Wednesday, August 31, 2011

Priez pour nous - Lionel Duroy























  • Fransk
  • 30.-31. august
  • 319 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Det er ikke lang tid siden jeg læste Duroys store bitre opgør med sin familie og sin barndoms traumatiske oplevelser. Derfor var det måske pudsigt allerede nu at læse hans første bog om samme emne, som udkom i 1990 - men det var for mig en logisk følge, selvom handlingen jo i stor udstrækning var den samme.

Det var den samme tragiske historie om et forældrepar, der overhovedet ikke magter at opdrage alle de børn, de af katolsk overbevisning ikke kan lade være med at sætte i verden. Det var Duroys første roman om emnet, som tydeligvis har efterladt varige men i sjælen; men måske får man så i denne første roman den rå og usødede version af historien.

Der er episoder, der går igen fra den store roman - men de er fortalt på en lidt mere barsk måde, og med lidt flere grufulde detaljer. Om det er den første eller den anden version, der er den mest præcise er derfor svært at sige. Ligeledes er der en lille forskel i kronologien. Da jeg læste den anden roman, havde jeg lavet en liste over alle børnene, og hvornår de var født - ellers var det lidt svært at bevare overblikket! Men det var ikke helt den samme rækkefølge af børn i denne roman - og årstallene var også forskellige. Her tror jeg nu nok, at det er den anden version, der er den rigtige, da måneder og årstal hver gang nævnes.

Den første roman er uden tvivl mere romantiseret - måske frygtede Duroy også familiens reaktion, som han beskriver det i den senere? Navnene er ikke de rigtige, og de varierer også i forhold til den anden roman, men alligevel vidste alle, hvem var hvem - og for Duroy blev det til et totalt brud med familien. Det medførte den dybe depression, der ledte til skrivningen af den anden roman - og derfor komplementerer de hinanden på fineste vis.

Selv efter læsningen af begge bøger har jeg let ved at forstå hans smerte - men umådeligt svært ved at forstå, at hans søskende slog hånden af ham. For han har næppe været den eneste, der har lidt under den barndom? Barsk læsning!

Tuesday, August 30, 2011

Mes voyages avec Hérodote - Ryszard Kapuściński

























Da jeg læste Ibenholt af Kapuscinski i maj måned, slog den totalt benene væk under mig, var jeg samtidig klar over, at jeg skulle have fat i andre af hans bøger. Jeg har senere læst en del kritik af Kapuscinski som person; både som jeg kom ind på i anmeldelsen af Ibenholt, at han skulle have været kommunistisk spion - men også, at visse af hans rejsebeskrivelser skulle være opdigtede. Begge ting er jo umådeligt svære at bevise, når manden er død - og vel også lidt for let at komme med efterfølgende. Især da manden i sin levetid var anerkendt som en af verdens bedste rejsehistorikere - eller hvordan man skal kategorisere ham.

Rejsehistoriker ville han måske selv have kunnet lide; for denne bog handler blandt andet om hans passion for Herodot, der af Cicero blev betegnet som historiens fader. Kapuscinski får bogen foræret, da han som ung uerfaren reporter bliver sendt på sin første udlandsrejse til Indien. Bogen følger ham i årevis - som læsestof og som inspiration til, hvordan historie, steder og mennesker skal skrives, beskrives og opleves.

Hans første rejse udenfor Polen er en rørende historie; hvor det ikke handlede om, hvor man kom hen - han ville ganske enkelt bare prøve at krydse en grænse. Et temmeligt utopisk projekt i 1950'ernes kommunistiske Polen, men som ikke desto mindre lykkes for ham. Men måske en almindelig reaktion for en person, som virkelig elsker at rejse - ikke dem, som tager på charterferier med dansk leverpostej i kufferten. Eller dem, som ikke tør rejse alene eller til lande, hvor de ikke taler sproget - den slags kender jeg masser af, og det harmonerer overhovedet ikke med min filosofi om at rejse.

