'éléphant - José Saramago























Dette var min første roman af Nobel-vinderen, José Saramago, og muligvis var jeg ikke 'velforberedt'? Jeg havde ingen forventninger overhovedet til hans skrivestil - og det som umiddelbart irriterede mig, er tilsyneladende det, der karakteriserer hans skrivestil. Jeg blev fascineret af den sandfærdige historie bag - og omslaget er absolut heller ikke til at stå for.

Historien bag er ganske sand - kongen af Portugal forærer ærkehertug Maximilian af Østrig en elefant i bryllupsgave. Maximiliam er en vigtig allieret, da han er svigersøn til Karl V. - datidens absolutte enehersker i europæisk politik. Elefanten, Salomon, har været i Lissabon i et par år sammen med sin indiske elefantpasser, Subhro, og nu skal de planlægge den lange rejse til Wien - til fods.

Så begynder rejsen - med soldater, oppassere, vand- og madvogne til Salomon, og alle de sociale intriger og problemer den slags kan medføre; hvem skal være forrest i kortegen - og hvordan skal de organisere sig med pauserne? Er elefantens behov virkelig afgørende for rejsens hastighed - er det ikke kommandanten, der er den øverstbefalende?

Dertil kommer postyret undervejs; i 1551 var det ikke normalt at se en elefant og mange bliver enten forskrækkede eller overbeviste om dens særlige egenskaber, som da Salomon blilver årsag til et mirakel foran en katolsk kirke til stor fortrydelse for den protestantiske ærkehertug.

Selve historien om rejsen og dens fortrædeligheder og pudsigheder er således både rørende, interessant og pudsig med alle de underlæggende menneskelige reaktioner, som det sociale hierarki og de besværlige rejseomstændigheder medfører.

Men jeg har det generelt usandsynligt svært ved forfattere, der 'afbryder' deres historie ved at indskyde dem selv som observatør i første person. En første person, der halter efter karavanen og må løbe hurtigt for at indhente den - en første person, som fortaber sig i sammenligninger med, hvordan verden ser ud nu - og hvad vores moderne viden kunne have gjort for rejsen. Jeg har det bedst med at man bliver i historien og lader dens personer forblive i deres tid. Jeg var irriteret over de afbrud og henvisninger til fx Tolstoi - som ingen af protagonisterne jo nogensinde får at se.

Det er måske hans specielle kendetegn - og så skal jeg måske være glad for, at jeg ikke startede med en roman på tusinde sider. Men jeg var ikke oplsugt af historien - og derfor tog det fire forholdsvis lange dage at komme igennem denne lille historie. Jeg ved ikke, om Saramago og jeg skal have mere med hinanden at gøre lige nu...

Saturday, September 24, 2011

Le Papalagui - Erich Scheurmann

























Det er egentligt en anelse forkert at angive den tyske maler og kunstner, Erich Scheurmann, som forfatter til denne lille bog. Det er hans noter fra samtaler med en samoansk mand i 1914-15 på en fjern ø i et samfund fjernt fra vores værdier. Der er senere fremkommet teorier om, at det skulle være rent opspind - alligevel ved vi, at der har fandtes (og med lidt held stadig gør), befolkninger, som undres såre over vores vestlige levevis. Jeg så selv en reportage fra vores moderne tider om en fransk journalist, som bringer to mænd fra Papua Ny Guinea til Paris - det kom der en mindst lige så fantastisk reportage ud af.

Om det så er opspind eller ej - så er det en aktuel lille bog, på trods af, at den er næsten 100 år gammel. Den samoanske mand, Touaivii, skulle efter sigende have været i Europa i starten af det 20. århundrede, og han vender tilbage for at fortælle sine medmennesker på den lille ø om Papalagiens liv. En Papalagi er en hvid mand; ordet kommer af deres ord for noget, som gennemskærer himlen. Den første hvide mand de så, kom med en båd med hvide sejl - og sejlene skar igennem horisonten.

Han fortæller om de hvides levevis - i en have af sten; vi har lange floder af sten (gaderne) og bor i kasser af sten - altid i mindre og mindre kasser indeni hinanden, hvor man til tider slet ikke kender dem i kassen ved siden af. Touaivii beskriver det hele med ord, som hans medmennesker kan forholde sig til - og forklarer biografen som en mørk kasse, hvor man kan leve en andens liv og glemme sit eget.

