Sunday, July 31, 2011

Mais ce qui persiste en moi est ce fragment d'inhumanité - Joël Schuermans


























  • Fransk
  • 30.-31. juli
  • 292 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
For mange år siden læste jeg American Psycho, og jeg husker stadig fornemmelsen ved visse passager af maven, der vendte sig og en fysisk kvalme. Men det var fiktion! Samme fornemmelse havde jeg, da jeg læste denne bog. Der var tider, hvor jeg troede, at jeg ville blive syg - og viden om, at dette ikke var helt fiktion gjorde det kun endnu mere kvalmende.

Joël Schuermans er en belgisk forfatter; som 23-årig var han FN-soldat, og en del af de berømte belgiske styrker i Rwanda. Han var kommet til landet so fredsbevarende styrke knap to måneder, inden folkedrabene på tutsierne udbrød med nedskydningen af hutu-præsidentens fly. Det er en uendelig sort side i den belgiske historiebog; det er politisk fejhed, da Belgien trækker soldaterne ud af landet og dermed giver grønt lys for, at hundreder af tusinder af tutsier bliver dræbt på den mest bestialske måde. Det er selvsagt ikke udelukkende Belgiens skyld - det internationale samfund var lige så hurtige til at stikke halen mellem benene, og vende det døve øre til en konflikt i et ligegyldigt afrikansk land uden olieressourcer eller anden rigdom, der kunne interessere os. Der er uendeligt meget skyld - og der er uendeligt meget at forklare, som muligvis aldrig kommer frem. Men Schuermans bog kaster en lille smule lys over, hvad der reelt foregik i Kigali i de aprildage i 1994.

Historien er til dels fiktion - historien om den unge belgiske soldat, Simon, som er bleve forladt af sin mor ved fødslen; opvokset i en plejefamilie og generelt manglet opmærksomhed og kærlighed. Han mangler selvtillid, og hæren har uden tvivl været en kærkommen lejlighed til at finde nogle rammer. Men som for så mange andre, der bruger militæret som en udvej, er det langt fra løsningen på hans emotionelle problemer, som især omhandler kvinder. Han forelsker sig håbløst og voldsomt, og et uskyldigt kys bliver for ham tegn på et troskabsløfte om evig kærlighed.

Således er der den unge sorte Fortunée, som er tutsi - men også den italienske UNICEF-medarbejder Chiara; han vil have dem begge - og svinger mellem nogle tydeligt ustabile reaktionsmønstre. Inden det hele bryder løs fornemmer man bristen i hans karakter. Men han var ung, og kunne have 'vokset sig fra det'.

Det er der ikke tid til, da helvedet bryder løs. Hvor den første del af romanen er meget fikseret på hans erotiske fantasier, og fascination af de to kvinder, så handler den midterste del om selve folkemordene. Her bliver skrivestilen noget bedre - men også mere informerende detaljeret. Denne del er uden tvivl en utroligt detaljeret genfortælling af Schuermans' egne oplevelser derfra - og selvom man har set Hotel Rwanda eller andre film eller dokumentarfilm om tragedien, så er de ikke mindre stærke sat i ord. Hans udpenslende beskrivelser af mordmetoderne er det grusomste, jeg nogensinde har læst og jeg måtte vælge mellem at lægge den fra mig i afsky eller fortsætte og forsøge at lægge mine billeder lidt fra mig.

Bogens Simon vender som de andre soldater hjem to uger efter, at mareridtet er startet - men for ham starter det også blot. Han stopper som soldat, og ender i en selvdestruktiv spiral af alkohol og stoffer iblandet et voldeligt parforhold. Endelig møder han den kedelige småborgerlige Charlotte, som han ikke elsker, men som er symbolet på hans redning. De bliver sammen i ti år til hun en dag fortæller ham, at det er slut og hun har en anden.

Det slår klik for Simon - han dræber hende, og tager et fly til Rwanda for at genfinde Fortunée - hun skal redde ham og elske ham. I hans tankegang kan han slet ikke forestille sig, at tiden er gået... tretten år. At hvis hun stadig er i live, så er hun måske gift med en masse børn. Men han finder blot hendes grav, og i desperation tager han til Italien for at finde Chiara. Hun er til gengæld (alt for) lykkeligt gift, og igen ser han det som en hån af hans kærlighed. Han dræber også hende, og ender i fængsel for de to mord.

Denne del er jo ikke Schuermans egen historie; men at han har svært ved at vende tilbage fra Kigali er sikkert. Han forsøgte sig i nogle år med diverse løsjobs, inden han tog konsekvensen og i dag lever på landevejene. Dette er hans anden roman, og det kan også mærkes i skrivestilen. Han har sværere ved at skabe personerne udover Simon, hvis følelser han kan drage på fra sine egne oplevelser. Ligesom historien om de faktuelle hændelser er bedre skrevet end starten og historien om livet efter Rwanda. Men for sin historiske beretning er den desværre grufuldtvækkende rammende og rørende.

Den rejser vigtige spørgsmål ikke kun om verdenssamfundets rolle og samvittighed i forbindelse med massemordene - eller kollaborationen mellem Hutu-morderne og fransk militær, som i denne sommer er blevet understreget af anklagen om voldtægter af såvel kvinder som mænd af franske soldater. Det er også dilemmaet om, hvordan vi håndterer de soldater, der vender hjem efter den slags tjeneste - som har set eller gjort voldsomme ting? Eller hvor meget man ved, om disse mænds psykiske stabilitet - når man sender en knap 23-årig dreng afsted skal man være sikker på, at han kan klare presset!

Jeg har tidligere læst en roman skrevet af en overlevende tutsi; jeg har en bekendt, som slap væk mens hele hans familie blev udryddet - og jeg har set hans overkrop arret af machetear og skudhuller. Det er deres - meget vigtige - side af historien. Men det er også vigtigt at se denne side, hvor vores ansvar debatteres - både som en ikke-agerende aktør midt på scenen, men også ved at ødelægge andre liv på andre måder.

Som bogens titel resumerer det... Men det som bliver tilbage i mig, er denne rest af umenneskelighed...