Jeg er selv tilhænger af selvstændige rejser til steder, hvor jeg bliver intellektuelt udfordret ved at opleve kulturer og mennesker, som er så forskellige fra mig som muligt. Derfor er jeg vild af begejstring over Kapuscinkis ideologi og hans måde at beskrive sine rejser på. Netop fordi han var en lille journalist i et lille polsk pressebureau uden store midler, oplevede han så meget mere end en Reuters-journalist. Han var tvunget til primitive rejsemidler, små usle hoteller og kom derved så tæt på befolkningen, som man skal for virkelig at kunne sige, at man rejser.

Hans kærlighed til rejser deler jeg også med ham - for som han selv skriver det i bogen:
"For en rejse begynder ikke i det øjeblik man tager afsted og den ender ikke når man når frem. I virkeligheden begynder den lang tid inden og den stopper aldrig, for hukommelsens film fortsætter med at rulle, når man selv er stoppet for længe siden"."

Kapuscinski bruger Herodot til at lære mere om sine egne bevæggrunde for at rejse; men også til at undres over livet og verden; han har det barnlige blik på alting, og det genkender jeg. Han fordømmer aldrig, eller stopper med at blive begejstret over nyopdagelser - selv efter årtiers rejser er han ikke blasert, men finder hele tiden nye vinkler og møder nye mennesker.

Han er selv meget fascineret af Herodots verdensopfattelse - at vi er mennesker med naboer; på den anden side af de naboer er der andre naboer med andre skikke. De har igen andre naboer - og derfor må man rejse videre for at opdage, hvad der gemmer sig bag det næste sted.

For det første er det en human tanke, som tiltaler mig - at vi er allesammen på denne klode og skal lære at leve i fordragelighed. For det andet er det en smuk rejsetanke om hele tide at skulle videre - se mere, opdage mere. Der er ikke meget mere for os at opdage i konkret forstand - men hvert menneske kan alligevel opdage en hel masse - og ikke mindst om sig selv - blot ved at anskue verden fra den vinkel. Besøg din nabo, snak med ham om hans naboer og tag selv videre og se dem.

Kapuscinski formår at transportere en med rundt i verden; og i denne bog også tilbage til Herodots fysisk mere indskrænkede verden - både igennem sine egne reportager men også med Herodots historier om de græsk-persiske krige.

Problemet er blot, at man får lyst til at pakke sin kuffert øjeblikkeligt, når man læser Kapuscinski!

Saturday, August 27, 2011

Je n'ai pas peur - Niccolò Ammaniti
























Ligesom den første roman jeg læste af Ammaniti, er der tale om en poetisk thriller. En bog, der umiddelbart fremstår som en 'normal' fortælling, men som udvikler sig til gru. En bog, der omhandler de fattigste områder og de laveste sociale lag i støvlelandet. Og en bog, som er fortalt ud fra barnets perspektiv.

Michele er ni år gammel, og lever med sin familie i en 'landsby', som består af fem huse. De fire identiske huse ligger to og to overfor hinanden, og så er der et patricierhus, hvor den lidt mere velstillede advokat bor. Det er ikke engang en landsby, og der er ikke andet at foretage sig end at lege med de andre børn, og underkaste sig deres hierarki. Der er ikke mulighed for at fravælge eller finde andre venner. De er prisgivet hinanden, og forældrenes armod.

Der er den ligeledes ni-årige Salvatore, den lidt ældre buttede Barbara, Micheles fem-årige lillesøster Maria, den mere anonyme Remo og ikke mindst lederen Rackam, som bestemmer, hvad straffen er, når man taber i deres lege.

Micheles far er lastvognschauffør og er væk i lange perioder, hvor han kører oppe nordpå, og moderen er ved at bukke under af savn, pligter og ensomhed i fattigdommen. Indtil han vender tilbage for at blive, og lover dem, at tingen vil ændre sig.

Under en leg overgiver Michele sig overfor en total ydmygelse af Barbara, og tager straffen. Og her opdager han et hul, hvor en skræmt og stum nøgen dreng gemmer sig. Endelig har han noget, som Rackam ikke har - og han fortæller ingen sin hemmelighed. Men han vender tilbage, og snakker med drengen og giver ham vand - mens den tilbagevendte far undrer sig over hans lange ensomme eskapader.