Selvfølgelig er der sket uendeligt meget på Samoa i de hundrede år - de har også McDonalds og Pizzahut i dag; men det er muligvis (man håber det) ét af de steder på jorden, hvor der stadig er plads til det uforstyrrede og naturlige liv. Men som han så det var vi jo vanvittige - vi løber efter tiden, skal hele tiden kigge på den lille runde maskine på hånden - "Tiden løber fra dem, fordi de forsøger at tilbageholde den. De lader ikke tiden komme til dem."

Der er mange sandheder, som en snu forfatter kunne camouflere som en 'vildmands' tanker for ikke selv at fremstå som antiprogressiv og doven. Men hvis man tager det for gode ord, er det lige så ligetil at forestille sig Touaiviis overraskelse over vores levestil - dengang som nu. Vi kom til dem og omvendte dem fra deres dyriske (animistiske) religion; den del er Touiavii helt enig i, da landsbyerne ikke længere slås fordi det er forbudt i det 1. af de Ti Mosebud. Men han siger samtidig, at Papalagien selv har glemt, hvad han lærte dem - og, at vi tilbeder endnu flere guder og idoler end de gjorde inden de mødte den hvide mand. Han kunne ikke have mere ret... penge, tid, prestige, status... men sjældent de rigtige værdier.

Bogen udkom i 1920 i Tyskland, men blev først oversat til dansk i 1981 under den titel, jeg fandt - men jeg kan ikke finde noget nyere. Den er tilsyneladende også opsat som teaterstykke, og den må siges stadig at være meget aktuel med sine 10 små kapitler, hvor vi observeres udefra. Mange ting er sikkert blot blevet værre - nogle tendenser muligvis bedre med tendensen til indadvending og yoga i de senere år.

Men i bund og grund må konklusionen være som Touaiviis råd til sine naboer - vær opmærksomme og p? vagt... for alt, hvad den hvide verden bringer er ikke af det gode.

Alligevel må det siges, at der ikke er blot en mikroskopisk lille del af jordkloden, som vi ikke har omvendt med vores ildvåben og haver af sten. Det ville ellers være interessant at gentage forsøget i dag med en urbefolkning.

L'adversaire - Emmanuel Carrère




Ligesom i Andre liv end mit skriver Carrère her en non-fiction roman, hvor han dog blander sine egne fortolkninger ind som mulige tanker, der kan være gået gennem hovedet på hovedpersonen i denne grumme historie.

Jean-Claude Romand er i dag et navn i Frankrig, som alle husker. En mand, som en dag dræbte sine gamle forældre og deres hund. Derefter tog han hjem og dræbte sin kone, så tegnefilm med sine to små børn i nogle timer, inden han dræbte dem med nakkeskud. Så tog han til Paris for at mødes med sin elskerinde, og forsøgte at dræbe hende men mislykkes. Endelig tager han hjem til huset, hvor ligene ligger - han tilbringer en hel dag, går en lille tur, ser videoer - og til sidst sætter han ild på huset og tager selv sovepiller.

En tragisk historie om en mand, som har levet på en løgn hele sit liv. Vennerne og familien troede, at han var en succesfuld forsker - så meget bedre end alle vennerne, som han havde læst medicin med. Men han gav op efter to år, og kom derefter kun på universitetet for at blive set af de andre som et alibi. Han havde et så hemmeligt job, at ingen kunne ringe til ham på kontoret - og i virkeligheden sad han hele dagen i bilen ude i skoven eller på en café.

Desværre overlever han - og selv i det fatale øjeblik lyver han muligvis over for sig selv. For han har ikke lyst til at dø - og tager sovepillerne alt for sent. Carrère skriver med ham i fængslet og deltager i retssagen. Han beskriver chokket hos vennerne, og de katolske besøgsvenner, han får i fængslet, da han udsoner sin straf på 22 år. 

De mener nærmest, at han måtte alt det grimme igennem for i dag at blive det rene kristne menneske - det ansigt han viser verden i dag. Men er det måske også en løgn? Carrère skal samtidig forholde sig til, at han muligvis tager parti ved at skrive om uhyret i historien - og derfor må han igen og igen relatere til sit eget liv; de små løgne, vi alle er kommet med som børn eller unge. Hvornår kammer det over? Hvornår bliver det til ens eksistens og personlighed? Og præcis hvad skete der for, at alle måtte dø - nogen må have opdaget løgnen? Måske nogle af de mange i familien, hvis penge han skulle placere - men som i virkeligheden var det de levede af.