Saturday, July 30, 2011

Dans la nuit Mozambique - Laurent Gaudé

























  • Fransk
  • 29. juli
  • 160 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat
Jeg håber, at Gaudés novellesamling vil blive oversat til dansk med den samme succes som fx Familien Scortas sol - for han er for mig én af de bedste nulevende franske forfattere. Som andre har han nogle ganske bestemte temaer, og de handler om havet, om døden, om Italien og især om Afrika, som han tilsyneladende er lige så bidt af som andre, der har sat fod på kontinentet bare én gang.

Denne lille novellesamling indeholder fire forskellige historier, som alle har det til fælles, at de handler om mænd - kvinderne er stort set forsvundet fra fortællingerne. Mænd, som ved slutningen af deres liv - som ikke nødvendigvis har været lange - ser tilbage på, hvorfor de er endt der, hvor de nu er.

Der er kaptajnen på et slaveskib, som under et stop i en fransk havn mister fem slaver. Den ene finder de aldrig, og han bliver årsagen til kaptajnens vanvid og paranoia.

Der er den gamle mand, som vil tilbage til det hotel, hvor han tredive år tidligere tilbragte en enkelt nat med sin elskede. Dette er den eneste fortælling med en kvinde i. Men han valgte alligevel hele tiden kammeraterne og drukturene fremfor familielivet; og hun døde fra ham.

Der er soldaten, som efter at være blevet reddet ud af 1. Verdenskrigs skyttegrave af en sort soldat, beslutter sig for at blive sort. Så sort, at han rejser til Afrika, og bliver kriger for de sortes sag imod sit eget folk. Han bliver inkarnationen af krig, og derfor må de skille sig af med ham, da de vil fred.

Endelig er der den gamle søulk, som opsøger sin ven Fernando, som er barejer og restauratør i Lissabon. De mindes den gang, de spiste sammen med to venner. Den ene er død, og den anden måtte tilbage til Mozambique for at få sjælefred - og dermed mangler de slutningen på den historie, han fortalte under deres sidste måltid.

De er intense og dystre historierne. De er essensen af Gaudés univers med menneskets mørke sider. Hver historie er en parallel til en af hans tidligere romaner - Kong Tsongors død eller Eldorado, som jeg læste inden bogbloggen opstod. Han formår med så enkle ord at male historier, der er grumme eller tragiske - men en genspejling af menneskeheden. Stor læsning i en meget lille bog!

Friday, July 29, 2011

Jésus m'aime - David Safier

























  • Fransk
  • 27.-28. juli
  • 348 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat
Jeg har tidligere læst en anden af Safiers humoristiske romaner; og det var faktisk lige, hvad jeg trængte til efter en stribe af mindre opmuntrende styks. Det var derfor uden de store forventninger andet end at blive lidt underholdt - og det holdt også nogenlunde.

Historien er en moderne fortælling om Marie, en kvinde i midten af 30'erne i en lille tysk landsby (Safier er tysker på trods af det franskklingende navn), som endelig skal giftes. Men da øjeblikket kommer siger hun nej, og selvom hun mente det, så føler hun, at hendes liv er slut nu. Men så dukker den nye tømrer i faderens hus op - Joshua. Selvfølgelig en fordrejning af Jesus, og der går da heller ikke længe inden, han indrømmer at være Jesus. Ærkeenglen Gabriel har tilsyneladende været blandt dem i mange år efter, at han valgte et jordisk liv for at komme tættere på Maries mor.

Maries forældre er fraskilte, og faderen har netop hentet en ung russisk kvinde hjem fra internettet. Det hele er lidt noget rod. Men det er Jesus der jo for at ordne. Men samtidig er Satan i byen - og han forsøger at rekruttere Maries kræftsyge søster, Kata, til at være en af de fire ryttere fra Apokalypsen! Det lyder meget overdrevet og søgt - og selv om det var underholdende til tider, så var der jo en dybere mening med det hele fra Safiers side. På mig gik den dog lidt tabt i al den anstrengte humor - og mange gange sad jeg mere fordybet i tankerne om væggobelinerne i Angers i Frankrig, som netop viser Apokalysen! Dem fik jeg lyst til at se igen derimod.

Den var slet ikke på niveau med Safiers første roman - måske fordi det er sværere at forholde sig såvel alvorligt som humoristisk til emnet, og han forsøgte trods alt at indsnige en del Bibel-lærdom; det faldt lidt til jorden, synes jeg.

Wednesday, July 27, 2011

No et moi - Delphine de Vigan


  • Fransk
  • 26. juli
  • 250 sider
  • Dansk titel: No og mig
Det er ikke tit man møder hjemløse i litteraturen - og dog har de meget at sige. Der er altid en historie bag deres skæbner, selvom den sjældent er særlig positiv og til tider måske også temmelig repetitiv. Men alligevel er det et spændende tema, den franske forfatter tager op i denne roman, som af nogle er blevet betegnet som en ungdomsroman. Men det er jo ikke fordi den er skrevet med et barns øjne, at den ikke kan læses af voksne. Personligt var det en bog, der rørte mig meget dybt!

No er omdrejningspunktet som i romanens titel, hvor hun sættes før Lou - som er bogens fortæller. Lou er 13 år gammel, intellektuelt meget længere fremme end sine skolekammerater, men har til gengæld svært ved at finde venner og holder sig til sig selv med sine bøger og eksperimenter i alle genrer. Hendes hjem er ikke ligefrem en oase af fred - siden den længe ventede lillesøsters vuggedød nogle år tidligere, er moderen i en dyb depression. Hun sidder dagen lang i en lænestol, og faderen forsøger på bedste beskub at sørge for Lou.

Lous største skræk er at skulle stille sig op foran klassen; så da hun en dag skal informere læreren om sit emne til en fremlægning flyver det ud af munden på hende, at hun vil interviewe en hjemløs kvinde i Paris. De hjemløse er der nok af - og desværre også de unge kvinder; så mødet med No blev blot et tilfældigt blandt de mange, det kunne have været. Men No har noget specielt, og Lou vil, på trods af sin generthed og en lille smule angst for det ukendte, hjælpe hende.