Stemningen i denne overophedede sensommer koger; og de voksne skriger og skændes - indtil Michele overrasker dem i en diskussion og ser i fjernsynet, at den lille dreng, Filippo, er kidnappet og eftersøgt i hele landet. Han opdager samtidig sin fars og alle de andre voksnes indblanding i affæren. Den lille by huser en flok voksne med miniambitioner om at gå Den Røde Brigade i benene - kidnapning af rige industrifolks børn mod en løsesum.

For Michele bliver disse varme sommerdage opdagelsen af en voksenverden, hvor han skal tage stilling til sine egne handlinger i forhold til faderens autoritet. Han lærer om venners troskab og svigt, da han beslutter at dele hemmeligheden.

Det er denne force i Ammmanitis bøger, der er enestående. Perspektivet i barneøjne, som Cristiano beskriver det i På Herrens mark, og den grusomhede de voksne udsætter børnene for uden nogen omtanke. Det er historien, der udvikler sig så overraskende, men forbliver poetisk og æstetisk i sin brutalitet.
En perle af en smuk lille bog!

Friday, August 26, 2011

Operaelskeren - Klaus Rifbjerg


























Jeg havde ikke oprindeligt planlagt at læse Kløvedal som del af Bogudfordringen, og da det er en rejsebog, syntes jeg, at jeg ville tilføje en mere litterær bog. Det er dog ikke helt nemt, når man bor i udlandet, og jeg vil altså ikke læse danske romaner oversat til fransk. Så det blev til et dyk i reolerne, hvor jeg fandt en Rifbjerg, jeg aldrig havde læst. Når jeg tænker Rifbjerg, tænker jeg først og fremmest gymnasielæsning, og en gammel sort-hvid tv-transmission af et teaterstykke - Anna, jeg Anna, tror jeg, at det er?

Så det var virkelig en genopdagelse af hans univers; og måske kender jeg ikke bredden af hans forfatterskab nok til at kunne sammenligne og se udvikling og sproglige forskelle. Det, der slog mig mest var, at selvom han var innoverende på sin tid, så virkede det ikke længere således på mig.

Historien handler om professoren Helmer Franck, der lever et nydeligt, borgerligt liv med konen Ellen og de to børn. Alting er i rette folder; karrieren, lejligheden i København, sommerhuset i Tisvilde... indtil han en dag møder den unge operasangerinde, Mira, under en kongres i Oslo. De tilbringer en nat sammen ved diverse fester, og ender i hendes lejlighed med en hurtig omgang sex på stuegulvet. Men det er nok til at ryste Helmers verden. Da han kommer hjem, er han sikker på, at han er forelsket og, at han må skrive til hende, og sende hende gaver.

De mødes igen - men magien er ikke helt det samme; og så melder det evige dilemma sig for den gifte mand, der vil have en affære. Hele romanen er skrevet i dagbogsform, og i tilbageblik indtil den indhenter nutiden, og Helmers kvaler ved at skulle vælge mellem det ene eller det andet liv. Det er meget tidstypisk sikkert for København i slutningen af 1960'erne - og pudsigt med beskrivelser af steder og restauranter; men jeg var ikke i svime over hverken historien eller sproget.

Måske har det virket nyskabende at skrive om sit venskab med en bøsse? Eller dagbogsformen? Jeg kan faktisk ikke helt gennemskue det, for jeg synes, at det var lidt langtrukkent og gentagende til tider.

Jeg tror bestemt, at der er gammel litteratur, som overlever fint - men dette er nok enten ikke gammelt nok eller ikke moderne nok. Ikke en uforglemmelig oplevelse desværre; der havde sikkert været mange bedre bud på denne udfordring, som jeg var lidt hæmmet af ikke at kunne få fat på.