Vi bliver uden tvivl draget af denne slags grusomme historier, når vi læser dem i pressen - og med Carrères fine ord bliver det bærligt og samtidig barskt at læse om. Og til sidst sad jeg og tænkte, at manden kan være ude om få år og starte forfra... hvordan? Og som hvem?

Thursday, September 22, 2011

Melnitz - Charles Lewinsky
























  • Fransk
  • 15.-22. september
  • 956 sider
  • Dansk titel: Melnitz
Det er meget lang tid siden, at jeg har læst en bog i otte dage - men det var en mursten af en bog... 956 sider i den franske pocketudgave! Det virker nærmest skræmmende de første hundrede sider, man da der var 300 sider tilbage, begyndte jeg allerede at fortryde, at det var gået så hurtigt - og de sidste tyve sider blev læst med gåsehud og tårer i øjenkrogen. For det er virkelig en bog, der rammer lige i hjertekulen!

Det er en stor slægtsroman, som starter i 1871, da Pariserkommunen er faldet, og Frankrikg har været i krig med Tyskland. Salomon Meijer og hans kone, Golda, lever dog i fred og ro i Schweiz i en by, som er udpeget som bosted for de schweiziske jøder. Bogen starter ved en schwive - syvdagesperioden, hvor man sørger over et afgået familiemedlem - og med ordene "Efter sin død vendte han tilbage. Altid." Tilsyneladende anderledes end i den danske oversættelse, men en version, jeg foretrække for sin korte men altsigende betydning; for onkel Melnitz er andet og mere end en afdød onkel i familien.

Aftenen ender med ankomsten af Janki - en fjern slægtning på flugt efter slaget ved Sedan; og dermed er familiesagaen blæst i gang. En fortælling over flere generationer, som fortælles punktvis i årene 1871, 1893, 1913, 1937 og 1945. Den fortæller om familiens udvikling i deres karrierer - og om genstridighederne som jøde, hvor forfølgelserne jo ikke startede i Tyskland med Hitler - men snarere er et årtusinder gammelt problem.

Vi følger dem i kærlighedssorger og familiestridigheder, som da François - Salomons barnebarn - bliver kristen, og årsag til en stor splid i familien. Vi følger de jødiske traditioner, og deres ritualer, som styrer årets gang. Og uden for det relativt stille Schweiz er der en ny verden, der starter - afsnittet om 1913 er det, der strækker sig længst hen til slutningen af 1. Verdenskrig, som ikke berører Schweiz, men som berører familien. Vi følger også verdens udvikling med biler og telefoner, udenlandsrejser og krige...

Der er historier om deres forhold til ikke-jøder - de gode og de dårlige forhold; om homoseksualitet i en tid, hvor det stadig var tabu; om forfængelighed, had og tilgivelse - alt, hvad der hører til i en rigtig stor familiesaga, hvor man bliver et med alle de forskellige personer, som man vokser op med og ser dø.

Og så er der hver gang den pudsige onkel Melnitz, der som et spøgelse dukker op på de mest ubelejlige tidspunkter. For som historien skrider frem, opdager man, at Melnitz ikke blot er - eller måske slet ikke er - onkel hos familien Meijer.

Han er inkarnationen af jødedommen - han er deres fælles historiske minde om forfølgelse; han er traditionen og kulturen, der skal få dem til hver gang at rejse sig igen. Han er den dårlige samvittighed, som gør grin af de familiemedlemmer, der vil af med deres jødiske træk. Han er den, der sætter et smukt men melankolsk punktum for bogen og for en historie, som ikke kan glemmes og altid vil være en del af den jødiske kulturarv.

Det er en absolut anbefalelsesværdig bog; ikke noget hokus-pokus eller nytænking, men ren og skær menneskelig fortælling i stor stor klasse, hvor man når hele følelsesregistret igennem.

Thursday, September 15, 2011

A Moveable Feast - Ernest Hemingway


"... this book contains material from the 'remises' of my memory and of my heart. Even if the one has been tampered with and the other does not exist."