Møderne med No giver stille og roligt Lou mere mod; hendes fremlægning går godt, hun tør sige sin mening og møder endelig lidt respekt fra sine klassekammerater og ikke mindst Lucas, som hun er lidt forelsket i.. men han er fire år ældre og klassens bad boy! Så hun finder også modet til at spørge forældrene, om No må bo hos dem; og de accepterer.

Det nye bofællesskab bliver en opvågning for moderen; hun blomstrer op og bliver næsten sit gamle selv. Faderen begynder at slappe mere af - selvom han dog overvåger No; og Lou oplever glæden ved at have en søster - for de to har lovet hinanden ikke at give slip! Men mens No ubevidst hjælper Lous familie ud af deres traume, så er de måske ikke i stand til at hjælpe hende med de sår, der fik hende ud på gaden?

Selvfølgelig går det ikke i længden; No begynder igen at tage stoffer og drikke - og hendes natarbejde på et hotel er vist heller ikke hele sandheden. Lous far tager konsekvensen og smider hende ud - og selvom No stadig har brug for Lou, så er det måske et nederlag for meget for hende? Hele sit liv er hun blevet svigtet af voksne.

Hver gang jeg ser hjemløse, der sover i gaden, så gør jeg ubevidst en lille forskel - der er alkoholikerne, der er aggressive og grænsende til det voldelige. Der er dem, man fornemmer, netop er ankommet - der er de unge, de gamle og hærdede - kvinderne og mændene. Men til at starte med er deres historier næppe særligt forskellige! Til nogle giver man; og nogle rører ved noget i én, så man får tanken, at man kan tage dem med hjem, give dem et bad og noget mad - og en ren og varm seng. Men ligesom det tager tid og overskud at hente en efterladt hund fra et internat, så trænger disse mennesker jo til meget andet end blot mad og varme. De er ødelagte i sjælen på en måde, der er så barsk, at de bliver nødt til at distancere sig fra den normale verden. Det retter en varm frikadelle desværre ikke op på!

Derfor er No og mig faktisk en meget tragisk og sørgelig bog for No. Bedst som man tror, at det er Lous teenagehistorie opdager man, at dette handler om Nos fallerede forhåbninger og drømme, da de to piger mødes. Om endnu et svigt og på trods af det en blidhed og søsterlig kærlighed til Lou.

Den er letlæselig, men ikke mindst så var jeg så grebet af historien, at alt andet måtte vente den dag! Jeg kan kun varmt anbefale denne roman, som for mig vil ændre mit syn på de hjemløse, jeg møder hver dag!

Monday, July 25, 2011

Le chagrin - Lionel Duroy

























  • Fransk
  • 17.-24. juli
  • 734 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Når man læser selvbiografier er der to ting, der præger indtrykket - selvfølgelig formen, men også formålet. En selvbiografi skrives jo udfra et behov eller en lyst til at give et indtryk af ens liv; og Duroys formål er lysende klart og han forsøger på ingen måde at skjule det heller. Det er et opgør med en familie - og især en mor - som har ødelagt hans liv; at skrive bogen er en renselsesproces for ham men også et opgør og en besked til resten af familien. Hvis hver detalje er sand, kan man muligvis forstå manden!

Lionel Duroys forældre bliver gift blot dage efter D-day i Frankrig; og allerede her påpeger Duroy faderens svaghed ved ikke selv at have været aktiv i krigen - eller sågar i modstandsbevægelsen. Faderen er pro-Pétain og dermed anti-de Gaulle; han er grænsende antisemitisk og moderen er blot en gås, som udvikler småborgerlige racistiske snobbede holdninger med tiden. De får deres første barn hurtigt efter brylluppet - som de gode katolikker, de er, kan der ikke være tale om prævention. Hvilket med tiden fører til elleve fødsler og ti børn - det ene dør kort efter fødslen.

Nogle af disse børn - som Duroy selv - fødes i Bizerte i Tunesien, hvor de er udstationerede for et fransk firma i en periode. Det er den lykkelige periode i deres liv, og hvis de var blevet der - og hvis Nordafrika ikke havde kastet sig ud i en kamp for uafhængighed af Frankrig, kunne deres liv have set meget anderledes ud. For faktum er, at faderen er blød overfor moderen, og hendes krav til levestandarder så urimelige, at han må ty til andre midler. De kommer hjem til Frankrig, og han lejer en lejlighed i en fin forstad til Paris, som er ubetalelig for en mand, som kun sælger støvsugere - og med så mange børn!

Det ender galt, da de ubetalte regninger hober sig op; faderen er ude af stand til at sige fra overfor moderen, men også ude af stand til at erkende, at det vokser ham over hovedet. Så en dag kommer Duroy hjem til en lejlighed, der er i færd med at blive tømt - de er smidt på porten. Derfra går det ned ad bakke; de flytter fra den ene lejlighed til den anden med de mange børn, som tit må klare sig selv. Moderen truer konstant med selvmord, og faderen skriver blankochecks og småstjæler for at skaffe dem mad på bordet. Moderens tyranni kender ingen grænser, og hendes kærlighed til børn er også ret begrænset på trods af hendes katolske principper om, at de skal sættes i verden.

Duroy beskriver sit liv fra forældrenes møde og frem til bogens udgivelse i 2010; hans første ægteskab og udgivelsen af hans første roman, som også omhandler familien. Den medfører et totalt brud med de ni søskende og forældrene, og han har aldrig set dem siden. Denne roman er endnu mere omfattende, og er for mig klart et offentligt opgør med familien og en form for selvjustits. Beskeden er klar - "I ved, hvad der skete - men I valgte deres (forældrenes) parti, da jeg offentliggjorde det." Duroys kærlighed til sine søskende er ike stor; men det satte også sit præg på hans første ægteskab, og det bliver også beskrevet i detaljer, som nok kunne få ekskonen til at fortryde at have kendt ham!

Der er ingen tvivl om, at barndommes sår har givet ham en livslang depression, som muligvis kun denne bog kunne få ham ud af. Han har skrevet meget andet, og er en kendt fransk journalist - men hans egne sår var ikke helede. Om de bliver det med denne bog er svært at sige - det er meget at smide i hovedet på sine søskende på en fuldt ud offentlig måde. Men det er også en skræmmende fortælling om, hvor lidt samfundet tog sig af dem midt i deres elendighed. Det var andre tider, og enhver måtte klare sit eget - men alligevel oplever Duroy, hvordan man som voksen er et produkt af sine forældre. Selv han genoptager til tider faderens mønster, da konen er ham utro og det hele vælter omkring ham.