Wednesday, August 24, 2011

Le Dieu des Petits Riens - Arundhati Roy
























Læsetiden er absolut ikke et udtryk for kedsomhed eller, at romanen var dårlig - tværtimod krævede den fuld opmærksomhed og tid til at nyde det fantastiske sprog; en tid, der var lidt af i en uge med naturkatastrofer, manglende strøm og andet bøvl. Jeg fik købt bogen på fransk, selvom den er skrevet på engelsk - men det var ikke et problem under læsningen, da det var en ualmindelig fremragende oversættelse.

Bogens omdrejningspunkt er en familie i Kerala-provinsen på den indiske Malabar-kyst; og handlingen koncentrerer sig primært om en kort periode på to uger for mange år siden. Bogen springer frem og tilbage - fra 1969, hvor Alting skete til 1993, hvor nogle af protagonisterne igen befinder sig på samme sted.

En stor del af bogen er fortalt gennem den 7-åriges Rahels øjne og med et barns opfattelse af tingene. Rahel er pigen, og Estha er drengen i det tveæggede tvillingepar, og de lever sammen med deres mor, Ammu, som har forladt den fordrukne far. De bor sammen med deres onkel, Chacko; bedstemoderen, Mammachi og grandtanten Baby Kochamma. Et meget matriarkalsk hus, selvom Chacko forsøger at manifestere sig som den retmæssige direktør af familiens syltetøjsfabrik i kraft af sin mandlige status.

Roy udnytter denne barnevinkel i sin historie til at give læseren Rahels (og til dels Esthas) version af historien og deres generelle opfattelse af voksenverdenen. Det gøres blandt andet ved at skrive visse ord med stort eller lave ordspil, hvis transplantation til fransk er ualmindeligt vellykket - netop dér er fransk et genialt sprog at oversætte til på grund af dets endeløse muligheder for at lege. Samtidig ser man Rahel, da hun som 31-årig vender tilbage til huset, hvor de boede som børn - hvor Baby Kochamma nu bor alene med tjenestepigen Kochu Maria. Estha er også vendt tilbage - men han er for mange år siden stoppet med at snakke, og Rahel forsøger blidt at nå ind til ham igen, for at vende tilbage og forstå, hvad og ikke mindst hvorfor de gjorde, som de gjorde så mange år tilbage.

I 1969 kommer Chackos engelske ekskone til Kerala med deres fælles datter, Sophie Mol; en begivenhed som, fordi de er engelske, forårsager voldsomme instruktioner til tvillingerne om korrekt opførsel. Men Sophie Mol dør ved en ulykke to uger senere; denne information gives allerede ved starten af bogen, men man fornemmer også, at der er hemmeligheder bag denne død. Der er desuden den officielle version - og så er der den Store Hemmelighed, som tvillingerne bærer på, og som er årsagen til deres adskillelse fra moderen og ikke mindst fra hinanden.

Hemmeligheden skal ikke afsløres her; sløret løftes stille og roligt for den som historien skrider frem - og det er en historie om kærlighed. Det er en historie om kaster og klasseskel i et arkaisk samfund; det er historien om kolonialismens evige aftryk i den indiske historie og kampen for et nyt og anderledes samfund. Det er en historie om skyld og svigt i en familie, som skal redde facaden blot for samtidig at splitte familien ad. Om ofringer af de nederste i samfundet og om at ville hævde sandheden, men opdage, at den er uinteressant fordi den ikke kan bruges til egen gevinst. Men det er i sidste ende en tragisk kærlighedshistorie - mellem den fraskilte Ammu og en mand; og mellem Ammu og hendes børn - og tvillingerne imellem. Om forbudt kærlighed.

Der er en særlig poesi hos mange indiske forfattere, som måske overrasker, fordi vi primært tænker armod og elendighed og slet ikke 'overskud'. Roys roman er også så fin i sit sprogvalg, at man genlæser for at fange nuancerne og nyde dem. Hun går til tider forsigtigt til værks og siger ikke tingene direkte; man skal som læser være opmærksom - men så er det også den pure læselykke.