Den engelske udgave af Hemingways erindringer om ungdomsårene i Paris, som jeg læste, er en netop opdateret og revideret udgave - derfor er den lidt længere end den tilsvarende danske, som udkom i 2000. Gammelt uudgivet materiale fra Hemingways notebøger er blevet gennemarbejdet, og udover de i forvejen eksisterende kapitler, er der yderligere ca. ti stykker, som er mere eller mindre færdige. Der er også en indledning af barnebarnet, Sean, som forklarer hvorfor der er en stavefejl i titlen. Normalt skulle det hedde Movable - men Hemingway havde en fiks idé om at skrive verber på den måde, ligesom man flere steder i bogen kan se comeing i stedet for coming. Hans eget lille personlige touch!

Der er også 8-10 sider med efterord, som de var efterladt af Hemingway inden han begik selvmord i 1961. Han havde arbejdet på manuskriptet igen, og hans daværende sindstilstand kan anes af ovenstående mulige efterord. Han havde fået chokbehandlinger for sin depression, og mente selv, at han var en hjertesløs mand.

Dog er det ikke mit indtryk efter at have læst den smukke lille samling historier. Dagligdags betragtninger af en meget ung Hemingway, som var ydmyg og ivrig efter at lære af de andre berømtheder, han kunne støde på i Paris. Mindre arrogance og mere respekt for alderdommen og erfaringen, end den brumbasse, som han fremstår som efter den Spanske Borgerkrig og i sin turen rundt med Capa.

Han udviser en stor finfølelse overfor Hadley og situationen omkring deres skilsmisse, som uden al tvivl var smertefuld for ham - et tilføjet kapitel i denne udgave handler udelukkende om det at elske to kvinder på samme tid. Han ville være god og gavmild overfor Hadley, men samtidig nyde den nye begyndelse med Pauline- hans anden hustru - som han mente skulle være grundlaget for en anden roman; om den anden periode i Paris. En del af erindringerne han desværre aldrig nåede til.

Jeg har aldrig været udpræget fan af Hemingways romaner - men har heller ikke læst dem alle. Men jeg har altid været fascineret af manden og mennesket; jeg synes ikke, at man kan andet end at blive fascineret, når man ser ham. Der er mange berømte billeder af ham - min personlige yndling er ét taget af Capa, hvor Hemingway - uigenkendelig - med en stor bandage om hovedet, ligger i en hospitalsseng efter en fest, der vist tog lidt overhånd.

Det er den diamentrale modsætning til den unge Hem, vi møder i denne bog. Der er allerede antydninger af et temperament; der er allerede passionen for tyrefægtning og Spanien - men der er også de stille vintre i de østrigske alper for at komme væk fra Paris og skrive i fred og ro. Der er de lange spadsereture langs Seinen, eller til stamcaféerne - og hans beskrivelse af, hvordan det er vigtigt, at man har flere caféer. En til fred og ro, en til at mødes med elskerindenn - og en til sociale sammenkomster.

Men det er bestemt også en kærlighedserklæring til byen Paris, som ses i nedenstående mulige efterord, som har inspireret den danske titel:

"There is never any ending to Paris and the memory of each person who has lived in it differs from that of any other. We always returned to it no matter who we were nor how it was changed nor with what difficulties nor what ease it could be reached. It was always worth it and we received a return for whatever we brought to it."

Ord, som taler til mig... som minder mig om mine unge år i Paris. Og alene det er nok til at elske denne bog!

Tuesday, September 13, 2011

Il n'y aura pas de paradis - Ryszard Kapuściński

























  • Fransk
  • 10.-12. september
  • 308 sider
  • Dansk titel: Fodboldkrigen
Jeg er vist ved at være igennem Kapuścińskis forfatterskab, hvis jeg ikke skal læse hans beskrivelse af shahen af Irans fald - og det interesserer mig vist mindre. Men så kan jeg genlæse Ibenholt, som af de tre, jeg nu har læst inden for nogle få måneder, er den absolut mest gribende.

Når jeg ser tilbage på de tre bøger, er der en tydelig forskel på dem. Ibenholt er den mest poetiske, og den mest afslørende i forhold til hans kærlighed til Afrika; Mine rejser med Herodot er den mest filosofiske, hvor han i stor udstrækning beskæftiger sig med begrebet 'at rejse' - og Fodboldkrigen, som på fransk senere er omdøbt til 'Der bliver ikke noget Paradis' er den mest politiske og faktuelle.