Det er også historien om Frankrig igennem 50 år; de skiftende regeringer, krigene og konflikterne. Det er en tætskrevet intens bog, men som man læser opslugt i gruen af hans historie; en bog, som ikke uden grund har vakt opsigt og vundet priser i Frankrig.

Saturday, July 16, 2011

Les Justes - Albert Camus



























Julis måneds bogudfordring var én af dem, jeg virkelig så som en udfordring - et skuespil! Jeg har vist ikke læste skuespil siden gymnasietiden, og der var det jo næppe af lyst. Af samme årsag var det nok heller ikke realistisk at kaste sig ud i et Shakespeare-værk på flere hundrede sider - udover, at jeg foretrækker at læse på originalsproget, og også her ville Shakespeare nok blive lidt for stor en udfordring. Men så faldt jeg tilfældigt over dette skuespil af Camus fra 1949; som grotesk nok stadig er usandsynligt aktuelt.

Historien er baseret på den sandfærdige historie om attentatet på den russiske zar Alexander den 2.'s søn Sergej i Moskva i 1905, hvor han var guvernør. Attentatet udføres af den 23-årige Kaliayev, og skuespillet udspilles i en lejlighed ikke langt derfra, hvor Kaliayev sammen med Dora, hans elskerinde og tre andre mænd planlægger angrebet. Det første forsøg bliver ikke til noget; Kaliayev kan ikke smide bomben, da han i sidste øjeblik ser to børn i kareten - en hændelse som fører til en ideologisk og passioneret diskussion mellem ham og Stepan - en anden revolutionær, som ikke stoler på Kaliayev.

Denne diskussion og ideologien, som adskiller de to mænd, skulle være Camus' svar på hans ven Sartres skuespil Urene hænder, som var sat op et år tidligere. Kaliayev er Camus selv, og Stepan er Sartre. Kaliayevs (eller Camus') synspunkt er, at alting er sort eller hvidt - han forsvarer det absolutte uden nogen form for lempelse, som da Kaliayev forklarer Dora, hvorfor han vil kaste bomben: "At dø for idéen er den eneste måde at være på højde med idéen. Det retfærdiggør den."

Kaliayev vil ikke ses som en morder, men som en mand, der har hævnet en uretfærdighed - Sergejs nedtrykkelse af det russiske folk. Sartres (eller Stepans) synspunkt er det ekstremistiske, hvor intet skal i vejen for at målet. Mens Kaliayev bliver skræmt af børnene, kan Stepan ikke se, hvorfor de ikke bare også kunne dø? Stepan ender med at forstå Kaliayevs motiver i en højere grad; det samme kunne ikke siges om Camus' og Sartres politiske uenigheder - deres venskab stoppede i 1952. De to skuespil var det offentlige regnskab, der skulle opgøres.

Men i skuespillet bliver attentatet en succes to dage senere, og Kaliayev bliver selvfølgelig straks arresteret. I fængslet får han besøg af en anden fange, Foka, som har lavet en aftale om at få nedsat sin straf på tyve år for mord; hver gang han udfører hængningen af en dødsdømt, får han nedsat straffen med et år. Igen et moralsk dilemma, som i Camus' øjne er forskellen mellem at være en kriminel, en morder - eller blot den, der udfører, hvad der skal gøres.

Fængselsinspektøren tilbyder ham at undgå dødsstraffen mod at udlevere sine medsammensvorne - og selve Sergejs enke vil gå i forbøn for ham. Men for Kaliayev var døden fra starten en del af akten - den er for ham også en nødvendig del af attentatet. Han nærede på intet tidspunkt ønsket eller håbet om at slippe fra det i live. Det er på mange måder skræmmende aktuelt med de selvmordsterrorister, som i dag går døden med oprejst pande - sikkert også fordi de ikke ser sig selv som mordere, men som aktører i en større retfærdig plan. For hundrede år siden var det socialismen eller kommunismen, i dag er det jihad. Men princippet er det samme!

Doras eneste ønske er derfor også selv at blive valgt til at smide den næste bombe - og helst hurtigt. For Kaliayev er henrette, og hvis hun hurtigt kan dø, kan hun følge ham - og det vil føles som om, at rebet strammedes samtidigt om deres to halse. Det bliver hendes ledetråd - et mål og et ideal at arbejde frem mod; bevidst at vælge døden.

Jeg frygtede at blive distraheret af angivelsen af navne, som det jo er kutyme i skuespil, men til gengæld opdagede jeg, hvor intens læsning det kan være, når det udelukkende er ordene. Ingen forklaring af tonefald, omgivelser, ansigtsudtryk - det hele skal læses igennem ordene. Man koncentrerer på en helt anden måde om selve historien og tolkningen af den, når alt andet er sorteret fra. Så selvom jeg nok aldrig får læst Shakespeare, så er der nu pludselig en del andre nyere skuespil, jeg gerne vil læse!

Friday, July 15, 2011

Nini - Mulâtresse du Sénégal - Abdoulaye Sadji

  • Fransk
  • 14.-15. juli
  • 252 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Den sidste bog, jeg fik indkøbt i Senegal, da den medbragte litteratur var løbet tør, viste sig igen at være én af landets helt store klassikere. Ikke kun i Senegal, men også i fransk kultur, da négritude-bevægelsen tager fat i 1930'erne. Da er Sadji ung, og efter skolegang i Rufisque (en forstad til Dakar) bliver han skoleinspektør i forskellige senegalesiske provinser - en post, som normalt var forbeholdt de hvide kolonialister.

Hans store kæphest er tilknytningen til den afrikanske kultur selvfølgelig; og han knytter sig til Senghor - landets absolutte store mand, som blev den første præsident efter frigørelsen i 1960, og som hjalp Sadji med den grammatiske finpudsning af hans værker.