Der er stor, stor litteratur i Indien - denne ligger sig lige på linie med Seths mesterværk og Rohinton Mistrys klassiker. Stærkt anbefalelsesværdig!

Tuesday, August 16, 2011

Un jour parfait - Melania Mazzucco


  • Fransk
  • 14.-16.august
  • 391 sider
  • Dansk titel: Heldigvis ikke oversat
Opdatering... jeg kæmpede mig til vejs ende; men det var den værste pinsel nogensinde, og oversættelsen blev blot ringere og ringere. Selve plottet og historien var til sidst næsten ikke til at udholde. Men nu skulle den altså overstås!

Faktisk er bogen på 567 sider, men jeg synes allerede, at jeg bør have en præmie for at have klaret mig igennem de første 391 sider. En hurtig søgning på andre franske blogge viser mig, at de fleste har givet op allerede efter 50 sider - og allerhøjest 242. Jeg holdt ved min stædighed - men til sidst blev det altså for meget!

Historien er ganske banal - og man kunne næsten mistænke Mazzucco for at efterligne Ammanitis plot lidt. Den foregår i Rom over 24 timer, og hvert kapitel er en time i døgnet - er der ikke også en håbløs amerikansk tv-serie med samme koncept? I starten får man allerede at vide, at en politimand er fundet i sin lejlighed, hvor han har dræbt sin teenagedatter og lille søn efter skænderier med moderen, som han er skilt fra. Det minder unægteligt om diverse dramaer, man kan læse i hvilket som helst lands aviser dagligt - og spændingen var der da heller ikke.

Plottets interesse skulle så være de mange personnager, som blandes og mødes i løbet af det døgn. Antonio (politimanden) arbejder for Elio Firovanti (en Berlusconi-politiker, som er i genvalgsperiode) som body-guard. Hans søn Kevin går i skole med Elios datter Camilla. Så er der Zéro - Elios søn af første ægteskab, som er autonom, og forelsket i faderens anden kone. Selvsamme kone, som tvinges til at omgå Emma - Antonios ekskone og moder til Kevin og datteren Valentina. Emma er lidt vulgær, lidt billig - og temmelig meget på spanden som enlig mor, der må flytte hjem til moderen, der er pensioneret portnerkone. Alle samfundslag og politiske overbevisninger krydser hinanden - ikke at forglemme Sasha, Valentinas homoseksuelle italiensklærer, som Emma er småforelsket i.

Det kunne muligvis være interessant - og hvorfor har jeg så besluttet mig for at smide den i skraldespanden?

En ganske elendig oversættelse, og ikke mindst korrekturlæsning. Visse steder skriger den italienske sætningskonstruktion gennem den franske oversættelse, så man må krumme tæerne. En ting er en dårlig korrekturlæsning med stavefejl eller slåfejl - noget helt andet er dårlig oversættelse.

Et eksempel - Emma betragter i nostalgi de plader, hun udgav som ung ikke talentfuld sangerinde. De skrives som ces disques (de plader) i modsætning til ses disques (hendes plader).

Eller denne fodnote, som overhovedet ingen mening giver - man kan undre sig over, hvordan det kan slippe igennem:

Sidste december havde hun endda tilbudt at arbejde den 25*. Hun havde tilbragt en trist jul[...]

Og så fodnoten, der får en til at tro, at oversætteren må være på stoffer...

* Den 25. april, Modstandsbevægelsens fest, er en helligdag i Italien

Jeg var målløs - og det blev altså den berømte dråbe. Jeg orker ikke engang mere end 200 sider mere af den slags sjusk!

Sunday, August 14, 2011

Comme dieu le veut - Niccolò Ammaniti



Dante har ikke levet forgæves! Moderne italienske forfattere glemmer ikke deres litterære rødder - det er ikke den første italienske bog, jeg læser, hvor Dantes helvedesskildringer genopstår i moderne forklædning. Men det gør ikke bogen ringe - tværtimod er dette en reel åbenbaring.