Jeg er stadig meget begejstret for Kapuściński, men hvis jeg var startet med denne og ikke én af de to andre, var jeg måske aldrig kommet videre. Den sidste del af bogen afslører mere af hans poetiske tilgang til journalistikken, mens de tidligere kapitler er meget faktuelle. De er for en dels vedkommende direkte kopier af de depecher, han sendte hjem til det polske pressebureau fra alverdens brændpunkter i starten af 1960'erne. Da var han selv knap 30 år, og kæmpede professionelt for sin plads primært ved at tage uortodokse metoder i brug, som sikrede, at han var der før journalisterne fra de store bureauer med flere midler.

Stadig er det en imponerende viden han har om verden - ikke kun politisk, men som human observatør, der når han rejser, gør det med alle sanser. Han formår at formidle det ofte komplicerede politiske billede i lande og tider fjernt fra os, så det virker indlysende - indlysende skrækkeligt ofte; men forståeligt! Starten af 1960'erne var især blodig på det afrikanske kontinent, men også i Sydamerika - og jeg var ikke født. At læse historierne med Kapuścińskis ord og øjne er en nyopdagelse af historien for mig.

Han kommer bredere omkring end i de to foregående bøger, der primært foregår i Afrika og Mellemøsten - der er historier fra Sydamerika om krigen mellem El Salvador og Honduras, som udbrød efter et par nederlag i fodboldkampe - deraf den oprindelige titel; men også den tyrkiske invasion af Cypern, som stadig er en uløst europæisk konflikt. Der var flere geografiske spring, men bestemt også mere oplysende information i modsætning til den subjektive. Dog foretrækker jeg stadig hans egne beskrivelser af folk og fæ på hans vej igennem verden.

Jeg var faktisk helt trist, da jeg lukkede bogen. Jeg var lige henne og bladre lidt i Ibenholt, og trøstede mig med, at den kan og skal genlæses. Samtidig er der muligvis flere bøger at finde af ham...

Friday, September 9, 2011

Ce que je sais de Vera Candida - Véronique Ovaldé





































Véronique Ovaldé er en ung fransk forfatter, som der har været talt en del om i forbindelse med hendes seneste roman netop udgivet i forbindelse med den franske bog-rentrée. Og derfor altså endnu engang en del af Bogudfordringen uden at være en reel udfordring!

Denne roman udkom i 2009, og såvel titlen som forsiden fik mig allerede til at tænke Sydamerika, Marquez og fantasi - og jeg tog ikke fejl.

Ligesom Marquez og nogle af Isabel Allendes bøger foregår 'Hvad jeg ved om Vera Candida' (min oversættelse) i et fiktivt land i Sydamerika. Tiden er knap så diffus som i Marquez' romaner, da der er computer, internet osv. - men det nævnes periferisk i denne historie om stærke kvinder.

Den første er Rose Bustamente, som bliver smidt ud hjemmefra som 15-årig og nedsætter sig som byens luder. Byen hedder i øvrigt Vatapuna - i mine øjne et lille ordspil, som hurtigt kunne drejes over på Roses profession! Som 40-årig stopper hun det erhverv, og begynder at fiske - hun bor alene, og er glad og tilfreds. Indtil den mystiske, rige og excentriske Jeronimo kommer til byen, bygger et stort hus og vil have Roses strandhytte af vejen - og ender med at forføre hende.

Det kommer der datteren Violette ud af; hun er lidt til en side og følger hurtigt i moderens fodspor - med hensyn til det første erhverv. Hun får også en datter som 15-årig - Vera Candida, som hun dårligt magter at opdrage. Vera er meget sammen med mormoderen - også den dag Violettes døde krop bliver fundet i skoven. Vera begiver sig op på bjerget for at fortælle Jeronimo, at hans datter er død - og han voldtager hende.

Det er familiens kvinders forbandelse at blive gravide som 15-årige, så Vera beslutter at forlade Vatapuna. Hun føder datteren Monica Rose, og vender aldrig tilbage - hun møder en mand, der på sin vis bliver som en far for datteren; og dermed ophører forbandelsen! Hun vender tilbage til øen, da hun som 39-årig er døende af kræft - og møder den nu afdøde bedstemors spøgelse.

For på trods af de jordnære emner som teenagemødre, kræft og ulykke, så er det først og fremmest en fantasifyldt historie, og sproget er absolut lige så magisk. Det er ikke Marquez - det ville være for meget at tilskrive Ovaldé; men det er en poetisk lille historie i bedste sydamerikanske tradition!