Nini - mulatpigen fra Senegal, som den danske titel ville være, er derfor et klassisk eksempel på de hjertesager, der stod både Sadji og Senghor nær... forkastelsen af de afrikanere, der frasiger sig deres kultur. Romanen, der udkom i 1954, foregår i Saint-Louis, som er et helt særligt kapitel i den senegalesiske historie. Byen er på alle måder anderledes, som jeg selv kunne konstatere, da jeg var der i oktober 2010 - det var landets hovedstad indtil 1960, og et kulturelt og politisk nervecentrum i Afrika.

Byen havde mange hvide beboere, og med dem kom blandingen med de lokale og en mulatbefolkning, som man ikke ser andre steder i landet. Kvinderne, som nedstammede fra blandingen med de portugisiske mænd, blev kaldt for signare af det portugisiske senhoras; og de var hierarkisk højere stillet end de lokale sorte.

De var kendt for deres skønhed, og selv i dag er der stadig en årlig fest, der fejrer disse kvinder som en kulturel arv selvom de tidligere ikke altid var velsete af de lokale. De kunne komme ind i klubber, hvor de hvide kom - i selskab med disse dog - og nød i det hele taget godt af en social rang, som også fik dem til at føle sig bedre end de sorte.


Gå en tur i Saint-Louis' gader i dag, og du vil stadig se kvinder som denne, som er en anelse lysere i huden - og med en udstråling, der siger alt!

Sadjis roman handler om en sådan ung kvinde, Nini. Hun er 22 år gammel, og hele hendes liv handler udelukkende om at blive set i de hvide klubber med hvide mænd, og det ultimative mål er selvfølgelig at blive gift med en franskmand og flytte til Europa. De fleste af disse hvide mænd er hendes elskere, og de bliver hurtigt udskiftet - men nu er der en ung mand, Jean Martineau, som hun har set i længere tid - og på trods af hans manglende ægteskabsløfter, sætter hun alt på spil. Det er hendes største ydmygelse, da hun en dag modtager en kærlighedserklæring fra en sort - og hele byen indigneres og griner af den stakkels mand, der har vovet at overskride den usynlige sociale grænse mellem deres to verdener.

Sadjis fortælling er grotesk nedladende og barsk i sin beskrivelse af Nini og hendes ligesindede; deres åbenlyse racisme og snobben opad er en torn i øjet på ham, og hans egen indledning til bogen lyder da også:

"Nini er det evige moralske portræt af mulatten, om hun er fra Senegal, Antillerne eller Amerika. Det er portrættet af det fysiske og moralske hybride menneske, som i uvidenheden af sine spontane reaktioner, altid søger at hæve sig over den plads, der er hende tiltænkt; det vil sige over en menneskelighed, som hun antager for at være hende underlegen men til hvis skæbne hun for evigt er knyttet."

Nini og hendes veninder bruger tiden på at nedgøre de sorte, men alligevel opsøger hendes mulatbedstemor en lokal marabout (troldmand) for at forhekse Martineau, så han gifter sig med Nini. De snakker om Paris, som kendte de byen ud og ind, selvom de aldrig har - og næppe aldrig kommer til - forladt deres eget land. De unge franskmænd på den anden side er der for at udleve eventyret om det sorte Afrika; de er faktisk mere tiltrukket af de meget sorte kvinder, men disse kan de ikke tage med i klubberne - og da de sjældent taler andet end wolof er samtale også begrænset.

Så de hænger lige så meget fast i rollespillet som Nini, som ikke forstår, at hun kun er et stykke midlertidigt legetøj, og at hendes foragt for sine landsmænd faktisk kun avler foragt for hende hos de hvide. Det er en tragisk spiral uden ende, og nederlaget bliver totalt, da Martineau rejser hjem - kun for at vende tilbage ed en fransk hustru. Nini sælger da alt, hvad hun har, for at forlade landet - hun kan ganske enkelt ikke klare den offentlige ydmygelse efter at have promeneret sit hovne

Sadji fortæller os ikke, hvad der sker med Nini i Frankrig. Det er ikke interessant for hans historie; man kan forestille sig, at hendes overlegenhed bliver vendt til et endnu mere øredøvende nederlag i et land, hvor hun pludselig bliver underdog og det behøves ikke at være slutningen. Sadji har på fornemste vis fået sit budskab igennem, og selvom bogen er mere end halvtreds år gammel, så fortæller den en universel og stadig yderst aktuel sandhed om racisme selv inden for samme race.

Thursday, July 14, 2011

D'autres vies que la mienne - Emmanuel Carrère























Der er virkelig ingen logik i, hvilke franske bøger, der oversættes til dansk! Denne havde jeg absolut ikke forventet, men det viser sig, at en del af Carrères bøger er oversat - og jeg opdagede ham først ved et tilfælde forleden dag. Hans bøger er - ifølge ham selv - lidt kyniske og barske; men det er jo ikke nødvendigvis skidt. Flere af hans bøger er også dokumentariske som denne, og det øger jo intensiteten og påvirkningen, synes jeg.

Bogen starter, da Emmanuel Carrère og hans samlever tager på juleferie i Sri Lanka vel vidende, at forholdet halter, og at flytte sammen med sammenbragte børn måske ikke kan lykkes for dem. Carrère selv er i tvivl om han nogensinde kan blive - eller har været - lykkelig eller i stand til at gøre andre lykkelige. Men dagen efter rammer tsunamien, og pludselig har de ikke tid til at tænke over deres forhold. De er i sikkerhed, men møder et fransk par, hvis lille datter Juliette på fire år er død. De hjælper og er sammen med dem og pigens morfar i dagene efter, og indtil de kan blive fløjet tilbage til Frankrig. Det mærker dem, og de beslutter at gøre en indsats. Samtidig siger bedstefaderen til Carrère, at han som forfatter må skrive om denne tragedie.

Hjemme igen skal de forholde sig til Carrères svigerinde, Juliettes, kræftsygdom, som er blusset op igen efter, at hun som 18-årig havde kræft, og en forkert strålebehandling gjorde hende nærmest lam i benene. Hun er 33 år, og har tre små piger, og en mand, hun elsker ubetinget. Hverken Carrère eller hans samlever tilbringer meget tid med Juliette, som foretrækker at kæmpe alene. Men de er der, da hun dør og dagen efter mødes hele familien med en tidligere kollega, Etienne, som selv har fået amputeret et ben på grund af kræft. Han fortæller om Juliette, som han arbejdede sammen med som dommer, og da de forlader ham, siger også han til Carrère, at han bør skrive om det - om hendes liv!