I en imaginær landsby sandsynligvis et sted på Po-sletten, lever den 13-årige Cristiano Zeno alene med sin far Rino i et faldefærdigt hus mellem tomme pizzaæsker og øldåser. Faderen er alkoholiker, nazist, voldelig, for det meste arbejdsløs og efter alles mening ude af stand til at passe på drengen. Han har to venner, Quattro Fromaggio - landsbytossen, som lever i et hus ingen må komme ind i; måske fordi han ikke vil have, at man opdager hans enorme krybbe, som er opbygget af tegneseriefigurer fundet på gaden. Han har været ude for en ulykke, og hovedet har ikke været helt normalt siden.

Den anden ven, Danilo, er forladt af konen efter, at deres lille datter døde ved en ulykke og han slog sig på flasken. De tre venner er en treenighed af forfald og nederlag. Men Cristiano holder af sin far og hans venner; faderen og han holder sammen og de gør alt for at camouflere katastroferne ved besøgene af socialassistenten.

De tre voksne har planlagt et bankkup - de skal blot køre en tung bil ind i bankautomaten i væggen i landsbyen; men den nat, det hele skal ske, bliver verden uigenkendelig. Alt går galt, og hændelserne tager en grusom vending for de tre, men også Beppe, socialassistenten, som må se sin tro på Gud sat på prøve.

Guds rolle i bogen er allestedsnærværende - enten for den troende Beppe, men også for Danilo, Quattro Fromaggio og Cristiano, som hver gang, det er helt galt, tror på et tegn fra oven. Det er en tragisk og intens fortælling - det er samtidig så absurd, at man til tider trækker på smilebåndet af deres vanvid.

Historien foregår sammenlagt over fem dage, hvoraf den forfærdelige nat fylder en stor del; det er apokalypsen, og ingen af dem kommer ud på den anden side uændrede. Der er selvfølgelig en morale i historien - for enden af den halsbrækkende uge for de forskellige personer. Men den skal ikke afsløres her - den skal læses; for dette var virkelig en stor bog, og forfatteren en positiv opdagelse for mig.

Wednesday, August 10, 2011

Afrodites smil - Troels Kløvedal


På ferie i Sydfrankrig var jeg jo sikker på, at en bog ville være nem at finde - men det endte med, at huset (som var ejet af danskere) bød på indtil flere interessante bøger; hvilket ellers er en sjældenhed i sommerferiehuse. Jeg kender kun Kløvedal fra tv-udsendelser og artikler, og havde aldrig læst hans bøger - det var en passende lejlighed til at rette op på dette og samtidig komme i gang med månedens bogudfordring.

Jeg har noget med bogtitler - de skal på en måde passe til indholdet; og jeg har stadig ikke forstået, hvorfor den skulle hedde Afrodites smil. Historien er beskrevet - men i slutningen af bogen, og slet ikke som et bærende element i fortællingen om hans jordomsejling. Men det er ikke afgørende alligevel! For det er en smuk fortælling.

En fortælling om et menneske, der tør. Smide alt over bord - eller måske netop indenborde for at udleve sine drømme; som fortæller om rejsen, om de mennesker, han mødte og om tanker i forbindelse med det at rejse langt væk i lang tid.

Til tider blev det dog en anelse for sejlteknisk til en jordfisk som mig; men jeg nød hans beskrivelser af ukendte steder; hans evne til at gå folk i møde og analysere historien i de steder men også hans egen reaktion på oplevelserne. Netop den del kunne jeg godt have ønsket mig mere af.

Men han bekræfter det, jeg altid har vidst! Du kan ikke sidde i København og spise kebab eller i Aalborg og spise sushi, og tro, at du oplever verden. Den er ikke som, den præsenteres pænt indpakket og tilpasset vores smag. Den skal opleves råt og brutalt og direkte. Kløvedal gør det, som få tør - og ganske rigtigt også, som få har økonomisk eller teknisk mulighed for - men han vover; og har lært sig det tekniske fordi udtrangen var for stor.