Wednesday, September 7, 2011

Freedom - Jonathan Franzen

































De fleste af septembers bøger vil for mig nok indgå i Bogudfordringen - til gengæld er det måske ikke den største udfordring, da jeg i forvejen læser mere på fransk og engelsk end dansk; sådan er det nu engang, når man ikke bor i Danmark!

Franzens Freedom er af mange blevet udråbt til årets roman - selve Obama har erklæret, at han havde den liggende på natbordet (og givetvis også har læst den!). I de franske medier er hypen også meget stor, da den netop er præsenteret i den franske oversættelse som én af perlerne i årets litterære rentrée, som tæller knap 650 romaner. Men er den så det?

Jeg vil ikke sige, at det for mig er årets bog - året er endnu ikke ovre; og der har været mange andre fantastiske læseoplevelser. Men det er uden tvivl den bedste amerikanske roman, jeg har læst i år. Det er en så kompakt og intens læsning, at det var lidt enten-eller om jeg skulle sætte mig ned og læse. Kapitlerne er lange, og der er ingen afbrydelser - det kræver sin læser; og nogle vil måske mene, at det foregår for langsomt. Det synes jeg ikke - men skrivestilen er anderledes end mange af de romaner, der i dag udgives med læserens nemme fornøjelse for øje.

Franzen vil fortælle sin historie uden at gå på kompromis, og det lykkes til fulde. Det er en amerikansk episk fortælling om fire årtier af en families liv - med tråde trukket tilbage til deres forfædre for at forklare deres sociale og intellektuelle rødder. Historien drejer rundt om Berglund-familien - Patty, husmoder og hustru; Walter, manden og de to børn, Jessica og Joey. Den fortælles på skift af forskellige personer, og det første store hug er Pattys 'erindringer', som beskriver hendes liv fra ung teenager til starten af årtusindet, hvor hun desillusioneret vender tilbage til et ægteskab, hvori hun ikke længere er lykkelig, men heller ikke magter at forlade.

I Patty og Walters ungdom er der også Richard, en punk-rock-musiker med hang til alt det useriøse i livet; Den unge Patty er tiltrukket af ham, men ender med den seriøse og stabile Walter; men de to mænds venskab forbliver livet igennem en konkurrence imellem dem. Det er historien om de valg, vi træffer som unge - af fornuft eller passion - og de tvivl eller fortrydelser, de senere kan føre til. Eller den effekt disse valg har på fx vores børn - hvordan de udvikler sig.

Bogen er ikke alene en fortælling om kærlighed, parforhold og det at være forældre. Det er også en satirefyldt men bitter beskrivelse af den amerikanske middelklasse; det er historien om årtierne med Reagan og Bush-administrationer, om 9/11 og Irak-krigen og den korruption de to sidstnævnte medfører i amerikansk politik og erhvervsliv. Sønnen, Joey, udvikler sig til den helt store kapitalist - men omvendes i sidste sekund, mens Walter ender i et tvivlsomt forretningseventyr, hvor store kapitalinteresser dækkes ind under miljøvenlige tiltag. Derfor er det heller ikke læsning, der måske vil appellere til alle - der er en del 'teknisk' i den del af romanen; men personligt generede det mig ikke.

Man kan dog sagtens forstå Obamas begejstring - at omtale den offentligt er nærmest en byggesten i hans næste præsidentkampagne... 'Læs den, og I vil se, hvad jeg ikke vil gøre!' Smart træk!

Måske er det også derfor jeg var vild med den - han nedgør alt, hvad der for mig repræsenterer det værste i amerikansk kultur; et land, hvis værdier jeg generelt overhovedet ikke deler.

Jeg var ikke generet af de skiftende vinkler af fortællere - der var ingen gentagelser; det var den samme historie, der udviklede sig mens tråden blot blev taget op af de forskellige protagonister på skift. Dog synes jeg, som i Bogbrokkens anmeldelse, at datteren Jessicas vinkel manglede.
Den var heller ikke for lang - ikke en side for lidt; en roman af denne art ville lide under at skulle tilpasses læsere, som ikke magter mere end 3-400 sider; dog irriterede lige præcis den sidste sætning mig. Men det er min sædvanlige afsky for sødsuppe...

Men ellers er der kun at sige - læs den!