Så Carrère skriver denne roman om de to mennesker, han knap kendte, som var vidt forskellige i alder - men som begge døde. Starten handler mere prosaisk om tiden i Sri Lanka og hændelserne op til Juliettes død den efterfølgende sommer. Derefter er det Carrères interviews med vennen og kollegaen, Etienne; enkemanden, Patrice og venner og anden familie, som tilsammen giver portrættet af Juliette. For at fortælle Juliettes historie må han også fortælle Etiennes; om hans sygdom, om deres ligheder - og om deres fælles kampe for retfærdighed.

Der er passager med temmelig meget forbrugsret, som ærligt talt kan være svær at forstå - og kan virke malplaceret midt i denne tragiske fortælling. Men det er der, fordi det var Juliette og Etiennes kamp for de små i samfundet; dem, som selv var en minoritet, og havde måttet kæmpe for at opnå deres stillinger. Det kunne muligvis have været forkortet - på den anden side giver det et afbræk, så bogen ikke bliver lutter elendighed.

For slutningen er barsk; historien om Juliettes sidste dage og timer og afskeden med de små døtre er barsk læsning, når man selv har mistet til kræften. Jeg var temmelig opløst til sidst! Men det er jo også livsbekræftende - især for Carrère, som var midaldrende og ikke syntes at have noget at fremvise som emotionelt resultat af sit liv! De andres korte, men intense, liv sætter hans eget forspildte liv i perspektiv, og han bruger disse erfaringer til selv at komme videre. Han lægger ikke skjul på det - og nogle kan finde den tanke morbid; men det morbide er vel egentligt blot at indrømme det, som andre ville tænke for sig selv?

I anmeldelsen i Kristeligt Dagblad, som jeg har linket til, skriver de pudsigt nok, at emnet og måden, det behandles på kan virke forfærdeligt selvhøjtideligt litterært elitært fransk - men, at det ikke er det. Det er derimod ualmindelig almindeligt og hverdagsagtigt - men de rigtige dårlige hverdage, som får én til at tænke lidt dybere over tingene.

Monday, July 11, 2011

Mille jours à Venise - Marlena de Blasi























Egentlig skulle jeg jo have læst den på engelsk; men det var en hurtig og totalt uovervejet indskydelse lørdag eftermiddag klokken 17 for at hjembringe lidt nyt læsestof. Det kan man så lære af! Da det er sommer og rejsetid, har boghandlerne en tendens til at opbygge disse rejseborde - og denne bog lå lige ved siden af Claude Gallays fantastiske men melankolske bog, som foregår i Venedig; og jeg faldt i fælden.

Historien er man kan ikke mere banal; den midaldrende amerikanske kok, Marlena (det er selvbiografisk, ja) kommer til Venedig første gang i 1989. Som så mange andre fascineres hun af den særprægede by på vandet, og vender tilbage flere gange. I 1993 er hun sammen med et vennepar, da en mystisk fremmed gør kur til hende - en ligeledes midaldrende italiensk bankmand, som bor på Lidoen på den anden side af vandet.

De mødes kort inden Marlena skal rejse videre; men han tager flyet til USA, og der beslutter de, uden nærmest at kende hinanden, at gifte sig. Dog skal dette selvfølgelig foregå i Venedig, og Marlena sælger i løbet af få måneder alt, hvad hun ejer i USA - sit nyrestaurerede hus og sin restaurant.

Bogens historie er deres historie - hendes indtryk af Venedig, og hendes problemer med at falde til; men som med andre af den slags bøger (kærlighedshistorie eller ej) er det jo voldsomt idylliseret. Godt nok er Venedig en smuk by, men med Marlenas ord, er det uspoleret idyl med madvarer, som ellers kun findes i Paradis og de typiske karikaturer af italienere, som man forestiller sig det fra en gammel film. Men ikke i slutningen af årtusindet. Det er samme karikatur, som Peter Mayle tjente en mindre formue på med sin serie om livet for en englænder, der flytter til Provence - og de Blasi har da også lugtet lunten, og senere udgivet en bog om de tusind dage, de efterfølgende tilbringer i Toscana. Tilsyneladende må de så på ny flytte efter tusind dage, da det skal passe til hendes koncept?

Det har sine underholdende sider, men muligvis kun fordi jeg læste den i et stræk - ellers ville jeg have haft svært ved at tage den op igen. Jeg synes, at det er dejligt, at folk mødes, bliver forelskede i hinanden, i en by, i den lokale vin - og hvis det er det hele på én gang, er det jo fantastisk. Men det sker altså hver dag - selvom de involverede parter jo selvfølgelig synes, at deres historie er unik. Det synes vi alle - men vi sætter os heldigvis ikke allesammen ned og skriver om det!!!

Det er OK flylæsning fx - og det genkalder dejlige minder fra Venedig (hvor jeg pudsigt nok også var med en italiener uden at skrive en bog om det); men jeg kommer ikke til at investere i hendes efterfølger.

Som en lille bonus er der til slut i bogen nogle skønne italienske madopskrifter, som godt kan få mundvandet til at løbe. Desværre tror jeg, at de er dårligt oversat fra fahrenheit til celsius, for tit skal tingene i en 400 grader varm ovn? Sjusk!!!

Saturday, July 9, 2011

Mary-Ann in Autumn - Armistead Maupin

  • Engelsk
  • 8.-9. juli
  • 365 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Den måske endegyldige afslutning på Maupins saga om San Francisco; så det var ikke uden en vis nostalgi, jeg åbnede sidste bind, som udkom i 2010. Som med hver eneste bind er spændingen i starten, hvor i deres liv, de er - og i hvilket år vi er siden det startede i 1976. I det ottende bind kommer der et clue ret hurtigt, da de nævner the president-elect, så er perioden allerede indsnævret til to måneder knap - altså slutningen af 2008, da Obama er blevet valgt som USA's første sorte præsident.