Jeg var mest betaget af hans beskrivelser af Oman, som står på min egen liste over lande, der skal besøges. Men hele bogen nærede min allerede voldsomme rejsetrang, og også til at læse andre rejsebøger - andre danskere er jo rejst ud!


Saturday, August 6, 2011

The Help - Kathryn Stockett


























  • Engelsk
  • 1.-6. august
  • 451 sider
  • Dansk titel: Niceville

Der har allerede været skrevet mange anmeldelser af Stocketts multimillionsælger af en bog, som på den engelske forside hævder at være bagsiden af medaljen af Borte med blæsten. Netop denne parallel synes jeg dog er temmelig forkert. For det første foregår historien cirka hundrede år senere - hvilket i sig selv kun gør indholdet mere skræmmende.. at racediskrimination og segregation ikke var nået mange skridt videre efter den krig. For det andet er og bliver det en roman skrevet af en hvid!

Historien er i og for sig både spændende og relevant; historien om de småsnobbede forkælede overklassetøser i Mississippi, som alle lever med en sort tjenestepige i huset. Som regel en kvinde, som er tættere på børnene end deres egen mor, som har mere travlt med at pleje bridgeselskaber, hårsætning og den lokale hakkeorden end at vise moderlig kærlighed til børnene.

Det er historien bag Elizabeth og Hilly - den første den lidt skræmte kvinde, som ikke har alle de penge veninderne har; men som kues af den socialt dominerende Hilly. Hilly på den anden side er menneskehedens pest indenfor det sociale hønsehierarki, som kvinder med for meget tid og for mange penge kan opbygge. Og så er der Skeeter - af en pæn familie og med en moder, som desperat forsøger at få hende gift og helst inden hun selv dør af den kræftsygdom, som hun forsøger at skjule.

Skeeter er blot ikke indstillet på det liv, og hun forsøger at kæmpe sig ud af lokalmiljøets snærende bånd. En dag får hun den idé at skrive om hushjælpenes opfattelse af deres hvide arbejdsgivere - et vovet forsøg i 1960'ernes USA, hvor Sydstaterne stadig præges af KKK og en racisme, der er kvalmende at læse om. Hun må kæmpe for sin sag, men ender med at få overtalt Elizabeths sorte hjælp, Aibileen og senere Minny, som er fyret af den overlegne Hilly.

De ender med at gennemføre deres projekt; de får vendt en stemning, og Skeeter opnår respekt fra den sorte kvindegruppe på samme måde som Minny endelig finder en plads, hvor hun ikke bliver fyret på grund af næsvished; hun arbejder hos en hvid af fattig oprindelse - trailer trash - som ikke forstår, hvorfor byens kvinder ikke vil spille bridge med hende efter hendes ægteskab, der skulle skaffe hende social immunitet.

Det er historien om kvindeliv, der ændres, da de kommer i berøring med andre. Langt hen ad vejen er den troværdig - men jeg vil vove at påstå, at ingen hvid kan beskrive den rædsel disse kvinder gennemgår som moderne slaver på en måde, som ikke er meget forskellig fra den Frederick Douglass beskriver i hans fantastiske lille værk. Samtidig er Skeeter ude i nogle personlige konflikter med familien, og Stockett når aldrig til bunds med de spændinger mellem den ældre og den unge generation.

Der er rørende passager; der er humor og tragedie - men jeg sad alligevel med en flad fornemmelse til sidst. At tage de sortes version af hændelserne og gøre dem til sine ord, forbliver vagt. Ingen - og slet ikke en hvid - kan begynde at forestille sig gruen ved sådan et liv, og den facet irriterer mig. Men det er selvfølgelig ærkeamerikansk - og det er politisk korrekt at udgive netop sådan en roman netop som USA fik sin første sorte præsident. Men i bund og grund mangler den troværdighed i mine øjne. Den mangler at komme helt ind til kernen af problemet - og netop der ligger begrænsningerne for en hvid forfatter; og derfor kan det aldrig blive bagsiden af Borte med blæsten. Selvfølgelig et klogt markedsføringsstunt - men synd!