Som titlen antyder handler denne meget om Mary-Ann; men bestemt også om alle de andre - den eneste rigtigt perifære person er Brian, som man måske må affinde sig med aldrig at få en slutning på. Det er lidt trist, da man har knyttet sig til ham. Men nu handler det om Mary-Ann, som i det 21. århundrede opdager, at hun kan afsløre mandens utroskab via Skype og stifter bekendtskab med Facebook. Hun bliver syg af lilvmoderkræft, og flygter hjem til Michael og hans mand, Ben, i San Francisco, for at blive opereret og hele sårene - fysiske og psykiske - men også for at søge om tilgivelse.

Derfor er det langt fra tragisk - det er det jo aldrig i Maupins serie; det er grotesk morsomt, samfundsobserverende og nutidigt. Men løse ender knyttes helt tilbage til den første bog, da Mary-Ann datede den mystiske Norman Williams, som viste sig at være pædofil. Det er udover Mary-Anns sygdom én af de bærende historier i romanen, som ender med muligvis at genforene Mary-Ann med hendes adoptivdatter, Shawna, som trods alt ligner hende uendeligt meget i opførsel og forhold til mænd.

Anna - Mrs. Madrigal/the landlady - er der stadig; og måske er det lyspunktet for os læsere? Maupin kan ikke stoppe nu - ikke efter at have genoptaget historien efter så mange år mellem sjette og syvende bind? Godt nok er Michael og Mary-Ann næsten tres, men at følge dem til dørs er nødvendigt uden at det skal blive patetisk. Jeg kan blot ikke affinde mig med lige nu, at det er slut, tror jeg....

Thursday, July 7, 2011

Michael Tolliver Lives - Armistead Maupin























  • Engelsk
  • 6.-7. juli
  • 333 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Kan man som forfatter vende tilbage og tage tråden op efter 18 år? Finde de samme personer og den samme tone uden, at det bliver et patetisk forsøg på genfunden berømmelse - eller gevinst? Maupin kan med sin Tales of the City-serie! Han kan det ud over alle forventninger endda!

Selvfølgelig har jeg læst de indtil videre syv bøger over en periode på en måned, og ikke de 29 år, der gik fra første bind udkom til dette syvende bind, som på flere måder er anderledes. Udkommet i 2007 foregår handlingen i 2005; også der er der en tidsforskel på 18 år - men i modsætning til de seks tidligere episoder, som er fortalt i tredje person, er denne - som titlen angiver - fortalt af Michael/Mouse selv i jeg-form.

Han ser tilbage på sit liv, på deres liv som den logiske familie - i modsætning til den biologiske. Thack er rejst; for mange frustrationer efter en tid, hvor Michael konstant følte, at han var der på lånt tid med sin HIV-virus. Men han møder en ny og yngre mand, Ben - på internettet; for alt er også anderledes i en verden, der nu har internet, terrorisme, 9/11, homoægteskaber og brystkræft som en del af kvindernes hverdag, som ikke længere er tabubelagt, og som har taget Mona fra dem.

Mødet med Ben er en temmelig direkte gengivelse af Maupins eget møde med hans nuværende mand, som bogen også er dedikeret til. Det er en mere nostalgisk bog med Michaels tilbageblik og sentimentalitet over tiden, der går - men det er ikke uden de sædvanlige overraskende og morsomme episoder. Der er også mere spice i den seksuelt end i de tidligere bøger; men mest af alt handler den om at finde fred med sig selv, og det liv, man ender med at leve - og at have levet.

Michaels mor er døende, og det sker ikke uden overraskende opdagelser; men da det virkelig bliver alvor, får Anna Madrigal (den excentriske landlady) et hjerteanfald, og Michael må beslutte, hvor han vil opholde sig.

Jeg har levet med de personer igennem syv bøger nu; men dette var den første, hvor ægte store tårer trillede - ikke af grin. Men fordi det er så os; de er 15-20 ældre end min generation, men der er den fornemmelse af at genkende en verden, som har ændret sig igennem de tre årtier bøgerne strækker sig over. Musikken og dansene; legetøjet eller bilerne; politikerne eller TV-programmerne; katastroferne og de kendtes bryllupper eller liv...

Nu er der kun en enkelt tilbage - og det bliver lidt sørgmodigt; med mindre Maupin har lige så svært ved at slippe sine 'børn', som han tilsyneladende - og med god grund - har haft det i de atten år?

Wednesday, July 6, 2011

Sure of You - Armistead Maupin

  • Engelsk
  • 4.-6. juli
  • 284 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Videre og videre i Maupins eventyrlige lille serie - nummer seks var vist oprindeligt tænkt som den sidste i serien, da den udkom i 1989. Ligesom i de tidligere bøger er der en lille tidsforskel, og det sjette bind foregår i 1988 - Brians og Mary-Anns adopterede datter, Shawna, er blevet 5 år gammel. Brian var ikke blevet syg efter den forskrækkelse han fik i femte bind, og Michael lever stadig med at holde sin HIV-virus i skak.

I slutningen af femte bind vidste man ikke, om det ville blive til en kærlighedshistorie mellem Michael og Thack - men de har nu boet sammen i to år, og mens Michael endelig har fundet den stabile kærlighed, han har søgt efter i årevis - så går det anderledes skidt for Brian go Mary-Ann.

Hun har stadig sit morgentalk-show på en lokal TV-station, men en dag bliver hun kontaktet af Burke (hendes flirt fra cruiseferien i andet bind), som tilbyder hende sit eget show på en landsdækkende kanal... men i New York. Når man er nået så langt i serien, ved man jo, hvor knyttet personerne er til San Francisco - for nogle er det homo-identiteten, men for Brian er det byen; men bestemt også hans forhold til Michael.
De to er nu partnere i Michaels gartneri, og igen trækkes de en anelse mere frem end de andre personer.

Mona har en mindre gæsteoptræden, da Mrs. Madrigal tager til Grækenland for at møde hende - på Lesbos selvfølgelig! DeDe er ikke med andet end i omtale. Fokus er på de to forhold - det, der fungerer og det, der falder fra hinanden. Det handler også om Ninja Turtles, som kom på mode dengang - om 1988-præsidentvalget, Billy Joel-sange... igen et fantastisk tidsbillede.

Det er en mere voksen bog, og det er tid for vores hverdagshelte til at tage parti i konflikterne, men også selv vurdere, hvor deres værdier ligger. Især Thack og Michael er mere "militante" end tidligere, og har svært ved at acceptere de falske dødsannoncer, hvor AIDS-døde camoufleres - eller fremtrædende homoseksuelle personligheder, som hastigt gifter sig for at fjerne skyggen af tvivl. Mary-Ann er mere optaget af at blive set med de rigtige, og pludselig brister venskaber, da hun vælger at lade sig skille fra Brian, og flytte til New York.

Det ville derfor sørgeligt no fungere fint som en afslutning på en æra, en serie, et par venskaber og den lille familie, de har udgjort i de 11-12 serien strækker sig over. Men heldigvis kom Maupin på bedre tanker - og det syvende bind udkom mange år senere! TAK!!!



Monday, July 4, 2011

Significant Others - Armistead Maupin























  • Engelsk
  • 3.-4. juli
  • 316 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Straks jeg var hjemme skyndte jeg mig at købe de sidste fire bøger i Armistead Maupins serie - jeg forventer ikke overhovedet, at de holder længe; dertil er de simpelthen for vanedannende. I den femte roman, som udkom i 1988 foregår handlingen i 1985 med offentliggørelsen af Rock Hudsons død.
Den drejer igen om de kendte personer, Michael Mouse, Brian og Mary-Ann - men også DeDe og hendes lesbiske elsker D'Or er tilbage på scenen.

Bogens handling får alle deres liv til at krydse, da DeDe og D'Or tager DeDe's otteårige tvillinger med til en lesbisk festival ude i skovene, hvor mænd er bandlyst. Den lille otte-årige Edgar må sågar forvises til et mandetelt; imens skal DeDe og D'Or igennem en mindre jalousikrise i deres forhold.

Brian opdager, at en kvinde, han har været Mary-Ann utro med er ramt af AIDS - nu er sygdommen ikke længere forbeholdt bøsser; og han er skræmt fra vid og sans af tanken om selv at være syg og have smittet sin kone. Derfor tager han på campingtur med Michael og Thack, som Michael muligvis kan få et forhold til.

Deres campingtur foregår i samme område som kvindernes festival; og for at gøre komplottet perfekt er DeDes mors nye mand, Booter, også i området. Han er del af en magtfuld gruppe af amerikanske virksomhedsmænd, som hvert år mødes for at diskutere verdenssituationen - i bogstaveligste forstand i klubben Bohemian Grove.

Med de tre fronter trukket op er der basis for intriger, men også for sjove og alvorlige temaer som Reagan-administrationen, lesbisk militarisme (eller ej?), bøssekærlighed, når man som Michael nu er HIV-positiv - men ikke mindst epidemiens gennembrud udenfor San Franciscos bøssekredse. Hvordan lever man det nye liv, hvor sikker sex optager sindene lige så meget som en svindende adressebog i takt med, at de går til begravelser hver uge. Det er dog ikke på nogen måde dystert - det er mere rørende og eftertænksomt end de tidligere bøger. Det er igen et glimrende tidsbillede af 1980'erne - da jeg selv blev ung, men ikke var gammel nok til at bekymre mig alvorligt om disse ting; og i hvert fald ikke læse om dem.

Igen blev bogen læst i nærmest et stræk, og især Brian, som i begyndelsen var den lidt irriterende type, er nu meget tilstede som person sammen med Michael. Maupins bøger har alle samtlige karakterer med i hver enkel bog; men de glider mere eller mindre i baggrunden fra gang til gang - enten er de hovedpersoner eller bipersoner. Denne var ikke mindre dårlig end de andre - overhovedet!

Friday, July 1, 2011

Une vie de boy - Ferdinand Oyono

























  • Fransk
  • 30. juni - 1. juli
  • 185 sider
  • Dansk titel: En boy's liv
Ferdinand Oyono tilhører samme generation af afrikanske forfattere som Camara Laye; Oyono er dog fra Cameroun - men omstændighederne i deres liv er sikkert ikke meget forskellige. Oyonos roman er dog ikke selvbiografisk, men fortæller historien om Toundi, som forlader sin fattige afrikanske familie i forblændelse over de hvide. De hvide missionærer kunne let lokke nye 'troende' til med noget så banalt som sukkerknald - og Toundi kan hurtigt se fidusen i at bo og leve som den hvide mand. Men præsten - hans beskytter - dør i en ulykke, og Toundi bliver houseboy hos byens kommandant, en franskmand.

De to kommer relativt fint ud af det sammen, indtil kommandantens smukke franske kone ankommer; lige så snart kommandanten er ude at turnere i bushen, har hun besøg af sin elsker - og Toundi observerer det hele. Hans fortælling er i dagbogsform om det han ser i huset, og hvordan de andre sorte tjenestefolk reagerer på den hvide mands sjove opførsel. Den franske Madame ved, at Toundi ved... og da kommandanten snart også ved, at konen er ham utro, er Toundi en torn i øjet på ham.

I stedet for ganske enkelt at fyre ham, opfinder de et tyveri; Toundi bliver fængslet og tortureret for at hævde den hvide mands sårede stolthed! Han flygter - men dør af sine sår. Det er en sikkert temmelig banal historie, og rent sprogligt eller litterært var jeg heller ikke nær så imponeret som af andre afrikanske værker, jeg har læst. Men den har jo alligevel sin berettigelse set i en historisk kontekst - bogen udkom i 1956; Cameroun kunne som et stort antal afrikanske lande fejre 50-året for deres uafhængighed sidste år. Bogen er således skrevet om den hvide mands opførsel overfor de sorte imens de stadig styrede landet; jeg er ikke en ekspert - men jeg regner med, at ikke mange turde udgive den slags litteratur på den tid.

Det er nok dens største berettigelse - sammen med den lidt ironiske facon Toundi betragter den hvide mands særprægethed på. Men det er ikke en uforglemmelig roman for det litterære indtryk!